MANBORG: Yderst underholdende no-budget science fiction-sjasker

DVD-ANMELDELSE: Okay people, den her skal I se. Manborg er nemlig en yderst charmerende og herlig skramlet science fiction-sjasker. En film lavet for en 20’er, men med et overskud af kærlighed til både 80’er-action og gamle computerspil. Med andre ord en energisk no-budget fremtidsbastard med både vilde mostre og vamle robotter.

Som du måske har luret, så følger man i filmen Manborg – du ved, halvt menneske og halvt cyborg. Han går sammen med tre andre kulørte typer til kamp mod en hær af ækle nazi-monstre, der ledes an af den grumme Count Draculon. Han viser sig dog overraskende nok at have en romantisk side. Og det der med overraskelser, er noget filmen byder på op til flere gange.

manborg 01

For lige som man tror, man har set det hele, foldes der endnu en snasket og spruttende scene ud. Ja, nogle vil nok kalde det kitsch, kult eller dårlig smag, men det vil jeg skide på. For det er ganske enkelt bare pokkers god stil. Så fuck jer, prætentiøse typer, der kan lide film, fordi I synes, at de er så dårlige, at de er gode. Manborg er bare et fucking underholdende sci fi-kick.

Hertil kommer, at det tungt dundrende og labre synthesizer-score skaber lækker atmosfære og pumper liv i strabadserne, hvor man finder skønne stopmotion-monstre samt selvgjorte special effects. Et indtagende univers af VHS-drømme, hologrammer og kærlige referencer til film som The Terminator og RoboCop. Ja, Manborg er både morsom, veloplagt og voldsom. Jeg sagde det jo – den skal du se.

Filmen – Manborg, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

manborg 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens low-budget feel og skramlede look gengives komplet med støj, ridser og buler og et ofte blødt billede. Det ser med andre ord ud som man kunne forvente sig af en VHS-elskende film, mens også lydsporet spiller og skramler derudaf. Denne rustne billed- og lydside er en del af charmen, men altså ikke det teknisk mest eksemplariske dvd-mediet kan tilbyde.

Ekstramaterialet byder på forlængede/slettede scener (6 min.), der mest udmærker sig ved, at man ser under hvilke skramlede forhold, filmen er blevet til i. Ja, en eller anden beskidt garage med et grønt stykke stof, der skal gøre det ud for en green screen. Den noget tilfældigt sammensatte behind the scenes er mere sjov og ballade fra produktionen (23 min.), mens der også er fjollede fraklip (5 min.), samt lidt om tilblivelsen af effekterne (2 min.) og slutteligt en række korte interviews (21 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

manborg 03

[tabgroup][tab title=”Manborg | dvd-anmeldelse”]Samlet vurdering af dvd-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
manborg cover
Originaltitel: Manborg, USA, 2011
Udgivelse: d. 21. november 2013
Instruktion: Steven Kostanski
Medvirkende: Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney m.fl.
Spilletid: 72 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE PURGE: Ethan Hawke kan ikke stille noget op med slatten thriller

BLU-RAY-ANMELDELSE: Året er 2022 og USA har efter en voldsom krise fundet løsningen på arbejdsløshed og kriminalitet. Én gang om året er alt nemlig gjort lovligt i 12 timer – inklusiv mord. Denne ene nat virker altså som ventil for samfundet, der således giver afløb for hadet og volden, hvilket har fået USA på fode igen. Vi følger i The Purge således en rig familie i disse farlige timer i deres topsikrede hus – der selvfølgelig ikke er så topsikkert alligevel.

Så mens nogle går amok og dræber, forskanser andre sig. Ja, lad lige den præmis fise ind. Nej vel, den er sgu svær at sluge. Filmen forsøger ellers at give konceptet lidt troværdig tyngde ved at lade eksperter på tv udtale sig om denne katarsis-udøvende nat. Men rent faktisk bliver den ekstreme præmis aldrig for alvor udforsket. Hverken de politiske kvæk om økonomi og samfundslag, eller tematikker som vold, moral og menneskelighed bliver udforsket nævneværdigt.

