Biografanmeldelse: De lydfølsomme bæster er tilbage for fuld dræberlyst! Første gang vi stødte på de aggressive monstre var i det veloplagte gys ’A Quiet Place’ i 2018. Den fik den mindre vellykkede fortsættelse ’A Quiet Place 2’ i 2020. Nu er væsnerne, der reagerer dødeligt på selv den mindste lyd, altså løs på ny i gyset ‘A Quiet Place: Day One’.

Her er tale om en spin-off og prequel til de to øvrige film. Således får man forhistorien til den monster-katastrofe, man møder i de to første film i franchisen. Vi dumper altså ned i det samme univers, men det på dagen, hvor helvede bryder løs, da Jorden invaderes af de klamme bæster med de lange lemmer og kødeligt klamme ansigter.

Forhistorien byder ganske vist på gensyn med monstrene, men også nye hovedkarakterer og en ny setting. Vi befinder os i det konstant larmende New York, hvor vi møder Samira, som er på tur ind til byen. Det bliver en helvedes tur, da invasionen snart sender rumvæsnerne ned over byens gader for at gøre det af med alt og alle på deres vej ved den mindste lyd.

Jeg kommer tæt ind på livet af Samira i den befriende simple og ganske stramt fortalte historie, som bringes veloplagt og medrivende intenst til live af instruktør Michael Sarnoski. Han beviser op til flere gange, hvordan spænding skal udføres og lyd – eller mangel på samme – skal bruges for at forløse adrenalin og medrivende monsteraction.

En af filmens klare styrker er nemlig i brugen af selve den visuelle og lydmæssige side, hvorpå historien bringes til live gennem rædselstableauer og flot konstruerede enkeltscener af åndenød og sitrende nerver. Et klart trumfkort er desuden Lupita Nyong’o som den hårdtprøvede Samira. Hun formår at få meget ud af lidt med en konstant dirrende nerve i sit portræt.

På sin vej møder Samira desuden Eric, der spilles engagerende af Joseph Quinn. De to sammen udgør en gribende duo, hvor det dog er førstnævnte, som løber med mest af opmærksomheden i en monsterfilm, der er både medrivende og hjerteskærende. Et skarpt skåret og frisk pust i franchisen, der har fået nyt liv og tændt et håb hos mig om mere guf fra det univers.

’A Quiet Place: Day One’ får 4 ud af 6 stjerner:

’A Quiet Place: Day One’ har biografpremiere den 27. juni.

Biografanmeldelse: Små 10 år efter den første ’Inderst inde’ udkom, er følelserne nu tilbage for fuld skrue i ’Inderst inde 2’. I mellemtiden er Riley gået fra pige til ung teenager. Med denne skelsættende overgang følger også nye problemer og udfordringer. Nå ja, og naturligvis også en håndfuld nye følelser. Vi møder igen de velkendte følelser i form af Glæde, Afsky, Frygt, Vrede og Triste.

Det følelsesrige Hovedkvarter i Rileys sind gøres dog snart overraskende selskab, da der skal udvides og gøres plads til nye følelser. Med teenagelivet kommer nemlig også følelserne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed. Følelserne hober sig op i Rileys sind, når hun stilles i venskabsdilemmaer i en fortælling om at finde sig selv i livet. Hvem man er og vil blive som menneske.

Det gælder således både en indre og ydre kamp for Riley, der skal på træningsweekend som del af et hold af ishockeyspillere – det sammen med sine to bedste veninder. Weekenden er skelsættende på flere måder, da det bl.a. også er her, at hun har mulighed for at møde nye venner, så hendes kommende skoleår ikke bliver ensomme. Men betyder det så et farvel til de gamle veninder?

Dilemmaet om at vælge mellem sine bedste veninder og muligheden for nye bekendtskaber, står malet teenagefølsomt op, mens der i Hovedkvarteret arbejdes på højtryk, da Riley nu står ved en moralsk skillevej i sit liv. Kommer angsten for ikke at passe ind til vinde over hendes gamle jeg, der ellers sætter veninderne først og gør det rigtige i livet?

