Indlæg

HOMELAND – SÆSON 6: Carrie Mathison er fortsat i dilemmafyldte vanskeligheder

Nervepirrende serie på Blu-ray: Med sjette sæson af den nervepirrende serie ‘Homeland’ – der netop er udkommet på Blu-ray – leder Claire Danes fortsat an som den handlekraftige Carrie Mathison i denne politiske spændingsserie, der tog sin begyndelse tilbage i 2011. Den er så populær, at den faktisk allerede er fornyet med både en syvende og ottende sæson.

Serien er udviklet af de erfarne Howard Gordon og Alex Gansa, der blandt andet også har været med til at lave både ’24 timer’ og ‘The X-Files’. Det er med andre ord folk, der ved, hvordan man skruer en medrivende serie sammen. Der er i ‘Homeland’ da også et godt greb om både spænding og action, når serien folder sig ud med denne sjette og intense sæson.

Homeland 6 blu-ray 01

Det er som sagt den Emmy-belønnede Claire Danes, der her spiller den hårdtprøvede Carrie Mathison, der nu bor i New York City, hvor hun bliver fanget i de dramatiske efterdønninger fra det amerikanske præsidentvalg. Men ikke nok med det, hun må også kæmpe med at håndtere CIA-kollegaen Peter Quinn (Rupert Friend), som lider under en skade, mens kollegaen agerer mere og mere mistænksomt. Ja, der er nok af spændende bolde i luften i denne sjette sæson.

Carrie Mathison er hele tiden omgivet af dilemmafyldte problemer og sætter da også ofte alt på spil i sit utrættelige forsøg på at stoppe terrorhandlinger i USA og i resten af verden. Endvidere har hun også sine personlige problemer at kæmpe med. Således venter der altså intet mindre end godt 10 timers intens serieunderholdning med denne Blu-ray-udgivelse. Helt perfekt til den regnfulde og kolde sommer.

Homeland 6 blu-ray 02

Uanset om du allerede følger minutiøst med i serien eller endnu ikke har stiftet bekendtskab med den, så bør du springe ombord, hvis du står og mangler et skud spænding samt en omgang medrivende historiefortælling, der byder på både komplekse karakterer videre til universelle og tankevækkende problematikker. Du får nemlig det hele i med denne sjette sæson – hvilket i det hele taget er kendetegnende for serien.

Blu-ray-udgivelsen gengiver sæsonen farvemættet og veldefineret, mens det dynamiske lydspor går klart igennem. Ekstramateriale byder på et nærmere kig på filmens location i New York, mens der også er et nærmere kig på selve sæson seks. Du kan med andre ord få stillet din seriesult efter intens spænding og dramatiske intriger med disse 12 nye afsnit.

– ‘Homeland’ sæson 6 udkommet på dvd og Blu-ray den 29. juni 2017.
Homeland season 6 blu-ray cover

HOMELAND – SÆSON 1-6: Claire Danes på dybt vand som CIA-agenten Carrie Mathison

Neglebidende Blu-ray-boks: Så er der i den grad nervepirrende spænding på Blu-ray, for lige siden 2011 har Claire Danes ledt an som den handlekraftige CIA-agent Carrie Mathison i den politiske spændingsserie ‘Homeland’. Nu er de første seks sæsoner netop udkommet i en medrivende Blu-ray-boks, så du enten kan opleve eller genopleve de engagerende sæsoner.

Serien er udviklet af de erfarne Howard Gordon og Alex Gansa, der blandt andet også har været med til at lave både ’24 timer’ og ‘The X-Files’. Det er med andre ord folk, der ved, hvordan man skruer en medrivende serie sammen. Der er i ‘Homeland’ da også et godt greb om både spænding og action, når serien folder sig ud med sine indtil videre seks sæsoner.

In this image released by Showtime, Claire Danes portrays Carrie Mathison in a scene from the Showtime original series, " Homeland." Danes was nominated Thursday, Dec. 13, 2012 for a Golden Globe for best actress in a drama series for her role in ì Homeland .ì  The 70th annual Golden Globe Awards will be held on Jan. 13. (AP Photo/Showtime, Kent Smith)

CIA-agenten Carrie Mathison er hele tiden omgivet af dilemmafyldte problemer og sætter da også ofte alt på spil i sit utrættelige forsøg på at stoppe terrorhandlinger i USA og i resten af verden. Endvidere har hun også sine personlige problemer at kæmpe med, mens hendes liv blandt andet også vikles ind i den hjemvendte krigsfange Nicholas Brodys, der spilles af Damian Lewis samt med CIA-kollegaerne Saul Berenson (Mandy Patinkin) og Peter Quinn (Rupert Friend).

