‘House of Gucci’ er familie, kærlighed, magt, bedrag, penge og mode

Biografanmeldelse: Den står på familieformuer, store følelser, stolte traditioner, jagten på magt, stilfuld mode, berusende kærlighed, kynisk bedrag og nogle af Hollywoods største stjerner, når Ridley Scott folder sit drama elegant ud med ’House of Gucci’. Her er så absolut knald på den filmiske palette, hvor Lady Gaga og Adam Driver leder gribende an i filmen, der er baseret på en sand historie.

De spiller henholdsvis den ambitiøse Patrizia Reggiani og den formuende Maurizio Gucci. Henholdsvis en kvinde i kontrol og en smågenert mand, hvor Amor – på trods af deres forskelligheder – slår ned som et lyn mellem de to, der altså har den brusende kærlighed tilfælles. Men fordi Patrizia kommer fra en noget anden virkelighed og af beskedne kår, ender Maurizios far med at slå hånden af sin søn.

Det er således fra det fælles ståsted som kærligheden udgør for de to, at parrets rejse og vej tilbage mod toppen begynder. Familie, traditioner og ikke mindst blodets bånd betyder nemlig alt for Gucci-familien, hvor Maurizio dog har andre planer end at føre familiens modedynasti ind i fremtiden. Men man bryder ikke så let med en så traditionstung arv som modehuset Gucci har.

Jeg bliver her draget ind i en extravagant, stilfuld og dramatisk potent verden, som jeg blev henført til og forført af. Præcis som det også er tilfældet for Patrizia. Filmens smukke scener er da også dynamisk og elegant udfoldet med et lækkert soundtrack for fuld skrue. Her er schwung på alt fra de store modeshows og spektakulære fester, til når bølgerne går højt og den ene cigaret ryges efter den anden.

Det er dog måske ikke just den strammest fortalte historie, Ridley Scott får leveret på filmens godt 2 timer og 40 minutter. ’House of Gucci’ overlever dog for mig fint sin af og til lidt lange spilletid, da netop den verden, jeg her bliver en del af bider sig godt og gribende fast i mig, hvor ikke mindst også historiens både karismatiske, smukke og excentriske karakterer er herligt selskab.

Udover Lady Gaga, der med intimt nærvær og lyn i øjnene, ikke er til at få øjnene fra samt en charmerende Adam Drivers småkejtede Maurizio, finder man bl.a. også en stoisk Jeremy Irons som den bestemte farmand Gucci, mens en karismatisk Al Pacino er en sand fryd som onkel Aldo Gucci i hopla, og så er Jared Letos excentriske Paolo Gucci et veloplagt bekendtskab som familiens sorte får.

’House of Gucci’ får 5 ud af 6 stjerner:

’House of Gucci’ har biografpremiere den 2. december.

‘The Hand of God’ er ungdommelig skønhed i Napolis 80’ere

Biografanmeldelse: Brusende følelser, spirende seksualitet og en løsrivelse fra forældrene dirrer i hele kroppen hos teenageren Fabietto, der bor med sin storebror, mor og far i det solbeskinnede Napoli, hvor varmen sitrer i luften og det blå hav smyger sig forførende langs kysten. ’The Hand of God’ er et levende stykke filmisk liv, hvor livet leves, mens man følger Fabietto i både kaos og skønhed.

Det er helt overordnet, hvad Paolo Sorrentinos dragende drama bølger ud for øjnene af mig. En fortælling, hvor jeg bølger med i det liv, der åbenbares og hiver mig med til et smukt Italien i 1980’erne og ind i livet hos både Fabietto, hans store familie og byens øvrige beboere, der er befolket af både karismatiske skikkelser, småskøre originaler og hjertevarme bekendtskaber.

Det er en fornøjelse at blive en del af denne verden, som med sensitiv fortællefornemmelse forener virkelighed med en snert af noget mere, noget eventyrligt. Billederne får bl.a. nemlig lov til at blive spændt ud over byens pulserende liv samt Fabiettos både indre og ydre liv, hvor han slås med alt fra venskaber, familie og kvindelige bekendtskaber, eller manglen på samme.