’Inderst inde 2’ fortæller overlegent og visuelt legende historien om det at blive teenager med alt, hvad det indebærer af tvivl, dilemmaer og nye følelser. Måske kommer filmen ikke helt derind, hvor det gør helt ondt eller tager følelseshulkende fat, men når historien er så pokkers veloplagt fortalt med et animations-medrivende flow, som tilfældet er, så rives jeg gribende med og tilgiver lufthullerne.

’Inderst inde 2’ er oprigtigt sjov og troværdigt charmerende. Den er en gribende påmindelse om mine egne spæde skridt ind i teenageårene med alt, hvad det indebar af nye følelser. Så selvom de store overraskelser udebliver både i historien og de moralske pointer, er det en pokkers underholdende film med herlige karakterer. Vi skal forhåbentlig ikke vente lige så lang tid på endnu en fortsættelse.

’Inderst inde 2’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Inderst inde 2’ har biografpremiere den 13. juni.

Biografanmeldelse: De to slemme drenge er tilbage i den fjerde film om den umage politiduo fra Miami med ’Bad Boys: Ride or Die’. Således finder man atter Will Smith og Martin Lawrence som den seje Mike Lowrey og den småtumpede Marcus Burnett. Der er hermed igen lagt op til oktandrevet actionkomik for fulde oneliners og hurtige biler.

Her er da også både oneliners og hurtige biler, når filmen med hidsig og fortumlet klipning folder historien ujævnt ud. Denne gang skal duoen forsøge at rense deres tidligere chefs gode navn, da det er blevet fedtet ind i narkorelaterede forbrydelser, der ikke har hold i virkeligheden. Således ender Mike og Marcus selvfølgelig – og vanen tro – på farlige strabadser.

Det bliver dog aldrig farligere end, at den spænding, der momentvis lægges op til gang på gang punkteres af en kæk bemærkning. Af den ofte bøvede og ikke videre vellykkede slags. Særligt får Martin Lawrence som den uheldige Marcus lov til at gå i gryden med de billige jokes og lette grin, der bare ikke har den saft, kraft og friskhed, man bl.a. fandt i den første film fra 1995.

Nu er der jo også gået små 30 år siden debuten, men derfor behøver man jo ikke at sjuske rundt i forudsigelige klichéer og flade oneliners, der bl.a. involverer en bar røv og sulten efter sukkersødt slik. Men har vores to helte så udviklet sig de forgangne mange år? Både og. Her er stadig tale om en actionkomedie med smæk på farverne, replikkerne og hektisk klippestil.

Dog er Mike og Marcus blivet lidt mindre bekymringsfrie. Bl.a. oplever Mike for ham noget meget uvant, nemlig pludselig at fryse i, hvad der kunne minde om et angstanfald midt i en kugleregn, mens Marcus efter en nærdødsoplevelse ikke tager livet for givet. Der er lidt mere rund kant på vores to betjente, men dramatisk og menneskeligt interessant, er filmen ikke.

Det er fortsat action og komik, der skal bære ’Bad Boys: Ride or Die’ i mål. Det lykkedes bare ikke at holde et medrivende momentum i historien, der ikke er videre spændende, hvilket desværre også gælder skurkegalleriet, der er lige så forglemmeligt. Det hjælper ikke på underholdningsværdien, at filmen famler rundt i en alt for lang og langtrukken finale.

’Bad Boys: Ride or Die’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Bad Boys: Ride or Die’ har biografpremiere den 6. juni.

Biografanmeldelse: Melankolsk og dragende foldes historien ud om den aldrende lejemorder John Knox i ’Knox Goes Away’. Han går rationelt til opgaven fri af følelser. Han kan sit kram. Livet som kriminel har dog gjort, at hans forhold til sin familie er ikke-eksisterende. Men Johns verden begynder en dag at skride. Han glemmer visse ting og er bare ikke helt skarp længere.

Han tager hånd om sagen og opsøger en neurolog for at få tjekket hovedet. Det viser sig, at den er helt gal. Han diagnosticeres med aggressiv og hurtigt tiltagende demens. Han har ikke måneder, men blot uger tilbage, inden sygdommen helt tager over og hukommelsen forsvinder. Han beslutter sig derfor nu for at få orden i sine sager. At slutte fred med sin familie.

