Der venter endnu et fortryllet eventyr med den magiske ’Frost II’

/i , /af

Biografanmeldelse: Efter den buldrende succes med Disneys ’Frost’ fra 2013, er søstrene Elsa og Anna samt co. tilbage i et nyt fortryllet eventyr i deres verden af både trolde, stenkæmper og andre mystiske væsner. Det er med andre ord et fint, flot og ikke mindst magisk univers, jeg her bliver omsluttet af – og sine steder faktisk også helt opslugt af, mens der animationsfilmen igennem spædes godt til med sange.

Denne gang må både Anna og Elsas kongerige reddes, da en trussel truer med at ødelægge det. Samtidig må Elsa også dykke ned i fortiden – for hvorfor er hun født med magiske evner? Dette er således starten på det eventyr og den vilde rejse, som de to søstre samt Kristoffer, Olaf og Sven drager ud på. For kan det lykkedes dem samt Elsa at redde kongeriget med sine frysende evner?

Det er desuden et eventyr med alle følelserne helt uden på tøjet – hele vejen. Det kan jeg godt lide. Det er larger than life-følelser, hvilket fint klæder historien, der ellers kan synes en smule flad sine steder. De mange følelser forløses blandt andet og ikke mindst i de mange sange. De er bestemt velproducerede, men et par af dem er også en kende anonyme, mens der måske nok er lige en sang for meget.

Det er fortsat en sej duo, man finder i søstrene Elsa og Anna. De to har et ganske medrivende bånd imellem sig. Det i kraft af både deres forskelligheder og ligheder. De er svære ikke at heppe på hele vejen. Annas kæreste Kristoffer er desuden et fint modspil til den lille flok – blandt andet er hans konstante forsøg på at få friet til Anna filmen igennem ret morsomt.

Snemanden Olaf skal også tilføre filmen humor, men egentlig synes jeg han er ret irriterende. Han er lidt for overgearet, anstrengt og en smule påtaget – i hvert fald sine steder. Men ja, han rammer bestemt også morsomt og ok charmerende plet en håndfuld gange undervejs. Heldigvis. Men jeg er dog mere til rensdyret Sven, der mere underspillet spæder til med både charme, sødme og humor.

’Frost II’ er med andre ord et både flot forløst og magisk eventyr, hvor det fortryllende univers er med til at bære filmen vellykket i mål, når fortællingen bliver lidt flad og sangene lidt for mange. På samme tid fungerer filmens store følelser godt for mig – og spejledes ligeledes fint i netop sangene. Det er da derfor også til at leve med, at filmens sidste akt trækker en smule ud. Men et magisk eventyr, det er det bestemt.

’Frost II’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Frost II’ har biografpremiere den 25. december.

Shia LaBeouf er virkelig god som Shia LaBeoufs far i ‘Honey Boy’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det at blive voksen kan være lidt af en prøvelse. For hvordan finder man lige sig selv og sin rette hylde her i livet – hvis en sådan da overhovedet findes? Det er i hvert fald ikke nemt for den 12-årige Otis, der samtidig også kan siges at have et mildt sagt anstrengt forhold til sin tørlagte far – nå ja, og en fraværende mor, der kun er tilstede gennem telefonen.

Det gør det ikke nemmere, at Otis også arbejder som tv-skuespiller – og faktisk er sin fars aflønner. Ja, barneskuespiller, en svær opvækst og et kompliceret far-søn-forhold. Det er, hvad det velafstemte drama ‘Honey Boy’ folder sin fint fortalte historie ud omkring – det med svale billeder af både tragedie og skønheden i det uperfekte. I barndommen. I livet. I verden. Forførende.

‘Honey Boy’ er måske ikke just en en til en gengivelse af skuespilleren Shia LaBeoufs opvækst og liv. Ikke desto mindre udspringer filmens historie og karakterer af netop LaBeoufs liv – det fra barndommen og til en ung mand med et stofmisbrug og forsøg på afvænning. LaBeouf har både skrevet filmen og spiller meta-agtigt filmens udgave af sin egen far. Flippet.

En ting er dog det ganske pudsige – og måske helt selvterapeutiske? – i, at LaBeouf spiller en udgave af sin egen far. Det er dog ikke derfor, at det for mig fungerer. Det gør det fordi, at han lægger troværdigt levet liv i sin karakter – med alle de fejl og laster, der nu hører sig til karakteren, og fordi samspillet med sønnen er både dynamisk, af og til rørende og samtidig tragisk.

