’The New Mutants’ byder på teenageangste coming-of-age-mutanter

Biografanmeldelse: Så er det blevet tid til et nyt kapitel i det store og kulørte X-Men-univers – dog denne gang med en noget mere dyster klangbund. For ‘The New Mutants’ er en mørk genrebastard, der blander superheltegenren med coming-of-age-drama og ikke mindst horror-elementer. Men at sige, at her er tale om en helt vellykket cocktail er efter min mening at tage munden for fuld. Desværre.

Men egentlig er udgangspunktet og flere af filmens takter ret så interessante. Man følger her fem unge mutanter, der holdes indelukket på et mystisk hospital – eller anstalt, om man vil. Det er nemlig mod deres vilje, at de opholder sig her under opsyn af Dr. Reyes – den eneste ansatte på hospitalet. Hun holder på teenagerne under påskud af, at de med deres evner er til fare både for sig selv og omverdenen.

Hun overvåger altså teenagerne minutiøst, mens hun forsøger at få dem til at kontrollere deres vilde mutantkræfter. Det viser sig dog, at dette langt fra er hele sandheden bag lægens ord. Snart begynder mystiske ting desuden også at ske, hvor blandt andet urovækkende flashbacks leger kispus med virkeligheden og fri fantasi – eller hvordan hænger det hele i grunden sammen?

Nu er det op til mutanterne at finde frem til sandheden bag lægens ord og ikke mindst de mystiske begivenheder, mens de også må kæmpe for at slippe ud af deres fangenskab – og det med livet i behold. Dette bliver bestemt ikke uden sin del af interne stridigheder, hvor ikke mindst den rappe Illyana er spydig overfor de andre – særligt den nytilkomne og mere forsigtige Danielle.

Her er altså også sin del af teenageproblemer, hvor særligt tematikker som at finde sig selv samt at finde sig til rette i livet står centralt. Det afspejles blandt andet i mutanternes kamp for at kontrollere deres kræfter i disse spirende år, hvor følelser og hormoner bruser ukontrollerbart gennem deres kroppe – det side om side med de voldsomme kræfter. Men så var der bare lige det der ’desværre’.

Filmen står nemlig ofte i stampe, når den ikke lige går i ring om sig selv og de samme teenageangste pointer bøjes i neon. Jeg kommer heller aldrig rigtigt ind på livet af de fem mutanter og deres ellers voldsomme traumer. Ja, de har det til fælles, at de alle er outsidere – som en art muteret ’The Breakfast Club’. At filmen så ender i CGI-bulder og brag, kan jeg faktisk godt leve med, da løjerne mangler momentum, hvilket computer-action altså effektivt afhjælper.

‘The New Mutants’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The New Mutants’ har biografpremiere den 3. september.