Indlæg

ROMA: Et stykke af verden i filmisk forførende sort/hvid

Biografanmeldelse: Jeg dumper med filmskaberen Alfonso Cuaróns ‘Roma’ ned i et pulserende Mexico City i starten af 1970’erne. Her bliver jeg en del af livet i en familie, hvor man følger tjenestepigen Cleos hverdag med børnepasning, madlavning og rengøring. Det er ikke en videre plotdrevet film, men i høj grad et stykke levet liv foreviget i forførende sort/hvid.

Dramaet fortælles altså ikke med store armbevægelser, men folder sin fortælling og karakterer subtilt og nærværende ud. Men tag ikke fejl af filmens rolige væsen og dvælende tempo, for dramaet banker ustandseligt derudaf – bare lige under overfladen. I det usete og usagte. For blandt andet slår familieidyllen sprækker, mens også Cleo får sit at se til på privatfronten.

Alfonso Cuarón har dog ikke travlt med sin historie. Jeg skal have lov til at mærke og se livet blive levet lige der foran mig. Være tilstede. Mærke øjeblikket og menneskene samt dilemmaerne og følelserne. Scenerne får lov til at leve deres eget liv i blandt andet lange uafbrudte takes, hvor ikke mindst portrættet af Cleo bæres med en engagerende naturlighed af Yalitza Aparicio.

Denne naturlighed i hendes portræt gennemsyrer de øvrige medvirkende og i måden, hvorpå filmen fortælles. Det er troværdigt, engagerende og ja, så er det altså også bare en pokkers smuk film, der i sort/hvid maler sin fortælling forførende frem. Men det er desværre også en film, der ikke helt får grebet mig hårdt nok til, at jeg hele vejen er besnæret af de ellers mange fine fortrin.

For ganske vist er portrætterne naturligt forløst, billedsiden forførende og tidsbilledet overbevisende, hvor den politiske uro ulmer i gaderne. Men jeg bliver på trods af dette ikke helt grebet af filmen og dens karakterer. Jeg bliver ikke opslugt af filmen som helhed, men mere af dens mange både fine og ganske medrivende scener. Fra de rørende til de tragiske.

Her er ligeledes tematikker som familie og sociale forskelligeheder i spil, men også her bliver jeg mere forført på et rationelt plan, end jeg bliver følelsesmæssigt grebet. Derfor mister ‘Roma’ for mig også periodisk en smule af sit ellers fine nærvær. Men trods alt aldrig mere end, at der i næste nu enten males et smukt billede frem eller udfoldes en velorkestreret scene.

– ‘Roma’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Roma’ får biografpremiere den 6. december.

MORTAL ENGINES: Dystopisk fremtid ender desværre fladt på røven

Biografanmeldelse: Velkommen til en post-apokalyptisk og dystopisk fremtid med ‘Mortal Engines’. For efter en altudslettende krig har lagt Jorden øde, har de overlevende indtaget mobile storbyer, der nu ruller gennem verden i konstant jagt på ressourcer og overlevelse, hvilket ofte går ud over de mindre byer. Men modstanden mod den skånselsløse megaby London ulmer.

I toppen af London finder man den magtsyge Thaddeus Valentine, der har skumle planer for sin egen fortsatte overlevelse – koste hvad det vil af uskyldige liv. Det har teenageren Hester Shaw dog tænkt sig at sætte en stopper for. Hun gøres uventet og umage selskab af den unge historiker Tom Natsworthy. Sammen bliver det Davids kamp mod Goliat.

Det er et trøstesløs univers, der her bygges op i fremtidens ødemarker. Det er ganske flot og overbevisende sat i scene med røg, damp og pumpende kedler på fuld tryk, mens de mægtige byer tromler sig gennem landskabet. Desværre er fortællingen ikke nær overbevisende. Filmen mister fodfæstet i sidste tredjedel, mens den overlange finale helt mangler momentum.

Det er virkelig en skam, når nu det rent faktisk er et på sin vis indtagende univers, der her males op. Men jeg mister undervejs komplet interessen for fortællingen og de medvirkende. Der er ellers intriger, traumer og stridigheder på kryds og tværs af fortællingen, hvor der spædes til med en række bikarakterer, der med noget svingende held formår at gøre indtryk.

