Biografanmeldelse: Kan det overhovedet svare sig som enkeltindivid at gå op imod overmagten? Er kampen tabt på forhånd? I Laura Poitras’ både tankevækkende og indignerede dokumentarfilm ‘All the Beauty and the Bloodshed’ følger man fotokunstner og aktivist Nan Goldin og hendes utrættelige kamp mod den magtfulde og mangemilliardærer Sackler-familie.

Den indflydelsesrige familie stod bag opioid-epidemien, der har kostet i tusindvis af menneskeliv i USA. Faktisk dør omkring 100.000 amerikanere årligt af en overdosis af narkotika eller medicin, hvoraf cirka 75.000 af tilfældene er relateret til den afhængighedsskabende smertestillende medicin, opioids. Nan Goldin kæmper for, at medicinal-dynastiet skal stå til ansvar for sin rolle i epidemien.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ er på den måde et portræt af kunstnerens aktivistiske kamp mod Sackler-familien, der donerer i millionvis af dollars til museer verden over. Her således med deres familienavn tronende på museer og i kunstgallerier. Filmen er samtidig et intimt portræt af Nan Goldins opvækst, vilde liv og virke som kunstner med en inspirerende vedholdenhed.

Her bliver hendes fortælling også et tidsbillede af bl.a. homoseksuelle og transkønnede subkulturer i Boston og New York i 70’erne og 80’erne, hvor Nan Goldin fik sit kunstneriske gennembrud som fotograf med netop autentiske skildringer af disse miljøer, sit eget liv og ikke mindst menneskene. Det bl.a. gennem sine fascinerende og unikke fotografier.

På den måde flettes Nan Goldins personlige historie og kamp mod Sackler-familien sammen med en interessant skildring af en brydningstid fyldt med at ville bryde med seksuelle tabuer og stigmatisering af minoriteter, hvor både politik, aktivisme og familiehemmeligheder samt det ikke at passe ind i samfundsnormerne udfordres, videre til familieforhold, kærlighed, misbrug og kunst

Filmens fortælling har mange spændende jern i ilden, men instruktør Laura Poitras får ikke helt vippet sig visuelt interessant eller fortællemæssigt udfordrende ind i denne ild. Det er mest af alt i selve valget af hovedpersonen og hendes historie, at ‘All the Beauty and the Bloodshed’ har sin styrke. Men i fortællestil og form lader filmen desværre en smule tilbage at ønske.

‘All the Beauty and the Bloodshed’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘All the Beauty and the Bloodshed’ har biografpremiere den 16. februar.

Biografanmeldelse: Som svævende rundt i en sart drøm, løftes jeg ind i livet hos det unge par Sander og Ida. De møder hinanden i et tyst simrende København. Det bliver starten på en altopslugende forelskelse, hvor de to har nok i bare at være dem. Kun de to. Sammen. Men noget dunkelt lurer i fortællingens folder af opløste minder og kantet hukommelse. Ida forsvinder nemlig pludselig sporløst.

Det er derfor, at Sander nu er blevet indlogeret i sin svigerfar Poraths forladte herskabslejlighed, hvor sønnen Viktor med et lille videokamera filmer Sander siddende på en stol, mens Porath udspørger ham om forholdet til datteren. For hvad er der sket? Hvorfor er Ida forsvundet? Er hun løbet bort? Frivilligt? Modvilligt? Ja, hvad var Sander og Ida egentlig for et par? Hvem er de egentlig?

’København findes ikke’ hvirvler sig på den måde frem og tilbage i en fortabt nutid og hukommelsens svære fortid, hvor tankerne kan spille en et puds og minderne kan synes mere ægte end nutidens grå dis. Kærligheden kan opsluge alt det dårlige, så kun det perfekte står tilbage for eftertidens tanker hos Sander. Det er med en fin sart sans for mindernes kispus, at fortællingen foldes ud.

Filmens sine steder drømmelogiske stemning og dragende form i lyd og billede, er med til at vikle mig delvist forført ind i fortællingen. Det med et flot nærvær indfanget af fotografen Jakob Møller, hvor også lyddesigner Carlos García binder enderne engagerende sammen. ’København findes ikke’ er en fornøjelse i billede og lyd samt i sin legende fortællestruktur, der er med manuskript af Eskil Vogt.

