CPH PIX 2013, DAG 14: Tak for endnu en veloverstået filmfestival

Så er dette års filmfestival CPH PIX veloverstået. Den har således de sidste fjorten dage stået på film fra hele verden og heldigvis med langt flere gode end dårlige oplevelser. Jeg har således blandt andet været i Sydkorea, Japan og videre til Kasakhstan, Fillippinerne og Spanien samt England og USA. Lækkert.

Det er altid en smule vemodigt, når festivallen er forbi og jeg ikke længere skal have mine daglige ture rundt i Københavns biografer. Men på den anden side er jeg også blevet godt mæt af filmoplevelser og klar til at bevæge ud i virkeligheden igen – i hvert fald for en stund. For heldigvis er der et liv for en filmfan efter CPH PIX, hvilket bunkerne af film hos mig vidner om.

cph pix dag 14

Jeg nåede desværre ikke helt så mange film i år, som blandt andet sidste års 38 titler. Men 29 styk er trods alt også helt ok – og nu er det heller ikke et mål i sig selv blot at se så mange film som muligt, men at se dem, man har lyst til – og det med plads til både at bliver overrasket, udfordret og selvfølgelig underholdt. Så tak for endnu en fantastisk festival og de mange gode oplevelser.

Blev ven med Filmskribenten på Facebook HER.

Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.

Her er de titler, jeg nåede at se i år listet efter antal stjerner:
1.    The Girl From Nowhere 1/6: 1_6 - stars_LILLE
2.    Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely 2/6: 2_6 - stars_LILLE
3.    Ape 3/6: 3_6 - stars_LILLE
4.    Chained 3/6: 3_6 - stars_LILLE
5.    Compliance 3/6: 3_6 - stars_LILLE
6.    Dark Blood 3/6: 3_6 - stars_LILLE
7.    Diablo 3/6: 3_6 - stars_LILLE
8.    Kiss of the Damned 3/6: 3_6 - stars_LILLE
9.    No 3/6: 3_6 - stars_LILLE
10.   The Liability 3/6: 3_6 - stars_LILLE
11.    The We and the I 3/6: 3_6 - stars_LILLE
12.    Antiviral 4/6: 4_6 - stars_LILLE
13.    Citadel 4/6: 4_6 - stars_LILLE
14.    Harmony Lessons 4/6: 4_6 - stars_LILLE
15.    John Dies at the End 4/6: 4_6 - stars_LILLE
16.    Miss Lovely 4/6: 4_6 - stars_LILLE
17.    Outrage Beyond 4/6: 4_6 - stars_LILLE
18.    Painless 4/6: 4_6 - stars_LILLE
19.    Post Tenebras Lux 4/6: 4_6 - stars_LILLE
20.    Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay 4/6: 4_6 - stars_LILLE
21.    Spring Breakers 4/6: 4_6 - stars_LILLE
22.    The ABCs of Death 4/6: 4_6 - stars_LILLE
23.    Thy Womb 4/6: 4_6 - stars_LILLE
24.    To the Wonder 4/6: 4_6 - stars_LILLE
25.    Wrong 4/6: 4_6 - stars_LILLE
26.    Berberian Sound Studio 5/6: 5_6 - stars_LILLE
27.    Pieta 5/6: 5_6 - stars_LILLE
28.    Stoker 5/6: 5_6 - stars_LILLE
29.    The Land of Hope 5/6: 5_6 - stars_LILLE

CPH PIX 2013, DAG 13: En flad tur på snitter og rockmusik

Selvom CPH PIX egentlig også har visninger i dag onsdag, var tirsdag sidste dag for mit vedkommende og det med kun en enkelt film på programmet. Desværre var det en noget fesen afslutning på en ellers fremrangende og bredtfavnende festival, der ventede mig med den kedelige Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely.

Her kommer man på tour med det fiktive band The Fuckin’ Lovelies. Det bliver dog aldrig til musik på scenen, da filmen blot følger eskapaderne backstage, hvor tiden går med snitter, druk og destruktion. Men selvom der er knald på festerne, rykker filmen sig sgu aldrig ud af stedet, men forbliver en stillestående og noget stenet samling af scener med folk, der bare bliver mere og mere blæste. Trægt.

