I SPIT ON YOUR GRAVE (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

/i /af

Der er ikke noget som en heftigt ’revenge flick’, hvor skurkene får som fortjent – og det brutale remake I Spit on Your Grave leverer et i den grad hårdtslående hævntogt. Det er både råt, pokkers ondt og medrivende, når først den spinkle Jennifer bl.a. med en hækkesaks gør regnskabet op med sine voldtægtsmænd.

spit01

For selvfølgelig skal en sød pige som hende ikke leje sig ind i et sommerhus ude i skoven – helt alene og langt væk fra nærmeste nabo. Snart invaderer en flok skrupelløse bøller nemlig Jennifers lille oase, hvorpå de ydmyger og voldtager hende. Forslået, ødelagt og skælvende dratter hun i floden, der løber gennem skoven og forsvinder – men kun for et par dage senere at vende hævntørstig tilbage…

Selvom der ikke er specielt meget kød på karaktererne og historien ikke er specielt nuanceret, så er hele den blodige affære et både intenst og grumt underholdende bekendtskab. Sarah Butler fungerer fint som den hårdtprøvede Jennifer, der forvandles fra sårbar og sød bypige til rå og udspekuleret hævner, mens bl.a. Andrew Howard som korrupt betjent overbeviser som en af de ondskabsfulde gerningsmænd.

spit02

Karaktererne portrætteres altså fint, de er bare ikke videre interessante. Jennifer er uskyldig, sød og sårbar – altså indtil hun forvandles til iskold hævner med dårlige one liners, mens gerningsmændene er gennemført onde, dog forsøgt nuanceret bl.a. med den lettere retarderede Matthew, der angrer den grumme gerning og til en vis grad var en uvildig del af overgrebet.

Komplekse tematikker som magt, hævn og forløsning er altså i spil – vil hævnen lindre Jennifers smerte, er den overhovedet berettiget og besidder vi alle kimen til at gå på blodigt hævntogt? Det er dog først og fremmest som rendyrket voldstogt, at filmen fungerer bedst – intens og ligetil (man skal selvfølgelig lige godtage, at en pige som Jennifer kan slæbe rundt på de fuldvoksne gerningsmænd).

spit03

Meir Zarchis originale film fra 1978 er stadig en nådesløs og rå oplevelse. Samme ubehagelig eftersmag efterlader genindspilningen dog ikke. Men uanset om man mener remaket er berettiget eller ej, så har Steven R. Monroe lavet en herlig brutal lille film, der tester sit publikums smertetærskel. Desværre får historien ikke helt den tyngde, der ellers ligger potent i det hævngerrige plot.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fint og indtagende filmens rå look og nedtonede farveskala, dog uden at imponere – der forekommer bl.a. digital støj og så er flere af de mørke scener ikke helt veldefinerede. Lydsporet er bedre og svinger sig godt rundt med både ubehagelige lydeffekter og grum atmosfære.

Desværre indeholder udgivelsen intet ekstramateriale og det er altså for sløvt, når nu bl.a. den amerikanske og engelske udgivelse indeholder en ’Making of’. Desværre er sådanne skrabede udgivelser ikke noget særsyn på det danske marked – Øv.
[tabgroup][tab title=”I Spit on Your Grave | Blu-ray-anmeldelse”]
4_6 - stars

spit-cover
Originaltitel: I Spit on Your Grave, 2010, USA
Instruktion: Steven R. Monroe
Medvirkende: Sarah Butler, Jeff Branson, Andrew Howard, Daniel Franzese, Chad Lindberg, Rodney Eastman m.fl.
Spilletid: 1 time 44 min.
Udgiver: Soul Media[/tab][/tabgroup]  

Farvestrålende Schwarzenegger-trilogi

/i , , /af

Når nu vores allesammens action-Arnie endnu ikke har gjort sit comeback i filmens verden, kan man altid bruge ventetiden på at hylde mandens eksplosive œuvre. Han har jo i den grad leveret levedygtig action og spændstige one liners. Nu har et par kreative Arnold-fans fra Los Angeles skabt en lille farvestrålende animations-trilogi til ære for Arnie.

Du kan se de tre små film samlet i videoen herunder. Først eksplosioner som labre beats, herefter scener fra Terminator 2 og slutteligt Arnie som rapper – og ja, man får selvfølgelig et par replikker fra den undervurderede Kindergarten Cop. I alt består den 4 minutter lange trilogi af 1600 håndtegnede billeder, pretty cool.

