Blodig Weekend

Published on september 30th, 2012 | by Bjarke Friis Kristensen

0

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 3: Gotisk gys, vanvid, overtro samt indavl og midnatsgru

DAG 3: Blodig Weekend blev endnu mere blodig på tredjedagen, der bød på alt fra morderisk indavl til zombie-lignende gladiatorer. Dagens første film var det flotte, gotiske gys Livid. Den er lavet af de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der debuterede i 2007 med Inside – en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm.

Det smukke og grumme er også fængslende forenet i Livid, der dog er helt anden og mindre blodig sag end debuten. Her var skøn ’haunted house’-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig. Lucie og en flok af hendes nysgerrige venner bryder nemlig ind i gemakkerne efter mørkets frembrud, for at finde den skat, som efter signede skulle være gemt et sted i huset.

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og indsætter isnende uhygge. For fra at være en spøgelseshistorie udfoldet i en relaterbar virkelighed, ender filmen som et regulært mareridt, hvor det overnaturlige hersker. Et forførende genremiks. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Herefter gik turen ind i et sindssygehospitals mørke gange med den atmosfærefulde The Incident, hvor stormen raser og regnen siler ned. Her går patienterne pludselig amok og kaster sig voldeligt over personalet. En både dyster og herligt tung film, hvor både volden og vanviddet eskalerer på smukkeste vis – og det uden at svælge unødvendigt meget i brutaliteten. Isoleret gru og med super karismatisk skurk.

Dagen fortsatte med Sennentuntschi. En ambitiøs og originalt fortalt film, der med et indbygget mordmysterie bl.a. slyngede sig omkring overtro, okkultisme, religiøs fanatisme og mænds forkvaklede forhold til kvinder. Den blev dog lidt tung i røven og en smule ujævn i sin afvikling af sit knudrede plot. Men pyt med det, for filmen levede fint i kraft af en indtagende og rå miljøskildring samt sin fortættede stemning i det smukke, schweiziske bjerglandskab, hvor det olme drama udspillede sig. 

Herefter hoppede jeg på horror-komedien Inbred, hvor blodet sprøjtede lystigt fra afrevne lemmer og åbne benbrud. En underholdende omgang snask, hvor en flok byboere støder på en hob af morderisk indavl langt ude på landet. Filmen mister dog tempo og energien siver momentant ud af den ellers veldrejede blodpølse.

Men balancen mellem ubehagelig vold og sort humor var ofte fin, mens det kulørte cast af landsbytosser også hjalp på udskejelserne – selvom der gik lidt for meget ”spøg-og-skæmt”-gebis i noget af indavlet.

Jeg sluttede dagen med den onde Morituris. En herlig mørk og makaber midnats-shocker, der leverede både oprigtig ubehag samt et morbidt og overraskende skifte halvvejs i filmen. For denne italienske exploitation-lækkerbisken starter i velkendt terræn med et par søde, feststemte tøser på vej til rave med deres nye mandevenner. De er dog ikke særligt søde gentlemen, for i stedet for dans og kindkys, byder de i ly af skovens mulm og mørke op til voldtægt og misbrug. Grumt.

Ja, Morituris gav denne skønne fysiske reaktion, hvor maven vender sig i takt med pigernes pinsler. Et både originalt og fantastisk bæst af en film, der gav mindelser om klassikere som de brutale The Last House on the Left og I Spit on Your Grave – uden dog på nogen måde af blive en tam hyldest. En film, der så absolut er i sin egen ret og et væmmeligt højdepunkt på festivalen. Fuck yeah! Midnatsgru, der gjorde alt det rigtige for mig uden at blive forudsigelig. Ubarmhjertig, skånselsløs og smuk brutalitet, hvor en bizar og sadistisk sidehistorie desuden fornemt ekkoede pigerne og deres voldtægtsmænds blodige skæbner.

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også om disse relaterede film:
Strigoi: Rumænske vampyrer og mystiske mord
– The Ward: Creepy sindssygeanstalt med labre tøser
The Woman: Lænket kvinde er grotesk familieunderholdning
A Serbian Film: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere
I Spit on Your Grave (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

Tags: , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