Det er med naturlig drenget kejtethed og charme, man finder Filippo Scotti som Fabietto. Det nemt for mig at komme ind i hans liv og verdensbillede, hvor bl.a. også de mange mennesker, der bevæger sig ind og ud af hans liv er med til at etablere og skabe fornemmelsen af levet liv samt både af en fortid, nutid og en fremtid, der venter uforudsigeligt på Fabietto og resten af de medvirkende.

Fortællingen er i høj grad også fortalt gennem sine mange bjergtagende, intime og smukke billeder, hvor både fodbold, film og kunst dyrkes. Det er svært ikke at blive bare en smule forelsket i både Napoli og livet selv. Det selvom livet her også rummer sorg, tab og skænderier. Det er drama på rørende, stærk og gribende vis. Det er simpelthen forrygende fortællekunst.

’The Hand of God’ er kort fortalt en filmisk fornøjelse, der lever af sine mange fint iscenesatte enkeltscener, et kulørt persongalleri, sin forførende stemning og naturligvis portrættet af teenageren og ungdommens mange boblende følelser samt livets op- og nedture. Jeg blev i hvert fald hevet med ind i filmens virkelighed, der emmer af vaskeægte kød og blod, af skønhed, sorg og store følelser.

’The Hand of God’ får 5 ud af 6 stjerner:



’The Hand of God’ har premiere i et begrænset antal biografer den 2. december.

‘Apples’ leverer syret hukommelsestab… og æbler

Biografanmeldelse: På mystisk vis begynder flere og flere folk i den udknaldede ’Apples’ at miste hukommelsen. Hvorfor vides ikke. En af dem er den midaldrende Aris. Han vågner således op i en bus uden hverken at vide hvem han er eller hvor han kommer fra. Pist væk er hukommelsen. Han har endda intet ID på sig, hvorfor han end ikke kan identificeres.

Inden han ser sig om, er han en del af et genoptræningsprogram, der skal få ham til at huske igen. Det er dog nemmere sagt end gjort. For gennem en lang række af stadigt mere og mere mystiske øvelser, er det meningen, at han skal huske og samtidig skabe nye minder og finde sig en ny identitet. Det lykkedes bare ikke rigtigt. På sin vej møder han Anna, der er en del af et lignende program.

Den græske og sorthumoristiske absurditet ’Apples’ er på sin vis en art reflektion over identitet, menneskelighed og minders betydning for os som mennesker. Det er så absolut en dragende præmis, hvor jeg suges ind i fortællingens syrede univers, hvor Aris er omdrejningspunktet samt ikke mindst rækken af øvelser, som han skal forevige med sit kamera. Dejligt skørt.

Han får bl.a. til opgave at deltage i en udklædningsfest, videre til at cykle samt at køre galt med en bil (?!?). Det hele er med andre ord bizart, grotesk og syret. Herligt! Det er derfor også en skam, at filmen ikke helt formår at opretholde et fremadrykkende flow i sin fortælling, hvor rækken af øvelser undervejs går lidt i tomgang og omkring sig selv.

Selvom denne en smule repetitive fortællestruktur suger lidt af mit engagement ud af de herligt skøre og dejligt underspillede løjer, så lykkedes det instruktør og medforfatter Christos Nikou at opretholde det sælsomme univers filmen igennem. Desuden opstår der et fint og umage forhold mellem Aris og Anna, som det ikke er til at blive helt klog på. De to sammen har en skøn og skør dynamik.

’Apples’ er med andre ord en herligt syret omgang underspillet vanvid, hvor der leges med tematikker som hukommelse, kærlighed, identitet og betydningen af minder. Der skabes her et fint samspil mellem netop tematikkerne og den refleksion de affødte hos mig. En grotesk underholdende absurditet, jeg blev forført af og henført til, det selvom luften sine steder gik lidt af de udknaldede eskapader.

