En tur ud i den vilde jungles knudrede fangenskab med ‘Monos’

Biografanmeldelse: Jeg blev med den betagende og billedeomsluttende ‘Monos’ opslugt af både den knudrede jungles dyb og henført af de himmelske bjergtoppe et sted i det på en gang smukke, beskidte og ufremkommelige Latinamerika langt ude i naturen og væk fra civilisationen. Her mødte jeg nemlig en gruppe unge guerillakrigere, der vogtede over deres kvidelige gidsel.

Der er dog ikke tale om en højspændt gidselstagningsfilm. Her er nemlig noget helt andet på spil i filmen, der beror ligeså meget – hvis ikke mere – på sine billeder og enkeltscener, som den er afhængig af sin overordnede fortælling og spændingskurve. Det er de unge krigeres liv og hverdag, som er omdrejningspunktet. Øjeblikket, nuet og livet i naturen.

Jeg sænkes med ‘Monos’ nemlig midt ned i dette kaotiske, barske og dragende liv med en hverdag præget af trivialiteter, der forsøges brudt op med fester, dans og svømning i floderne – når gruppen da ikke lige ligger under for streng omgang militærtræning. Ja, jeg bliver langsomt, men sikkert en del af dette helt stamme-agtige parallel- og mini-samfund.

Gruppen af krigere bliver ganske vist givet ordre fra en fjern instans kaldet Organisationen, men de får altså her opbygget deres egne regler, interne hieraki og helt ur-agtige ritualer med maskinpistoler i hænderne og sort mudder smurt ud i ansigtet. Det er visuelt engagerende, men bliver desværre også sine steder en kende slapt fortalt.

Blandt andet gør de ellers mange betagende billeder det ikke alene. Filmen savner undervejs noget af den virilitet og potens i sine karakterer og fortælling, som den lever af i sin visuelle side med sine frapperende billeder af jungle, krigere og bjergtoppe. Det sagt, så er her altså tale om en for mig helt overordnet dragende filmisk oplevelse – alene i kraft af netop billedsiden.

Kort fortalt så spiller ‘Monos’ medrivende med sine visuelle muskler hele filmen igennem, mens udfoldelsen af fortællingen og sine forskellige karakterer måske nok efterlader mig lidt mere at ønske for, at jeg ville være blevet opslugt helt af filmen og dens univers – også følelsesmæssigt. Men som en billedeberusende tur ind i et junglekaos, fungerer ‘Monos’ absolut for mig.

‘Monos’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Monos’ har biografpremiere den 6. februar.

‘Portræt af en kvinde i flammer’ er et både sart, skrøbeligt og stærkt drama

Biografanmeldelse: Med Céline Sciammas franske periodedrama ‘Portræt af en kvinde i flammer’ bringes jeg tilbage til et malerisk smukt 1770’ernes Frankrig. Meget passende, da det netop er et maleri, som er udgangspunktet for den både sarte, skrøbelige og stærke fortælling om mødet mellem to kvinder – den unge portrætmaler Marianne og den smukke Héloïse.

For Marianne er blevet hidkaldt for at male et portræt af Héloïse, der skal giftes væk, hvorfor hendes kommende ægtemand gerne vil se, hvorledes hun tager sig ud. Héloïse ønsker dog ikke at blive gift væk, mens Marianne således må udøve sin malerkunst i smug for sin model. Således iagttager kunstneren Héloïse om dagen, mens nætterne går med at portrættere hende.

Dette bliver starten på et møde, der langsomt, men sikkert udvikler sig til at være andet end et høflighedsbekendtskab en kunstner og sin model imellem. Det er dette spirende forhold og tætte venskab, som er dramaets fint fortale kerne og boblende midte, mens temaer som ensomhed, kærlighed og begær bringes sitrende i spil.

Man finder desuden fint nuancerede præstationer i de to hovedroller. Noémie Merlant leverer som Marianne et gribende portræt af en målrettet og stærk kvinde, mens Adèle Haenel er den mere tilbageholdende og hemmelighedsfulde Héloïse, der med sin klangbund sørgmodighed er svær ikke at blive draget af. De to sammen er dramatisk dynamit og med til at løfte filmen.