Hugo Weaving har dog fint med megalomanisk nærvær som Thaddeus, mens Hera Hilmar bibringer ok intensitet som den hævnsøgende Hester. Desværre er Robert Sheehan som Tom noget karakter- og charmeforladt. Men ingen af de medvirkende har nævneværdigt meget at arbejde med og tromles over af filmens iver på skubbe plottet frem og dupere med sin action.

Filmen er baseret på en science fiction-bog af samme navn fra 2001. Jeg håber, at nuancerne i bogen er flere, for både i filmens karakterer og historie er de til til at overse. Med andre ord så hersker forudsigeligheden. ‘Mortal Engines’ lægger ellers energisk og ganske medrivende ud, men mister grebet om sin historie undervejs i et flot realiseret univers, der havde fortjent bedre.

– ‘Mortal Engines’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Mortal Engines’ får biografpremiere den 6. december 2018.

THE HOUSE THAT JACK BUILT: Lars von Trier har begået et morderisk kunstværk

Biografanmeldelse: Den drilske Lars von Trier kaster sig med sin nyeste film over fortællingen om en seriemorders liv og blodige gerninger. ‘The House That Jack Built’ følger således den morderiske Jack over et periode på 12 år, hvor han i nedslag fortæller om sine forbrydelser og tankerne bag, der svæver omkring alt fra kunst og kærlighed til arkitektur og familie.

Matt Dillon indtager den kyniske, kolde og kalkulerede hovedrolle med et diabolsk nærvær, mens man ser hvorledes han udvikler sig som seriemorder. Ja, det er så absolut en rejse, der kun bliver mere og mere brutal, grotesk og grafisk eksplicit. Det er væmmeligt, forførende og fascinerende. For en ting er de ubehaglige mord, noget andet er de kunstneriske overvejelser, der ligger bag.

Mordene er nemlig et kunstnerisk projekt for Jack – og måske ligeledes et drilsk spejlbillede af Lars von Trier og hans egne film? Kunstneren som morder og mord som kunst? Her er i hvert fald flere selvrefererende pointer, der peger på filmskaberens eget oeuvre og person. Temaer og pointer, der fordrer eftertanke og tankevirksomhed midt i de fysisk brutale mord. En sælsom blanding.

Jeg var med på den blodige tur hele vejen i en film, der med køligt overblik og i roligt tempo lader sine scener udfolde sig… tålmodigt, dragende og insisterende. Jacks voice-over gøres filmen igennem desuden selskab af den mystiske Verge – med stemme af en besnærende Bruno Ganz – der udfordrer og stiller spøgsmålstegn ved Jacks gerninger. Et umage og spændende parløb.

Fortællingen får i de to mænds samtaler et nærmest litterært præg, mens der krydsklippes til gamle filmklip og billeder af kunstværker gennem tiden. Et visuelt legende greb, der snor sig om de gruopvækkende mord, hvor man møder en række kvinder og deres endeligt i skikkelse af blandt andet Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Sofie Gråbøl og Riley Keough.

Alle kvinder, der spiller hver deres rolle i Jacks blodige plan om at skabe det ultimative kunstværk. Lars von Trier har kort fortalt skabt et morderisk kunstværk af en film, der tager seriemorder-genren under indtagende og grum behandling i en fortælling, der bestemt ikke er uden sin del af sort, grotesk og bidsk humor midt i alvoren og den blodige gru.

– ‘The House That Jack Built’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘The House That Jack Built’ får premiere den 29. november.

ROBIN HOOD: Et både rodet, klodset og kedelig tyvetogt

Biografanmeldelse: Der findes mange film om den legendariske tyv, der tager fra de rige og giver til de fattige. Det er da også en karakter og historie, der giver genklang på tværs af tid med sine evigt gyldige tematikker om blandt andet rig versus fattig, folkets stemme versus magthavernes grådighed. Nu er det blevet tid til endnu en film, der bærer den sigende titel ‘Robin Hood’.

I front finder man en noget uinteressant Taron Egerton som netop Robin Hood. Han er dog ikke fra filmens start de fattiges helt, men den velhavende Robin of Loxley, der sendes i krig og væk fra sin elskede Marian. Da han år senere vender tilbage er alt, hvad han havde kært forsvundet. Det bliver starten på hans fødsel som folkets tro tyv i skikkelse af en hætteklædt Robin Hood.

