Indlæg

THE FIFTH ESTATE: Der mangler krudt i denne whistleblower

Selvfølgelig har manden, der instruerede de to sidste og rædderlige kapitler i Twilight-sagaen lavet en film om en af det 21. århundrede vigtigste historier, nemlig den om det mere end stormombruste site WikiLeaks, dets grundlægger Julian Assange og vejen frem til sitets afsløringen af tusindvis af hemmelig militære dokumenter. Det kan man da kalde at have en bred spændvidde. Hatten af for det, men sgu ikke hatten af for The Fifth Estate, det kan allerhøjest blive til et lille kip.

Filmen er dog ikke helt til hundene. Men man skulle da også være en mere end stor idiot, hvis ikke man kunne få en bare nogenlunde spændende film ud af det forlæg. En historie, der stadig udspiller sig og som vi langt fra har forstået omfanget af. Hvordan gør man så lige en så kompleks og moralsk udfordrende historie, der desuden er baseret på to bøger om WikiLeaks, spiselig for publikum?

fifth estate 01

Jo, man skruer op for musikken, skøjter mere eller mindre uelegant han over personportrætterne, skriver et manuskript, der skærer pointerne pinligt ud i pap og forsøger så ellers at holde et tempo, der ikke tillader meget fordybelse. Nej, Gud forbyde det, hvis man kom til at kede sig undervejs. Men paradoksalt nok er det netop det, man kommer til at gøre. At kede sig, selvom det man er vidne til, egentlig burde være en både dødspændende, interessant og gribende fortælling.

Men okay, jeg bliver måske en kende skarp i spyttet, men sandheden er, at filmen desværre ikke for alvor formår at gribe mig, selvom den død og pine forsøger ved at jage fra location til location og afvikle historien så hurtigt, at menneske glemmes i farten. Man bliver altså ikke meget klogere på hverken Julian Assange eller hans samarbejdsparter Daniel Berg, selvom der forsøges skabt en konflikt imellem dem.

fifth estate 02

Ja, der smides selvfølgelig også lige en romance ind i spillet, så det bliver håndgribeligt, at det har personlige konsekvenser for Daniel Berg at ville trække korruption og krigsforbrydelser frem i lyset. Men forholdet er, som tilfældet desværre også er mere eller mindre for filmens øvrige relationer, for løst og skitseagtigt til at have nok dramatisk pondus.

Benedict Cumberbatch og Daniel Brühl gør dog trods alt god figur som henholdsvis en blond og lettere excentrisk Julian Assange og hans beundrer, computergeniet Daniel Berg. Desværre er filmen bare for luftig til at gøre egentligt indtryk. Men som en tjep og mere eller mindre kedelig gennemgang af WikiLeaks historie, kan filmen godt glide ned. Man skal bare ikke forvente, at ens holdninger for alvor udfordres, eller at man bliver nævneværdigt klogere på Julian Assange og cirkusset omkring WikiLeaks.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Fifth Estate | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:
3_6 - stars
fifth estate poster
Originaltitel: The Fifth Estate, USA | Belgien, 2013
Premiere: d. 7. november 2013
Instruktion: Bill Condon
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Daniel Brühl m.fl.
Spilletid:  128 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THOR: THE DARK WORLD: Thor svinger atter Mjølner i et clusterfuck af en farveladefilm

Biograf-anmeldelse: Marvels Thor-univers er både eventyrligt sprælsk og herligt kulør med sit miskmask af rumskibe, laserpistoler, rustninger og monstre. Som et bombastisk gadekryds af Ringenes Herre og Star Wars. Med andre ord, der er smæk på farveladen og pondus i vrøvlerierne. Desværre falder bæstet flere gange over sine egne fødder i Thor: The Dark World – en skamskudt 2’er, der vil en masse, men kan endnu mindre.

Okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først, hvad pokker handler filmen om? Tjo, lidt af hvert – og lidt for meget. Men du ved, Thor skal redde intet mindre end hele universet. Ja, den er god nok. For Malekith, en ond dude med billige kontaktlinser, har fået fat i et ældgammelt våben, der kan smadre både Jorden og alle De Ni Riger. Gisp. Thor skal således få styr på ham, mens også Loki spøger i kulissen – det samme gør romancen med den yndige Jane Forster.

thor dark world 01

Det er sådan cirka filmens udgangspunkt – kort fortalt. For jeg skal love for, at de fem mand bag filmens historie og manus har fundet frem til en både klodset og alt for rodet fortalt omgang eventyr. Jo vist, universet har som sagt sin egen charme, det har Chris Hemsworth som den blonde tordengud også. Man forstår godt hvorfor den yndige Natalie Portman er faldet for ham.

