Biografanmeldelse: Jeg blev med den betagende og billedeomsluttende ‘Monos’ opslugt af både den knudrede jungles dyb og henført af de himmelske bjergtoppe et sted i det på en gang smukke, beskidte og ufremkommelige Latinamerika langt ude i naturen og væk fra civilisationen. Her mødte jeg nemlig en gruppe unge guerillakrigere, der vogtede over deres kvidelige gidsel.

Der er dog ikke tale om en højspændt gidselstagningsfilm. Her er nemlig noget helt andet på spil i filmen, der beror ligeså meget – hvis ikke mere – på sine billeder og enkeltscener, som den er afhængig af sin overordnede fortælling og spændingskurve. Det er de unge krigeres liv og hverdag, som er omdrejningspunktet. Øjeblikket, nuet og livet i naturen.

Jeg sænkes med ‘Monos’ nemlig midt ned i dette kaotiske, barske og dragende liv med en hverdag præget af trivialiteter, der forsøges brudt op med fester, dans og svømning i floderne – når gruppen da ikke lige ligger under for streng omgang militærtræning. Ja, jeg bliver langsomt, men sikkert en del af dette helt stamme-agtige parallel- og mini-samfund.

Gruppen af krigere bliver ganske vist givet ordre fra en fjern instans kaldet Organisationen, men de får altså her opbygget deres egne regler, interne hieraki og helt ur-agtige ritualer med maskinpistoler i hænderne og sort mudder smurt ud i ansigtet. Det er visuelt engagerende, men bliver desværre også sine steder en kende slapt fortalt.

Blandt andet gør de ellers mange betagende billeder det ikke alene. Filmen savner undervejs noget af den virilitet og potens i sine karakterer og fortælling, som den lever af i sin visuelle side med sine frapperende billeder af jungle, krigere og bjergtoppe. Det sagt, så er her altså tale om en for mig helt overordnet dragende filmisk oplevelse – alene i kraft af netop billedsiden.

Kort fortalt så spiller ‘Monos’ medrivende med sine visuelle muskler hele filmen igennem, mens udfoldelsen af fortællingen og sine forskellige karakterer måske nok efterlader mig lidt mere at ønske for, at jeg ville være blevet opslugt helt af filmen og dens univers – også følelsesmæssigt. Men som en billedeberusende tur ind i et junglekaos, fungerer ‘Monos’ absolut for mig.

‘Monos’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Monos’ har biografpremiere den 6. februar.

Biografanmeldelse: Jeg har med den skumsprøjtende, stemningsfulde, potent fortalte og sort/hvid smukke ‘The Lighthouse’ været en tur langt ude i det øde ingenting. Langt væk fra al civilisation på en lille og vindblæst ø med et enligt fyrtårn, der virilt knejsede sig op over det bølgende hav i 1890’erne ud for New England. En oplevelse af de filmisk store.

Her var jeg i dragende godt selskab med to umage fyrpassere. Den garvede, grove og ederspruttende Thomas Wake samt den mere forsigtige og just ankomne Ephraim Winslow – henholdsvis en piberygende Willem Dafoe og Robert Pattinson med et stort overskæg. Sammen skal de passe fyrtårnet, der rejser sig med sort/hvid potens op mod den faretruende himmel. Men bag det ellers trivielle arbejde gemmer filmen blandt andet på sin del af overraskelser.

For intet er helt som det måske umiddelbart tager sig ud. Meget mere vil jeg ikke fortælle om filmens plot, der netop sin simple præmis og øde setting til trods ruller mig ind i sit medrivende mørke, hvor de to mænds forhold og ensomhed på øen leder dem ud i blandt andet solid druk, mens vanviddet konstant ulmer lige under overfladen. Jeg rives med.

Ja, hvad er ‘The Lighthouse’ i grunden for en film? Den lader sig nemlig ikke sådan tøjle. Derimod bugter og vrider den sig på engagerende vis gennem sin sælsomme og enigmatiske fortælling af isolation, frygt og vanvid, der således både buldrer af gys og gru samt bizarre eventyr og monstrøs mytologi, videre til karakterbåret drama toppet med atmosfærefuld thriller-stemning.

