Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på den blodige hævnfantasi, når den finske action-sjasker ’Sisu’ folder sig veloplagt ud, mens afrevne lemmer flyver om ørene på publikum og de onde nazister bliver sprængt i stumper og stykker, slået til plukfisk samt hakket og hugget til døde. Ja, det er ikke så lidt nazisterne udsættes for af deres banemand, den gamle og mutte Aatami.

Eks-soldaten Aatami finder nemlig en stor guldskat midt i Laplands øde natur og ville sådan set bare ride fredeligt ind til den nærliggende by for at veksle de kostbare guldklumper til kolde kontanter. Sådan går det dog ikke. På sin vej møder han nemlig en flok ærkeonde nazister, der snupper hans guld. Det skulle de aldrig have gjort, da et sandt nazi-blodbad følger.

Det er ikke fordi, at den mere end sejlivede Aatami ikke får sin del af sår og skrammer, men de synes at prelle af på ham, når han igen og igen går til modangreb på nazi-skurkene. Ja, her er de onde onde og de gode gode. Det er sort/hvidt, dejlig simpelt og vigtigst af alt pokkers underholdende i al sin kropslige voldsballet af fantasifulde actionscener og møgbeskidte nazi-drab.

Med sine 90 minutters spilletid er ’Sisu’ ikke kommet for at spilde din tid. Den ved, hvad den vil og hvad den kan – og gør det forrygende godt. Nemlig at rive mig godt og grundigt rundt i en blodsjasket voldsspiral, der kun spænder buen yderligere, mens de brutale eskapader boltrer sig energisk og medrivende dynamisk fremad gennem sit enkle og engagerende fortalte plot.

Jorma Tommila er mere end sej som Aatami, der så godt som utrætteligt sprætter nazister op. Han er intens, nærværende og en vaskeægte hævnende helt. Aksel Hennie er med konstant køligt blik og overblik dejligt ond og kynisk som lederen af nazisterne, mens man også møder en cool kvinde i skikkelse af Mimosa Willamo. Skarpt optegnede karakterer, der fornemt udfylder deres roller.

Instruktør og manuskriptforfatter Jalmari Helander får med andre ord det så godt som optimale ud af sin brutale, beskidte og simple voldsfortælling, hvor det gode møder det onde og blodet sprøjter sortkomisk løs. Adrenalinen får lov at syde og boble, mens jeg sad og ventede på, hvordan den hårdtprøvede Aatami mon ville ondulere den næste bunke nazister. Sjask og splat!

’Sisu’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sisu’ har biografpremiere den 11. maj.

Biografanmeldelse: Den umage flok af rumhelte er tilbage i deres egen og tredje film, der ikke så underligt lyder titlen ‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’. Således går turen igen ud i galaksen, hvor der kommer schwung på både dramaet, de store følelser og naturligvis sin del af veliscenesat rumaction. Denne gang må Marvel-heltene tage på en farefuld mission for at redde en af deres egne.

Ikke nok med det, så står beskytterne også pludselig med opgaven at skulle redde universet. Mere eller mindre og kort fortalt. Det er afsættet for en kulørt omgang rumballade, der bl.a. lever højt på sine fantasifulde skabninger, imponerende scenarier og flotte set pieces. Hertil kommer vores charmerende flok af helte, hvis interne dynamik ofte rammer både rørende og morsomt plet.

Desværre holder den ellers veloplagte dialog ikke hele vejen lige højt niveau, mens historien ganske enkelt ikke kan bære sine 2 timer og 30 minutter lange spilletid. Det bliver for langt for fortællingens eget bedste. Eskapaderne mister herved noget af sit momentum og noget af sin nerve og sit nærvær samt desværre også fortællermæssigt fokus.

Det kan de elskelige karakterer ikke helt rette op på, selvom de gør deres bedste. Her med Chris Pratt i front som den charmerende Peter Quill, videre til Karen Gillan som den seje Nebula, mens Dave Bautista atter leverer komisk tørre øjeblikke som Drax. Desuden får Bradley Coopers gæve Rocket Raccoon lagt flere lag til sin karakter, hvilket klæder både ham og filmen.