The Purge 01

De mere komplekse aspekter af præmissen forbigås og man får altså en home invasion-film fri af tematisk tyngde. Fair nok, men desværre fungerer The Purge heller ikke på det plan. Hvor andre film i genren, så som Straw Dogs, Funny Games og Panic Room, leverer nervepirrende klaustrofobi, adrenalinfyldt vold og intens spænding, må man her kigge langt efter noget, der bare minder en smule om fugtige håndflader.

Til gengæld er der rigeligt med plothuller og et cast, der opfører sig mere eller mindre dumt. Ethan Hawke får dog som den beskyttende familiefar aktiveret en smule engagement, mens man følger, hvorledes alt kører af sporet for hans familie, der ellers har forskanset sig efter alle kunstens regler. For blandt andet har datterens kæreste gemt sig i huset og konfronterer efter aflåsningen farmand, mens familiens søn med overraskende lethed får afsikret huset for at lukke en hjemløs mand ind, der bankede på deres dør. Nej, man køber den sgu ikke.

The Purge 02

Men løjerne optrappes yderlige, da en flok maskeklædte unge banker på døren med pistoler og macheter i hånden samt godt med karikeret overspil. Den hjemløse mand, som sønnen lukkede ind, var nemlig deres bytte og åbenbart også eneste mulighed for ’udrenselse’. Så hvis ikke familien udleverer ham, vil de bryde ind og myrde hele familien. Ja, de bryder selvfølgelig ind, og så står den ellers på en tamt eksekveret katten-efter-musen-pølse.

The Purge har altså ikke mange trumfkort i hånden – hverken som en dyster og tankevækkende fremtidsvision, som medrivende home invasion-thriller eller som blodig exploitation. Og nej, det forudsigelige twist i filmens finale redder altså ikke filmen på målstregen, der trods alt nås efter små 85 minutter.

Filmen – The Purge, 2/6:
2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen ikke er det store, men Blu-ray-udgivelsens tekniske side er fremragende. Billedet står veldefineret, hvor de mange mørke scener har solid kontrast, fine nuancer og god detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske niveauer, der fornemt balancer de forskellige elementer. Ekstramaterialet er en tam omgang. Her får man kun en ok, men også overfladisk making of, hvor blandt andet historien, karaktererne og de politiske tematikker vendes (9 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs også min anmeldelse af en anden home invasion-fuser, You’re Next HER. [tabgroup][tab title=”The Purge | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
purge the blu-ray cover
Originaltitel: The Purge, USA, 2013
Release: d. 28. november 2013
Instruktion: James DeMonaco
Medvirkende: Ethan Hawke, Lena Headey, Max Burkholder m.fl.
Spilletid: 85 min.
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE WOLVERINE: Hugh Jackman hvæsser kløerne som forpint mutant på afveje i Japan

BLU-RAY-ANMELDELSE: Hugh Jackman hvæsser atter kløerne i rollen som den brovtne mutant med hår på brystet i The Wolverine. Her møder vi en fortvivlet Wolverine aka Logan med fuldskæg og langt hår, der bor isoleret i en skov. Ja, han sporter det klassiske hjemløse-look, så man ikke er i tvivl om, at han går og grubler over noget – blandt andet sin egen udødelighed, en forpint fortid og ikke mindst sin status som helt.

Men selvom Logan har lagt helterollen på hylden, trækkes han snart ind i manegen igen. For en dag tropper den rødhårede Yukio op for at tage Logan med til Japan, hvor hendes chef, den stenrige forretningsmand Yashida, ligger for døden. Han vil nå at takke Logan for at have reddet sit liv for år tilbage. Men selvfølgelig venter der en overraskelse eller to i samuraiernes hjemland.

the wolverine 02

For Yashidas barnebarn Mariko, der er arving til det enorme imperium får snart brug for Logans beskyttelse, da både ninajer, yakuzaen og den giftige mutant, Viper, er i hælene på hende. Så mens Logan forsøger at få styr på sin eksistentielle krise, skal han også lige ondulere diverse bad guys. Og her er faktisk en ganske fin balancegang mellem karakterdrevet drama og ferme actionsekvenser – selvom ingen af delene for alvor letter fra jorden.