Det er således rejsen fra rig og priviligeret til lovløs befrier, som her fortælles med Robin i centrum samt hans tro følgesvend John på sidelinjen og ikke mindst kærlighedskvalerne i forholdet til Marian, mens den onde sherif af Nottingham skal ned med nakken, så folket kan leve frit og uden frygt. Robin Hood-karakteren og de interne forhold er bare ikke spændende at følge.

Ja, jeg kan ligeså godt lægge kortene på bordet: Det er virkelig en omgang rod af en actionfilm. Klodset og uengagerende historiefortælling med overfortale karakterer, der tumler forvildet rundt imellem kedelige actionscener. Det er en skam, når man nu ellers blandt andet har inviteret en standhaftig Jamie Foxx som John og en ond Ben Mendelsohn som sherif med til ballet.

De to karismatiske skuespillere får bare ikke meget at arbejde med i deres fladt skrevne karakterer, der derfor heller aldrig for alvor får engagerende rodfæste i en film, der går fortællemæssigt død flere gange undervejs, hvilket får den godt to timer lange spilletid til at føles alt for lang. Ja, ‘Robin Hood’ er ganske enkelt kedelig og uopfindsom actionunderholdning.

De få lyspunkter, der dog i momentvise glimt indfinder sig i denne uinspirerede genfortælling af legenden skal blandt andet tilskrives Ben Mendelsohns onde og klichéfulde skurk samt F. Murray Abraham, der på samme vis giver den som slesk kardinal. Det redder dog ikke filmen fra at være en uengagerende rodebutik af en fortælling, der aldrig greb eller rev mig med.

– ‘Robin Hood’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Robin Hood’ får premiere den 29. november.

WIDOWS: Fire enkers farlige planer for en bedre fremtid

Biografanmeldelse: Der er meget i spil – og ikke mindst på spil – i Steve McQueens thrillerdrama ‘Widows’. Man dumper nemlig her ned i et pulserende Chicago, der huser alt fra kriminelle til korrupte politikere og helt almindelige borgere, der alle indgår i filmens sirligt forgrenede plot, hvor man finder fire enker i centrum for den intense, nervepirrende og dragende fortælling.

Hustruernes afdøde mænd har nemlig efterladt dem i gæld grundet deres kriminelle løbebane. Så nu må kvinderne i sorgens efterdønninger forsøge at samle deres liv op og skabe sig et nyt. Det kriminelle miljø kravler dog stille, men sikkert ind på dem, mens to kandiderende politikeres liv også kommer i spil i en fortælling, hvor grænsen mellem lovlydig og kriminel udviskes.

Ja, her er som sagt meget i spil. Blandt andet et alsidigt karaktergalleri, hvis liv og relationer flettes om en fortælling, der rummer potente temaer som sorg og overlevelse, korruption og social arv. I front for enkerne finder man Viola Davis som den både stålsatte og sorgramte Veronica, mens Colin Farrell er en kynisk politiker med faderproblemer i form af en kold Robert Duvall.

Det er karakterer, der rummer overraskelser og fine nuancer, hvilket gør dem interessante at følge. Men det er ganske enkelt også bare et pokkers velspillende cast, der blandt andet huser en både rå og følsom Liam Neeson samt en uforudsigelig Daniel Kaluuya, videre til enkerne i skikkelse af en handlekraftig Michelle Rodriguez og en bly Elizabeth Debicki, der alle har meget på spil.

Desværre mister fortællingen undervejs en smule grebet i sine karakterer og sit omhyggelige plot, der vil mere end det kan bære hele vejen. Det går ud over mit engagement i de medvirkende og fortællingen, der også bliver en smule mat over midten. Heldigvis disker Steve McQueen op med nok virile, gribende og spændende scener til at filmen holder sig på rette kurs.

‘Widows’ er med andre ord en film, der både vil og kan meget, men som desværre ikke helt forløser alle sine elementer tilstrækkeligt medrivende til, at jeg er helt med filmen igennem. Men med blandt andet et nuanceret og interessant karaktergalleri samt en stærk åbningsscene og en potent finale, så ender filmen med et højdepunkt, der trodser fortællingens ujævnheder.

