Arnold og Linda leverer over the top-action og fjollerier i ’Terminator: Dark Fate’

/i , /af

Biografanmeldelse: Så skete det. Selveste Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton – den oprindelige duo fra de to første film i Terminator-franchisen – er tilbage i deres ikoniske roller som The Terminator og Sarah Connor for at levere mere fremtids-action. Det gør de med ’Terminator: Dark Fate’, der ser bort fra alle øvrige indslag i serien end James Camerons to første film fra henholdsvis 1984 og 1991.

Denne gang står verden overfor en ny trussel fra fremtiden. Nemlig en ny og mere avanceret dræberrobot end den gamle Terminator-model, der har rejst tilbage i tiden for at gøre det af med den unge og noget forvirrede kvinde Dani, der altså har en vigtig – men ukendt rolle – at spille i fremtidens kamp mellem dræberrobotterne og menneskene.

Ind fra højre kommer Grace – et computer- og styrke-optimeret menneske – der således tager Dani under sine beskyttende vinger, nå ja, og hendes kampklare krop. De to får dog ikke lov til at stå alene mod den farlige robot, for Sarah Connor melder snart sin ankomst med store automatvåben og en bazooka. Boom! Siger det – så er scenen ligesom sat og comebacket for Linda Hamilton skudt i gang.

Hamilton er da også noget af det, der med charme, styrke og autoritet er med til at binde filmen engagerende sammen, når den desværre vælter noget klodset sammen om sig selv. Den starter eller medrivende ud med potent action og voldsomme nævekampe. Jeg er på! Men som fortællingen folder sig ud, begynder korthuset desværre også at falde en smule sammen.

Tonen i filmen bliver undervejs sat en smule ud af kurs med fjollede comic relief-øjeblikke, der desværre rammer mere skævt end plet. Det suger noget af den ellers fine alvor ud af filmen, der også lever af netop sin virile action, der mod slutningen da også går helt agurk og over gevind i over the top-scenarier både til lands, til vands og i luften.

Det sagt, så formår ’Terminator: Dark Fate’ er være en ok underholdende tilbagevenden til det herlige Terminator-univers, hvor både Arnold og Linda charmerer, mens Mackenzie Davis er med til at stjæle billedet som den hårdtslående Grace. Men desværre er dette ikke det helt store og fyldestgørende comeback for franchisen, der ellers står mit hjerte nært.

’Terminator: Dark Fate’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Terminator: Dark Fate’ har biografpremiere den 31. oktober.

‘Kollision’ er et mekanisk sorgdrama, der nærmest går helt i stå

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvordan kommer man sig over et tragisk tab – hvordan bearbejder man sorgen? Det gør vi alle forskelligt. Det er komplekst og svært at vide hvordan. I dramaet ‘Kollision’ er det netop sorgen og tabet, der bearbejdes, undersøges og er i centrum for en fortælling om en familie, der pludselig står ansigt til ansigt med netop det efter et umenneskeligt tab.

Desværre bliver det ellers stærkt spillede melodrama noget mekanisk og kalkuleret i sin udfoldelse. Det sagt, så er det altså som nævnt en meget veloplagt og stærkt spillende rollebesætning, man finder udfylde hver deres brikker i puslespillet, hvor der spilles på de helt store følelser. Det både rammer ok plet, men også ved siden af sine steder og føles mere forceret end oprigtigt.

Det er dog ikke så meget skuespillernes skyld som det netop er fortællingen og dens konstruktion. Et sorgdrama, der halvvejs inde desværre også nærmest synes at gå helt i stå. Her mister både fortælling og følelser momentum, nærvær og medrivende schwung. Heldigvis har filmen sin del af trumfkort. Dem finder man som nævnt i skuespillerholdet, der bringer dramaet til live.

Nikolaj Lee Kaas og Cecilie Stenspil er henholdsvis Leo og Olivia – mand og hustru til en stor søn, Gustav, og en 9-årig datter Liv. De to sammen er troværdige – det samme er deres interne problemer for det meste også, i hvert fald når det kommer til måden, de spilles på. Karla Sigrid Wienberg Avaz er et scoop som Liv, der har både barnlig glæde og fin dramatisk nærvær.

