Steven Spielberg fremtryller filmmagi og familiedrama i ‘The Fabelmans’

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi skal tilbage til 1950’ernes USA. Her møder vi familien Fabelmans og ikke mindst familiens eneste søn Sammy, der som helt lille bliver bidt passioneret af filmens fortryllende magi efter en tur i biografen med sine forældre Mitzi og Burt. Filmdrømmen starter her med et voldsomt togsammenstød på det store lærred. Et sammenstød, der sidder fast i kroppen på Sammy.

Han får nu et modeltog og et filmkamera og genskaber det, han oplevede i biografens magiske mørke. Starten på en drøm om at blive filmskaber er sat på skinner. Årene går og Sammy bliver med et elegant klip i tid til en ung teenager, der laver kortfilm på livet løs. Fra zombiegys til westerns. Hans drøm om at lave film deles dog ikke af hans rationelle far, men hans drømmende mor bakker ham op.

Splittet mellem den videnskabelige og kunstneriske verden, må Sammy forsøge at manøvrere gennem en ungdom, hvor han jagter sin plads i livet, mens også kærligheden og mobbere i skolen hvirvler omkring ham. I privaten lurer også problemerne mellem Mitzi og Burt, hvilket ikke går Sammys opmærksomme blik eller kamera forbi. Steven Spielberg fremtryller således både filmmagi og familiedrama.

’The Fabelmans’ er en meget personlig film for den legendariske filmskaber, hvilket jeg mærker filmen igennem. Bl.a. i måden Steven Spielberg portrætterer Sammys opvækst med stor indlevelse, nuancer og ungdommens brusende følelser. Det er ikke mindst også en film om kærligheden til filmmediet, jeg er vidne til. Set gennem Sammys nysgerrige øjne. Jeg gribes om hjertet. Stærkt!

Hovedrollen Sammy portrætteres af Gabriel LaBelle, der i den grad formår at kanalisere netop den filmiske passion samt alle de følelser, han lægger i sine kortfilm på strimmel samt følelserne, der sitrer i familiens midte. Mellem mor, far og børnene. Michelle Williams er dejligt musikalsk og hjertevarm som Mitzi, mens Paul Dano ligeledes er troværdig som den videnskabelige Burt.

Den lettere kaotiske familie er herlig at være vidne til, hvor Sammys yngre søstre også er et charmerende bekendtskab. ’The Fabelmans’ er i det hele taget en charmerende film, der er et gribende, rørende og passionsfyldt portræt af en ungdom med alt, hvad den indebærer af livsnødvendig passion og drømme, hvor netop kærligheden til filmmediet spændes medrivende udover fortællingen.

’The Fabelmans’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Fabelmans’ har biografpremiere den 23. marts.

Den sitrende ‘Corsage’ snurrer sig fast om livet på mig

/i , /af

Biografanmeldelse: Spændt fast som i et bur af klaustrofobiske kønsnormer, umulige skønhedsidealer og et samfunds forventninger til, hvordan hun skal og må opføre sig, står Kejserinde Elisabeth af Østrig der med korsettet om livet. Snurret stramt til, så livet næsten presses ud af hende. Året er 1877 og hun nærmer sig de 40 år, hvorfor hendes image som ung og smuk med endnu hårdere hånd skal opretholdes.

Det er livet som rebelsk kejserinde, man følger i Marie Kreutzers periodedrama ’Corsage’, der resonerer med en moderne nutid. For ganske vist er bl.a. kjolerne bedagede, de sociale omgangsformer formelle og kønsrollerne gammeldags. Men bl.a. i brugen af musik og fotografen Judith Kaufmanns pulserende billeder, gøres de stive former sitrende levende.

’Corsage’ er med andre ord en lydmæssigt levende og visuelt dragende lækkerbisken. Som en smukt anrettet kage med god tyngde af den slags, som Elisabeth ikke må røre af frygten for at tage på. Her finder man et af filmens øvrige trumfkort, nemlig Vicky Krieps, der med et drilsk blik i øjet og en melankolsk understrøm i sit væsen forsøger at gøre op med sin rolle som kvinde og kejserinde.

Kan kejserinden mon bryde fri af sit omklamrende bur, som alle omkring hende gør deres for at fastholde hende i? Bl.a. hendes kolde mand, unge regelrette søn og nejende tjenestefolk, der ligeledes selv også synes som fanger i et samfund, der ikke er meget menneskelig elastik i. ’Corsage’ er dog uden tvivl Vicky Krieps og hendes kejserindeportræts fortælling.

