Biografanmeldelse: Der er venskab og vrede i luften i ’Beautiful Beings’, når islandske Guðmundur Arnar Guðmundsson fortæller historien om en gruppe unge teenagedrenges liv i et råt Reykjavik. De har hver især deres at slås med, men sammen står de stærkt. De tre venner beslutter sig imidlertid for efter en barsk hændelse at invitere det kuede mobbeoffer Balli ind i gruppen.

Herfra folder en både brutal og skrøbelig venskabshistorie sig ud om ung usikkerhed, vold som afløb for vreden og det at turde være sårbar i en testosteronfyldt drengegruppe. Her udfordres relationerne og ender i en beskidt voldsspiral, hvor venskaberne begynder at vakle, mens festerne tager til. Jeg får med andre ord et oprigtigt og medrivende kig ind i en verden af vold og venskab.

I gruppen finder man bl.a. Addi, der synes at være den mest normale af de fire venner. Det siger han i hvert fald selv. Men som skilsmissebarn sniger sig også sin del af svære følelser ind i hans liv, hvor mystiske drømme efterhånden også synes at påvirke ham i relationen til vennerne. Det er en begyndende rejse ind voksenlivet. En svær overgangsperiode, jeg gribes af fra start til slut.

For en ting er de fire velspillende og naturligt troværdige præstationer af skuespillerne, noget andet er filmens pulserende og flere steder helt drømmende smukke billedside, der er indfanget med nærvær og intensitet af fotograf Sturla Brandth Grøvlen. ’Beautiful Beings’ er altså også en visuelt og endvidere lydmæssigt engagerende oplevelse, der trækker nuancerne frem i teenageportrætterne.

Det er med sikker hånd, at Guðmundur Arnar Guðmundsson fortæller sin dramatiske historie, der sikkert og nervepirrende bevæger sig vej frem gennem sit nærværende narrativ, der bare tager til og til, mens jeg smides ind i flere eksplosivt overbevisende scener, hvor bl.a. volden står ubehageligt frem. Spørgsmål som hvorfor slår drengene så brutalt på tæven vejrer i vinden.

Det er ikke fordi, at her gives lette løsninger på bevæggrunden for volden, der bl.a. synes at opstå i drengenes dynamik. For selvom de alle har dæmoner i privaten, virker dette motiv ikke påduttet karaktererne, men smelter naturligt sammen med historien og miljøbeskrivelserne. ’Beautiful Beings’ er et kig ind i en grænsesøgende ungdom, der tog sit medrivende greb i struben på mig.

’Beautiful Beings’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Beautiful Beings’ har biografpremiere den 20. oktober.

Biografanmeldelse: Vi befinder os omkring årtusindskiftet i den hellige iranske by Mashhad. Her hærger en brutal seriemorder, der går målrettet efter byens sexarbejdere, som han kvæler og efterlader ligene af i byens udkant. Den urovækkende ’Holy Spider’ er som indhyllet i en dragende grå og grynet virkelighed, der spinder sit nøjsomme net om nattens mørklægning af byens beskidte gader.

Den ihærdige, bestemte og snarrådige kvindelige journalist Rahimi ankommer nu til byen for at undersøge sagen, der har lagt Mashhad i angste lænker. For hvem bliver mon det næste offer? Det bliver således også starten på en hård kamp for Rahimi, der dog langt fra lader sig kue af hverken farerne ved at træde ind i mørket eller at lægge sig ud med et ikke helt nemt retssystem.

Efterhånden som Rahimis arbejde skrider frem, nærmer hun sig på uhyggelig vis morderen, der går under navnet ’Edderkoppemorderen’. Således sættes her et gribende parløb op, hvor man simultant med journalistens opklaringsarbejde også følger morderen, hans liv og dræbertogterne om natten. Det er barskt at være vidne til i en fortælling, der både er tankevækkende og udfordrende.

’Holy Spider’ er baseret på den sande historie om ‘Edderkoppemorderen’, der dræbte en lang række af sexarbejdere mellem 2000 og 2001. At virkeligheden således ligger som et grumt underlag i fortællingen, gør ikke just filmen mindre foruroligende. Det er et visuelt besnærende univers, man her bringes ind i, hvilket er fotograferet både nøgternt og som et svævende mareridt af Nadim Carlsen.