Se andet med Schwarzenegger:
– ’Terminator 2’ som farverig og flippet stop motion
– Schwarzenegger synger Predator i gulvet

’The Dark Side’ i ondt dubstep-mashup

/i /af

Der er nogle film-universer, der er mere populære at lege med end andre – og ’Star Wars’ er så absolut et af de mest eftertragtede. Så selvfølgelig skulle der komme et ondt og underholdende dubstep-mashup af ’The Dark Side’.

Det er den britiske duo Eclectic Method, der står bag. Det er ikke første gang de audio-visuelle troldmænd skaber musik ud af film. Jeg har før bragt et par af deres mashups – et med film-robotter og et med jordens undergang. Denne omgang dubstep er ret labert sammensat og med overraskende indklip fra andre film. Sjovt.

Se to andre musikalske-film-mashups af Eclectic Method:
– Bare rolig, jorden er gået under før
– Blib blob… et herligt robot-mashup

’Terminator 2’ som farverig og flippet stop motion

/i , /af

En af alle tiders mest populære actionfilm er James Camerons bombastiske Terminator 2 fra 1991, hvor en pumpet Arnold som bekendt er The Terminator, som forsøger at holde John Connor i live, inden den onde T-1000 får fingrene i ham. Den 3. juli fylder filmen 20 år og som hyldest til ’the best movie in the world’, som de to svenske gutter kalder den, har de lavet følgende flippede stop motion-film.

Det kan godt være, at den lille farverige film ikke just emmer af svedig maskulin og hårdtslående action, men med de kejtede stop motion-tegninger bliver man mindet om, hvor man ikoniske scener filmen faktisk rummer. Det er bestemt stadig en underholdende film, selvom den første film stadig er min favorit i serien.

Se andet lir med Arnold Schwazenegger:
– Schwarzenegger synger Predator i gulvet
– Darth Schwarzenegger

GIALLO: Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

/i /af

Nej, selvfølgelig er det ikke rart at blive kidnappet, tortureret og myrdet af en psykotisk galning. Men vi ser gerne med, når gruen udspiller sig – i filmens verden that is. I seriemorder-thrilleren Giallo er det smukke unge tøser, det går ud over – as ususal. For en fæl morder er på færde i den italienske by Torino, hvor han hiver uskyldige bimbos med hjem i sin fugtige kælder for at lege tortur-fotograf.

Adrian Brody agerer mut og traumatiseret kriminalbetjent, nu med toiletbræt-skæg og god sans for det morderiske sind. Han får kvindelig assistance af den kønne Linda (Emmanuelle Seigner), hvis søster er blevet kidnappet af den perverse psykopat. Menneskejagten er begyndt, mens håbet for søsterens liv svinder ind.

Og så er det vist på tide, jeg hiver instruktøren på banen, for han er hovedårsagen til, at jeg har haft filmen igennem afspilleren. Og når nu coveret ikke nævner hans navn, så gør jeg – og det i versaler: DARIO ARGENTO. Faste læsere vil vide, jeg har et soft spot for denne italienske horror-instruktør. Desværre matcher hans seneste produktioner ikke glansperioden i 70’erne og 80’erne – det gælder også Giallo.

Men uanset om man ser filmen med Argentos mesterværker som Profondo Rosso og Suspiria i baghovedet eller ej, så er Giallo en noget konventionel omgang seriemorder-spas – tilsat et par plotmæssige kameler, der ikke sådan er til at sluge. Det er fx ikke just troværdigt, at Linda sådan uden videre kommer med helt frem i felten af opklaringsarbejdet i den ellers hemmeligholdte morderjagt.

Men selvom plotafviklingen og opklaringsarbejdet ikke leveres lige elegant hele vejen, så serveres der ofte vellykket atmosfære og herlig blodindsmurt gore. Bl.a. tilføjer Torinos indtagende arkitektur og en obduktion i et gammelt auditorium filmen en vis charme og stil, mens man heller ikke snydes for et par brutale nedslagtninger ’up close’ og med kniven helt ind i kødet, Argento-style.

Desuden er parløbet mellem Brodys karakter og morderen også ret interessant, om end ikke videre original. De arbejder begge i mørke lokaler under jorden og bærer begge på en traumatiseret barndom. Giallo leverer dog ikke overraskende psykologisk dybde, men folder trods alt et par spændende idéer ud.

