Indlæg

THE ODD COUPLE: Modsætninger mødes og komik opstår i 1. sæson

Sitcom på dvd: Du kender sikkert Matthew Perry bedst for den legendariske rolle som den vittige og pinlige Chandler i den ligeledes legendariske sitcom Friends. Men den serie stoppede altså for mere end 10 år siden i 2004 – feel old yet? Nu er han aktuel i komedieserien The Odd Couple.

Første sæson af serien er nu landet på dvd, hvor man følger det umage par Oscar og Felix – henholdsvis Matthew Perry og Thomas Lennon. De to er begge blevet forladt af deres koner og flytter nu sammen. Men når to så store modsætninger skal bo sammen, er det naturligvis ikke uden problemer – eller vittige optrin.

The-Odd-Couple-anmeldelse-DVD-01

Matthew Perry har været med til at udvikle og producere serien, der byder på 12 afsnit i første sæson. Men faktisk går seriens bagland længere tilbage, da den er baseret på skuespillet The Odd Couple fra 1965, der fik en film om det umage par i 1968 med karismatiske Jack Lemmon og Walter Matthau i hovedrollerne.

Ja, og faktisk var det umage par så popukært, at ordensmennesket Felix og den tilbagelænede Oscar havde en tv-serie fra 1970 til 1975 videre til en tegnefilmsserie i 1975 og et reboot af serien, der løb fra 1982 til 1983 samt en film-sequel i 1998 til originalen fra 1968 med Lemmon og Matthau tilbage i rollerne.

The-Odd-Couple-anmeldelse-DVD-02

Nu er det så Matthew Perry og Thomas Lennon, der med denne nye sitcom indtager de legendariske roller. Og det er tilsyneladende gået så godt, at der er kommet en sæson 2 ud af makkerparret, der skal forsøge at leve sammen på trods af deres forskelligheder. Så hvis du bliver fanget af denne første sæson, venter der mere godt med den umage duo forude.

The Odd Couple – sæson 1 er udkommet på dvd den 19. maj 2016.

[tabgroup][tab title=”The Odd Couple – sæson 1″]
The-Odd-Couple-DVD-cover
Titel: The Odd Couple – sæson 1, 2015
Release: den 19. maj 2016
Spilletid: 4 timer 7 min.
Instruktion:
Mark Cendrowski m.fl.
Medvirkende: Matthew Perry, Thomas Lennon, Lindsay Sloane m.fl.
Udgiver: Paramount Pictures[/tab][/tabgroup]

BASKIN: Tyrkisk horror-mindfuck kaster okkult blod op

Dvd-anmeldelse: Ok, inden du læser videre, så lad mig bare lige skære helt ind til benet: Ja, du skal se den tyrkiske horrorfilm Baskin. Har du brug for lidt flere ord om hvorfor? Så læs roligt videre. Resultatet bliver dog (forhåbentligt) det samme. Nemlig det, at du ser dette både blodige og syrede mindfuck, som er udkommet på dvd her i landet.

Men hvad handler Baskin egentlig om? Jo, det hele starter en mørk aften (gisp), hvor fem betjente – nogle af mere tvivlsom karakter end andre – hygger sig på en café. Snakken går på sex, med røverhistorier og interne drillerier.

Alt er med andre ord som det plejer at være. Men da de bliver kaldt ud til en opgave, begynder der snart at ske nogle weird-ass ting… af den overnaturlige slags.

Baskin-dvd-anmeldelse-05

Mere vil jeg ikke komme ind på plottet her. Jo mindre du ved going in, jo bedre. Men nu er det i grunden heller ikke det virkelighedsforskydende plot, der er filmens største styrke. Det er derimod selve måden, hvorpå historien fortælles.

Det er den olme stemning og de kvalme mareridtstableauer, som den spillefilmsdebuterende instruktør Can Evrenol og fotograf Alp Korfali serverer, der bærer oplevelsen. Baskin er med andre ord hverken en karaktertung eller historiemæssig åbenbaring. Men det gør heller ikke noget.