– ‘Widows’ får 4 ud af 6 stjerner:


– ‘Widows’ får premiere den 22. November 2018.

SUSPIRIA: Dragende dødedans, dystre hemmeligheder og urovækkende gru

Biografanmeldelse: Jeg elsker Dario Argentos originale horror-milepæl ‘Suspiria’ fra 1977. En farvemættet, visuelt indtagende og grusom skrækfilm. Det er den Luca Guadagnino har taget livtag med i sin nyfortolkning af den over 40 år gamle klassiker. Selvom her er nogle af de samme elementer i spil, så er den sin egen film og kan bestemt stå på egne gruopvækkende ben.

Vi ankommer til en danseskole i 1970’ernes Berlin. Den ambitiøse og talentfulde amerikanske danser Susie Bannion har sikret sig en plads på skolen, hvis kunstneriske overhoved er den enigmatiske Madame Blanc. Det står dog klart fra filmens start, at noget ikke helt er som det burde være på skolen, der udover de mange dansere også huser dunkle hemmeligheder.

Således inviterer Luca Guadagnino mig med ind i en sælsom og mystisk verden af dansende passion, urovækkende gru og skjulte sandheder i en møjsommelig fortalt, visuelt detaljerig og ambitiøs film. Den stritter, vrider og bugter sig i flere retninger både med sine karakterer og i sin flerforgrenende historie, der foldes ud med et politisk dirrende bagtæppe.

Jeg kastes med andre ord rundt i en film, der ikke sådan lige lader sig tæmme eller afkode. Ja, og hvorfor skal Tilda Swinton egentlig spille både Madame Blanc og ikke mindst den ældre herre Josef Klemperer, der med sit eget sideplot hvirvles ind i historien om danseskolen? Nej, det giver ikke umiddelbar mening – men det behøver det heller ikke at gøre.

For ‘Suspiria’ føles også som et eksperiment, der prøver ting af både narrativt og visuelt. En film, der improviserer og udfordrer sig selv. Det er der kommet en legesyg og levende filmoplevelse ud af, der måske nok er ujævn, men så absolut pokkers dragende hele vejen. En film, der er mange ting på en og samme tid: Smuk, klam, creepy, intens, mystisk, frustrerende og urovækkende.

Dakota Johnson er desuden indtagende og nærværende som Susie Bannion, mens Mia Goth som medstuderende vibrerer i fortællingen, der leverer op til flere forrygende scener. Lige fra nervepirrende danseprøver og natlige afsøgninger af skolen til kropsgrumme skrækscenarier. Luca Guadagnino har med ‘Suspiria’ kort fortalt skabt et tumlende bæst af en forførende horrorfilm.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Suspiria’ får biografpremiere den 15. november 2018.

‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ er både magisk og ujævn

Biografanmeldelse: Vi vender tilbage til J.K. Rowlings eventyrlige univers med ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ – anden film i en serie på i alt fem planlagte om Newt Scamanders strabadser i en verden af magi, eventyrlige dyr og tryllestave. Her undslipper den onde troldmand Grindelwald sin fangenskab for at føre sine dystre planer ud i livet.

Grindelwald går således straks igang med at rekruttere følgere, der skal hjælpe ham med at realisere sin plan om at gøre fuldblodstroldmænd til herskere over både magiske og ikke-magiske skabninger på Jorden. Den gode troldmand og underviser på troldmandsskolen Hogwarts, Albus Dumbledore, søger nu hjælp hos sin tidligere elev Newt om at stoppe de onde planer.

Hvis Albus Dumbledore og Hogwarts lyder bekendt, så er det fordi, at filmen er spundet af Harry Potter-universet. Filmen foregår dog i 1920’erne – altså før fortællingen om Harry Potters eventyr årtier senere. Her er dog ikke tale om skolebørn på eventyr, men voksne magikere og almindelige mennesker i kamp mod ondskaben.

Desværre er fortællingen ujævn og løber særligt af sporet i sit tredje akt, hvor adskillige plottråde forsøges samles, mens der også lige skal gøres plads til at udfolde diverse karakterers relationer og skæbner. Det bliver mere stift, uelegant og rodet end engagerende, mens ellers potente tematikker som ond og god samt familie, kærlighed og loyalitet efterlades noget uforløste.