Ganske vist er ‘Portræt af en kvinde i flammer’ en både velspillet og velfortalt film, men den mister også noget af sin dramatiske drivkraft af og til, hvor fortællingen sine smukke billeder til trods savner noget af den intimitet, saft og kraft, som ellers oser ud af de to kvinders interne dynamik. Jeg bliver desværre bare ikke følelsesmæssigt grebet helt stærkt nok af fortællingen.

‘Portræt af en kvinde i flammer’ er med andre ord et både gribende og engagerende drama, der er malet op i smukt iscenesatte billeder af både kærlighed, ensomhed og passion. Jeg gribes dog desværre ikke hele vejen af de ellers fint portrætterede kvinder, hvorfor jeg følelsesmæssigt ej heller bliver besnæret helt så stærkt, som filmen ellers lægger op til.

‘Portræt af en kvinde i flammer’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Portræt af en kvinde i flammer’ har biografpremiere den 6. februar.

‘The Lighthouse’ leverer overraskelser og et virilt fyrtårn ude i det øde ingenting

Biografanmeldelse: Jeg har med den skumsprøjtende, stemningsfulde, potent fortalte og sort/hvid smukke ‘The Lighthouse’ været en tur langt ude i det øde ingenting. Langt væk fra al civilisation på en lille og vindblæst ø med et enligt fyrtårn, der virilt knejsede sig op over det bølgende hav i 1890’erne ud for New England. En oplevelse af de filmisk store.

Her var jeg i dragende godt selskab med to umage fyrpassere. Den garvede, grove og ederspruttende Thomas Wake samt den mere forsigtige og just ankomne Ephraim Winslow – henholdsvis en piberygende Willem Dafoe og Robert Pattinson med et stort overskæg. Sammen skal de passe fyrtårnet, der rejser sig med sort/hvid potens op mod den faretruende himmel. Men bag det ellers trivielle arbejde gemmer filmen blandt andet på sin del af overraskelser.

For intet er helt som det måske umiddelbart tager sig ud. Meget mere vil jeg ikke fortælle om filmens plot, der netop sin simple præmis og øde setting til trods ruller mig ind i sit medrivende mørke, hvor de to mænds forhold og ensomhed på øen leder dem ud i blandt andet solid druk, mens vanviddet konstant ulmer lige under overfladen. Jeg rives med.

Ja, hvad er ‘The Lighthouse’ i grunden for en film? Den lader sig nemlig ikke sådan tøjle. Derimod bugter og vrider den sig på engagerende vis gennem sin sælsomme og enigmatiske fortælling af isolation, frygt og vanvid, der således både buldrer af gys og gru samt bizarre eventyr og monstrøs mytologi, videre til karakterbåret drama toppet med atmosfærefuld thriller-stemning.

Det er blandt andet i denne genrelegende bastard af en filmisk oplevelse, at ‘The Lighthouse’ kommer både overraskende og medrivende til live. Det sammen med ikke mindst Willem Dafoe og Robert Pattinsons portrætter af to forskellige mænd, der må nøjes med eget og hinandens farlige selskab midt i det øde ingenting. De er gode både hver for sig og ikke mindst sammen.

Willem Dafoes søulk af en mand med et levet liv bag sig er konstant dragende selskab, mens Robert Pattinsons grønne Ephraim Winslow giver fint og uprøvet modspil til sin bandende chef. Nå ja, læg hertil også et skvæt af sort humor og ‘The Lighthouse’ står tilbage som et underholdende fyrtårn af overraskelser og bizarre billeder med et umage mandepar langt væk fra alting.

‘The Lighthouse’ får 5 ud af 6 stjerner.

‘The Lighthouse’ har biografpremiere 30. januar 2020.

Klovnerierne er blot et ekko af fordoms storhedstid i ‘Klovn the Final’

Biografanmeldelse: Hvordan står det så til i Frank Hvam og Casper Christensens akavede Klovn-land? Jo, desværre ikke videre godt. Med deres nye og tredje film, ’Klovn the Final’, er den umage duo atter tilbage – og det for sidste gang – hvis man altså kan stole på det. Det håber jeg dog på, for der er ikke meget mere at komme efter denne gang. Desværre.

Det er ellers ikke fordi, der som sådan ikke er langt op til både drama og pinligheder. Frank fylder nemlig 50 år – ja, han er nu en midaldrende mand med problemer. For hans hustru Mia pønser på at lade sig skille. Det går med andre ord ikke skidegodt for Frank. Derimod er der som altid fart på Casper, der har inviteret Frank til Island på herretur. Så hvordan mon det nu skal gå?