Hertil kommer Martin Dirkovs pulserende grumme musik, der går skræmmende godt i spænd med netop billedsidens balancegang mellem et indre og ydre hos vores to hovedroller i journalisten og morderen. Zar Amir-Ebrahimi er brillant som den stålsatte Rahimi, der med jernhårdt greb om sit virke er som en ustoppelig hvirvelvind i en mandsdomineret verden.

Mehdi Bajestani synes uhyggeligt normal som morderen, hvor en skræmmende virkelighed dog gemmer sig lige bag hans øjne og i hele kroppens ageren. Instruktør og medforfatter Ali Abbasi lykkedes med ’Holy Spider’ at forbinde fortællingens tankeprovokerende narrativ med en både dragende billedside og et sitrende lydunivers, selvom den barske slagside godt kunne være taget længere ud.

’Holy Spider’ får 5 ud 6 stjerner:

’Holy Spider’ har biografpremiere den 13. oktober.

Biografanmeldelse: Vi skal tilbage til 1930’ernes USA med den stjernestærke ’Amsterdam’, hvor man følger tre venner. Et noget umage trekløver, der snart finder sig selv i en knibe. For at sige det mildt. De bliver nemlig falskt anklaget for et mord. De må nu tage flugten, hvor de snart kommer på sporet af en sag, der er større, farligere og mere hemmelighedsfuld, end de havde kunnet forudse.

Det er udgangspunktet for en ordfyldt fortælling om et stykke af amerikansk historie, som filmen øjensynligt er inspireret af. Det er endvidere også en historie om venskab, familie og kærlighed. Ja, endda meningen med det hele her på Jorden. Først og fremmest er det dog optrevlingen af et komplot, man snart aner konturerne af, efterhånden som vennerne bevæger sin frem i fortællingen.

Christian Bale er Burt Berendsen, en noget uortodoks og excentrisk læge med et glasøje. Han stjæler for mig showet med sit kulørte, skævt charmerende og underspillet morsomme portræt. Han får dog virkelig godt modspil i en sej Margot Robbie som veninden Valerie Voze og John David Washington som krigsveteranen og juristen Harold Woodman.

De er både gode hver for sig og ikke mindst sammen. Jeg følger dem med interesse på deres vej i at afdække den dystre hemmelighed, der ligger til grund for anklagen mod dem. Fortællingen bliver sine steder måske nok en kende ufokuseret, men også sært overforklarende. Her mister filmen noget af sit momentum. Det indhenter den dog undervejs. Ikke mindst takket være castet.

Her finder man i øvrige roller bl.a. også en dragende Anya Taylor-Joy, en karismatisk Michael Shannon og en tvetydig Rami Malek, mens Robert De Niro spæder til med solid autoritet. Derimod synes Chris Rocks portræt en kende malplaceret. Det er dog heldigvis ikke nok til at skæmme en rollebesætning, der er hele filmen værd, dens skønhedspletter til trods.

David O. Russell har både forfattet og instrueret ‘Amsterdam’, der er stærkest, når den skarpt sætter sin rute ind i fortællingens mystiske og dragende plot om hemmeligheden bag det alt sammen. Det i tæt samspil med det umage trekløver. Desværre forfalder filmen afslutningsvis til at overforklare sine pointer, der mangler den finesse, man ellers finder i fortællingen.

’Amsterdam’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Amsterdam’ har biografpremiere den 6. oktober.

Biografanmeldelse: Kærlighed kan absolut være en kompleks størrelse at gabe over. Det selvom man måske nok søger den. Eller måske modsat: frygter den. I den delvist vellykkede romantiske komedie ’Bros’ slår kærligheden bestemt sin del af knuder, når den yderst udadvendte og konstant sniksnakkende Bobby møder den noget mere mutte og indadvendte Aaron.

Det bliver starten på en svær romance mellem de to, der begge har sine problemer med at binde sig til et andet menneske. At lukke en anden person ind bag facaden. Ind til de inderste følelser, håb og drømme for det liv, man vil leve. Ikke desto mindre danser Bobby og Aaron nysgerrigt om hinanden, hvor de snart står ansigt til ansigt med både deres forskelle og ligheder.