Albert Rudbeck Lindhardt bringer som Gustav en fin menneskelighed og ungdomsgåpåmod til bordet, mens ældre kræfter som Tommy Kenter og Henning Jensen som patriarker af hver deres støbning givet dramaet noget autoritet og solid tyngde. Desuden dukker blandt andre også en skøn Julie Christiansen, en bestemt Rasmus Bjerg og Nicolas Bro op i fine mindre roller.

‘Kollision’ er med andre ord et melodramatisk sorgdrama, der altså sine steder er noget mekanisk, konstrueret og forceret i udfoldelsen af sin tragiske fortælling. Det er skuespillerholdet, der bærer filmen og holder den fra at kollapse – det under tyngden af ovenstående samt en ikke altid lige klædelig selvhøjtidelighed.

‘Kollision’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Kollision’ har biografpremiere den 31. oktober. 

Nye sjaskede zombier, men mest af alt morsomheder i ‘Zombieland: Double Tap’

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker zombier! De levende døde er nemlig med sine blodige lemmer og sjaskede drab et både fascinerende og skræmmende filmmonster. Nu er zombierne så efter intet mindre end 10 år tilbage i anden ombæring med opfølgeren ‘Zombieland: Double Tap’, hvor uhyggen helt er udskiftet med humor i denne pjattede zomedy.

Her er nemlig ikke et gran af uhygge – for mit vedkommende, om ikke andet – når det umage firkløver af overlevende fra den første film er tilbage for fortsat at måtte overleve i en postapokalyptisk verden overrendt af zombier. Det er sådan set helt ok med mig, at det er humor over horror, når nu netop de blodspruttende zombie kills ligeledes er på plads.

Tallahassee (Woody Harrelson), Wichita (Emma Stone), Columbus (Jesse Eisenberg) and Albuquerque (Luke Wilson) in Columbia Pictures’ ZOMBIELAND: DOUBLE TAP.

‘Zombieland: Double Tap’ er dog intet andet end rendyrket sjov og ballade. Uforpligtende, tempofyldt og sådan set også ganske underholdende – uden dog at blive for alvor mindeværdig. Men der er mindeværdige karakterer, hvor ikke mindst Woody Harrelson som den selvsikre Tallahassee både leverer kække one-liners, erklærer sin kærlighed til Elvis og store biler.

Men hvor Tallahassee er en både sjov og engagerende karakterer at følge, så mangler de tre andre i slænget en smule mere pondus og komisk schwung. Men det sagt, så er både Jesse Eisenberg, Emma Stone og Abigail Breslin trods alt ok fint selskab, men Woody Harrelson tager altså uden tvivl stikket hjem – det med hjælp fra en overraskende ny kant.

For ind fra højre kommer en yderst komisk veloplagt Zoey Deutch i rollen som den smådumme blondine Madison, som det af uransagelige årsager er lykkedes at overleve zombierne. Hun er en vellykket og morsom modvægt til de fire faste medlemmer i de to film. Hvorvidt denne 2’er så har været 10 års ventetid værd kan diskuteres. Jeg synes det desværre ikke helt.

For godt nok leverer ‘Zombieland: Double Tap’ sin del af veloplagte morsomheder og ikke mindst medrivende zombiesjask, men filmen føles desværre også en kende for forceret i sit forsøg på at være konstant underholdende. Den mister her noget af den naturlige charme og veloplagthed som Woody Harrelson og Zoey Deutch lægger for dagen. Men hey, det er også sådan cirka ok.

‘Zombieland: Double Tap’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Zombieland: Double Tap’ har biografpremiere den 24. oktober.

En smidig Jennifer Lopez bejler til en Oscar som stripper i ‘Hustlers’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ok, hvem havde lige set den komme? Jeg mener, at Jennifer Lopez skulle komme på banen i rollen som en smidig og bad-ass stripper, der ved, hvad hun vil have og tager det i det veloplagte drama ‘Hustler’. Det havde jeg i hvert fald ikke. Men ja, her er altså tale om et ret så fint afstemt hustler-drama om en flok selvkørende strippere – baseret på en sand historie.