For når først virkeligheden begynder at skride og plottet slår krøller, så er jeg allerede hvirvlet engagerende ind i filmens begsorte galskab sammen med de rundtossede betjente. Og mareridtet tager blot til, som filmen skrider frem, hvor det for alvor bliver grumt i filmens anden halvdel.

Baskin-dvd-anmeldelse-01

For politipatruljen får nemlig – som også jeg – sværere og sværere ved at finde ud af, hvad der i grunden sker i den bygning, som de er blevet kaldt ud til. En ting er dog sikker, der sker nogle pænt fucked up ting. Lige et par hurtige stikord: Blod, slimede frøer og okkulte ritualer.

Ja, for en gangs skyld rammer coverets beskrivelse ganske godt plet. Her bliver nemlig både Clive Barker, Dario Argento og H.R. Giger nævnt. Ikke et dårligt trekløver at blive sammenlignet med – og heller ikke forkert. Jeg putter da også gerne David Lynch i puljen over filmens inspirationskilder.

Baskin er nemlig både stemningstung, bizar, brutal, smuk og ond. Så sig farvel til logikken og hop ind i denne nedadgående spiral af et okkult mareridt, hvor dunkle traumer bobler under overfladen og blodige eskapader hidsigt skærer maven op på dig. Et arrigt jag ad gangen.

Baskin får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen står flot, skarpt og farvemættet og lyder ligeledes godt på dvd. Desværre begrænser udgivelsens ekstramateriale sig til en trailer og et billedgalleri.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Baskin | dvd-anmeldelse”]
Baskin-dvd-cover
Originaltitel:
Baskin, Tyrkiet, 2015
Udgivelse: den 12. maj 2016
Instruktion: Can Evrenol
Medvirkende: Muharrem Bayrak, Mehmet Akif Budak, Fadik Bülbül m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

FARGO – SÆSON 2: Tag på endnu en nervepirrende tur til Fargo

En serie du skal se på dvd: Den yderst succesfulde første sæson af den amerikanske serie Fargo er heldigvis blevet fulgt op med en sæson 2. Den er nu landet på dvd, så du kan godt gøre dig klar til endnu en omgang krimidrama serveret med sort humor i disse 10 nye afsnit.

Anden sæson af Fargo har blandt andre Kirsten Dunst, Patrick Wilson, Jesse Plemons, Jean Smart og Ted Danson på rollelisten og foregår i 1979. Altså før den første sæson. Dunst spiller damefrisøren Peggy Blumquist, mens Plemons spiller hendes mand. Parret vidner og dækker over et hit-and-run-drab – og så begynder forviklinger og hemmeligheder ellers at tage fart.

fargo-season-2-dvd-anmeldelse-01

Ja, hvis du var fan af første sæson, så kan du altså godt berede dig på en værdig opfølger med denne anden sæson. Eftersom Fargo er en antologi-serie – hver sæson har groft sagt et nyt cast og en ny historie – så du kan faktisk godt hoppe på sæson to, selvom du endnu ikke har set den første sæson. Men nup da endelig også lige den.

Som du nok har luret, så er serien inspireret af Coen-brødrenes forrygende og ligeledes sorthumoristiske thriller-krimi Fargo fra 1996. De to brødre er da også begge producere på serien, der dog er skabt af Noah Hawley, som blandt andet også har været med til at skrive serien Bones.

fargo-season-2-dvd-anmeldelse-02

Udover hele anden sæsons 10 afsnit, så indeholder dvd-udgivelsen også en omgang ekstramateriale, blandt andet en samtale med seriens skaber videre til et kig på ægte kriminalitet i området, hvor serien udspiller sig.

Heldigvis venter der en sæson tre af Fargo, som er sat til at lande i foråret 2017 – også med Noah Hawley ved roret. Så mens du venter på det den, kan du jo passende tage et smut til byen Fargo i North Dakota. Det vil du bestemt ikke fortryde.