’Apples’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Apples’ har biografpremiere den 2. december.

‘Last Night in Soho’ er filmmagisk nostalgi med et tidstwist

Biografanmeldelse: Tiden slår krøller og identiteter knuder i Edgar Wrights tidslegende tur frem og tilbage mellem Londons svingende 60’ere og nutiden. 60’er-nostalgien får således frit løb, når man her følger Eloise, der flytter til Storbritanniens hovedstad for at studere mode. Med sig har hun dog en fortid, der kommer til at spille hende et psykologisk puds.

På mystisk vis får Eloise nemlig via drømmesyner adgang tilbage i tiden, hvor hun forføres af Sandie, en sangerinde in spe på de røgfyldte natklubber i byen. Eloise er allerede fascineret af 60’ernes mode, musik og miljø, hvorfor det ikke er underligt, at hun drages af den tidsperiode. Men som synerne udvikler sig, begynder Eloises psyke også at påvirkes i en mere farlig retning.

Spørgsmålet om, hvordan denne tidsknude hænger sammen med nutiden, påvirker kun mere og mere den unge studerende. I spændingsfeltet mellem nostalgi og dens skyggeside samt et coming of age-drama, sniger også det psykologiske gys sig ind. Jeg blev – som Eloise – forført af det tidshoppende mysterie, 60’erne og Sandie, mens det forrygende soundtrack komplimenterer filmen på svingende vis.

Jeg kunne undervejs ikke helt lure i hvilken retning fortællingen skulle tage mig, hvilket var en herlig leg med mine forventninger, hvor netop den overraskende rejse fik fat i mig fra start til slut. Fra de veliscenesatte musikscener, til den ganske urovækkende tidsrejse og portrættet af den plagede Eloise, der spilles med både fin naivitet og passioneret styrke af Thomasin McKenzie.

60’ernes Sandie portrætteres af den storøjede Anya Taylor-Joy, der bringer vaskeægte stjernemagi til bordet. Jeg forstår, hvorfor Eloise forføres af hende. Matt Smith spiller manageren Jack på både charmerende og farlig vis, mens biroller fint bringes i spil med Eloise, der kæmper med sig selv og tidsmysteriet, som jeg gribes af sammen med den unge tøjdesigner.

’Last Night in Soho’ er den mindst Edgar Wright-ske film. Han er bl.a. kendt for sine hurtige klip og detaljeskud i fuld fart i film som zombie-komedien ’Shaun of the Dead’ og heist-filmen ’Baby Driver’. Dog er hans sans for bl.a. musikalsk timing, opfindsomt kameraarbejde og en medrivende udfoldet historie intakt. Kort fortalt er her tale om en nostalgiforrygende og filmmagisk tidsknude af mystik. Stærkt!

’Last Night in Soho’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Last Night in Soho’ har biografpremiere den 25. november.

‘Pleasure’ er en yderst ubehagelig tur ind i pornoindustrien

Biografanmeldelse: Det er ikke en rar rejse, man kommer med på, når turen i ’Pleasure’ går ind i Los Angeles’ pornoindustri med den 19-årige Linnéa som hovedperson. Hun drømmer om at blive den næste store pornostjerne under navnet Bella Cherry. Vejen til toppen er dog hverken guldbelagt eller uden sin del af ubehagelige konsekvenser for den ambitiøse svensker.

Med glimtende pastelfarver og oplyste lokaler foldes den rå fortælling ud, hvor ubehaget hele vejen dirrer i en historie, hvor de mere lette scener altid modsvares af de mange scener, som gav mig knuder i maven. Det er fra beskedne kår i bunden af pornohierarkiet, at Linnéa starter sin tur mod toppen. Men for at nå op blandt stjernerne, skal man være villig til lidt af hvert og ikke mindst mere til.