For også Noah Jupe ejer filmen i engagerende samspil med LaBeouf. Han er nærværende og med en oprigtighed i sit spil, der gør, at han er svær ikke at blive grebet af. Helt ligeså godt fungerer den 22-årige udgave af Otis ikke. Det er dog mest i måden, den del flettes sammen med den 12-åriges på. Det vælter dog ikke filmen – og desuden er Lucas Hedges bestemt god som en voksen Otis.

Instruktør Alma Har’el har kort fortalt i den grad på engagerende vis forløst LaBeoufs semi-biografiske manuskript i fornemt samspil med både de tre skuespillere og filmens visuelle side. ‘Honey Boy’ kan da også fint ses af folk, der ikke kender til LaBeouf – for alle kan vel relatere til det at vokse op, finde sig selv og i forholdet til ens forældre? Det kunne jeg i hvert fald.

‘Honey Boy’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Honey Boy’ har biografpremiere den 19. december.

En kringlet tur ind i to kvinders kringlede sind med ‘Psykosia’

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg kommer med det psykologiske drama og sine steder helt drømmende ’Psykosia’ ind i psyken på to kvinder. Helt ind. For den disciplinerede forsker Viktoria bliver nemlig her inviteret af overlægen Klein til et psykiatrisk hospital for at behandle den suicidale og unge kvinde Jenny, der ikke er bange for at overskride hendes og andres grænser.

Det bliver starten på et kringlet møde og forhold, der snor sig ind i hinandens ligeledes kringlede psyker. Dette afspejler den smukke billedside på engagerende vis i helt drømmende scener, hvor blandt andet både hvidklædte kvinder vandrer rundt i nattens mørke og de medvirkende karakterer vibrerer sitrende og bugter sig ind og ud af sig selv. Det er sælsomt, enigmatisk og dragende. Herligt.

I rollen som den både sarte samt uforudsigelige Jenny finder man stjerneskuddet Victoria Carmen Sonne, der medrivende giver sin karakter liv og tyngde. Jeg mærker hendes smerte og kludrede psyke. Hun er svær at tage øjnene fra. Det er for så vidt også Lisa Carlehed, man ser i rollen som den private og kontrollerede Viktoria. To karakterer, der er spændende at følge – både hver for sig og ikke mindst sammen.

En altid seværdig Trine Dyrholm optræder i en mindre rolle, som overlægen Klein, der dukker op filmen igennem for at både rådgive og hjælpe Viktoria i det vanskelige møde med den svært tilnærmelige Jenny. Her er altså et dynamisk og engagerende trekløver i spil samt en hele vejen engagerede billedside, der forkæler mine øjne med blandt andet velkomponerede og symmetriske billedkompositioner.

Jeg fornemmer bestemt en unik stemme i instruktørstolen, hvor man finder Marie Grahtø Sørensen, der ligeledes har skrevet filmen. Hun har en klar vision, der som nævnt foldes flot og engagerende ud. Derfor er det også en skam, at filmens ellers fint langsomme tempo sine steder bliver lige en kende for tung til, at jeg forbliver draget ind i dramaet og det sælsomme univers.

’Psykosia’ er dog på trods af disse skønhedsfejl kort fortalt et både flot, dragende og dejlig kringlet psykologisk drama, der visuelt matcher sine karakterers knudrede psyker. Jeg er det meste af vejen opslugt af filmens univers, der både med sin billedside og ikke mindst to hovedkarakterer har mig ved struben og fast i min mave filmen igennem. I hvert fald det meste af veje.

’Psykosia’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Psykosia’ har biofgrafpremiere den 19. december.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ både overrasker og underholder

/i , /af

Biografanmeldelse: Så sker det! Det (indtil videre) kulminerende kapitel i Skywalker-sagaen er landet med ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. En film jeg lige så godt allerede nu kan sige, at jeg har set frem til med stor spænding efter den seneste og i mine øjne virkeligt medrivende ’Star Wars: The Last Jedi’. De velkendte karakterer er tilbage, hvor The First Order og Kylo Ren atter engang skal konfronteres.

Så meget vil jeg gerne sige om plottet – men så heller ikke meget mere. Jeg gik nemlig selv ind til filmen som et nærmest blankt lærred (nej, jeg har ikke set nogle af filmens trailers), hvilket jeg også synes, at andre skal have muligheden for. Men at det blandt andet gælder forholdet og kampen mellem Kylo Ren og Rey samt den lyse og mørke side af The Force, bør ikke komme bag på nogen.

