Indlæg

The Girl in the Spider’s Web: Hævneren Lisbeth Salander er hårdtslående tilbage

Biografanmeldelse: Den læderklædte hacker og hævner Lisbeth Salander er hårdtslående tilbage med den smukt iscenesatte og brutale ‘The Girl in the Spider’s Web’. Journalisten Mikael Blomkvist dukker naturligvis også op, når hun og han her bliver viklet ind i et farligt spil, der blandt andet involverer lyssky typer og et computerprogram, der ikke må falde i de forkerte hænder.

Salanders dystre fortid spiller også ind, mens der spædes til med skånselsløse skurke, intense biljagter og en plotlegende historie med schwung på både vold, forviklinger og lidt for vilde gadget-løsninger. For ganske vist er Salander ferm med en computer, men efterhånden som filmen skrider frem mister historien troværdighed og engagerende jordforbindelse. Desværre.

For selvom vi her befinder os i en form for højnet virkelighed, hvor alt er lidt mere bastant fortalt og visuelt potent iscenesat, så mister jeg simpelthen troen på nogle af plotdrejningerne, der af og til mere synes som lidt for lette manuskriptløsninger end egentligt medrivende idéer på historiefronten. Det gælder både Salanders hacker-evner, actionscener og karakterdramaet.

Det er virkelig en skam, da instruktør Fede Álvarez forløser historien med et dragende flot univers, der nærmest giver mindelser om dystre versioner af både Bond og Batman – her sat i et koldt og sneklædt Stockholm. Det er køligt og cool, mørkt og tungt. Álvarez har tidligere henrykket mig med sit blodige ‘Evil Dead’-remake samt den væmmelige home invasion-thriller ‘Don’t Breathe’.

Selvom her dog ikke ligefrem er blodsprøjtende splatter på menuen, danner filmens forlæg af David Lagercrantz afsæt for et par ganske grumme scener, der lugter af horror i hænderne på Álvarez. Det er altså ikke Stieg Larsson, der står som historiens afsender, selvom han fødte filmens duo med sine tre første bind i den populære Millennium-bogserie.

Claire Foy er på trods af filmens ujævnheder og historiemæssige lufthuller indtagende som den mutte og private Salander. Sverrir Gudnason får ikke så meget at arbejde med som Blomkvist, der mest synes at bevæge sig i filmens yderkant. ‘The Girl in the Spider’s Web’ ender kort fortalt som en flot og brutal filmoplevelse, der dog halter på historiesiden og et vedvarende engagement.

– ‘The Girl in the Spider’s Web’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘The Girl in the Spider’s Web’ får premiere den 1. november.

FIRST MAN: Et både intimt og intenst rumdrama

Biografanmeldelse: Det er en både intim og intens rumfærd jeg har været på med Damien Chazelles månelandingsdrama ’First Man’. Det er således fortællingen om, hvordan astronauten Neil Armstrong endte med at blive den første mand til at gå på Månen den 20. juli i 1969. Her fortalt i et på en gang nært og sine steder helt klaustrofobisk drama rumrejsens store vidder taget i betragtning. Det handler nemlig også om andet og mere end det at nå først til Månen.

For det er ikke med store episke armbevægelser, at filmen folder sin fortælling ud. Derimod er det med kameraet helt tæt på Armstrong – både når han indfinder sig i diverse flyvende fartøjer, og når han kæmper med livet nede på Jorden. For Armstrong er en forknyt mand af få ord og med et traume, der tynger både ham og familien. Han og hans hustru Janet mister nemlig på tragisk vis deres lille datter. Således spiller også sorg og familieliv ind på måneeventyret.

På den måde er dramaet i Armstrongs lille familie med til at grunde det ellers svimlende rumeventyr i øjenhøjde, selv når jeg hives med op i det uendelige og lydløse himmelrum. For ja, her leveres op til flere både nervepirrende og medrivende rumflyvninger på vejen hen imod Apollo 11-missionen, der bragte den første mand op på Månen. Disse scener holder mig på tæerne filmen igennem med sin vibrerende tilstedeværelse.

De forskellige flyveture ramte mig nemlig fysisk med blandt andet sine intime nærbilleder, rystende kameraarbejde og klaustrofobiske indre i fartøjerne samt ikke mindst et gispende og dynamisk lydarbejde. Jeg mærker her spændingen, nerven og farligheden. Jeg er helt tæt på visuelt og på lydsiden, mens der ligeledes også åbnes op for åndeløse panoramabilleder set fra oven.

’First Man’ er på den måde også en både smuk, gribende og ikke mindst imponerende film rent visuelt, når jeg her bringes ombord med Armstrong og øvrige astronauter på disse historiske flyvninger, mens rumkapløbet med Rusland spiller en perifer rolle i fortællingen sammen med historiens politiske slagside. Dette er først og fremmest den nære fortælling om Armstrong – naturligvis hans rumfærd, men altså også hans indre dæmoner, ensomheden og sorgen.

Ryan Gosling forløser med naturlighed og nærvær rollen som den mutte Armstrong. En karakter jeg måske ikke just bliver vildt klog på, men som ikke desto mindre er et dragende bekendtskab filmen igennem. Claire Foy bakker ham dynamisk op som hans hustru, der meget af tiden står alene med den lille familie. Kort fortalt, så imponerer ’First Man’ med sine svimlende rumture og griber mig med sit jordnære drama.

– ’First Man’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ’First Man’ får biografpremiere den 25. oktober.

HALLOWEEN: Ikoniske Michael Myers er tilbage på veloplagt dræbertogt

Biografanmeldelse: Det hele startede for 40 år siden med gysermesteren John Carpenters skelsættende slasher ‘Halloween’ i 1978. Her blev verden for første gang præsenteret for den sidenhen ikoniske morder Michael Myers med den hvide maske, kedeldragten og den store køkkenkniv i hånden. Nu er den mutte dræber tilbage i en ny film af samme navn.

Men selvom dette faktisk er den 11. film i franchisen, så ser denne fortsættelse bort fra de øvrige kapitler i serien og fortsætter historien, hvor den oprindelige slap. Blot 40 år senere. Det betyder blandt andet, at en 59-årig Jamie Lee Curtis vender tilbage i rollen som Laurie Strode, der som bekendt blev jagtet af og overlevede Michaels bersærkergang for fire årtier siden.

Hun lever nu isoleret og dybt traumatiseret over de blodige begivenheder på den skæbnesvange Halloween-aften. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at hendes værste mareridt bliver til virkelighed, da Michael undslipper sin fangenskab fra den anstalt, hvor han siden dengang har befundet sig. Således vender han dræbende tilbage til, hvor det hele begyndte.

Der er kort fortalt lagt op til den ultimative konfrontation mellem to af genrens mest elskede karakterer, nemlig Michael Myers og Laurie Strode. Netop Jamie Lee Curtis tilbage i sin legendariske rolle fungerer rigtig godt. Hun har dramatisk nærvær og tyngde. Jeg mærker hendes angst og plagede sind, hvilket på sørgelig vis har påvirket alt i hendes liv – herunder familien.

Michael er fortsat mut og morderisk, mens han koldt tager liv på stribe. For ja, dette er en slasher, så vi får også en god omgang brutale drab. Så selvom filmen måske nok har sine ujævnheder i flow og fortælling – mens et enkelt plotelement synes noget malplaceret – så er her overordnet tale om en engagerende, stemningsfuld og brutal slasher, der gør sine karakterer ære.

John Carpenter, der instruerede, var medforfatter på og lavede den ikoniske musik til den første film, er desuden medkomponist denne gang. Filmen har da også sine øvrige samt fine referencer til originalen – det uden at kamme over i cheesy homage. Michael Myers er med andre ord tilbage på et veloplagt dræbertogt, som beviser, at der bestemt stadig er virilt liv i slasher-genren.

– ‘Halloween’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Halloween’ får premiere den 18. oktober.

BAD TIMES AT THE EL ROYALE: Mystiske forviklinger og dystre hemmeligheder på et lurvet hotel

Biografanmeldelse: Velkommen til El Royale anno 1969 – et både stilfuldt, men også skummelt hotel fyldt med fortidens hemmeligheder beliggende på grænsen mellem Californien og Nevada. Her tjekker en gruppe fremmede ind en mørk aften, hvor de forskellige skæbner alle synes at have hver deres hemmelighed og agenda på menuen. Det bliver starten på en række forviklinger de forskellige indlogerende imellem, mens aften bliver til nat.

Således finder man blandt andet på hotellet præsten Flynn – spillet godmodigt af Jeff Bridges – videre til støvsugersælgeren Seymour – en plaprende Jon Hamm – samt en soulet sangerinde i skikkelse af en yndig Cynthia Erivo og en hemmelighedsfuld kvinde ved navn Emily portrætteret af en cool Dakota Johnson, der ikke giver en fuck for noget.

Således har instruktør og manuskriptforfatter Drew Goddard i ‘Bad Times at the El Royale’ samlet en flok fine skuespillere i rollerne som vidt forskellige karakterer, hvis historier sirligt foldes ud en efter en, mens deres fortid og hemmeligheder lidt efter lidt ser dagens lys, hvor spændingerne på hotellet stiger i takt med den dramatiske intensitet tager til.

Det er i hvert fald, hvad der forsøges på. Og det lykkedes da også momentvis at stable fint sitrende spænding på benene karaktererne imellem, mens hemmelighederne bobler under overfladen. Men fortællingen bliver også lidt for tålmodig i forhold til at folde sit plot og sine karakterer ud, hvorfor filmen mister momentum og nærvær undervejs. Det er virkelig en skam, da kimen til en nervepirrende omgang hotel-thriller bestemt er på banen.

Selvom her altså er fint forløste scener – som blandt andet da sangerinden synger i takt med en anden karakters ugerninger, så lyd og ugerning går op i en højere enhed – bliver de medvirkende aldrig rigtigt dragende nok at følge til, at jeg er lige engageret i deres strabadser hele vejen. Der forsøges ellers med plotmæssige krumspring, der dog ikke helt lykkedes medrivende nok.

Men på trods af, at filmen ikke hele vejen er lige vellykket i sin udfoldelse af fortællingen samt iscenesættelsen af sine karakterer og deres hemmeligheder, så har ‘Bad Times at the El Royale’ lige nok elegant iscenesatte scener og plotdrejninger til at nå i mål – også selvom filmen med sine 2 timer og 20 minutter er lige lang nok for sit eget bedste.

– ‘Bad Times at the El Royale’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Bad Times at the El Royale’ får biografpremiere den 18. oktober.

VENOM: Tom Hardy løber forvildet rundt som smaskende anti-helt

Biografanmeldelse: Han ser i grunden både cool, creepy og klam ud ham Venom med sin lange slimede tunge, munden fuld af spidse tænder og sine store hvide øjne. Desværre bliver den brutale anti-helt fra rummet ikke forløst hverken videre medrivende, mindeværdigt eller engagerende. ’Venom’ er kort fortalt en både ujævn, rodet og klodset fortalt film med Tom Hardy i titelrollen, der løber forvildet rundt.

Eddie Brock har både en sød kæreste og et spændende job som journalist. Det hele ændrer sig dog, da han bliver inddraget i de lyssky eksperimenter hos The Life Foundation, hvor man udfører farlige forsøg med såkaldte symbioter fundet i rummet. Chefen Carlton Drake for The Life Foundation er imidlertid en psykopatisk skurk, der er ligeglad med menneskeliv.

Eksperimenterne løber løbsk og en symbiot indtager Eddie, der nu får et morderisk alter-ego i form af Venom med superkræfter. Filmen er således fortællingen om den splittede Eddie samt kampen om at få skovlen under den skånselsløse Carlton, der har megalomaniske planer om at indtage verdensrummet i forening med symbioterne og uden at tøven tager det ene liv efter det andet på sin vej dertil.

Desværre forbliver både Tom Hardys Eddie samt den onde Carlton ikke videre interessante at følge. Eddie kastes mest af alt noget forvirret rundt i en fortælling, der mangler karaktermæssigt nærvær og tyngde samt ikke mindst medrivende action. I stedet får man en Tom Hardy, der gør hvad han kan med maniske replikleveringer samt klodset iscenesat action, der mere larmer end er medrivende.

End ikke skurkeportrættet er videre isnende eller dragende sat i scene, hvor Riz Ahmed på samme måde som Tom Hardy og de øvrige medvirkende tumler med det dårligt skrevne manuskript og en kedelig historie. Blandt andet bliver forsøget på lidt tvetydighed i skurkerollen jordet i jorden på samme måde som øvrige nuancer i karaktererne, der forbliver mere eller mindre ligegyldige brikker i det forudsigelige plot.

Så selvom man i grunden har en sej karakter form af den morderiske Venom samt den indre kamp i Eddie, så forløses ingen af delene videre indtagende i en film, der mest af alt har natur af et biluheld udfoldet slowmotion. Ja, ’Venom’ forulykker, mens jeg som publikum ikke kan gøre andet end at se hjælpeløst til efterhånden som filmen bare falder mere og mere fra hinanden hele vejen frem mod rulleteksterne.

– ‘Venom’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Venom’ får biografpremiere den 11. oktober.

SHOPLIFTERS: Japansk familie af småsvindlere er både hjertelig og smertelig

Biografanmeldelse: Hvad betyder det egentlig at være en familie, hvornår er man en familie og kan man selv bestemme det? Det er nogle af de universelle og relaterbare spørgsmål, det japanske drama ’Shoplifters’ bringer smukt, eftertænksomt og indtagende til live. Man følger nemlig her en lille og økonomisk trængt familie, der småhustler sig igennem dagen og vejen.

En dag finder familien en lille forsømt pige i deres by. De vælger af et omsorgsfuldt hjerte at tage barnet til sig. Hun bliver således snart en del af familien og lærer her de samme tricks til at klare hverdagen – som familiens unge søn har gjort det før hende. Det er således deres stille, men også stressfyldte liv, og familiemedlemmerne, der her portrætteres intimt og troværdigt.

Men med tilføjelsen af det nye familiemedlem følger også en ny usikkerhed. For der er naturligvis nogle, der savner pigen – og ja, det jo også ulovligt uden videre at tage et barn til sig. Instruktør og manuskriptforfatter Hirokazu Koreeda spinder på den måde en både nuanceret, indtagende og fint følelseskompleks fortælling om familierelationer og kærlighed samt ensomhed og sammenhold.

Filmen vandt Gulpalmen på dette års filmfestival i Cannes for sit både hjertelige og smertelige familieportræt, der ligeså meget lever af sine fint fortalte enkeltscener og karakterer, som af den overordnede fortælling. Det gælder blandt andet scener som når hele familien er samlet i deres trange lille bolig til aftensmad. Man mærker kærligheden, relationerne og det levede liv.

Det er her, at ‘Shoplifters’ er stærk. I nærværet og i menneskeskildringerne. Men selvom dramaet altså har mange både fint fortalte og engagerende scener – eksempelvis også en rørende familietur til stranden – så mister fortællingen lidt sit ellers dragende greb i mig en smule undervejs. Heldigvis aldrig mere end, at den får samlet mig op igen.

Denne japanske Cannes-vinder er med andre ord en ganske velafstemt og varm fortælling om familien, livet og kærligheden. Det nuanceret og naturligt bragt til live af lutter fine præstationer i en familie, der måske nok lever i de etiske gråzoner – hvor livets skyggesider står noget romantisk optegnet – men som tilsyneladende ikke lever i gråzoner, hvad kærligheden angår.

– ‘Shoplifters’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Shoplifters’ får biografpremiere den 11. oktober.

JAKOB OG PETER PLYS: En vemodig tur tilbage til barndommens land

Biografanmeldelse: Jeg har ikke som sådan et forhold til den eftertænksomme bamsebjørn Peter Plys og hans venner. Men nu kan man altså vende tilbage til universet, der huser de populære karakterer fra A.A. Milnes bøger. Med ’Jakob og Peter Plys’ er det dog primært Jakobs verden, man ankommer til. Plysdyrenes barndomsven er nemlig her blevet voksen, ansvarsfuld og familiefar.

Jakob har med andre ord mistet kontakten til den legende, glade og fantasifulde dreng, han var engang. Han er presset på sit arbejde og fravælger en familieweekend. Men så får han uventet besøg. Peter Plys med den røde bluse tropper pludselig op i London. Det bliver starten på en rejse for Jakob, der nu må revurdere sit voksenliv og måske endda komme i kontakt med sit indre barn på ny.

Filmen emmer af vemod, sentimentalitet og tristesse, hvilket den nedtonede og matte farveholdning i den grad underbygger. Peter Plys er fesengul i pelsen, mens London er gråt optegnet og Hundredemeterskoven emmer ikke just af gyldne farver. Men ja, her er naturligvis også sin del af sødme og charme ilagt den gule bamse og hans venner som Grisling, Æsel og Tigerdyret.

Det er dog Jakobs historie, der er i fokus, mens barndomsvennerne er supplerende karakterer. Ewan McGregor spiller Jakob og bærer fint og empatisk en voksen mands ansvar i sit ansigt side om side med sit indre barns legeglæde. Dilemmaet med at være fanget i voksenlivet er dog noget kategorisk fortalt – det samme er filmens pointer om vigtigheden af familie og venner.

Forudsigeligheden er med andre ord til at få øje på i en film, der måske nok også mister noget af sit nærvær undervejs, hvor de samme pointer går på rundtur. Jeg savner nogle flere overraskelser i udfoldelsen af plottet, der desværre træder lidt over sine egne fødder, inden filmens finale sætter tempofyldt sving på dramaet, mens der skrues lige rigeligt op for de rørstrømske strygere.

Det hele bliver en kende for overfortalt, mens der ikke efterlades meget spillerum til fantasien og egne konklusioner. Ja, ’Jakob og Peter Plys’ er bestemt en opbyggelig film med hjertet på rette sted, men den er også fortalt i et lidt for drænende tempo, hvor de kære karakterer står i en lidt underlig kontrast til filmens triste udseende og vemodige grundtone.

– ‘Jakob og Peter Plys’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Jakob og Peter Plys’ får premiere den 11. oktober.

JOURNAL 64: En sidste og halvflad gang i manegen med Afdeling Q

Biografanmeldelse: Endnu en thriller om Afdeling Q. Den fjerde i rækken baseret på Jussi Adler-Olsens bøger. Endnu en grum sag. Og endnu engang med den reserverede Carl Mørck og den joviale Assad på sagen. Men alligevel er det ikke helt det samme. For det er sidste gang, at Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares indtager de to hovedroller. De går desværre ikke ud med at brag.

Derimod sejler filmen ind i et fladt tredje akt, hvor intensiteten og spændingen går af det farlige opklaringsarbejde, der ellers lægger netop spændende og ikke mindst grumt ud. For i en gammel københavnsk lejlighed finder man tre mumificerede lig muret inde. De er sidder om et bord – med en fjerde stol ledig. Men hvem er den plads tiltænkt, og hvem er ligene i det hele taget?

Det bliver to centrale spørgsmål, som Carl Mørck og Assad må forsøge at finde svar på i en sag, der trækker dystre tråde tilbage i tiden og hele vejen op i nutiden. En kringlet sag med mange hemmeligheder, der altså nu skal for dagens lys. Således fortælles filmen i parløb med ulykkelige flashbacks til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø for årtier siden.

Det er sådan set i udgangspunktet et dragende mordmysterie. Men efterhånden som fortællingen foldes ud mister mysteriet faldhøjde samt både medrivende troværdighed og opklaringsmæssig spænding. Helt skævt går det dog ved et afgørende og forceret plotpunkt, som sætter gang i et tredje akt, der både trækker i langdrag og lander på en træg middelmådighedsvej.

Desuden får forholdet mellem Carl Mørck og Assad ikke nok tilfredsstillende spillerum, men bliver sine steder mere postuleret end oprigtigt engagerende. Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er dog bestemt til stede i flere scener, men balanceres desværre ikke indtagende nok i parløbet med opklaringsarbejdet, hvor en karismatisk Anders Hove dog bestemt gør god figur.

‘Journal 64’ er kort fortalt en film, der ender som en lun krimi-mellemvare. Her er et ok mordmysterie og ganske fin kemi blandt de medvirkende, men spændingen og plottet punkteres af et overfortalt og klodset tredje akt, hvor alle brikkerne falder noget forudsigeligt og fladt på plads. Instruktør Christoffer Boe sætter med andre ord et noget tamt punktum for det umage makkerpar.

– ‘Journal 64’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Journal 64’ får premiere den 4. oktober.

CPH PIX 2018: Festivalen er skudt igang med alt fra en mut præst til vanvittige japanske vampyrer

CPH PIX 2018: I torsdags blev dette års udgave af CPH PIX skudt igang. Publikum kunne således kaste sig over de første mange ud af filmfestivalens 180 film fra hele verden – samt både events, talks og visninger on location med mere. Jeg selv skød herlighederne igang med blot to film – begge henlagt i biografen Empire på Nørrebro.

Første film var Paul Schraders intense og tunge miljø-og-religions-drama ‘First Reformed’. Nå ja, Schrader er forresten manden bag manuskripterne til blandt andet Martin Scorseses mesterlige ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’. Her har han både skrevet og instrueret, mens en karismatisk og forknyt Ethan Hawke indtog hovedrollen som den plagede præst Toller.

Han lever et stille liv med ar på sjælen, der bliver rusket op i, da han en dag opsøges af en ung kvinde – spillet dejlig naturligt af Amanda Seyfried. Hun er bekymret for sin miljøaktivistiske mands ve og vel, hvorfor Toller siger ja til at snakke med ham. Det bliver starten på et underspillet, forknyt og intenst drama, der sætter miljø og menneske overfor for Gud og religion.


Det hele er meget alvorligt og sirligt sat i scene med velkomponerede billeder og velskårne replikker, hvor de tunge temaer får lov at få liv. Det hele bliver dog en smule stift sine steder og fortællingen mister noget af sit nærvær. Men Ethan Hawke er så absolut hele turen værd ind i det menneskelig mørke, der omslutter præsten og mig i salen.

Efterfølgende blev der i den grad skiftet gear. Nemlig med den britiske spradebasse Terry Gilliams eventyrlige og rundtossede ‘The Man Who Killed Don Quixote’. En fortælling, der snor sig rundt om forholdet mellem en arrogant filminstruktør og en gammel mand, der noget vildledt tror, han er den berømte ridder Don Quixote. Adam Driver gør bestemt god figur, men Jonathan Pryze tager stikket gakket hjem med sit både charmerende, hjertelige og triste portræt.

Filmen er bare yderst uengagerende og roder forvildet rundt uden aldrig rigtig at få fat i noget af den vildskab, der ellers er til stede momentvis. Det hele falder da også ret hurtigt fladt på maven og bliver en kedelig øvelse ud i gakketheder, der desværre heller ikke bliver videre morsomme eller medrivende. Ja, en fuser er desværre nok en meget rammende beskrivelse.

Så ventede der mere velorkestrede absurditeter i franske Quentin Dupieux’ ‘Keep an Eye Out. Han har tidligere begejstret mig med de absurde, sjove og originale ‘Wrong’, ‘Wrong Cops’ og ‘Reality’ på CPH PIX. Helt op at ringe kom jeg dog ikke over hans nyeste film. Men det til trods var det bestemt en tur værd i biografen – blandt andet med sin leg med tid, fortælling og kontinuitet.

Her er kort fortalt tale om en helt almindeligt – og keeedeligt – politiforhør, der dog snart eskalerer i den ene absurditet efter den anden. Det er sjovt og underspillet – ikke mindst takket være Benoît Poelvoorde som betjenten og Grégoire Ludig som den afhørte. Deres skøre ping pong rammer guld undervejs – også selvom filmen måske nok mister lidt momentum hist og her.

Den japanske vildbasse Sion Sono er også tilbage – det med ‘Tokyo Vampire Hotel’. Han er en filmskaber, jeg virkelig holder af, blandt andet på grund af hans vildskab, originalitet og uforudsigelighed. Alle tre ting fik jeg da også serveret i hans grandiose, gakkede og gale vampyrfilm, hvor to vampyr-klaner ligger i krig. Det hele går ned på det såkaldte – og yderst farverige – hotel.

I et overraskende virvar af vanvidsidéer diskes der således op med alt fra blod i litervis, når både pistoler og sværd bringes i sving, videre til absurde vampyrrelationer og mutationer samt ikke mindst en skizofren lydside, der svælger i alt fra klassiske toner til rockede rytmer. Det er vildt, alt for meget og desværre også sine steder lige langt nok. Ikke desto mindre en skøn, bizar og morsom oplevelse.

Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

GRÆNSE: En sælsom, enigmatisk og dragende filmisk oplevelse

Biografanmeldelse: Hun har et helt almindeligt job som toldbetjent. Men Tina er langt fra som sine kollegaer. Eller som nogen andre for den sags skyld. Ikke kun på grund af sit aparte udseende, men mest af alt fordi hun har en utrolig lugtesans, der gør hende i stand til at opsnuse andres følelser. Hun kan altså hurtigt udpege dem, der ikke har rent mel i posen.

Således står Tina på sin plads dag ud og dag ind i den svenske ’Grænse’, hvor en helt almindelig dag dog tager en uventet drejning. En uventet drejning ud af flere i en film, der desuden blander flere genrer i en dragende fortælling, som både rummer fantasi, horror samt menneskeligt drama og et spændende karakterportræt af den tilbagetrukne, men retfærdighedssøgende Tina.

Netop i sine historiemæssige drejninger ligger en af filmens styrker, så jeg vil faktisk ikke komme meget nærmere ind på selve plottet. Det skal have lov til at folde sig enigmatisk ud i takt med, at filmens sælsomme natur bliver tegnet mere og mere tydeligt op. For hemmelighederne lurer i hjørnerne – sammen med både kærligheden og ensomheden for den mutte Tina.

‘Grænse’ sætter altså på forførende og tankevækkende vis relaterbare temaer som netop kærlighed og ensomhed stævne, videre til spørgsmål om identitet – at finde sig selv og at høre til. Det er engagerende fortalt, blandt andet også takket være netop karakteren Tina, der spilles af en komplet forvandlet Eva Melander, der bærer de følelsesmæssige nuancer med indtagende lethed.

Hun er en spændende karakter at følge, blandt andet fordi hun synes at være fyldt med hemmeligheder – også for sig selv. Hertil kommer en billedside, der drilsk balancerer mellem socialrealisme og det langt mere fortryllende, som hele tiden er til stede ved Tinas evne til at fremsnue forbrydere – eller som blandt andet, når hun synes at gå i dialog med en nysgerrige ræv.

Filmen er baseret på en historie af John Ajvide Lindqvist – der også har skrevet bogen bag ‘Lad den rette komme ind’. En sælsom fortælling, der forløses på dragende, mystisk og engagerende vis af instruktør Ali Abbasi i hans anden spillefilm. Det obskure kontra det normale står her levende frem i både karakterer og måden fortællingen får leveret sine evigt gyldige temaer.

– ‘Grænse’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Grænse’ får premiere den 27. september.