Tja, måske er det meget godt, at det er Brodys Oscar-indsmurte fjæs, der pryder coveret (hele 7 gange, hvis man tæller efter) og ikke Argentos navn bøjet i versaler. For Giallo er altså ikke Argentos ’finest hour’, men går dog an som et rutinepræget seriemorder-fiks komplet med genrens slidte klichéer og tunge oneliners – desværre serveret uden den finesse, man kunne have håbet på fra Argentos hånd.

En lille kuriøs afslutningsbemærkning er, at man i filmen ser plakaten for Juno. Måske er det Argento, som her siger tak for cadeauen til Junos filmskabere, der som bekendt nævnte ham i filmen. Uanset hvad, er det pudsigt at se den farvestrålende plakat med en gravid Ellen Page tone frem i Torinos bybillede.

– Læs også mine anmeldelser af Argentos Inferno og Pokerspilleren.

Ekstramateriale:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen, som desværre heller ikke har den mest imponerende billedside. Her er billedet til tider en kende uldent og nuancerne heller ikke hele vejen lige i skabet. Lydsporet er bedre, hvor det ofte indtagende score fint balanceres med dialog.

Originaltitel: Giallo, USA, 2010
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Adrien Brody, Emmanuelle Seiger m.fl.
Spilletid: 1 time 33 min.
Udgiver: Pan Vision

THE HORSEMAN: en far på nådesløst hævntogt

/i /af

Det er ikke ligefrem brutal vold, man savner i den australske hævnfilm The Horseman. Her tager Christian nemlig på et nådesløst road trip, hvor han opsøger, torturerer og myrder de mænd, han mener var medvirkende til sin datters død. Desværre matches det rå hævntogt ikke af samme følelsesmæssige slagkraft, som de øretæver, der deles ud filmen igennem.

I hovedrollen som farmand på bersærkergang finder man ellers en overbevisende Peter Marshall. Han formår at udtrykke både den smerte og vrede, der har formørket hans sind –  og det uden, at han mister sin skrøbelighed midt i volden. Samtidig aner man også en tvivl om, hvorvidt hævnen overhovedet vil bringe ham sjælefred.

horse03

Men selvom man forstår hans vrede, kommer man desværre ikke for alvor ind under huden på ham. Måske forbi man kender for lidt til hans liv før tragedien, eller fordi forholdet til datteren aldrig rigtigt kommer til sin ret. Her får man blot et par flashbacks til datterens barndom uden skæven til, hvad det er, der er gået skævt senere i livet, som har sent hende udi et stofmisbrug.

Man bliver altså aldrig rigtig emotionelt involveret i Christians morderiske mission, men står mere som tilskuer til volden. Det har bestemt også sin brutale og medrivende intensitet. For som et ondt adrenalinkick og kynisk dyk ned i menneskets mørke sider spiller filmen uden problemer.

horse01

Desuden gøres det ellers simple setup en kende mere interessant ved at datteren selv har opsøgt det rå miljø, der bliver hendes skæbne. Hun var altså ikke uskylden selv – og måske allerede en fortabt sjæl. Christian havde altså nok allerede mistet hende, men det går først alt for sent op for ham. Det gør ikke hendes død mindre tragisk, men sparker blot mere sortsyn ind i filmens allerede kyniske univers.

Det eneste håb, man synes at ane i filmen er hos en ung blaffer, som Christian samler op undervejs – og selv hun har en tragisk baggrund. The Horseman glimrer altså ved sit konsekvente dystre univers, hvor alle synes at være enten kyniske pengemænd, psykopatiske voldsmænd eller blot fortabte sjæle.

horse02

Ekstramateriale:
Der medfølger et fint og interessant ekstramateriale. Her finder man instruktørens ligeledes brutale kortfilm, som han byggede filmen på (15 min.). Den kan ses med et fint og informativt kommentarspor af instruktøren. Herudover får man også en klassisk ’The Making of’ (36 min.) bl.a. med interviews med folkene bag og klip fra instruktørens kortfilm. Slutteligt får man gallerier med billeder fra filmen og settet, filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser samt tre slettede scener (9 min.), som også kan ses med kommentarspor af instruktøren.


Originaltitel: The Horseman, Australien, 2008
Instruktion: Steven Kastrissios
Medvirkende: Peter Marshall, Brad McMurray, Jack Henry, Chris Sommers, Caroline Marohasy m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Makaber affære i skummel villa

/i /af

Selvom blodet flyder tungt fra hullet i et dukkehoved på coveret til den netop udgivne Macabre fra 1980, så er det faktisk en relativt diskret skrækfilm. Her er det mere olm atmosfære, tragiske traumer og bizarre lyster, der hersker i skyggerne, end udpenslet gru.

