Biografanmeldelse: Den står på familieformuer, store følelser, stolte traditioner, jagten på magt, stilfuld mode, berusende kærlighed, kynisk bedrag og nogle af Hollywoods største stjerner, når Ridley Scott folder sit drama elegant ud med ’House of Gucci’. Her er så absolut knald på den filmiske palette, hvor Lady Gaga og Adam Driver leder gribende an i filmen, der er baseret på en sand historie.

De spiller henholdsvis den ambitiøse Patrizia Reggiani og den formuende Maurizio Gucci. Henholdsvis en kvinde i kontrol og en smågenert mand, hvor Amor – på trods af deres forskelligheder – slår ned som et lyn mellem de to, der altså har den brusende kærlighed tilfælles. Men fordi Patrizia kommer fra en noget anden virkelighed og af beskedne kår, ender Maurizios far med at slå hånden af sin søn.

Det er således fra det fælles ståsted som kærligheden udgør for de to, at parrets rejse og vej tilbage mod toppen begynder. Familie, traditioner og ikke mindst blodets bånd betyder nemlig alt for Gucci-familien, hvor Maurizio dog har andre planer end at føre familiens modedynasti ind i fremtiden. Men man bryder ikke så let med en så traditionstung arv som modehuset Gucci har.

Jeg bliver her draget ind i en extravagant, stilfuld og dramatisk potent verden, som jeg blev henført til og forført af. Præcis som det også er tilfældet for Patrizia. Filmens smukke scener er da også dynamisk og elegant udfoldet med et lækkert soundtrack for fuld skrue. Her er schwung på alt fra de store modeshows og spektakulære fester, til når bølgerne går højt og den ene cigaret ryges efter den anden.

Det er dog måske ikke just den strammest fortalte historie, Ridley Scott får leveret på filmens godt 2 timer og 40 minutter. ’House of Gucci’ overlever dog for mig fint sin af og til lidt lange spilletid, da netop den verden, jeg her bliver en del af bider sig godt og gribende fast i mig, hvor ikke mindst også historiens både karismatiske, smukke og excentriske karakterer er herligt selskab.

Udover Lady Gaga, der med intimt nærvær og lyn i øjnene, ikke er til at få øjnene fra samt en charmerende Adam Drivers småkejtede Maurizio, finder man bl.a. også en stoisk Jeremy Irons som den bestemte farmand Gucci, mens en karismatisk Al Pacino er en sand fryd som onkel Aldo Gucci i hopla, og så er Jared Letos excentriske Paolo Gucci et veloplagt bekendtskab som familiens sorte får.

’House of Gucci’ får 5 ud af 6 stjerner:

’House of Gucci’ har biografpremiere den 2. december.

Biografanmeldelse: På mystisk vis begynder flere og flere folk i den udknaldede ’Apples’ at miste hukommelsen. Hvorfor vides ikke. En af dem er den midaldrende Aris. Han vågner således op i en bus uden hverken at vide hvem han er eller hvor han kommer fra. Pist væk er hukommelsen. Han har endda intet ID på sig, hvorfor han end ikke kan identificeres.

Inden han ser sig om, er han en del af et genoptræningsprogram, der skal få ham til at huske igen. Det er dog nemmere sagt end gjort. For gennem en lang række af stadigt mere og mere mystiske øvelser, er det meningen, at han skal huske og samtidig skabe nye minder og finde sig en ny identitet. Det lykkedes bare ikke rigtigt. På sin vej møder han Anna, der er en del af et lignende program.

Den græske og sorthumoristiske absurditet ’Apples’ er på sin vis en art reflektion over identitet, menneskelighed og minders betydning for os som mennesker. Det er så absolut en dragende præmis, hvor jeg suges ind i fortællingens syrede univers, hvor Aris er omdrejningspunktet samt ikke mindst rækken af øvelser, som han skal forevige med sit kamera. Dejligt skørt.

Han får bl.a. til opgave at deltage i en udklædningsfest, videre til at cykle samt at køre galt med en bil (?!?). Det hele er med andre ord bizart, grotesk og syret. Herligt! Det er derfor også en skam, at filmen ikke helt formår at opretholde et fremadrykkende flow i sin fortælling, hvor rækken af øvelser undervejs går lidt i tomgang og omkring sig selv.

