FANTASTIC FOUR: Karakterdrevet fødsel af de fire helte – fra ung til voksen og fantastisk

Blu-ray-anmeldelse: Nej, ham der stenmanden har heller ikke i denne version en stenpik, men blot et bulet underliv. Mere voksen er dette nye forsøg på at bringe Fantastic Four til live heller ikke. Det er dog nedtonede farver og dramatisk alvor, som hersker mere end sprudlende farver og CGI-action. Her er det en karakterdrevet fødsel af de fire helte, vi får. Fra ung til voksen og fantastisk.

Og ja, der er faktisk en del spilletid, hvor de fire slet ikke er så fantastiske. For først sent i filmen bliver de udsat for det uheld på deres rejse til en anden dimension (!), der gør, at de får hver af deres unikke evner: At kunne forlænge kroppen som en gummimand, at kunne flyve rundt med ild i, at kunne gøre sig usynlig samt at være lavet af sten og være mega stærk.

fantastic-four-biograf-01

Det er relationerne og menneske bag de fantastiske evner, som bærer filmen. I hvert fald i den første fine halvdel, inden der bukkes under for superheltegenrens noget trættende og obligatoriske CGI-larm, hvor hele kloden skal reddes. Her forsvinder dramaet, nærværet og menneskeligheden til fordel for de brede penselstrøg fyldt med dommedagsaction og hult rabalder.

Nå, det er vist på tide, jeg nævner det fine cast, der består af nogle af de mest interessante nye skuespillere i gamet. Miles Teller er den nørdede og geniale videnskabsmand i front med et ungdomsakavet godt øje til sin kollega, Sue Storm – en bestemt og målrettet Kate Mara. Michael B. Jordan er fyr og flamme (tøhø) som flabet og rebelsk Johnny Storm, mens Jamie Bell er god og solid som mut ven og kommende stenmand.

fantastic-four-biograf-02

Dynamikken i og fortællingen om kvartetten er vellykket – takket være castet og fordi, filmen ikke haster sig igennem en præsentation af holdet for stakåndet at nå til den fantastiske forvandling. Her er det faderopgør, at føle sig udenfor og misforstået, at forelske sig og at blive afvist, der bærer fortællingen. Altså indtil, der går computergeneret tomgang i den. Dog flot computergeneret tomgang.

Desværre tynges filmen af lidt tynde personklichéer. Særligt i skurkens tilfælde. Victor (Toby Kebbell) er som Reed videnskabsmand, men brændt af verden og kærligheden. Så i stedet for at blive en helt, bliver han en skurk – den grumme Dr. Doom, som giver filmen sin uengagerende finale. En skam, at Fantastic Four i sidste ende ikke fastholder og formår at give karakterdramaet mere pondus. Men nu er de fantastisk fire ok vellykket på plads. Jeg vil gerne se en to’er.

Filmen – Fantastic Four 3/6:3_6 - stars_LILLE

fantastic-four-biograf-05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen har sine problemer, men Blu-ray-udgivelsen leverer superhelteeskapaderne solidt. Billedet står skarpt, farvemættet og med både god kontrast og fetaljegrad. Lydsporet går klart igennem med dynamiske panoreringer og god dybde i lydbilledet. Ekstramaterialet består af fire lidt ujævne featuretter og et kig på noget concept art.

Man får et kig på superkræfterne, deres tilblivelse og tankerne bag at bringe dem til live, hvor en videnskabelig tilgang har været i højsædet (20 min.), videre til maskinen, Quantum Gate, der bringer vor helte til den anden dimension (11 min.) og planten de ender på (8 min.) samt lidt om det fine score af Marco Beltrami og Philip Glass (5 min.). Slutteligt er der concept art af den anden dimension og Quantum Gate.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars

[tabgroup][tab title=”Fantastic Four | Blu-ray-anmeldelse”]
Fantastic-Four-cover
Originaltitel: Fantastic Four, USA, 2015
Release: den 10. december 2015
Instruktion: Josh Trank
Medvirkende: Miles Teller, Kate Mara, Michael B. Jordan, Jamie Bell, Toby Kebbell, Reg E. Cathey og Tim Blake Nelson m.fl.
Spilletid: 100 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

ANT-MAN: Jeg elsker Paul Rudd – så ja, jeg kan godt klare endnu en superheltefilm fra Marvel

Blu-ray-anmeldelse: Bare lige for at få det på plads: Jeg elsker Paul Rudd. Så ja, jeg kan godt klare endnu en film i den ellers en smule mættede række af superheltefilm fra Marvel. Men selvom Paul Rudd er en i udpræget grad charmerende superhelt, er Ant-Man først for alvor vellykket i sin sidste halvdel, hvor den bliver langt mere legesyg end sin lidt for forudsigelige første del.