Der forsøges her bundet sløjfe på filmfølgetonen med ‘Klovn the Final’ – det med flere referencer til særligt den første film, hvor flere af de samme jokes synes mere genbrugte og slappe end nye og friske. Øv. Det samme kan siges om filmen helt overordnet. Det er de samme mekanismer, der trækkes på som kun er blevet alt for forudsigelige denne gang.

Ja, den akavede komedie synes mest af alt som et vagt og desværre ikke videre morsomt ekko af fordoms storhedstid. Hvor særligt den første film, ‘Klovn the Movie’ og ikke mindst serien, som filmene udspringer fra, stadig står stærkt. Men nu skal jeg ikke sammenligne denne nye film med forgangne klovnerier. Problemet er ganske enkelt, at fjollerierne her synes delvist forcerede.

Jeg tror ikke på mange af de plottråde, som fortællingen går nedad – mens også selve filmens hovedpræmis nærmest hiver alt momentum ud af løjerne i filmens første del. Jeg vil dog ikke her afsløre hvorfor, andet end jeg vil sige, at Islandsturen ikke helt går som forventet. Så nu må Frank altså ransage sit liv, forholdet til sin søn og særligt Mia, der er på vej væk.

Der er midtvejskrise og forsøg på den klassiske Klovn-komik med pinlige forviklinger, dumme løgne og akavede optrin, der bare her sættes forceret op, så punchlinen altså rammer fladt og ikke videre morsomt. ‘Klovn the Final’ halter kort fortalt efter sine egne vittigheder, mens dramaet mellem Frank og Mia aldrig får pondus. Ja, lad nu dette være sømmet i Klovn-kisten.

‘Klovn the Final’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Klovn the Final’ har biografpremiere den 30. januar 2020.

Excentrisk Robert Downey Jr. taler med dyr i den ligegyldige ‘Dolittle’

Biografanmeldelse: Tænk sig at kunne tale med alverdens dyr – det ville være ret så vildt, ikk’? I den forglemmelige ‘Dolittle’ er det præcis, hvad filmens titelkarakter kan. Efter sin hustrus død har den excentriske Dr. Dolittle dog imidlertid vendt verden – og ikke mindst menneskene – ryggen. Han er med andre ord opslugt af selvmedlidenhed og kun med sine talende dyr som venner.

Der går dog ikke længe førend, at den gode Dolittle atter engang bevæger sig ud i menneskenes verden. For da den dødeligt syge dronning Victoria har brug for hans hjælp, bliver det også starten på en mere eller mindre eventyrlig rejse, der bringer Dolittle og de mange dyr ud på verdenshavene og ind i ukendt land for at skaffe modgiften til dronningen.

Robert Downey Jr. indtager måske nok ganske fint rollen som den småskøre, elskværdige og charmerende Dolittle – han drukner dog hurtigt i en film, der er fersk, forglemmelig og for kedelig i sin fortælling til, at jeg engageres – hverken i historien eller i de medvirkende. Fra Dolittle til de mange talende dyr. Der forsøges ellers stablet alverdens morsomheder på benene.

Det bliver dog nærmest aldrig til komiske pletskud, men mest af alt flade forsøg på dette, hvor timingen synes mere off end on. Desværre. For der er ellers lagt i gryden til sin del af morsomme optrin. Man finder blandt andet alt fra en kuldskær isbjørn til en tiger med moderkomplekser og en guldsmed med mere end selvtilliden i orden – nå ja, og en solid omgang pruttehumor.

Lige lidt hjælper det desværre en ellers ok veloplagt Robert Downey Jr., der mest synes som en vag skygge af den kaptajn Sparrow. Excentrisk, kulørt og karismatisk. Det bliver denne Dolittle bare ikke rigtigt – det samme kan siges om det ellers kulørte eventyr, der mangler mere schwung, flere troværdige farer samt udfordringer og ikke mindst en skurk, der bare har en smule pondus.

Robert Downey Jr. lander altså fladt som Dolittle i det forglemmelige eventyr, hvor de talende CGI-dyr aldrig rigtigt får komisk fat. Her er ellers prominente stemmer af blandt andre Rami Malek, Octavia Spencer og Emma Thompson. Det hele fremstår desværre bare mest af alt som venstrehåndsarbejde. Et eller andet sted i processen er hjertet i hvert fald blevet tabt på gulvet. Øv.