Michael Keaton indtager ikke alene rollen som den målrettede John Knox, men sidder også i instruktørstolen, hvorfra han på ferm vis får sat Gregory Poiriers fint konstruerede manuskript i scene. Der er noget grundlæggende spændende ved filmens præmis. En lejemorder med tiltagende hukommelsestab. For hvad betyder livet og døden pludselig?

Jeg bliver grebet af Johns vej fra en fattet mand i kontrol til en mand, der ikke kan huske fra det ene øjeblik til det næste. I det hele taget er John en interessant og i grunden modsætningsfuld karakter. På den ene side slår han kynisk ihjel for penge og på den anden side læser han bøger i massevis om bl.a. filosofi og store tanker. Der er en fascinerende kontrast her.

Det er klart Michael Keatons film, men Al Pacino dukker op i en karismatisk og dejligt tilbagelænet rolle som Johns rolige chef Xavier Crane, mens James Marsden giver den som Johns desperate søn Miles. Læg dertil en efterforskning, der leder politiet på nakken af netop John, hvilket kun sætter ekstra pres på, at han når at få gjort livets regnskab op, inden det er for sent.

’Knox Goes Away’ er måske sine steder en smule slap i maskerne, mens spilletiden sniger sig momentant ind i lidt dødvande. Det er dog aldrig nok til at sende denne dragende film om liv, død, familie og kærlighed ud af kurs. En fortælling om en mand, der ser tilbage på et liv, der smuldrer mellem hænderne på ham, mens han glemmer sig selv og alt andet.

’Knox Goes Away’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Knox Goes Away’ har biografpremiere den 30. maj.

Biografanmeldelse: Han ligner en hvilken som helst nydelig mand, du ville kunne møde på gaden. Men Gary Johnson er ikke som alle andre nydelige mænd. Han passer ellers sirligt både sit arbejde som universitetsprofessor og sin velsatte frisure. Der er bare det ved det, at Gary har en lidt utraditionel tjans ved siden af sit arbejde på universitetet.

Han er nemlig en eftertragtet lejemorder. Eller det vil sige, at han giver sig ud for at være netop dette på vegne af politiet. Således er han undercover-lejemorder, der sørger for, at dem, der vil have skaffet en utro partner eller en dum chef af vejen, bliver anholdt. Det bliver dog sværere og sværere for Gary at holde tungen lige i munden.

Særligt da en kvinde kommer ind i hans liv, tager tingene en drejning, der udfordrer Garys forsøg på at opretholde facaden som cool og tilbagelænet lejemorder, hvilket netop er, hvad kvinden tror, han er – og altså ikke en underviser undercover. Herfra bugter fortællingen sig ind i en verden af løgne, bedrag og ikke mindst et farligt dobbeltliv for Gary.

Hvad der i udgangspunktet synes at være en veloplagt lejemorder-komedie med romantik som følgesvend, bliver bare aldrig for alvor gribende, rigtigt sjov eller videre underholdende. Det er en skam. Bl.a. fordi Glen Powell er ret så charmerende som lejemorder og tydeligvis nyder at spille dobbeltrollen.

Desværre bliver filmen ikke for alvor medrivende, selvom der gøres sin del af forsøg på at gribe mig med plotmæssigt kække krumspring ind i en tiltagende mere og mere grotesk verden af løgne. Filmen finder bare ikke helt et fodfæste i hverken komikken eller romantikken. For selvom der på papiret er liv og død på spil, sætter dramaet sig aldrig engagerende fast.

Det samme gælder filmens forsøg på at sætte spænding på fortællingens kædereaktion af tvivlsomme beslutninger, der dog formår at afføde et par ganske fine og sjove øjeblikke. Garys dobbeltliv lykkedes bare ikke at løfte sig helt ind i livet på mig, men famler en smule utroværdigt rundt. Selvom Gary bl.a. gør, hvad han kan med diverse mere eller mindre fjollede forklædninger.

Instruktør Richard Linklater har med Glen Powell forfattet det noget ujævne manuskript, der utroligt nok er løst baseret på en sand historie. Hvor tæt på sandheden filmens krumspring er, skal jeg ikke kunne sige, men som film fungerer den desværre kun delvist. Komikken og Glen Powell står stærkest, mens romantik og spænding er noget slappere i maskerne.

’Hit Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Hit Man’ har biografpremiere den 30. maj.