Men deres romance forbliver noget skitseagtig – hvilket desværre også er tilfældet for filmens øvrige karakterer og interne relationer. Der kommer heller aldrig helt nok gas på det komplekse forhold mellem brødrene Thor og Loki, hvor sidstnævnte igen er herligt lumsk i Tom Hiddlestons skikkelse. Anthony Hopkins har naturlig autoritet som Odin, mens Stellan Skarsgård som excentrisk professor fint fungerer som comic relief – sammen med en ligefrem Kat Dennings, der dog egentlig er ret irriterende.

thor dark world 02

Der lægges ellers veloplagt fra kaj med et mægtigt slag, og ja, der er op til flere bombastiske actionscener – fra susende rumskibe til Thors kamp med kæmpemonstre. Men hvor det computergenererede rabalder fungerer ganske godt, så er historiens afvikling noget klodset og dramaet fladt. Flere gange skæres plottet ud i pap af de medvirkende, der paradoksalt nok synes mere forvirrede end Thor på afveje i London.

I ved, Thor tager blandt andet undrende undergrundsbanen. Sådan lidt fish out of water-komik midt i den postulerede alvor. For selvom hele universet er i fare, synes der egentlig aldrig at være fare på færde – det på trods af, at der rent faktisk tages et par dramatiske kneb i brug undervejs. Oh well, filmens skavanker, letkøbte løsninger og plothuller til trods, afføder de kulørte vrøvlerier en ok underholdningsværdi.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Thor: The Dark World | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:
3_6 - stars
thor dark world poster
Originaltitel: Thor: The Dark World, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Chris Hemsworth, Natalie Portman, Tom Hiddleston, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård, Idris Elba, Christopher Eccleston, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Kat Dennings m.fl.
Spilletid:  111 min.
Distributør: Walt Disney[/tab][/tabgroup]

FRANCES HA: Vinder dit hjerte hurtigere end du kan nå at sige café latte med soyamælk

Selvfølgelig kan man ikke andet end at falde for Frances Ha – både filmen og Greta Gerwig, der har titelrollen i denne kærlighedsforvirrede-og-sniksnakkende-Woody-Allen-og-François-Truffaut-elskende-indie-charmer. Ja, det kaldte jeg den lige. Had mig ikke for det, men elsk filmen for det.

27-årige Frances er en drømmer, og drømmer om en karriere som danser. Hun har dog aldrig helt formået at indfri den. Så mens vennerne omkring hende begynder at få, eller allerede har helt fod på deres liv, tumler hun stadig rundt efter sin plads. Men scenen i New York er hård og jobbene få, mens der også er knas med hendes bedste veninde Sophie, og det der med kærligheden er heller ikke let.

Frances Ha 01

Her er altså tale om en sød-og-quirky-pige-på-afveje-flick. Men det bliver heldigvis aldrig klæbrigt sentimentalt eller selvoptaget enerverende. For godt nok følger man den kreative del af New Yorks unge – du ved, dem der går til yoga, ser franske film og altid har en galleriåbning, de skal til. Men filmen formår uprætentiøst og med ironisk selvindsigt at levere sin historie skarpt og vittigt.

Hele filmen er med andre ord gennemsyret af New Yorker-charme med et twist af frankofili. En naturlig charme, der altså ikke virker forceret – blandt andet takket være en herligt uhøjtidelig Greta Gerwig. For uanset om du vil det eller ej, vinder hun dit hjerte hurtigere end du kan nå at sige café latte med soyamælk. Ellers bør du tjekke op på dine personligheds-prioriteringer.

Frances Ha 04

Noah Baumbach er manden bag blandt andet de fine The Squid and the Whale og Greenberg. Han har i denne omgang skrevet manuskriptet sammen med Greta Gerwig, hvilket nok også er en af grundene til, at hendes præstation som Frances virker så ubesværet. De to danner desuden par privat og så er filmen i sort/hvid.