Men blandt andet sætter en slåskamp på taget af et tog adrenalinen i gang. Her er det altså ikke storbyer, der smadres til ukendelighed, hvilket ellers synes at være blevet normen for superheltefilm. Her gælder det derimod en mere intim historie og velafmålte doser af action, og altså ikke Jordens skæbne eller oppustet CGI-rabalder. Det er sgu lige før, jeg glemmer fadæsen X-Men Origins: Wolverine fra 2009.

the wolverine 01

Desværre mistes grebet en smule om historien, mens det hele sættes over styr i en unødvendigt larmende, men ganske cool finale, der står i kulørt kontrast til filmens ellers mere jordnære strabadser. Man skal undervejs også sluge et par akavede forsøg på humor, som blandt andet da Wolverine skal bades af to stramme japanske tanter, eller da han bliver nødt til at tjekke sig ind på et elskovshotel.

Heldigvis får filmen dog rettet op på den kollisionskurs, der ellers anes i de første fem minutter, som blandt andet byder på en tissende CGI-bjørn og en dobbeltdrøm – du ved, Logan, der vågner op fra en drøm, der viser sig også at være en drøm. Så selvom The Wolverine er en smule ujævnt afviklet og ikke kommer helt vellykket i mål, er det en delvist vellykket superheltefilm.

Filmen – The Wolverine, 3/6:3_6 - stars_LILLE

the wolverine 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billede står farvemættet, veldefineret og detaljerigt, lige fra de heftige actionscener til nærbilleder af en skulende Wolverine. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse og spiller både dynamisk og medrivende med klare og velbalancerede niveauer. Ekstramaterialet er endvidere helt ok.

Først og fremmest får man en 12 minutter længere udgave af filmen, der byder på mere vold og blod samt bandeord og mere dialog. Det er ikke noget, der radikalt ændrer filmen, men lidt mere vold er kun en god ting. Herudover får man en femdelt dokumentar, der blandt andet ser på tegneserieforlægget, filmens design og Jackmans træning og arbejde med sin karakter (54 min.). Videre er der en alternativ slutning (2 min.) samt et informativt kommentarspor med instruktør James Mangold, hvilket fans af Marvel og Wolverine fint kan få noget ud af.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Wolverine | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
wolverine blu-ray cover
Originaltitel: The Wolverine, USA, 2013
Udgivelse: d. 28. november 2013
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Rila Fukushima, Will Yun Lee m.fl.
Spilletid: 126 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

NOW YOU SEE ME: Heist-trylleri er mere flad CGI end rigtig magi

BLU-RAY-ANMELDELSE: Selvom trylle-thrilleren Now You See Me langt fra er den omgang intelligente heist-underholdning, den gerne vil være, er tryllerierne ikke uden en vis tempofyldt underholdningsværdi. Desværre er der bare mere tale om computerskabt og usandsynligt lir end reelt overraskende magi, når de fire tryllekunstnere afvikler deres storstilede numre.

Her møder man en selvcentreret Jesse Eisenberg, en tjekket Isla Fisher og en tankelæsende Woody Harrelson, mens Dave Franco forbliver en ret så anonym karakter i firkløveret. Men egentlig kommer man ikke til at kende nogen af dem videre godt. Her gælder det mere om at dupere med trylleri og en plotvridende fortælling, end at engagere med interessante karakterer. Fair nok.

now you see me 02

Der er da også fart over feltet, hvor særligt den første halve time fænger med noget af den magi resten af filmen mangler. Her bliver de fire tryllekunstnere ført sammen af en ukendt bagmand, der giver dem instrukser om at udføre et vovet nummer foran tusindvis af publikummer. Fra scenen i Las Vegas røver de således en bank i Paris og lader til alles forbløffelse de mange pengesedler regne ned over publikum.

En forvirret Mark Ruffalo agerer FBI-agenten, der sammen med Mélanie Laurent som utroværdig Interpol-kollega skal opklare den mærkværdige sag. Men en tryllekunstner afslører som bekendt aldrig sit trick – og hvad gør man så? Inden længe venter næste magiske kup, hvor agenterne kæmper mod tiden, mens tryllekunstnere lægges under stadigt hårdere pres fra ordensmagten. Og hvem er den mystiske bagmand i grunden?

now you see me 01

Men lidt på samme måde som Paris-kuppet bliver forklaret og herved mister magien, på samme måde går luften af filmen, der ikke formår at stable nævneværdig spænding på benene. Det fængende plot udebliver ganske enkelt, hvor man i stedet får serveret svært fordøjelige forviklinger samt en finale, der langt fra er det medrivende pay-off, der eller flittigt lægges op til.