For gruppen af strippere – ledt an af Jennifer Lopez som den bestemte Ramona – bestemmer sig nemlig for, at det ikke længere skal være deres Wall Street-kunder, som tjener kassen, men dem selv. Det gør de med en helt særlig og selvopfunden cocktail af stoffer og alkohol, der sender deres kunder til tælling overfor deres charme – ja, deres pengepung er hermed frit åben.

Jennifer Lopez kommer dog først lidt senere på banen i filmen, der først følger stripperen Destiny, der kæmper en brav kamp for at klare sig til dagen og vejen. Hun spilles af en både sød og uerfaren samt tilpas genert Constantine Wu. Det er nemlig ikke nemt i stripper-branchen, hvor alle skal have en bid af kagen, hvorfor Destiny også må give sin del til managere, bartendere og dj’s.

Det hele ændrer sig imidlertid, da netop den særdeles erfarne Ramona kommer på banen – en 50-årig Jennifer Lopez, der i sin smidige rolle er aldersfornægtende. Hun er virkelig god, dragende og engagerende som stripperen, der går efter guldet og klarer sig bedre end alle andre på toppen af klub-hierakiet – og ikke mindst med hendes opfundne trick med at narre penge fra kunderne.

Ja, Jennifer Lopez bejler her til en Oscar-nominering for sit fint nuancerede og seje stripper-portræt i en film, der dog desværre ikke helt er ligeså god som hende. For dramaet – der også har sin del af veloplagt humor – mister nemlig sine steder lidt momentum og går en smule i historiemæssig tomgang, hvor der strippes på skift og narres penge fra Wall Street-kunderne i et væk.

På bundlinjen er ‘Hustler’ dog så afgjort et veloplagt drama med komisk schwung om en flok engagerende stripperes vej ud af deres afhængighed af svære omstændigheder og krævende omgivelser. Jennifer Lopez er skøn og medrivende som Ramona, der er lager than life, mens filmen i øvrigt er velspillende hele vejen rundt.

‘Hustlers’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Hustlers’ har biografpremiere den 24. oktober.

Renée Zellweger bærer tragiske Garland hele vejen i mål i ‘Judy’

/i , /af

Biografanmeldelse: Mange – hvis ikke alle – kender det klassiske eventyr ‘The Wizard of Oz’ med Dorothy på magisk afveje i skikkelse af en sød Judy Garland, mens film som ‘Meet Me in St. Louis’, ‘Easter Parade’ og ‘A Star Is Born’ nok også vil ringe en klokke hos en del. I det biografiske drama ‘Judy’ finder man en 46 årig Garland, der er formet af sit slidsomme liv.

For det har langt fra været en dans på roser for skuespillerinden og senere entertainer med den fortryllende stemme. Det lader filmen os vide både i en række flashbacks til den unge Garlands liv, hvor hun tvinges på kur og forbydes burgere med kontrollerende voksne omkring sig. Her i hendes voksne liv er hun stadig omgivet af folk, der vil hive mest muligt ud af hende.

‘Judy’ er dog primært historien om den 46-årige Garland, der flytter til London for at give en række koncerter – det langt fra sine børn og med opslidende timer på og bag scenen, hvor alkoholen og festerne tager på den skrøbelige Garland – på samme måde som de mange koncerter truer med at vælte hende om kuld.

Det er tragisk at overvære sangerinden både slide sig selv og og lade andre slide på hende. Men det er også et skønt og stærkt portræt af Renée Zellweger i den altdominerende hovedrolle. Hun er både charmerende, sjov og sød, men også et bestemt, sørgeligt og tragisk bekendtskab, der vakler rundt i livet og ensomhed, selvom hun er omgivet af mennesker.

Desværre folder filmen sin ganske vist både dragende og engagerende fortælling – og ikke mindst hovedperson – noget generisk ud. Den rammer alle de forudsigelige plotpunkter undervejs – fra nedtur til optur og nedtur samt alt derimellem. Det sagt, så er filmen så absolut det hele værd takket være en drøngod Renée Zellweger som den hele vejen nærværende Garland.

Hun giver et billede af en kvinde, der på en gang lever isoleret og helt i sin egen verden, men også som en kvinde, der higer efter at være en del af livet og sin familie. Kort fortalt er ‘Judy’ en hjerteskærende og skøn fortælling om en kvindes svære liv i showbusiness. En gudsbenådet sangerinde i en desværre smule generisk udfoldet film. Men Renée Zellweger er hele turen værd.