‘Dolittle’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Dolittle’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

‘Just Mercy’ er et solidt retssalsdrama krydret med grim racisme

Biografanmeldelse: Det er et tankevækkende stykke drama, der serveres med den solide ‘Just Mercy’. For her tages der nemlig blandt andet hånd om den grimme racisme, når den unge og idealistiske advokat Bryan Stevenson kæmper sagen for de sorte, der ikke selv kan eller har råd til det. At filmen er baseret på en sand historie, er kun endnu mere grumt.

I 1987 bliver den sorte skovhugger Walter McMillian nemlig dømt til døden for mordet på en ung kvinde – det selvom der foreligger i massevis af beviser, der peger på hans uskyld. Det er primært denne sag, som den velfortalte fortællingen folder sig engagerende ud omkring. For hvordan får man omstødt en sådan dom, når ordensmagten og systemet synes at være imod en?

For ikke at tale om den racisme, de sorte i filmens periode fra 1987 og frem i start-90’erne bliver forfulgt af hos politiet og i fængslerne. Det er svære vilkår for den dømte Walter McMillian, men også – og ikke mindst – den ligeledes sorte advokat, der ikke alene kæmper en række dødsdømtes komplicerede sager, men også selv oplever racisme og trusler fra politiet.

Michael B. Jordan gør god, solid og stålsat figur i rollen som den unge Bryan Stevenson, mens Brie Larson ligeledes leverer et fokuseret portræt som Bryan Stevensons kompagnon. Jamie Foxx ses som Walter McMillian, hvilket han med fint nærvær, nuancer og indlevelse bringer ud til mig. Et stærkt spillende trekløver, der er med til at holde filmen i gang, når den mister lidt momentum.

‘Just Mercy’ er nemlig noget så – måske lidt kedeligt – som et solidt spillet og solidt fortalt drama, der folder sig ud uden de store overraskelser. Den noget generiske instruktion af Destin Daniel Cretton er dog ligeledes solid – i mangel af bedre ord. Men nej, der er ikke meget personlighed i instruktionen, hvor det altså netop er de tre karakterer, som bringer karakter til filmen.

Her er med andre ord tale om et godt gammeldags drama, der er både velspillet og velfortalt, mens almengyldige tematikker som racisme, godhed og næstekærlighed er i spil – måske lige firkantet nok sat i scene sine steder, men ikke desto mindre på ganske tankevækkende vis. Det er altså i sidste ende den grundlæggende interessante historie og præstationer, som holder filmen kørende.

‘Just Mercy’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Just Mercy’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

Dramaet ‘De særlige’ er rørende fransk feel-good

Biografanmeldelse: De arbejder utrætteligt og hele tiden. Privatlivet er der ikke noget af, og de springer til uden varsel – selvom midt i dates eller på en fredag aften. Vincent Cassels Bruno og Reda Katebs Malik står altid klar i arbejdets tjeneste med at tage sig af dem, samfundet ikke kan finde plads til – de svært autistiske og andre hårdt diagnoseramte: de særlige.

Det er således dette disse to herrer og deres pressede hverdag, man følger i det franske feel-good-drama ‘De særlige’ – der dog også har en fint balanceret og alvorstung klangbund. Det er de to mænds tålmodige arbejde, professionelle partnerskab og ikke mindst stærke venskab, man her kommer ind på livet af – det sammen med rækken af dem, de tager sig af.

‘De særlige’ er ikke så meget en plotdrevet film, som det er et kig ind i en virkelighed af omsorg, konstante problematikker og svære konfliktløsninger. Her kommer netop blandt andet Vincent Cassel og Reda Kateb på banen med hver deres engagerende portræt og dynamiske interne forhold. De to er dynamit – både hver for sig og ikke mindst sammen.

Det er et på en gang rørende, tankevækkende og engagerende drama, der både fik mig til at smile og blive rørt af den godhed, de to mænd smitter deres omgivelser med. Men også deres bestemthed overfor de unge, der tages ind i gruppen af hjælpere af de ‘særlige’, der kommer under deres vinger, mens politikkerne ånder deres foretagende i nakken med mulig lukning for øje.

