‘Den Gyldne Handske’ er en trist, tragisk og trøstesløs seriemorderfilm

/i , /af

Biografanmeldelse: Det stinker af råddenskab, triste skæbner og brune bodegaer i tyske Fatih Akins både væmmelige, tragiske og ulækre, men også overraskende morsomme seriemorderfilm ‘Den Gyldne Handske’. Her kommer man tilbage til starten af 1970’erne i et beskidt Hamburg, hvor en seriemorder er på blodig spil – nemlig den alkoholiserede og ensomme Fritz Honka.

Her er med andre ord ikke en sofistikeret morder med en stor og forkromet masterplan på menuen, som i eksempelvis ‘Seven’. Meget langt fra. Her er derimod tale om en yderst utiltalende og tragisk mand, der drikker alt for meget på det lokale værtshus ‘Den Gyldne Handske’ – og nå ja, har hang til improviserede, brutale og klodsede drab samt ubehagelige menneskeparteringer.

Forvent ikke en videre plotdrevet film. Her er nemlig snarere tale om et depraveret nedslag i Fritz Honkas deprimerende liv end en plotdrevet seriemorderfilm. Det fungerer virkelig godt, da blandt andet både håbløsheden og grumheden på den måde får lov til at udspille sig som et levet liv foreviget på film. Ubarmhjertig, ufravigelig og ubehageligt.

Men selvom filmen altså på mange måder er virkelig væmmelig og ubehagelig, så er den også morsom – ganske vist yderst sort humoristisk. Det gælder i blandt andet mødet mellem Honka og en tilfældig drikfældig ældre kvinde, som han får slæbt med sig fordrukken hjem fra værtshuset. Deres umage samspil er ganske vist trist, men det bliver altså også grotesk morsomt.

Blandt andet i øjeblikket, hvor det går op for Honka, at han kan bruge hende som hushjælp – og ikke myrde hende – i hans mildest talt klamme lejlighed, hvor han gemmer på blodige ligdele i væggen, mens alt står og rådner i et uoverskueligt rod. Balancegangen mellem humor og horror er velafbalanceret – men gruen vinder så absolut i sidste ende.

Filmen er baseret på virkelighedens seriemorder Fritz Honka, som i filmen portrætteres af den virkeligt formidable, nærmest komplet ukendelige og blot 23-årige Jonas Dassler. Han er mest af alt bare ubehagelig og ulækker, men formår også at få det triste i hans skæbne frem – mens man i få øjeblikke måske øjner en smule sympati midt i hans ellers komplet usympatiske væsen.

Ja, hele filmen emmer af fordærv, druk og råddenskab, så det nærmest hænger som en grum dunst i biografens mørke. Herligt! ‘Den Gyldne Handske’ slægter således en film som William Lustigs ligeledes triste, tragiske og trøstesløse ‘Maniac’ fra 1980 på – og kan måske endda kaldes for den ulækre lillebror til Lars von Triers ‘The House That Jack Built’. ‘Den Gyldne Handske’ er kort fortalt en af mine klart bedste, mest ubehagelige og morsomste filmoplevelser i filmåret 2019. Sådan!

‘Den Gyldne Handske’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Den Gyldne Handske’ har biografpremiere den 5. december 2019.

Et lavmælt og smukt forknyt drama i det islandske med ‘En hvid, hvid dag’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er mest i alt det usagte, at det hårde drama i den forknytte islandske ‘En hvid, hvid dag’ udspiller sig. Altså lige indtil det ikke gør. Men så ramler det også hårdt og medrivende. I centrum for filmen finder man den midaldrende og pensionerede politimand Ingimundur, der efter sin kones pludselige død har valgt at sætte sit liv en smule på hold.

Dagene i den øde og berusende smukke islandske natur går mest med at istandsætte sin datters hus, mens han blandt andet også passer sit barnebarn Salka og samtidig skal forsøge at komme igennem tvungne psykologsamtaler, der ikke just huer ham. Tabet, savnet og sorgen vokser dog blot stille, men sikkert lige der under huden på den plagede og mutte mand.

For hvad stiller man i grunden op, når man mister sin aller kæreste? Det er blandt andet et af de spørgsmål, der stilles i islandske Hlynur Pálmasons anden spillefilm. Hans første var den visuelt smukke og fortællemæssigt udfordrende ‘Vinterbrødre’. Med ‘En hvid, hvid dag’ har han skabt en langt mere tilgængelig film og fortælling – det med temaer som sorg, hævn og kærlighed.