‘Judy’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Judy’ har biografpremiere den 24. oktober.

‘Maleficent: Mistress of Evil’ er et rodet eventyr med en karismatisk Angelina Jolie

/i , /af

Biografanmeldelse: Angelina Jolie er tilbage som den onde og hornede Maleficent med verdens mest markante kindben i opfølgeren ‘Maleficent: Mistress of Evil’. For det er en håndfuld år siden, vi fik den første film. Denne gang begynder den bevingede Maleficent og hendes guddatter – den kommende dronning – Aurora at stille spørgsmål ved deres komplekse familierelation.

Dette er afsættet for et klodset fortalt og ret så rodet eventyr, hvor de to kvinder må indgå i nye alliancer, mens de sammen må kæmpe mod nye mørke kræfter for at beskytte riget. Bortgemte hemmeligheder lurer desuden i kulissen – og nå ja, så er her naturligvis også alverdens fortryllende væsner til at peppe den ret kedelige film op med ok charme, sjov og magi.

For selvom her faktisk er tale om et ret så ligeud ad landevejen fortælling, så lykkedes det at folde den fladt og forvirrende ud. Det er lidt som om, at man ikke har vidst, hvor man ville hen med fortællingen, der således slår klodsede knuder undervejs. På plussiden vil jeg dog nævne de storslåede scenerier af blandt andet fortryllende skove og mægtige slotte.

Men momentvis flotte billeder løfter desværre langt fra filmen op over middelmådigheden, mens den for mig nærmest allerede inden rulleteksterne har rullet færdig har lagt sig til rette i bunken af forglemmelige film. Øv. Heldigvis finder man en karismatisk Angelina Jolie som Maleficent. Men hendes karakter spilles underligt nok undervejs en smule ud på et sidespor.

En garvet Michelle Pfeiffer tilfører også det kluntede Disney-eventyr noget karisma i rollen som dronning Ingrith – men lige lidt hjælper det, da hun – som mange øvrige karakterer – er slapt skrevet og ligeledes en smule ugideligt brugt i den fesne fortælling. Elle Fanning er dog sød som prinsesse Aurora, mens hendes udkårne prins Phillip er aldeles charmeforladt spillet af Harris Dickinson.

Kort fortalt så er ‘Maleficent: Mistress of Evil’ et fladt eventyr, der roder rundt i en ellers på papiret ret simpel fortælling om det gode mod det onde samt det at finde ud af, hvem man er, og hvor man passer ind i verden og livet. Men filmen kuldsejles blandt andet af en rodet fortalte historie, der mangler både mere charme og fortyllende magi. En fesen fuser, desværre.

‘Maleficent: Mistress of Evil’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Maleficent: Mistress of Evil’ har biografpremiere den 17. oktober.

‘Blinded by the Light’ er en kedelig og forudsigelig feel good-film

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være svært at vokse sig ind i teenage-årene. Der er både det der med at finde sin plads og retning i livet. Nå ja, og naturligvis også det der med piger, venner og familie. I feel good-filmen ‘Blinded by the Light’ tumler Javed præcis med disse ting. Det tilbage i England anno 1987, hvor arbejdsløsheden hærger.

Ikke nok med at være teenager og starte på den lokale high school i en by, han ønsker at forlade, så har Javed pakistansk baggrund og en streng far. Det er nemlig ikke nemt at passe ind i en by, hvor racismen ulmer. Det samtidig med at have større drømme end at studere økonomi, som Javeds far ønsker det – nå ja, og at blive gift væk til en efter faderen valg, når tid er.

En engelsklæreinde, gode venner og ikke mindst musikken Javeds redning mit i hans tumulte og problemfylde liv. Her med opdagelsen af Bruce Springsteen som den helt store ledestjerne mod at få indfriet sine drømme om at flytte væk og blive forfatter. Javed kan med andre ord i den grad spejle sig i rockmusikerens tekster og musik. 

Dette er afsættet for en coming og age-fortælling, der desværre er mere end pædagogisk og kategorisk fortalt. Her er ikke plads til hverken mange nuancer eller overraskelser i fortællingen for den sags skyld. Filmen løber lige ud ad forudsigelighedens landevej – og direkte i feel good-mål uden de store problemer. Det bliver desværre noget kedeligt at være vidne til.

