Biografanmeldelse: Tilbage i 2016 sendte sagen om den pædofile præst Fader Bernard Preynat chokbølger ikke alene igennem den katolske kirke i Frankrig, men også verden over. Han tilstod nemlig at have misbrugt 70 børn i en periode på over 30 år. På trods af dette, så tøvede de katolske myndigheder med at tage konsekvenserne af disse overgreb.

Med François Ozons ‘Gud være lovet’ er det denne rystende historie, der fortælles gennem primært tre af Preynats nu voksne ofre. For da den 40-årige Alexander finder ud af, at den pædofile præst stadig praktiserer og arbejder med børn, rammer hans traumatiske fortid ham hårdt. Dette bliver starten på en kamp om at få sandheden frem i lyset.

Sammen med to andre ofre, François og Emmanuel, danner de tre en forening, der skal kaste lys over sagen og kirkens hemmeligheder samt få øvrige misbrugte drenge til også at stå frem. De møder dog modstand fra kirken, mens den tragiske fortid også påvirker mændene i deres private forhold og i forholdet til dem selv.

Det er med andre ord en både rystende, rørende og stærk fortælling, der i hænderne på Ozon og hans skuespillerhold ligeledes bliver bragt rystende, rørende og stærkt til live. Der skabes en engagerende dynamik mellem de tre misbrugte mænd, der på hver deres måde tackler deres fortid og en kompleks nutid – en nutid, der er dybt påvirket af netop Preynats overgreb.

Melvil Poupaud er som den rolige Alexandre et troværdigt portræt af en mand med en martret fortid, Denis Ménochet bringer som den mere iltre og angrebsparate François en passion til fortællingen, mens Swann Arlaud i rollen som Emmanuel ikke har samme succes som de to andre, men et liv uden egentlig retning og håb, hvorfor han udgør en fint sårbar del af trekløveret.

‘Gud være lovet’ udspiller sig måske nok en kende forudsigeligt, mens noget momentum og dramatisk nærvær af og til vakler. Men en stærkt fortalt historie og ligeledes stærke portrætter gør så absolut filmen være at se. Ikke mindst også grundet de problematikker, der på medrivende vis sættes i spil: så som tabuer, traumer og den katolske kirkes dystre hemmeligheder.

‘Gud være lovet’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Gud være lovet’ har biografpremiere den 28. november.

Biografanmeldelse: Den måtte jo komme på et tidspunkt. Filmen om en dødsapp – teknologiens mørke side foldet ud i en gyser. Det er nemlig tilfældet med ‘Countdown’, der desværre også er en dødssyg gyser. Dens præmis er ellers tilpas fjollet til, at der kunne være disket op med horror og humor i velafstemt samhørighed. Det er ikke tilfældet.

Mest af alt, så går filmen i tomgang og leverer hverken opfindsomme mord eller nervepirrende spænding. Det bliver dog til et par mislykkede jump scares og hektisk klipning i stedet for reel uhygge. Øv. Men altså, hvad handler filmen egentlig om? Jo, man følger den unge kvinde og sygeplejerske Quinn, der downloader den mystiske app.

Det hele synes ganske vist mest af alt som en fjollet idé og dårlig joke, men snart – og alt for sent – går det op for Quinn, at dødsapp’en rent faktisk har ret i, at den kan forudsige brugerens eksakte dødstidspunkt – ned til sekundet, hvilket nedtællingen på mobilen med al tydelighed viser. Det bliver derfor nu en kamp imod tiden for Quinn, inden hun selv må lide døden.

Ja, præmissen for gyset er sådan set stramt og letforståeligt, men afviklingen er flad og fersk. Der er hverken schwung på mordene – der er utroligt uopfindsomme – eller i humoren, der mest af alt overlades til en kynisk telefonsælger samt en overgearet og dæmonelskende præst. De to er dog ok lyspunkter i et gys, der ellers vader i kønsløse karakterer.

