Kunst forenes med aktivisme i ‘All the Beauty and the Bloodshed’

Biografanmeldelse: Kan det overhovedet svare sig som enkeltindivid at gå op imod overmagten? Er kampen tabt på forhånd? I Laura Poitras’ både tankevækkende og indignerede dokumentarfilm ‘All the Beauty and the Bloodshed’ følger man fotokunstner og aktivist Nan Goldin og hendes utrættelige kamp mod den magtfulde og mangemilliardærer Sackler-familie.

Den indflydelsesrige familie stod bag opioid-epidemien, der har kostet i tusindvis af menneskeliv i USA. Faktisk dør omkring 100.000 amerikanere årligt af en overdosis af narkotika eller medicin, hvoraf cirka 75.000 af tilfældene er relateret til den afhængighedsskabende smertestillende medicin, opioids. Nan Goldin kæmper for, at medicinal-dynastiet skal stå til ansvar for sin rolle i epidemien.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ er på den måde et portræt af kunstnerens aktivistiske kamp mod Sackler-familien, der donerer i millionvis af dollars til museer verden over. Her således med deres familienavn tronende på museer og i kunstgallerier. Filmen er samtidig et intimt portræt af Nan Goldins opvækst, vilde liv og virke som kunstner med en inspirerende vedholdenhed.

Her bliver hendes fortælling også et tidsbillede af bl.a. homoseksuelle og transkønnede subkulturer i Boston og New York i 70’erne og 80’erne, hvor Nan Goldin fik sit kunstneriske gennembrud som fotograf med netop autentiske skildringer af disse miljøer, sit eget liv og ikke mindst menneskene. Det bl.a. gennem sine fascinerende og unikke fotografier.

På den måde flettes Nan Goldins personlige historie og kamp mod Sackler-familien sammen med en interessant skildring af en brydningstid fyldt med at ville bryde med seksuelle tabuer og stigmatisering af minoriteter, hvor både politik, aktivisme og familiehemmeligheder samt det ikke at passe ind i samfundsnormerne udfordres, videre til familieforhold, kærlighed, misbrug og kunst

Filmens fortælling har mange spændende jern i ilden, men instruktør Laura Poitras får ikke helt vippet sig visuelt interessant eller fortællemæssigt udfordrende ind i denne ild. Det er mest af alt i selve valget af hovedpersonen og hendes historie, at ‘All the Beauty and the Bloodshed’ har sin styrke. Men i fortællestil og form lader filmen desværre en smule tilbage at ønske.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘All the Beauty and the Bloodshed’ har biografpremiere den 16. februar.

Kulørte kolbøtter med ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’

Biografanmeldelse: Der er fart på utrolige verdener og kulørte væsner, når Ant-Man og co. boltrer sig løs i den seneste film om Marvel-universets lille superhelt – der som bekendt også kan vokse til gigant størrelse ved hjælp af sin dragt. Han får brug for begge dele, når de vilde strabadser ved et uheld går ind i det krøllede kvanterum, det såkaldte Quantum Realm.

Vi møder i ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ således den vellidte Scott Lang aka Ant-Man, der nu har skrevet en bog om sit superhelteliv med Avengers-holdet. Det går i det hele taget ret så fint for Scott. Lige indtil det ikke går så legende let længere. For ved et uheld ender Scott, hans datter Cassie og Hope Van Dyne aka Wasp samt Hank Pym og Janet Van Dyne i kvanterummet.

I The Quantum Realm er intet som her på Jorden. Bl.a. er tiden en ukendt faktor, mens det farefulde univers – der så at sige ligger under vores egen kendte virkelighed – også adskiller sig fra vores verden ved et utal af vilde farver både foroven og forneden, mens denne kvanteverden befolkes af et utal af sælsomme skabninger og farverige væsner. Det er her, filmen udspiller sig.

Spørgsmålet er så bare, hvordan Scott og resten af flokken mon kan vende hjem til deres egen virkelighed, inden det går helt galt i kvanterummet, hvor farerne konstant lurer om hvert et krøllet hjørne. Ikke mindst i skikkelse af den mægtige skurk Kang The Conqueror. Desværre føles løjerne bare aldrig rigtigt farlige. Det bliver ikke for alvor spændende. Jeg mærker ikke, at her er noget egentligt på spil.