Nej, det kan næsten ikke bliver mere nepotistisk indie-irriterende, men det bliver det altså ikke. Her er ganske enkelt tale om et oprigtigt, morsomt og rørende portræt af en pige, der forsøger at få fod på livet og sig selv. Så tag Woody Allen under armen og få lidt mere lyst til at se moderne dans og franske film, når Frances drikker sig småfuld, mens hun jagter livet og romantikken i New Yorks gader.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Frances Ha | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
Frances Ha poster
Originaltitel: Frances Ha, USA, 2012
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Noah Baumbach
Medvirkende: Greta Gerwig, Mickey Sumner, Adam Driver m.fl.
Spilletid: 86 min.
Distributør: Miracle Film[/tab][/tabgroup]

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes – bøvs

Jeg skal prøve at bevare fatningen i denne anmeldelse. Du ved, formulere mig og argumentere på en måde, så min holdning til og vurdering af remaket Carrie fremgår klart og tydeligt, uden at være besudlet med cheap shots og bandeord. Altså en saglig nedsabling – og så vil  jeg også forsøge at holde mig fra at sammenligne filmen med Brian de Palmas fremragende original fra 1976. Sådan cirka.

Historien er mere eller mindre tro mod originalen – blot uden den psykologiske finesse og nuancerede karakterskildringer. Chloë Grace Moretz indtager rollen som den underkuede og utilpassede outsider Carrie, mens hendes religiøst fanatiske mor portrætteres af Julianne Moore. Den store gallafest venter forude på Carries high school – det er dog ikke en fest, hun gør sig forhåbninger om at deltage i.

carrie 01

Hun mobbes nemlig groft af sine medstuderende, mens hendes omklamrende elenemor nærmest har gjort deres hjem til et fængsel. Hun holder strengt opsyn med Carrie og låser hende også gerne inde under trappen, hvor hun skal bede Gud om forladelse – og det der med drenge, kan hun godt glemme alt om. Men der er bare lige det med Carrie, at hun har telekinetiske evner og altså kan flytte ting med tankens kraft. Ja, en coming of-fortælling med overnaturlig kant.

Disse evner er delvist forårsaget af Carries temperament og humørsvingninger. Der går dog ikke mange minutter af filmen, førend hun har evnerne under kontrol og som en anden superhelt bruger sine evner efter for godt befindende. Ja, hun kunne fint passe ind i en X-Men-film. For i stedet for at være en sårbar og forvirret pige i følelsers vold, er hun her selvbevidst, stærk og i kontrol.

carrie 02

Der er med andre ord ikke meget teenage-angst og usikkerhed at hente i Carrie, der også nærmest fra starten tør at sige sin dominerende mor imod. Man fornemmer aldrig for alvor moderens favntag og Carries indre konflikter, mens den ellers indoktrinerede gudfrygtighed nærmest er ikke-eksisterende. Der er altså hverken meget udvikling eller nærværende drama i portrætteringen af Carrie, hendes forhold til sin mor eller problemerne med klassekammeraterne og det at passe ind.

Jeg blev heller aldrig følelsesmæssigt engageret i filmen, der blot jagter de billige thrills, som når Carrie får ting og sager til at flyve. Her er mere tale om effekt-gøgl, end et interessant og engagerende portræt af en piges kamp med sig selv og sin omverden. Nu har jeg ikke læst Stephen Kings bog, der er filmens forlæg, men vil, som du nok har luret, anbefale originalen frem for dette overflødige remake. Der gøres altså intet interessant med forlægget, man har blot skruet op for rabalderet og helt ned for det menneskelige drama. Bøvs.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
carrie poster
Originaltitel: Carrie, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Kimberly Peirce
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde m.fl.
Spilletid:  99 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

 

 

CAPTAIN PHILLIPS: Heltemodige Tom Hanks i piraters favntag

Okay, lad mig starte med at skyde sammenligningerne mellem Paul Greengrass’ Captain Phillips og Tobias Lindholms Kapringen ned. Det er ganske enkelt to meget forskellige film, der kun har det tilfælles, at en flok somaliske pirater kaprer et fragtskib. Nu var Kapringen heller ikke det store sus – det er Captain Phillips til gengæld. En intens og nervepirrende filmoplevelse på åbent hav med Tom Hanks i problemer.

Vi er med andre ord langt fra Johnny Depps fjogede pirat, Jack Sparrow, men lukkes her ind i et realistisk drama, der på trods af sine 134 minutter holdt mig i et fast greb. Det er godt nok først i filmens højspændte finale, at der for alvor kom følelsesmæssigt pondus på drengen, men jeg var hele tiden engageret løjerne, der dygtigt tager overraskende og gribende drejninger undervejs.

Captain Phillips 02

Det lykkedes altså Paul Greengrass igen at servere sin efterhånden velkendte dokumentariske action, som han også har leveret i blandt andet sine to Jason Bourne-film, United 93 og Bloody Sunday. Han er simpelthen en mester ud i at mestre intensitet og neglebidende nærvær i sin action. Netop dette er et af Captain Phillips stærkeste kort. Det og Tom Hanks samt debutanten Barkhad Abdi som piraten Muse.

