Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at finde sin plads i livet og at finde sig selv. At passe ind. Måske særligt i ens unge år. Det er tilfældet for den 18-årige Maren, der ender alene på farten i et tyst USA. Hun støder her på den rodløse og unge Lee, der også blot driver rundt, hvor den ene dag tager den næste. Kan de to mon finde melodien sammen og finde deres plads i verden?

Der begynder nemlig så småt at spire andet end venskab mellem de to. Håbet og kærligheden sitrer forventningsfuldt lige under huden, hvor også blodet bruser. Blodet forbliver dog i Luca Guadagninos roadmovie-kannibal-ungdoms-og-kærligheds-drama ’Bones and All’ ikke kun i kroppen. Blodet får også lov til at sprutte fra åbne sår hos sagesløse ofre. Maren og Lee har nemlig smag for menneskekød.

Parrets drabelige kannibaldrift driver dem fra det ene sted til det næste, mens de hver især forholder sig forskelligt til denne kødædende træng. En kompleks og mørk fortid slår dog snart piskesmæld ind i de tos svære nutid, hvor kærligheden ellers synes at kunne overvinde alt. Men hvordan lever og overlever man i et samfund med denne kannibalistiske sult?

’Bones and All’ er en historie om familie, identitet og kærlighed. Eller måske snarere forsøget på at finde og fastholde netop dette. Det er en klassisk roadmovie sat i et fattigt USA, hvor coming of age-tematikken krydres med blodflydende kannibalisme. Det er grumt, brutalt og dragende. Jeg var forført fra først til sidst. Det af bl.a. filmens gribende billedside, den benhårde vold og af kærligheden.

Taylor Russell og Timothée Chalamet er nemlig som Maren og Lee et umage par, der med kannibalistisk tvetydighed sætter sig i huden på mig. De fungerer både som portrætter af individer med hver deres unikke følelsesliv, men også som en duo, der i smuk og grotesk samhørighed begynder at finde hinanden, sig selv og en måde at leve på i den verden, der ikke kan rumme dem.

Instruktøren Luca Guadagnino er lykkedes pokkers godt med at indfange ungdommens rodløshed og jagt på kærligheden. Her med forførende god brug af fotografen Arseni Khachaturans smukt komponerede billeder af flydende blod og storslået natur. Trent Reznor og Atticus Ross’ musik tilfører desuden et ekstra spark til filmens balancegang mellem ung kærlighed og grum kannibalisme. Fornemt.

‘Bones and All’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Bones and All’ har biografpremiere den 24. november.

Biografanmeldelse: Med knagende led og en lang næse vakler trædukken Pinocchio sig til live i ’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ – en stopmotion-film, der er baseret på Carlo Collodis udødelige klassiker fra 1883. I hænderne på den mexicanske filmskaber er det med detaljerige scenarier og en medrivende krøllet tilgang til sine karakterer, at fortællingen får gribende liv – som også snedkeren Geppettos dukke får det.

For som historien går, mister Geppetto sin unge dreng, der på tragisk vis dør i en ulykke. Årene går og sorgen hos den ældre og nu barnløse far tager kun til. En sen nattetime, hvor det buldrer og brager fra oven, beslutter han sig for at lave en dukke, der skal udfylde det tomrum, som hans afdøde dreng har efterladt i ham. På fortryllende vis kommer træet til live og dukken forvandler sig til Pinocchio.

Herfra venter der den evigt optimistiske og smånaive Pinocchio et vildt eventyr, der går over stok og sten. Bl.a. som en dansende og syngende attraktion i et omrejsende tivoli, hvor han herses rundt med af den grådige direktør, der snyder Pinocchio for hans del af fortjenesten, som ellers skulle være sendt hjem til faderen. Geppetto tager dog snart turen på jagt efter sin søn af træ, så de igen kan være sammen.

Fortællingen udspiller sig i 1930’ernes Italien med fascismen som bagtæppe og en medspillende dyster del i eventyret, der desuden krydres med en håndfuld fine sange. Det uden, at de spænder musical-ben for historiens fremdrift. De fungerer absolut fint i samspil med stopmotion-animationen, der hele vejen imponerer i opfindsomhed. Dukkerne har veloplagt liv og levende lemmer. Det er helt vildt.

