Indlæg

GREEN BOOK: Forrygende feel good i godt selskab

Biografanmeldelse: Ja, komediedramaet ’Green Book’ er så absolut en feel good-film – men altså en af de virkeligt gode. Her er blandt andet en medrivende balancegang i humoren, der med lige dele underspillet og tør præcision fik mig til at grine op til flere gange undervejs – det uden, at duoen i front bliver til karikaturer, men mennesker af kød og blod.

I front finder man nemlig Viggo Mortensen og Mahershala Ali i rollerne som det umage par og komplette modsætninger, nemlig den rapkæftede og jordnære Tony Lip samt den distingverede pianist Dr. Don Shirley. De to ender med at komme på en tur sammen i de amerikanske sydstater i 1960’erne, hvor racismen er at finde overalt. Filmen er desuden baseret på en rigtig historie.

Det er derfor ikke just uden problemer, at den sorte Don Shirley bevæger sig afsted på sin tour gennem landet. Selv Tony Lip har det en smule svært med sorte – men endnu mere det at skulle have en chef over sig til at bestemme, hvad han skal gøre og ikke gøre. På den måde clasher de to naturligvis også – men ja, undervejs bonder de også mere og mere. 

Men selvom historien måske nok ikke just er uden de store overraskelser, så er den blandt andet så pokkers velskrevet, at det hele vejen er en fryd at se det veloplagte manuskript blive bragt både sjovt, veltimet og sine steder også rørende til live af det umage par. De er ganske enkelt godt selskab – og bærer således altså filmen fint igennem sine forudsigeligheder. 

Filmen bliver måske nok lige en smule for lang i sidste ende, men det er så absolut skønhedspletter i en film, jeg ikke kunne andet end at blive i godt humør af. Det uden, at filmen bliver oversentimental, men altså overordnet bevarer en vittig og engagerende tone med adskillige morsomme scener mellem de to meget forskellige mænd.

Måske bliver racismeproblematikken undervejs en kende for meget skåret ud i pap, men filmen dvæler ikke ved den i stort opsatte neon-bogstaver. ’Green Book’ lever ganske enkelt engagerende hele vejen af sit både vittige og veloplagte manuskript, hvor Viggo Mortensen og Mahershala Ali er formidable at sidde ved siden af i bilen, mens den ruller gennem USA’s sydstater.

’Green Book’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Green Book’ har biografpremiere den 21. februar.

THE PRODIGY: Et creepy barn er gysende forudsigelig

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: jeg har det ikke alt for godt med creepy børn på film. Alligevel formår skrækfilmen ‘The Prodigy’ ikke helt at få gyserskovlen under mig. Det på trods af altså et styk creepy barn. Det sagt så serverer filmen dog et par ok gode jump scares og gys på vejen gennem sin desværre forudsigelig fortælling.

Det hele starter i det små – som det nu altid gør med den her slags gyserfilm. For drengen Miles opfører sig ikke just som andre børn. Han viser sig blandt andet at være yderst intelligent – hvilket jo ikke som sådan er videre uhyggeligt. Men bare rolig, for snart tager drengens opførsel til i en noget mere creepy retning. Præcis hvordan vil jeg dog ikke spoile her.

Jeg kan dog sige så meget, at det altså ikke er særligt uforudsigeligt. Ja, faktisk kører filmen sikkert ned af gyserklichéernes ensporede vej. Det er skam, når nu der på trods af dette som sagt leveres et par ganske velfungerede gyserscener. Blandt andet en uheldig barnepige, der bevæger sig ned i den mørke klichékælder. Det er ganske stemningsfuldt og effektivt iscenesat.

Desværre punkterer filmen sin egen uhygge undervejs – blandt andet på grund af forsudsigeligheden, hvor den tvetydighed, der kunne have været interessant at have set i Miles udebliver. Jeg ved fra starten af, at der er noget overnaturligt på spil – og mysteriet bag, giver sig selv fra filmens allerførste scene, der faktisk ok effektivt skyder filmen igang.

Herfra bevæger filmen sig desværre noget ujævnt hele vejen mod den forudsigelige finale, der lige toppes af med en omgang utroværdighed. End ikke her formår filmen altså at overraske som sådan. Det sagt så er Miles ok uhyggelig i et til tre momenter i filmen, hvor han i skikkelse af Jackson Robert Scott fint kanaliserer en smule creepiness.

