Episk science fiction med russisk slagside på vej

Det er ikke meget, der er kommet frem om The Darkest Hour – en ny episk og actionfyldt science fiction film. Men alene ”episk science fiction”, får mig til at spidse ører. Nu er Olivia Thirlby hyret til en af filmens hovedroller. Hun har endnu sit store gennembrud til gode, men har bl.a. kunnet ses i Juno.

Filmens producer er den russiske instruktør Timur Bekmambetov – og det er altså endnu et spændende kort. Han er nemlig manden bag de visuelt overrumplende og fantasifulde russiske vampyr/science fiction film Night Watch og Day Watch – Ja, og senest den larmede Wanted.

Chris Gorak skal instruere. Det bliver hans anden film efter den rå thriller Right at Your Door fra 2006. Gorak har bl.a. også fungeret som art director på Fight Club og Minority Report og arbejder på manuskriptet sammen med Josh Zetumer.

Filmen handler om en gruppe amerikanske turister, der besøger Moskva, da rumvæsner pludselig invaderer Jorden. Thirlby skal spille en af turisterne, som skal forsøge at komme helskindet ud af invasionen.

Filmen starter optagelser til sommer. Jep, det er bestemt et projekt jeg vil holde øje med. Der er jo et stykke mellem de gode og storslåede science fiction film.