Således venter der altså intet mindre end godt 62 timer intens serieunderholdning med denne Blu-ray-boks. Helt perfekt til den regnfulde og kolde sommer. Og ja, når du så er blevet revet igennem disse seks ret så engagerende sæsoner og sidder der og bare vil have mere, så kan du søreme glæde dig over, at der forude venter både en syvende og ottende sæson.

Homeland 1-6 blu-ray 02

Men hop du blot ombord her med de første seks sæsoner, hvis du står og mangler et skud spænding samt medrivende historiefortælling og komplekse karakterer videre til universelle og tankevækkende problematikker. Du får nemlig det hele i med denne Blu-ray-boks.

Blu-ray-udgivelsen indeholder udover de seks sæsoner også en omgang omfattende ekstramateriale, der blandt andet tager et kig på Claire Danes spændende karakter Carrie Mathison og hendes udvikling serien igennem. Herudover finder man også slettede scener, mens der også bliver kigget på nogle af seriens komplekse problematikker. Så ja, tag med Carrie ud i verden for at stoppe forbrydere, terrorister og andre kriminelle. Du kan med andre ord få stillet din seriesult efter intens spænding og dramatiske intriger.

– ‘Homeland’ sæson 1-6 udkommet på dvd og Blu-ray den 29. juni 2017.

Homeland 1-6 blu-ray cover

HIDDEN FIGURES: Et utroligt drama om rumkapløb, fordomme og stærke kvinder



Et indtagende drama på Blu-ray: Det er en ret så utrolig historie, der fortælles med det både engagerende, tankevækkende og morsomme drama ‘Hidden Figures’ – og så det er oven i købet en sand historie baseret på en bog af samme navn. Her kan du således opleve blandt andre den Oscar-vindende Octavia Spencer samt ikke mindst min favorit Kevin Costner i en fortælling, der tager fat på race- og kvindekampen i 1960’ernes USA.

I filmen, der udspiller sig i 1961, møder vi nemlig de tre afroamerikanske kvinder Katherine Johnson, Dorothy Vaughan og Mary Jackson. Alle er de geniale matematikere, som kommer til at arbejde for NASA og her står bag en af de mest ærefrygtindgydende og vilde aktioner nogensinde – nemlig den at sende en astronaut ud i rummet. Således omgivet af hvide mænd i slips, der har lidt svært ved kvindernes tilstedeværelse, lykkedes det dem at sejre.

Hidden Figures blu-ray 01

Selvom man kender udfaldet af historien, er her stadig tale om et gribende drama, hvor rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA udspiller sig som et intenst bagtæppe. Mens NASA som arbejdsplads blot understreger den mandsdominerede og hvide verden, som de tre kvinder lever i og hvilke fordomme de er oppe imod i deres kamp for at bevise sig selv og deres kunnen.

Blu-ray-udgivelsen gengiver desuden dramaet veldefineret, detaljerigt og med solid farvemætning, mens også den velklingende lydside spiller klart, velbalanceret og dynamisk. Ekstramaterialet består af en making of, et kig på den virkelig historie bag, filmens tidsperiode, filmens musik samt et kig på kvinderne bag, slettede scener og locations samt et kommentarspor og et billedgalleri. Altså et fint supplement til filmen.

– ‘Hidden Figures’ udkommer på dvd, Blu-Ray og 4K Ultra HD den 29. juni 2017.
Hidden Figures blu-ray cover

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

Blu-ray-anmeldelse: Jeg har bestemt ikke opgivet på M. Night Shyamalans formåen udi at levere den filmiske vare. Særligt ikke efter, at han i 2015 sendte sikre gys gennem min krop med sin forrige film, den fine lille creeper The Visit.

Jeg var derfor også spændt på, om han med sin nyste film, thrilleren Split, kunne holde båden sikkert i vandet. Det kan han desværre ikke helt. Godt nok leverer han en film med en grundlæggende spændende præmis om mand, der rummer hele 23 identiteter, men indfrier desværre ikke de ellers gode takter til fulde.

split-03

Derimod ender Split som en frustrerende oplevelse, da den netop kunne have været langt bedre, end den er. Heldigvis har M. Night Shyamalan trumfkortet James McAvoy i rollen som Kevin, manden med de mange personligheder.