‘The Prodigy’ er med andre ord en gyserfilm, der er både forudsigelig og klichéfuld, men som altså også leverer et par ret fint iscenesatte gyserscener og ligeledes et par ok placerede jump scares. Desværre får uhyggen altså bare aldrig rigtigt gyserskovlen under mig, mens manglen på historiemæssige overraskelser også dræner filmen for uhygge.

‘The Prodigy’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Prodigy’ har biografpremiere den 21. februar.

TRÆKFUGLE: Den spirenede narkohandel i Columbia sat i smukke klæder

Biografanmeldelse: Hvordan startede den columbianske narkohandel? Groft sagt med en medgift på 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder. Det er i hvert fald tilfældet i ‘Trækfugle’, der er baseret på virkelige begivenheder og tager sit afsæt i 1969. Rapayet gifter sig således med Zaida. De er begge en del af Wayuu-folket, der bor i ørkenen mellem Columbia og Venezuela.

Men for at få råd til ovenstående store medgift begynder Rapayet med sin makker nemlig at sælge stoffer til unge amerikanske turister. Forretningen begynder dog stille og stødt at vokse, blive endnu farligere og sætter således også både familien samt hans kultur og samfund på spil i en usikker forretning med stoffer, lyssky typer og mange penge på spil.

For udover at være historien om den spirende narkohandel, så er ‘Trækfugle’ også historien om et oprindeligt folk, deres kultur og tro, som pludselig udfordres af tidernes skiften. Et ganske gribende bagtæppe for den spændende udfoldelse af den tiltagende narkohandel, der snart kommer til at male med død og ødelæggelse i filmens desuden smukke billeder filmet af David Gallego.

Vi bevæger os i filmen således stødt op igennem 1970’erne i takt med, at narkohandlen griber om sig og flere parter kommer på banen. For hvor der er penge i spil, er der flere spillere klar til at slå til. Rapayet er altså sat i et dilemma mellem sin familie og kultur modsat den gode forretning. Det hele fortælles på trods af dramaet både roligt og afdæmpet, men altså også intenst.

Desværre er filmens afdæmpede væsen og rolige tempo også med til at trække en smule momentum og nærvær ud af de ganske vist hele vejen flotte eskapader. Sine steder bliver fortællingen altså lige stillestående nok. Jeg bliver mere en fascineret beskuer af billederne end egentlig engageret på et mere følelsesmæssigt plan i dramaet, karaktererne og dilemmaerne.

Det er en skam, når nu ‘Trækfugle’ som nævnt er et billedsmukt bekendtskab med spændende temanikker og dilemmaer på dagsordnen. Men når det er sagt, så er filmen bestemt et positivt bekendtskab, der er rig på gribende stemning og atmosfære, hvor helt drømmende scenarier smukt sniger sig ind – sammen med intenst brutale scener undervejs.

‘Trækfugle’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Trækfugle’ har biografpremiere den 21. februar.

ALITA: BATTLE ANGEL: Hæsblæsende cyborg-action i flot futuristisk fremtid

Biografanmeldelse: Der er fuld actionfart over feltet i Robert Rodriguez’ energiske science fiction-film ‘Alita: Battle Angel’, der desuden har legendariske James Cameron som medforfatter. Jeg kendte dog ikke til den japanske tegneserie, filmen er baseret på, så jeg er helt ny til det flot forløste fremtidsunivers, hvor vi ankommer til den forfaldne og rå Iron City år 2563.

Her møder vi den sympatiske og teknisk dygtige robot-og-cyborg-bygger Dyson Ido, portrætteret med fin tilstedeværelse af Christoph Waltz. Han bringer en ellers kasseret cyborg til live, som han kalder Alita. Den nyvågnede cyborg kan dog intet huske. Filmen er således også en historie om at finde sig selv, selvstændiggørrelse og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske.

Det er dog ikke tematikker, der som sådan bliver videre dybt forløst, men det er fine tanker, der krydrer den ganske vist noget forudsigelige historie, der dog ganske medrivende overlever og lever af sine mange både veloplagte, ok voldelige og overrumplende actionscener. For som filmen skrider frem, begynder Alita også at genfinde hukommelsen om sin vilde fortid.