Herudover er der en længere række kulørte karakterer, hvoraf flere ikke helt kommer fyldestgørende til deres ret. Her forbliver Will Poulter som den ellers interessante Adam Warlock underfortalt, mens bl.a. også Sean Gunn som det halvkejtede Kraglin flagrer lidt. Heldigvis er det altså et dejligt broget karaktergalleri, som instruktør og manuskriptforfatter James Gunn har samlet.

Men her er mange karakterer, relationer og plottråde at holde styr på. Det underminerer til tider lidt filmens ellers bankende fine hjerte i form af vores umage helte. Det er en skam, da ‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’ bestemt disker op med både humor, hjerte og medrivende action. Det drukner bare af og til lidt i en film, der bliver for lang og en smule ufokuseret.

‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’ har biografpremiere den 3. maj.

Biografanmeldelse: Følelserne står stærkt og betydningsfulde frem i det sarte og varme venskab mellem de to unge drenge Léo og Rémi i ’Close’. Både i skolen, når de leger krig med fantasien som følgesvend eller blot hænger ud. Når bare de er sammen. Det er et af den slags venskaber, man mærker kan og vil vare ved et helt liv. En begivenhed får dog fatale følger for venskabet.

Instruktør og medforfatter Lukas Dhont griber med fornemt flair for de nuancerede følelser fat om venskab og tidlig ungdom, hvor følelserne mellem og i de to drenges liv buldrer derudad. Her kommer fortællingens smukt komponerede billeder af levet liv dynamisk i spil af fotografen Frank van den Eeden, mens der lægges yderligere dimensioner til drengenes liv via de to hovedroller.

Her finder man en helt englelignende Eden Dambrine som den rolige Léo, mens Gustav De Waele er den ligeledes troværdigt nærværende bedste ven Rémi. De to har en forførende uskyld over sig i deres – til en start – idyllisk uberørte venskab. Men livet kan ikke forblive uberørt eller fri for udefrakommende elementer. Det må de to venner sande. Det med spliden til følge.

’Close’ sitrer sin fortælling igennem af følelser – både de helt rene, men også de komplicerede og svære. Det er ikke nemt at være ung. At være lige præcis der i den følelsesvilde overgang mellem at være barn og til at blive voksen. Det er bl.a. denne overgangsperiode, der med indlevende hånd bringes til live og hiver mig ind i livet hos de to drenge, men også i de voksnes liv omkring dem.

Her bakkes Eden Dambrine og Gustav De Waele på fornem vis op af bl.a. en følsomt indlevet Émilie Dequenne som Rémis mor og en på samme vis overbevisende Léa Drucker som Léos mor. ’Close’ er dog helt klart de to drenges fortælling. En fortælling om deres venskabsboble og hvordan den bliver invaderet, udfordret og overskredet. Hvordan livet kan ramme hårdt og uretfærdigt.

Lukas Dhont har med ’Close’ skabt et smukt, tragisk og nærværende drama, der med fint afbalancerede følelser – både de udadreagerende og de pulserende undertrykte – greb mig om struben og satte sig i maven på mig. Her gives svarene ikke, men jeg må selv finde dem i menneskenes liv. På samme måde som de også må forsøge at finde deres vej i det liv, der folder sig ud foran dem.

’Close’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Close’ har biografpremiere den 27. april.

Biografanmeldelse: Okay, kære venner. Bered jer på dæmonballade for fuld blodfest, når ’Evil Dead Rise’ folder sine splattede vinger ud og omfavner publikum med grusomhed og brutalitet. Ja, det er pokkers underholdende. På den klamme måde. Her er tale om en ny film i det dæmonbesatte univers, hvor den første film væltede verden med Sam Raimis ’The Evil Dead’ i 1981.

Siden er det blevet til to fortsættelser med Bruce Campbell i sin legendariske rolle som dæmondræberen Ash og en nyere serie samt et blodigt reboot med ’Evil Dead’ i 2013. Nu er de blodspruttende eskapader så tilbage med ’Evil Dead Rise’, hvor vildskaben bringes fra skoven og ind til byen i et møgbeskidt højhus, hvor vi møder en mor, hendes børn og søster.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at de fæle dæmoner uheldigvis hidkaldes – og så har vi den voldelige ballade med besættelser, kødklamme løjer og skvulpende opkast. Her er virkeligt medrivende fart på de splattede scener, når først der tages hul på den blodig byld. Og bare rolig, det er en byld fyldt med blodsjaskende godter for alle sultne gore hounds.