Jo, Elizabeth Lail er da ok sød som den mere og mere desperate Quinn, mens Jordan Calloway udfylder sin rolle som hendes partner in crime fladt nok til ikke at være mindeværdig. Ligesom filmen. Der smides så også lige en mere eller mindre ligegyldig – og alt for konstrueret – sekschikane-sag ind i møllen. Ja, der skal jo lige være en bad guy på banen. Udover app’en.

På bundlinjen er ‘Countdown’ helt kort fortalt totalt ligegyldig, forglemmelig og uopfindsom – det selvom her altså ellers er tale om en herligt fjollet præmis for gyset og den sorte humor. Men underholdende bliver filmen aldrig, gyset udebliver og de ellers oplagte opfindsomme mord forbliver flade, fesne og forglemmelige.

‘Countdown’ får 1 ud af 6 stjerner:

‘Countdown’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Sanselig, intim og dragende. Ja, det georgiske kærlighedsdrama ‘I morgen danser vi’ rammer fint plet på alle tre parametre – dog uden fuldt ud at hensætte mig i følelsernes vold, hvilket ellers præcis er hvad, der udspiller sig sart, voldsomt og underspillet i filmens mange musikalske og fint iscenesatte dansescener – og udenfor dansens intense sfære.

Den unge danser Merab håber på en karriere som georgisk folkedanser. Han kæmper hårdt med sig selv og dansen og arbejder på en restaurant for at få det hele til økonomisk at løbe rundt i sin familie. Han bor nemlig klemt sammen i en lille lejlighed i Georgiens hovedstad Tbilisi med sin bror, mor og mormor, der gør, hvad de kan for at få mindst muligt til at række længst muligt.

En dag ændrer Merabs verden sig dog, da den ligeledes unge danser Irakli flytter til byen og bliver en del af Merabs danse-ensemble i Georgiens Nationale Ballet. Han er ligeså målrettet og dygtig en danser, så snart slår det gnister mellem de to, der bliver hinandens største rivaler i jagten på at gøre dansen til en levevej og vej til en bedre tilværelse.

Det bliver også starten på en begærfyldt og farlig forelske mellem de to mænd – den tilbageholdne og forsigtige Merab overfor den mere selvsikre og levende Irakli. En forelskelse, der for alt i verden må gemmes bort fra omverdenen og den meget konservative danselærer. For homoseksualitet kan nemlig hurtigt betyde slutningen på dansedrømmen.

Ikke nok med det, hvis de to unge mænd opdages, kan det også betyde, at de vil blive udstødt af samfundet. Således folder denne hemmelige forelskelse sig fint underspillet og sitrende dramatisk ud i alt det usagte, hvor dansen blandt andet er med til at afløse de svære ord imellem de to, der på fysisk og dansende vis nærmer sig hinanden.

Levan Gelbakhiani og Bachi Valishvili leverer med naturlighed, charme og nærvær engagerende præstationer og ikke mindst et gnistrende fint forhold som henholdsvis Merab og Irakli. ‘I morgen danser vi’ er kort fortalt et velspillet drama om den svære kærlighed, passionen til dansen og at finde sin vej i livet. En jagt på at finde sig selv og et bedre liv end det, der ligger forudbestemt.

‘I morgen danser vi’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘I morgen danser vi’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Jeg har intet imod sukkersøde romantiske komedier – og ej heller julefilm i samme boldgade. Men med ‘Last Christmas’ fungerer forudsigeligheden og klichéerne bare ikke for alvor, men fremstår mest af alt stive og endnu mere fatalt koldt kalkulerede. Ja, den politisk korrekte tone filmen igennem tager overhånd og dramaet mister faldhøjde.

Hertil kommer en i udgangspunktet – og langt ind i filmen – desværre også lettere usympatisk og egoistisk hovedkarakter i form af den forvirrede unge kvinde Kate. Hun lever et kaotisk liv uden egenlig retning, men tynget af problemer og en drøm om at slå igennem som sangerinde. Men med jobbet som nisse i en julebutik synes hun at være groet fast i et ikke videre sundt spor i livet.

Den desværre en smule uelskværdige Kate spilles heldigvis med nok sødme, charme og lattermildhed af Emilia Clarke til, at karakteren rammer nogenlunde blødt ind i mit hjerte. Hun har kanter, man kan slå sig på – uden dog rigtigt at blive farlig. Helt ulidelig perfekt og glad i låget er Kates flirt imidlertid i form af den evigt smilende Tom – spillet irriterende af Henry Golding.