Bag den komplet computeranimerede Alita finder man skuespillerinden Rosa Salazar, der bringer den ret så overbevisende cyborg til live. Ja, alene teknisk set er filmen langt overvejende en fornøjelse, hvor jeg udover Alita også rives med og imponeres af den flot udfoldende futuristiske fremtid, der er rig på detaljer og idéer.

Desværre er der færre nuancer i fortællingen, der også har en noget cheesy plottråd, der ikke helt fungerer, selvom jeg godt kan se formålet med den. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er, for når filmen i grunden ikke er så rig på plotmæssige overraskelser, skal man selv have lov til at opleve dem. Ja, det er altså overvejende den gribende action, der holder filmen på rette køl.

Heldigvis har filmen et godt flow, der fint svinger fortællingen veloplagt fra scene til scene, fra den ene hårdtslående slåskamp til endnu et voldsomt ræs, hvor cyborgs clasher tungt og medrivende med både Alita og hinanden. ‘Alita: Battle Angel’ er kort sagt en veliscenesat science fiction-film, der serverer både et flot univers, medrivende action, men også en lidt forudsigelig historie.

‘Alita: Battle Angel’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Alita: Battle Angel’ har biografpremiere den 14. februar.

IF BEALE STREET COULD TALK: Ung kærlighed mod hårde odds

Biografanmeldelse: Det er en både ung, spirende og altomsluttende kærlighedshistorie, man får med det velbalancerede og ganske gribende drama i Barry Jenkins ’If Beale Street Could Talk’. En fortælling om både kærlighed, men også om de sortes vilkår og udfordringer i 1970’ernes Harlem i USA. Her møder man den 19-årige Tish og hendes udkårne Fonny, der har kendt hinanden hele livet og nu er et par.

Det hele er dog langt fra idyllisk for de unge elskende. For da Tish bliver gravid clasher hendes familie hårdt med Fonnys mor, der forbander både Tish og hendes ufødte barn væk. Men hvad endnu være er, så bliver Fonny anholdt, hvorfor familien således arbejder på at bevise hans uskyld i den tvivlsomme anklage om voldtægt. Dette er det dramatiske grundlag for det fine drama.

Filmen går dog desværre undervejs i sin fortælling en smule i ring og død i sin afvikling af scenerne, hvoraf nogle af dem mister noget af det naturlige nærvær og den dramatiske intensitet, filmen bestemt også byder på. Dette til trods får man altså hele vejen rundt rigtigt fine præstationer fra de medvirkende. Blandt andet netop KiKi Layne som Tish og Stephen James som Fonny.

Der er nemlig unægteligt kemi imellem de to – lige fra de lykkelige scener og øjeblikke de to imellem til de tunge og svære scener, som de også gennemlever undervejs i filmen. For blandt andet er der en fin balance mellem netop kærlighedens lethed kontra de problemer, som parret kommer til at stå overfor – problemer, der sætter både graviditeten og deres forhold på prøve.

Så selvom fortællingens flow rammer en smule dødvande undervejs og en scene eller to bliver en kende for overfortalte, så er blandt andet netop skuespillerne med til at bære filmen fint i mål. Her finder man eksempelvis også en stærk Regina King som den bestemte og kærlige mor til Tish, mens faren både veloplagt og livligt bringes til live af Colman Domingo.

Hertil kommer filmens billedside, der er smukt filmet af James Laxton. Her er både en romantisk lethed i billederne, der står i engagerende kontrast til de både mere rå og barske. Det er farver, der møder mørke. ’If Beale Street Could Talk’ er altså et fint drama, der balancerer sine karakterer fornemt med den dragende billedside, mens fortællingen dog er en smule ujævnt forløst.

’If Beale Street Could Talk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’If Beale Street Could Talk’ har biografpremiere den 14. februar.

KAPERNAUM: Et tankevækkende og rørende portræt af formålsløsheden

Biografanmeldelse: Det er med dirrende nærvær, at den libanesiske ‘Kapernaum’ folder sin fængslende historie ud. Man følger nemlig her den blot 12-årige Zain i Beiruts slumkvarter, hvor han sammen med sin ludfattige familie bare forsøger at overleve. Noget usædvanligt vælger han at lægge sag an mod sine forældre med anklagen om, at de har født ham ind i en håbløs verden.

