Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at du bør gå så blind som muligt ind til den intense ’Antebellum’. For den skal have lov til at overraske dig på samme medrivende, brutale og tankevækkende måde som mig. Jeg blev i hvert fald rusket godt og grundigt rundt i denne genrebastard, der bevæger sig legende rundt i horrorland – det med racisme og sorte slaver i Amerika som dramatisk rygrad.

Handlingen tager sin grusomme begyndelse på en bomuldsplantage i sydstaterne, hvor én lang og uafbrudt kamerabevægelse dynamisk og brutalt slår filmens tone og tematik an – de hvides undertrykkelse af deres sorte slaver. Jeg føler mig allerede her i filmisk trygge hænder, hvor jeg forbliver hele vejen, mens filmens overraskende fortælling leger engagerende kispus med mig.

Man følger den sorte slavinde Eden, der som resten af de sorte på plantagen, bevogtes med hård hånd. Det indebærer både blodig vold og bestialsk voldtægt. Det er en grum, intens og grundlæggende spændende historie, jeg fra første til sidste billede gribes af. Det blandt andet grundet det ubehagelige magthierarki på plantagen og udfoldelsen af filmens nuancerede racisme-tematikker.

I hovedrollen som Eden finder man en fra første færd gribende Janelle Monáe, der formår både at portrættere håbløs afmagt og stålsat styrke. Hun er et klart plus i en film, der har et sikkert greb i min mave, mens jeg er vidne til de ubehagelige scener, som sættes i scene med et gribende øje for både historiefortælling og handlingernes grusomme essens. Ja, et mørkt kapitel i USA’s historie.

Det er en spillefilmsdebuterende instruktørduo, man finder bag kameraet, nemlig Gerard Bush og Christopher Renz, der også har skrevet ’Antebellum’. Det er en virkelig overbevisende debut, de to folder veloplagt ud, hvilket allerede giver mig sult efter kommende film fra deres hånd. De formår i hvert fald på filmisk legende vis at hensætte mig i intens spænding. Det med en urovækkende grundtone.

Kort fortalt er ’Antebellum’ en i særdeleshed stærk debutfilm, der ikke kun fortæller en fundamental medrivende historie, men samtidig også formår at folde en betændt tematik ud på en måde, der ikke kun er en sort/hvid skildring af raceproblematikken, men også maner til nuanceret eftertanke bag filmens ganske enkelt sikre instruktion og intense historiefortælling.

’Antebellum’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Antebellum’ har biografpremiere den 17. september.

Biografanmeldelse: De fleste kender måske nok myten om Peter Pan, Ønskeøen og børnene, der ikke vil være voksne. Instruktør og medforfatter Benh Zeitlins ’Wendy’ folder her på både smuk, gribende og melankolsk vis en nyfortolkning af netop Peter Pan-myten ud. Det sat i scene med beskidte børn og en farefuld rejse til den mystiske ø – væk er dog både flyveture og feer.

Det er således med en særlig blanding af rå virkelighed og ikke mindst engagerende magisk realisme, at den evigt gyldige fortælling om de evige børn sættes i scene. Man følger således den unge Wendy og hendes to tvillingebrødre, der vælger at stikke af fra deres mor og en triviel hverdag, der ikke byder på meget eventyr. Det ændrer sig dog hurtigt, da de tre børn flygter og ankommer til øen med de evige børn.

Ja, børnene er så absolut i centrum. Legende, fantasifulde og vilde. Fri for voksenlivets trummerum og en grå virkelighed uden magi. I front finder man filmens titelperson, nemlig den 9-årige Wendy, som spilles engagerende, troværdigt og med indtagende nærvær hele vejen af Devin France. Et skønt portræt af en pige, der ønsker at holde fast i fantasien, magien og det at være et barn.

’Wendy’ byder i det hele taget på en skøn rollebesætning af velspillende børn, der iklædt beskidt tøj og med vilde skrig giver denne Peter Pan-fortolkning en herlig klangbund af sorgløshed og barnlig vildskab. Det gælder blandt andet og netop en charmerende Yashua Mack som den drilske og legesyge Peter Pan, videre til tvillingebrødrene i skikkelse af Gage og Gavin Naquin.