Så selvom det ivrige cast peppes op af altid seværdige Michael Caine og Morgan Freeman, er det ikke nok til at redde tryllerierne ud af middelmådighedens dynd af fortænkte plottwists og lidt for lette løsninger skabt med computermagi. Heldigvis holdes der et fint tempo, som desuden gør det svært at holde styr på alle plothullerne – jep, nothing but smoke and mirrors.

Filmen – Now You See Me, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Mens filmen har sine skavanker, er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside en helt anden fornøjelse. Billedet står klart, skarpt og detaljerigt, mens lydsporet spiller dynamisk og klart med velbalancerede niveauer. Filmen menfølger som dvd, men er gemmer ikke på noget som helst ekstramateriale.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Now You See Me | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
now you see me cover bd
Originaltitel: Now You See Me, USA, 2013
Premiere: d. 21. november 2013
Instruktion: Louis Leterrier
Medvirkende: Mark Ruffalo, Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Mélanie Laurent, Isla Fisher, Dave Franco, Michael Caine, Morgan Freeman m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

JOHN DIES AT THE END: Syre og spruttende sprælsk vanvidsridt på tværs af dimensioner

Der skrues i den grad op for det spruttende og kulørte vanvid med Don Coscarellis syrede John Dies at the End. Her boltrer det sprælske plot sig legende og veloplagt hele vejen igennem filmens fascinerende og forskruede univers, hvor historien tager sig op til flere både groteske og ikke mindst overraskende drejninger undervejs.

Men hvad handler filmen så egentlig om? Tja, lidt af hvert og en del mere. Men det er noget med et stof, der giver dem, der tager det, evnen til at se ind i fremtiden samt muligheden for at komme i kontakt med andre dimensioner. Vennerne John og Dave prøver stoffet, hvilket sender dem ud på en kringlet rejse, der slår smut med tiden og sender bizarre monstre i deres retning. Så ja, det er sgu bare med at hænge på.

John Dies at the End 01

Man må med andre ord selv forsøge at finde meningen, der måske, måske ikke gemmer sig et sted i det herligt udknaldede plot. Eller man kan overgive sig til det medrivende vanvid. For her er intet, hvad det giver sig ud for at være. Og man er mindst lige så forbavset over begivenhedernes gang som de to gutter, der fanges i dette bæst af en film. Det er både skørt, opfindsomt og alt for meget.

Chase Williamson og Rob Mayes er desuden dejligt forvirrede som de to gutter i front, mens Paul Giamatti er skøn som manden, der må se forbavset til fra sidelinjen. Men selvom filmen er pokkers underholdende, mister den en smule momentum undervejs, mens plottet også vælter en tand for meget rundt for sit eget bedste. Det er dog små fodfejl i en film, jeg kun kan anbefale, hvis man har brug for et skud syre – og ja, det har vi alle af og til.

– Filmen, John Dies at the End, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

John Dies at the End 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det spruttende vanvid kommer bestemt til sin ret på Bl-ray. Vanviddet står farvemættet, veldefineret og detaljerigt. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske og klare niveauer, der giver fin plads til alle elementer. Udgivelsens ekstramateriale er desværre ikke ligeså tilfredsstillende.

Her får man en kort og overfladigt making of, hvor cast og crew interviewes (6 min.), mens man også får et kig på skabelsen af et par af filmens monstre (9 min.). Videre finder man optagelser fra gennemlæsninger af manus med skuespillerne, hvilket er kedeligt (7 min.), et fint interview med Paul Giamatti om filmen og arbejdet med Don Coscarelli (10 min.). Slutteligt får man en håndfuld ikke vildt interessante slettede scener (10 min.).

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”John Dies at the End | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
John Dies at the End cover
Originaltitel: John Dies at the End, USA, 2013
Udgivelse: d. 7. november 2013
Instruktion: Don Coscarelli
Medvirkende: Chase Williamson, Rob Mayes, Paul Giamatti m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Another World Entertainmet [/tab][/tabgroup]

CARRIE (1976): Brian De Palmas gyserklassiker holder stadig

EN KLASSIKER DU SKAL SE: I horrorgenrens store ABC finder du Brian De Palmas overnaturlige gyser Carrie fra 1976. Den er netop udsendt på Blu-ray her i landet, så nu har du ingen undskyld for ikke at få set den – eller genset. Ja, glem alt om det fesne remake, for originalen overgår genindspilningen med mange mil.