Hertil kommer filmens karakterer, hvor den charmerende og evigt elskelige Pinocchio leder an. Han er fortryllende i sig selv. Endvidere er der bl.a. den standhaftige fårekylling Sebastian, den sprællevende abe Spazzatura og naturligvis den godhjertede Geppetto. De får alle troværdigt liv af stemmerne bag, hvor man bl.a. finder en lysstemmet Gregory Mann som Pinocchio.

Ewan McGregor agerer som fårekyllingen også varm fortæller for historien, David Bradley er knagende god som Geppetto, mens Cate Blanchett sætter lyd på aben. Med et stærkt greb om den evigtgyldige fortælling om kærlighed, familie, identitet, sorg og længsel bringer instruktørerne Guillermo del Toro og Mark Gustafson både gribende og rørende liv til karaktererne. Ja, det er ren filmmagi.

’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ har biografpremiere den 24. november.

Biografanmeldelse: Livet går sin stille gang i det nordjyske, hvor vi i det danske drama ’Krysantemum’ møder den mutte Anders og hans forknytte far Thomas. Forholdet mellem de to er kompliceret. Følelserne sidder i hvert fald ikke just udenpå tøjet af de to mænd, men er godt pakket ind bag korte sætninger og fåmælte samtaler om kaffe, vind og vejr. Et intenst drama sitrer dog lige under overfladen.

Grundet en tragedie for år tilbage er far-søn-forholdet nemlig yderst indviklet. Da Thomas’ gård imidlertid står til at gå på tvangsauktion, hvis ikke der skaffes en stor portion penge, må far og søn nu slå sig sammen for at redde huset. Det bliver starten på en større operation med salg af ulovlig og livsfarlig fyrværkeri. Kan forholdet mellem de to mon blødes op midt i røgen af farligt krudt?

Det er ganske vist forholdet mellem Anders og Thomas, som er det dramatiske epicenter i fortællingen om familie, tilhørsforhold og kærlighed. De to herrers historie bliver dog fint forstærket af bl.a. en engagerende miljøbeskrivelse og øvrige karakterer i det vindblæste Jylland, hvor der er højt til himlen, Vesterhavet bruser og krudtet kan fyres af i ro og mag.

Morten Hee Andersen har nuanceret nærvær i sit portræt af Anders, mens Henrik Birch som en endnu mere ordknap Thomas brænder lavmælt igennem. De to udgør underspillet dramatisk dynamit. Karen-Lise Mynster står stærkt og formildende mellem de to mænd som Anders’ mor og ekskone til Thomas. Det nordjyske er endvidere befolket af troværdigt spillede bikarakterer.

Så selvom ’Krysantemum’ måske nok mister lidt dramatisk momentum i sit rolige tempo, lever fortællingen bl.a. også af netop miljøskildringen, der er fornemt indfanget af fotograf David Bauer med flair for både det vidtstrakte landskab og det nære i lokalsamfundet, hvilket bakkes pulserende tyst op af komponist Kaspar Kaaes score. Her er et velovervejet look and feel, der løfter historien.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtson er med ’Krysantemum’ lykkedes med en stærk lille fortælling om svære traumer, uforløste konflikter og sorgramte familieforhold. Det er velfortalt og overbevisende spillet, men løfter sig ikke helt op i samme højde som himlens uendelighed i Nordjylland. Mindre kan absolut også gøre det. ’Krysantemum’ er en stærk debut.

’Krysantemum’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Krysantemum’ har biografpremiere den 17. november.

Biografanmeldelse: Det er med den meget omtalte sag mod den berømte og magtfulde filmproducer Harvey Weinstein som omdrejningspunkt, at man med ’She Said’ kommer ind på livet af det arbejde, som de to journalister Jodi Kantor og Megan Twohey udførte, hvilket ledte til at få produceren for en dommer og hans mange seksuelle overgreb frem i lyset, at det minutiøse narrativ foldes ud.

Sagen mod Weinstein var også sagen, der for alvor startede en global bevægelse under navnet MeToo, hvor kvinder verden rundt stod frem med deres historier om seksuelle overgreb. Ikke kun i Hollywood, men også adskillige andre brancher. I ’She Said’ holdes det primære fokus dog på sagen med den toneangivende filmmand og de konsekvenser, den har for både de to journalister og ofrene.

