Mark Wahlberg og Rose Byrne i komisk familiedrama på slap line

Komediedrama på Blu-ray: Egentlig er der en sympatisk agenda med den amerikanske komedie ‘Instant Family’, nemlig det at hylde familien, mens der også er tematikker i spil som, hvad det egentlig vil sige at være netop en familie. For hvornår kan man blandt andet kalde sin plejefamilie for ens rigtige familie – og ens plejemor for mor samt ens plejefar for far?

Dette forsøges sat komisk, men også lettere dramatisk stævne. Desværre ender det hele klægt på røven i en lang række scener i klichéfuld forening med oversentimentalitet i en fortælling, der går i ring om sig selv og sine i grunden ellers ganske fine problematikker – nemlig dem for nævnt ovenfor, men også det at blive skilt fra sin egentlig biologiske mor.

Men ja, hvad handler ‘Instant Family’ så i grunden om? Jo, man følger her ægteparret Ellie og Pete, der har et godt liv med et succesfuldt arbejde. Men noget mangler: børn. De vælger derfor at adoptere. Det bliver til et styk sur teenager, der tumler med en hård opvækst og adskillige plejefamilier på bagen sat det at være vokset op på et børnehjem, da hendes mor er stofmisbruger.

Oveni dette følgers hendes to små søskende med, nemlig en opmærksomkrævende dreng, der filmen igennem er uheldig, mens lillesøsteren er svær at styre, da hun kræver alt, hvad hun peger på – og ellers laver hun en scene med skrig og skrål. Og med et er Ellie og Petes liv forandret fra at være i kontrol til at være ude af kontrol med en helt ny familie.

Men selvom filmen er både klichéfuld og kedeligt forudsigelig samt er både klæg og kikset sentimental, så er der også en ret så veloplagt Rose Byrne i rollen som plejemoren. Hun er filmens lyspunkt midt i al skramlet. Hun har faktisk et par ganske vittige scener undervejs, hvor hunviser fin komisk timing. Desværre er filmen altså bare langt fra ligeså god som hende.

Rose Byrne står over for Mark Wahlberg, der ikke just er videre medrivende, selvom der faktisk er ok ping pong mellem de to. Men en ganske fin Rose Byrne redder altså langt fra ‘Instant Family’ fra at være netop en kedeligt klichéfuld og forudsigelig film, der ender helt og aldeles forfærdeligt med en slutscene, der kammer og i klam sentimentalitet.  

‘Instant Family’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. juli.