Men hvem er det nu lige, Ant-Man er? Kort fortalt kan han ved hjælp af et apparat og tankens kraft få myrer til at lystre sine ordrer (!), mens han ved hjælp en dragt kan skrumpe ind til myrestørrelse med enorme kræfter (!). Men inden Paul Rudd iklæder sig dragten og bliver til Ant-Man, skal han lige igennem den obligatoriske oprindelseshistorie i rollen som ufrivillig helt.

Ant-Man-biograf-02©2015 MARVEL

Paul Rudd er nemlig den knapt så succesfulde tyv Scott Lang, der vil lægge kriminaliteten bag sig, så han kan være sammen med sin lille datter. Men den geniale videnskabsmand Hank Pym – en stoisk cool Michael Douglas – har andre planer. Pym vil nemlig have Scott til at hjælpe sig med at beskytte hemmeligheden bag Ant-Man-dragten, som er hans opfindelse. For der er naturligvis en ond skurk, der vil have fingre i dragten til onde formål.

Ja, det er præcist så forudsigeligt, som det lyder. Heldigvis har filmen Paul Rudd, der formår at charmere klichéerne op fra slap. For filmen overlever og lever af ham og en afvæbnende humor, der veloplagt og varmt punkterer scener, der ellers ville kamme over i Hollywood-sentimentalitet. Blandt andet et ømt far-datter-øjeblik. Så tak, Paul Rudd – og et i øvrigt indtagende cast, der gør forudsigelighederne yderst underholdende.

Ant-Man-biograf-05©2015 MARVEL

Udover en for evigt cool Michael Douglas som den karismatiske Pym, får man også en rap Evangeline Lilly som Pyms skarpe datter samt Michael Peña som et oprigtigt comic relief som Scotts småtumpede, men elskelige ven og partner in crime. En skaldet Corey Stoll er god som gal og grådig superskurk med mindreværdskomplekser.

Her er det forholdsforviklinger, der giver dramaet bund og superhelte-eskapaderne hjerte. Du ved, far-og-datter-problemer, fader-komplekser og tilpas underspillet romantik til, at det fungerer. Så efter en noget skabelonpræget, men også medrivende første del rammer filmen for alvor en original tone og finder sit fodfæstne, der berettiger Ant-Man som en helt i egen ret i Marvels univers. Jeg kan ikke andet end at glæde mig til Ant-Man 2.

Filmen – Ant-Man: 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Ant-Man-biograf-06©2015 MARVEL

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig forrygende godt på Blu-ray. Billedet står farvemættet, skarpt og detaljerigt – hele vejen ned til myrestørrelse. Lydsiden er ligeledes en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, dynamiske panoreringer og solide bund. Herudover medfølger en omgang ganske godt ekstramateriale.

Et både muntert og interessant kommentarspor med instruktør Peyton Reed og Paul Rudd, der kommer godt rundt omkring filmens forskellige aspekter videre til to featuretter, som giver et indblik i alt fra historien, universet og karakterne til production design, effekter og cast (23 min.). Herudover er der fire nyhedsindslag fra filmen (9 min.) samt otte slettede/forlængede scener med valgfrit kommentarspor med Peyton og Rudd (9 min.) og sluttelig fjollerier fra optagelserne (3 min.).

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Ant-Man | Blu-ray-anmeldelse”]
ant-man-cover
Originaltitel: Ant-Man, USA, 2015
Udgivelse: d. 26. november 2015
Instruktion: Peyton Reed
Medvirkende: Paul Rudd, Evangeline Lilly, Corey Stoll, Bobby Cannavale, Michael Peña, Tip “T.I.” Harris, Wood Harris, Judy Greer, David Dastmalchian og Michael Douglas m.fl.
Spilletid: 117 min.
Udgiver: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

MISSION: IMPOSSIBLE – ROGUE NATION: Tom Cruise har igen bar mave i en film, hvor han løber rundt og gør seje ting

Blu-ray-anmeldelse: For meget Tom Cruise er aldrig nok. Så jeg har naturligvis set frem til et gensyn med den seneste umulige mission med en af mine favorit-scientologer. Og det er bestemt en Mission: Impossible-film til benet. Du ved, vilde gadgets, gummimasker, Tom Cruise i bar mave og ja, en umulig mission. Men Mission: Impossible – Rogue Nation er også en ujævn film, der dog vinder på sin pulserende action, veldoserede humor og på Tom Cruise. I bar mave.