Han indtager således op til flere roller i én og samme krop. Alt fra en sirlig kvinde til en lille dreng og en skræmmende mand. Det er sidstnævnte mand, der skyder filmen vellykket og intenst i gang med en virkeligt veleksekveret kidnapning af tre teenagepiger.

Desværre holdes niveauet fra åbningsscenen ikke ved lige filmen igennem. Derimod farer Split en smule vild i egne plottråde godt og vel halvvejs inde, mens plottet sine steder også kluntet overforklares, og så fiser spændingen ellers stille og roligt ud af eskapaderne efter en ellers veloplagt første halvdel.

split-01

Der burde ellers være rig mulighed for oprigtig spænding med pigerne i fangenskab hos manden med de mange personligheder. Men tilfangetagningen afføder bare aldrig for alvor den medrivende spænding, der ellers forsøges etableret. Blandt andet med flugtforsøg og i pigernes møde med de forskellige personligheder, der hver især har deres egen agenda.

Filmen er dog mere end pigernes forsøg på at slippe ud af deres knibe, men også et portræt af James McAvoys karakter – eller rettere karakterer. For sideløbende med, at pigerne sidder fanget, går deres kidnapper nemlig hos den tålmodige psykolog Dr. Fletcher, der både forsøger at forstå og hjælpe den syge mand.

split-02

Oven i disse handlingsforløb er der også en sideløbende historie, der i flashbacks fortæller en af de tilfangetagne pigers traumefyldte barndomshistorie. Der er altså lagt fint op til karakterdrevet spænding, men de forskellige handlingsforløb afstedkommer bare ikke det engagement, jeg kunne håbe på.

Derfor kommer Split desværre heller ikke tilbage på ret køl i sin ellers potentielt medrivende finale, hvor historierne forsøges forenet. Det bliver ganske enkelt for overfortalt og for fortænkt leveret til, at jeg for alvor bider på med andet end en let interesse i, hvordan det dog skal gå de involverede parter.

Ekstramateriale samt billede og lyd:
Hvor filmen måske nok har sine skavanker, er Blu-ray-udgivelsens tekniske aspekt en sand fornøjelse. Billede gengives veldefineret, klart og med solid kontrast, mens det dynamiske lydspor spiller skarpt med sine velbalancerede niveauer. Ekstramaterialet byder på en alternativ slutning, slettede scener samt en making of videre til James McAvoys forskellige personligheder og slutteligt et kig på M. Night Shyamalan som instruktør.

Split udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 26. juni 2017.
Split Blu-ray cover

RINGS: Den creepy videofilm er tilbage for fuldt gys

Gysende Blu-ray: Det hele startede for alvor med den japanske The Ring i 1998. Siden da er det blevet til en længere række film i den ganske populære serie på både japansk samt ikke mindst med amerikanske genindspilninger. Nu er den tredje amerikanske film i serien netop udkommet på Blu-ray her i landet. Den hedder ganske enkelt Rings. Så hvis du tør at bevæge dig ind i endnu en film i den skræmmende filmserie, har du altså nu muligheden for at få dig et godt gys.

I denne ombæring følger man en universitetslærer (Johnny Galecki), der her falder over det gådefulde og skræmmende videobånd, der som bekendt siges at være grund til at dem, der ser det dør efter syv dage. Og i denne digitale tidsalder går videoen hurtigt viralt. Således må hans studerende nu finde ud af, hvorledes de får has på den creepy Samara. Hun er dog naturligvis ikke lige sådan at stoppe – så hvad skal de mon stille op, hvis de vil overleve?

Rings blu-ray 01

Selvom dette er den tredje film af de amerikanske The Ring-film behøver du dog ikke nødvendigvis at have set de andre i franchisen, men det vil jeg dog på det varmeste kun anbefale, at du gør. Ikke mindst den originale japanske fra 1998 samt det første amerikanske remake fra 2002. Men nu gælder det altså Rings, så ja, hvis du tør, så smæk skiven i afspilleren og bered dig på uhygge.

Blu-ray-udgivelsen gengiver det køligt udseende gys med fint mættede farver, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Det dynamiske lydspor gør desuden sit til at skabe uhygge med sine velbalancerede niveauer og fine panoreringer. Ekstramaterialet består af en række slettede/forlængede scener samt et par featuretter, der ser nærmere på blandt andet serien videre til det at bringe den skræmmende Samara tilbage.