Til at forløse den svært indadvendte og samtidig elskelige karakter som Ingimundur finder man den hele vejen dragende Ingvar Sigurðsson. Ham har jeg svært ved at tage øjnene fra – selvom han faktisk ikke som sådan gør det store dramatiske væsen af sig – det mest af vejen. Han spiller på – som filmen i øvrigt og nævnt ovenfor – det usagte, hvilket han på smuk vis her giver levet liv.

Ganske vist er filmen båret af sin hovedkarakter, men den smukke billedside er svær ikke også at se som et bærende element i måden, jeg oplever Ingimundur og fortællingen på. Det med sit rå, ulmende og konstant omskiftelige vejr. Naturens følelser får frit spil – modsat den plagede Ingimundur. At fortællingen undervejs mister noget momentum hist og her er altså til at leve med.

Selvom det er Ingvar Sigurðssons film, så må jeg ikke glemme Ída Mekkín Hlynsdóttir som barnebarnet Salka. Hun har en hele vejen en rolig tilstedeværelse, der går naturligt i spænd med Ingimundur. De to sammen er et rørende, ømt og fint fortalt forhold, der giver genklang hos mig og mine egne familierelationer. ‘En hvid, hvid dag’ er på trods af skønhedspletter et dragende drama.

‘En hvid, hvid dag’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘En hvid, hvid dag’ har biografpremiere den 5. december.

‘Jumanji: The Next Level’ er en sløj kopivare med sløje genbrugsjokes

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi skal til det igen. Nemlig en tur ind i det farlige spil Jumanji med efterfølgeren til filmen af samme navn – nu med undertitlen ‘The Next Level’. Det betyder endnu en omgang kropsforviklinger med Dwayne Johnson, Jack Black, Kevin Hart og Karen Gillan i front som spillets avatarer for de fire tilbagevendende teenagere, der igen forvilder sig ind i junglen.

Inden de dog lander i det dødsensfarlige spil igen, genforenes de i deres hjemby efter, at de ellers er spredt for alle vinde for at starte på college. Den ulykkelige og forvirrede Spencer vælger dog at opsøge spillet på ny grundet knas med kærligheden – bare fordi. De tre venner følger efter for at redde ham ud. Snart står de således overfor helt nye udfordringer i Jumanji.

Her er med andre ord nærmest tale om en så godt som ikke eksisterende historie. Teenager forvilder sig ind i Jumanji. Hans venner følger efter. Teenager skal reddes ud. Det er cirka det. Det kunne have været et spændende eventyr med et computerspils uendelige muligheder, men her er det bare kedeligt fortalt og fladt udfoldet, mens uengagerende CGI-action buldrer afsted.

Godt nok rystes posen en smule ved at lade de fire velkendte avatarer blive indtaget af nye karakterer. Blandt andet er Spencers bedstefar nu med i spillet – det sammen med hans ligeledes gamle ven Milo. Det er åbenbart sjovt, fordi de jo er gamle og forvirrede sat i unge og stærke kroppe. Men nej, det er desværre ikke – det på trods af en ellers veloplagt Danny DeVito.

Bortset fra det, så er ‘Jumani: The Next Level’ mere af det samme. De samme jokes og gimmicks, som man fik i den en smule bedre forrige film. Men det hele lugter her af uoriginalt genbrug, hvor flere af de samme jokes i øvrige gentages. Som blandt andet Dwayne ‘The Rock’ Johnsons signatur-løftet-øjenbryn-og-se-cool-ud-udtryk. Det er bare fortærsket og usjovt. Øv.

For jeg fornemmer faktisk, at de fire hovedroller har haft det sjovt med at lave filmen. Det smitter bare aldrig rigtigt af på mig, der mere har lyst til at kigge uret, end at blive smidt ud i en af filmens næste action-tunge scener. Her er med andre ord tale om en sløj kopi af den første film, hvor genbrug af jokes og gimmicks aldrig rigtigt sidder i skabet – uden filmen dog er helt uden plusser.

‘Jumanji: The Next Level’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Jumanji: The Next Level’ har biografpremiere den 5. december. 

‘Knives Out’ er et klassisk mordmysterie med et twist

/i , /af

Biografanmeldelse: Det var butleren, der gjorde det! Sådan lyder joken ofte, når snakken falder på, hvem morderen mon er i et mordmysterie. Og ja, med ‘Knives Out’ leveres der altså et stykke med klassisk mordmysterie – med et twist. Det vil jeg dog ikke komme ind på her, da netop gættelegen omkring morderens identitet er en del af – ja – legen.