Helt uden plusser er denne overfortale film dog heldigvis ikke. For jeg mærker da også momentvis det hjerte, der banker velmenende lige bag den glatte overflade af middelmådig historiefortælling. Det er med til nogenlunde at redde filmen op til at befinde sig i gråzonen mellem det forglemmelige og ligegyldige. For helt ligegyldig er filmen ikke med sine universelle tematikker.

Jeg kunne så godt bare have ønsket mig, at der var mere troværdig modstand i spil for Javed, mens det politiske bagtæppe havde fået mere nærvær. Men ingen kan dog tage fra filmen, at Bruce Springsteen musik er både medrivende, dynamisk og intens. Den spiller med andre ord upåklageligt i ‘Blinded by the Light’, der bare desværre ikke gør bossen ære. 

‘Blinded by the Light’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Blinded by the Light’ har biografpremiere den 17. oktober.

‘Valhalla’ er et brutalt tordenbrag og dystert dyk ned i den nordiske mytologi

/i , /af

Biografanmeldelse: Med instruktør Fenar Ahmads filmfortolkning af Peter Madsens elskede tegneserier om vikingebørnene Røskva, Tjalfe, tordenguden Thor, Quark og alle de andre, bringes man ind i et dystert, råt og brutalt univers af nordiske guder og mystisk mytologi. Ja, ‘Valhalla’ er et ambitiøst eventyrprojekt, der lykkedes ganske tilfredsstillende med sit foretagende.

Det er dog ikke just en farvestrålende og let film, der her serveres. Den er både tung og dunkel, men også indtagende stemningsfuld, når man kommer på gudeventyr med Røskva og Tjalfe. Thor og Loke taget dem nemlig med fra det fredelige Midgård til gudernes noget mere dramatiske hjem. Valhalla er nemlig truet af den bistre Fenrisulv og ikke mindst de grumme jætter.

De to menneskebørn må derfor nu sammen med guderne bevise, hvad de er gjort af, når kampen for både at bevare Valhalla og ikke mindst redde verden fra Ragnarok går ind. Således kommer velkendte elementer så som regnbuebroen Bifrost, hammeren Mjølner og Thors prustende geder, videre til Udgårdsloke, den enøjede Odin og hans to krager samt øvrige guder i spil.

‘Valhalla’ er altså på én gang både velkendt land, som man kender fra tegneserien, men også nyt terræn i gudeland, hvor blandt andet filmens komponist Jens Ole Wowk McCoy sætter medrivende og episke toner til filmens storladne vidder, videre til intime øjeblikke og brutale jættekampe. Ja, Fenar Ahmad lykkedes altså ret overbevisende med at skabe sit dunkle take på gudeverdenen.

Cecilia Loffredo og Saxo Moltke-Leth er desuden gode som de to børn, mens Roland Møller udfylder rollen som Thor med autoritet. Loke er herlig mystisk i skikkelse af Dulfi Al-Jabouri, mens den smådumme, men også søde Quark lykkedes delvist godt skildret af Reza Forghani. ‘Valhalla’ er dog primært Røskvas fine coming of age-fortælling om at finde sig selv og sine værdier i verden.

‘Valhalla’ er altså på flere måder et absolut ok medrivende mytologieventyr, der måske nok til tider mangler lidt mere episk schwung i sin realisering af universet og dets sælsomme karakterer og monstre. Det sagt, så kunne jeg godt lide, at filmen ikke lefler med et for ivrigt tempo, men tør tage sig tid og samtidig at være konsekvent i sin dunkle tone og tunge atmosfære.

‘Valhalla’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Valhalla’ har biografpremiere den 10. oktober.

Dobbelt op på Will Smith og daddy issues i science fiction-filmen ’Gemini Man’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, det er ret imponerende at se en ung Will Smith komme til live i science fiction-filmen ‘Gemini Man’. Her indtager Will Smith nemlig en actionfyldt dobbeltrolle som henholdvis den 51-årige og skarptskydende lejemorder Henry Brogan samt hans yngre og blot 23-årige jeg. Brogen står altså pludselig ansigt til ansigt med en klonet udgave af sig selv.