En verden af forfald, formålsløshed og fattigdom. En verden, der i filmen beskrives virkelighedsnært og tankevækkende med drengen Zain i en utrolig flot forløst hovedrolle som den selvstændige overlever. Retssagen mod hans forældre danner fra filmens start således rammen om fortællingen, der således udspiller sig i et flashback, der leder op til anklagen.

Det er altså tematikker som verdens ulighed, fattigdom og det at sætte børn i verden, som filmen blandt andet emmer af. Samtidig er det også et fint portræt af netop en af disse børn i drengen Zain, mens det ligeledes er en miljøbeskrivelse af slummen og de ringe udsigter til et værdigt liv, som er for de mange mennesker, der bare forsøger at klare sig fra dag til dig.

Zain Al Rafeea indtager med en sart og ligeledes rå fandenivoldskhed naturligt rollen som Zain. Jeg tror ganske enkelt på ham og de oplevelser, han gennemgår, som er med til at forme ham. Men selvom ‘Kapernaum’ altså har mange fine ting kørende for sig, så mister den undervejs også en kende pusten og går lidt i ring om sig selv med scener, der synes at være gentagelser.

Dermed ikke sagt, at filmen ikke er et både rørende, tankevækkende og sine steder helt smuk og håbefuld – for det er den. Men jeg mister undervejs desværre lidt af min interesse i fortællingen, miljøet og desværre også en smule for Zain, på trods af den som nævnt nærværende præstation, der absolut er noget af det, der også holder filmen ovenvande og får den flot i mål.

‘Kapernaum’ er med andre ord et stærkt drama, der bestemt maner til eftertanke og ligeledes sætter mit eget priviligerede liv i perspektiv. Filmen menneskeliggør de tusindvis og atter tusindvis af ellers navnløse mennesker, der lever i slummen eller flygter mod et bedre liv. Det kan filmen og lykkedes med det. Jeg vil da blandt andet også derfor varmt anbefale ‘Kapernaum’.

‘Kapernaum’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Kapernaum’ har biografpremiere den 7. februar.

LEGO FILMEN 2: De morsomme og tempofyldte klodser er tilbage

Biografanmeldelse: Vi fik det første klods-eventyr i 2014 med ‘LEGO filmen: Et klodset eventyr’. Nu er vi så tilbage i det sprudlende univers med ‘LEGO filmen 2’, hvor der bygges diverse sager op med medrivende fart. Men ikke alt ånder fred i Klodsby, der nemlig kommer under en invasion fra rummet af LEGO DUPLO. De smadrer alt på deres vej, så nu må byen stå sammen.

Kampen er således gået ind mod modstanderne, hvor Emmet, Lucy og Batman er i front for at genoprette freden. Dette sender de tre venner og andre klodsede karakterer ud på en farlig og farverig rejse, der bringer dem vidt omkrig i det kulørte og tempofyldte LEGO-univers. Det betyder blandt andet, at temaer som venskab og fjender samt gråzonerne herimellem kommer i spil.

Det er således med et særdeles højt og energisk tempo, at fortællingen folder sig ud – også lige lidt for tempofyldt en god del af filmen, hvor flere tiltrængte åndehuller i den vilde action kunne bibringe noget mere nærhed og intimitet i fortællingen og karaktererne. Det hele bliver en kende for forjaget til for alvor at gribe mere end på et rent teknisk niveau.

Men ja, filmen er heldigvis også en særdeles velanimeret film, der både fyger afsted med den ene opfindsomme LEGO-byggede maskine efter den anden, videre til farverige eksplosioner og ikke mindst vilde rumrejse-ræs. Det er således altså på trods også ret medrivende at være vidne til den både detaljerede og morsomme animation, der konstant bølger afsted.

For humoren i filmen er bestemt også allestedsnærværende, hvor det blandt andet også fyger afsted med diverse morsomme referencer til andre og velkendte universer – som blandt andet netop Batman, videre til Ringenes Herre-trilogien og Back to the Future-filmen. Det er både komisk veltimet og sjovt at spotte de mange velplacerede jokes og henvisninger.

