Skrøbeligt kunstnerportræt med ‘Marianne & Leonard: Words of Love’

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: jeg er vild med Leonard Cohen og hans både dramatiske og dystre samt forførende og smukke musik. Med dokumentarfilmen ‘Marianne & Leonard: Words of Love’ dykkes der ned i manden bag musikken, hans passion og mange kvinder – særligt musen og hans kærlighed til norske Marianne Ihlen.

Man bringes med nye interviews, voice-over samt arkivmateriale med tilbage til 1960’ernes bekymringsfrie tider. På den græske ø Hydra mødes en gruppe kunstnere for at skrive og synge, arbejde og elske. Heriblandt den aspirerende forfatter – og vortende musiker – Leonard Cohen samt netop Marianne Ihlen. Friheden søges, mens de bevidsthedsudvidende stoffer flyder.

Dette blev starten på et livslangt kærlighedsforhold, der på trods af, at de gik fra hinanden fulgte dem begge hele livet – det på kryds og tværs af deres respektive livsbaner. Det med en gennemgribende kærlighed med både sine op- og nedture – og det svære forhold mellem kunstner og muse i en tid, hvor livet blev prøvet af og kærligheden ligeså.

‘Marianne & Leonard: Words of Love’ er således ikke kun historien om deres forhold, men også et tidsbillede samt en skildring af Leonard Cohens karriere – fra starten som forfatter, videre til musiker og hans årelange ophold i kloster samt hans tilbagevenden til musikken med sine legendariske optrædener – jeg selv har været heldig at opleve ham to gange.

Her med numre som ‘So Long, Marianne’ og ‘Bird on a Wire’ – begge udsprunget af Marianne Ihlen. En film om den svære passion, den umulige balance mellem kunsten og kærligheden – en fortælling og den dystre side og depressioner som Leonard Cohen også kæmpede med, mens hans karriere tog fart og de mange kvinder kom ind i og gik ud af hans liv.

‘Marianne & Leonard: Words of Love’ er ikke en perfekt og ultimativ dokumentar film om Leonard Cohen, men den giver et både skrøbeligt og ømt samt kærligt og interessant kig ind bag manden bag myten samt ikke mindst hans forhold til og inspiration fra Marianne Ihlen. Hertil kommer både rørende og morsomme anekdoter fra venner og samarbejdspartnere gennem deres begges liv.

‘Marianne & Leonard: Words of Love’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Marianne & Leonard: Words of Love’ har biografpremiere den 14. november.

Fortællingen om forfatteren J.R.R. Tolkien i filmisk indpakning med ‘Tolkien’

Drama på Blu-ray: Langt de fleste kender uden tvivl til eventyret ‘Ringenes Herre’ – eller ‘The Lord of the Rings’ på engelsk. Mange har læst bøgerne og ikke mindst set Peter Jacksons monumentale og forrygende filmatisering og trilogi. Filmene er baseret netop på bøgerne af forfatteren J.R.R. Tolkien. Men hvad var han i grunden for et menneske? Det dykker filmen ‘Tolkien’ ned i.

Således er dramaet ‘Tolkien’ fortællingen om de år, der var med til at forme den berømte forfatter – der her spilles af stjernefrøet Nicholas Hoult. I filmen finder J.R.R. Tolkien således både venskaber, mod og motivation blandt andre udstødte i skolen. For ja, den spirende forfatter stod uden for, hvad nogle måske ville kalde det populære fælleskab.

Men venskabet med sin gruppe af venner – der stod lidt udenfor normen – bliver kun stærkere med tiden, det indtil Første Verdenskrig bryder ud – således truer dette venskaberne. Det er J.R.R. Tolkiens oplevelser tidligt i livet, der sidenhen inspirerede ham til at skrive sine berømte Midgårds-romaner – netop fortællingen om ‘Ringenes Herre’.

Ekstramateriale: Udover selve filmen, så indeholder Blu-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale, som man kan dykke ned i. Her finder man blandt andet således et kommentarspor med filmens instruktør Dome Karukosi, så man kan komme omkring de mange aspekter ved filmen, videre til slettede scener fra filmen samt et billedgalleri.

‘Tolkien’ udkommer den 21. november på dvd og Blu-ray.

Enden på sjov og ballade med ‘The Big Bang Theory’ sæson 12 – The Final Season

Serie på Blu-ray: Så skete det. Vi er nået til slutningen på en af nyere tids populære sit-coms, nemlig serien ‘The Big Bang Theory’. Det sker med intet mindre end en 12. sæson – den såkaldte ‘The Final Season’. Så hvis du har fulgt flokken af venner fra starten – eller bare er kommet til senere – ja, så er det altså denne sæson, du skal have med for det sidste farvel med kliken.