Brogan havde ellers tænkt sig at gå på pension fra sit farlige erhverv, da moralske samvittighedkvaler har gjort sit indtog hos ham. Det bliver dog ikke til at nyde otiummet i fred og ro, da nogen har sendt den dygtigste mand på feltet i nakken på Brogan for at få ham ned med nakken, nemlig den unge klon, der med imponerende CGI fremviser en ung Will Smith.

Men bag den imponerende virkeliggørelse af en 23-årig Will Smith, finder man en desværre noget klodset fortalt historie med ligeledes klodset leverede tematikker, hvor blandt andet eksistentiel tvivl om, hvem man er, kommer i spil hos den unge klon, videre til sentimentalt spundne daddy issues leveret med overfortalt schwung. Det sagt, så er ‘Gemini Man’ ikke uden plusser.

For ganske vist fremstår filmens instruktion måske nok ret generisk, men ikke desto mindre formår instruktør Ang Lee at iscenesætte et par ret så habile actionscener – blandt andet og ikke mindst en intens åbningsscene, der involverer et susende tog og Brogan, der på flere hundrede meters afstand skal forsøge at ramme sit mål, der befinder sig i toget.

Desværre er håndfulden af ok veloplagte actionscener ikke nok til at redde filmen op af sit også noget forglemmelige hul, hvor Hollywood-action går hen for at dø. Men hey, mens ‘Gemini Man’ står på, er den altså også helt ok underholdende – sin noget gumpetunge fortælling til trods. Heldigvis holder filmen et hæderligt tempo, der gør, at kedsomheden holdes ok på afstand.

I sidste ende er ‘Gemini Man’ dog en forglemmelig action-og-science-fiction-film, der måske nok imponerer med en CGI-ung udgave af Will Smith og leverer et par ret så habile action-scener, men forudsigeligheden, en kluntet udfoldet fortælling samt et par akavede comic relief-momenter spænder ben for filmens helhed, der altså derfor også ender som middelmådig.

‘Gemini Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Gemini Man’ har biografpremiere den 10. oktober.

Den skumle ‘The Vanishing’ er en både dyster og dragende fyrtårnsthriller

/i , /af

Biografanmeldelse: Tre mand sejler i land på en øde og vejrbidt ø, der ligger ud for Skotlands vindblæste kyster, hvor de skal passe øens fyrtårn. Dette er præmissen for, hvad der folder sig ud som en både dyster og dragende psykologisk thriller med brutal og trøstesløs klangbund i ‘The Vanishing’. For hvad sker der lige, når tre mænd isoleres udenfor lands lov og ret?

Således bygger filmen igennem sin intense stemning og fortættede atmosfære sikkert op, mens jeg bliver suget længere og længere ind i et lurende vanvid, der matcher fortællingens mørke. Billedsiden emmer på samme måde også af mørke, hvor øen står frem som en forknyt kæmpe midt i havet, hvor klaustrofobien hurtigt indfinder sig i mændenes lille hus.

For her er ganske vist tale om en simpel præmis, men den fortælles veloplagt og stærkt, hvor sin del af overraskelser da også finder indpas. Jeg vil derfor heller ikke komme nærmere ind på historien, der sitrer af paranoia, vanvid og isolation. Hemmeligheder og overraskelser er nemlig blandt andet en fin del af filmens fortællemæssige fremdrift.

Her skal de tre mænd i front også nævnes som et dynamisk trekløver, hvor der stille, roligt, men sikkert udarter sig interne stridigheder og farlige uenigheder. Her finder man en mut og hæderlig familiefar i skikkelse af en vejrbidt Gerard Butler. Peter Mullan bidrager med ro og autoritet, mens den unge knægt spilles både fint legende og alvorligt af Connor Swindells.

Kort fortalt, så er ‘The Vanishing’ en velfortalt fyrtårnsthriller med et stærkt trekløver i front for den både intense, paranoiafyldte og dragende dystre fortælling. En på en gang klaustrofobisk og spændende film, der dykker ned i den menneskelige sjæl for her at endevende mørket, de bortgemte drifter og ikke mindst kampen for overlevelse, når alt først går galskabens vej.

‘The Vanishing’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Vanishing’ har biografpremiere den 9. oktober.