Desværre er fortællingen lige forudsigelig nok, mens tempoet hiver lidt karaktermæssig engagement ud af filmen. Ujævnhederne gøres dog op for af den medrivende og flotte animation samt ikke mindst humoren, der er både dejligt subtil og mere udbasuneret. ‘LEGO filmen 2’ er med andre ord en ret så veloplagt animationsfilm, der er ganske underholdende, så længe den står på.

‘LEGO filmen 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘LEGO filmen 2’ har biografpremiere den 7. februar.

VILDE ROLF SMADRER INTERNETTET: Underholdende og sød 2’er

Biografanmeldelse: Tilbage i 2012 stiftede verden første gang bekendtskab med den venlige skurk og arkade-karakter Vilde Rolf i filmen af samme navn. Nu er han og hans ræser-glade veninde Vanilje tilbage med et nyt, sødt og ganske underholdende animationseventyr med ’Vilde Rolf smadrer internettet’, hvor de gamle arkadespil således clasher med det store internet.

Der er ikke sket meget i arkaden siden den sidste film. Det ændrer sig imidlertid, da Vaniljes bilspil går i stykker, hvilket gør hende og de andre i spillet hjemløse. Derfor tager Rolf og Vanilje nu ud på det store internet for at få fat på et nyt ret, der kan erstatte det ituslåede gamle, så Vanilje og de andre kan komme tilbage i deres spil. Det bliver starten på en kulørt og ganske sjov rejse.

Det er også et internet-eventyr, der handler om både venskab – og hvad man vil ofre for det – videre til spørgsmålet om at høre hjemme et sted samt eventyrlyst kontra hverdagens sikre rutiner. For hvor Rolf er yderst tilfreds med sit sikre og forudsigelige liv i arkaden, så er Vanilje langt mere eventyrlysten – hun savner uforudsigelighed og forandring.

Dette sætter naturligvis det gode venskab mellem de to på prøve – men aldrig mere end, at det ikke kuldsejler for de to. For filmen er hele vejen en sød og desværre og lidt ufarlig omgang, der ikke for alvor får gået i kødet på sine ellers spændende og relevante tematikker – for både store som små. Det hele lykkedes lidt for let og efter bogen.

Det til trods, så er ‘Vilde Rolf smadrer internettet’ bestemt også en både ganske underholdende, morsom og ikke mindst flot animeret og et vildt forløst internet-univers, der bugner af både referencer og genkendelighed – fra memes og karakterer til fjollede YouTube-videoer. Desuden lægger John C. Reilly og Sarah Silverman veloplagte og gode stemmer til de to venner.

Så selvom forudsigeligheden sniger sig ind på fortællingen, så er filmen i sidste ende på flere måder en vellykket 2’er og animationsfilm. Jeg var i hvert fald i godt selskab, selvom det ikke blev til det helt store følelsesmæssige engagement. ‘Vilde Rolf smadrer internettet’ lever dog fint af både sine umage karakterer, et flot animeret univers og et udmærket fortællemæssigt flow.

‘Vild Rolf smadrer internettet’ får 4 ud af 6 stjerner.

‘Vild Rolf smadrer internettet’ har biografpremiere den 7. februar.

MØDREGRUPPEN: Generisk komedie er kedeligt forudsigelig

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: nej, der er ingen overraskelser i vente i det danske komediedrama ‘Mødregruppen’. Som i overhovedet ingen! Således folder den mere end forudsigelige fortælling sig kedelig generisk ud, mens jeg undervejs blot kan sætte kryds ud for alle plotelementer samt komedie- og karakter-klicheer. Gaaab…

Filmen starter i Hong Kong, hvor den rige og nybagte overklassemor Line lever det vilde jetset-liv med sin mand Bjørn. Men da Bjørn er hende utro med barnepigen, vælger Line resolut at pakke sine ting, tage sit barn under armen og flyve direkte hjem til sin barndomsby på Fyn. Således står den på et firkantet fortalt clash mellem middelklassens landsbyfolk og den rige storbykvinde.