For ja, det er altså en god idé at have set de to foregående film i den nye trilogi, inden man sætter sig til rette til ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. Adam Driver viser endnu flere nuancer af sin uforudsigelige skurk Kylo Ren, der kæmper en indre kamp, mens også Daisy Ridley som Rey viser styrke og beslutsomhed i skellet mellem lyset og mørket. De to sammen er ren dramatisk og medrivende dynamit.

Udover disse to af historiens hovedkarakterer, bringer Oscar Isaac som piloten Poe Dameron og John Boyega som Finn veloplagt ping pong til bordet. De to udgør et herligt team. Vi får også gensyn med gamle kendinge i Mark Hamills Luke Skywalker, Carrie Fishers Leia Organa og Chewbacca, mens Billy Dee Williams er på banen i en fin lille cameo som den kække Lando Calrissian. De er hyggelige at være i selskab med.

Ja, instruktør og medforfatter J.J. Abrams leverer sin del af fan service. Det gør dog ikke mig det store. For en del af Star Wars er for mig også genkendeligheden – det at vende tilbage til et for mig elsket univers. Hermed bestemt ikke sagt, at der ikke venter sin del af overraskelser. For det gør der så absolut. Det er blandt andet også noget af det, der på engagerende vis driver filmen frem.

For godt nok er ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ 2 timer og 21 minutter, men tiden nærmest flyver afsted – det i takt med plottet. Sine steder måske også lige en kende for hurtigt. Det sagt, så er rumeventyret hele vejen et underholdende bekendtskab med en urovækkende grundtone, der balanceres fint af humoren, hvor også C3-PO og R2-D2 er leveringsdygtige. Ja, dette er et (indtil videre) tilfredsstillende punktum.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ har biografpremiere den 18. december.

Jonathan Pryce og Anthony Hopkins er hele ‘The Two Popes’ værd

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er paver på veloplagt spil i det stille drama ‘The Two Popes’. Her finder men forrygende Jonathan Pryce og Anthony Hopkins i hovedrollerne som henholdsvis den kommende og liberale pave Francis overfor den noget mere konservative pave Benedict. De to udgør en magisk duo, som bærer den sine steder lidt for stillestående film flot i mål.

Der er ganske vist to meget religiøse skikkelser i spil her, men det er mest af alt også en film om ensomhed, menneskelighed og skrøbelighed, mens her naturligvis også er spørgsmål om tro og religion på banen i et drama, der på sin egen stille måde fornemt viser mennesket bag paverne – tilført velafstemt humor de to paver imellem.

For det er bag murene i Vatikanet, man her følger Benedict og Francis, der på trods af deres forskelligheder sammen må forsøge at finde fælles fodslag for en ny vej for den katolske kirke efter, at den foregående pave er afgået ved døden, og Benedict har overtaget pladsen. Således udspiller filmen sig med både vittige og velskrevne samt velleverede samtaler mellem de to mænd.

Det er her, at filmen i den grad kommer til sin ret – netop i samspillet mellem Jonathan Pryce og Anthony Hopkins. De legemliggør deres roller på dragende, såre menneskelig og vittig vis. De to gør hele filmen værd at se, selvom ‘The Two Popes’ undervejs sine steder desværre går en smule i  stå og i ring om sig selv. Her mister dramaet momentum og nærvær.

Det er dog heldigvis aldrig mere, end af netop Jonathan Pryce og Anthony Hopkins får samlet bolden op på ny – enten med et engagerende og skælmsk smil på læben eller en velskrevet replik, der får mig med på vognen og dramaet igen. Et helt rørende drama, der får sat fine ord på netop alt fra ensomhed, fortvivlelse og menneskelighed til tro og religion.

‘The Two Popes’ er med andre ord uden tvivl Jonathan Pryce og Anthony Hopkins’ film hele vejen – også vejen igennem en smule dødvande undervejs. De viser mennesket bag deres karakterer på engagerende, morsom og nuanceret vis. Det uden, at det dog bliver alt for tungt eller, at der graves videre dybt i kirkens skyggesider. Nej, filmen bliver aldrig farlig – hvilket lidt er en skam.

‘The Two Popes’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Two Popes’ har biografpremiere den 12. november. 