Filmen er baseret på Stephen Kings bog af samme navn fra 1974 og hører, som du nok har regnet ud, til en af de absolut bedste King-filmatiseringer. En film, der bag gyset og gruen er en nærværende coming of age-historie om det at blive selvstændig, finde sig selv og komme overens med sine følelser i den svære overgang til de voksnes rækker.

carrie 1976 original 03

Filmen følger den skrøbelige, 17-årige Carrie. Hun bor sammen med sin dominerende og religiøst fanatiske mor, der holder hende under skarpt opsyn. Så det der med drenge og fester, kan hun godt glemme alt om. Men bag Carries nervøse ydre ulmer vreden og ukontrollerede følelser, der lidt efter lidt manifesterer sig som telekinesiske kræfter – altså evnen til at flytte ting ved tankens kraft.

Dramaet optrappes således i takt med, at Carrie forsøger at styre sine følelser og de farlige konsekvenser af hendes overnaturlige evner, der når grufulde højder i filmens intense finale, hvor billedet af en blodtilsølet Carrie er blevet ikonisk. Et drama, der nuanceret og nærværende skildrer en piges tumulte indre konflikter, hendes kamp med sin terroriserende mor og en omverden, der ikke forstår hende.

carrie 1976 original 01

Sissy Spacek er fænomenal i titelrollen, både sårbar og stærk. Hun bærer med andre ord fornemt både uskylden og naiviteten samt vreden og hævntørsten. Den overbeskyttende mor spilles med skræmmende resonans af Piper Laurie, mens man finder William Katt, Amy Irving, Nancy Allen og John Travolta i rollerne som medstuderende.

Ja, Brian De Palmes Carrie er lige så relevant og lige så rørende, skræmmende og gribende her knap 40 år efter sin biografpremiere. En film, der velfortjent er at finde på listen over must-see skrækfilm, og film i det hele taget. Blu-ray-udgivelsen byder desuden på to fine dokumentarer, der blandt andet ser på filmens cast og overførelsen fra bog til film (43 min. og 42 min.). God fornøjelse med denne klassiker, du skal se.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie (1976), Blu-ray | En klassiker du skal se”]
carrie 1976 original cover

Originaltitel: Carrie, USA, 1976
Release: d. 10. oktober 2013
Instruktion: Brian De Palma
Medvirkende: Sissy Spacek, Piper Laurie, William Katt, Amy Irving, Nancy Allen, John Travolta m.fl.
Spilletid: 1 time 38 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE BLING RING: Sofia Coppola sender teens på rov hos de kendte

Ja, det er for længst stukket af for kendisdyrkelsen – du ved, kendt for at være kendt og alt det der. Men hvordan påvirker og former det et samfund, når typer som Paris Hilton bliver forbilleder? I Sofia Coppolas The Bling Ring følger man en flok teenagere, der netop jagter den livsstil, de ser de rige og de kendte udleve på den røde løber og i ligegyldige reality-programmer. Ja, ”Super rich kids with nothing but fake friends,” som Frank Ocean passende synger på soundtracket.

De festglade teens finder ud af, hvornår kendisserne er udenbys, for herpå at bryde ind og tage for sig af tasker, sko, penge og smykker – heriblandt hos netop Paris Hilton videre til Lindsay Lohan og Megan Fox. Kriteriet for lykke og succes synes her at være bundet op på materiale goder, mærkevarer, penge, fester på kokain og at være på de rigtige VIP-lister. Du ved, den glimtende overflade.

bling ring 01

Filmen er baseret på den rigtige historie om en flok unge, der brød ind hos kendisser i Los Angeles mellem 2008 og 2009. Der er dog ikke af den grund meget substans at komme efter i skildringen af de medvirkende, der optegnes overfladisk. Måske en pointe i sig selv, men det gør også, at man ikke engageres specielt meget i filmen og de unges tyvetogter – well, og så er det desuden ikke specielt sympatiske typer.