For morgenen efter den populære krimiforfatter Harlan Thrombeys 85-års fødselsdag, finder man ham død i sit hjem. Han har øjensynligt taget sit eget liv. Men har han nu også det? Sådan starter det kringlede mordmysterie, som har sin del af karakterer, der måske/måske ikke står bag Harlans mistænkelige død. Således indledes en jagt på sandheden af privatdetektiven Benoit Blanc.

For Harlan har en stor familie, der pludselig må se sig som mistænkte i den spegede affære. Løgne, falske spor og blindgyder folder sig ud i Benoits jagt på en morder, der måske skal findes i den dysfunktionelle familie eller blandt Harlans ansatte. Jeg gætter med. Det samme gør den selvsikre Benoit i en labyrint af plottråde, der desværre sine steder foldes en kende fladt ud.

For nej, jeg kommer ikke for alvor til at sidde i spænding i den plotdrejende jagt på sandheden. Dertil er mysteriet bare ikke interessant nok, mens ikke alle karakterer står lige stærkt. Nå ja, og så mister filmen desværre også momentum i sit sidste og tredje akt, hvor det modsatte i grunden burde være tilfældet. Heldigvis er her også spædet til med fin humor og et godt greb om genren.

Ja, alle er mistænkt i dette Agatha Christie-lignende plot. Hertil kommer en flot rollebesætning, hvis karakterer altså ikke hele vejen rundt er lige interessante. Men en veloplagt Daniel Craig ses som Benoit, mens også Chris Evans, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, Michael Shannon, Toni Collette og Ana De Armas ses i spil som mordermistænkte.

Instruktør og forfatter Rian Johnson – der blandt andet også står bag ‘Looper’ og ‘Star Wars: The Last Jedi’ – har kort fortalt strikket et ganske ok og det meste af vejen ok underholdende mordmysterie sammen, der dog mister lidt af pusten af og til, for desværre at bevæge sig ind i en ikke helt tilfredsstillende finale. Kan du mon gætte, hvem morderen er – måske butleren?

‘Knives Out’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Knives Out’ har biografpremiere den 5. december.

Det gør faktisk ondt at se skilsmissedramaet ‘Marriage Story’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det der med at blive skilt er altså noget lort. Det er det i hvert fald i Noah Baumbachs fint fortalte og triste ‘Marriage Story’. Her spiller Scarlett Johansson og Adam Driver henholdvis Nicole og Charlie – et ægtepar, der har valgt at lade sig skille. Fanget i det hele er deres lille søn Henry – spillet naturligt af Azhy Robertson.

Således folder dramaet sig altså ud om skilsmissen og de implicerede parter. Hvordan de hver især håndterer tabet, sorgen og beslutningen om ikke at skulle være sammen mere. Det hele går fra rimeligt udramatiske snakke til at blive grimmere end grimt mellem de to – og ja, her leveres et par scener, der faktisk gør ondt at være vidne til. Rigtigt ubehagelige. På en god måde.

For det er her dramaet for alvor tager fat og får levet liv. Der hvor fløjshandskerne er taget af. Ikke at fornægte filmens kvaliteter i de mindre store følelsesmæssige udsving. For også i det stille sniger dramaet sig fint ind, hvor både Scarlett Johansson og Adam Driver bringer deres bedste til filmen. Begge stærke præstationer – hver for sig, såvel som sammen. Jeg tror på dem.

Her er altså tale om et velspillet drama med en nærværende historie. Desværre udspiller historien sig sådan set også uden overraskelser. Den er med andre ord ret så lige ud ad landevejen. Det tager desværre også lidt nerve ud af filmen, da jeg sådan set ikke er i tvivl om, hvordan det hele vil udfolde sig. Heldigvis er der undervejs dog fine nuancer i fortællingen og karaktererne.

Det gælder blandt andet også Laura Derns skarpe og selvsikre skilsmisseadvokat Nora Fanshaw, der hjælper Nicole, mens en noget mere tilbagelænet Alan Alda som Charlies advokat også bringer humor til bordet som Bert Spitz. Humoren er desuden også en fin del af filmen, der velafbalanceret spiller sammen med det for det meste af vejen engagerende drama.