Ganske vist er det fortællingen om den rebelske royale, der ikke vil lade sig underkaste samtidens kvinderolle, men filmen rummer i sit på overfladen måske nok rolige væsen og tålmodige fortælletempo også en forførende fornøjelse i stemning og atmosfære. Det alt imens, den moderne hovedrolleindehaver kæmper en kamp mod det samfund, der forsøger at holde hende fastspændt.

’Corsage’ udspiller sig måske nok i et stift og opstyltet royalt miljø, men ilden brænder under overfladen hos Elisabeth, der får et medrivende liv gennem Vicky Krieps, som bærer fortællingen på sine spinkle skuldre, mens korsettet blot strammes mere og mere til. Det er en underspillet gribende, nærværende intens og filmisk fascinerende fortælling, jeg her er vidne til.

’Corsage’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Corsage’ har biografpremiere den 16. marts.

‘Shazam! Fury of the Gods’ er langtrukken superhelte-komik

/i , /af

Biografanmeldelse: Den kække superhelt Shazam vender tilbage i fortsættelsen ’Shazam! Fury of the Gods’, der ganske enkelt trækker sig selv i langdrag med en historie, der aldrig engagerer. Til gengæld er der heldigvis et par ganske ok vellykkede replikudvekslinger af den veloplagt sjove slags, mens bl.a. Jack Dylan Grazer som den akavet charmerende Freddy Freeman er filmens gnist.

Desværre er det aldrig nok til at forhindre superhelte-eskapaderne i at ende i en forsumpet omgang tomgangs-buldrende effektjageri, hvor selv momentvis veleksekveret dialog ikke kan holde interessen ved lige. Hverken i historien eller i det alsidige opbud af karakterer, hvor Zachary Levi som hovedhelten Shazam faktisk ender med at være mere irriterende end charmerende.

Efter vi i forgængeren fra 2019 så teenageren Billy Batson blive forvandlet til den voksne superhelt Shazam – ja, ved at sige Shazam – er holdet af nyudklækkede helte tilbage i både teenageform og deres voksne helte-alter-egoer, hvor de unge plejebørn i deres sammenbragte familie forsøger at opretholde et normalt liv, hvilket naturligvis er umuligt, når de besidder mægtige superkræfter.

Gruppen af unge/voksne helte får således snart brug for deres evner, da de såkaldte Atlas-døtre ankommer for at sprede død og ødelæggelse med Jordens skæbne på spil. To af de hævngerrige døtre spilles af den cool duo Helen Mirren og Lucy Liu. De to skurke bliver dog aldrig rigtigt intimiderende, selvom de bl.a. forvandler en flok mennesker til sten.

Det hele starter dog ret veloplagt med fint sjove replikker, hvor en bro kollapser, hvorfor vores hele må redde i massevis af mennesker. Den ellers ganske fine dynamik i flokken af helte – både som teenagere og vokse – har som nævnt øjeblikke af ok morsomme scener, men det hele undermineres af den kedelige historie, hvor flere karakterer desuden efterlades uforløst i filmens udkant.

Bl.a. bliver Shazam et underlig perifert bekendtskab, hvor det er relationen mellem Rachel Zegler som den tredje Atlas-datter og Freddy Freeman, der forsøger at binde rodet sammen med en menneskelig nerve. Det lykkedes desværre ikke, hvorfor de få og ellers ganske fine takter overmandes af en finale, der strækker sig over alt for lang tid ud af filmens ligeledes for lange 2 timer og 10 minutter.

’Shazam! Fury of the Gods’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Shazam! Fury of the Gods’ har biografpremiere den 16. marts.

Adam Driver og glubske dinosaurer forenes klodset i ’65’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en dejlig simpel dinosaur-præmis, der ligger til grund for science fiction-filmen ’65’. Her møder man piloten Mills, der styrter ned på vores planet for hele 65 millioner år siden. Ja, dengang de glubske dinosaurer herskede på Jorden. Han strander fra et andet sted i universet med kun én anden overlevende. Sammen har de kun én mulighed for at slippe væk med livet i behold.

Således står den på overlevelse i et ufremkommeligt terræn, så de to kan vende hjem til deres kære. Men der lurer glubske dinosaurer og andre farlige udfordringer overalt. Historien er med andre ord ligetil. Desværre forkludres filmen af bl.a. en påtaget skildring af Mills og hans forhold til sin syge datter, som han har efterladt hjemme for at rejse ud og skaffe penge til hendes behandling.