Det menneskelige drama og den magtsyge superskurks frygtindgydende væsen fiser desværre noget fladt ud i intetheden, mens CGI-farveladen overtager opmærksomheden med sine opfindsomme skabninger og en verden af utrolige landskaber. Ja, kvanterummet er et sprudlende bekendtskab, hvor særligt de særegne væsner er et sjovt selskab. Fra en mangearmet bartender til levende bygninger.

Til trods for historien om at overleve kvanterummet og besejre skurken – tilsat et far-datter-drama – mærker jeg aldrig rigtigt, at her for alvor er noget på spil. Det sagt, så er den sprudlende verden et ofte visuelt veloplagt sted at befinde sig, mens Paul Rudd som Ant-Man stadig er charmerende. Jonathan Majors er desuden et interessant og intenst bekendtskab som den martrede Kang.

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ har biografpremiere den 15. februar.

‘København findes ikke’ svæver rundt i mindernes opløste folder

Biografanmeldelse: Som svævende rundt i en sart drøm, løftes jeg ind i livet hos det unge par Sander og Ida. De møder hinanden i et tyst simrende København. Det bliver starten på en altopslugende forelskelse, hvor de to har nok i bare at være dem. Kun de to. Sammen. Men noget dunkelt lurer i fortællingens folder af opløste minder og kantet hukommelse. Ida forsvinder nemlig pludselig sporløst.

Det er derfor, at Sander nu er blevet indlogeret i sin svigerfar Poraths forladte herskabslejlighed, hvor sønnen Viktor med et lille videokamera filmer Sander siddende på en stol, mens Porath udspørger ham om forholdet til datteren. For hvad er der sket? Hvorfor er Ida forsvundet? Er hun løbet bort? Frivilligt? Modvilligt? Ja, hvad var Sander og Ida egentlig for et par? Hvem er de egentlig?

’København findes ikke’ hvirvler sig på den måde frem og tilbage i en fortabt nutid og hukommelsens svære fortid, hvor tankerne kan spille en et puds og minderne kan synes mere ægte end nutidens grå dis. Kærligheden kan opsluge alt det dårlige, så kun det perfekte står tilbage for eftertidens tanker hos Sander. Det er med en fin sart sans for mindernes kispus, at fortællingen foldes ud.

Filmens sine steder drømmelogiske stemning og dragende form i lyd og billede, er med til at vikle mig delvist forført ind i fortællingen. Det med et flot nærvær indfanget af fotografen Jakob Møller, hvor også lyddesigner Carlos García binder enderne engagerende sammen. ’København findes ikke’ er en fornøjelse i billede og lyd samt i sin legende fortællestruktur, der er med manuskript af Eskil Vogt.

Desværre bliver Sander i skikkelse af Jonas Holst Schmidt aldrig rigtigt til det hele og nuancerede menneske, som historien fortjener. Han har dog ganske fin ømhed i flere scener, men får ikke mange følelsesmæssige tangenter at spille på. Det lider troværdigheden af Sander under og herved også mit engagement i forholdet mellem ham og Ida. Hun spilles forførende komplekst af Angela Bundalovic.

De to gør det dog overordnet fint med, hvad de har fået serveret. Men som et par opslugt af kærlighed og hinanden, kommer de ikke helt derind, hvor mine følelser kommer i spil. Zlatko Burić træder desuden lige til med karisma og autoritet som farmanden, der vil opklare mysteriet bag sin datters forsvinden. Instruktør Martin Skovbjerg har et godt greb om udtryk og struktur, men får ikke helt alle følelserne med.

’København findes ikke’ får 4 ud af 6 stjerner:

’København findes ikke’ har biografpremiere den 9. februar.

Rumvæsner vil bolle sig til magten i ‘Jomfruer fra rummet’

Biografanmeldelse: Det er en herligt hormonfyldt og topfjollet præmis, der folder sig delvist vellykket ud i ungdomskomedien ’Jomfruer fra rummet’. Her ankommer et rumvæsen til Jorden, men ikke før, at det fremmede væsen har taget menneskeskikkelse. De floppede rumvæsner, der kredser om Jorden, har nemlig en plan: De har sendt en af deres til vores blå planet for at bolle sig til magten.

Med andre ord: En alternativ invasion fra rummet. Det i komikkens liderlige tegn. Rumvæsnet i menneskeform bliver venner med den akavede 3. g’er og jomfru Gustav. Væsnet tager navnet Allan og går straks i kødet på det modsatte køn for at forplante sig og overtage verdensherredømmet. Det med sin enorme pik, som publikum og Gustav ser dingle ned mellem benene på ham.

