Blu-ray/DVD alien covenant 03

Published on oktober 21st, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

Alien 6 Film Collection: En forrygende Blu-ray-udgivelse

Blu-ray-anbefaling: Et af mine favorit filmmonstre er H.R. Gigers syreholdige, elegante og foruroligende alien fra Alien-filmene. Det er et monster og en filmserie, jeg gang på gang er vendt tilbage til. Derfor var det også en fornøjelse at gå ombord i Alien 6 Film-boksen – alle seks film udgivet på Blu-ray og med masser af spændende af ekstramateriale. Lad mig bare først som sidst få sagt, at det på alle leder og kanter er en fantastisk udgivelse.

Serien startede i 1979, hvor Ridley Scott sendte publikum ud i rummet til Sigourney Weaver, der som den hårdhudede Ellen Ripley forsøger at overleve ombord på rumskibet Nostromo. Her har besætningen nemlig fået en ubehagelig gæst på besøg, der jager dem rundt i rumskibets klaustrofobiske korridorer. Alien er en dybt fascinerende, skræmmende og intens klassiker, der nervepirrende og gnidningsløst sammenfletter gys og science fiction. Filmen er siden blevet et pejlemærke for et utal af science fiction- og monsterfilm. Et mirakel af en rumgyser.

boks-alien1-03

I 1986 satte James Cameron sig i instruktørstolen – og han skruede i den grad op for actionknapperne med Aliens. Han tilførte flere frådende aliens og skarpladte automatvåben, men heldigvis uden at glemme filmens karakterer undervejs. Resultatet er en af de mest underholdende og gruopvækkende science fiction-film nogensinde. Det ikoniske opgør mellem Ripley og den slimede alien-dronningen er stadig hjertebankende monster-action i verdensklasse.

David Fincher spillefilmsdebuterede med Alien³ i 1992. Det var en produktion fyldt med problemer, ikke mindst for Fincher. Han blev nemlig forsøgt styret af selskabet, der ikke lod ham føre sin vision ud i livet. Flere scener blev skudt om og andre igen tilføjet. Alien³ er da også endt som en noget ujævn størrelse, hvor Ripley må begå sig blandt svedige, mandlige fanger på ’Fury’ 161. Dette tredje kapitel er imidlertid særdeles stemningsfuld, dyster og tyk af nihilistisk fremtidsæstetik.

boks-alien2-01

Den indtil videre sidste del i serien er Alien: Resurrection fra 1997 – altså, med mindre man tæller Prometheus med (men det gør man i grunden nok) – med franske Jean-Pierre Jeunet ved roret. Ja, ham med den charmerende og søde Amélie. Hans skæve science fiction-univers er bestemt dragende, men blandt andet forsøget på at dreje det ikoniske monster i nye retninger og ikke mindst udforskningen Ripley-karakteren virker malplaceret. Men monstrene er flotte og så er specielt en undervandsscene med aliens lige i hælene intens monsterspænding.

En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

boks-alien3-01

Så er det igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen.

Prometheus 4K ultra hd 01

Konklusion:
Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne udgivelse – og hvis man allerede har filmene på dvd, kan man roligt opgradere. For både billede og lyd er betydeligt forbedret og så medfølger der en masse spændende ekstramateriale. Dette er så afgjort en forrygende udgivelse af filmene. En uundværlig udgivelse for alle med mod på en tur ud i rummet, hvor de bistre monstre og den barske Ellen Ripley venter.

– ‘Alien 6 Film Collection’ er udkommet på Blu-ray den 5. oktober 2017.

alien 6 film collection thumb

 


About the Author


Back to Top ↑