Deres relation og Mills’ kærlighed til hende kommer aldrig ud over rampen og rammer aldrig følelsesmæssigt rent. Det samme kan siges om forholdet mellem Mills og den anden overlevende, nemlig pigen Koa. Deres relation spejler naturligvis forholdet mellem Mills og datteren. Disse forsøg på at skabe hele mennesker med et engagerende følelsesliv fungerer desværre bare ikke.

Heldigvis er Adam Driver god og gør, hvad han kan med den endimensionelt skrevne karakter. Han har en nerve, som filmens klodsethed ikke helt kan få presset ud af ham. Ariana Greenblatt spiller Koa, der taler et andet sprog, hvorfor kommunikationen mellem de to er båret af primært gestik. Hun gør på samme vis, hvad hun kan med materialet, men må også se sig slået af det stive manuskript.

Hvis ’65’ havde holdt sig mere stramt til at levere adrenalinfyldt dinosaur-action med rumpistoler og Adam Driver på flugt, havde eskapaderne nok haft en del bedre chancer for at overleve sit manuskripts klodsethed og forcerede fortalte følelser. Det hele bliver dog helt fjollet – bl.a. hvad Mills og datterens relation angår – i den store finale, der falder ufrivillig komisk til jorden.

’65’ får altså ikke skabt et emotionel troværdigt bånd mellem karaktererne, mens det skorter en smule på medrivende dinosaur-action. Nå ja, der er ingen grund til at tænke over bl.a., at Mills taler engelsk og Koa ikke for disse 65 millioner år siden, hvor en fjern civilisation altså agerer som mennesket i dag. Men pyt med logikken, hvis løjerne bare havde holdt underholdende momentum i sine 93 minutter.

’65’ får 2 ud af 6 stjerner:

’65’ har biografpremiere den 16. marts.

Den sitrende grumme ‘Ustyrlig’ er rystende og rystende god

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en på mange planer virkeligt rystende historie, der fortælles i instruktør Malou Reymanns sitrende grumme ’Ustyrlig’, som hun har skrevet med Sara Isabella Jønsson. Filmen udspiller sig i 1930’erne på kvindehjemmet på Sprogø, hvor naturen både viser sig fra sin smukkeste side, men også mest ubarmhjertige.

Baseret på virkelighedens anstalt på den vindblæste ø, møder vi her den unge Maren. Den 17-årige kvinde er ifølge datidens samfund og dets normer for ustyrlig til at passe ind. Efter en lægelig test sendes hun derfor til kvindehjemmet. Et hjem for såkaldt ”moralsk defekte” eller ”moralsk åndssvage”. På øen bliver Maren en blandt gruppen af kvinder, hvoraf nogle har boet på anstalten i flere år.

(Foto: Sverre Sørdal)

Hjemmet ledes af forstanderinden frk. Nielsen i forsøget på at rette op på kvindernes levevis og væremåde, der bl.a. anses for farlig for samfundet eller som bryder med tidens seksualmoral. Maren ved dog heldigvis, at hun intet forkert har gjort, men blot er en vild og danseglad ung kvinde, som ikke vil lade sig kue af øens mange regler – heller ikke de uskrevne. Men kan hun mon knækkes?

Modsat Marens spørgsmålsstillende væsen, finder man den ligeledes unge Sørine. Hun overholder alle regler. Holder hovedet nede og gør alt, hvad der bliver sagt og forventet af en hende. Maren og Sørine bliver på trods af deres forskelligheder fortrolige, hvor håbet om at vende tilbage til deres liv væk fra øen i den grad udfordres, bl.a. af forstanderinden og de isolerede omgivelser.

(Foto: Sverre Sørdal)

Emilie Koppel er fortryllende god som Maren. Ustyrligt charmerende og karismatisk trodsig. Hun både får lov og lykkedes med at spænde sine følelser bredt ud over sin karakter, der fremstår levende og nærværende. Jessica Dinnag giver som den lydige Sørine et ligeledes gribende portræt af en ung kvinde, der må kæmpe både med eget traume samt i høj grad også samfundets blik på hende.