Det er en skam, når nu blandt andet det magiske univers er flot og dragende realisteret med sine fantasifulde dyr og et kulørt karaktergalleri, der dog ender med at synes mere overbefolket end engagerende. I front finder man Eddie Redmayne, der fint portrætterer den småkejtede og uvillige helt Newt, der har bedre styr på sine fantastiske skabninger end menneskelige relationer.

Jude Law er den godhjertede Dumbledore, mens en blond Johnny Depp agerer den forføreriske Grindelwald. Herimellem finder en lang række karakterer, men ingen rodfæster sig for alvor i en film, der gaber over mere end den kan forløse på medrivende vis. Jeg er dog på trods fortsat fascineret af universet og spændt på, hvor fortællingen snor sig hen i de kommende film.

– ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ får premiere den 15. november.

OVERLORD: Onde nazister, blodige eksperimenter og en fæl Pilou Asbæk på krigsstigen i horrorland

Biografanmeldelse: Den står på både blodig, klam og nazibefængt krigshorror med den underholdende ’Overlord’. Her bliver man nemlig sendt tilbage til Anden Verdenskrig, hvor en gruppe amerikanske soldater er oppe imod onde nazister på en mission i Frankrig. Det betyder blandt andet flammekastere, nazi-hemmeligheder og en yderst skurkagtig Pilou Asbæk.

Det er dog ikke just en historisk korrekt krigsskildring, man her er vidne til. Der leges nemlig med sandheden, da nazisterne gemmer på dystre hemmeligheder, der blandt andet involverer klamme eksperimenter. På den måde sparkes der en underholdende dosis grotesk og splattet horror ind i krigsmaskinen, der leverer sin historie bombastisk, dystert og med smæk på actiondelen.

For nej, her er ikke just tale om subtil og snigende uhygge – eller subtil historiefortælling for den sags skyd. Det her er lige-i-ansigtet-skræk-og-action-underholdning. Godt nok har filmen sine plotmæssige problemer og fortællemæssige ujævnheder, men heldigvis leveres løjerne med tilpas meget charme, pondus og kropssjaskende overskud til, at jeg kan se igennem fingre med det.

Filmen udvikler sig nemlig hele vejen til kun at være mere og mere over the top og langt-ude-horror-underholdning – med tryk på gory gru. Pilou Asbæks nazi-skurk er således et godt billede på det univers, man her hvirvles ind i. Han er nemlig både manisk, herligt overspillende og diabolsk. Ja, han leverer naturligvis også et skurkegrin i fuldt flor, mens blodet drypper.

Rækken af amerikanske soldater udfylder fint deres respektive roller som blandt andet den moralske vogter, den oversludrende joker og den hårdhændede machomand, mens der også spædes til med en gæv fransk kvinde. Det er altså ikke just karaktermæssig nytænkning, man her er vidne til, men det fungerer i pumpende krigshelvede.

‘Overlord’ prøver med andre ord ikke på at være noget den ikke er. Man skal altså ikke tage de blodige og skarptskydende eskaper alvorligt. Det her er grum og overgjort krigshorror-underholdning, der leverer sine blodsudgydelser med et grotesk glimt i øjet. Det gør den solidt og stemningsfuldt, mens den tør at tage skridtet bizart ud med sine skøre nazi-idéer.

– ‘Overlord’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Overlord’ får premiere den 8. november 2018.

DEN TID PÅ ÅRET: Paprika Steen serverer juleræs, stikpiller og familiestridigheder

Biografanmeldelse: Julen står for døren i det sorthumoristiske juledrama ‘Den tid på året’. Her lægger Katrine og hendes mand Mads nemlig hus til årets juleaften med alt, hvad det indebærer af traditioner, skeletter i skabene og spydige stikpiller familiemedlemmer imellem. Nej, det er ikke just den salige julefred, der her får lov at sænke sig over det lille kaotiske hjem.

Paprika Steen fører an i slaget, både som instruktør og som Katrine, der forsøger at bevare den gode julestemning. Det er umuligt. For allerede inden den første gæst træder ind af døren ulmer det med stridigheder på tværs af generationer. Lige fra familiære kontroverser til hvordan julemaden skal serveres. Således endevendes julen og familien på spydig og relaterbar vis.