Man kommer altså aldrig rigtigt ind under huden de unge, hvor usikkerhed, afsavn og svigt kun i glimt får lov at titte frem. Blandt andet hos den indadvendte Marc, der via gruppen pludselig får venner, eller Nicki, som er på antidepressiver og hjemmeskoles af en mor, der opflasker hende med kendisser som forbilleder. Leslie Mann er som forskruet mor desuden et absurd trumfkort for filmen.

bling ring 02

Hun er dog ligeså firkantet skildret som tyve-flokken, hvor man finder Emma Watson, Katie Chang og Claire Julien – alle mere eller mindre utålelige teens med hovedet oppe i røven og alt for travlt med at tage billeder af sig selv. Men hvorfor de er endt sådan forsøges aldrig rigtigt udforsket. Israel Broussard er som Marc den eneste, der har et nogenlunde velbalanceret moralsk kompas (altså lige bortset fra tyvekoster og kokain) – han er nemmere at forstå og engagere sig i.

Løjerne går en smule i tomgang med det ene rov efter det andet, mens kameraet kæler for villaer og mærkevarer. Så var der anderledes smæk på de vilde teens i Harmony Korines sprælske Spring Breakers, der med lignende tematikker også bød bagsiden af den amerikanske ungdom op til dans. The Bling Ring underholder dog mildt, men provokerer eller uddyber ikke sine tematikker nok til at sætte nævneværdige tanker i gang om kendisdyrkelse, ungdommens jagt på lykke og flugt fra virkeligheden.

– Filmen, The Bling Ring 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale. Men filmen ser flot ud på dvd. Her gengives farverne klart, nuanceret og med god kontrast med et billede, der er både veldefineret og detaljerigt. Lydsporet spiller fint med god balance i niveauerne, hvor både dialog og soundtrack får god plads.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Bling Ring | dvd-anmeldelse”]Samlet vurdering af dvd-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
bling ring cover
Originaltitel: The Bling Ring, USA, 2013
Release: 14. november 2013
Instruktion: Sofia Coppola
Medvirkende: Israel Broussard, Katie Chang, Taissa Farmiga, Claire Julien, Georgia Rock, Emma Watson, Leslie Mann m.fl.
Spilletid: 87 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

MONSTERS UNIVERSITY: Forrygende gensyn med umage monsterpar på skolebænken

Det umage monsterpar er tilbage i charmerende prequel til Monsters, Inc. fra 2001. Monsters University er således en historie, der går forud for den første film og fortæller hvordan den lille, enøjede Mike Wazowski og den store, lodne James P. Sullivan mødtes. De er dog langt fra venner, første gang de støder på hinanden på monster universitetet, hvor de uddanner sig til professionelle skræmmere.

Mike er den undertippede, men flittige elev, der læser alle bøger om at skræmme, mens Sullivan ikke åbner en eneste bog, men lever højt på, at han kommer fra en familie af legendarisk skræmmere. De bliver selvsagt konkurrenter, men ender med at blive smidt ud af studiet. De må derfor slå pjalterne sammen og teame op med nogle ikke specielt skræmmende monstre, hvis de skal komme tilbage på skolebænken.

monsters university 02

Her er med andre ord tale om en klassisk historie om de undertippede, der mod alle odds skal forsøge at kæmpe sig vej til vinderpodiet. Du ved, mens de på deres rejse også lærer noget om venskab, sammenhold og at tro på sig selv. Nej, historien er måske ikke er den mest originale, men den fortælles pokkers veloplagt, hvor det farverige persongalleri hele vejen rundt er sjovt og engagerende at følge.

Billy Crystal bringer med sin ivrige stemme og naturlige begejstring den lille, grønne Mike til live, mens John Goodman med selvsikkerhed og charme giver Sullivan kæk kant. En ting er dog stemmerne, en anden er animationen, og her er Pixar altså helt og aldeles på dupperne. De fremelsker ubesværet følelser og skaber karakterer, man tror på og føler med, selvom her i grunden er tale om kulørte monstre med slimede fangarme, fire øjne og hugtænder.

monsters university 01

Men selvom Monsters University måske ikke helt har samme historiemæssige kompleksitet og tematiske tyngde som andre af Pixars bedste film, så kommer man på ingen måde uden om, at her er tale om en på alle måder charmerende og virkelig sjov film. Med andre ord, så excellerer Monsters University både i eksekveringen af sin historie, karaktererene og har et upåklageligt tag om både detaljer og veltimet humor.