Rings udkommer på dvd og Blu-ray den 22. juni 2017.
Rings Blu-ray cover

VAIANA: Sæt sejl og tag ud på en eventyrlig rejse på det åbne hav


Eventyrlig animation på Blu-ray: Det er altid spændende at se, hvad Disney disker op med, når du udsender en ny animationsfilm. Med deres seneste film rammer de atter engang plet. For med Vaiana leveres en både smukt animeret, vittig og velskrevet samt sjov fortælling om bevise sit værd og at finde sig selv og vej her i livet.

Her bliver man som publikum nemlig taget med ud på en forrygende og ikke mindst særdeles flot rejse på det brusende hav, da man her følger den seje teenage-pige og prinsesse Vaiana samt ikke mindst den muskuløse halvgud Maui, når de to sætter sejl og begiver sig ud på en både farefuld og underholdende rejse.

Vaiana blu-ray 01

Den eventyrlystne Vaiana sejler nemlig ud på havene med den mission at bevise både sit værd som navigatør samt ikke mindst at redde sit folk. Det er på denne rejse, at møder hun den engang så mægtige halvgud. Sammen krydser de således havet og trodser de umulige odds, når de støder på både enorme skabninger ude på havet og store udfordringer undervejs.

Filmen er instrueret af de to mestre Ron Clements og John Musker, der blandt andet også har stået bag Disney-klassikerne Den Lille Havfrue og Aladdin. Så ja, Vaiana er bestemt i kyndige hænder, må man sige. Og med Vaiana beviser de atter, at de har god hånd om både den engagerende fortælling, fængende sange og ikke mindst medrivende animation.

Vaiana blu-ray 02

Det er debutanten Auli’i Cravalho, der lægger veloplagt stemme til den seje Vaiana, mens Dwayne ‘The Rock’ Johnson spiller halvguden Maui med både vittig timing og store muskler. Så ja, sæt du roligt sejl og sæt dig ikke mindst godt til rette for at nyde denne forrygende fortælling på det åbne hav, hvor alt kan ske og eventyret venter.

Blu-ray-udgivelsen er desuden en teknisk fornøjelse med sin både veldefinerede, farvemættede og detaljerige billedside, mens det dynamiske lydspor også er en ren fornøjelse med sine velbalancerede niveauer samt klare klang og fine bund. Ekstramaterialet er ligeledes fornemt og fyldigt, hvor man blandt andet får et par kortfilm samt en række featuretter, der ser nærmere på filmens forskellige aspekter, så som musikken og stemmerne videre til slettede scener samt et kommentarspor, der yderligere folder baggrundsviden og tanker ud om filmen.

Vaiana udkommer på dvd og Blu-ray den 15. juni 2017.
Vaiana Blu-ray cover

A STREET CAT NAMED BOB: En rigtig feel good-film om en gademusikant og en kat

Feel good-film på Blu-ray: Der er intet som at få løftet sit humor af en vaskeægte feel good-fortælling. For det er præcis hvad den gribende A Street Cat Named Bob er. Så hvis du trænger til at komme i bedre humor og at genvinde troen med menneskeheden, så bør du overveje at se denne film om en gademusikant, hvis liv er gået noget skævt. Men snart ændrer det sig dog radikalt på grund af det uventede venskab med en kat.

For ja, James Bowen er måske nok gademusikant, men også en forhenværende narkoman, der forsøger at finde sin vej her i livet. Det får han således hjælp til fra en uventet kant, da han møder den hjemløse og orange kat Bob. Dette spirende og nye venskab får snart ændret James Bowens liv til det bedre. Ja, jeg sagde det jo: En sand feel good-film her med det umage venskab mellem en mand og en kat. Sødt, gribende og nærmest helt hjerteskærende.

A Street Cat Named Bob blu-ray 01

Filmen er desuden og oven i købet baseret på den internationale og selvbiografiske bestseller af samme navn – skrevet af James Bowen selv. Det er dog ikke James Bowen, der indtager hovedrollen selv, men derimod Luke Treadaway. Det gør han med charme, menneskeligt nærvær og et godt samspil med gadekatten Bob, der desuden også spiller sin rolle helt og aldeles troværdigt. Det må alligevel have været noget af en udfordring at give katten den dramatiske tyngde i samspillet med Luke Treadaway, der skulle til for at løfte den rørende historie.

Blu-ray-udgivelsen er desuden på den tekniske front en fornøjelse med en billedside, der står skarpt, veldefineret og med klare og troværdige farver. Den fint dynamiske lydside går desuden også klart og velbalanceret igennem, så både kattens spinden og de øvrige elementer står rent. Ekstramaterialet begrænser sig til en behind the scenes. Men ja, hvis du er til feel good-film, så bør du overveje at se A Street Car Named Bob.