Den frivole og ubekymrede barndom får dog også her et skud alvor, hvor farerne altså lurer i skyggerne på den vulkanbrusende øde ø. Jeg bliver ganske enkelt betaget af filmens fortryllende univers af medrivende børnepræstationer, den fint balancerede vekslen mellem en beskidt virkelighed og magiske indskud i den græsgrønne virkelighed på Ønskeøen.

Kort fortalt er ’Wendy’ en særegen og helt magisk genfortolkning af historien om Peter Pan, der blev skabt af J. M. Barrie tilbage i 1904. Med mere end 100 år på bag står fortællingens fint skårne pointer om blandt andet barndom og det at vokse op i ’Wendy’ stadig lige relevante og universelle. Jeg var i hvert fald fornemt henført til Ønskeøen til trods for momentvis udsving i filmens ellers fine fortællemæssige flow.

’Wendy’ får 4 ud 6 stjerner:

’Wendy’ har biografpremiere den 10. september.

Biografanmeldelse: Jeg har ikke læst Charles Dickens’ roman fra 1850, som komedie-dramaet ‘The Personal History of David Copperfield’ er baseret på. Men nu er min mening også, at en filmatisering skal kunne stå for sig selv. Det kan filmen også. Det er desværre bare en noget generisk, fersk og glat omgang dannelsesrejse – tilsat alverdens kulørte karakterer med et i grunden ret så spændende cast.

I front for de muntre – men også dramatiske – eskapader, finder man Dev Patel som den forældreløse David Copperfield. Man følger ham således gennem livet – det med sin del af nedture, men heldigvis også opture. For ganske vist starter han livet i trange kår, men han har hjertet på rette sted og en sult på livet, der fører ham frem og ud af fattigdommen. Ja, helt op i toppen af samfundet.

Desværre er Patels præstation ikke videre interessant, hvorfor filmens hovedkarakter for mig falder noget fladt. Det smitter af på mit engagement ikke kun i ham og hans udvikling, men også på selve filmen, der bliver en ret så uinteressant og forglemmelig oplevelse. Men, men, men… filmen er trods alt ikke helt uden plusser. Dem finder man dog langt overvejende i de kulørte bikarakterer.

Det er her blandt andet værd at nævne en dejlig farverig Peter Capaldi som den snydagtige Mr. Micawber, mens også Hugh Laurie som den både distræte og eventyrlystne Mr. Dick gør god figur. Videre finder man en altid seværdig Tilda Swinton træde i karakter som den sprælsk klædte og bestemt Betsey Trotwood, mens Ben Whishaw agerer comic relief som den underdanige Uriah Heep.

Desværre gør rækken af kulørte bikarakterer ikke nok til, at jeg engageres mere i filmens fortælling, der trods alt er netop David Copperfields – det med både romance, modstand og umage venskaber. Det hele forbliver og fortælles altså på en glat og generisk facon, der ikke giver meget dramatisk pondus til hverken de tunge nedture eller glade opture.

‘The Personal History of David Copperfield’ er med andre or den film, der som Copperfield selv, har hjertet på rette sted. Desværre forløses historien ikke engagerende nok til, at jeg står på løjerne – det selvom rækken af muntre bikarakterer gør sit for at løfte filmen. Meget hurtigt bliver jeg altså også viklet ud af historien, der på trods af universelle og relaterbare tematikker, ikke stikker dybt nok til at gribe mig.

‘The Personal History of David Copperfield’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Personal History of David Copperfield’ har biografpremiere den 10. september.

Biografanmeldelse: Hvis du frit kunne vælge hvilken tidsperiode i fortiden, du kunne rejse til, hvilken skulle det så være? Det er netop spørgsmålet den midaldrende og en smule livstrætte Victor står overfor i ’La Belle Époque’. Han står desuden midt i en ægteskabelig krise, så det synes oplagt, at hans valg er at rejse tilbage til sin ungdom. Nemlig det flippede 1974, hvor han havde livet foran sig og sin kreativitet i fuldt flor.

Her er dog ikke tale om en tidsrejse som sådan – og dog. For det er igennem et særligt firma, at denne rejse bliver mulig. Firmaet specialiserer sig nemlig i at rekreere tidsperioder med brug af kulisser og skuespillere, hvor man så som kunde ”rejser tilbage i tiden” i denne dragende illusion. Det er her, at Victor således træder ind på sin ungdoms café på det tidspunkt, han første gang mødte sit livs store kærlighed Marianne.