For nuancerne i historien er til at overse. Godt nok er karaktererne, både kaptajn Phillips og de desperate pirater engagerende og delvist nuancerede bekendtskaber. Men de bagvedliggende problemstillinger om blandt andet de somaliske piraternes situation og hvorledes disse fattige fiskere presses af rigere lande, forbliver ukendt farvand. Her er kun én vinder, én klar helt ­– du gættede rigtigt, kaptajn Phillips.

Captain Phillips 01

Men okay, Tom Hanks er sgu også en både cool, sympatisk og heltemodig kaptajn, der gerne ofrer sig selv. Og selvom parterne er tegnet tydeligt op, byder filmen også på nuancer i skurkebilledet, hvor piraterne selvfølgelig er lige så menneskelige som dem, de tager til gidsel. Det er relationer, man har lyst til at se udfoldet og forløst i Paul Greengrass’ sikre hånd om dramaet.

Det er altså en på mange måder vellykket og medrivende film, der er kommet ud af den virkelige historie om en kapring ud for Somalias kyst tilbage i 2009. Desværre maner filmen ikke til megen eftertanke, det behøver en actionfilm som bekendt heller ikke at gøre for at være vellykket underholdning. Og det er netop, hvad Captain Phillips er – vellykket, medrivende og intens actionunderholdning.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

[tabgroup][tab title=”Captain Phillips | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
53449_Capt_Phillips_plakat.indd
Originaltitel: Captain Phillips, USA, 2013
Premiere: d. 24. oktober 2013
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Tom Hanks, Barkhad Abdi m.fl.
Spilletid: 134 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THIS IS THE END: Apokalyptisk komedie er virkelig sjov

Altså, hvis du lige tager et kig på rollelisten til den apokalyptiske komedie This is the End, bør en yderligere anbefaling egentlig ikke være nødvendig – du ved: Seth Rogen, Jay Baruchel, James Franco, Jonah Hill, Danny McBride og Craig Robinson samt et par skønne cameos af blandt andet Michael Cera og Emma Watson. Men lad mig alligevel lige uddybe, hvorfor du skal se filmen – for det skal du.

Alle spiller sig selv – eller rettere parodier på sig selv. Nogle mere underspillede end andre. Men det holder. Blandt andet fordi selvironien fungerer, og så er der bare en god dynamik i det morsomme ensemble. Løjerne tager sin begyndelse med Jay Baruchel, der ankommer til Los Angeles for at catche op med sin ven Seth Rogen. Jay er dog ikke meget for al det der Hollywood-lir, som Seth er blevet en del af.

this is the end 02

Han er derfor heller ikke meget for at blive slæbt med til A-liste house warming hos Franco. Jays bange anelser for festen træder dog hurtigt i baggrunden, da Jordens undergang bryder ud – ja, sådan fra det ene sekund til det andet. Og ja, selvfølgelig er det sjovt at se den ene kendis efter den anden lade livet. Tilbage står Rogen, Baruchel, Franco, Hill, McBride og Robinson, som nu forskanser sig i Francos hjem.

De interne stridigheder tager til – og det er virkelig sjovt at være vidne til, hvordan de tackler både hinanden og apokalypsen. Men selvom det er sjovt, bliver løjerne til tider også en kende episodiske. Det tager en smule af pusten fra filmens flow, hvor en lille opstramning af manuskriptet ikke ville have gjort noget. Men selvom filmen mister lidt tempo, mister den aldrig grebet om grinene.

this is the end 01

Ganske vist er alle jokes ikke lige sjove, men man er hele vejen i godt selskab, hvor det også smitter, at man fornemmer hvor sjovt, det har været at lave filmen. Den ofte improvisatoriske feel giver liv og uforudsigelighed til filmen. Blandt andet er en diskussion om onani mellem Franco og McBride vellykket plat, mens også scenen, hvor gutterne kommer op at toppes om ikke at voldtage Emma Watson fungerer.