A Street Car Named Bob udkommer på dvd og Blu-ray den 29. maj 2017.
148905433014838592

BLEED FOR THIS: Miles Teller i hårdtslående boksefilm

Boksefilm på Blu-ray: Der er nu intet så medrivende som en god gammeldags underdog-historie i sportens verden på film. Sådan en er netop boksedramaet med den rammende titel Bleed for This – for ja, her skal der både blødes samt svedes for at nå til tops. Og så er filmen oven i købet baseret på den sande historie om bokseren Vinny Pazienzas utrolige comeback i bokseringen.

I hovedrollen som bokseren Vinny Pazienza ses en noget mere muskuløs end vanligt Miles Teller videre til blandt andre en nu skaldet Aaron Eckhart som hans træner samt Katey Sagal, Ciarán Hinds og Ted Levine i mindre roller. For ja, dette er langt overvejende Miles Tellers film og Vinny Pazienzas inspirerende historie om at kæmpe for noget, der er større end en selv og opnå det. Hele vejen fra bunden og den lange vej til toppen.

Bleed for This Blu-ray 01

For ja, selvom man kender udfaldet på forhånd af de boksende strabadser, så er det altså ganske gribende at følge den hårde kamp for Vinny Pazienza, der efter en nærmest fatal ulykke for boksekarrieren nu må kæmpe sig indædt, stædigt og hårdt tilbage i ringen for at gøre det utrolige comeback, der venter forude for ham – hvis han da klarer den hårde opgave at genvinde sine evner udi at bokse.

Blu-ray-udgivelsen gør i den grad filmens billedside ære med sit både farvemættede, detaljerige og veldefinerede billede, mens også den dynamiske lydside sender både bokseslag og dialog samt øvrige elementer medrivende og velbalanceret gennem luften. En fornøjelse. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til syv slettede scener. Men det skal nu ikke afholde dig fra at tage et smut i ringen med Miles Teller. Bam!

Bleed For This udkommer på Blu-ray og dvd den 29. maj 2017.
Bleed for This Blu-ray cover

MANCHESTER BY THE SEA: En følelsesmæssig mavepuster

En film fuld af følelser på Blu-ray: Det Oscarvindende drama Manchester by the Sea er netop udkommet på Blu-ray, så du enten kan opleve eller genopleve Casey Afflecks forrygende præstation i filmens hjerteskærende og Oscarvindende hovedrolle som Lee Chandler, der skal tage ansvaret for sin teenage nevø.

For da Lee Chandlers storebroder pludseligt dør, er det nu ham, som står tilbage med det store og afgørende ansvar for nevøen Patrick. Det kommer naturligvis til at have stor betydning for hans liv – og ikke mindst, hvordan han selv har gebærdet sig i sit eget liv hidtil.

Manchester by the Sea Blu-ray 01

Blandt andet konfronteres han med skilsmissen med sin nu ekskone, der spilles med nærvær og fine følelser af Michelle Williams videre til lokalsamfundet i Manchester by the Sea, hvor han blev født og voksede op, men som han nu ellers havde forladt. Det bliver således også et møde med fortiden og det, der har skabt ham og hans vej i livet.

Det er Kenneth Lonergan, der både har skrevet og instrueret filmen, der ikke kun viser, at han har et godt håndelag for at fortælle en både gribende og engagerende historie, men også at spille rent på alle de rigtige følelser, uden at det kommer til at føles forceret eller malplaceret. Ganske enkelt forrygende og elegant udfoldet i dette velbalancerede drama om selve livet.

Manchester by the Sea Blu-ray 02

For jeg kommer ligeledes til selv at reflektere over mit eget liv – ikke mindst på grund af de stærke skuespilspræstationer i front for dramaet. Her ikke mindst Casey Affleck og Michelle Williams, der begge leverer yderst stærke, hjerteskærende og gribende præstationer, der går lige i både hjertet og maven – de to er alene filmen værd.

Udover at filmen i den grad gør sig flot og ligeledes lyder fremragende på Blu-ray, så byder udgivelsen også på en omgang ekstramateriale. Her får man et kommentarspor med filmens instruktør samt producer Peter Ventrella. Videre er der tre slettede scener samt en making of-dokumenter, der ser nærmere på filmens tilblivelse.

Manchester by the Sea sæson 1 udkommer den 5. juni 2017.