‘Mariage Story’ er med andre ord et – i mangel af bedre ord – et solidt, ganske velfortalt og ikke mindst velspillet og engagerende drama, hvor alle medvirkende bringer deres bedste for at forløse den både triste og rørende fortælling om det at blive skilt – ikke mindst smerten og med et barn fanget midt i det hele. Det er smerteligt at overvære, hvilket klart er en styrke for filmen.

‘Mariage Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Mariage Story’ har biografpremiere den 28. november.

Pædofili i den katolske kirke udgør et stærkt drama med ‘Gud være lovet’

/i , /af

Biografanmeldelse: Tilbage i 2016 sendte sagen om den pædofile præst Fader Bernard Preynat chokbølger ikke alene igennem den katolske kirke i Frankrig, men også verden over. Han tilstod nemlig at have misbrugt 70 børn i en periode på over 30 år. På trods af dette, så tøvede de katolske myndigheder med at tage konsekvenserne af disse overgreb.

Med François Ozons ‘Gud være lovet’ er det denne rystende historie, der fortælles gennem primært tre af Preynats nu voksne ofre. For da den 40-årige Alexander finder ud af, at den pædofile præst stadig praktiserer og arbejder med børn, rammer hans traumatiske fortid ham hårdt. Dette bliver starten på en kamp om at få sandheden frem i lyset.

Sammen med to andre ofre, François og Emmanuel, danner de tre en forening, der skal kaste lys over sagen og kirkens hemmeligheder samt få øvrige misbrugte drenge til også at stå frem. De møder dog modstand fra kirken, mens den tragiske fortid også påvirker mændene i deres private forhold og i forholdet til dem selv.

Det er med andre ord en både rystende, rørende og stærk fortælling, der i hænderne på Ozon og hans skuespillerhold ligeledes bliver bragt rystende, rørende og stærkt til live. Der skabes en engagerende dynamik mellem de tre misbrugte mænd, der på hver deres måde tackler deres fortid og en kompleks nutid – en nutid, der er dybt påvirket af netop Preynats overgreb.

Melvil Poupaud er som den rolige Alexandre et troværdigt portræt af en mand med en martret fortid, Denis Ménochet bringer som den mere iltre og angrebsparate François en passion til fortællingen, mens Swann Arlaud i rollen som Emmanuel ikke har samme succes som de to andre, men et liv uden egentlig retning og håb, hvorfor han udgør en fint sårbar del af trekløveret.

‘Gud være lovet’ udspiller sig måske nok en kende forudsigeligt, mens noget momentum og dramatisk nærvær af og til vakler. Men en stærkt fortalt historie og ligeledes stærke portrætter gør så absolut filmen være at se. Ikke mindst også grundet de problematikker, der på medrivende vis sættes i spil: så som tabuer, traumer og den katolske kirkes dystre hemmeligheder.

‘Gud være lovet’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Gud være lovet’ har biografpremiere den 28. november.

Gamle gangstere er forrygende godt selskab i ‘The Irishman’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er altid spændende med en ny film af Martin Scorsese – og måske endda en smule mere spændende med hans nye mafiaepos ‘The Irishman’. For her samler han nemlig et stjernehold af gamle legender i form af Robert De Niro, Al Pacino, Joe Pesci og Harvey Keitel. Nå ja, og så vender Scorsese her tilbage til gangstergenren – og det på formidabel vis.

Robert De Niro er håndlangeren Frank Sheeran, der ser tilbage på et langt liv i den kriminelle verden, hvor alverdens gangstere konstant var på vagt overfor, om de mon blev den næste til at lade livet. Det blandt andet ved netop Sheerans hånd. Men egentlig var Sheeran bare en almindelig lastbilchauffør, hvis livsbane dog stille og sikkert gled ind i den kriminelle underverden.

Han bliver nemlig involveret i gangsteren Russell Bufalinos kriminelle liv, hvor Sheeran netop bliver hans håndlanger og ikke mindst effektive lejemorder. En farlig verden, hvor den magtfulde gangster og berygtede Jimmy Hoffa også regerer i et intenst hieraki, hvor alle kæmper for at beholde deres position – og gerne rykke længere op i fødekæden.

Alene skuespillerpræstationerne er hele den ganske vist lidt for lange film værd – ja, den er hele tre timer og 30 minutter. For Robert De Niro bringer her sit a game som den ukuelige, kølige og modstridende sympatiske gangster og morder. Jeg kan ikke tage øjnene fra ham, hvor man følger ham og de øvrige karakterer over et stort tidsspænd.