Her er grænsen mellem pleasure og business for Linnéa gråtonet. En grænse, der må overskrides, hvis drømmen skal indfries. Jeg kommer således med på settet, når pornofilmene optages, hvor mændene står klar med stive pikke til at gøre deres arbejde. Men selvom både instruktører og medspillere siger, at Linnéa altid kan stoppe, hvis hun ikke har lyst mere, er virkeligheden en anden. Yderst ubehagelig.

Sofia Kappel leverer et hudløst ærligt og medrivende nuanceret portræt af den målrettede og stærke, men også naive Linnéa. Jeg tror på hende hele vejen. Fra hendes liv i et beskidt og sørgeligt bofællesskab med andre pornoskuespillere, videre op ad karrierestigen, der består af storstilede pool-fester og dyre palæer, hvor det ikke bliver mindre ubehageligt at bevidne optagelserne. Omgivelserne er blot byttet ud.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Ninja Thyberg har et virkelig stærkt greb om sine virkemidler, det uden at fortællingen vakler og bliver et postuleret syn ind i en kynisk og barsk verden. Jeg bliver måske aldrig for alvor helt klog på motivationen hos Linnéa, men ved ikke at trække en eller anden påklistret bevæggrund ned over hovedet på hende, holdes der et fast greb om filmens gråzoner.

Linnéa siger ganske vist selvsikkert bl.a., at hun gør det fordi, hun er vild med pik og at blive filmet. Det klinger dog hult, når først kameraerne tændes og scenerne kræver både dobbelt-anal-penetration og voldelige scener, hvor voldtægten hele tiden synes at befinde sig i kulissen og i øjnene på Linnéa. ’Pleasure’ er kort fortalt ubehagelig, dragende og tankevækkende. Stærkt!

’Pleasure’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Pleasure’ har biografpremiere den 25. november.

Livets uundgåelige ende rammer hårdt i ‘Alt gik godt’

Biografanmeldelse: Vi ved alle, at livet ender med døden. Ja, vi skal alle dø. Spørgsmålet er derfor nok nærmere hvornår, hvor og hvordan? Det er vi noget mindre herre over. Eller er vi? I François Ozons både triste, gribende og opløftende franske drama ’Alt gik godt’ vil den 85-årige André Bernheim nemlig tage sit eget liv efter et slagtilfælde har efterladt ham syg, svag og delvist paralyseret.

Det er i første omgang den ene af hans to døtre, forfatteren Emmanuèle, som den engang livfulde André beder om hjælp til at indfri sit dødsønske. Men hvordan reagerer man som barn på et sådant ønske? Virkeligheden banker i hvert fald som et susende tog hårdt ind i Emmanuèle, hvor hun og søsteren Pascale nu står med faderens ønske som en lænke om benet, de ikke kan undslippe.

Således bliver man taget med gennem den dilemmatunge og følelsesladede rejse det er at skulle forholde sig til et sådant ønske. Det at skulle forholde sig til døden. Sin allernærmestes død. Ens egen forælder. Det er med sart sans for det tragiske i situationen, der her tages følsomt og aldrig dømmende livtag med. Problematikken og de mange følelser, der følger med bringes desuden engagerende til live af castet.

Her finder man en helt og aldeles gribende André Dussollier som faderen. Han veksler troværdigt og legende let mellem både det stærke og svage. Mellem det stålsatte og det grædefærdige. Jeg kan ikke tage blikket fra ham, selvom det nærmest kun er i hans ansigt og stemme, han portrætterer André som et helt menneske af kød og blod med et sprudlende levet liv bag sig.

Han bakkes fornemt op af Sophie Marceau som den følelsesmæssigt pressede Emmanuèle, mens Géraldine Pailhas er Pascale med lige dele pragmatisk og følelsesgribende stillingtagen til sin fars situation. Der er nuanceret dynamik mellem de to søstre, mens der endvidere skabes et indtagende og kærligt bånd med deres far, hvor der bl.a. også gøres plads til de knapt så idylliske minder.