Udover al volden, er ’Evil Dead Rise’ også historien om en mors kærlighed til sine børn og fortællingen om et kompliceret søsterforhold, hvor vi altså møder moderen og hendes søster, der har det med at få trængt sig selv op i en krog i livet. Der er altså tilløb til en emotionel og mere psykologisk interessant slagside. Den bliver dog efterladt noget uforløst i bagenden af den skønne splat.

’Evil Dead Rise’ brillerer altså først og fremmest i sine kropsklamme optrin, hvor ingen synes at kunne vide sig sikre på at klare de uhyggelige besættelser. Derfor kan jeg også godt tilgive, at jeg ikke rigtigt bliver følelsesmæssigt involveret i karaktererne, der dog heldigvis spilles intenst af bl.a. Alyssa Sutherland som den beskyttende mor og Lily Sullivan som hendes rådvilde søster.

Splatterfesten er først og sidst en fornøjelig rutsjebanetur ind i den kropsvæskende vold, hvor bl.a. også lyddesignet af Peter Albrechtsen borer sig vellykket ind i mine øregange og på den måde veloplagt komplimenterer de blodige billeder. Instruktør og manusforfatter Lee Cronin lykkedes med at bringe Evil Dead-universet ind i en ny tidsalder og ind i til byen. Det fungerer.

’Evil Dead Rise’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Evil Dead Rise’ har biografpremiere den 20. april.

Biografanmeldelse: Der er gået syv år siden, vi mødte Zaid i ’Underverden’. Nu er han tilbage i ’Underverden 2’, hvor han sidder fængslet pga. sine handlinger i den første film – og det med lange udsigter til friheden og til at se sin lille søn Noah, som han ikke har kunnet opbygge et forhold til. Så da Zaid får tilbuddet om at infiltrere det københavnske bandemiljø mod sin frihed, slår han til.

Godt nok er opgaven med livet som indsats, men håbet om at blive genforenet med sin søn trumfer alt. Zaid havde jo faktisk alt i den første film. Han var en succesfuld hjertelæge med familie og gode venner. Det altså inden han forvandlede sig til en sortklædt hævner af sin døde bror og endte i fængsel. Det er her, vi nu møder ham med langt skæg og triste øjne.

Det er PET-agenten Helle, der tilbyder ham at blive løsladt mod at gå undercover i bandemiljøet, hvor der er optræk til en blodig krig. Det med Zaid fanget i krydsilden og store konsekvenser forude, hvis ikke alt går efter planen. Det gør det naturligvis ikke. Så hvordan kan Zaid nu klare dobbeltlivet som både brutalt bandemedlem og hyggelige farmand uden at miste sig selv til volden undervejs?

Fenar Ahmad er tilbage i instruktørstolen og som medforfatter med Behrouz Bigdeli. Det er et ganske stramt og effektivt fortalt manuskript, der her bliver forløst. Desværre med et par noget store kameler, som skal sluges råt undervejs. Det gør jeg gerne, da bl.a. Dar Salim brænder benhårdt i rollen som Zaid. Han har nuanceret vildskab og skrøbelighed i både sine øjne og hele sin krop.

Hertil er Jens Ole Wowk McCoys pumpende, pulserende og medrivende score med til at løfte filmen ind i at overbevise som hårdtslående actionfilm sammen med fotograf Peter Riis’ dynamiske billeder. For godt nok er det måske småt med nuancer i karaktererne, men heldigvis er det alt sammen fortalt med god flair for tempo samt veleksekverede actionscener med pulsen i vejret.

Birgitte Hjort Sørensen er klassisk kynisk og cool agent, mens Soheil Bavi er urovækkende god som den kølige bandeboss med volden latent liggende i næverne. Så mens Zaids følsomme natur sættes på prøve og prøven også indebærer at redde en ung knægt ud af sin kriminelle løbebane, hives jeg med, men får desværre et par kameler galt i halsen, som dog glider ned takket være Dar Salim og velinstrueret action.

’Underverden 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Underverden 2’ har biografpremiere den 13. april.