Rock and Roll Fuck 'n' Lovely

Filmen mangler den anarkistiske energi og fandenivoldskhed, der ellers sigtes efter med det urolige kamera og uendelige fester. At filmen så i sidste halvdel vender vrangen ud på sig selv og bliver en art horrorfilms-feberdrøm giver desværre heller ikke det løft, der kunne have afsluttet filmen med det spark i løgene, man har siddet og ventet på skulle indfinde sig.

Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 12: Sexede vampyrer og italienske skrig

Mandag ventede der to film i den mere dystre ende af filmskalaen – først stod den på sexede vampyrer i Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned og herefter kom jeg en tur tilbage til 1970’ernes italienske horrorfilmscene med den yderst forførende Berberian Sound Studio.

Vampyren Djuna falder pladask for forfatteren Paulo –  og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og hun har forvandlet ham til vampyr. Bum. Sammen står den således på udødelig kærlighed, men da Djunas lystslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna og Paulo i følelsernes vold og ikke sådan at holde styr.

kiss of the damned

Plottet er ret løst og fungerer da også mere som et portræt af livet som vampyr. En ofte stemningsfuld oplevelse med både vampyrbid, sex og blod, mens den fine lydside sitrer af klassisk musik og brummende rock. Men svage præstationer fra trekløveret trækker ned i oplevelsen, mens forelskelsen mellem Djuna og Paulo aldrig blev troværdig. Visuelt ofte ret vellykket, men desværre svag i karakterer og historie.

Kiss of the Damned 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Så ventede der en langt mere helstøbt filmisk fornøjelse med Peter Stricklands atmosfærefulde Berberian Sound Studio. Et smukt og forførende studie udi lyd, billede, lys og mørke. Man følger her den konfliktsky special effects-lydmand Gilderoy i 1970’ernes Italien, hvor han er blevet hyret ind for at lave lyd på til en eksplicit omgang horror, hvor hekse tortureres og hugges i stykker. Gisp.

berberian sound studio

En fremragende Toby Jones indtager underkuet rollen som den forsigtige lydmand, der får sin sag for med det tvivlsomme lydstudie. Særligt er filmens sleske producer på nakken af ham, mens også de grumme film så småt begynder at påvirke Gilderoys skrøbelige sind. Filmen når således helt psykedeliske højder, mens virkelighed og film begynder at opløse hinanden jo længere ind i mørket Gilderoy kommer.

Det er en pokkers elegant og veludført rejse at være med på, hvor skuespillerinderne indtaler rædselsslagne skrig i lydboksen og der kløves grønsager for at give lyd til filmens brutale scener. En film, der ånder af en kærlighed til mediet og forfører hele vejen med en dragende atmosfære af gru, filmmagi og gamle dage, mens underspillet komik kiler sig veloplagt ind i mørket.Ja, så absolut en filmisk fornøjelse.

Berberian Sound Studio 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 11: horror statist og en cool lejemorder

Der var endnu en filippinsk film på programmet, da jeg begav mig ud i de københavnske biografer på en solrig søndag. Her fik man nemlig et både rørende og morsomt portræt af den ældre skuespillerinde Lilia Cuntapay i dokumentaren om stjernedrømme og ukuelighed med Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay.

Med sit karakteristiske udseende og store karisma har Lilia Cuntapay således begået sig i diverse obskure horrorfilm som enten spøgelse, gammel kone eller heks. Hun er nu blevet nomineret til en pris for bedste kvindelige birolle og man følger således, hvordan hun med lys i øjnene ser frem til den store dag, mens man også kommer med på filmset og er med til hendes op- og nedture i rampelyset – eller manglen på samme.

Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay

Det er skønt at være i selskab med Lilia Cuntapay, mens hun hjemmevandt skriver autografer og deler ud af eget merchandise. For selvom hun aldrig er slået igennem og filmene hun er med i er mere eller mindre tvivlsomme, så er der ingen tvivl om, at hun er en stjerne. Energisk som et barn og hele tiden sulten på en plads i spotlightet. Ja, hvad skal man med filmpriser, hvis man lyser som Lilia Cuntapay.

Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Herefter ventede en ujævn omgang lejemorder-halløj med The Liability. En kæk og sjov genrebastard, hvor Quentin Tarantino og Guy Richie lurede i kulissen. Samme velskrevne og ekvilibristiske dialoger eller fandenivoldskhed kom der dog aldrig rigtigt på banen – men man kommer også et stykke med et par vellykkede scener og ikke mindst Tim Roth som cool lejemorder.

Den 19-årige Adam kommer i uføre, da han totalsmadrer sin stedfars bil – en herligt usympatisk Peter Mullan som gangster. Så for at gøre det godt igen, skal han hjælpe lejemorderen Roy med et job, hvilket selv sagt ikke kommer til at gå som forventet. Forviklingerne tager til og bliver kun værre, da en kvinde bliver vidne til de to gutters lyssky handlinger, der involverer en skov, en økse og et offer. Bum.

The Liability

En cocktail af humor og vold, der da også lykkedes ganske godt i et par scener – særligt i samspillet mellem Tim Roth, der som lejemorder med deadpan-mine forsøger at udholde den uprøvede knægt, som uden situationsfornemmelse plaprer løs. Men tempoet falder og det tynder gevaldigt ud i veloplagt ping pong, mens plottet snubler afsted. Alt i alt en delvist vellykket affære – men ja, Tim Roth er sgu cool.

The Liability 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Husk du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 10: øsamfund, ørkenvandring, en gammel enke og fortidens spøgelser

Efter kun en enkelt film om fredagen, var det rart at kunne kaste sig over fire friske titler på lørdagens tur rundt i Københavns biografer – fra Dagmar til Empire, videre til Cinemateket og afsluttende i Grand. Der var også en fin diversitet i dagens film, hvor jeg lagde ud med det stille, filippinske drama Thy Womb.

Her følger man i smukt fotograferet og nærmest dokumentarisk stil hverdagen for jordemoren Shaleha og hendes mand, der lever i et lille sydfilippinsk øsamfund. Her hersker naturen med silende regn og smukke solnedgange, mens der fiskes med net og bades i vandet. Ægteparret kan desværre ikke få børn, så Shaleha tilbyder hendes mand at gifte sig med en anden, så han kan få et barn.

thy womb

Man følger således det afdæmpede, men nærværende drama mellem parret, der fint forløses af både de medvirkende og instruktøren Brillante Mendoza. Han er manden bag fremragende film som den brutale Kinatayog gidseldramaet Captive. Med Thy Womb er brutaliteten dog skiftet ud med en vedkommende menneskelighed, mens hverdagens stille gang fornemt får liv og dybde i det smukt indfangede miljø.

Thy Womb 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Herefter gik turen mod Empire, hvor det støvede drama Dark Blood ventede. Ja, faktisk har man skullet vente siden 1993 på, at filmen blev færdig. For River Phoenix, en af de tre hovedpersoner, døde nemlig af en overdosis under optagelserne. Det er derfor først lykkedes for instruktør George Sluizer at færdiggøre filmen sidste år efter noget rettighedsfnidder. Desværre er det ikke det mest ophidsende resultat.

dark Blood

Harry og Buffy er taget på en weekendtur for at pleje deres ægteskab, men midt i ørkenen bryder deres bil sammen. Phoenix aka ’Boy’ kommer dem dog til undsætning og de får husly af den ensomme eneboer langt uden for lands lov og ret. Men spændingerne mellem de tre tager til og den sære ’Boy’ bliver fortsat mere og mere uforudsigelig og pågående – ikke mindst i forhold til Buffy.

Jonathan Pryce er skøn som sammenbidt stivstikker, mens Judy Davis er afslappet som den æggende hustru. Phoenix bærer fint, men ikke videre imponerende rollen som mut særling. Dramaet bliver da også til tider lidt af en ørkenvandring, men en længselsfuld billedside samt det ikke videre sympatiske trekløver bærer på trods af momentan stilstand filmen nogenlunde i land med fine skift i temperamenter.