Serien har som de foregående sæsoner rækken af velkendte karakterer i spil. Her blandt andre og ikke mindst de to bedste venner Leonard Hofstadter og Sheldon Cooper. De og vennerne løser dagligdagsgåder fra universitetsverdenen, videre til familiekriser og spiller videospil. Men ja, alle gode serier når sin ende – og det gælder altså også ‘The Big Bang Theory’.

Således er det med denne 12. og sidste sæson af tv-serien, der siden sin første sæson, der havde premiere den 24. september i 2007 – og nåede sin slutning med sin sidste sæson 12 og 24 episoder på den 16. maj i år. Det er således blevet til intet mindre en 279 afsnit i alt. Ja, dem kan man jo så passende genbesøge, når man har været igennem denne sidste tur med kliken.

Ekstramateriale: Udover selve sæsonen, så indeholder Blu-ray-udgivelsen også sin del af ekstramateriale. Her finder man således seks helt nye featuretter, der går bag om forskellige aspekter ved serien. Alt lige fra dens betydning, videre til interview med castet og de sidste dage med ‘The Big Bang Theory’ samt spas fra produktionen med mere.

‘The Big Bang Theory’ sæson 12 – The Final Season udkommer på dvd og Blu-ray den 11. november

‘The Death and Return of Superman’ samler et forrygende hold af superhelte

Et forrygende superhelte-hold på Blu-ray: Jeg er vild med Batman, men jeg har så absolut også et blødt punkt for Superman. Ja, hvem har ikke det? Men i det hele taget er jeg ret så begejstret for superhelte fra DC Comics, der blandt andre også tæller ikoniske helte som Wonder Woman og The Flash. Alle fire samt flere superhelte optræder i animationsfilmen ‘The Death and
Return of Superman’, der nu udkommer på Blu-ray her i landet.

Historien ‘The Death and Return of Superman’ er baseret på den populære fortælling fra DC Comics, der her præsenteres i form af én lang og sammenhængende animationsfilm. Det betyder 166 minutters – altså mere end 2 timer – nonstop superhelte-action med blandt andre netop Superman samt andre velkendte superhelte fra DC Comics’ skønne univers af superhelte og superskurke.

Så hvis du som jeg også er vild med superhelte, DC Comics og ikke mindst animationsfilm, så bør du kraftigt overveje, om ikke du skal stifte bekendtskab med netop ‘The Death and Return of Superman’ – for det er altså svært at benægte, at her er tale om et ret så stærkt hold af helte, der her må kæmpe side om side.

Ekstramateriale: Udover selve animationsfilmen, så indeholder Blu-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale. Således finder man ‘Long Live Superman’, som er en helt ny dokumentarfilm. Videre finder man featuretten ‘The Death of Superman: The Brawl That Topped Them All’ samt featuretten ‘Lex Luther: The Greatest Nemesis’ og ikke mindst hele seks ekstra tegnefilm fra DC Comics med mere.

‘The Death and Return of Superman’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. november.

Den seje heltinde er i fuldt vigør i ‘Wonder Woman: Bloodlines’

Heltinde på Blu-ray: Der findes mange seje heltinder på både film og i animationsfilm – tænkt blot på blandt andre Ellen Ripley fra Alien-universet, videre til The Bride i Quentin Tarantinos Kill Bill-film og naturligvis også Sarah Connor fra Terminator-franchisen. En anden sej heltinde i superhelte-verdenen er DC Comics’ Wonder Woman.

Hun er nu tilbage i sin egen animationsfilm med titlen ‘Wonder Woman: Bloodlines’ – den udkommer nu på Blu-ray her i landet. Du kan således opleve den legendariske historie om det berømte Justice League-medlem Wonder Woman, når hun kæmper for det gode med sit ligeledes legendariske sværd og sin magiske samt ikoniske lasso. Kapow!

I filmen gør Wonder Woman det til sin mission at hjælpe en ung pige, der er kommet i vanskeligheder og er blevet en del af Villainy, Inc., som er en dødsensfarlig organisation, der er ude efter at invadere Themyscira – intet mindre end Wonder Womans hjem. Den står således på farlige kampe og superhelte-rabalder for fulde gardiner.

Ekstramateriale: Udover selve filmen, så medfølger der på Blu-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale. Man kan således gå ombord i kortfilmen ‘Death’, videre til et kig på skurken The Cheetah samt få et smugkig på DC Comics’ kommende animationsfilm ‘Superman: Red Son’, mens man også finder to bonus-tegnefilm med mere.

‘Wonder Woman: Bloodlines’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. november.