Selvom denne en smule repetitive fortællestruktur suger lidt af mit engagement ud af de herligt skøre og dejligt underspillede løjer, så lykkedes det instruktør og medforfatter Christos Nikou at opretholde det sælsomme univers filmen igennem. Desuden opstår der et fint og umage forhold mellem Aris og Anna, som det ikke er til at blive helt klog på. De to sammen har en skøn og skør dynamik.

’Apples’ er med andre ord en herligt syret omgang underspillet vanvid, hvor der leges med tematikker som hukommelse, kærlighed, identitet og betydningen af minder. Der skabes her et fint samspil mellem netop tematikkerne og den refleksion de affødte hos mig. En grotesk underholdende absurditet, jeg blev forført af og henført til, det selvom luften sine steder gik lidt af de udknaldede eskapader.

’Apples’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Apples’ har biografpremiere den 2. december.

Biografanmeldelse: Det er ikke en rar rejse, man kommer med på, når turen i ’Pleasure’ går ind i Los Angeles’ pornoindustri med den 19-årige Linnéa som hovedperson. Hun drømmer om at blive den næste store pornostjerne under navnet Bella Cherry. Vejen til toppen er dog hverken guldbelagt eller uden sin del af ubehagelige konsekvenser for den ambitiøse svensker.

Med glimtende pastelfarver og oplyste lokaler foldes den rå fortælling ud, hvor ubehaget hele vejen dirrer i en historie, hvor de mere lette scener altid modsvares af de mange scener, som gav mig knuder i maven. Det er fra beskedne kår i bunden af pornohierarkiet, at Linnéa starter sin tur mod toppen. Men for at nå op blandt stjernerne, skal man være villig til lidt af hvert og ikke mindst mere til.

Her er grænsen mellem pleasure og business for Linnéa gråtonet. En grænse, der må overskrides, hvis drømmen skal indfries. Jeg kommer således med på settet, når pornofilmene optages, hvor mændene står klar med stive pikke til at gøre deres arbejde. Men selvom både instruktører og medspillere siger, at Linnéa altid kan stoppe, hvis hun ikke har lyst mere, er virkeligheden en anden. Yderst ubehagelig.

Sofia Kappel leverer et hudløst ærligt og medrivende nuanceret portræt af den målrettede og stærke, men også naive Linnéa. Jeg tror på hende hele vejen. Fra hendes liv i et beskidt og sørgeligt bofællesskab med andre pornoskuespillere, videre op ad karrierestigen, der består af storstilede pool-fester og dyre palæer, hvor det ikke bliver mindre ubehageligt at bevidne optagelserne. Omgivelserne er blot byttet ud.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Ninja Thyberg har et virkelig stærkt greb om sine virkemidler, det uden at fortællingen vakler og bliver et postuleret syn ind i en kynisk og barsk verden. Jeg bliver måske aldrig for alvor helt klog på motivationen hos Linnéa, men ved ikke at trække en eller anden påklistret bevæggrund ned over hovedet på hende, holdes der et fast greb om filmens gråzoner.

Linnéa siger ganske vist selvsikkert bl.a., at hun gør det fordi, hun er vild med pik og at blive filmet. Det klinger dog hult, når først kameraerne tændes og scenerne kræver både dobbelt-anal-penetration og voldelige scener, hvor voldtægten hele tiden synes at befinde sig i kulissen og i øjnene på Linnéa. ’Pleasure’ er kort fortalt ubehagelig, dragende og tankevækkende. Stærkt!

’Pleasure’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Pleasure’ har biografpremiere den 25. november.

Biografanmeldelse: I et univers af grå farver og en labyrintisk evighedsbygning møder vi en ligeledes grå vandaflæser. Han er ankommet for at gøre sit arbejde, nemlig at aflæse vandmålerne. Men her stopper al form for normalitet også. For med det samme han entrerer den store bygning, er det også starten på en absurd, sorthumoristisk og grotesk rejse gennem den ene bizarre scene efter den anden.

Man følger i ’Den næstsidste’ således vandaflæserens tur ind i den labyrintiske bygning i sin jagt på at finde ud igen. Det er dog langt fra nemt. På sin kringlede vej rundt i filmens farvenedtonede og dunkelt oplyste scener støder han nemlig på et utal af forhindringer, lukkede døre og mystiske mennesker. Det er småt med hjælp, mens vandaflæserens vej kun kringler sig dybere ind i irrationelle knuder af surrealisme.