Den generte Gustav er bedste venner med fritidshackeren Buller, der har mindst lige så lidt held med det modsatte køn. En jomfruelig duo, der får den kåde Allan som liderligt tredjehjul. Med komik-mekanisk stemmeføring og meget lidt forstand på, hvordan man opfører sig som menneske – og overfor unge kvinder – er jagten på forplantning for Allan sat ind.

Gustav har desuden et godt øje til sin medstuderende Barbara, der dog nærmest ikke ænser hans eksistens. Her er altså fuld knald på teenageproblemer og liderlighed samt knalderier, venskaber og kærlighedskvaler. Alt sammen med sex på hjernen. Men mon også Allan finder ud af, at der er mere end blot forplantning at komme efter i samspil med det modsatte køn? Nemlig Kærlighed!

Komedien vil gerne være den frække dreng i klassen med sine sjofle jokes, onani-gags og en liderlig mor, der kigger forført efter den smækre Allan, som lægger an på alle kvinder. Desværre bliver filmens jokes noget repetitive. Bl.a. bruges Allans fish-out-of-water-komik ensformigt, hvor de samme jokes ender med at køre i ring. Det er en skam, da Tobias Stelzner ellers er ganske god som lækker alien.

Men bl.a. takket være sin dejligt gakkede præmis, uforskammet liderlighed og fin dynamik mellem Gustav og Buller – Albert Rosin Harson og Milo Campanale – når ’Jomfruer fra rummet’ nogenlunde fint i mål, dog uden helt at få indfriet sin herligt fjollede præmis, mens fortællingens momentum mistes lidt halvvejs gennem den ellers ganske korte spilletid på små 90 minutter.

’Jomfruer fra rummet’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Jomfruer fra rummet’ har biografpremiere den 9. februar.

‘Aftersun’ er et intimt og gribende far-datter-portræt

Biografanmeldelse: Jeg kommer med det engagerende far-datter-portræt ’Aftersun’ tæt ind på livet af forholdet mellem den 11-årige Sophie og hendes unge far Calum. Sammen er de på charterferie i det varme Tyrkiet. Her går dagene med at pjaske rundt i poolen, synge karaoke på hotellet og ellers bare være sammen. Sammen om livet. Sammen med hinanden. Bare de to.

Vi befinder os i 1990’erne, hvor den rørende og gribende fortælling indfanger sit tidsbillede virkelig fint og detaljerigt. Alt sammen fornemt indrammet af musik med bl.a. R.E.M., Blur, Catatonia og Aqua. Musik af sin tid, der smelter intimt og dragende sammen med en billedside, der er varm og venlig samt gådefuld og melankolsk. Som brudstykker af barndomsminder.

For hvem er vores forældre egentlig? Hvordan var de, da vi selv var børn? Hvilke hemmeligheder har de med sig ind på livets scene? Det er spørgsmål, der skvulper elegant i vandkanten, mens solen går ned og mørket falder på. ’Aftersun’ er nemlig ikke som sådan drevet af et fremadfarende plot, men er i højere grad et kig ind i livet hos Sophie og Calum. Et stykke levet liv.

Det er fint fortalte enkeltscener, der foldes ud og former sig til en nuanceret helhed af glemte minder og hukommelsens krumspring, hvor gamle videooptagelser bringer mig helt ind mellem datter og far – hvor kameraet fint tør dvæle ved bl.a. afdæmpede øjeblikke og hverdagssamtaler mellem de to. Det i blot én indstilling og uden klip. Jeg bringes ind i livet hos de to.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter Charlotte Wells formår altså at fortælle sin historie i billede og lyd, hvor jeg får lov til selv at lægge mig ind i følelserne. Derind, hvor jeg også møder mig selv og mit forhold til mine forældre. Til at binde det hele sammen, finder man i de to hovedroller naturligt spillende Paul Mescal og Frankie Corio som henholdsvis far og datter.

De er skønt selskab, hvor der også indfinder sig en alvor i dramaet og et indblik i vejen mod voksenlivet. ’Aftersun’ er med andre ord et elegant fortalt portræt af et komplekst og varmt forhold mellem far og datter med alt, hvad det indebærer af spørgsmål om forholdet til ens forældre, faderskab og barndommens erindringer, der måske lader sandheden stå frem på videooptagelserne fra ferien?

’Aftersun’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Aftersun’ har biografpremiere den 2. februar.