Dark Blood 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Der var endnu en filippinsk film på dagens program med den afdæmpede Diablo. Her følger man en ældre enkes stille hverdag, hvor dagens rutiner med at redde seng, lave mad og børste hår bliver nærmest helt meditativt at følge. Der simrer dog også et familiedrama bag den rolige facade, da enkens fem sønner filmen igennem bliver mere og mere interesserede i hvem, der skal arve hvad efter deres mor er væk.

diablo

For selvom der i grunden ikke sker meget, så emmer filmens forførende ro af levet liv, mens der er en dragende afklarethed at hente hos den ældre enke. En meget stille dame, man dog fornemmer godt ved, hvor skabet skal stå. Desværre kommer forholdet mellem hende og sønnerne ikke for alvor i spil, men forbliver mere ved krusninger på overfladen.

Det samme er tilfældet med de få drys af overnaturlige elementer, der sniges ind i det rolige drama. Desværre får roen også filmen til at stå en kende i stampe, men netop denne stilstand synes også at være en pointe i sig selv og er med til at skabe filmens ganske unikke stemning.

Diablo 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Sidste film på dagens program var den dystre Painless. En spansk fornøjelse udi mørk melankoli, fortidens spøgelser og nutidens hemmeligheder. En både smuk og tragisk film, der spandt to historier fornemt sammen – en læge, der i nutiden er på jagt efter sine biologiske forældre, og en historie, der tager sin begyndelse i 1930’erne på et hospital med børn, der lider af den mærkværdige sygdom ikke at kunne føle smerte.

painless

Således flettes fortid og nutid fængslende sammen, hvor overraskende sammenhænge kommer for dagens lys, jo længere ind i fortidens skygger man kommer. En til tider også lidt rodet fortalt affære, men hele vejen smukt iscenesat med sine nedtonede farver og dunkle kompositioner – blandt andet på det skumle hospital, hvor børnene depressivt isoleres, mens man også får fascismens grimme ansigt at se.

Så selvom plottet slog lidt knuder undervejs, så var historien hele vejen pokkers stemningsfuld, mens gotisk gru blev vellykket forenet med isnende thrills og øjeblikke af rå brutalitet. En film om at se fortiden i øjnene og herigennem finde sig selv – også selvom det betyder mødet med ubehagelige sandheder.

Painless 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Husk du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 9: hormonfyldt bustur gennem New York

Jeg havde kun en enkelt film på mit program, da de to titler jeg ellers havde i kikkerten desværre lappede ind over hinanden – oh well, man kan ikke nå det hele. Til gengæld var det endnu en af de film, jeg med spænding havde set frem til, nemlig det franske legebarn Michel Gondrys nye film The We and the I. Desværre levede den ikke helt op til forventningerne.

Filmen foregår stort set kun i en bus, fyldt op med skolebørn på vej hjem gennem New Yorks gader. Således følger man med i hakkeordenen, hvor der er dem, der stille passer sig selv, bøllerne og i rapkæftede tøser. Hormonramte og med følelserne uden på tøjet – energisk og i øjenhøjde, men desværre spores her også en smule tomgang.

The We and the I

For efterhånden som køreturen fortsætter, synes de samme småkække, improviserede samtaler at køre i ring. Den indledningsvise energi og befriende uhøjtidelighed mister pondus og engagement. Det er desuden nok den mindst Gondryske Gondry-film, hvor hans finurlige indslag begrænser sig til få, korte flashbacks optaget med dårligt kamera. Men ganske charmerende, men altså også noget langtrukken.

The We and the I 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Husk du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.

 

CPH PIX 2013, DAG 8: skolens hierarki, propaganda og en kynisk lånehaj

Dagen startede med den kazhakstanske Harmony Lessons. Et brutalt drama, der vred sig i retning af en nervepirrende thriller, mens de smukt komponerede billeder gav kontrolleret og indtagende liv til den sirligt udfoldede fortælling. Her følger man den 13-årige dreng Aslan og hans kamp med en fæl hakkeorden i skolen.