‘Annebelle Comes Home’: Der er dæleme stadig liv i den dæmoniske dukke

Gysende dukkegru på Blu-ray: Det hele starterede med det virkeligt vellykkede og foruroligende dæmongys ‘The Conjuring’ i 2013. Siden da er det blevet til både prequels og sequels i det fortsat voksende The Conjuring-univers. Og ja, nu skal vi til det igen. Nemlig at gyse over den dæmoniske dukke Annabelle. For det er tredje gang, at dukken med de stirrende øjne får sin egen film.

I ‘Annabelle Comes Home’ slippes ondskaben således løs på en ellers rolig aften, hvor den 10-årige Judy skal babysittes. Hun er datter af de overnaturlige efterforskere Ed og Lorraine Warren, som man kender fra gyseruniverset. De har et aflukket rum i huset, som er fyldt med artefakter fra deres mange møder med det onde og overnaturlige. Heriblandt den creepy dukke Annabelle.

Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at Annabelle slipper fri af sit fangenskab for at sprede skræk og rædsel i det lille hjem, mens forældrene er ude af huset. Der venter med andre ord en nat som Judy, babysitteren Mary og hendes veninde Daniela aldrig vil glemme. Nemlig en nat i rædslens navn. Desværre er det også en frygtredet nat, som jeg nok glemmer ret hurtigt.

Dermed ikke sagt, at ‘Annabelle Comes Home’ er uden plusser. For det er den bestemt. Det er blandt andet dejligt med en gyserfilm, der ikke beror på billige jump scares og slatne fake scares. Det gælder mere, hvad jeg vil kalde forventningens frygt. Her er det nemlig mere frygten for det ukendte, der hersker. Dystre skygger og underlige lyde samt det udefinerbare mørke.

Det sagt, så undslipper filmen dog ikke sin del af jump og fake scares, men de leveres overordnet i veldoserede mængder. Og ja, de fungerer faktisk overvejende godt, når de rammer, så jeg sidder med forventningens frygt i kroppen. For hvad gemmer mørket mon på? Ja, ganske vist sin del af gyser-klichéer, men bestemt også sin del af veliscenesatte og underspillede gyserscener.

At jeg så ikke bliver skræmt i specielt nævneværdig grad er til at leve med. For her leveres både masser af gysertåge, et arsenal af grumme gespenster og brutale bæster, mens trekløveret i front er et både dynamisk og likeable bekendtskab. Her jongleres endvidere med temaer som død og ensomhed, skyld og traumer, hvilket ligger som en fin og dyster understrøm filmen igennem.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang gysende ekstramateriale. Her finder man således en række slettede scener, videre til en håndfuld featuretter samt en behind the scenes. Man får på den måde et indblik i blandt andet filmens forskellige artefakter samt filmens forskellige monstre.

‘Annabelle Comes Home’ udkommer på dvd og Blu-ray den 11. november.

‘Elseworlds – A DC Crossover Event’ bringer superhelte sammen

Superhelte på dvd: Hvis du er vild med DC Comics’ superhelte, så bør du lige spidse ører lidt ekstra nu. For hvis du måske blot gik og troede, at du måtte nøjes med en enkelt helt af gangen, så kan du godt tro om igen. For med dvd-udgivelsen af ‘Elseworlds – A DC Crossover Event’ samles en flok af de populære superhelte nemlig. Bered dig derfor til blandt andre Arrow, The Flash og Supergirl!

Da Barry Allen aka The Flash og Oliver Queen aka Green Arrow en morgen vågner og opdager, at de har byttet krop med hinanden, sætter de sig for at finde ud af, hvad der har forstyrret tidslinjen og udløst dette skifte. Men tingene udvikler sig hurtigt fra slemt til værre, da de præsenterer deres sag for Team Flash – og nej, banden tror ikke lige på dem med det samme.

Barry og Oliver indser derfor snart, at de har brug for Supergirls hjælp. De rejser således til hendes hjemby Smallville på Earth-38, hvor de desuden også møder Karas fætter – en vis Clark Kent – og den ligeledes frygtløse reporter Lois Lane. Ja, det er noget af et team, der her er samlet for at superhelte-underholde dig i udgivelsens tre episoder og 122 minutter.

Skulle din interesse være større efter, at du har læst med her, så kan du altså købe denne dvd-udgivelse, så du kan komme med på superhelte-eskapader med nogle af de populære superhelte fra DC Comics’ herlige verden af superhelte og superskurke.

‘Elseworlds – A DC Crossover Event’ udkommer på dvd den 7. november.

En smule søvnig tilbagevenden til ondskabens hotel med ‘Doctor Sleep’

Biografanmeldelse: Der er ingen grund til at sætte næsen op efter en film, der bare nærmer sig at være i gysende liga med Stanley Kubricks horror-mesterværk ‘The Shining’ fra 1980. Mindre kan bestemt også gøre det – helt nok bliver det dog desværre aldrig med ‘Doctor Sleep’, der følger den nu voksne Danny Torrence, der er mærket af begivenhederne på The Overlook Hotel som barn.