Ganske vist bliver nogle af familiemedlemmerne og visse af problematikkerne lidt for manuskript-skrevne og klichétunge i røven. Frelstheden hænges blandt andet til tørre, mens der gives afrikanske sponsor-børn i gave og rødkålen skal naturligvis være hjemmelavet. En smule halvslidte eksempler på selvgodhedens selvtilstrækkelighed i den kulturelt begavede middelklasse.

Men sådan er det blandt andet med humor: Det er sjovt, fordi det netop er overgjort. Men her bliver nogle af de spydige jokes og pointer blot lidt for nemme at se på afstand, hvorfor de mister noget nerve og nærvær. Dramaet mister altså heraf også troværdighed og de medvirkende bliver sine steder lidt for meget til brikker i et manuskript, der tager livtag med familieidyllens bagside.

Selvom karaktererne måske nok af og til bliver lidt for skrevne, så leveres de bestemt veloplagt af ensemblet. Lige fra netop en presset Paprika Steen til hendes forstående ægtemand i skikkelse af Jacob Lohmann. Sofie Gråbøl er dejlig politisk overkorrekt som præste-søsteren, mens Lars Brygmann er hendes knapt så succesfulde og ligeså bedrevidende forfattermand.

‘Den tid på året’ lever altså ganske godt af sine skuespillere, hvor alt det usagte bliver sagt og der blandt andet også fint indfanges skjulte blikke, mens der danses om juletræet. Familierelationerne og de spydige pointer bliver dog sine steder lige tænkte nok – og så lurer sødmen lige om hjørnet uden dog heldigvis at få helt fat i en film, der tør at tage den tragikomiske konsekvens af sine valg.

– ‘Den tid på året’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Den tid på året’ får biografpremiere den 8. november.

CLIMAX: Et dansende LSD-mareridt ind i Helvede

Biografanmeldelse: Du kan godt finde danseskoene frem. For med ’Climax’ kaster filmskaberen Gasper Noé mig ind i et vildt dansende mareridt af vridende og svedende kroppe. Tilsæt LSD og det hele stikker snart af ind i en ond drøm for gruppen af dansere, der i filmen er samlet for at øve en kold vinteraften. Så mens musikken banker afsted forvandler natten sig til en delirisk fest.

Det er kort sagt filmens præmis. Simpelt og intenst. Det er i høj grad også en film og fortælling, der lever af og ånder gennem sine dynamiske billeder og en pumpende lydside. Det er farver, bevægelse og musik i filmisk forening. Her fortalt med blandt andet lange uafbrudte takes, så jeg som publikum ikke har mulighed for at undslippe den skæbnesvangre nat af dansende vanvid.

Desværre siver luften bare ud af den ellers intense nat efter en ganske medrivende første del, hvor jeg bliver hevet med ud på dansegulvet af et svævende kamera, der indfanger flokken af dansere i fælles forening. Der er bare ikke nok vedvarende saft og kraft i filmens scener, der på skift tager mig med ind i både dansernes samtaler og liv filmen igennem.

For selvom her er potente emner som sex, opdragelse, vold og stoffer på menuen – mens selve livet synes at danse dus med døden i det helt klaustrofobiske dansestudie – så får jeg ikke nok medrivende adgang til dette. De medvirkende forbliver dansende brikker i en audiovisuelt funderet leg, der bare ikke er stærk nok til, at jeg holdes ved ilden.

Enkeltscenerne står dog stærkere end filmen som helhed. Resultatet bliver desværre således en filmisk oplevelse, der stille og roligt falder fra hinanden. Nærværet, intensiteten og energien forsvinder, mens filmen paradoksalt nok forsøger på at blive vildere, hvilket blandt andet inkluderer scener af rå vold, pis på gulvet og psykotisk vridende kroppe i stoffernes favntag.

’Climax’ kommer på trods af sin ujævne helhed ok i mål med sin mareridtsvision. Det lykkedes primært i kraft af netop enkeltscener, mere end det er en film, som vedvarende har et greb i mig. Det er en skam, når nu Gasper Noé egentlig er en dejligt kompromisløs og fandenivoldsk filmskaber. Men i dette tilfælde får han altså ikke hevet mig helt medrivende i mål.

– ’Climax’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ’Climax’ får premiere den 8. november 2018.