Manchester by the Sea Blu-ray cover

ASSASSIN’S CREED: Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder på flot 4K Ultra HD

Action på 4K Ultra HD: Film baseret på computerspil har en lidet flatterende historik. Ingen nævnt, ingen glemt. Ikke desto mindre gøres forsøget gang på gang. Nu er turen så kommet til Assassin’s Creed med en cool Michael Fassbender i den martrede hovedrolle. Filmen er nu udkommet på det super flotte og yderst vellydende format 4K Ultra HD.

Jeg har aldrig spillet Assassin’s Creed, så det var som et hvidt lærred, at jeg gik filmen i møde, der er lige dele dejligt dyster, middelaldertung og renskuret science fiction-slick. Men helt uden problemer er den ikke – spilfilmatisering eller ej. For plottet er noget knudret forløst, mens det halter med engagerende karakterer.

assassins-creed-03

Man følger her Fassbender som Callum Lynch – en tilsyneladende helt almindelig kriminel. Han viser sig dog at bære på en usædvanlig skæbne takket være hans spanske forfader Aguilar. For efter at være blevet (mere eller mindre) kidnappet af en hemmelighedsfuld organisation, gøres han nemlig ved hjælp af noget high tech-genetisk-tidsrejse-halløj i stand til at gå i sin snigmorder-forfaders spor.

Således går jagten på et magtfuldt artefakt ind på kryds og tværs af fortiden i 1400-tallets Spanien og vores nutid. For det viser sig, at et hemmeligt broderskab af snigmordere – The Assassins – ligger i evig kamp med onde Tempelriddere for at beskytte intet mindre end den frie vilje, der står og falder med erhvervelsen af artefaktet. Som jeg forstod det.

assassins-creed-01

Ja, det lyder en syret – eller bare langt ude. Det er det da sådan set også, men takket være overbevisende flot production design og world building, hopper jeg med på præmissen, mens snigmorderne hopper medrivende rundt i fortidens beskidte gader med Tempelridderne i hælene. Og så lader jeg gerne for en stund plothuller være plothuller.

Det er er da heller ikke plothullerne, der er filmens største svaghed. Det er derimod min manglende indlevelse i karaktererne – og heraf historien. Det hele bliver lidt for meget form og hovsa-løsninger, i stedet for engagerende karakterer. Derfor udebliver reel spænding for mit vedkommende også, mens min trang til at kigge på uret blot voksede, som filmen skred frem mod sit forhastede sidste akt.

assassins-creed-02

Det lader nærmest til, at filmen flere steder har været i klipperummet for at få plottet til at skyde sig hurtigere frem, end filmen kan bære. Hvilket synes mest tydeligt i netop det tredje og sidste akt, der er overstået før, det synes at være gået i gang. Jeg sidder derfor også tilbage med en oplevelse af en noget amputeret afslutning.

Det er en skam, for filmen viser så absolut gode takter – ja, til tider helt fremragende takter. I hvert fald visuelt, hvor særligt scenerne i den middelalderlige fortid er imponerende dystre, action-overrumplende og dejligt beskidte. Ikke ulig instruktøren Justin Kurzels ligeledes regnvådstunge Macbeth-filmatisering.

assassins-creed-04

Michael Fassbender gør dog god figur som den forknytte og handlekraftige Callum, mens Marion Cotillard (atter) giver den som femme fatale – her i videnskabskvinde-klæder. Nå ja, og så er det også lykkedes at hive intet mindre end Jeremy Irons ind som faderlig bagmand, mens Charlotte Rampling og Brendan Gleeson dukker op i alt for små roller. Igen et par karakterer, jeg gerne så blive brugt til mere.

Assassin’s Creed ender derfor i sidste ende som en frustrerende oplevelse, da jeg mærker kimen til et virkeligt godt kryds af fantasy, science fiction og action tilsat faderkomplekser og store eksistentielle tematikker som fri vilje. Desværre indfries ovenstående ikke til den medrivende film, den kunne have været.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen gør sig imidlertid helt forrygende flot på det super lækre 4K Ultra HD-format, hvor filmens billedside i den grad kommer til sin ret med et veldefineret, skarpt og detaljerigt billede. Den dynamiske lydside er ligeledes en stor fornøjelse med sine velbalancerede og klare niveauer samt solide bund og fine panoreringer. Ekstramaterialet består blandt andet af en fem-delt behind the scenes videre til en samtale med filmens instruktør samt slettede scener.

Assassin’s Creed udkommer på Blu-ray, 3D Blu-ray og 4K Ultra HD samt dvd den 26. maj 2017.
assassin's creed cover