Ja, du har nok regnet ud, at jeg er faldet pladask for filmen – og at du selvfølgelig også skal se den. For selvom jeg i udgangspunktet helst ser, at Pixar kaster sig ud i nye, originale filmprojekter og ikke lukrerer på tidligere succeser, er det svært ikke at tilgive dem, når de leverer en så skøn film som Monsters University.

Monsters University, 5/6:5_6 - stars_LILLE

monsters university 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ekstramaterialet er desværre ikke særligt omfangsrigt. Her får man kun en sød og romantisk kortfilm, The Blue Umbrella (7 min.), samt et fint og informativt kommentarspor med instruktør Dan Scanlon, producer Kori Rae og story supervisor Kesley Mann. Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside er anderledes tilfredsstillende. Billedet står veldefineret, detaljerigt og skarpt hele vejen, mens lydsporet spiller upåklageligt og dynamisk med klar dialog og svung på scoret. Fremragende.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE| Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Monsters University | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 5/6:
5_6 - stars
monsters university cover
Originaltitel: Monsters University, USA, 2013
Release: d. 17. oktober 2013
Instruktion: Dan Scanlon
Medvirkende: Billy Crystal, John Goodman, Steve Buscemi m.fl.
Spilletid: 1 time 39 min.
Udgiver: Disney / Pixar Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE LONE RANGER: Sløv cowboy og Johnny Depp med en fugl på hovedet mangler et spark bagi

Det kan godt være, at titlen er The Lone Ranger, men den egentlig hovedperson er Johnny Depp som den excentriske indianer Tonto – komplet med fugl på hovedet og krigsmaling. Der er i hvert fald hverken meget handlekraft eller karismatisk helt at hente i Armie Hammer som den maskebærende ranger i Gore Verbinskis flotte, men ujævne, for lange og halvkedelige rabalderwestern.

Det er dog som bekendt ikke Tonto, der er alene om at klare ærterne. Så med hjælp fra ånderne pejles han i retning af den sky advokat John Reid, der mod all odds skal blive den retskafne cowboyhelt. Filmen er således også fortællingen om en helts umage tilblivelse – for godt nok har han hjertet på rette sted og en høj retfærdighedssans, men modet er til at overse.

lone ranger 01

Men der går (virkelig) lang tid før The Lone Ranger træder i karakter – og når det endelig sker, har han desværre ikke den forventelig pondus. Nej, sidekicket Tonto har allerede stjålet rampelyset sammen med William Fichtner i rollen som som den ubehagelige og menneskespisende skurk Butch Cavendish – en karakter, der er mere mindeværdig end filmen desværre giver ham plads til at være.

Det er dog ikke kun Cavendish, der ikke helt kommer til sin ret – også Helena Bonham Carter som bestemt bordelmutter samt Ruth Wilson som John Reids flamme forbliver overfladiske brikker i et manuskript, der aldrig rigtigt finder rytmen eller en medrivende balance mellem karakterudvikling og de logikfortrængende actionscener.

lone ranger 02

For selvom Verbinski viser fin tæft udi skuddueller og løbske lokomotiver, så er bindeleddene mellem action-eskapaderne ikke vildt engagerende. Historien er ujævnt afviklet og plottet slår unødvendige knuder. Desuden synes det også overflødigt at filmen bindes op på en rammefortælling, hvor en ældgammel Tonto i flashback fortæller historien til en lille knægt.

Hammer er dog flot og firskåret, men også lidt fladt optegnet, mens Depp mest minder om en mindre snakkesalig Jack Sparrow – Verbinski er som bekendt manden bag et par Pirates-film. Lone Ranger-karakteren så dagens lys i 1933 og dette forsøg på at bringe helten tilbage er kun delvist vellykket. Men selvom jeg måske lyder en smule knotten i denne anmeldelse, underholder filmen bestemt også, mens de smukke western-vidder får ens indre cowboy til at vrinske. Man kan så håbe, at opfølgeren har bedre held med at balance den umage duo med action og humor.

The Lone Ranger, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

lone ranger 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet har en fin og filmisk tekstur, der fornemt gengiver både action og de store vidder – detaljerigt, skarpt og med solid kontrast. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med klar dialog og godt svung på både musik samt bulder og brag. Dynamisk og medrivende. Sådan. Ekstramaterialet er noget overfladisk og ikke videre interessant.