Carey Mulligan og Zoe Kazan leder an som de ihærdige New York Times-journalister, der må gå sit igennem for at få nedbrudt den mur af tavshed, der ellers møder dem i deres optrevling af de tragiske beretninger fra adskillige kvinder. For hvordan kan disse overgreb overhovedet lade sig gøre i så mange år? Hvorfor har folk omkring produceren set igennem fingre med hans systematiske magtmisbrug?

’She Said’ er således ikke kun en historie om filmmogulens fald fra tinderne og hans domfældelse i 2020, men også historien om den afgørende gnist, der i den grad satte fart på #metoo-bevægelsen. Det er endvidere også historien om to kvinders utrættelige kamp og de heraf følgende konsekvenser i privaten samt en historie om, at graverjournalistik lønner sig.

Desværre lykkedes det ellers interessante, spændende og komplekse puslespil af dramatiske brikker ikke alle helt at komme nuanceret ind under huden på sin historie. Bl.a. får konsekvenserne i privatlivet hos ofre og journalisterne ikke helt tyngde nok. Ikke desto mindre lykkedes instruktøren Maria Schrader ganske fint med at holde et intimt og engagerende momentum i den rent journalistiske del af fortællingen.

’She Said’ er kort fortalt en både velfortalt og velspillet beretning om en af nyere tids mest skelsættende sager om seksuelle overgreb og systematisk magtmisbrug, der også har et ganske godt greb om det minutiøse journalistiske arbejde, der ligger bag, mens det mere menneskeligt bårne drama ikke helt har samme nuancerede tyngde, hvilket filmen kunne have fået endnu mere pondus af.

’She Said’ får 4 ud af 6 stjerner:

’She Said’ har biografpremiere den 17. november.

Biografanmeldelse: Det kan være svært at begå sig i livet. I den virkelighed, der omgiver en. At være den bedste udgave af sig selv. I den smukke japanske animationsfilm ’Belle’ møder vi den generte teenager Suzu, der ikke helt føler sig hjemme i verden. Hun bliver lidt overset af sin omverden og tynges samtidig af en tragisk hændelse i barndommen. Hun har det ikke nemt.

Da hun imidlertid laver en alternativ persona i det verdensomspændende virtuelle univers U, ændrer alt sig. I hvert fald i den digitale virkelighed. Her forvandler hun sig nemlig til den populære og smukke sangerinde Belle. Livet er pludselig en leg for Suzu. Men da et mystisk bæst træder ind i U, skaber det ravage i den alternative verden – og hvem gemmer sig i grunden bag bæstet ude i virkeligheden?

Alle i den virtuelle verden frygter det bidske bæst, men Suzu synes at se noget andet og mere skrøbeligt bag bæstets øjne og skarpe tænder. Det bliver således også starten på en søgen efter sandheden bag monstrets virkelige identitet. En søgen, hvor følelserne får frit løb i forening med en række storladne sange sunget af Belle, det til stor begejstring for de øvrige beboere i den fantastiske verden U.

Udover at ’Belle’ har en grundlæggende dragende historie med emner som tab, traumer og identitet samt familie, venskab og kærlighed, leverer filmen også sprudlende smuk animation. Det er en sand visuel fest at være vidne til både virkeligheden i U og den rigtige verden udenfor de digitale rammer. Her er en konstant sitrende legesyge og medrivende detaljerigdom at gå på opdagelse i.

Jeg blev forført visuelt af den dobbelte virkelighed fra først til sidst, hvor fortællingens lydside gik sømløst og engagerende i spænd med billederne. Historien bærer på både en stor menneskelig skønhed, men også en ilagt smerte, der rammer forførende rent i rørerede forening med sine karakterer. Her flettes desuden på eventyrlig vis inspiration ind fra det franske eventyr ’Skønheden og udyret’.

Filmens instruktør og forfatter Mamoru Hosoda har med ’Belle’ formået at forene en ovenud imponerende visuel billedside med en gribende historie og interessante karakterer, der rummer både et fortryllende og farefuldt eventyr samt en grå og smertelig virkelighed. Skønheden opstår her både ud af smerten og ikke mindst i livets menneskelighed, hvor kærligheden er helt central.

’Belle’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Belle’ har biografpremiere den 10. november.