Den unge Marianne – der altså cirka 40 år senere vender sig træt imod Victor – spilles naturligvis af en ung skuespillerinde, der altså skal skabe illusionen om dette første romantiske og skelsættende møde. Men hvordan kommer det mon til at påvirke ikke kun Victor, men også skuespillerinden Margot? Det er dette drama, der således på kryds og tværs af tid og relationer folder dig charmerende ud.

For ja, ’La Belle Époque’er en charmerende fransk sag, der desuden også er et ok tankevækkende, morsomt og sine steder helt rørende livtag med emner som ønsket om evig ungdom, den udødelige kærlighed, videre til at ville flygte væk fra sit liv – men i sidste ende måske mest af alt den gamle traver om at leve i nuet. Det er netop denne universelle pointe, der fint foldes ud her.

Filmen slider måske nok en smule på klichéerne, mens forudsigeligheden også viser sit ansigt og filmen sine steder går en smule i fortællermæssig tomgang. Men som modvægt til dette finder man blandt andet en både elskelig – og som filmen – charmerende Daniel Auteuil i rollen som tegneren Victor. Han får desuden skønt modspil af Doria Tillier som den livsglade unge udgave af Marianne.

’La Belle Époque’ ender således på trods af mine forbehold ganske fint på begge sine charmerende ben – ikke mindst takket være af sine skuespillere og en fin ”tidsrejse”-præmis, der heldigvis folder dette franske feelgood-drama mere oprigtigt og ægte ud end klægt og forceret.­­ Ja, hvis du nu kunne vælge frit på alle fortidens hylder, hvilken tidsperiode ville du mon så rejse til?

’La Belle Époque’ får 4 ud af 6 stjerner:

’La Belle Époque’ har biografpremiere den 27. august.

Biografanmeldelse: Livet byder på både sygdom og død, men heldigvis også glæde og lykke. I dramaet ’The Farewell’ danser disse modsætninger side om side. Vi møder nemlig her en kinesisk familie, hvoraf den ene del bor i USA, mens den anden lever i Kina. Men da deres bedstemor Nai Nai bliver diagnosticeret med kræft i en fremskreden fase, vender det op og ned på familiens liv.

Familien i USA drager nemlig til Kina under påskud af at skulle til et bryllup. I virkeligheden er de rejst den lange vej for at tilbringe den sidste tid sammen med bedstemoren. Der er bare lige det men, nemlig det, at familien vælger ikke at fortælle Nai Nai, at hun er dødeligt syg. Så i dette drama, hvor sandheden gemmes bekvemt væk, skal bl.a. det amerikanskboende barnebarn Billi forsøge at navigere.

’The Farewell’ er på den måde et både sart, rørende og fint familieportræt, hvor emner som familie, forskelligheder og tilhørsforhold får fint liv i de familiemedlemmerne. Her er desuden en engagerende intern dynamik i familien, hvor menneskelige nuancer kommer i interessant i spil. Særligt fint i forholdet mellem Billi og hendes bedstemor Nai Nai.

For i sin tilbagevenden til Kina bliver Billi konfronteret med en kultur, der nu synes mere fjern for hende, mens også forholdet til bedstemoren blomstrer op. Det er på en gang både skrøbeligt og hjerteligt at følge dette forhold udvikle sig, hvor også resten af familiens interne forhold skaber et troværdigt drama, der på trods af sin alvorstunge klangbund bestemt ikke er uden lethed og humor.

Jeg bliver nemlig helt grundlæggende – på trods af dødens skygge i filmen – i godt humør af at være i selskab ikke kun med den livsglade Nai Nai, men også det at se, hvordan livet leves på trods af løgnen. Her stilles dog også det tankevækkende dilemma op omkring hvorvidt, man skal holde en sådan sandhed hemmelig eller om man bør fortælle den syge om den.

’The Farewell’ er ganske enkelt et velspillet, hjertevarmt og livsopløftende drama, der har en fin lethed og tilpas med morsomme scener til, at det ellers tunge emne om døden og sygdom ikke tynger filmen i en dyster retning. Jeg blev i hvert fald fint ført ind i en levende familie, der på trods af konflikter, løgnen og deres forskelligheder bød mig indenfor i en fortælling, der gjorde mig i godt humør.

’The Farewell’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Farewell’ har biografpremiere den 20. august.