Der lægges stærkt fra start. For midt i den yndige Jane Bakers hede affære, drukner hendes datter lillebroren hjemme i villaen. Med elskeren bag rettet suser de hjem, men ender i en blodig ulykke. Hun overlever, mens han dør. Traumatiseret og skyldbetynget indlægges Jane på et psykiatrisk hospital. Et år senere erklæres hun rask, men er hun nu også det – og hvad med datteren?

Jane flytter ind i lejligheden, der plejede at huse de hede stævnemøder. I samme villa bor også den blinde Robert. Han ser sig lun på Jane, men må nøjes med de lystfylde hvin, der kommer fra hendes værelse. Men hvem er på besøg og hvad gemmer hun i sin aflåste fryser? Der er bestemt lagt op til makaber skyggedans…

Filmen er instrueret af Lamberto Bava, søn af skrækfilms-mesteren Mario Bava. Inspirationen fra farmand samt min personlige favorit Dario Argento er tydelig, både tematisk og stilistisk. Resultatet er desværre ikke så gruopvækkende vellykket som forbillederne. Den grufulde fortælling er stærkest, men visuelt er Macabre også sporadisk interessant, bl.a. et skummelt POV-skud gennem den mørklagte villa.

Men tempoet er trægt og de ellers potente tematikker og interessante karakterer tager ikke for alvor fat. Den makabre slagkraft, man kunne have håbet frigivet i mødet mellem bl.a. den morderiske datter og moderen – samt den blinde Roberts opdagelse af Janes dystre hemmelighed får ikke den kradse pondus, man hungrer efter.

Lamberto kommer dog langt med både lummer New Orleans-stemning, forskruede familie-relationer og grotesk elskov. Ja, og så er der jo ingen grund til at hænge sig i detaljer som skuespillet, hvor Bernice Stegers som Jane er mere succesfuld udi at være letpåklædt end leveringsdygtig i troværdige sammenbrud.

Det er også muligt, at Veronica Zinny ikke imponerer som datteren, men det kunne have været interessant, hvis hendes rolle havde fyldt mere. Og bare fordi Stanko Molnar spiller blind, er der vel ingen grund til at bevæge sig som en robot. Men han har et indbydende fjæs, der gør sig godt i den gådefulde setting – hvor fryserens hemmelighed dog ikke er svær at lure inden den ”store” afsløring.

Janes traumatiske nedtur ender altså ikke helt, som den makabre optur, der lægges op til. Men Macabre er med sin grumme historie og forskruede relationer trods alt en herlig bizar, kuriøs og ofte atmosfærefyldt sag, der fint vil matche en lummer sommeraften – også selvom man ikke måtte befinde sig i et hedt New Orleans.

Ekstramateriale:
Desværre er ekstramaterialet meget sparsomt. Her får man blot en håndfuld stills fra filmen og vanen tro en række trailere for andre af selskabets titler, dog ikke for Macabre. Til gengæld står billedet flot og farvemættet, men med en del ridser i ”filmstrimlen”, det bliver dog aldrig et irritationsmoment.

 


Originaltitel: Macabro, Italien, 1980
Instruktion: Lamberto Bava
Medvirkende: Bernice Stegers, Veronica Zinny, Stanko Molnar, Roberto Posse m.fl.
Spilletid: 87 min. (uncut)
Udgiver: Another World Entertainment

George Lucas, stop nu det gøgleri!

/i /af

Ingen tvivl om, at der for længst er gået kapitalistisk rovdrift i George Lucas’ ’Star Wars’-film – man finder jo Yodas grønne fjæs på alt fra børnetøj til badebolde og Darth Vader troner både på børneværelser og yoghurtpakker. Jeg har på ingen måde et religiøst forhold til filmene, så fred med det. Men når den for nyligt åbnede Star Tours i Disneyland i Hollywood byder på et show, som det ses i nedenstående klip, tænker jeg alligevel, at der sgu må være grænser for stupiditeten.

Her giver bl.a. Chewbacca iklædt bandana den gas til Guns N’ Roses’ Welcome to the Jungle, mens en ewok klædt ud som Slash river guitaren rundt. Det er simpelthen så dumt på så mange planer, at jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte. Det er både ynkeligt og sørgeligt og mindst ligeså slemt, som når Darth Vader svanser rundt til Metallicas ‘Enter Sandman’ på samme scene. Nogen har da helt tabt småkagerne et sted i pengemaskinen, gisp!