Han fryses nemlig ude af kammeraterne og bliver fortsat mere indadvendt, mens han bruger sin fritid på at pine kakerlakker og fange firben. Men spliden mellem ham og de hårdhændende bøller tager til og vreden opbygger sig ulmende sikkert i den spinkle Aslans krop. Man forstår ham godt og er derfor også hele vejen engageret i at følge ham og hans omgang med skolens hårde hierarki.

harmony lessons 02

Den smukke og brutale åbningsscene, hvor Aslan med roligt overskud slagter et får, er et godt billede på, hvordan filmen tør tage sig tid, dvæle ved stilheden og volden. For på samme måde som i åbningsscenen, så optrappes spændingerne med sikker hånd efterhånden som filmen skrider frem mod sit forrygende tredje akt. Fornemt.

Harmony Lessons 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Herefter stod den på politisk drama i Chile med den ikke helt vellykkede No. Man følger her Gael García Bernal som reklamemanden René, der kommer på noget af en opgave, da han ved det første demokratiske valg i 1988 skal lave nej-kampagnen mod det chilenske regime. Men hvordan vinder man et valg, hvor modstanderen sidder diktatorisk på magten? Jo, man bruger netop reklamesprogets farverige magt.

no

Ja, fronterne er malet sikkert op med Pinochets fastlåste regime på den ene side og de frihedshungrende nej-sigere på den anden. Slaget skal således primært stå på tv, hvor oppositionen op mod valget hver dag får 15 minutters sendetid til at få deres nej-budskab igennem mod regimets tungtvejende overtag.

På mange måder en interessant historie, der udover det politiske drama også byder på Renés personlige kamp for at finde sig til rette i det politiske spil og sin brug af reklameæstetikken. For hvor filmen er lidt slap om at komme i gang og striden går en smule i tomgang, så er Gael García Bernal hele vejen nærværende. Filmen er desuden skudt på videoformat, så der rammes en perfekt 80’er-autencitet.

No 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Jeg havde virkelig glædet mig til dagens sidste film Pieta, der er lavet af en af mine favoritinstruktører, nemlig sydkoreanske Kim Ki-duk. Han har fascinerende og dragende film som Tomme Huse og The Islepå CV’et – og Pieta levede bestemt op til mine forventninger. Brutal, smuk og en i grunden ret voldsom oplevelse.

pieta

Gang-do lægger ikke fingre imellem, når han er rundt for at opkræve penge for sin lånehaj. Her er der voldelig afregning, når folk ikke kan betale. For flere på hans vej ender invaliderede efter hans besøg, så han kan nuppe deres forsikringspenge. Men en dag dukker kvinde op, der påstår, at hun er hans mor. Nu tvinges Gang-do til overveje sin kyniske livsstil – men hvem er kvinden egentlig?

Den barske fortælling blev bare bedre og bedre, jo længere ind i den man kom. Her fik tematikker som hævn, forladelse, synd, vold, afsavn og kærlighed blot endnu stærkere og mere foruroligende genklang som fortællingen foldede sit følelsesmæssigt komplekse spil ud. Knugende intens, tankevækkende og med en pokkers medrivende forening af vold, kærlighed og opofrelse. Sådan.

Pieta 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 7: absurd hundejagt, isnende thriller og stenet slackerliv

Igen viste CPH PIX sig fra sin alsidige side med de tre film, jeg havde på programmet på min syvende dag. Og her halvvejs ramte jeg et af festivallens højdepunkter med Chan-wook Parks isnende smukke Stoker. Først stod den dog på en mildest talt absurd og underspillet omgang sort humor med Quentin Dupieux’ Wrong.

For der venter en både sært charmerende og herligt kuriøs rejse, da Dolph vågner op og opdager, at hans elskede hund er forsvundet. Det bliver starten på en hundejagt, der hele vejen tager vanvittige drejninger og vittige sidespring, hvor blandt andet en skøn William Fichtner dukker op som den velformulerede dyreguru Master Chang.