‘Den Gyldne Handske’ er en trist, tragisk og trøstesløs seriemorderfilm

/i , /af

Biografanmeldelse: Det stinker af råddenskab, triste skæbner og brune bodegaer i tyske Fatih Akins både væmmelige, tragiske og ulækre, men også overraskende morsomme seriemorderfilm ‘Den Gyldne Handske’. Her kommer man tilbage til starten af 1970’erne i et beskidt Hamburg, hvor en seriemorder er på blodig spil – nemlig den alkoholiserede og ensomme Fritz Honka.

Her er med andre ord ikke en sofistikeret morder med en stor og forkromet masterplan på menuen, som i eksempelvis ‘Seven’. Meget langt fra. Her er derimod tale om en yderst utiltalende og tragisk mand, der drikker alt for meget på det lokale værtshus ‘Den Gyldne Handske’ – og nå ja, har hang til improviserede, brutale og klodsede drab samt ubehagelige menneskeparteringer.

Forvent ikke en videre plotdrevet film. Her er nemlig snarere tale om et depraveret nedslag i Fritz Honkas deprimerende liv end en plotdrevet seriemorderfilm. Det fungerer virkelig godt, da blandt andet både håbløsheden og grumheden på den måde får lov til at udspille sig som et levet liv foreviget på film. Ubarmhjertig, ufravigelig og ubehageligt.

Men selvom filmen altså på mange måder er virkelig væmmelig og ubehagelig, så er den også morsom – ganske vist yderst sort humoristisk. Det gælder i blandt andet mødet mellem Honka og en tilfældig drikfældig ældre kvinde, som han får slæbt med sig fordrukken hjem fra værtshuset. Deres umage samspil er ganske vist trist, men det bliver altså også grotesk morsomt.

Blandt andet i øjeblikket, hvor det går op for Honka, at han kan bruge hende som hushjælp – og ikke myrde hende – i hans mildest talt klamme lejlighed, hvor han gemmer på blodige ligdele i væggen, mens alt står og rådner i et uoverskueligt rod. Balancegangen mellem humor og horror er velafbalanceret – men gruen vinder så absolut i sidste ende.

Filmen er baseret på virkelighedens seriemorder Fritz Honka, som i filmen portrætteres af den virkeligt formidable, nærmest komplet ukendelige og blot 23-årige Jonas Dassler. Han er mest af alt bare ubehagelig og ulækker, men formår også at få det triste i hans skæbne frem – mens man i få øjeblikke måske øjner en smule sympati midt i hans ellers komplet usympatiske væsen.

Ja, hele filmen emmer af fordærv, druk og råddenskab, så det nærmest hænger som en grum dunst i biografens mørke. Herligt! ‘Den Gyldne Handske’ slægter således en film som William Lustigs ligeledes triste, tragiske og trøstesløse ‘Maniac’ fra 1980 på – og kan måske endda kaldes for den ulækre lillebror til Lars von Triers ‘The House That Jack Built’. ‘Den Gyldne Handske’ er kort fortalt en af mine klart bedste, mest ubehagelige og morsomste filmoplevelser i filmåret 2019. Sådan!

‘Den Gyldne Handske’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Den Gyldne Handske’ har biografpremiere den 5. december 2019.

Et lavmælt og smukt forknyt drama i det islandske med ‘En hvid, hvid dag’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er mest i alt det usagte, at det hårde drama i den forknytte islandske ‘En hvid, hvid dag’ udspiller sig. Altså lige indtil det ikke gør. Men så ramler det også hårdt og medrivende. I centrum for filmen finder man den midaldrende og pensionerede politimand Ingimundur, der efter sin kones pludselige død har valgt at sætte sit liv en smule på hold.

Dagene i den øde og berusende smukke islandske natur går mest med at istandsætte sin datters hus, mens han blandt andet også passer sit barnebarn Salka og samtidig skal forsøge at komme igennem tvungne psykologsamtaler, der ikke just huer ham. Tabet, savnet og sorgen vokser dog blot stille, men sikkert lige der under huden på den plagede og mutte mand.

For hvad stiller man i grunden op, når man mister sin aller kæreste? Det er blandt andet et af de spørgsmål, der stilles i islandske Hlynur Pálmasons anden spillefilm. Hans første var den visuelt smukke og fortællemæssigt udfordrende ‘Vinterbrødre’. Med ‘En hvid, hvid dag’ har han skabt en langt mere tilgængelig film og fortælling – det med temaer som sorg, hævn og kærlighed.

Til at forløse den svært indadvendte og samtidig elskelige karakter som Ingimundur finder man den hele vejen dragende Ingvar Sigurðsson. Ham har jeg svært ved at tage øjnene fra – selvom han faktisk ikke som sådan gør det store dramatiske væsen af sig – det mest af vejen. Han spiller på – som filmen i øvrigt og nævnt ovenfor – det usagte, hvilket han på smuk vis her giver levet liv.