Den politisk korrekte agenda gennemsyrer desværre i så høj grad filmen, at den også mister noget af sin følelsesmæssige troværdighed. Alle nationaliteter, forhold og familiekonstallationer er repræsenteret, mens der også smides en røvfuld hjemløse ind i møllen. At kulminationen på det hele så er lige præcis så sukkersød og forudsigelig som forventet, kan jeg fint leve med.

Jeg mener, den søde slutning hører på sin vis genren til. Men vejen derhen er altså desværre brolagt med, hvad der føles som lidt for beregnende elementer til, at jeg bider på. Jeg forbliver følelsesmæssigt for distanceret til, at jeg bliver som sådan engageret i Kates liv og hendes forhold til den mystiske Tom. Ja, hele filmens første cirka totredjedele synes desuden at gå lidt i ring.

Kort fortalt, så er ‘Last Christmas’ en sød og forglemmelig lille julefilm om at gøre godt her i verden, at finde sin vej i livet og ud af mørket. Emilia Clarke redder med sin charme, latter og sødme filmen fra at falde helt på røven, mens humoren ganske vist også flere gange rammer fint plet. Desværre emmer filmen af at være mere kalkuleret end oprigtig julehjertelig.

‘Last Christmas’ får 3 ud af 6 stjerner.

‘Last Christmas’ har biografpremiere den 14. november.

Biografanmeldelse: Der er ingen grund til at sætte næsen op efter en film, der bare nærmer sig at være i gysende liga med Stanley Kubricks horror-mesterværk ‘The Shining’ fra 1980. Mindre kan bestemt også gøre det – helt nok bliver det dog desværre aldrig med ‘Doctor Sleep’, der følger den nu voksne Danny Torrence, der er mærket af begivenhederne på The Overlook Hotel som barn.

Denne efterfølger er – som den første film – baseret på et bogforlæg af gysets mester Stephen King. Jeg har dog ikke læst nogen af dem, så jeg holder mig fra sammenligninger – men nu skal en film også kunne stå alene og for sig selv. Det kan ‘Doctor Sleep’ også – selvom det bestemt er en fordel at have set ‘The Shining’, blandt andet grundet forhistorien og ok fine referencer undervejs.

Desværre er her tale om en film, der efterhånden som historien skrider frem også bliver en smule søvnig – no pun intended. Det er blandt andet småt med reel spænding og uhyggelig bliver filmen aldrig. Allerhøjest en smule urovækkende, men aldrig noget, der tager for alvor fat. End ikke et par jump scares rammer rent. Det hjælper heller ikke just, at hovedskurken ikke er uhyggelig.

Her finder man en ellers god Rebecca Ferguson som den mystiske Rose the Hat, der leder an i en kultlignende gruppe, som lever af at suge livet ud af mennesker med evnen til at ‘shine’ – evnen man så Danny have i ‘The Shining’ – for at opnå udødelighed. Ja, denne omgang gys er egentlig dejligt skør og langt ude. Det redder bestemt den ellers en smule flade fortælling på vej.

Dannys evne til at ‘shine’ – blandt andet det at kunne kommunikere med de døde og snakke mentalt med andre – er stadig intakt. Han kommer i ‘Doctor Sleep’ i kontakt med teenageren Abra, der har de samme evner. De to må nu stå sammen mod Rose the Hat og hendes følge, inden de tager livet af flere samt ikke mindst dem selv.

Det lyder både spændende, mystisk og engagerende, men det bliver det kun momentvis, mens fortællingen mister momentum flere gange udervejs. Ja, filmen er med sine 2 timer og 31 minutter desværre også for lang for sit eget bedste. Den mister ganske enkelt intensitet, nærvær og dramatisk tyngde. Ewan McGregors martrede Danny gør dog ok fin figur uden dog at bide sig fast.

‘Doctor Sleep’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Doctor Sleep’ har biografpremiere den 7. november.