Filmen er den sande historie om to mænd arbejde med netop at tage sig af alle dem, som samfundet har svært ved at placere eller ganske enkelt ikke ved, hvordan de skal tage sig af. Men det er sådan set lige meget for mig, om filmen er baseret på en sand historie – eller hvor vigtig en problematik, den måtte behandle.

Det der tæller hos mig ved ‘De særlige’ er, om dramaet, miljøskildringen og karaktererne fungerer – og det gør det. Desværre mister filmen dog også lidt momentum af og til eftersom den ikke videre plotdrevne fortælling sine steder kommer til at stå lidt i stampe. Det sagt, så er blandt andre netop Vincent Cassel og Reda Kateb med til at løfte og bære filmen hele vejen i mål.

‘De særlige’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘De særlige’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

De slemme drenge er – desværre – tilbage med ‘Bad Boys For Life’

Biografanmeldelse: Den første film med det umage kriminalbetjente-makkerpar Mike Lowrey og Marcus Burnett kom i 1995. Michael Bay fulgte op på sin egen film i 2003 med 2’eren. Nu er det så tid til, at de to slemme drenge vender tilbage for tredje gang – det med ‘Bad Boys For Life’. Denne gang dog uden den eksplosionsglade Michael Bay ved roret.

Her er det nemlig de noget mindre kendte instruktører Adil El Arbi og Bilall Fallah, der har skullet forsøge at få samling på Will Smith og Martin Lawrence i en film, der roder rundt i de samme jokes, som bare aldrig bliver rigtigt sjove. Ja, de er blevet ældre, så naturligvis er joken om, at Martin Lawrences Marcus Burnetts skal huske at tage sine briller på sjov. Hver gang. Ak nej.

Men hvad er der så i grunden sket med duoen siden 2003? Egenlig ikke særlig meget. Mike er stadig en uforbederlig single, der jagter adrenalinsuset i sit arbejde, mens Marcus har sin familie som centrum i sit liv – og nu faktisk går så langt som til at ville pensionere sig. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at de to må slå sig sammen en sidste gang.

For tråde fra Mikes fortid synes her at indhente ham, da en skurk vil ham til livs. De to må nu selvklart forsøge at stoppe mordet på Mike, inden det er for sent. Det bliver starten på en hæsblæsende jagt med skarptladte automatvåben, fræsende biler, hårdtslående slåskampe og ikke mindst store eksplosioner – nå ja, tilsat lidt ubehjælpsom humor.

Alt er med andre ord mere eller mindre ved det gamle, når ‘Bad Boys For Life’ folder sig mere eller mindre uinteressant ud. Bortset fra, at de to herrer altså er er blevet noget ældre. Indsæt Viagra-joke. Men ja, Joe Pantoliano er stadig den samme iltre chef. Hertil kommer et par plotmæssige overraskelser, der ganske enkelt virker alt for forceret til at fungere engagerende.

Will Smith og Martin Lawrence forsøger ellers efter bedste evne at løfte det stive manuskript op ad dybet, men deres interne dynamik og ordmæssige ping pong kommer aldrig op at flyve. Det der dog momentant virker en smule er actiondelen. Her er der trods alt lidt veloplagt ødelæggelse at lægge øjne til. Det er bare langt fra nok til at redde denne rodebutik ud af glemslens mørke.

‘Bad Boys For Life’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Bad Boys For Life’ har biografpremiere den 16. januar.

Det danske krigsdrama ‘De forbandede år’ er forbandet kedelig

Biografanmeldelse: Med instruktør Anders Refns 2. verdenkrigsdrama ‘De forbandede år’ tages publikum med tilbage til 1940, hvor et knapt så romantisk billede af den nazistiske besættelse af Danmark sættes i scene. For blandt andet kommer man ind på samarbejdspolitikken i Danmark i besættelsestiden – her skildret gennem en familie med far, mor og deres fem voksne børn.

I centrum finder man den succeshulde fabriksejer Karl Skov – spillet af en altid seværdig Jesper Christensen. Han og familien lever et godt liv i overklassen på Strandvejen nord for København. Men da nazisterne i april 1940 besætter landet, vendes deres liv – som resten af landet – på hovedet. For Karl står nu overfor at skulle overleve under den tyske besættelse.