Men præcis, hvor umulige kan de her missioner blive ved med at være? Ret så umulige. Åbenbart. Også nu for femte gang, hvor Tom Cruise aka Ethan Hunt og co. skal stoppe Syndikatet – en meget ond organisation, som ingen rigtigt tror på eksisterer. Altså udover Ethan Hunt. Nå ja, og så er IMF blevet opløst af CIA. Så Hunt og hans IMF-team er nu jaget vildt af både CIA samt Syndikatet (som naturligvis eksisterer, surprise).

Mission-Impossible-Rogue-Nation-biograf-01

Rogue Nation åbner med en virkelig vellykket actionscene, der involverer kemiske våben og Tom Cruise, som kravler rundt på ydersiden af et stort fly i fart. Her kombineres tør humor med Tom Cruises adrenalinfremkaldende stunts og umiskendelige charme. Det er blandt andet en noget overrasket skurk, som Tom Cruise møder i flyets lastrum – han kvitterer naturligvis med sit vanligt drengede smil. En mand på toppen af sit game.

Ja, der er op til flere godt tænkte, medrivende og veludførte actionscener. Så som en kombineret motorcykel- og biljagt gennem smalle gader, en operaopsætning med snigmordere og en smokingklædt Tom Cruise i kulissen videre til gode gammeldags nævekampe. Tom Cruise kan som bekendt det hele. Han er jo Tom Cruise. Desværre er historien ikke nær så medrivende forløst.

Mission-Impossible-Rogue-Nation-biograf-03

I stedet for, at plottet er den naturlige tråd gennem de intense actionscener, folder det sig af og til unødigt tungt ud og punkterer filmens ellers spændstige momentum. Men selvom filmens flow lider en smule under et lidt ujævnt og ikke lige gribende konstrueret plot, får Tom Cruise og hans team genvundet mit engagement med humor og eksplosioner undervejs.

Nå ja, der er også andre med end Tom Cruise. Rebecca Ferguson er god som den tvetydige Ilsa Faust (wow til det navn), mens Simon Pegg og Jeremy Renner er tilbage i teamet med henholdsvis ubesværet komisk timing og coolness. Alec Baldwin er gnaven CIA-boss, Ving Rhames er gnaven good guy og en blond Sean Harris er gnaven som herligt slimet klichéskurk i front for Syndikatet. Filmen overlever altså sine plotmæssige ujævnheder, mens Tom Cruise ubetinget vinder i rollen som Ethan Hunt og sig selv.

Filmen – Mission: Impossible – Rogue Nation: 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Mission-Impossible-Rogue-Nation-biograf-05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig forrygende godt på Blu-ray, hvor billedet står skarpt og detaljerigt med troværdige nuancer og solid kontrast. Den dynamiske lydside er også en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer og god bund, der både giver action pondus og de mere stille scener nærvær. Herudover medfølger en omgang helt ok ekstramateriale.

Et kommentarspor med Tom Cruise og instruktør Christopher McQuarrie, der kommer spændende, indsigtsfuldt og sjovt omkring diverse aspekter af filmen, fra karakterer, historie og locations til generel produktion, inspiration og action. Herudover er der syv featuretter (i alt 49 min.), der underholdende, men også lidt overfladisk kigger på Cruise og McQuarries samarbejde, Cruises kærlighed til serien videre til castet, skabelsen af tre af filmens største actionscener og afsluttende diskuterer cast og crew franchisen. Alt tilsat rigeligt med skamros.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Mission: Impossible – Rogue Nation | Blu-ray-anmeldelse”]
Mission-Impossible---Rogue-Nation---cover
Originaltitel: Mission: Impossible – Rogue Nation, USA, 2015
Release: d. 3. december 2015
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rebecca Ferguson, Simon Pegg, Jeremy Renner, Alec Baldwin, Ving Rhames, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 131 min.
Udgiver: Paramount Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TALE OF TALES: Her er ingen flad Hollywood-CGI, men blot et fucking ægte eventyr

Biografanmeldelse: Wow, det er altså et både vildt og vildt eventyrligt univers, italienske Matteo Garrone lukker mig ind i med sin balstyriske Tale of Tales. Her møder jeg blandt andet mystiske væsner, en liderlig konge og en længselsfuld prinsesse samt naturligvis forunderlig magi. På kryds og tværs i dette storslåede univers udspiller således en række forskellige eventyr sig.