Det er blandt andet i denne genrelegende bastard af en filmisk oplevelse, at ‘The Lighthouse’ kommer både overraskende og medrivende til live. Det sammen med ikke mindst Willem Dafoe og Robert Pattinsons portrætter af to forskellige mænd, der må nøjes med eget og hinandens farlige selskab midt i det øde ingenting. De er gode både hver for sig og ikke mindst sammen.

Willem Dafoes søulk af en mand med et levet liv bag sig er konstant dragende selskab, mens Robert Pattinsons grønne Ephraim Winslow giver fint og uprøvet modspil til sin bandende chef. Nå ja, læg hertil også et skvæt af sort humor og ‘The Lighthouse’ står tilbage som et underholdende fyrtårn af overraskelser og bizarre billeder med et umage mandepar langt væk fra alting.

‘The Lighthouse’ får 5 ud af 6 stjerner.

‘The Lighthouse’ har biografpremiere 30. januar 2020.

Biografanmeldelse: Tænk sig at kunne tale med alverdens dyr – det ville være ret så vildt, ikk’? I den forglemmelige ‘Dolittle’ er det præcis, hvad filmens titelkarakter kan. Efter sin hustrus død har den excentriske Dr. Dolittle dog imidlertid vendt verden – og ikke mindst menneskene – ryggen. Han er med andre ord opslugt af selvmedlidenhed og kun med sine talende dyr som venner.

Der går dog ikke længe førend, at den gode Dolittle atter engang bevæger sig ud i menneskenes verden. For da den dødeligt syge dronning Victoria har brug for hans hjælp, bliver det også starten på en mere eller mindre eventyrlig rejse, der bringer Dolittle og de mange dyr ud på verdenshavene og ind i ukendt land for at skaffe modgiften til dronningen.

Robert Downey Jr. indtager måske nok ganske fint rollen som den småskøre, elskværdige og charmerende Dolittle – han drukner dog hurtigt i en film, der er fersk, forglemmelig og for kedelig i sin fortælling til, at jeg engageres – hverken i historien eller i de medvirkende. Fra Dolittle til de mange talende dyr. Der forsøges ellers stablet alverdens morsomheder på benene.

Det bliver dog nærmest aldrig til komiske pletskud, men mest af alt flade forsøg på dette, hvor timingen synes mere off end on. Desværre. For der er ellers lagt i gryden til sin del af morsomme optrin. Man finder blandt andet alt fra en kuldskær isbjørn til en tiger med moderkomplekser og en guldsmed med mere end selvtilliden i orden – nå ja, og en solid omgang pruttehumor.

Lige lidt hjælper det desværre en ellers ok veloplagt Robert Downey Jr., der mest synes som en vag skygge af den kaptajn Sparrow. Excentrisk, kulørt og karismatisk. Det bliver denne Dolittle bare ikke rigtigt – det samme kan siges om det ellers kulørte eventyr, der mangler mere schwung, flere troværdige farer samt udfordringer og ikke mindst en skurk, der bare har en smule pondus.

Robert Downey Jr. lander altså fladt som Dolittle i det forglemmelige eventyr, hvor de talende CGI-dyr aldrig rigtigt får komisk fat. Her er ellers prominente stemmer af blandt andre Rami Malek, Octavia Spencer og Emma Thompson. Det hele fremstår desværre bare mest af alt som venstrehåndsarbejde. Et eller andet sted i processen er hjertet i hvert fald blevet tabt på gulvet. Øv.

‘Dolittle’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Dolittle’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

Biografanmeldelse: De arbejder utrætteligt og hele tiden. Privatlivet er der ikke noget af, og de springer til uden varsel – selvom midt i dates eller på en fredag aften. Vincent Cassels Bruno og Reda Katebs Malik står altid klar i arbejdets tjeneste med at tage sig af dem, samfundet ikke kan finde plads til – de svært autistiske og andre hårdt diagnoseramte: de særlige.