Denne efterfølger er – som den første film – baseret på et bogforlæg af gysets mester Stephen King. Jeg har dog ikke læst nogen af dem, så jeg holder mig fra sammenligninger – men nu skal en film også kunne stå alene og for sig selv. Det kan ‘Doctor Sleep’ også – selvom det bestemt er en fordel at have set ‘The Shining’, blandt andet grundet forhistorien og ok fine referencer undervejs.

Desværre er her tale om en film, der efterhånden som historien skrider frem også bliver en smule søvnig – no pun intended. Det er blandt andet småt med reel spænding og uhyggelig bliver filmen aldrig. Allerhøjest en smule urovækkende, men aldrig noget, der tager for alvor fat. End ikke et par jump scares rammer rent. Det hjælper heller ikke just, at hovedskurken ikke er uhyggelig.

Her finder man en ellers god Rebecca Ferguson som den mystiske Rose the Hat, der leder an i en kultlignende gruppe, som lever af at suge livet ud af mennesker med evnen til at ‘shine’ – evnen man så Danny have i ‘The Shining’ – for at opnå udødelighed. Ja, denne omgang gys er egentlig dejligt skør og langt ude. Det redder bestemt den ellers en smule flade fortælling på vej.

Dannys evne til at ‘shine’ – blandt andet det at kunne kommunikere med de døde og snakke mentalt med andre – er stadig intakt. Han kommer i ‘Doctor Sleep’ i kontakt med teenageren Abra, der har de samme evner. De to må nu stå sammen mod Rose the Hat og hendes følge, inden de tager livet af flere samt ikke mindst dem selv.

Det lyder både spændende, mystisk og engagerende, men det bliver det kun momentvis, mens fortællingen mister momentum flere gange udervejs. Ja, filmen er med sine 2 timer og 31 minutter desværre også for lang for sit eget bedste. Den mister ganske enkelt intensitet, nærvær og dramatisk tyngde. Ewan McGregors martrede Danny gør dog ok fin figur uden dog at bide sig fast.

‘Doctor Sleep’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Doctor Sleep’ har biografpremiere den 7. november.

Der er svulstigt schwung på de brølende bombefly i krigsfilmen ‘Midway’

Biografanmeldelse: Den tyske instruktør Roland Emmerich er blandt andet kendt for sin hang til store eksplosioner og total destruktion. Tænk blot på film som ‘Independence Day’, ‘The Day After Tomorrow’ og ‘White House Down’. Nu er han tilbage med flere eksplosioner. Denne gang dog ikke i fiktionenes verden, men med en film baseret på virkelige hændelser under 2. verdenskrig.

Vi kommer med krigsfilmen ‘Midway’ nemlig med tilbage til de voldsomme kampe til vands og ikke mindst i luften. For seks måneder efter de tragiske hændelser under angrebet på Pearl Harbor, hvor japanerne sendte amerikanerne til tælling, må de overlevende piloter og andet mandskab igen gøre klar til et afgørende slag i krigen. Denne gang udspillet på Stillehavets store vidder.

Det er igen japanere mod amerikanere. Vi følger her de amerikanske piloter og mændene i maskinrummet, der forsøger at forvalte krigsstyrken rigtigt og knække japanernes kode, så de kan finde ud af, hvor de sætter deres velsmurte krigsmaskine ind næste gang. Det bliver – som filmens titel også lyder – ved Midway, at det sidste, store og afgørende slag skal kæmpes.

Det er bestemt sine steder nogle ganske imponerende, flyrumlende og medrivende eksplosive bombekampe, jeg her kommer med til. Bombeflyene suser nemlig virilt gennem luften, mens kanonerne fyrer løs fra både fly og de mægtige hangarskibe på det åbne hav. Desværre bliver den menneskeligt dramatiske slagside bombet i stykker af CGI-action og brølenede motorer.

Det er nemlig meget små med mit engagement i de løst optegnede karakterer. Jeg mærker ganske enkelt ikke for alvor, hvad der er på spil – livet, døden og familiens sikkerhed derhjemme. Filmen går nemlig noget i stampe med sine flykampe på flykampe. Det trætter i længden mere end river mig med. Det er en skam, når nu flere action-scener faktisk fungerer.

Mit engagement i menneskene får heller ikke rigtigt en chance, hertil er både manuskriptet for vagt, mens blandt andre en noget stiv Ed Skrein ikke kommer udover kanten med sit kække pilotportræt. Så er der mere autoritet i blandt andre Patrick Wilsons analytiker og Woody Harrelsons admiral. De forbliver dog skitser i en film, der er mere tomme tønder end en reelt medrivende krigsfilm.

‘Midway’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Midway’ har biografpremiere den 7. november.