Fargo – sæson 2 er udkommet på dvd den 12. maj 2016.
[tabgroup][tab title=”Fargo – sæson 2″]
Fargo-season-2-cover
Titel: Fargo – sæson 2, 2015
Release: den 12. maj 2016
Instruktion: Michael Uppendahl m.fl.
Medvirkende: Kirsten Dunst, Patrick Wilson, Jesse Plemons, Jean Smart, Ted Danson m.fl.
Spilletid: 8 timer 53 min.
Udgiver: Paramount Pictures[/tab][/tabgroup]

THE X-FILES –SÆSON 10: Mulder og Scully er tilbage på nye strengt fortrolige eventyr

En serie du skal se på dvd: The X-Files – eller Strengt Fortroligt som serien i sin tid hed på dansk tv – er en af 90’eres bedste tv-serier. Ja, vel i grunden en af de bedste serier nogensinde. Det er i hvert fald en af mine favoritter.

Første sæson startede det hele i 1994, mens den 9. sæson sluttede en af tv-mediets største serie-epoker i 2002. Det skulle da også have været afslutningen på det hele. Men i år vendte de to agenter altså tilbage med en 10. sæson og 6 nye afsnit, der nu er udkommet på dvd.

x-files-season-10-dvd-anmeldelse-02

Så hvis du altså endnu ikke har fået set de nye afsnit, da de rullede over skærmen eller på nettet tilbage i januar og februar, behøver du altså ikke at vente
på, at en eller anden tv-station her i landet beslutter sig for genudsende serien.

Det er naturligvis David Duchovny og Gillian Anderson, der her er tilbage i deres roller som de legendariske FBI-agenter for at løse nye mysterier her næsten 14 år efter, at den originale serie senest løb over skærmen.

x-files-season-10-dvd-anmeldelse-01

Desuden er seriens skaber Chris Carter også tilbage i fuldt vigør som både medforfatter og instruktør på flere af de seks nye afsnit, der også byder på andre gamle kendelige foran kameraet. Blandt andre Mitch Pileggi som FBI-chefen Walter Skinner samt William B. Davis som den mystiske Cigarette Smoking Man.

Sandheden er med andre ord stadig derude, men om der også venter en 11. sæson med X-Files er endnu uvist. Men ellers er der også rigeligt med mysterier at se og gense, nu hvor serien med sin 10. sæson runder hele 208 afsnit.

The X-Files – The Event Series (sæson 10) er udkommet på dvd den 2. maj 2016.
[tabgroup][tab title=”The X-Files – The Event Series (sæson 10)”]
x-files-season-10-cover
Titel: The X-Files – The Event Series, 2016
Release: den 2. maj 2016
Instruktion: Chris Carter m.fl.
Medvirkende: David Duchovny, Gillian Anderson, Mitch Pileggi m.fl.
Spilletid: 4 timer 24 min.
Udgiver: Paramount Pictures[/tab][/tabgroup]

THE WOLFPACK: Den vilde historie om søskendeflokken, der blev holdt indespærret i 14 år

Dokumentar på dvd: Det er en vild og vildt utrolig historie, dokumentaren The Wolfpack fortæller. Her møder man en syv personer stor søskendeflok, som hele deres barndom og op i deres ungdomsår har boet isoleret fra resten af verden i en lejlighed på Manhatten.

Ja, de har praktisk talt været holdt til fange af deres forældre, der ville skærme dem for verden. De har derfor boet og blevet undervist af deres mor gennem hele 14 år i lejligheden, som de kun få gange har været ude af. Indtil for få år siden.

Det er denne både tragiske, morsomme og vilde historie, som instruktør Crystal Moselle utroligt nok her har fået adgang, da hun tilfældigt støder ind i de syv søskende – seks brødre og en søster.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-02

Det er primært brødrene, der fortæller deres historie, men forældrene kommer også til orde. Hvor sympatien overvejende er placeret hos moderen af de to, da det er faderen, som har villet holde børnene afskærmet fra resten af verden – og kun ham med en nøgle til lejligheden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor tæt filmen er på sandheden. Umiddelbart virker søskendeflokken – aka The Wolfpack – dog overraskende normale taget i betragtning af, hvor fucked up deres barndom må have været. Men jeg er jo ikke psykolog, så det skal jeg ikke kloge mig ydereligere på.

