Notice: Trying to access array offset on value of type bool in /customers/0/2/1/filmskribenten.dk/httpd.www/wp-content/themes/enfold/framework/php/function-set-avia-frontend.php on line 570

Superhelte-ramasjang og masser af eksplosioner

Umiddelbart er det et umage par, man finder bag The Green Hornet. Seth Rogen bærer titelrollen som maskeret helt, mens Michel Gondry instruerer – han er manden bag krøllede perler som Evigt solskin i et pletfrit sind og The Science of Sleep. Resultatet er også det hidtil mest strømlinede fra Gondrys hånd, men der er stadig masser af sprælskhed og upoleret charme i denne løsslupne superhelte-komedie.

Rigmandssønnen Britt Reid (Seth Rogen) lever et ubekymret liv med fest og farver. Men da hans far dør, arver Reid farens velrenommerede avis og må nu tage sit liv op til revision. Det bliver dog først, da han møder Kato (Jay Chou), farens forhenværende mekaniker, at hans liv for alvor ændres. Sammen beslutter de sig nemlig for at bekæmpe kriminalitet – det med et arsenal af vilde gadgets.

The Green Hornet modtog ikke just positive anmeldelser, da den spillede i biografen, men den fik en urimelig hård medfart. Godt nok er filmen en til tider ujævn størrelse og er man ikke til Rogen, er der lang vej til rulleteksterne. Men netop dens skødesløse facon og skæve plotafvikling er med til at give filmen sin charme.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –>

Der er en god dynamik mellem det umage heltepar, Rogen som den hovne og selvcentrede The Green Hornet, mens Jay Chou som Kato rent faktisk besidder evner udi både kampsport samt at bygge biler og vilde våben. Her er det altså heltens sidekick, der reelt klarer ærterne, mens hovedperson blot charmerer sig vej gennem farerne og overlever mere på grund af held end forstand. En sjov kombination.

Herudover finder man den søde Cameron Diaz som kæk sekretær og tøsen der slår splid imellem vor to helte. Christoph Waltz er skrupelløs über-skurk med mindreværdskomplekser – en rolle, der minder om hans Oscar-vindende præstation som Hans Landa i Inglourious Basterds – her nås samme højder dog ikke.

Nej, filmen er ikke helstøbt og actionscenerne spænder fra det larmende til det mere opfindsomme, men hele tiden afviklet i medrivende tempo. Jeg var bestemt godt underholdt, men jeg har også et blødt punkt for Rogen og så faldt jeg for den løsslupne tone og over-the-top action, hvor bl.a. cementblandere sætter vor helte på prøve. Jep, en omgang stilfuld heltefilms-ramasjang, som nok skal finde sit publikum.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står virkelig flot på Blu-ray. Farverne er mættede, kontrasterne solide og nuancerne veldefinerede. Lydsporet spiller også uden problemer med velbalancerede niveauer, der leverer både eksplosioner og rappe replikker medrivende.

Herudover medfølger en stak udmærket ekstramateriale i den lettere ende. Man finder bl.a. et godt kommentarspor med Gondry og Rogen samt producer Neal Moritz og Rogens co-forfatter Evan Goldberg. De leverer sjove og informative anekdoter om filmens tilblivelse – og så er de faktisk relativt åbenhjertige omkring hvad de synes funger og hvad der fungerer mindre godt.

Herudover er der 9 slettede og forlængede scener (27 min.), som faktisk er ganske gode samt en række mindre features på lidt over en times spilletid, hvor man bl.a. finder spas fra settet, sniksnak om manuskriptet og selvfølgelig et kig på den superlækre heltebil samt filmens eksplosioner, speciel effects og action.


Originaltitel: The Green Hornet, USA, 2011
Instruktion:
Michel Gondry
Medvirkende:
Seth Rogen, Jay Chou, Christoph Waltz, Cameron Diaz, Tom Wilkinson, Edward James Olmos m.fl.
Spilletid:
1 time 59 min.
Udgiver:
Sony Pictures Home Entertainment