Desværre bliver Sander i skikkelse af Jonas Holst Schmidt aldrig rigtigt til det hele og nuancerede menneske, som historien fortjener. Han har dog ganske fin ømhed i flere scener, men får ikke mange følelsesmæssige tangenter at spille på. Det lider troværdigheden af Sander under og herved også mit engagement i forholdet mellem ham og Ida. Hun spilles forførende komplekst af Angela Bundalovic.

De to gør det dog overordnet fint med, hvad de har fået serveret. Men som et par opslugt af kærlighed og hinanden, kommer de ikke helt derind, hvor mine følelser kommer i spil. Zlatko Burić træder desuden lige til med karisma og autoritet som farmanden, der vil opklare mysteriet bag sin datters forsvinden. Instruktør Martin Skovbjerg har et godt greb om udtryk og struktur, men får ikke helt alle følelserne med.

’København findes ikke’ får 4 ud af 6 stjerner:

’København findes ikke’ har biografpremiere den 9. februar.

Biografanmeldelse: Jeg kommer med det engagerende far-datter-portræt ’Aftersun’ tæt ind på livet af forholdet mellem den 11-årige Sophie og hendes unge far Calum. Sammen er de på charterferie i det varme Tyrkiet. Her går dagene med at pjaske rundt i poolen, synge karaoke på hotellet og ellers bare være sammen. Sammen om livet. Sammen med hinanden. Bare de to.

Vi befinder os i 1990’erne, hvor den rørende og gribende fortælling indfanger sit tidsbillede virkelig fint og detaljerigt. Alt sammen fornemt indrammet af musik med bl.a. R.E.M., Blur, Catatonia og Aqua. Musik af sin tid, der smelter intimt og dragende sammen med en billedside, der er varm og venlig samt gådefuld og melankolsk. Som brudstykker af barndomsminder.

For hvem er vores forældre egentlig? Hvordan var de, da vi selv var børn? Hvilke hemmeligheder har de med sig ind på livets scene? Det er spørgsmål, der skvulper elegant i vandkanten, mens solen går ned og mørket falder på. ’Aftersun’ er nemlig ikke som sådan drevet af et fremadfarende plot, men er i højere grad et kig ind i livet hos Sophie og Calum. Et stykke levet liv.

Det er fint fortalte enkeltscener, der foldes ud og former sig til en nuanceret helhed af glemte minder og hukommelsens krumspring, hvor gamle videooptagelser bringer mig helt ind mellem datter og far – hvor kameraet fint tør dvæle ved bl.a. afdæmpede øjeblikke og hverdagssamtaler mellem de to. Det i blot én indstilling og uden klip. Jeg bringes ind i livet hos de to.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter Charlotte Wells formår altså at fortælle sin historie i billede og lyd, hvor jeg får lov til selv at lægge mig ind i følelserne. Derind, hvor jeg også møder mig selv og mit forhold til mine forældre. Til at binde det hele sammen, finder man i de to hovedroller naturligt spillende Paul Mescal og Frankie Corio som henholdsvis far og datter.

De er skønt selskab, hvor der også indfinder sig en alvor i dramaet og et indblik i vejen mod voksenlivet. ’Aftersun’ er med andre ord et elegant fortalt portræt af et komplekst og varmt forhold mellem far og datter med alt, hvad det indebærer af spørgsmål om forholdet til ens forældre, faderskab og barndommens erindringer, der måske lader sandheden stå frem på videooptagelserne fra ferien?

’Aftersun’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Aftersun’ har biografpremiere den 2. februar.

Biografanmeldelse: Familie, forældreskab og moderligt ansvar er nogle af de gribende tematikker, man finder i den japanske filmskaber Hirokazu Koreedas forførende fortalte ’Regnen skyller alt bort’. Livet skal jo på en eller anden måde hænge sammen. Det kan koste dyrt på den menneskelige konto, men også den økonomiske side af livet kan være en svær størrelse at få til at fungere.

Begge dele må Sang-hyeon sande, da han står i konstant gæld. Det har drevet ham og vennen Dong-soo til at skaffe penge på en yderst ufin måde. Dong-soo arbejder nemlig for en kirke, hvor forældre via et rum anonymt kan aflevere deres nyfødte børn, hvis de ikke ønsker at beholde det. Her har Dong-soo og Sang-hyeon således fundet en fidus til at sælge disse babyer på det sorte adoptionsmarked.