Jeg savner dog at komme tættere ind på børnene og deres historie – få flere nuancer med. At der kom mere kompleksitet og dybde ind i beskrivelsen af dem og forholdet til deres mor, far, hinanden og verden.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-03

Portrættet af primært brødrene virker på sin vis en smule fattigt på nuancer og kompleksitet. Men selvom jeg ikke synes at komme vildt tæt ind på livet af dem – og endnu mindre på deres far og mor – er historien som sagt utrolig og bestemt værd at se.

Desuden er drengene søde, generte og karismatiske nok til, at jeg hænger på. Blandt andet når de fortæller om deres store kærlighed til film. For netop film har været den primære flugt fra virkeligheden og beskæftigelse for dem. Deres vindue til verden under opvæksten i lejligheden.

Således ser man, hvordan de genskaber kostumer og udspiller scener fra deres yndlingsfilm. Scener som disse er med til at give The Wolfpack et engagerende lag af eventyr og konkretisere den parallelvirkelighed, som de har levet i. Her bliver deres behov for flugt og virkelighedsflugt håndgribelig.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-01

Det er dog umiddelbart en meget snæver filmsmag, som flokken har, når man tænker på, at de har set mere end 10.000 film. Her er det kun gængse populærkulturelle titler såsom Pulp Fiction og The Dark Knight, de snakker om og spiller. Det virker på mig lidt underligt.

Men snæver filmsmag eller ej, så er The Wolfpack et spændende bekendtskab, jeg vil anbefale folk – også selvom jeg savner lidt mere personlighedsmæssig kompleksitet, mens filmen også den sine steder virker noget iscenesat.

The Wolfpack
er udkommet på dvd den 28. april 2016.
[tabgroup][tab title=”The Wolfpack | dvd”]

wolfpack-dvd-cover
Titel: The Wolfpack, USA, 2015
Release: den 28. april 2016
Instruktion: Crystal Moselle
Medvirkende: Hunter Gray Izabella Tzenkova Crystal Moselle Alex Orlovsky m.fl.
Spilletid: 86 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

HE NAMED ME MALALA: Den utrolige historie om Malala

Gribende dokumentar på dvd: Du får med Davis Guggenheims dokumentarfilm He Named Me Malala den både utrolige og sande historie om pakistanske Malala Yousafzai. Hun er den yngste til at modtage Nobels Fredspris. Den blev hun tildelt i 2014 i en alder af blot 17 år for sin kamp for at tale undertrykte børn og unges sag og for at kæmpe for retten til uddannelse til alle børn.

I filmen får man således et indblik i Malala Yousafzais både intense og tumulte liv – blandt andet angrebet af Taleban på grund af hendes utrættelige kamp for piger ret til at gå i skole. Siden angrebet er hun kun nået endnu brede og længere ud med sine budskaber om alles ret til uddannelse.

he-named-me-malala-dvd-anmeldelse-01

Man får således med dokumentaren He Named Me Malala fra 2015 et spændene indblik i denne unge kvindes enestående liv samt inspirerende væsen og kamp, der har bragt hende vidt omkring i hele verden – blandt andet også på besøg i Det Hvide Hus hos den Barack Obama.

Udover filmen, så indeholder dvd-udgivelsen også en omgang ekstramateriale, der blandt andet kigger nærmere på historien bag Malala Yousafzai og eksempelvis også hendes fond The Malala Fund. Så hvis du vil blive klogere på denne unge kvindes inspirerende arbejde og indtil videre meget begivenhedsrige liv, så er det He Named Me Malala du skal have fat på.

He Named Me Malala er udkommet på dvd den 17. marts 2016.

[tabgroup][tab title=”He Named Me Malala | dokumentar på dvd”]
He-named-me-Malala-DVD-cover
Titel: He Named Me Malala, 2015
Release: den 17. marts 2016
Instruktion: Davis Guggenheim
Medvirkende: Malala Yousafzai m.fl.
Spilletid: 1 time 24 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

SCORPION – SÆSON 1: Oplev et hold af intelligente og excentriske eksperter redde verden

Serie-underholdning: Den amerikanske action- og dramaserie Scorpion lægger ud med hele 22 afsnit i første sæson, der netop er udkommet på dvd her i landet. Serien er skabt af Nick Santora, der blandt andet også har været med til at lave spændende serier som Lie to Me og Prison Break. I Scorpion gælder det komplekse globale problemer, som en lille gruppe forsøger at løse.