– Se andet og mere vellykket ‘Star Wars’-sjov:
– Søde jordegern in a galaxy far, far away
– Star Wars i charmerende stop motion
– Et remake jeg godt gad se
– Darth Schwarzenegger
– Pyntesyg Darth Vader

Bare rolig, jorden er gået under før

/i , /af

Lars von Triers undergangsfilm Melancholia ramte filmfestivalen i Cannes sidste uge, på torsdag står Danmark for tur (well, der har allerede været et par forpremierer). Men det er som bekendt langt fra første gang, at jorden går under på film, hvilket dette labre track af Eclectic Method viser.

Deres såkaldte The Apocamix sampler nemlig fra diverse dommedags- og invasionsfilm, hvor storbyer eller hele kloden står i flammer, bl.a. fra 2012, Independence Day, The Day After Tomorrowog Cloverfield. Spot selv alle filmene nedenfor, ret cool.

Se andre musikalske mashups:
– Blib blob… et herligt robot-mashup
– Schwarzenegger bryder igen ud i sang
– Bruce Willis’ Yipee-ki-yay, motherfucker!
– Film parret med musikalske overraskelser
– Samplet Nic Cage sætter ild til dansegulvet

Herlig postapokalyptisk smadderkasse anno 1983

/i /af

Det går ikke stille for sig, når den postapokalyptiske smadderkasse 2019: After the Fall of New York ruller sig ud til tonerne af et labert synthscore. Her bevæger vi os tempofyldt gennem en verden lagt i ruiner af en atomkatastrofe, der i samme omgang har gjort jordens kvinder sterile. Eneste håb for en fremtid er nu at finde den sidste frugtbare kvinde, der ifølge rygtet befinder sig et sted i det ødelagte New York.

Det bliver den rå Parsifal, der skal klare den farlige mission at opstøve kvinden. Han spilles med maskulin mine af Michael Sopkiw, der med laserpistol og badutspring kæmper sig igennem filmens mange skurke. Han får bl.a. hjælp af den robotklo-besatte Bronx (Paolo Scalondro) og den hårdkogte Ratchet (Romano Puppo) i kampen mod både glubske rotter, cyborgs og de onde eurakere, som har overtaget Manhattans beskidte gader.

Hele arsenalet af genrens klichéer foldes underholdende ud i denne trash-perle fra 1983. Der stjæles desuden lystigt med arme og ben fra genrens milepæle, hvor ikke mindst John Carpenters klassiker Flugtaktion New York får mere end en kærlig hilsen med på vejen, mens også film som Mad Max og Abernes Planet spøger i kulissen. Men selvom referencerne sidder løst på dette skrummel af et elskværdigt fremtidsmareridt, så har filmens sin egen charme.

For godt nok er filmens special effects og sminken på de radioaktivt smittede ofre ikke det mest overbevisende – sådan i traditionel forstand. Men filmens farverige persongalleri samt fantastiske miniaturemodeller af et sønderbombet New York og en hemmelig base på Alaska er med til at sikre denne dramaturgisk irrationelle sag i mål, mens man forføreres af laserkampe, fremtidskostumer og underjordiske laboratorier.

Det er Sergio Martino, der har instrueret denne omgang uforpligtende nonsens-underholdning, som i grunden er en ret ambitiøs film med sine store setstykker og eksistentielle tematikker. Filmen er til tider også lige ved at vælte omkuld af unødvendig selvhøjtidelighed. Men alvoren varer aldrig længere end til næste blå laserstråler affyres eller radioaktive offer kaster grønt slim op.

Du kan med andre ord roligt lade dig blive ført tilbage til en fremtid, hvor menneskehedens eneste håb ligger i hænderne på en mand iført nittebukser og et læderbånd om hovedet.

Ekstramateriale:
Der følger desværre ikke meget ekstramateriale med udgivelsen. Man finder et sparsomt slideshow med plakater og stills fra filmen, et par fine interviews med filmens instruktør og Sopkiw, som byder på flere sjove anekdoter. Det kunne dog have været cool, hvis de var fulgt med i en booklet, i stedet for at skulle klikke sig igennem dem på skærmen. Vanen tro finder man også en stak trailere for andre af selskabets titler, men sjovt nok ikke for 2019: After the Fall of New York.


Originaltitel: 2019: Dopo la caduta di New York, Italien, 1983.
Instruktion: Sergio Martino
Medvirkende: Michael Sopkiw, Valentine Monnier, George Eastman, Edmund Purdom, Anna Kanakis, Romano Puppo, Paolo Scalondro, Louis Ecclesia, Hal Yamanouchi m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment