Biografanmeldelse: Det er en herligt hormonfyldt og topfjollet præmis, der folder sig delvist vellykket ud i ungdomskomedien ’Jomfruer fra rummet’. Her ankommer et rumvæsen til Jorden, men ikke før, at det fremmede væsen har taget menneskeskikkelse. De floppede rumvæsner, der kredser om Jorden, har nemlig en plan: De har sendt en af deres til vores blå planet for at bolle sig til magten.

Med andre ord: En alternativ invasion fra rummet. Det i komikkens liderlige tegn. Rumvæsnet i menneskeform bliver venner med den akavede 3. g’er og jomfru Gustav. Væsnet tager navnet Allan og går straks i kødet på det modsatte køn for at forplante sig og overtage verdensherredømmet. Det med sin enorme pik, som publikum og Gustav ser dingle ned mellem benene på ham.

Den generte Gustav er bedste venner med fritidshackeren Buller, der har mindst lige så lidt held med det modsatte køn. En jomfruelig duo, der får den kåde Allan som liderligt tredjehjul. Med komik-mekanisk stemmeføring og meget lidt forstand på, hvordan man opfører sig som menneske – og overfor unge kvinder – er jagten på forplantning for Allan sat ind.

Gustav har desuden et godt øje til sin medstuderende Barbara, der dog nærmest ikke ænser hans eksistens. Her er altså fuld knald på teenageproblemer og liderlighed samt knalderier, venskaber og kærlighedskvaler. Alt sammen med sex på hjernen. Men mon også Allan finder ud af, at der er mere end blot forplantning at komme efter i samspil med det modsatte køn? Nemlig Kærlighed!

Komedien vil gerne være den frække dreng i klassen med sine sjofle jokes, onani-gags og en liderlig mor, der kigger forført efter den smækre Allan, som lægger an på alle kvinder. Desværre bliver filmens jokes noget repetitive. Bl.a. bruges Allans fish-out-of-water-komik ensformigt, hvor de samme jokes ender med at køre i ring. Det er en skam, da Tobias Stelzner ellers er ganske god som lækker alien.

Men bl.a. takket være sin dejligt gakkede præmis, uforskammet liderlighed og fin dynamik mellem Gustav og Buller – Albert Rosin Harson og Milo Campanale – når ’Jomfruer fra rummet’ nogenlunde fint i mål, dog uden helt at få indfriet sin herligt fjollede præmis, mens fortællingens momentum mistes lidt halvvejs gennem den ellers ganske korte spilletid på små 90 minutter.

’Jomfruer fra rummet’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Jomfruer fra rummet’ har biografpremiere den 9. februar.

Biografanmeldelse: Hvad vil det sige at høre hjemme? At høre til. At finde det sted i verden, man vil kalde sit hjem. Der hvorfra livet skal gå. Det spørgsmål må den 35-årige Marie stille sig selv, da hendes forfatter-kæreste Rasmus får tilbudt et job som underviser på en højskole ved Jyllands vestkyst. De to og deres lille nyfødte flytter således fra København til det stormfulde jyske.

Det er bl.a. sammenstødet mellem land og by, der forsøges sat komisk i stævne. Klichéerne bliver dog lidt tunge i røven, når vi bl.a. møder den ene mutte jyde efter den anden, mens Marie selv er en sniksnakkende bybo, der altid har en rap replik i lommen. Hun passer med andre ord ikke ind. Derimod går det som smurt for den ombejlede Rasmus på højskolen, hvor han behandles som en stjerne.

Denne kontrast Marie og Rasmus imellem er naturligvis en udfordring for deres forhold i landsbyen Velling, hvor højskolelivet for Marie er mere klaustrofobisk end et nyt og varmt hjem. Et nyt sted at høre til. Derimod synes Rasmus at være faldet ovenud godt til blandt både elever og lærere. Forholdet mellem Marie og Rasmus før flytningen bliver desværre bare aldrig rigtigt etableret ordentligt.

Vi får lige et kort visit med parret på en bodega – og så er det ellers til Velling, hvor man ikke snakker om følelser og hvor højskoleelever kalder selv en på små 35 år for boomer. Parret bliver ikke godt nok etableret til en start, hvorfor mit indblik i de to som par aldrig sætter sig hos mig – og dramaet de to imellem får derfor aldrig tyngde. Det sagt, så er særligt Sofie Torp god som Marie.

Nu er filmen også helt og holdent Maries historie. Det er fra hende, at fortællingen går. Hun besidder en skæv charme, når hun får sniksnakket løs om alt fra menstruation til sex, hvilket landsbyboerne har det stramt med. Selvom dette sammenstød mellem by og land måske nok er lidt generisk sat i op, så afføder bl.a. scener med en oversnakkende Marie fine øjeblikke af komik.

Selvom Sofie Torp er god og kultursammenstødet momentant får fine scener kastet af sig, synes ’Meter i sekundet’ ikke helt at have godt nok styr på sine karakterer og de forskellige relationer, mens selve filmen mister fremdrift og sammenhængskraft. Bl.a. kunne Maries job som lokal brevkasse-redaktør være brugt mere både morsomt og elegant som en forlængelse af hendes kamp med at falde til.

’Meter i sekundet’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Meter i sekundet’ har biografpremiere den 2. februar.

Biografanmeldelse: Vi befinder os på en lille ø ud for Irlands havbrusende og vindblæste kyst. Året er 1923 og livet går her sin yderst stille gang, hvor turen ned på den lokale pub for vores to hovedpersoner så godt som er det eneste, der afbryder dagenes monotoni. En dag vælger den ældre Colm dog af uransagelige årsager at ende sit ellers gode venskab med den yngre Pádraic.

Det er afsættet for det underspillede og tørt morsomme drama ’The Banshees of Inisherin’ skrevet og instrueret med sikker hånd af Martin McDonagh. Denne sært umotiverede konflikt de to imellem udvikler sig måske nok på overfladen med rolige ord og fåmælte miner, men lige under overfladen synes de følelsesmæssige eksplosioner at lure.

Hvordan arter dette nyligt opståede fjendskab sig på denne søvndyssende ø, hvor vidderne er uendelige, havet bruser og der er højere end højt til himlen? Er det øens trivialitet, der har gjort den ellers godmodige Colm skør? Og kan Pádraic mon vinde venskabet tilbage? Hertil kommer bl.a. også Pádraics søster Siobhán, der selv tumler med for hende øens klaustrofobi.

Den lille irske ø huser altså sin del af udfordringer for den umage flok af beboere, hvor man også finder betjentens udskældte søn Dominic, der drikker og egentlig bare ønsker at finde sig en kvinde. Det er alt sammen sat lavmælt i scene i fornem forening med billeder af det storslåede natur, der udadtil river og rusker mere i sine omgivelser end vores to eks-venner og de øvrige øboere.

Colin Farrell er empatisk og afdæmpet som den venskabsknuste Pádraic, mens en endnu mere fåmælt Brendan Gleeson er skulende god som Colm, der her midt på øen tager sit liv og eksistens op til revision. De to har kosteligt morsomme scener sammen af den tørreste slags. Den sorte og grovkornede humor gennemsyrer i det hele taget dramaet, der dog også hele vejen rummer en alvor.

Barry Keoghan er desuden guld værd som den underkuede Dominic. Han stjæler scenerne, han er med i. Kerry Condon er et dejligt frisk pust som søsteren Siobhán blandt øens mange knudemænd. Martin McDonagh er med ’The Banshees of Inisherin’ kort sagt lykkedes at skabe en fåmælt trykkoger af tør humor og et drama, der huser selve jagten på meningen med livet.

’The Banshees of Inisherin’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Banshees of Inisherin’ har biografpremiere den 26. januar.

Biografanmeldelse: Der ligger en tragisk hændelse til grund for det dramatiske dukkegys ’M3gan’. Vi møder nemlig her pigen Cady, der mister begge sine forældre i en forfærdelig ulykke. Nu tager moderens søster Gemma sin niece til sig. Cady er selvsagt ulykkelig og dybt mærket af nu at være forældreløs, hvilket Gemma ikke har helt nemt ved at håndtere. Men løsningen er måske tættere på, end Gemma lige ved.

Gemma arbejder nemlig for et legetøjsfirma, hvor hun i hemmelighed har udviklet en yderst avanceret robotdukke, der går under navnet M3gan og som lærer verden omkring sig at kende via kompleks kunstig intelligens. Cady knytter sig hurtigt til M3gan, der bliver hendes tætte fortrolige og bedste ven. Men der er et og andet underligt ved den umiddelbart ellers så søde dukke.

For bag de store øjne synes et eget liv at lure. Det går da også snart op for de involverede parter, at der nok gemmer sig et noget mere selvstændigt liv i dukken, end planen lige er. Gyset tager sig forfriskende god tid til at folde sin historie ud og forhaster sig ikke på vej ind i dukkens morderiske tendenser. Her gives der både plads og tid til at udvikle karaktererne og deres interne relationer.

Denne rolige opbygning fungerer overvejende godt, hvor jeg bliver draget ind i det dukkemareridt, som venter forude i en filmisk medrivende finale. Dog mister historien en smule momentum i sin første del, men det indhentes og opvejes fint af en grundlæggende urovækkende stemning, som M3gan står for, mens spørgsmålet om al den teknologi, vi omgiver os med, nu også kun er godt spøger.

Først og fremmest er ’M3gan’ et underholdende og delvist underspillet gys med eksplosive øjeblikke af blodig dukkevold. Desuden er Violet McGraw troværdig som den traumeramte Cady, mens Allison Williams fungerer fint som den en smule fraværende Gemma. For mig er det dog klart dukken M3gan i skikkelse af Amie Donald, der vinder rampelyset for mig. Hun er diabolsk skøn.

M3gan er nemlig både et virkelig cool og skræmmende bekendtskab. En herlig gyserskurk, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til i fremtiden. Jeg er i hvert fald M3gan-fan, selvom jeg nu i grunden ikke skal nyde noget af at have hende boende på min matrikel. ’M3gan’ er kort fortalt et velfortalt gys, der tør tage sig tid til sin fortælling samt karakterer og lykkedes med det.

’M3gan’ får 4 ud af 6 stjerner:

’M3gan’ har biografpremiere den 12. januar.

Biografanmeldelse: Hvordan reagerer vi som mennesker på det ukendte og fremmede? Hvordan håndterer vi at stå ansigt til ansigt med nye mennesker, vi ikke kender, men som pludselig bliver en del af det samfund, vi bor i? Det er nogle af de spørgsmål filmskaberen Cristian Mungiu undersøger med ’Kold vinter’, hvor historien udspiller sig i et lille samfund i Transsylvanien i Rumænien.

Vi møder her rumænske Matthias, der stikker af fra sit arbejde på et slagteri i Tyskland, da han kommer op at toppes med en racistiske formand på arbejdspladsen. Nu vender han tilbage til den lille by i den transsylvanske region, hvor bl.a. den nu fremmedgjorte Ana bor, mens hans søn desuden kort tid forinden har været udsat for en mystisk og traumatiserende oplevelse i skoven. Hvad gemte sig i mørket?

Endvidere kommer der ny arbejdskraft fra fremmed kant til byen, det i skikkelse af to flittige mænd fra Sri Lanka. De to bliver dog snart udstødt og set skævt til af de lokale, som ellers allerede består af forskellige sprogområder som rumænsk, tysk og ungarsk. Fremmedhad, frygt og foragt for fremmede kulturer og det ukendte stikker sit ækle ansigt frem.

Således er det fremmede og fremmedgørelse sat stævne. Det både i relationerne mellem mennesker og forskellige kulturer, men også en fremmedgørelse i forhold til ens kære og sig selv. Som en underspillet trykkoger sniger fortællingen sig frem gennem det lille samfund, hvor rækken af konflikter kun tager eksplosivt til.

’Kold vinter’ fungerer ganske stærkt som et tankevækkende portræt af mennesket og dets skyggesider, her sat i scene i et lille samfund, der synes at lukke sig om sig selv af frygt for at miste egen identitet. Relevant og endnu vigtigere nuanceret og gribende forløst. Simultant med den rå virkelighed, man bliver en del af her, synes noget mere mystisk også at manifestere sig i filmens udkant.

Der er med andre ord sin del af betændte og eksplosive temaer og menneskelige relationer i spil, mens filmens miljøskildring og portræt af usunde gruppedynamikker er spændende fortalt. For hvorfor agerer vi, som vi gør, når vi står overfor noget, vi ikke kender? Hvorfor opstår frygten blandt os? Hadet, vreden og angsten? Spørgsmål, der sidder i mig også efter filmens rulletekster.

’Kold vinter’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Kold vinter’ har biografpremiere den 12. januar.