’Ustyrlig’ fortæller ikke alene om en yderst grim periode i dansk historie, men lykkedes også med at give den historiske side et ufravigeligt nærvær gennem sine menneskeskildringer, bl.a. de anbragte kvinder, forstanderinden og overlægen, mens fotograf Sverre Sørdals forførende flair for at indfange fortællingen i billeder er dragende, det i veloplagt samspil med den piblende musik af Lisa Montan.

’Ustyrlig’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Ustyrlig’ har biografpremiere den 9. marts.

Den tvetydige ‘Knock at the Cabin’ er en delvist vellykket thriller

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad ville du gøre, hvis der troppede fire intimiderende fremmede op midt ude i en skov, hvor du og familien befandt sig i en hyggelig hytte? Det spørgsmål står parret Eric og Andrew samt deres lille datter Wen overfor i M. Night Shyamalans thriller ’Knock at the Cabin’. Ikke nok med det, de fire bevæbnede personer, har en mystisk agenda, der urovækkende foldes ud lidt efter lidt.

Jeg vil ikke gå yderligere ind i de fire invaderende karakterers dagsorden og plan for familien, da bl.a. netop det er en del af underholdningsværdien. Jeg vil dog sige så meget som, at parret og datteren snart tages som gidsler i en situation, hvor trekløveret kommer til at stå overfor umulige valg, der konfronterer dem med spørgsmålet om, hvad der virkelighed eller en dystopisk fantasi.

Her er således tale om en ganske stramt opsat præmis i undergenren home invasion-film, der desuden gemmer på en overraskelse eller to. Som det ofte er tilfældet med M. Night Shyamalan, der dog ikke er idémand bag historien, som er baseret på en roman af Paul G. Tremblay. Det hele starter ret engagerende, men momentum fiser lidt ud af løjerne hen over filmens midte.

Filmens første del står skarpest, hvor fortællingens tvetydighed hos gidseltagerne spiller veloplagt sammen med familiens uforståenhed overfor situationen. Her møder man den store Dave Bautista som en sært dobbelttydig Leonard, der leder an i firkløveret, hvor den uforudsigelige Redmond spilles af Rupert Grint. Herudover er Nikki Amuka-Bird gådefuld og Abby Quinn underligt normal.

Jonathan Groff som Eric og Ben Aldridge som Andrew udgør et dynamisk par, hvor datteren portrætteres fint og ganske gribende af Kristen Cui. M. Night Shyamalan formår desværre ikke helt at holde på den indledningsvise ellers fine dobbelttydighed, men ender med at udpensle pointer og noget af filmens symbolik på klodset vis, hvor også historiens præmis smuldrer en smule.

’Knock at the Cabin’ er på sin vis en desværre frustrerende oplevelse, da der i udgangspunktet er en dragende fortælling og nogle fint tvetydige karakterer i spil. Alt sammen centreret om en intens gidseltagning. Desværre går også tilfangetagningen en smule i tomgang undervejs, hvilket kun er dobbelt ærgerligt, når det hele ellers startede stærkt.

’Knock at the Cabin’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Knock at the Cabin’ har biografpremiere den 9. marts.

‘Empire of Light’ smyger sig om biografens magiske mørke

/i , /af

Biografanmeldelse: Det handler om menneskelige relationer. Om livet og alt, hvad det indebærer af succeser og udfordringer, af medgang og modgang, af bristede drømme og om at turde drømme på ny. ’Empire of Light’ er således et fint fortalt drama om os som mennesker. Her sat i starten af 1980’ernes England i en kystby, hvor vi følger de ansattes liv i en smuk gammel biograf.

Det menneskelige omdrejningspunkt er den midaldrende Hilary, der kæmper med en tomhed i sit liv, selvom hun i biografen er omgivet af mennesker. Både de mange besøgende gæster, men ikke mindst også kollegaerne. Det til trods er der noget, som tynger hendes melankolske væsen. Jeg mærker, at livet ikke helt har artet sig for hende, som hun selv havde set det for sig.

Nu står hun så der i biografen og holder styr på billetter og de unge ansatte, som alle får magien i biografens mørke til at ske, hvor filmstrimlen sættes til at rulle af den venlige Norman. Livet går med andre ord sin stille gang – og så alligevel ikke helt så stille. For lige under overfladen og bag Hilarys dybe øjne gemmer sig hemmeligheder og en fortid, der i filmen langsomt foldes ud og gives liv.