Han er som fanget i et kafkask mareridt af klaustrofobi og håbløshed, hvor manuskriptets ord måske nok ikke ligger lige godt i munden på de medvirkende, hvor der groft sagt veksles mellem de absurde og eksistentielt tunge replikker, der tenderer det prætentiøse. Fred med det, for filmen har en anden styrke end lige replikudvekslingerne, bl.a. i sit production design, sin lydside og musikken.

Her har Sabine Hviid og Kristina Kovacs nemlig vakt en sælsom verden til live med deres askegrå omgivelser af støv, cement og metal, mens lyddesignerne Lars Halvorsen og Rune Palvig sitrer, engagerer og forfører med et omsluttende lydunivers. Ligeledes komplimenterer Sven Dam Meinild og Thomas Dybdals musikalske side på dragende vis absurditeterne med forførende klangflader og dybe dunk.

Det er dog ikke kun teknisk, at ’Den næstsidste’ er et interessant bekendtskab. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Jonas Kærup Hjort lykkedes nemlig bl.a. også sammen med fotograf Jacob Sofussen at indfange oprigtig groteskhed på film med bl.a. nøgne kroppe og en hovedafsavning. Desværre griber det gådefulde manuskript mig dog ikke nær så meget som netop lyd- og billedsiden.

’Den næstsidste’ er med andre ord en ganske vellykket og labyrintisk absurditet i grå farver, hvor virkeligheden sparkes veloplagt ud af bagdøren, mens hoveddøren åbnes ind til en verden af absurditeter, der kun bliver mere og mere mystiske. Filmens to timer kunne dog godt have klaret en klipning, da filmrullen sine steder bliver lige langsom nok for sit eget bedste. Fred med det. Længe leve absurditeten!

’Den næstsidste’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den næstsidste’ har biografpremiere den 25. november.

Biografanmeldelse: De fleste af os kan vel godt huske det at være barn. Det at lege med vennerne under opsyn af forældre, men også uden de voksnes vagtsomme blikke. I Eskil Vogts dirrende grumme ’De uskyldige’ er det netop en gruppe børns leg væk fra forældrenes tilsyn, som er det plotmæssige udgangspunkt for en overnaturlig fortælling, der forener en grå virkelighed med det magisk urovækkende.

Ida, hendes mor, far og svært autistiske søster Anna flytter en sommer ind i deres nye hjem i et stort ejendomskompleks omgivet af grønne skove. På sin vej blandt boligområdets andre børn, møder hun drengen Ben. De to bliver snart venner, mens også pigen Aisha får en plads i trekløveret. Anna indlemmes, som filmen skrider frem, også i gruppen. Det til trods for, at Ida har et svært forhold til hende.

Noget mystisk begynder dog på sitrende vis at binde de fire børn sammen. Gådefulde kræfter slippes nemlig løs blandt vennerne, hvor de overraskende evner bl.a. kan sende sten på flyvende kurs. Snart udvikler legen sig dog i faretruende retning. Man følger således, hvordan de fire børn mødes udenfor de voksnes nysgerrige blikke, hvor de nu udforsker disse nye og underlige egenskaber.

Jeg vil ikke afsløre mere, men kan kun sige, at ’De uskyldige’ bevæger sig i et gribende roligt tempo, hvor intensiteten får lov til at dirre mere og mere foruroligende. For selvom filmens fortælling måske nok mister en smule fremdrift undervejs, hvor også scener synes at gentage visse pointer en smule, så er det bestemt en dragende fortælling, der vinder over disse skønhedspletter.

Instruktør og manuskriptforfatter Eskil Vogt har ganske enkelt et sikkert greb om sin fortælling og ikke mindst det at opbygge stemning og uhygge, som sitrer lige under virkelighedens kedelige overflade. Hertil kommer børnene, som på gribende vis spilles med troværdighed og engagerende intern dynamik. Fra de ubehagelige scener til de barnagtigt nysgerrige, det med en gysende dramatisk tvetydighed.

Rakel Lenora Fløttum forløser nuanceret sit portræt af den komplicerede Ida, mens Anna spilles af Alva Brynsmo Ramstad, der kryber helt rørende ind under huden på mig. Sam Ashraf bærer som Ben både et drenget nærvær og en mystisk tiltrækningskraft, mens Aisha på fin vis komplementerer vennegruppen. ’De uskyldige’ er kort fortalt et dirrende intenst portræt af magiske evner, ondskab og farlig barneleg.

’De uskyldige’ får 5 ud af 6 stjerner:

’De uskyldige’ har biografpremiere den 18. november.