Det er således dette disse to herrer og deres pressede hverdag, man følger i det franske feel-good-drama ‘De særlige’ – der dog også har en fint balanceret og alvorstung klangbund. Det er de to mænds tålmodige arbejde, professionelle partnerskab og ikke mindst stærke venskab, man her kommer ind på livet af – det sammen med rækken af dem, de tager sig af.

‘De særlige’ er ikke så meget en plotdrevet film, som det er et kig ind i en virkelighed af omsorg, konstante problematikker og svære konfliktløsninger. Her kommer netop blandt andet Vincent Cassel og Reda Kateb på banen med hver deres engagerende portræt og dynamiske interne forhold. De to er dynamit – både hver for sig og ikke mindst sammen.

Det er et på en gang rørende, tankevækkende og engagerende drama, der både fik mig til at smile og blive rørt af den godhed, de to mænd smitter deres omgivelser med. Men også deres bestemthed overfor de unge, der tages ind i gruppen af hjælpere af de ‘særlige’, der kommer under deres vinger, mens politikkerne ånder deres foretagende i nakken med mulig lukning for øje.

Filmen er den sande historie om to mænd arbejde med netop at tage sig af alle dem, som samfundet har svært ved at placere eller ganske enkelt ikke ved, hvordan de skal tage sig af. Men det er sådan set lige meget for mig, om filmen er baseret på en sand historie – eller hvor vigtig en problematik, den måtte behandle.

Det der tæller hos mig ved ‘De særlige’ er, om dramaet, miljøskildringen og karaktererne fungerer – og det gør det. Desværre mister filmen dog også lidt momentum af og til eftersom den ikke videre plotdrevne fortælling sine steder kommer til at stå lidt i stampe. Det sagt, så er blandt andre netop Vincent Cassel og Reda Kateb med til at løfte og bære filmen hele vejen i mål.

‘De særlige’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘De særlige’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

Biografanmeldelse: Med instruktør Anders Refns 2. verdenkrigsdrama ‘De forbandede år’ tages publikum med tilbage til 1940, hvor et knapt så romantisk billede af den nazistiske besættelse af Danmark sættes i scene. For blandt andet kommer man ind på samarbejdspolitikken i Danmark i besættelsestiden – her skildret gennem en familie med far, mor og deres fem voksne børn.

I centrum finder man den succeshulde fabriksejer Karl Skov – spillet af en altid seværdig Jesper Christensen. Han og familien lever et godt liv i overklassen på Strandvejen nord for København. Men da nazisterne i april 1940 besætter landet, vendes deres liv – som resten af landet – på hovedet. For Karl står nu overfor at skulle overleve under den tyske besættelse.

Det betyder, at han for sin egen, familien og de ansattes overlevelse også modstræbende begynder at samarbejde med tyskerne og producere til det tyske marked. Dette smertelige dilemma er således afsættet for filmens drama, hvor familien stille, men sikkert splittes ad, da der internt er meget forskellige holdninger til den politiske situation og nazistiske besættelse.

Ja, det er en interessant præmis, hvor netop moralske dilemmaer kan sættes medrivende i scene, mens et mere mørkt kapitel i Danmarks historie bliver belyst. Men ak og ve. ‘De forbandede år’ er og bliver en forbandet kedelig film. Den slæber sig afsted med ofte abrupte scener, der klippes klodset og ubehjælpsomt sammen, hvor blandt andet filmens tone skubbes ud af balance.

Desuden halter flere af de medvirkendes præstationer. Men på trods af filmens kedelige måde at folde sin fortælling ud på, gør netop Jesper Christensen god figur – intens, splittet og nærværende. Det sagt, så er det tunge manuskript svært at danse med, hvor fortællingens struktur og udførelse virker forceret og klar til en halvflad folkeskole-analyse af nuancerne under besættelsen.

‘De forbandede år’ ender altså med at være en træg film, der med sine cirka 2 timer og 30 minutter slet ikke kan bære sin fortælling hjem. Den mister konstant momentum og skydes ud af retning, hvor spændingskurven knækker og falder fladt sammen filmen igennem. Det er virkelig en skam, når nu udgangspunktet for en nuanceret skildring af Danmark under krigen er til stede. Øv.

‘De forbandede år’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘De forbandede år’ har biografpremiere den 9. januar 2020