Det slår mig først og fremmest, hvor ægte universet føles. Her er en fysisk tyngde og detaljegrad i alt fra kongekroner til trolderynker, der gnidningsfrit også overbeviser mig om, at det der store sømonster findes lige der for øjnene af mig. Af kød, blod og med et dunkende hjerte bag det enorme bryst. Og netop universet er det, der fastholder mig, når fortællingerne mister nærvær.

tale-of-tales-biograf-02

For selvom historierne er enten spændende, romantiske, brutale, uhyggelige eller det hele på én gang, snubler de sig desværre også en smule ujævnt ud og ind mellem hinanden. Måske de ville have fungeret bedre som separate kortfilm? Jeg var dog upåagtet hensat til og forført af det dragende eventyrland. Hele vejen.

Lige fra Salma Hayek som fortvivlet dronning, der sender sin mand (John C. Reilly) i kamp mod et mægtigt bæst, hvilet skulle afhjælpe deres barnløshed, til en stakkels prinsesse (Bebe Cave), der er uheldig at blive bortgift af sin far (Toby Jones) til en fæl trold og ikke mindst en liderlig konge (Vincent Cassel) på konstant jagt efter nye erobringer, hvilket bringer ham i fedtefadet.

tale-of-tales-biograf-01

Ja, Garrones to forrige film står i skarp kontrast til dette pompøse eventyr. Du ved, den rå gangsterfilm Gomorra og det legesyge drama Reality. Men med afsæt i landsmanden Giambattista Basiles eventyrsamling fra 1634 og 1636 samt hjælp fra fotograf Peter Suschitzky, production designer Dimitri Capuani og tilhørende hold har Garrone skabt et prægtigt, begærligt og farligt eventyr.

Her er ingen flad CGI-farvelade, der ellers alt for ofte ukritisk hældes ud over eventyrfilm for at bringe magien til live, men i stedet ender med at kvæle den. Nej, her banker, ånder og lever magien. Jeg tror på eventyret. Fra en fremtryllet skønhed (Stacy Martin) til et klamt monster. Et smukt, arketypisk og fandens opslugende univers, hvor kærligheden, begæret og løgnen har konsekvenser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

[tabgroup][tab title=”Tale of Tales | Biografanmeldelse”]
tale-of-tales-poster
Originaltitel: Tale of Tales, Italien | Frankrig | England, 2015
Premiere: den 10. december 2015
Instruktion: Matteo Garrone
Medvirkende: Salma Hayek, John C. Reilly, Toby Jones, Vincent Cassel, Bebe Cave, Stacy Martin m.fl.
Spilletid: 125 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

 

CREED: Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det

Biografanmeldelse: Den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende, siden Syvester Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Senest var han i ringen med Rocky Balboa i 2006. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”.

Sylvester Stallone er tilbage i signaturrollen som nu forhenværende bokser. Med flere rynker, flere skavanker og mere kød i ansigtet, hvor de milde øjne lyser af levet liv frem fra under de mørke bryn og den obligatoriske hat. En mand, der ved, hvor han står i livet, og hvad han har opnået. Boksekarrieren er bag ham, mens graven kun rykker tættere på. Det går ham dog ikke synderligt på.

Creed-Rocky-biograf-03

Men det er ikke hos Rocky, det starter. Derimod er det hos den unge Adonis Creed – i skikkelse af en skarpt skåret Michael B. Jordan med kombineret sorg og gåpåmod i et både flakkende og fast blik. Søn af den legendariske Apollo Creed, som Rocky stod over for i filmen fra 1976. Apollo døde dog før Adonis blev født – ikke desto mindre er han bokser til benet. En født fighter.

Adonis vil dog ikke tage sin fars navn. Han vil skabe sit eget og tager derfor fra L.A. til Philadelphia for at overtale Rocky til at træne ham. Det er i dette møde mellem generationer – fortid og nutid – at fortællingen naturligt og fængslende rammer alle dramatiske toner rent. For Creed handler slet ikke om boksning, men om de kampe, vi alle hver især kæmper i livet. Opløftende, råt, varmt, sjovt og usentimentalt (sådan cirka).

Creed-Rocky-biograf-02

Creed, der kæmper med en tabt barndom, at leve i sin fars skygge og med at finde sin vej i livet. Rocky, der lever med alderdommens vished om, at det meste af livet er bag ham. I bund og grund handler Creed om at kæmpe for det, man tror på. For sig selv. For dem omkring en. For selve livet. Ja ja, godt nok kan Creed sætte hak ved et par klichéer – se ovenfor – men de leveres alle oprigtigt.