Ganske vist er filmen båret af sin hovedkarakter, men den smukke billedside er svær ikke også at se som et bærende element i måden, jeg oplever Ingimundur og fortællingen på. Det med sit rå, ulmende og konstant omskiftelige vejr. Naturens følelser får frit spil – modsat den plagede Ingimundur. At fortællingen undervejs mister noget momentum hist og her er altså til at leve med.

Selvom det er Ingvar Sigurðssons film, så må jeg ikke glemme Ída Mekkín Hlynsdóttir som barnebarnet Salka. Hun har en hele vejen en rolig tilstedeværelse, der går naturligt i spænd med Ingimundur. De to sammen er et rørende, ømt og fint fortalt forhold, der giver genklang hos mig og mine egne familierelationer. ‘En hvid, hvid dag’ er på trods af skønhedspletter et dragende drama.

‘En hvid, hvid dag’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘En hvid, hvid dag’ har biografpremiere den 5. december.

‘Jumanji: The Next Level’ er en sløj kopivare med sløje genbrugsjokes

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi skal til det igen. Nemlig en tur ind i det farlige spil Jumanji med efterfølgeren til filmen af samme navn – nu med undertitlen ‘The Next Level’. Det betyder endnu en omgang kropsforviklinger med Dwayne Johnson, Jack Black, Kevin Hart og Karen Gillan i front som spillets avatarer for de fire tilbagevendende teenagere, der igen forvilder sig ind i junglen.

Inden de dog lander i det dødsensfarlige spil igen, genforenes de i deres hjemby efter, at de ellers er spredt for alle vinde for at starte på college. Den ulykkelige og forvirrede Spencer vælger dog at opsøge spillet på ny grundet knas med kærligheden – bare fordi. De tre venner følger efter for at redde ham ud. Snart står de således overfor helt nye udfordringer i Jumanji.

Her er med andre ord nærmest tale om en så godt som ikke eksisterende historie. Teenager forvilder sig ind i Jumanji. Hans venner følger efter. Teenager skal reddes ud. Det er cirka det. Det kunne have været et spændende eventyr med et computerspils uendelige muligheder, men her er det bare kedeligt fortalt og fladt udfoldet, mens uengagerende CGI-action buldrer afsted.

Godt nok rystes posen en smule ved at lade de fire velkendte avatarer blive indtaget af nye karakterer. Blandt andet er Spencers bedstefar nu med i spillet – det sammen med hans ligeledes gamle ven Milo. Det er åbenbart sjovt, fordi de jo er gamle og forvirrede sat i unge og stærke kroppe. Men nej, det er desværre ikke – det på trods af en ellers veloplagt Danny DeVito.

Bortset fra det, så er ‘Jumani: The Next Level’ mere af det samme. De samme jokes og gimmicks, som man fik i den en smule bedre forrige film. Men det hele lugter her af uoriginalt genbrug, hvor flere af de samme jokes i øvrige gentages. Som blandt andet Dwayne ‘The Rock’ Johnsons signatur-løftet-øjenbryn-og-se-cool-ud-udtryk. Det er bare fortærsket og usjovt. Øv.

For jeg fornemmer faktisk, at de fire hovedroller har haft det sjovt med at lave filmen. Det smitter bare aldrig rigtigt af på mig, der mere har lyst til at kigge uret, end at blive smidt ud i en af filmens næste action-tunge scener. Her er med andre ord tale om en sløj kopi af den første film, hvor genbrug af jokes og gimmicks aldrig rigtigt sidder i skabet – uden filmen dog er helt uden plusser.

‘Jumanji: The Next Level’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Jumanji: The Next Level’ har biografpremiere den 5. december. 

‘Knives Out’ er et klassisk mordmysterie med et twist

/i , /af

Biografanmeldelse: Det var butleren, der gjorde det! Sådan lyder joken ofte, når snakken falder på, hvem morderen mon er i et mordmysterie. Og ja, med ‘Knives Out’ leveres der altså et stykke med klassisk mordmysterie – med et twist. Det vil jeg dog ikke komme ind på her, da netop gættelegen omkring morderens identitet er en del af – ja – legen.