Det betyder både som voksne mænd til plejehjemsklare bedstefædre. Ja, gamle gangstere med gangstativer. Det holder. Det gør Joe Pesci så absolut også som den magtfulde Bufalino, der synes at have en hånd med i spillet uanset hvor i verden, man måtte begive sig hen. Han har autoritet, tyngde og nærvær.

I rollen som den mere uforudsigelige Jimmy Hoffa finder man Al Pacino, der er helt på højde med de andre gamle drenge – og ja, egne tidligere formidable præstationer. Der er en manisk galskab lige der bag øjnene på ham filmen igennem. På én gang både farlig, fascinerende og forførende. Både hans karakter og præstation.

Den nu 77-årige Martin Scorsese har med ‘The Irishman’ absolut ikke mistet grebet om at svøbe mig ind i et dragende gangsterunivers, hvor det er en fryd at være på besøg – ikke mindst takket være de ikoniske skuespillere, der alle leverer engagerende præstationer – fra Robert De Niro og Al Pacino til Joe Pesci og Harvey Keitel.

‘The Irishman’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘The Irishman’ har biografpremiere den 21. november.

‘Countdown’ er en dødssyg gyser om dødsensfarlig dødsapp

/i , /af

Biografanmeldelse: Den måtte jo komme på et tidspunkt. Filmen om en dødsapp – teknologiens mørke side foldet ud i en gyser. Det er nemlig tilfældet med ‘Countdown’, der desværre også er en dødssyg gyser. Dens præmis er ellers tilpas fjollet til, at der kunne være disket op med horror og humor i velafstemt samhørighed. Det er ikke tilfældet.

Mest af alt, så går filmen i tomgang og leverer hverken opfindsomme mord eller nervepirrende spænding. Det bliver dog til et par mislykkede jump scares og hektisk klipning i stedet for reel uhygge. Øv. Men altså, hvad handler filmen egentlig om? Jo, man følger den unge kvinde og sygeplejerske Quinn, der downloader den mystiske app.

Det hele synes ganske vist mest af alt som en fjollet idé og dårlig joke, men snart – og alt for sent – går det op for Quinn, at dødsapp’en rent faktisk har ret i, at den kan forudsige brugerens eksakte dødstidspunkt – ned til sekundet, hvilket nedtællingen på mobilen med al tydelighed viser. Det bliver derfor nu en kamp imod tiden for Quinn, inden hun selv må lide døden.

Ja, præmissen for gyset er sådan set stramt og letforståeligt, men afviklingen er flad og fersk. Der er hverken schwung på mordene – der er utroligt uopfindsomme – eller i humoren, der mest af alt overlades til en kynisk telefonsælger samt en overgearet og dæmonelskende præst. De to er dog ok lyspunkter i et gys, der ellers vader i kønsløse karakterer.

Jo, Elizabeth Lail er da ok sød som den mere og mere desperate Quinn, mens Jordan Calloway udfylder sin rolle som hendes partner in crime fladt nok til ikke at være mindeværdig. Ligesom filmen. Der smides så også lige en mere eller mindre ligegyldig – og alt for konstrueret – sekschikane-sag ind i møllen. Ja, der skal jo lige være en bad guy på banen. Udover app’en.

På bundlinjen er ‘Countdown’ helt kort fortalt totalt ligegyldig, forglemmelig og uopfindsom – det selvom her altså ellers er tale om en herligt fjollet præmis for gyset og den sorte humor. Men underholdende bliver filmen aldrig, gyset udebliver og de ellers oplagte opfindsomme mord forbliver flade, fesne og forglemmelige.

‘Countdown’ får 1 ud af 6 stjerner:

‘Countdown’ har biografpremiere den 21. november.

En mystisk, melankolsk og smuk rejse mod døden med ‘Selvmordsturisten’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er et gennemført nedtonet, koldt og smukt iscenesat univers, jeg bliver svøbt i fra første flotte billede til sidste enigmatiske indstilling i den lavmælte ‘Selvmordsturisten’. Formen er med andre ord på plads. Ja, mine øjne forkæles filmen igennem. Helt så sikker på sig selv er filmen ikke heeelt i udfoldelsen af sin fortælling. Men det er også ok.

For med Nikolaj Coster-Waldau i front – nu veludrustet med overskæg og “seriemorderbriller” – indtager han den forpinte hovedrolle som Max, der finder ud af, at han er dødeligt syg. En karakter, jeg har svært ved – det meste af tiden – at tage mine øjne fra. Han er dragende på samme måde som filmens mystiske – og sine steder fint sorthumoristiske – tone.