Jeg tror på kampene, både de indre og ydre. For vi får naturligvis også et par potente boksekampe, hvor musklerne spændes i min krop, mens tårerne presser sig på. Følelserne sætter sig med ubesværet oprigtighed i min krop og mave, mens instruktør og medforfatter Ryan Coogler (Fruitvale Station) med sikker hånd bygger fortællingen så levende op, at jeg føler det, de føler. Fra slagene i ringen til dem, vi alle udsættes for, selvom vi ikke bærer boksehandsker.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Creed| Biografanmeldelse”]
creed-rocky-poster
Originaltitel: Creed, USA, 2015
Premiere: den 3. december 2015
Instruktion: Ryan Coogler
Medvirkende: Michael B. Jordan , Sylvester Stallone, Graham McTavish, Tessa Thompson, Phylicia Rashad, Anthony Bellew m.fl.
Spilletid: 133 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

SPIONERS BRO: Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig er en god kombination

Biografanmeldelse: Selvom det ikke just er filmiske milepæle, Steven Spielberg banker i jorden mere, ser jeg absolut stadig frem til hver ny film af manden bag nogle af filmhistoriens bedste titler. Og flere af mine favoritter. Ja ja, han kan stadig nå at levere milepæle. Det bliver dog ikke med hans nyeste. Men bare rolig, for selvom Spionernes Bro ikke er en milepæl, er kombinationen af Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig bestemt god.

Stemningen er lidt trykket mellem USA og Sovjetunionen – den kolde krig, du ved. Og stemningen bliver ikke just bedre af, at FBI i 1960’erne arresterer den sovjetiske spion Rudolf Abel på amerikansk jord. Men selvom man er en russisk KGB-spion i USA, skal man jo have en ordentlig rettergang og en ordentlig advokat – ind kommer en sympatisk Tom Hanks som advokaten Donavan.

spionernes-bro-bridge-of-spies-biograf-04

Steven Spielberg får således elegant menneskeliggjort og sat de politiske spændinger samt dilemmaer i spil – i form af forholdet mellem Donavan og Abel. Du ved, USA kontra Rusland. Situationen (og det grotesk komiske i den) spidser yderlige til, da en amerikansk pilot ender i et sovjetisk fængsel. Nu må Donavan nemlig til Østberlin for at forhandle med russerne om at bytte Abel for piloten.

Jeg sympatiserer lynhurtigt med altid sympatiske Tom Hanks, der er endt i noget af en koldkrigs-knibe. Den klassiske ’en-almindelig-mand-i-en-ualmindelig-situation-rolle’, som Tom Hanks spiller til perfektion. Det gør han også her. Afdæmpet, tilbageholdende stædig og menneskelig til benet. Godt understøttet af familiens varme skød og hans ubrydelige moral.

spionernes-bro-bridge-of-spies-biograf-01

Mark Rylance er ligeledes forrygende som den enigmatiske Abel, der samtidig udgør en god dramatisk modvægt til Donovans varme væsen med sin rationelle og indadvendte facon, som eksempelvis når Donavan spørger, om ikke han er nervøs (du ved, med udsigt til dødstraf), hvortil han blot tørt svarer: ”Would it help?”. Det er en fornøjelse at være vidne til deres afdæmpede drama og det umage venskab, der opstår på ryggen af de store politiske spændinger.

Udover den engagerende duo, der bringer det velskrevne, vittige og skarpe manuskript af Matt Charman samt ikke mindst Ethan og Joel Coen til live, bringer Spielberg ligeledes koldkrigsstemningen dragende til live med regnvåde og tyst belyste miljøer befolket af mænd i tunge jakkesæt og iklædt hat. Nå ja, og så er det også bare en helt grundlæggende fascinerende og dødspændende historie, der utroligt nok er baseret på virkelige begivenheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spionernes Bro | Biografanmeldelse”]
Spionernes_Bro-brige-of-spies-poster
Originaltitel: Bridge of Spies, USA, 2015
Premiere: den 26. november 2015
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Tom Hanks, Mark Rylance m.fl.
Spilletid: 141 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

The Hunger Games – Mockingjay del 2: Sidste omgang med Jennifer Lawrences halvslappe bue og pil

Biografanmeldelse: Så nåede Jennifer Lawrence med bue og pil i mål. Langt om længe, fristes jeg til at sige. For serien om Katniss Everdeen har aldrig for alvor indfriet sit potentiale til andet end nogle middelmådige og noget følelsesflade film. Desværre, historien fortjener mere. End ikke denne på papiret potente finale løfter sig og bliver andet end et ”tjo – det var så det, Katniss”.

Vi hopper direkte ind, hvor den forrige film slap – men nu er Suzanne Collins’ tredje og sidste The Hunger Games-bog jo også delt i to (du ved, penge). Det dystopiske univers er igen flot iscenesat med nedtonede farver i det ødelagte Panan, der står i symbolsk kontrast til det rige og farverige Capitol, hvor den diktatoriske præsident Snow regerer. Katniss fører fortsat en kamp for at få Snow ned med nakken, så det undertrykte folk igen kan blive frit. Kort fortalt.

hunger-games-mockingjay-del-2-biograf-01

For ja, her er sin del af rænkespil, plottwists og moralske dilemmaer på spil i krigen mod overmagten, hvor hverken fjender eller helte optegnes sort/hvidt, men er ilagt fine nuancer. Desværre udløser de tematiske og karaktermæssige nuancer om blandt andet skyld og tilgivelse, liv og død bare ikke det engagerende drama, historien kæmper for at bringe til live.