Wrong

Det på en gang både stille og udtalte vanvid folder sig her veloplagt ud efterhånden som jagten på hunden fortsætter. Palmetræer bliver til nåletræer, det øser vådt ned på Dophs kontor og der telepateres med hunde. En på mange måder morsom film, der med sine indfald af bizarre optrin overraskede både publikum og den triste Dolph – en skøn og skør film, hvor eventyret lurer lige bag ligusterhækken.

Wrong 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Herefter blev det så tid til den sydkoreanske instruktør Chan-wook Parks Hollywood-debut med den kølige og forførende smukke thriller Stoker – og ja, hans første engelsksprogede film er i den grad bestået. Det dystre familiedrama emmer af visuelt overskud, er pokkers elegant fortalt og dyster hele vejen ind til sin foruroligende kerne. Herligt.

Stoker

Nicole Kidman spiller den aristokratiske Evelyn, der bliver enke, da hendes mand dør i en tragisk ulykke. Hun står nu alene tilbage i sit rigmandshjem med sin indadvendte datter og outsider India – en forrygende god Mia Wasikowska. En indsmigrende Matthew Goode dukker op som den ukendte onkel, der synes at være overraskende klar til at overtage faderen plads. Ja, her gemmer sig grumme familiehemmeligheder.

Med forrygende film som Old Boy og Thirst på CV’et var det interessant at se Chan-wook Park prøve kræfter med en Hollywood-produktion – og han har virkelig klaret rejsen til USA med bravur. Her kribler edderkopperne erotisk op under nederdelene, mens den klassiske musik smyger sig om de dyriske drifter. Vold sensuelt forløst i et både smukt og urovækkende familiedrama. Se den.

Stoker 5/6:5_6 - stars_LILLE

Dagens sidste film bød på slackerliv med den stenede Ape. Her følger man i hælene på den ikke specielt sjove stand-up-komiker Trevor. Han hutler sig gennem dagen og vejen på den lokale klub, hvor han med sine akavede vittigheder om tidsmaskiner og voldelige naboer forsøger at få det i forvejen sparsomme publikum til at grine.

APe

Joshua Burge er hele vejen igennem troværdig i rollen som den radmagre komiker, der bruger sin fritid på at øve snaldrede jokes foran spejlet og ikke mindste at få afløb for sine pyroman-tendenser ved at sætte ild papir og lege med gassen sit snuskede køkken.

Et stenet liv og en stenet film, der får skudt helt surreelle scener ind i den grå hverdag med blandt andet deltagelse af djævelen og en mand i et gorillakostume, der dukker op i tide og utide. Et sært, tilbagelænet og til tider overraskende brutalt portræt af en mand på vej ad bakken – men hele vejen med et glimt i øjet. Og så var det desuden hyggeligt at instruktøren Joel Potrykus kiggede forbi til en kort Q&A.

Ape 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Du kan også blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 6: Forførende flot film og en festlig knaldperle

Det var en helt drømmelignende filmoplevelse, der ventede med Carlos Reygadas’ poetisk fabulerende og eksperimenterende Post Tenebras Lux. En usædvanlig film, der ikke sådan var til at få fod på – og heri bestod både dens styrke og svaghed. For mellem de hele vejen smukke og ofte bjergtagende billeder tabes pusten også, mens et ellers fint optegnet nærvær gik samme vej.

På en gang inkluderende med sine nære billeder og autentiske skuespilspræstationer, men også ekskluderende i sin forviklede afvikling af den nærmest plotløse fortælling, der har en lille familie som centrum. Her tages man både med til en saunavarm swingerklub og udi den smukt åndede mexicanske natur, mens spliden mellem parret i de ellers så idylske omgivelser tager til.

post tenebras lux

Der ulmer altså en masse tanker bag de forunderlige, jordnære og symbolsmukke billeder, men filmen fremstår også til tider sært hul og ikke altid med den nødvendige dramatiske og følelsesmæssige tyngde. Så selvom jeg ikke hele vejen var lige forført, vil jeg anbefale filmen, da der er scener, som i den grad fortryller, fascinerer og skræmmer. Ja, både udfordrende og kompromisløs, irriterende og medrivende.