Det betyder, at han for sin egen, familien og de ansattes overlevelse også modstræbende begynder at samarbejde med tyskerne og producere til det tyske marked. Dette smertelige dilemma er således afsættet for filmens drama, hvor familien stille, men sikkert splittes ad, da der internt er meget forskellige holdninger til den politiske situation og nazistiske besættelse.

Ja, det er en interessant præmis, hvor netop moralske dilemmaer kan sættes medrivende i scene, mens et mere mørkt kapitel i Danmarks historie bliver belyst. Men ak og ve. ‘De forbandede år’ er og bliver en forbandet kedelig film. Den slæber sig afsted med ofte abrupte scener, der klippes klodset og ubehjælpsomt sammen, hvor blandt andet filmens tone skubbes ud af balance.

Desuden halter flere af de medvirkendes præstationer. Men på trods af filmens kedelige måde at folde sin fortælling ud på, gør netop Jesper Christensen god figur – intens, splittet og nærværende. Det sagt, så er det tunge manuskript svært at danse med, hvor fortællingens struktur og udførelse virker forceret og klar til en halvflad folkeskole-analyse af nuancerne under besættelsen.

‘De forbandede år’ ender altså med at være en træg film, der med sine cirka 2 timer og 30 minutter slet ikke kan bære sin fortælling hjem. Den mister konstant momentum og skydes ud af retning, hvor spændingskurven knækker og falder fladt sammen filmen igennem. Det er virkelig en skam, når nu udgangspunktet for en nuanceret skildring af Danmark under krigen er til stede. Øv.

‘De forbandede år’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘De forbandede år’ har biografpremiere den 9. januar 2020

Første Verdenskrigsfilmen ‘1917’ er et vildt sansebombardement

Biografanmeldelse: Der er ingen tvivl om, at Sam Mendes’ Første Verdenskrigsfilm ‘1917’ er en både teknisk imponerende og mange steder ikke mindst visuelt overrumplende filmoplevelse. Men den kommer desværre ikke helt ind under huden på mig eller ned i maven, hvor jeg ville ønske at den satte sig som et intenst stykke krigsfilm med hjertet i halsen. Men den gør bestemt sit bedste.

I filmen kastes to unge engelske soldater, Scofield og Blake, nemlig ud i en mildest talt vild og ikke mindst en øjensynligt umulig mission. De skal nemlig på krigens højeste ud i et kapløb mod tiden i et forsøg på at viderebringe en besked, der vil kunne forhindre et altødelæggende angreb på hundredevis af britiske soldater – blandt andet Blakes egen storebror. Det betyder også, at de skal krydse fjendtligt territorie.

Ja, en simpel, intens og effektiv præmis – der på trods af fortællingens skønhedspletter og mit en smule manglende følelsesmæssige engagement – bestemt er leveringsdygtig i en række elementært spændende scener, hvor nerverne får lov til at sitre – ikke mindst på de to hovedkarakterer, der konstant er på røven i dette krigskaos. George MacKay og Dean-Charles Chapman udgør en medrivende duo, det er svært ikke at heppe på og holde af.

De to gør bestemt god og nærværende figur, men desværre undermineres den ellers fint forløste og simple historie blandt andet af en overgjort sentimental scene, der skærer ud i pap, at krig er noget lort. Ja, kombinationen af en baby og krig er jo noget hø. Desværre står blandt andet den scene uelegant og forceret frem – det sammen med filmens noget sort/hvide pointer om krig.

Det er en skam, at både fjender og venner ikke som sådan får mere nuanceret pondus, end tilfældet er. Nuancerne er dog at finde i netop portrætteringen af Scofield og Blake, der med nerve fostrer både desperation og passion samt håb og håbløshed. Det står ganske enkelt malet medrivende i deres ansigter på deres mission, der desuden er fortalt som i én lang optagelse.

Med ‘1917’ fastholdes jeg således fra start til slut i ét enkelt skud. Her får mesterfotografen Roger Deakins lov til at trylle med sit kamera, hvor billedsiden hele vejen er leveringsdygtig i vilde kompositioner, kamerature og indstillinger. Ja, ‘1917’ er bestemt en teknisk imponerende bedrift, der desværre bare ikke rigtigt griber mig om hjertet eller får intenst fat i maven på mig.

‘1917’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘1917’ har biografpremiere den 2. januar 2020.