Her finder man et par featuretter, hvor man følger Armie Hammer på optagelserne og diverse locations (15 min.), mens man også får indblik i arbejdet med at blive cowboy med ride-, skyde- og lasso-træning (8 min.). Videre får man et indblik i det imponerende arbejde med at lave det jernbanespor, som bruges i filmen (11 min.) og slutteligt et par slettede scener (6 min.) samt fjollede fraklip (4 min.).

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Lone Ranger | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
lone ranger cover
Originaltitel: The Lone Ranger, USA, 2013
Release: d. 14. november 2013
Instruktion: Gore Verbinski
Medvirkende: Johnny Depp, Armie Hammer, William Fichtner, Helena Bonham Carter, Tim Wilkinson m.fl.
Spilletid: 150 min.
Udgiver: Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

AFTER EARTH: Will Smith og søn spilder din tid

Nogle fædre tager ud og fisker eller spiller bold med deres sønner, når de skal have noget far-og-søn-tid sammen. Will Smith laver en film med sønniken Jaden. Jeg ville ønske, at de havde holdt sig til en fisketur. For den M. Night Shyamalan-instruerede After Earth er en postapokalyptisk science fiction-fuser. Man tages her 1000 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er blevet nødt til at bosætte sig på en ny planet.

Filmen udspiller sig dog overvejende på den nu ubeboelige Jord, hvor general Cypher Raige (du hørte rigtigt – Cypher Raige) og hans 13-årige søn Kitai må nødlande – ja, Will og Jaden Smith i stramtsiddende fremtidstøj. Cypher har brækket begge ben under nødlandingen, så Kitai må med sin fars vejledning i øret forsøge at lokalisere den nødsender, der skal redde dem væk fra den fjendtlige planet.

after earth 01

Således er man som publikum indlagt til at se Jaden løbe rundt og klynke i en skov, mens fader Smith med konstant alvorlig mine brummer sig igennem det uinspirerede manuskript, der består af floskler om, at man skal finde sig selv i nuet, erkende sin styrke og at frygt er et valg. Uden tvivl velmenende livsråd fra far til søn, som sikkert kunne være blevet til et medrivende drama i mere kompetente hænder.

Men det hele er for banalt og uengagerende leveret til, at man rives med. Will Smith har erstattet sin drengede charme med en voksen alvor, der er støvsuget for nuancer og faderlig tyngde, hvor alle replikker lires af med samme monotone seriøsitet. Jaden er ligeså uinteressant som knægten, der ønsker sin fars anderkendelse – han får det meste af tiden til at gå med at klynke og blive jagtet af computergenerede dyr.

after earth 05

Deres forhold er med andre ord både for løst skitseret og vagt eksekveret til, at man engageres i deres strabadser og personlige rejse. Man får dog blandt andet en jagtscene i luften med en kæmpeørn i nakken – ja, en kæmpeørn. Men ikke en gang actionscenerne får pulsen til at stige nævneværdigt, hvilket blot er med til at sende dette far-og-søn-flop ud i glemslen allerede inden rulleteksterne indfinder sig.

Filmen, After Earth – 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Hvor filmen vitterligt ikke er nogen stor oplevelse, er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside e n helt anden snak. For her leveres et fejlfrit billede med indtagende detaljegrad, skarphed hele vejen, mættede farver og solid kontrast. Lydsporet spiller ligeledes upåklageligt med velbalancerede niveauer og god dynamik. Sådan. Ekstramaterialet er ikke vildt imponerende, men udgør dog et ok supplement.

Her får man både kig bag settet, diverse locations og production design, mens cast og crew interviews undervejs. Her er både en snak om historien og dens tematikker (9 min.), en alternativ åbningsscene (2 min.), noget omkring at udtænke filmens fremtids-look (12 min.), pre-visualisering af diverse scener (6 min.), noget om filmens animatics (9 min.), en montage med diverse billedmateriale fra filmens tilblivelse (5 min.) samt en montage med diverse naturbilleder (5 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”After Earth | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars
after earth cover
Originaltitel: After Earth, USA, 2013
Release: d. 31. oktober 2013
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Will Smith, Jaden Smith m.fl.
Spilletid:  1 time 40 min.
Udgiver: Sony Home Entertainment[/tab][/tabgroup]