Ja, hvis Jordens undergang er lige så sjov som This is the End, må den godt gå under. Nu. Men indtil det sker, kan man jo forberede sig på apokalypsen i selskab med de her gutter. Som sagt: Seth Rogen, Jay Baruchel, James Franco, Jonah Hill, Danny McBride og Craig Robinson. Nej, der er ingen grund til, at jeg spilder mere af din tid med mine ord. Bare se filmen. [tabgroup][tab title=”This is the End | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
this is the end poster
Originaltitel: This is the End, USA, 2013
Premiere: d. 10. oktober 2013
Instruktion: Evan Goldberg, Seth Rogen
Medvirkende: Seth Rogen, Jay Baruchel, James Franco, Jonah Hill, Danny McBride, Craig Robinson, Michael Cera, Emma Watson m.fl.
Spilletid: 106 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

KVINDEN I BURET: På stivbenet jagt efter den gode krimi

Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens krimiromaner om Afdeling Q, den ihærdige kriminalbetjenten Carl Mørck og hans partner Assad – og kommer nok heller ikke til det. Men selvom denne første film i rækken ikke hæver sig over det middelmådige, vil jeg ikke afvise, at jeg sidder klar, når næste film en gang rammer biografen. For selvom Kvinden i buret er ganske solid, er den også underligt ufarlig.

Nikolaj Lie Kaas indtager rollen som den sammenbidte Mørck, der efter en tragisk ulykke på en politisag ender på nervemedicin og dårlig kaffe. Han henvises til at lede den nyoprettede Afdeling Q, der skal tage sig af uopklarede sager. Ikke just en attråværdig tjans. Her teames han op med den optimistiske Assad, en veloplagt Fares Fares. Ja, du gættede rigtigt – de to bider sig snart fast i en uopklaret sag. Fem år tidligere forsvandt den ambitiøse politiker Merete Lynggaard nemlig på mystiske vis.

kvinden i buret 01

Men den umage duo tror selvfølgelig ikke på, at der var tale om selvmord, og snart begynder konturerne på en anden og mere dyster forklaring at tegne sig i sagens ellers sparsomme ledetråde. Så stik imod deres ordrer, sætter de to alt ind på sagen, hvilket leder dem på sporet af gerningsmanden, der holder Lynggaard fanget i et væmmeligt trykluftkammer uden kontakt til omverdenen.

Der er således lagt op til en klassisk kamp imod tiden, hvor genrens klichér holdes i ave. Betjenten med et forlist ægteskab i rygsækken og en tragedie, der har sendt ham ud i mørket (ja, Carl Mørckget it), hvor eneste trøst er flasken i inderlommen og en dedikation til en politisag. Ja, han vil selvfølgelig også helst arbejde alene, men får ufrivilligt en partner på nakken, hvor den obligatoriske forbrødring indfinder sig – og så videre. Ja, klassikere som Seven og Ondskabens øjne spørger også i kulissen.

kvinden i buret 02

Men nu er visse elementer en fast del af genren, desværre føles de i dette tilfældet bare mere slidte end friske. For egentlig udgør Lie Kaas og Fares en god og dynamisk duo, Sonja Richter er nærværende i den forpinte rolle som den både skrøbelige og viljestærke kvinde i buret, mens også Mikkel Boe Følsgaard er troværdig som Meretes hjerneskadede bror. Men afviklingen at plottet føles en smule stift, mens man da også må sluge sin del af plotmæssige kameler.

Man savner også mere psykologisk dybde og en knapt så skematisk struktur, mens spændingen forbliver moderat, om end den intense finale har et vist momentum – sin genkendelighed til trods. Men med lige dele flair for genren, et stemningsfuldt univers samt et grumt og kringlet plot røg affæren relativt effektivt ned i svælget på min indre krimihund – men man glemmer hurtigt Mørck og co. i mørket, straks filmen har nået sin forventelige konklusion. [tabgroup][tab title=”Kvinden i buret | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
kvinden i buret poster
Originaltitel: Kvinden i buret, Danmark, 2013
Premiere: d. d. 3. oktober 2013
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Sonja Richter, Mikkel Boe Følsgaardm.fl.
Spilletid: 97 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck nu det, for filmen føles frisk, er veloplagt og medrivende sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.

Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter, og de to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet. Og som enhver anden superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.

antboy01

Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.

Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den ganske intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.

antboy 02

For filmen er skåret ind til benet med sine små 77 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken, hvilket kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.

Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, det at finde ud af, hvem man er og hvad, der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken – er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver lige filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, it’s trueall hail Antboy. [tabgroup][tab title=”Antboy | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
antboy poster
Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Premiere: d. 3. oktober 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 77 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 4: Fra grotesk undergrund til VHS-samleri og tårnhøjt helvede

Så blev det sidste dag på dette års genrefilmsfestival Blodig Weekend. Tiden flyver jo afsted, når blodet flyder. Dagens første film var festivalens eneste dokumentar, nemlig den VHS-hyldende Adjust Your Tracking. Her fik man et skønt, nørdet og underholdende kig ind i kultur af amerikanske VHS-samlere, der overvejende er vilde med skrækfilm eller blot obskure perler, hvilket jo fint går i hånd med festivalen.