Man ser i en mindre rolle en altid seværdig Charlotte Rampling som den depressive hustru Claude de Soria. Hun er med øvrige biroller bl.a. med til at skabe et fuldt liv omkring André og døtrene. Jeg rammes af både livets skønhed samt min egen og mine kæres dødelighed undervejs. ’Alt gik godt’ rammer kort fortalt hårdt i både hoved og hjertekule hos mig.

’Alt gik godt’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Alt gik godt’ har biografpremiere den 25. november.

‘Den næstsidste’ er en absurd labyrinttur i dragende gråt

Biografanmeldelse: I et univers af grå farver og en labyrintisk evighedsbygning møder vi en ligeledes grå vandaflæser. Han er ankommet for at gøre sit arbejde, nemlig at aflæse vandmålerne. Men her stopper al form for normalitet også. For med det samme han entrerer den store bygning, er det også starten på en absurd, sorthumoristisk og grotesk rejse gennem den ene bizarre scene efter den anden.

Man følger i ’Den næstsidste’ således vandaflæserens tur ind i den labyrintiske bygning i sin jagt på at finde ud igen. Det er dog langt fra nemt. På sin kringlede vej rundt i filmens farvenedtonede og dunkelt oplyste scener støder han nemlig på et utal af forhindringer, lukkede døre og mystiske mennesker. Det er småt med hjælp, mens vandaflæserens vej kun kringler sig dybere ind i irrationelle knuder af surrealisme.

Han er som fanget i et kafkask mareridt af klaustrofobi og håbløshed, hvor manuskriptets ord måske nok ikke ligger lige godt i munden på de medvirkende, hvor der groft sagt veksles mellem de absurde og eksistentielt tunge replikker, der tenderer det prætentiøse. Fred med det, for filmen har en anden styrke end lige replikudvekslingerne, bl.a. i sit production design, sin lydside og musikken.

Her har Sabine Hviid og Kristina Kovacs nemlig vakt en sælsom verden til live med deres askegrå omgivelser af støv, cement og metal, mens lyddesignerne Lars Halvorsen og Rune Palvig sitrer, engagerer og forfører med et omsluttende lydunivers. Ligeledes komplimenterer Sven Dam Meinild og Thomas Dybdals musikalske side på dragende vis absurditeterne med forførende klangflader og dybe dunk.

Det er dog ikke kun teknisk, at ’Den næstsidste’ er et interessant bekendtskab. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Jonas Kærup Hjort lykkedes nemlig bl.a. også sammen med fotograf Jacob Sofussen at indfange oprigtig groteskhed på film med bl.a. nøgne kroppe og en hovedafsavning. Desværre griber det gådefulde manuskript mig dog ikke nær så meget som netop lyd- og billedsiden.

’Den næstsidste’ er med andre ord en ganske vellykket og labyrintisk absurditet i grå farver, hvor virkeligheden sparkes veloplagt ud af bagdøren, mens hoveddøren åbnes ind til en verden af absurditeter, der kun bliver mere og mere mystiske. Filmens to timer kunne dog godt have klaret en klipning, da filmrullen sine steder bliver lige langsom nok for sit eget bedste. Fred med det. Længe leve absurditeten!

’Den næstsidste’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den næstsidste’ har biografpremiere den 25. november.

Disney-filmen ‘Encanto’ er eventyrligt animeret candyfloss

Biografanmeldelse: Der diskes op med et eventyrligt animeret univers, når den nyeste animationsfilm fra Disney både danser og synger sig igennem sin magiske fortælling om bl.a. familie, venskab og sammenhold. Desværre foldes filmens opbyggelige og universelle pointer ret så ufarligt ud, mens tematikkerne bankes fast med syvtommer søm. Det ser dog bestemt flot ud.