Post Tenebras Lux 4/6:4_6 - stars_LILLE

Anden film på dagens program var Harmony Korines sprudlende Spring Breakers, der blev vist i en totalt fyldt sal 1 i Empire på Nørrebro. Her var det de fire yndige piger Selena Gomez, Vanessa Hudgens, Ashley Benson og Rachel Korine samt James Franco som manisk gangster, der havde trukket fuldt hus. Sådan.

spring breakers

De fire veninder Candy, Brit, Cotty og Faith har ikke råd til den årlige spring break og vælger derfor at røve en restaurant. Bum. Så med penge på lommen står den nu på fest, strand, stoffer og druk i Florida. De bikiniklædte tøser møder her gangsteren Alien, en forrygende James Franco med sølvtænder og cornrows. Udskejelserne bliver vildere, mens alvoren sniger sig ind på de ellers feststemte piger.

For selvom filmen på overfladen ligner en ren fest med sine neonoplyste farver og gyngende soundtrack, så er her faktisk tale om en ret mørk fortælling. Her hives bagsiden af festen frem og drejes i en dyster retning. Ja, virkeligheden synes nærmest at opløse sig selv i pigernes kulørte amokløb i deres jagt på at finde sig selv og slippe væk fra hverdagen. Et medrivende, veloplagt og tankevækkende ungdomskick.

Spring Breakers 4/6:4_6 - stars_LILLE

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 5: Poetisk hverdagsdrama og udknaldet syretrip

Normalt har man nærmest måttet vente fem til ti år mellem hver ny film af Terrence Malick. Denne gang har der kun været to år mellem hans altfavnende The Tree of Life og den svævende To the Wonder, der har forpremiere her under CPH PIX. Så jeg lod nysgerrigheden sejre for at være blandt de første i Danmark til at se filmen. Et poetisk udfoldet drama, der favner kærligheden, naturen, livet, døden og troen. Bum.

For selvom her er tale om et hverdagsdrama sat i amerikansk forstadsidyl, så lurer de store tematikker lige bag de sirligt slåede græsplæner og vindens susen på markerne omkring husene. Den smukke østeuropæer Marina og amerikaneren Neil fandt kærligheden i Paris og flytter til USA, hvor den brusende forelskelse nu testes af hverdagens realiteter og savnet af friheden fra rejsens muligheder.

To the Wonder

Olga Kurylenko og Ben Affleck er parret, der med sine op- og nedture sætter kærligheden på prøve. Der er dog ikke meget køkkenvask-drama over filmen, der med sine svævende kamerabevægelser og smukke billeder af naturens liv sender poesi ind i hver en sprække af fortællingen. Så selvom afviklingen til tider bliver lidt lang i spyttet, så holdes dramaet fornemt oppe af de forførende billeder.

To the Wonder 4/5: 4_6 - stars_LILLE

Kontrasten mellem dagens to film kunne næppe være større – og det er netop noget af charmen ved festivallen. For der blev med Don Coscarellis syrede John Dies at the End i den grad skruet op for spruttende og kulørt vanvid, hvor det sprælske plot hele vejen vred sig i fascinerende nye og groteske retninger.

John Dies at the End

Men hvad handler filmen så egentlig om? Tja, lidt af hvert. Men det er noget med et stof, der giver dets brugere evner udi at se ind i fremtiden og muligheden for at komme i kontakt med andre dimensioner. Vennerne John og Dave prøver stoffet, hvilket sender dem og publikum ud på en kringlet rejse, der slår smut med tiden og sender bizarre monstre i deres retning.

Ja, meningen gemmer sig et sted i det herligt udknaldede plot, hvor det bare gælder om at holde fast og lade vanviddet tage over. For her intet er, hvad det giver sig ud for og man er mindst lige så forbavset over begivenhedernes gang som de to gutter, der fanges i dette bæst af en film. Skørt, opfindsomt og bare pokkers underholdende.

John Dies at the End 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Husk at du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.