Relationerne forbliver for vagt optegnede og konsekvensløse, som blandt andet trekantsdramaet mellem Katnis, den nu hjernevaskede (!) Peeta og den rolige Gale – henholdsvis mere eller mindre ligegyldige Josh Hutcherson og Liam Hemsworth. Jeg kommer aldrig til at tro på den brændende kærlighed, som her med vold og magt forsøges hevet ned over hovedet på trekløveret.

hunger-games-mockingjay-del-2-biograf-02

Filmen byder dog på et par solide actionscener, som da Katniss og co. får røven intenst på komedie i klaustrofobiske gange under jorden, mens en scene, der viser krigen fra sin mest kyniske side er tæt på at generere noget af det dramatiske pondus, filmen mangler. Men det bliver ved vellykkede enkeltscener, mens helheden ender som en frustrerende uforløst og ujævn oplevelse.

For den gode historie er til stede, den er bare lullet ind i plotmæssigt dødvande og halvhjertede portrætter, hvor end ikke Philip Seymour Hoffman, Julianne Moore og Woody Harrelson får lov at løfte filmen. Donald Sutherland er dog igen herligt kalkuleret som præsident Snow, mens Jennifer Lawrence nogenlunde afstemt får sendt sin heltinde overbevisende i mål.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

[tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Mockingjay Part 2 | Biografanmeldelse”]hunger-games-mockingjay-del-2-poster
Originaltitel: The Hunger Games: Mockingjay Part 2, USA, 2015
Premiere: den 18. november 2015
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Woody Harrelson, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 136 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

SPECTRE: Daniel Craig har det hårdt som Bond – på den der elegante og mandeagtige måde

Biografanmeldelse: Jeg er egentlig ret lige glad med, hvordan James Bond drikker sin Martini. Det blev han også mere eller mindre selv, da den legendariske agent blev genopfundet i skikkelse af Daniel Craig med Casino Royale i 2006. Med Spectre er det anden gang, Sam Mendes instruerer den brede brite som 007. Det gør han også her for fjerde gang både brutalt, elegant og Bond-agtigt. Naturligvis.

For Bond er stadig Bond(-agtig). Han nedlægger kvinder (i alle aldre), er god til at køre bil og drikker Martini. Alt sammen, mens han er velklædt og siger noget køligt. For ja, det er der selvfølgelig overskud til. Du ved, James Bond. Han står ellers over for den magtfulde/mega onde organisation Spectre, der altid synes at være et skridt foran ham. Desuden er MI6 ved at blive lukket ned.

Spectre-james-bond-biograf-01

Nej, det er ikke nemt at være Bond. Heldigvis. Det ville også hurtigt blive kedeligt at se Craig snave dramatisk med Monica Bellucci. Og det er akavet nok at se på som det er i Spectre. Det er godt, at der også er ting, som skal sprænges i luften og skurke, der skal tæves, mens Bond forsøger at få skovlen under den lyssky Spectre-bagmand, som trækker tråde til Bonds mystiske fortid.

Ja, her er også plads til mennesket James – og ikke kun agenten Bond. Smerten, traumerne og tomrummet, der dundrer inde bag smokingen. Den der barndom, som vist nok ikke var heeeeelt perfekt. Og noget med ikke at dvæle ved fortiden, men at – ja – leve i klichéen… sorry, nutiden. Men balancegangen mellem menneskeligt drama, tør humor og pittoreske actionscener fungerer godt.

Spectre-james-bond-biograf-02

Blandt andet er åbningsscenen i Mexico velkoreograferet katten-efter-musen-action med Bond i mut jagt på en skummel type, mens musikken banker i takt med ens hjerterytme. Ligeledes er en kombineret flyvemaskine-skilift-og-biljagt i sneklædte omgivelser elegant og brutal – præcis som Bond. Jeg glemmer her helt, om plottet overhovedet giver mening. Men det er også ok.