Land og by støder delvist vellykket sammen i ‘Meter i sekundet’

Biografanmeldelse: Hvad vil det sige at høre hjemme? At høre til. At finde det sted i verden, man vil kalde sit hjem. Der hvorfra livet skal gå. Det spørgsmål må den 35-årige Marie stille sig selv, da hendes forfatter-kæreste Rasmus får tilbudt et job som underviser på en højskole ved Jyllands vestkyst. De to og deres lille nyfødte flytter således fra København til det stormfulde jyske.

Det er bl.a. sammenstødet mellem land og by, der forsøges sat komisk i stævne. Klichéerne bliver dog lidt tunge i røven, når vi bl.a. møder den ene mutte jyde efter den anden, mens Marie selv er en sniksnakkende bybo, der altid har en rap replik i lommen. Hun passer med andre ord ikke ind. Derimod går det som smurt for den ombejlede Rasmus på højskolen, hvor han behandles som en stjerne.

Denne kontrast Marie og Rasmus imellem er naturligvis en udfordring for deres forhold i landsbyen Velling, hvor højskolelivet for Marie er mere klaustrofobisk end et nyt og varmt hjem. Et nyt sted at høre til. Derimod synes Rasmus at være faldet ovenud godt til blandt både elever og lærere. Forholdet mellem Marie og Rasmus før flytningen bliver desværre bare aldrig rigtigt etableret ordentligt.

Vi får lige et kort visit med parret på en bodega – og så er det ellers til Velling, hvor man ikke snakker om følelser og hvor højskoleelever kalder selv en på små 35 år for boomer. Parret bliver ikke godt nok etableret til en start, hvorfor mit indblik i de to som par aldrig sætter sig hos mig – og dramaet de to imellem får derfor aldrig tyngde. Det sagt, så er særligt Sofie Torp god som Marie.

Nu er filmen også helt og holdent Maries historie. Det er fra hende, at fortællingen går. Hun besidder en skæv charme, når hun får sniksnakket løs om alt fra menstruation til sex, hvilket landsbyboerne har det stramt med. Selvom dette sammenstød mellem by og land måske nok er lidt generisk sat i op, så afføder bl.a. scener med en oversnakkende Marie fine øjeblikke af komik.

Selvom Sofie Torp er god og kultursammenstødet momentant får fine scener kastet af sig, synes ’Meter i sekundet’ ikke helt at have godt nok styr på sine karakterer og de forskellige relationer, mens selve filmen mister fremdrift og sammenhængskraft. Bl.a. kunne Maries job som lokal brevkasse-redaktør være brugt mere både morsomt og elegant som en forlængelse af hendes kamp med at falde til.

’Meter i sekundet’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Meter i sekundet’ har biografpremiere den 2. februar.

‘Regnen skyller alt bort’ er varm humanisme af fineste skuffe

Biografanmeldelse: Familie, forældreskab og moderligt ansvar er nogle af de gribende tematikker, man finder i den japanske filmskaber Hirokazu Koreedas forførende fortalte ’Regnen skyller alt bort’. Livet skal jo på en eller anden måde hænge sammen. Det kan koste dyrt på den menneskelige konto, men også den økonomiske side af livet kan være en svær størrelse at få til at fungere.

Begge dele må Sang-hyeon sande, da han står i konstant gæld. Det har drevet ham og vennen Dong-soo til at skaffe penge på en yderst ufin måde. Dong-soo arbejder nemlig for en kirke, hvor forældre via et rum anonymt kan aflevere deres nyfødte børn, hvis de ikke ønsker at beholde det. Her har Dong-soo og Sang-hyeon således fundet en fidus til at sælge disse babyer på det sorte adoptionsmarked.

Det lyder kynisk og er det for så vidt også. Men der strømmer også igennem fortællingen og hos de to mænd en varm humanisme. Duoen ønsker nemlig egentlig blot at give børnene et bedre liv end, hvad børnehjemmet kan give dem – og samtidig lige tjene en god skilling. Skæbnen vil imidlertid, at mændenes liv flettes overraskende sammen med en mor og hendes efterladte barn.

Med følsom sans for sine karakterer har Hirokazu Koreeda skabt en gribende nuanceret og øm livsskildring af, hvordan menneskeskæbner kan tage sig ud, når desperationen sætter ind. Samtidig bliver der med neddæmpet flair for dramaet indskudt et par betjente, der er i hælene på de to mænds adoptionsfidus. Et fint pust spænding, der kun er med til at gøre fortællingen yderligere gribende.