Jeg er på ingen måde selv hardcore samler, men jeg har da min del af mere eller mindre sjældne bånd, samt bånd, der bare har en sej titel og et cool cover. Ja, jeg køber stadig bånd, når jeg falder over de rigtige til den rigtige pris – hvilket altså ikke er i nærheden af de uhyrlige summer som nogle af de amerikanske fans er villige til at betale. Du ved, 700 dollars op opefter.

Adjust Your Tracking Blodig Weekend stills

Men jeg kan bestemt relatere til deres begejstring for det gamle format og jagten på båndene – som ofte har det med at befinde sig i snaskede kældre og mugne papkasser. Der er selvfølgelig mange grunde til at folk samler på VHS-bånd. I filmen tales der blandt andet om det nostalgiske aspekt ved båndene, mens en grund også er, at en lang række titler slet ikke er udkommet på andre formater.

Efterfølgende var der en fin Q&A med et par af de største danske samler, Hans-Jørn Reimer and Nils Markvardsen. De havde sjove anekdoter om deres samlinger og deres forhold det gamle format. Tjek desuden den danske Facebook-gruppe for VHS-samlere, Danish Ex-rental VHS Appreciation Group (DEVAG), det er lige her.

Adjust Your Tracking, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Meget fint i tråd men dokumentaren og de snaskede filmtitler, der her blev vist klip fra, var næste visning en vaskeægte omgang no-budget-snask fra den danske undergrund. Den efterhånden berygtede Grotesk var nemlig efter flere års tilløb blevet klart til sin verdenspremiere, hvilket skete i en propfyldt sal i Cinemateket. Filmen blev indledt af en Q&A med bagmændene Peter J. Bonneman og Tue Sprogø samt hovedrolleindehaveren Heine Sørensen. Cool at høre om deres arbejde med filmen.

Plottet, siger du? How about go fuck yourself. Well, nu har et plot sgu heller aldrig skullet komme i vejen for en omgang slibrig sleaze, men lad mig alligevel kort ridse filmens game plan op. Det er noget med en hemmelig rummission, der går galt. En rumfærge, der crasher i Øresund – og noget med radioaktivitet, hvilket der som bekendt altid kommer morderiske mutant-monstre ud af. Således hærger denne øksesvingende monstermand det danske sommerland. That is it. Bum.

Grotesk 02

Næ, mere behøver man ikke for at skabe trashet horror-underholdning. Men hvorfor det hele skal se ud som om, det er filmet med en kartoffel, skal jeg ikke kunne sige – men pyt nu med det. Just bring on the gore, for fuck sake. Og ja, der diskes da også op med skønne old school-splatter-effekter med afhuggede lemmer og smadrede ansigter. Hvilket på det nærmeste er filmens eneste formildende omstændighed.

Men desværre er de blodige løjer bare ikke videre opfindsomme – på nær en scene, hvor en kvindes øje (der stadig kan se), proppes op i hendes røv. Men det er ganske enkelt småt med mindeværdige mord, scener og karakterer. Monstret er dog ret cool med sin muterede mund, der fylder halvdelen af det boblende zombie-fjæs.

Men tempoet er mildest talt ujævnt – og så savner man mere fandenivoldsk energi, hvilket kunne have hjulpet denne grotesk amatøragtige sjasker. Hell, man fornemmer sgu ikke rigtigt, at de har gjort sig umage. På nær effekterne. Løjerne fik dog flere i salen til at juble – men lad mig gætte på, at det primært var folk, der på en eller anden måde havde en relation til filmen. For det er da sikkert ok sjovt at se ens venner blive skudt i smadder, men det er der jo ingen grund til, at også andre horrorfans skal belemres med. Men hey, den ene stjerne er bestemt fyldt med blodig kærlighed.

Grotesk, 1/6:1_6 - stars_LILLE

Næste film var den mexicanske Here Comes the Devil. En rodebutik, der forvilder sig ind i et okkult plot, den langt fra formår at indfri overbevisende. Der kunne ellers være kommet noget godt ud af historien om et forældrepar, hvis børn dukker op efter at have været forsvundet et døgns tid. Der er nemlig sket noget med børnene, der nu nærmest er helt søvngængeragtige.

For hvad er historien egentlig med den mystiske bakke lidt uden for byen, som børnene har været i kontakt med. Hæfter man sig ved filmens titel, får man et praj om, hvilken ondskab der er på spil. Desværre formår filmen aldrig at fastholde eller opbygge nævneværdig stemning.

Here Comes The Devil

Den bliver heller aldrig uhyggelig, selvom der særligt i filmens sidste del forsøges med eery stemning og billige spooks. Skuespillet er heller ikke just imponerende, selvom forældreparret trods alt har et par fine scener sammen og et forfriskende komplekst forhold. Men manuskriptet er langt overvejende uinteressant.

Ja, man ved, at det ikke er helt godt, når rulleteksterne er det bedste ved filmen. En skam, at de ellers potente tematikker som sex, djævle og hævn ikke kom ordentlig op i gear, for filmen synes mest af alt at slæbe sig selv afsted i halvt tempo.

Here Comes the Devil, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Desværre er der heller ikke det store at komme efter med splatterkomedien Fresh Meat – eller splatterkomedie er nok at tage munden for fuld. For selvom denne new zealandske film blandt andet byder på kannibalisme, tortur og et par åbne skudsår, er der langt fra tale gory fun – eller bare ’fun’ i det hele taget.

Fresh Meat

For filmens forkrampede forsøg på at hive grin ud af publikum er mildest talt ikke videre vellykket. Den både platte og sorte humor fejler – du ved, fede mænd i pigeundertøj og lille lystig dans af en gerningsmand, der parterer et lig parteres (off screen, that is). Ja, Tarantino mere end spøger i kulissen, men anstrengelserne virker her forældede og idéerne er uopfindsomme.

Man følger en gruppe kriminelle, der netop har reddet deres partner ud af en fangetransport. De gemmer sig nu hos en tilsyneladende almindelig familie i forstæderne. Magtbalancen skifter dog undervejs, mens der skrues op for larm og rabalder, i stedet for, at man faktisk havde gjort sig umage med det svage og dårligt skrevne manuskript. Kun Temuera Morrison gør i glimt manisk god figur som forbitret patriark. Men bottom line – en blodfattig, flad og umorsom hakkebøf.

Fresh Meat 2/6:2_6 - stars_LILLE

Der er heller ikke nogen stor oplevelse at komme efter med den norske Thale, hvor man kommer en tur op i de mørke, norske skove, hvor rengøringsholdet Leo og Elvis tager sig af et dødsbo. Her gemmer kælderen på en hemmelighed – nemlig en mystisk og mut nøgen kvinde, der måske ikke er helt så menneskelig som hun ser ud.

Desværre er Thale bare en af de der frustrerende filmoplevelser, hvor man aner potentialet til en både spændende og interessant film. Det er dog skide lige meget, at filmen er lavet for en 20’er. Desværre gøres der bare ikke op for den billige produktion med nævneværdig opfindsomhed eller interessante karakterer.

Thale

I stedet får man en ujævn og sløv film, der minder mest om en kortfilm, som er blevet pumpet op til at runde lige på den anden side af 60 minutter – og så er den ”store” finale flad og overstået hurtigere end man kan nå at føle skuffelsen. Nej, filmen får ganske enkelt aldrig luft under vingerne.

Thale, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Heldigvis sluttede festivalen for mit vedkommende af med et veloplagt brag af en film med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower. Den eneste egentlig actionfilm på dette års program og en herlig eksplosiv måde at slutte Blodig Weekend af med.

Det er juleaften og alle er feststemte i den luksuriøse skyskraber Sky Tower. Men en brand bryder ud i den ellers helt paradisiske mastodontbygning, så nu må brave brandfolk forsøge at redde flest mulige ud af den enorme brandfælde. Ja, et simpelt plot afviklet med god tæft for både action, menneskeligt drama og medrivende scener.

tower

Blandt andet er en scene med en kollapsende bro nervepirrende – hvilket kendetegner filmen det meste af vejen. Og så kom der også godt svung på sentimentaliteten, mens der både reddes gravide kvinder, børn og ældre mennesker. Filmen er bestemt heller ikke uden dødelig konsekvens, blandt andet er scenen, hvor en proppet elevator ender omgivet af flammer både klaustrofobisk og ubehagelig.

The Tower, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ja, en ujævn filmdag, men en ubetinget god dag på festivalen, hvor jeg også lige fik hilst på Søren Henrik Jacobsen, der har den fine gyser-blog Skræk og Rædsel (den er her), samt film-entusiast med mere Nicolas Barbano og jeg fik også lige hilst kort på Jack Jensen, der har bloggen En lejemorder ser tilbage (den er her) – han havde for resten også en rolle i Grotesk. Nej, jeg kan sgu ikke vente til næste års omgang Blodig Weekend. Et virkelig godt initiativ og rent guf for os danske horrorfans. Tak for fire forrygende og blodige filmdage.