Serien er løst baseret på computereksperten og yderst intelligente Walter O’Brien, der påstår, at han hackede sig vej ind i NASAs computere i en alder af blot 13 år. Han er 40 år i dag. I serien spilles Walter O’Brien af Elyes Gabel og står her i spidsen for det intelligente Team Scorpion, der kasters ud i den ene svære og farlige opgave efter den anden.

Scorpion-season-1-dvd-01

Holdet består udover Walter af en umage flok, der er eksperter inden for forskellige felter for tilsammen at udgøre det stærke hold. Her finder man blandt andet af en lidt for gambleglad psykiater samt en genial talknuser. Sammen skal Team Scorpion således knække koder og redde menneskeliv i denne første sæson, der løber over hele 14 timer og 38 minutters serie-underholdning

Første sæson af Scorpion løb over skørmen fra 2014 til 2015 og kan altså nu opleves fra start til slut på dvd. Og hvis du ikke kan få nok af Walter O’Brien og hans umage hold, så er sæson 2, der afslutter senere i år klar til at stille din Scorpion-sult. Dvd-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, der ser nærmere på blandt andet seriens forskellige karakterer.

Scorpion sæson 1 er udkommet på dvd den 11. februar 2016. [tabgroup][tab title=”Scorpion sæson 1 | dvd “]
Scorpion-season-1-DVD-cover
Titel: Scorpion sæson 1, 2015
Release: den 11. februar 2016
Instruktion: Justin Lin m.fl.
Medvirkende: Elyes Gabel, Katharine McPhee, Eddie Kaye Thomas m.fl.
Spilletid: 14 timer 38 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Sleepy Hollow – sæson 2: Grumme eventyr, fæle monstre, vild action og en hovedløs rytter

En hårrejsende serie: Hvis du er vild med grumme eventyr, fæle monstre og voldsom action, så bør du tjekke serien Sleepy Hollow ud, hvilket jo passende kan være med sæson 2, der netop er udkommet på dvd. Serien handler nemlig om Ichabod Crane og Abbie Mills, der bekæmper mørke kræfter og grusomme bæster – blandt andet den legendariske hovedløse rytter.

Og som den vakse læser nok har luret, er det ikke så underligt, at der netop er en hovedløs ridder med, da serien nemlig er løst baseret på novellen The Legend of Sleepy Hollow af Washington Irving fra 1820. Der er dog mange andre farer end den hovedløse ridder, som Ichabod og Abbie sår over for – blandt den fæle Moloch og ikke mindst en forestående dommedag.

sleepy-hollow-season-2-01

Serien er skabt af blandt andre Alex Kurtzman, Roberto Orci og Len Wiseman, der står bag eksempelvis serierne Alias og Fringe samt den fremragende Watchmen og Underworld-filmene. Tom Mison spiller den cool Ichabod Crane, mens Nicole Beharie er Abbie Mills og herudover finder man blandt andet også Lyndie Greenwood, Katia Winter og Orlando Jones på rollelisten.

Sæson 2 består af 18 afsnit, der løber op på hele 13 timer 10 minutters både underholdende, skræmmende og actionfyldt serieunderholdning. Og der venter flere farlige eventyr forude med tredje sæson, der havde premiere sidste år i USA. Udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, der ser nærmere på blandt andet seriens mytologi og monstre, mens der også er både slettede scener samt valgfrit kommentarspor til udvalgte afsnit.

Sleepy Hollow – sæson 2 er udkommet på dvd den 14. januar 2016.

[tabgroup][tab title=”Sleepy Hollow – sæson 2 | dvd”]
Sleepy-Hollow-s2-cover
Titel: Sleepy Hollow – sæson 2, 2013-2014
Release: den 14. januar 2016
Instruktion: Jeffrey Reiner m.fl.
Medvirkende: Tom Mison m.fl.
Spilletid: 13 timer 10 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

The Affair – sæson 1: Dramatisk serie med stærk rollebesætning

Dramatisk serie: Så er det nu, du skal springe på, for det er med at være med fra første afsnit i den Golden Globe-vindende dramaserie The Affair, hvor første sæsons 10 afsnit netop er udkommet på dvd. Showtime-serien byder på et stærkt cast og er skabt af Sarah Treem og Hagai Levi, der blandt andet også har været med til at lave de forrygende serier House of Cards og In Treatment.