Udover den fine sans for at folde karakterer, tematikker og fortællingen dragende ud, så indfries dramaet også på fornem vis via sin rollebesætning, der består af en række dejligt blandede karakterer. Song Kang-ho er den bløde optimist Sang-hyeon, hvis ligeledes hjertevarme medsammensvorne Dong-soo portrætteres med styrke og nærvær af Gang Dong-won.

Det umage trekløver med babyen på armen fuldendes af moderen So-young, der altså efterlader sin lille datter. Hun spilles med sarte følelser og bestemt styrke af Lee Ji-eun. Sammen udgør de et herligt og hele vejen spændende bekendtskab. ’Regnen skyller alt bort’ får kort fortalt et menneskeligt og varmt livsportræt ud af, hvad der egentlig er en trist præmis med efterladte nyfødte.

’Regnen skyller alt bort’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Regnen skyller alt bort’ har biografpremiere den 26. januar.

‘The Banshees of Inisherin’ er et komisk tørt og underspillet ø-drama

Biografanmeldelse: Vi befinder os på en lille ø ud for Irlands havbrusende og vindblæste kyst. Året er 1923 og livet går her sin yderst stille gang, hvor turen ned på den lokale pub for vores to hovedpersoner så godt som er det eneste, der afbryder dagenes monotoni. En dag vælger den ældre Colm dog af uransagelige årsager at ende sit ellers gode venskab med den yngre Pádraic.

Det er afsættet for det underspillede og tørt morsomme drama ’The Banshees of Inisherin’ skrevet og instrueret med sikker hånd af Martin McDonagh. Denne sært umotiverede konflikt de to imellem udvikler sig måske nok på overfladen med rolige ord og fåmælte miner, men lige under overfladen synes de følelsesmæssige eksplosioner at lure.

Hvordan arter dette nyligt opståede fjendskab sig på denne søvndyssende ø, hvor vidderne er uendelige, havet bruser og der er højere end højt til himlen? Er det øens trivialitet, der har gjort den ellers godmodige Colm skør? Og kan Pádraic mon vinde venskabet tilbage? Hertil kommer bl.a. også Pádraics søster Siobhán, der selv tumler med for hende øens klaustrofobi.

Den lille irske ø huser altså sin del af udfordringer for den umage flok af beboere, hvor man også finder betjentens udskældte søn Dominic, der drikker og egentlig bare ønsker at finde sig en kvinde. Det er alt sammen sat lavmælt i scene i fornem forening med billeder af det storslåede natur, der udadtil river og rusker mere i sine omgivelser end vores to eks-venner og de øvrige øboere.

Colin Farrell er empatisk og afdæmpet som den venskabsknuste Pádraic, mens en endnu mere fåmælt Brendan Gleeson er skulende god som Colm, der her midt på øen tager sit liv og eksistens op til revision. De to har kosteligt morsomme scener sammen af den tørreste slags. Den sorte og grovkornede humor gennemsyrer i det hele taget dramaet, der dog også hele vejen rummer en alvor.

Barry Keoghan er desuden guld værd som den underkuede Dominic. Han stjæler scenerne, han er med i. Kerry Condon er et dejligt frisk pust som søsteren Siobhán blandt øens mange knudemænd. Martin McDonagh er med ’The Banshees of Inisherin’ kort sagt lykkedes at skabe en fåmælt trykkoger af tør humor og et drama, der huser selve jagten på meningen med livet.

’The Banshees of Inisherin’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Banshees of Inisherin’ har biografpremiere den 26. januar.

Den vibrerende ‘Babylon’ er vild, viril og helt vidunderlig

Biografanmeldelse: Det er med at holde godt fast i biografsædet, når Damien Chazelles festliderlige ’Babylon’ lægger medrivende fra land. Man kastes nemlig her ind i en overdådig, potent og hedonistisk fest, hvor den ikke får for lidt med kropsvæsker og stoffer, bare bryster og knaldende gæster samt svedig dans og pulserende musik. Det er vildt, virilt og helt vidunderligt.

Publikum tages således med til midten af 1920’ernes Hollywood, hvor festerne er dekadente og filmoptagelserne dødsensfarlige. Filmmediet er stadig i sin ungdom, hvor talefilmen lurer i horisonten. Man møder i denne stumfilmens æra både etablerede stjerner og håbefulde talenter. Blandt en af tidens største navne er Jack Conrad, mens talentet Nellie LaRoy blot venter på at blive opdaget.