Her er altså tale om et klassisk kærligheds-afsæt i rom com-land. Herligt! Desværre ender de ellers ganske veloplagte og charmerende søde løjer i sidste ende i en noget generisk gryde af genrens tyndslidte klichéer, der fremstår mere bedagede end friske. Hertil kommer, at romancens spilletid på to små timer ikke kan holde det ellers ganske medrivende momentum, der lægges ud med.

Det sagt, så elsker jeg en veloplagt rom com. Det er altså også, hvad ’Bros’ delvist leverer. Her ledt an af den rapkæftede Billy Eichner som Bobby, hvis modsætning Aaron spilles af Luke Macfarlane. De to er heldigvis gode sammen, når de udfordrer hinanden og her kærlighedens styrker, faldgruber og farer, det også med et forsøg på at give et morsomt og oprigtigt indblik i homoseksuelles kærlighedsliv.

’Bros’ har bestemt flere oprigtigt sjove scener og skarpt leverede øjeblikke, det med alt fra kvik Grindr-dating og et festligt dansegulv, videre til de akavede første dates og mødet med svigerfamilien. Her stikkes desuden rapt til fordomme om dating og kærlighed i LGBTQ+-land, men ikke mindst bare det at skulle møde og lukke et andet menneske ind i sit liv. Det at turde sige ja til kærligheden.

’Bros’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Bros’ har biografpremiere den 6. oktober.

Biografanmeldelse: Det stikker helt af i Ruben Östlunds satiriske og absurde ’Triangle of Sadness’. Man kommer nemlig her med ombord på en overdådig luksus-yacht, hvor en samling af yderst stenrige gæster nyder livet med en overflod af lækkerier. De er naturligvis ikke alene, da skibet jo skal holdes i vandet af nogle. Bl.a. en opvartende besætning og folkene i det bortgemte maskinrum.

Der hersker på skibet med andre ord et hierarki. De rige versus de fattige. Dem, der bestemmer og dem, der adlyder. Sat på spidsen. Men i hænderne på Ruben Östlund er pointerne om bl.a. penge, civilisation og lighed også sat hårdt på spidsen. Det er ikke just subtile allegorier, der leges med. Det hele er stort og overgjort. Det gør heldigvis ikke filmen mindre underholdende.

’Triangle of Sadness’ er nemlig pokkers underholdende i al sin groteske vælde, hvor særligt filmens midterste del havde godt fat i mig i en kaskade af opkast og lort. Alt for meget. Alt for sjovt. Desværre træder de ellers veloplagte eskapader lidt vande undervejs i filmens sidste tredjedel. Det spænder dog ikke ben for en filmoplevelse, der greb mig om struben for sjældent at slippe sit tag.

Ombord finder man bl.a. modellerne Carl og Yaya med et skrantende forhold. Her er en røvfuld nyrige og andre med uanede mængder af penge i banken. De er snobbede, uempatiske og befaler ikke så lidt af personalet. Groft sagt. Hierarkiet på skibet er tydeligt. Men grundet uforudsete begivenheder, bliver denne hakkeorden udfordret og vendt på hovedet.

Det er bl.a. når rollerne byttes om, at stupiditeten i hierarkiet og den menneskelige distance mellem top og bund bliver pillet fra hinanden og fremvist i al sin umenneskelighed. For bl.a. den lighed mellem gæster og personale, som en rig kvinde vil udvise, er til stede, ender mest af alt med blot at cementere, at de rige behandler de mindre bemidlede som underholdning.

Ruben Östlund er måske nok noget bastant og en kende unuanceret i sine pointer om bl.a. menneskelige relationer, rigdom og lighed. Det underminerer heldigvis ikke filmens underholdningsværdi, hvor man bl.a. også får skønne, skæve og karikerede portrætter af bl.a. Zlatko Buric som rig forretningsmand, Woody Harrelson som fordrukken kaptajn og Harris Dickinson som moralsk søgende model.

’Triangle of Sadness’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Triangle of Sadness’ har biografpremiere den 22. september.