Fortællingen og karaktererne sættes således klodset i scene lige efter bogen. Den ubehjælpsomme Line kan end ikke finde ud af at putte bananer i en pose hos købmanden uden, at der går hul i den og bananerne ender på gulvet. Ja, hun mangler bare at glide i en af skralderne. De godhjertede landbyboerne har naturligvis hjerterum, på trods af manglende materialle goder.

Men der er naturligvis også splid i fortællingen. For Lines forhold til sin kusine Maja er kuldsejlet for år tilbage. Det gamle nag er der stadig, mens også flere i landbyen blev påvirket af, at den lokale keramikfabrik lukkede, da den blev opkøbt og overtaget af Lines nu utro mand. Line står med andre ord til at miste alt – og ende permanent i den landsby, hun ikke kan udstå.

Men ja, naturligvis ser Line – som filmen skrider frem – alt det gode, der også er i byen, ikke mindst i de mennesker, hun møder i sin nye mødregruppe. Den gamle splid er hurtigt kastet på porten hos de implicerede parter, hvor kun kusine Maja lige lader vente på sig, indtil filmens finale, hvor alt ender godt og præcis, som jeg havde set på forhånd – nærmest inden filmens titel ramte lærredet.

Forudsigeligheden er altså dræbende, så jeg kunne have håbet på, at karakterer og humor havde siddet mere i skabet og været med til at løfte filmen ud af sin generiske sump. Det er ikke tilfældet, hvorfor ellers gode kræfter som Danica Curcic som Line, en usympatisk Anders W. Berthelsen som Bjørn og Agnete Vang som kusinen Maja desværre ikke kan løfte klicheerne op fra gulvet.

‘Mødregruppen’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Mødregruppen’ har biografpremiere den 7. februar.

COLD CASEHAMMARSKJÖLD: Med Mads Brügger på konspirationstogt

Biografanmeldelse: Det hele starter med et mystisk mord på FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld i 1961. Eller var den fatale flyulykke i Ndola i Nordrhodesia nu også et mord eller blot et uheld? Det er, hvad instruktør og manuskriptforfatter Mads Brügger kaster sig ud i at undersøge i sin både underholdende og kringlede dokumentarfilm ‘Cold Case Hammarskjöld’.

Hammarskjöld var nemlig fortaler for Congos uafhængighed og altså imod de stærke hvide kolonialistiske kræfter, der ellers satte dagsordnen i Afrika. I kølvandet på ulykken opstod der således en række konspirationsteorier om flystyrtet. Blev det skudt ned grundet et fordækt magtspil? Sagen er dog aldrig blevet fuldt afdækket – indtil videre.

Det er med en både veloplagt samt af og til morsom tone, at Brügger dykker ned i den indviklede sag, der blandt andet indebærer både øjenvidner fra dengang samt ikke mindst en række lyssky personager. Filmen bliver dog sine steder en tand for indviklet for sit eget bedste – det hiver lidt engagement ud af foretaget, hvilket er en skam, når nu sagen grundlæggende er spændende.

Men selvom fortællingen vikles lidt meget ind i sine egne blindgyder og vildspor, så er det også en pointe i sig selv. For sagen ER indviklet, hvilket Brügger da også metaagtigt italesætter undervejs. Og netop filmens meta-lag og leg med virkeligheden er en del af det fascinerende ved filmen. For hvad kan man i grunden stole på, når man kommer med Brügger på eventyr?

Hertil kommer, at filmen undervejs tager en yderst uventet – men også kærkommen – drejning. Ja, det er, hvad man i fiktionens verden ville kalde et både vildt, vanvittigt og chokerende plottwist. Det er det så absolut også her i dokumentarfilmen. Ikke mindst, hvis netop dette plottwist og afsløring er sand. Jeg vil naturligvis ikke her spoile noget. Men ja, det ER altså vildt.

Mads Brügger er desuden hele vejen et karismatisk og drilsk selskab at være i – også når filmen undervejs mister puster og bliver lige lang nok for sit eget bedste med sine 128 minutter. Ikke desto mindre er ‘Cold Case Hammarskjöld’ altså et både spændende, overraskende og sine steder morsomt bekendtskab, der gemmer på en vild og uventet afsløring. Sandheden er derude.

– ‘Cold Case Hammarskjöld’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Cold Case Hammarskjöld’ får premiere den 7. februar.