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anmeldelser fra DAG 1, DAG 2 og DAG 3.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 1: Blodsjaskende godt remake og håndholdt V/H/S-horror

I går torsdag var det endelig blevet tid til første dag på genrefilmsfestivalen Blodig Weekend (læs om den HER). Det var det medrivende remake Evil Dead, der åbnede ballet på blodig vis – meget passende. Ja, folk jamrer over remakes, og ofte med god grund. Så det er klart, at når der oven i købet er tale om Sam Raimis splattede lowbudget-klassiker fra 1981, at en vis skepsis indfinder sig.

Men heldigvis går remaket egne veje – ellers ville et remake jo også være ligegyldig. Det er dog stadig en flok unge, man her følger på deres skæbnesvangre tur ud i en afsidesliggende skovhytte, hvor de finder en skummel bog, der udløser død, ødelæggelse og vamle dæmonbesættelser – og der er ikke sparet på blodet.

evil dead 1981 2013 03

De er i hytten, forbi Mia skal ud af sit stofmisbrug – hun spilles for resten af en helt forrygende Jane Levy. Hendes abstinenser bliver dog snart det mindste af gruppens bekymringer. Ja, du gættede rigtigt, der venter dem alverdens grumme pinsler – og der diskes op med flere virkelig ubehagelige, lemlæstende og blodspruttende scener.

En makaber og intens skrækfilm i sin egen ret. At remaket har delt vandene er forventeligt, men har man et hjerte, der banker bare en smule for snasket og kropsvæske pjaskende horror, skal man altså være et forpulet skarn for i det mindste ikke at sætte pris på disse scener i denne veloplagte genindspilning. Fuck yes – suck it, remake haters!

Evil Dead, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Dagens anden og sidste film var opfølgeren til den underholdende og håndholdte antologi-gyser V/H/S (læs min anmeldelse HER). En på mange måder vellykket 2’er, der byder på fire kortfilm samt en rammefortælling i found footage-genren – og der er højt niveau stort set hele vejen rundt. Rammefortællingen følger Larry og Ayesha, der har fået til opgave at undersøge en ung knægts forsvinden. I hans dunkle hjem, bliver de mødt af en række tændte fjernsyn og en stak VHS-bånd.

De ser således båndene igennem (ja, antologiens fire kortfilm), mens man vender tilbage til de to i huset, hvor stemningen bliver fortsat mere eery. Første bånd i maskinen er Phase I Clinical Trials, der følger en mand, som efter at have mistet synet på det ene øje, får indopereret et øje/kamera, der samtidig optager alt. Men der følger uventede bivirkninger med øjet og snart ser han skumle skikkelser i sit hjem. En creepy film med både olm atmosfære og fine jump scares.

VHS 2 Blodig Weekend stills

Herefter blev der smidt sort humor i horrorgryden med den indvoldsudrivende zombiefilm A Ride in the Park, hvoraf den ene instruktør er Eduardo Sánchez – den ene af de to gutter bag nyklassikeren The Blair Witch Project. Her udvikler en cykeltur gennem skoven sig til en sjasket zombiemassakre med blod på linsen. Good and gory zombie fun. Med det tredje indslag, Safe Haven, blev der gået balls out med sjasket splat, et herligt grotesk plot og adskillige blodige money shots.

Her udvikler et dokumentarholds besøg hos en sekt sig til et sandt mareridt. For selvfølgelig gemmer de hvidklædte medlemmer på mørke hemmeligheder. En forrygende rutsjebanetur med flere groteske what the fuck-øjeblikke, mens løjerne bare eskalerer hele vejen mod den forrygende finale. Så ja, mange tak til de to instruktører bag, Gareth Evans (The Raid) og Timo Tjahjanto (det forrygende indslag, L is for Libedo The ABCs of Death, læs min anmeldelse HER).

vhs 2 02

Sidste indslag var desværre også antologiens svageste. For selvom Slumber Party Alien Abduction er en cool titel, var det en noget ujævn oplevelse. Det er ellers Jason Eisener, der har instrueret – manden bag den fremragende Hobo with a Shotgun. Men det larmende besøg fra rummet tumlede noget forslået rundt i mørket, mens man blev mere rundtosset end skræmt af de blege rummænd. Heldigvis fik rammefortællingen lov til at binde den blodige sløje på filmen, som den fortjente.

– V/H/S 2, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.