Muligheden for at indtage en plads foran kameraet byder sig snart ved skæbnens uransagelige omveje for den festglade Nellie, mens man også møder den unge og målrettede Manny Torres, der vil gøre, hvad som helst for at få en fod indenfor i filmbranchen. Trioens veje krydser hinanden i en forførende fortælling om Hollywoods forside og bagside, mens man hvirvles op mod begyndelsen af 1930’erne.

Den filmisk sitrende ’Babylon’ formår på forunderlig vis at forevige billeder, som jeg ikke helt fatter, hvordan det er lykkedes at få i kassen. Kameraet flyver dynamisk ind, ud og rundt om scenerne, hvor særligt den pompøse fest i filmens begyndelse og en i særdeleshed vild optagedag på diverse filmsets griber, ryster og rusker mig godt og grundt rundt. Helt og aldeles skønt.

Med en spilletid på lige over tre timer, sænkes farten dog en smule på fortællingens ellers konstant medrivende momentum momentant i filmens sidste tredjedel. Fartgrænsen bliver dog indhentet og overtrådt med drønende fart igen, hvor den ene filmisk muskuløse scene efter den anden brager afsted mod mig, mens hele min krop opsluges af billede og lyd.

’Babylon’ er en vild kærlighedserklæring til filmmediet og alt, hvad det indebærer foran og bag kameraet. Endvidere er en karismatisk Brad Pitt filmstjernen Conrad, Margot Robbie er dejligt ustyrlig som Nellie, mens Diego Calva er min dør ind til filmfesten som den håbefulde Manny. Damien Chazelle blæste mig kort fortalt filmisk godt og grundigt igennem. Se, oplev og mærk ’Babylon’. Nu!

’Babylon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Babylon’ har biografpremiere den 19. januar.

Dukkegyset ‘M3gan’ kryber teknologi-grumt ind under huden

Biografanmeldelse: Der ligger en tragisk hændelse til grund for det dramatiske dukkegys ’M3gan’. Vi møder nemlig her pigen Cady, der mister begge sine forældre i en forfærdelig ulykke. Nu tager moderens søster Gemma sin niece til sig. Cady er selvsagt ulykkelig og dybt mærket af nu at være forældreløs, hvilket Gemma ikke har helt nemt ved at håndtere. Men løsningen er måske tættere på, end Gemma lige ved.

Gemma arbejder nemlig for et legetøjsfirma, hvor hun i hemmelighed har udviklet en yderst avanceret robotdukke, der går under navnet M3gan og som lærer verden omkring sig at kende via kompleks kunstig intelligens. Cady knytter sig hurtigt til M3gan, der bliver hendes tætte fortrolige og bedste ven. Men der er et og andet underligt ved den umiddelbart ellers så søde dukke.

For bag de store øjne synes et eget liv at lure. Det går da også snart op for de involverede parter, at der nok gemmer sig et noget mere selvstændigt liv i dukken, end planen lige er. Gyset tager sig forfriskende god tid til at folde sin historie ud og forhaster sig ikke på vej ind i dukkens morderiske tendenser. Her gives der både plads og tid til at udvikle karaktererne og deres interne relationer.

Denne rolige opbygning fungerer overvejende godt, hvor jeg bliver draget ind i det dukkemareridt, som venter forude i en filmisk medrivende finale. Dog mister historien en smule momentum i sin første del, men det indhentes og opvejes fint af en grundlæggende urovækkende stemning, som M3gan står for, mens spørgsmålet om al den teknologi, vi omgiver os med, nu også kun er godt spøger.

Først og fremmest er ’M3gan’ et underholdende og delvist underspillet gys med eksplosive øjeblikke af blodig dukkevold. Desuden er Violet McGraw troværdig som den traumeramte Cady, mens Allison Williams fungerer fint som den en smule fraværende Gemma. For mig er det dog klart dukken M3gan i skikkelse af Amie Donald, der vinder rampelyset for mig. Hun er diabolsk skøn.

M3gan er nemlig både et virkelig cool og skræmmende bekendtskab. En herlig gyserskurk, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til i fremtiden. Jeg er i hvert fald M3gan-fan, selvom jeg nu i grunden ikke skal nyde noget af at have hende boende på min matrikel. ’M3gan’ er kort fortalt et velfortalt gys, der tør tage sig tid til sin fortælling samt karakterer og lykkedes med det.

’M3gan’ får 4 ud af 6 stjerner:

’M3gan’ har biografpremiere den 12. januar.