For lige der i midt i de smukt udfoldede strabadser med Craig ved rattet fungerer det. Og så er det kun plusser, at Christoph Waltz er tegneserie-diabolsk, at Léa Seydoux er god med både kjole og pistol, mens Jesper Christensen ejer alle sine scener og at Dave Bautista er farlig muskelmasse, Ben Whishaw charmerende som Q og Ralph Fiennes herligt tør Bond-chef. Ja, Spectre vinder mig komplet i nu’et og overvinder her sine ujævnheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spectre | Biografanmeldelse”]
spectre-james-bond-poster
Originaltitel: Spectre, USA, 2015
Release: d. 30. oktober 2015
Instruktion: Sam Mendes
Medvirkende: Daniel Craig, Christoph Waltz, Ralph Fiennes, Léa Seydoux, Monica Bellucci, Dave Bautista, Naomie Harris, Ben Whishaw, Jesper Christensen m.fl.
Spilletid: 148 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE WALKING DEAD SÆSON 5: De levende lig leverer igen splattet sortsyn og intenst dødsdrama

Blu-ray-anmeldelse: Selvom zombieserien ikke har holdt samme og konstant intense tag i mig som i første sæson, er det fortsat en herligt grum og blodig fornøjelse at overleve serien sæson for sæson. Det er dog langt fra alle medvirkende, der slipper levende fra de levende døde – heller ikke i denne femte sæson, der for alvor kommer op i gear i det niende ud af sæsonens 16 afsnit.

Jeg var i hvert fald næsten ved at miste troen på serien, der på trods af sine ujævnheder og dødvande har formået at holde mig i live. Men med femte sæson var jeg så småt ved at tro, at dette var sæsonen, der skulle få mig til at vende Rick Grimes og de gnaskende døde ryggen. For godt er der både brutale højdepunkter og splattede herligheder i flere afsnit, men det er først lidt over halvvejs gennem sæsonen, at den for alvor får sparket pulsen i vejret på mig.

walking-dead-season-5-01

Men når først den gør det, tilgiver jeg også sæsonen opvarmningsøvelser og afsnittenes momentvise tomgang. For serien får og fastholder her et godt greb om det menneskelige drama og håbløsheden ved den postapokalyptiske virkelighed. Den lille gruppe overlevende må fortsat forsøge at bevare fatningen i den trøstesløse situation, hvor ingen kan vide sig sikker – hverken for zombierne eller dem, de i grunden burde kunne stole på.

Så selvom serien ikke just genopfinder sig selv, leverer den atter en gang solidt sortsyn, et spændende og kontrastfyldt persongalleri og ikke mindst en masse skønt og udpenslet zombiesplat. Selvom det dog er en zombieserie, er det menneskene, det handler om. Hvad vi kan finde på, når vi presses allermest – mens de stavrende døde sætter den faretruende og klaustrofobiske scene.

walking-dead-season-5-03

Min favorit Norman Reedus er heldigvis stadig med som den armbrystskydende og evigt cool Daryl Dixon, mens Andrew Lincoln fortsat forsøger ikke at blive skør som den forpinte Rick Grimes. Vanen tro kommer der nye og uforudsigelige karakterer til, der sammen med de gamle kendige sætter flere engagerende nuancer i spil hos persongalleriet. Sæsonen formår i det hele taget at holde det intense drama i kog – blandt andet ved ublut at aflive medvirkende.

Så selvom sæson 5 af og til føles til som en gentagelse af, hvad serien hidtil har budt på, rykker den sig også på både plot og medvirkende. Ikke mindst de sidste syv afsnit berettiger denne sæson og er med til, at jeg nu ser frem til sjette sæson. Well, nu er jeg også en sucker for zombiesjask og her skuffer 5. sæson heldigvis aldrig. Det kan jeg altid trøste mig med i de mindre interessante afsnit.

The Walking Dead sæson 3 – 4/6: 4_6 - stars_LILLE

walking-dead-season-5-02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det postaokalyptiske univers er indtagende gengivet på Blu-ray. Her står både blodspøjt og opløste kadavere klart og veldefineret med en indtagende taktilitet, der dog af og til tenderer det uldne. Men intet alvorligt, da billedet generelt er både farvemættet og detaljerigt. Lydsporet er dynamisk og med til sætte pulsen og uhyggen i vejret. Herudover medfølger med end tre timers ekstramateriale.