Serien handler helt overordnet om de mange nuancer i kærlig og udfordrende forhold samt ikke mindst de mange komplikationer, det afstedkommer. Det ser man blandt andet i forholdet mellem Noah Solloway og Alison Lockhart, der spilles af de stærke skuespillere Dominic West og Ruth Wilson. Castet byder også på fine folk som Maura Tierney samt Joshua Jackson, som jeg personligt har et soft spot til – blandt for hans rolle i serien Fringe.

affair-season-1-01

Serien har vundet en Golden Globe for bedste dramaserie, mens både Ruth Wilson og Maura Tierney har vundet en Golden Globe for deres roller. Det er vel i grunden derfor ikke så underligt, at der senere i år skulle være premiere på en tredje sæson. Men inden da, kan man jo passende give denne sæson 1 af The Affair en chance og så glæde sig over, at der er flere sæsoner at kaste sig over.

Udover første sæsons 8 timer og 57 minutters drama-underholdning, så byder dvd-udgivelsen også på en smule ekstramateriale, der blandt andet ser nærmere på seriens karakterer og kostumer. Det er dog uden tvivl selve serien, der her er hovedattraktionen.

The Affair sæson 1 er udkommet på dvd den 14. januar 2016.

affair-season-1-02

[tabgroup][tab title=”The Affair sæson 1 | dvd “]
The-Affair-s1-cover
Titel: The Affair – sæson 1, 2014
Release: den 14. januar 2016
Instruktion: Mark Mylod m.fl.
Medvirkende: Dominic West, Ruth Wilson m.fl.
Spilletid: 8 timer 57 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

NCIS SÆSON 12: Agent Gibbs leder igen an i intens forbryderjagt

Forbryderisk serieunderholdning: Lige siden 2003 har du kunnet følge opklaringen af den ene forbrydelse efter den anden i den amerikanske tv-serie NCIS. Nu er seriens sæson 12 udkommet på dvd og byder på intet mindre end 24 episoder, hvor NCIS-holdet med specialagent Jethro Gibbs i front tager dig med på sager om alt fra brutale mordere til cyber-kriminalitet.

Sæson 12 løb over skærmen fra september 2014 frem til maj i år. Nu kan du så enten se eller gense agenterne i NCIS aka Naval Criminal Investigative Service jagte skurke. Udover Mark Harmon som agent Jethro Gibbs finder man på rollelisten også som specialagenter Michael Weatherly, Sean Murray, Eleanor Bishop og Emily Wickersham samt Pauley Perrette som retsmediciner.

NCIS-season-12-dvd-01

Et sandt eksperthold med hver deres markante personligheder og brugbare egenskaber, som alle kommer godt til hjælp i kampen for retfærdighed, når forbryderne skal jagtes og sættes bag tremmer. Og i denne sæson 12 bliver det således til hele 16 timer og 28 minutters nervepirrende forbryderjagt og intenst opklaringsarbejde.

Og hvis du ikke kan få nok af NCIS-forbryderjagt, kan du efter denne sæson se frem til at kaste dig over sæson 13, der netop har haft premiere tilbage i september. Og hvis det ikke er nok for dig, så kan du endvidere sætte tænderne i NCIS-franchisens andre serier, nemlig NCIS: Los Angeles og NCIS: New Orleans. Men start eventuelt lige med denne sæson 12 ledt karismatisk an af Jethro Gibbs .

NCIS sæson 12 er udkommet på dvd den 10. december 2015.
[tabgroup][tab title=”NCIS sæson 12 | dvd”]
NCIS-season-12-cover
Titel: NCIS sæson 12
Udgivelsesdato: den 10. december 2015
Instruktion: Tony Wharmby m.fl
Medvirkende: Mark Harmon, Michael Weatherly, Pauley Perrette, Sean Murray, Brian Dietzen, Emily Wickersham, Rocky Carroll, David McCallum m.fl.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]