Man følger i de eventyrlige og farverige eskapader den ekstraordinære familien Madrigal i de colombianske bjerge og den smukke natur. Den store familie bor her i et magisk hus med sit eget liv, hvor de forskellige familiemedlemmer alle besidder en unik evne. Fra superstyrke og superhørelse til healende madlavning. De er alle som helt unge nemlig blevet tildelt hver af deres særlige evner ved en fortryllet ceremoni.

Sådan en ceremoni har pigen Mirabel også været centrum for, dog med det skuffende udfald, at hun ikke via sin magiske dør blev tildelt en evne. Hun er på sin vis det sorte får i familien, hvor hun da også føler sig en smule udenfor. Da Mirabel imidlertid på forunderlig vis opdager, at den magi, der er familiens styrke, er ved at forsvinde, må hun på en rejse for at finde ud af hvorfor.

En både indre og ydre rejse for Mirabel, hvor hun altså må forsøge at redde familiens magi, der hjælper hele byen. En i udgangspunktet sympatisk underdog-fortælling om at finde sig selv og sin plads i verden. At finde ens egen unikke stemme og særlige talent. Desværre leveres historien noget glat. Jeg savner flere plotmæssige modhager, inden det hele kan ende lykkeligt.

Dem er det desværre småt med, hvorfor rejsen mod den store finale forbliver noget fersk, ufarlig og småkedelig. Ja, filmen er lidt som en omgang candyfloss: Forførende farverig, men også hurtigt glemt. ’Encanto’ er nemlig flot at se på. Her er liv i hvert et billede, hvor detaljerigdommen imponerer og rækken af karakterer i baggrunden alle har et fint og morsomt liv.

Bl.a. er det levende familiehus – der kommunikerer med klappende vinduer og vippende teglsten – et sjovt bekendtskab. Her er altså meget at se på og lade sig underholde af, mens også rækken af musikalske indslag er veloplagt bragt til live med dynamik og animeret schwung for fuld skrue. Det er bare ikke nok at se flot ud og have en charmerende Mirabel i front, når spændingskurven aldrig rigtig bliver spændt.

’Encanto’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Encanto’ har biografpremiere den 25. november.

Det ulmer med urovækkende intensitet i ‘De uskyldige’

Biografanmeldelse: De fleste af os kan vel godt huske det at være barn. Det at lege med vennerne under opsyn af forældre, men også uden de voksnes vagtsomme blikke. I Eskil Vogts dirrende grumme ’De uskyldige’ er det netop en gruppe børns leg væk fra forældrenes tilsyn, som er det plotmæssige udgangspunkt for en overnaturlig fortælling, der forener en grå virkelighed med det magisk urovækkende.

Ida, hendes mor, far og svært autistiske søster Anna flytter en sommer ind i deres nye hjem i et stort ejendomskompleks omgivet af grønne skove. På sin vej blandt boligområdets andre børn, møder hun drengen Ben. De to bliver snart venner, mens også pigen Aisha får en plads i trekløveret. Anna indlemmes, som filmen skrider frem, også i gruppen. Det til trods for, at Ida har et svært forhold til hende.

Noget mystisk begynder dog på sitrende vis at binde de fire børn sammen. Gådefulde kræfter slippes nemlig løs blandt vennerne, hvor de overraskende evner bl.a. kan sende sten på flyvende kurs. Snart udvikler legen sig dog i faretruende retning. Man følger således, hvordan de fire børn mødes udenfor de voksnes nysgerrige blikke, hvor de nu udforsker disse nye og underlige egenskaber.

Jeg vil ikke afsløre mere, men kan kun sige, at ’De uskyldige’ bevæger sig i et gribende roligt tempo, hvor intensiteten får lov til at dirre mere og mere foruroligende. For selvom filmens fortælling måske nok mister en smule fremdrift undervejs, hvor også scener synes at gentage visse pointer en smule, så er det bestemt en dragende fortælling, der vinder over disse skønhedspletter.