Det lyder kynisk og er det for så vidt også. Men der strømmer også igennem fortællingen og hos de to mænd en varm humanisme. Duoen ønsker nemlig egentlig blot at give børnene et bedre liv end, hvad børnehjemmet kan give dem – og samtidig lige tjene en god skilling. Skæbnen vil imidlertid, at mændenes liv flettes overraskende sammen med en mor og hendes efterladte barn.

Med følsom sans for sine karakterer har Hirokazu Koreeda skabt en gribende nuanceret og øm livsskildring af, hvordan menneskeskæbner kan tage sig ud, når desperationen sætter ind. Samtidig bliver der med neddæmpet flair for dramaet indskudt et par betjente, der er i hælene på de to mænds adoptionsfidus. Et fint pust spænding, der kun er med til at gøre fortællingen yderligere gribende.

Udover den fine sans for at folde karakterer, tematikker og fortællingen dragende ud, så indfries dramaet også på fornem vis via sin rollebesætning, der består af en række dejligt blandede karakterer. Song Kang-ho er den bløde optimist Sang-hyeon, hvis ligeledes hjertevarme medsammensvorne Dong-soo portrætteres med styrke og nærvær af Gang Dong-won.

Det umage trekløver med babyen på armen fuldendes af moderen So-young, der altså efterlader sin lille datter. Hun spilles med sarte følelser og bestemt styrke af Lee Ji-eun. Sammen udgør de et herligt og hele vejen spændende bekendtskab. ’Regnen skyller alt bort’ får kort fortalt et menneskeligt og varmt livsportræt ud af, hvad der egentlig er en trist præmis med efterladte nyfødte.

’Regnen skyller alt bort’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Regnen skyller alt bort’ har biografpremiere den 26. januar.

Biografanmeldelse: Det er med at holde godt fast i biografsædet, når Damien Chazelles festliderlige ’Babylon’ lægger medrivende fra land. Man kastes nemlig her ind i en overdådig, potent og hedonistisk fest, hvor den ikke får for lidt med kropsvæsker og stoffer, bare bryster og knaldende gæster samt svedig dans og pulserende musik. Det er vildt, virilt og helt vidunderligt.

Publikum tages således med til midten af 1920’ernes Hollywood, hvor festerne er dekadente og filmoptagelserne dødsensfarlige. Filmmediet er stadig i sin ungdom, hvor talefilmen lurer i horisonten. Man møder i denne stumfilmens æra både etablerede stjerner og håbefulde talenter. Blandt en af tidens største navne er Jack Conrad, mens talentet Nellie LaRoy blot venter på at blive opdaget.

Muligheden for at indtage en plads foran kameraet byder sig snart ved skæbnens uransagelige omveje for den festglade Nellie, mens man også møder den unge og målrettede Manny Torres, der vil gøre, hvad som helst for at få en fod indenfor i filmbranchen. Trioens veje krydser hinanden i en forførende fortælling om Hollywoods forside og bagside, mens man hvirvles op mod begyndelsen af 1930’erne.

Den filmisk sitrende ’Babylon’ formår på forunderlig vis at forevige billeder, som jeg ikke helt fatter, hvordan det er lykkedes at få i kassen. Kameraet flyver dynamisk ind, ud og rundt om scenerne, hvor særligt den pompøse fest i filmens begyndelse og en i særdeleshed vild optagedag på diverse filmsets griber, ryster og rusker mig godt og grundt rundt. Helt og aldeles skønt.

Med en spilletid på lige over tre timer, sænkes farten dog en smule på fortællingens ellers konstant medrivende momentum momentant i filmens sidste tredjedel. Fartgrænsen bliver dog indhentet og overtrådt med drønende fart igen, hvor den ene filmisk muskuløse scene efter den anden brager afsted mod mig, mens hele min krop opsluges af billede og lyd.

’Babylon’ er en vild kærlighedserklæring til filmmediet og alt, hvad det indebærer foran og bag kameraet. Endvidere er en karismatisk Brad Pitt filmstjernen Conrad, Margot Robbie er dejligt ustyrlig som Nellie, mens Diego Calva er min dør ind til filmfesten som den håbefulde Manny. Damien Chazelle blæste mig kort fortalt filmisk godt og grundigt igennem. Se, oplev og mærk ’Babylon’. Nu!

’Babylon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Babylon’ har biografpremiere den 19. januar.