Max ender ikke i en livskrise. For hvad gør man lige, når tiden rinder ud – og det med et pinefuldt dødsforløb forude? Max hører imidlertid om et luksus-resort langt fra civilisationen, der specialiserer sig i selvmord på sine gæster. Ja, et art selvmordsresort, om man vil. Det bliver løsningen for Max, der tager rejsen afsted mod det kryptiske sted omgivet af sne og bjerge.

Men har det kølige resort nu også rent dødsmel i posen? Og hvad med Max? Er det nu også præcis sådan, han vil her fra, når alt kommer til alt? Og hvad med kæresten, han efterlader tilbage? Hvordan mon hun tager denne beslutning om blot at forsvinde ud i det blå? Således foldes en sælsom fortælling og psykologisk drama ud om både livet og ikke mindst døden.

Man må dog ikke – som nævnt ovenfor – glemme, at humoren også sniger sig mørk ind i den melankolske fortælling, der også handler om kærlighed – til både andre og selve livet. Ja, filmen minder mig med sit stilrene univers og groteske resort-koncept om instruktøren Yorgos Lanthimos’ ligeledes lavmælte, stilfulde og sorthumoristiske kærlighedsfortælling ‘The Lobster’ fra 2015.

‘Selvmordsturisten’ er altså kort fortalt en fint udfoldet film, der måske nok har et par skønhedspletter undervejs, men som på trods af dette holdt mig til ilden – blandt andet takket være sit gennemførte univers, resort-mysteriet og sit underfundige dødskoncept. Og med sine 90 minutter kommer filmen med en dragende Nikolaj Coster-Waldau altså fint i mål.

‘Selvmordsturisten’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Selvmordsturisten’ har biografpremiere den 21. november. 

Den umulige kærlighed sitrer i den smertelige ‘I morgen danser vi’

/i , /af

Biografanmeldelse: Sanselig, intim og dragende. Ja, det georgiske kærlighedsdrama ‘I morgen danser vi’ rammer fint plet på alle tre parametre – dog uden fuldt ud at hensætte mig i følelsernes vold, hvilket ellers præcis er hvad, der udspiller sig sart, voldsomt og underspillet i filmens mange musikalske og fint iscenesatte dansescener – og udenfor dansens intense sfære.

Den unge danser Merab håber på en karriere som georgisk folkedanser. Han kæmper hårdt med sig selv og dansen og arbejder på en restaurant for at få det hele til økonomisk at løbe rundt i sin familie. Han bor nemlig klemt sammen i en lille lejlighed i Georgiens hovedstad Tbilisi med sin bror, mor og mormor, der gør, hvad de kan for at få mindst muligt til at række længst muligt.

En dag ændrer Merabs verden sig dog, da den ligeledes unge danser Irakli flytter til byen og bliver en del af Merabs danse-ensemble i Georgiens Nationale Ballet. Han er ligeså målrettet og dygtig en danser, så snart slår det gnister mellem de to, der bliver hinandens største rivaler i jagten på at gøre dansen til en levevej og vej til en bedre tilværelse.

Det bliver også starten på en begærfyldt og farlig forelske mellem de to mænd – den tilbageholdne og forsigtige Merab overfor den mere selvsikre og levende Irakli. En forelskelse, der for alt i verden må gemmes bort fra omverdenen og den meget konservative danselærer. For homoseksualitet kan nemlig hurtigt betyde slutningen på dansedrømmen.

Ikke nok med det, hvis de to unge mænd opdages, kan det også betyde, at de vil blive udstødt af samfundet. Således folder denne hemmelige forelskelse sig fint underspillet og sitrende dramatisk ud i alt det usagte, hvor dansen blandt andet er med til at afløse de svære ord imellem de to, der på fysisk og dansende vis nærmer sig hinanden.

Levan Gelbakhiani og Bachi Valishvili leverer med naturlighed, charme og nærvær engagerende præstationer og ikke mindst et gnistrende fint forhold som henholdsvis Merab og Irakli. ‘I morgen danser vi’ er kort fortalt et velspillet drama om den svære kærlighed, passionen til dansen og at finde sin vej i livet. En jagt på at finde sig selv og et bedre liv end det, der ligger forudbestemt.

‘I morgen danser vi’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘I morgen danser vi’ har biografpremiere den 21. november.