Man får en håndfuld både interessante og veloplagte kommentarspor med cast og crew, der giver fine ekstra lag til afsnittene og arbejdet med serien. Herudover er der en række featuretter, der kigger på produktionen generelt samt med nedslag på afsnittene, karakterer og historien, mens der også er kig på de vamle splattereffekter og en række slettede scener. Et anbefalelsesværdigt og fint supplement til sæsonen.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

4_6 - stars

[tabgroup][tab title=”The Walking Dead sæson 4 | Blu-ray-anmeldelse”]
walking-dead-season-5-cover
Originaltitel: The Walking Dead Fifth season, USA, 2014-2015
Udgivelse: den 29. september 2015
Instruktion: Greg Nicotero m.fl.
Medvirkende: Andrew Lincoln, Norman Reedus, Steven Yeun, Lauren Cohan, Chandler Riggs, Danai Gurira, Melissa McBride, Michael Cudlitz m.fl.
Spilletid: 11 timer 45 min.
Udgiver: SF Film
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

TOMORROWLAND – A WORLD BEYOND: Jeg vil også have et raketbadekar som Clooney

Blu-ray-anmeldelse: Det faktum, at George Clooney har et badekar med indbygget raket i, burde i grunden være nok til, at Tomorrowland: A World Beyond skulle være en sikker vinder. Det er den desværre ikke helt. I stedet er det et ujævnt, men heldigvis også ofte ganske storslået CGI-eventyr støbt af svimlende fremtidsbyer, roterende robotter og susende jetpacks.

Der er altså for det mest nok at se på, mens fortællingen fletter sig ind og ud mellem vores verden og det mystiske Tomorrowland. Et land gemt bag vores virkelighed, Casey – en energisk Britt Robertson – forsøger at finde ud af, hvad er. Hun kommer nemlig via et gådefuldt emblem i kontakt med landet på den anden side, hvilket Clooney som opfinderen Frank spiller en afgørende rolle i.

tomorrowland-biograf-06©Disney

Men fortællingen om den eventyrlystne optimist Casey, den vrisne Frank og så mysteriet om Tomorrowland, der burde udgøre det pirrende bagtæppe, får bare aldrig rigtigt fundet sin retning. I stedet sidder jeg lidt og venter på at finde ud af, hvorfor jeg egentlig skal engagere mig i det her flot producerede science fiction-eventyr. Altså udover, at det er et flot produceret science fiction-eventyr.

For selvom George Clooney ganske vist er George Clooney – og det jo i sig selv er en god ting – er han altså en smule kedelig som en halvsur opfinder, der en gang var en ”åh så” charmerende og optimistisk knægt med store drømme. Ja, altså som Casey er det nu. Netop her er en af filmens væsentligste temaer: Det at drømme og at turde at drømme stort. At turde tro på en lys fremtid. Hele livet.

tomorrowland 05©Disney

Det er så absolut en vigtig pointe og noget, vi alle bør gøre. Men denne sympatiske tematik og et CGI-eventyrligt Tomorrowland med flotte rumfartøjer og enorme bygninger er bare ikke nok. Karaktererne efterlades ofte en smule formålsløse i den ufokuserede fortælling, der dog tumler tilpas energisk rundt i sit tilpas dragende univers til, at filmen ikke kollapser.

Britt Robertson er desuden et godt fund som den drømmeren Casey, mens hendes mystiske sidekick i skikkelse af Raffey Cassidy giver fin sødme til løjerne. Men instruktør Brad Bird, der ellers har forrygende film som Mission: Impossible – Ghost Protocol, Ratatouille og The Incredibles bag sig får aldrig for alvor samlet sine mange idéer og ellers dragende koncept til den medrivende film, der gemmer sig et sted i mødet mellem de to verdener.

Filmen, Tomorrowland: A World Beyond – 3/6: 3_6 - stars_LILLE

tomorrowland 02©Disney

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig forrygende godt på Blu-ray. Det detaljerige og smukt udfoldede univers står veldefineret, skarp og med solid kontrast hele vejen. En sand fornøjelse. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske og klare niveauer, hvor alle elementer udgør en medrivende helhed. Ekstramaterialet er desværre ikke nær så medrivende.

Man får en række korte featuretter, der er ok hyggelige, men overfladiske kig på produktionen. Her er tanker om Tomorrowland og fremtiden ledt an af Bird (7 min.), om filmens cast med indbygget skamros (7 min.), om scoret (6 min.), falske outtakes med filmens futurologist David Nix (5 min.), en animeret kortfilm (3 min.), Birds egne optagelser fra produktionen (5 min.), falske reklamer brugt i filmen (41 sekunder) og tre slettede scener med scener med intro af Brad Bird (9 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelse 4/6:
4_6 - stars

[tabgroup][tab title=”Tomorrowland: A World Beyond | Blu-ray-anmeldelse”]
Tomorrowland-cover
Originaltitel: Tomorrowland, USA, 2015
Udgivelse: den 8. oktober 2015
Instruktion: Brad Bird
Medvirkende: George Clooney, Hugh Laurie, Britt Robertson, Raffey Cassidy, Tim McGraw, Kathryn Hahn, Keegan-Michael Key m.fl.
Spilletid: 2 timer 10 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]