Instruktør og manuskriptforfatter Eskil Vogt har ganske enkelt et sikkert greb om sin fortælling og ikke mindst det at opbygge stemning og uhygge, som sitrer lige under virkelighedens kedelige overflade. Hertil kommer børnene, som på gribende vis spilles med troværdighed og engagerende intern dynamik. Fra de ubehagelige scener til de barnagtigt nysgerrige, det med en gysende dramatisk tvetydighed.

Rakel Lenora Fløttum forløser nuanceret sit portræt af den komplicerede Ida, mens Anna spilles af Alva Brynsmo Ramstad, der kryber helt rørende ind under huden på mig. Sam Ashraf bærer som Ben både et drenget nærvær og en mystisk tiltrækningskraft, mens Aisha på fin vis komplementerer vennegruppen. ’De uskyldige’ er kort fortalt et dirrende intenst portræt af magiske evner, ondskab og farlig barneleg.

’De uskyldige’ får 5 ud af 6 stjerner:

’De uskyldige’ har biografpremiere den 18. november.

Ring roligt til spøgelsesjægerne i ‘Ghostbusters: Afterlife’

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker de to originale Ghostbusters-film. Nå ja, samt naturligvis både legetøjet, tegnefilmene og tegneserierne, der følger med. Lad det derfor også være sagt med det samme: Denne fortsættelse til de originale film – eller reboot, om man vil – er en glædelig, sjov og underholdende tilføjelse til det hjemsøgte univers.

’Ghostbusters: Afterlife’ bringer således nyt og frisk blod til franchisen – hvor vi fik den første og anden film i henholdsvis 1984 og 1989 – og altså nu spiller videre på den oprindelige historie om de fire umage spøgelsesjægere, der her spøger i kulissen, mest dog Egon Spengler. Det viser sig nemlig, at han siden begivenhederne i 80’erne har trukket sig tilbage til et faldefærdigt landsked langt ude på landet.

Men da han dør, bringer det hans datter Callie og hendes to børn – teenageren Trevor og den fysiknørdede Phoebe – derud for at indkassere, hvad der måtte være af arv. Dette bliver starten for de to børns opdagelse af deres bedstefars fortid som vaskeægte spøgelsesjæger. Snart er der ingen vej tilbage, da en mystisk ondskab truer den lille by og måske meget mere end det.

Ganske vist er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig på referencer til 80’er-filmene, mens den også rammer tonen fra originalerne ganske godt, men på sin egen måde, da det her er børn, som er i front og altså ikke voksne mænd. Her er virkelig en veloplagt og dynamisk pingpong, hvor ikke mindst Mckenna Grace som Phoebe er et stærkt kort. Hun er både dejlig nørdet, charmerende og med rammende komisk timing.

Finn Wolfhard er tilpas kejtet som Trever uden at blive en teenager-karikatur. I gruppen finder man bl.a. også Logan Kim, der er et mindre scoop som podcasteren Podcast, der fint komplimenterer filmen med humor og velplacerede kække replikker. De to fremtrædende voksne er en altid charmerende Paul Rudd som læreren Grooberson, mens en uvidende mor spilles sødt og omsorgsfuldt af Carrie Coon.

Her er med andre ord både hjerte og humor i spil takket være en gruppe engagerende karakterer, hvilket lægger det medrivende underlag for den omgang bulder og spøgelsesbrag, der også diskes op med. Det selvom fortællingen måske nok sine steder bliver lige træg nok for sit eget bedste. På trods af det, er filmens stemning vellykket hele vejen, hvor jeg dog savner en måske nok mere original finale.

Det sagt er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig nok på rap humor, velportrætterede karakterer og med velbalanceret humoristiske kant, hvor der også bliver plads til enkelte yderst rørende scener, uden det bliver påklistret kvalmt. Jeg kan derfor også kun håbe på, at der venter flere eventyr med de nye spøgelsesjægere, hvor der således vil kunne blive plads til for alvor at blive sin helt egen nye start.

’Ghostbusters: Afterlife’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ghostbusters: Afterlife’ har biografpremiere den 18. november.