For morgenen efter den populære krimiforfatter Harlan Thrombeys 85-års fødselsdag, finder man ham død i sit hjem. Han har øjensynligt taget sit eget liv. Men har han nu også det? Sådan starter det kringlede mordmysterie, som har sin del af karakterer, der måske/måske ikke står bag Harlans mistænkelige død. Således indledes en jagt på sandheden af privatdetektiven Benoit Blanc.

For Harlan har en stor familie, der pludselig må se sig som mistænkte i den spegede affære. Løgne, falske spor og blindgyder folder sig ud i Benoits jagt på en morder, der måske skal findes i den dysfunktionelle familie eller blandt Harlans ansatte. Jeg gætter med. Det samme gør den selvsikre Benoit i en labyrint af plottråde, der desværre sine steder foldes en kende fladt ud.

For nej, jeg kommer ikke for alvor til at sidde i spænding i den plotdrejende jagt på sandheden. Dertil er mysteriet bare ikke interessant nok, mens ikke alle karakterer står lige stærkt. Nå ja, og så mister filmen desværre også momentum i sit sidste og tredje akt, hvor det modsatte i grunden burde være tilfældet. Heldigvis er her også spædet til med fin humor og et godt greb om genren.

Ja, alle er mistænkt i dette Agatha Christie-lignende plot. Hertil kommer en flot rollebesætning, hvis karakterer altså ikke hele vejen rundt er lige interessante. Men en veloplagt Daniel Craig ses som Benoit, mens også Chris Evans, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, Michael Shannon, Toni Collette og Ana De Armas ses i spil som mordermistænkte.

Instruktør og forfatter Rian Johnson – der blandt andet også står bag ‘Looper’ og ‘Star Wars: The Last Jedi’ – har kort fortalt strikket et ganske ok og det meste af vejen ok underholdende mordmysterie sammen, der dog mister lidt af pusten af og til, for desværre at bevæge sig ind i en ikke helt tilfredsstillende finale. Kan du mon gætte, hvem morderen er – måske butleren?

‘Knives Out’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Knives Out’ har biografpremiere den 5. december.

Det gør faktisk ondt at se skilsmissedramaet ‘Marriage Story’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det der med at blive skilt er altså noget lort. Det er det i hvert fald i Noah Baumbachs fint fortalte og triste ‘Marriage Story’. Her spiller Scarlett Johansson og Adam Driver henholdvis Nicole og Charlie – et ægtepar, der har valgt at lade sig skille. Fanget i det hele er deres lille søn Henry – spillet naturligt af Azhy Robertson.

Således folder dramaet sig altså ud om skilsmissen og de implicerede parter. Hvordan de hver især håndterer tabet, sorgen og beslutningen om ikke at skulle være sammen mere. Det hele går fra rimeligt udramatiske snakke til at blive grimmere end grimt mellem de to – og ja, her leveres et par scener, der faktisk gør ondt at være vidne til. Rigtigt ubehagelige. På en god måde.

For det er her dramaet for alvor tager fat og får levet liv. Der hvor fløjshandskerne er taget af. Ikke at fornægte filmens kvaliteter i de mindre store følelsesmæssige udsving. For også i det stille sniger dramaet sig fint ind, hvor både Scarlett Johansson og Adam Driver bringer deres bedste til filmen. Begge stærke præstationer – hver for sig, såvel som sammen. Jeg tror på dem.

Her er altså tale om et velspillet drama med en nærværende historie. Desværre udspiller historien sig sådan set også uden overraskelser. Den er med andre ord ret så lige ud ad landevejen. Det tager desværre også lidt nerve ud af filmen, da jeg sådan set ikke er i tvivl om, hvordan det hele vil udfolde sig. Heldigvis er der undervejs dog fine nuancer i fortællingen og karaktererne.

Det gælder blandt andet også Laura Derns skarpe og selvsikre skilsmisseadvokat Nora Fanshaw, der hjælper Nicole, mens en noget mere tilbagelænet Alan Alda som Charlies advokat også bringer humor til bordet som Bert Spitz. Humoren er desuden også en fin del af filmen, der velafbalanceret spiller sammen med det for det meste af vejen engagerende drama.

‘Mariage Story’ er med andre ord et – i mangel af bedre ord – et solidt, ganske velfortalt og ikke mindst velspillet og engagerende drama, hvor alle medvirkende bringer deres bedste for at forløse den både triste og rørende fortælling om det at blive skilt – ikke mindst smerten og med et barn fanget midt i det hele. Det er smerteligt at overvære, hvilket klart er en styrke for filmen.

‘Mariage Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Mariage Story’ har biografpremiere den 28. november.