Olivia Colman portrætterer den komplekse Hilary, som hun med fint sarte noter af følelsesmæssige nuancer bringer gribende til live. Hun er ikke helt sådan lige at blive klog på. Hun er en interessant karakter, jeg holder af og holder af at følge. Hilary er måske nok filmens klare menneskelige midte, men det er i høj grad også relationerne til alle de andre, som er filmens styrke.

Det er en fortælling om menneskeskæbner, hvor biografen er som en art katalysator for de følelser, det indebærer. Biografen som et sted, hvor nogle bliver, andre skal videre fra eller har fundet ro i. ’Empire of Light’ er på den måde også en hyldest til filmen og biografens magi. Hvad netop biografens fortryllende mørke og film kan gøre ved os mennesker. Sammen så vel som hver for sig.

’Empire of Light’ mister desværre lidt momentum i sit ellers fint tilbagelænede væsen, men holdes bl.a. oppe af netop sine karakterer. Her finder man også en skøn Toby Jones som Norman, Micheal Ward er en sympatisk nyansat og Colin Firth er en usympatisk chef. Hertil kommer Roger Deakins’ smukt indrammede billeder i Sam Mendes’ fine drama om menneskelige relationer og biografens magi.

’Empire of Light’ får 4 ud 6 stjerner:

’Empire of Light’ har biografpremiere den 9. marts.

‘The Whale’ er et elegant og menneskefølsomt skæbneportræt

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et nænsomt greb om sit fint forløste skæbneportræt, får man med Darren Aronofskys gribende ’The Whale’ indblik i alt fra ensomhed, traumer og sorg til fortrydelse, kærlighed og hengivenhed. Man bliver nemlig dumpet ned i den svært overvægtige lærer Charlies liv i en klaustrofobisk bolig, der mere synes som et fængsel af ensomhed end et trygt hjem.

Charlie er som følge af sin overvægt så godt som bundet til sin stol, hvorfra han online-underviser i engelsk. Men hvordan er det kommet dertil for Charlie med de venlige og dybt sørgmodige øjne, at han flere hundrede kilo tungt nu er som fanget i sin egen krop? Fortællingen piller elegant og med menneskelig skrøbelighed lagene af den plagede Charlie. Hans fortid og nutid.

I den altdominerende hovedrolle som Charlie finder man en empatisk Brendan Fraser, der med nuanceret og underspillet gestik og mimik nærmest får sagt alt, hvad der er at sige. Hans øjne kanaliserer de mange følelser på fornem vis med både indlevelse og intensitet. Jeg mærker ham. Sorgen. Selvhadet. Kærligheden. Længslen. Han er et menneske på godt og ondt. Det mærker jeg.

For det er ikke i sort/hvid, at mennesket her bliver åbenbaret, men med nuancer af gråt, der netop udgør det at være menneske – også i de relationer, man indgår i. I ’The Whale’ møder man bl.a. Charlies mangeårige ven og plejer Liz samt datteren Ellie fra et forlist forhold. Her sitrer følelserne sig gribende om mig, hvor Charlie bl.a. forsøger at nå til forsoning med sin svigtede teenagedatter.

Hong Chau og Sadie Sink som Liz og Ellie giver med deres kontrastfulde portrætter medrivende modspil til den komplekse Charlie, der har svært ved at elske sig selv, mens en dybfølt empati til hans medmennesker strømmer gennem hele hans krop, der grundet overvægten synger på sidste vers. Døden lurer i horisonten filmen igennem, hvilket bl.a. er med til at give fortællingen sit intense nærvær.

’The Whale’ udspiller sig på visuelt oplagt vis nærmest kun i det lille hjem, hvor det er karakterstudierne, som er med til at åbne mennesket op på vid gab i en bølgegang af ømhed, vid og bid samt frygt, varme og kompleksitet. Brendan Fraser giver et dybt bevægende portræt af den indviklede Charlie, mens også lydside og billede beriger historien med sin tilstedeværelse.

’The Whale’ får 5 ud 6 stjerner:

’The Whale’ har biografpremiere den 2. marts.

‘Creed III’ bokser sig ikke helt vej ind til følelserne

/i , /af

Biografanmeldelse: Slagene rammer hårdt og hurtigt i boksedramaet ’Creed III’. Følelserne rammer dog desværre ikke helt rent ind, når man atter engang møder Adonis Creed. Han har trukket sig fra bokseringen, men forretningen med boksningen uden handskerne på går strygende. Familielivet trives ligeledes, her med hustruen Bianca og deres lille datter Amara.

Livet kører på et par solide og succesfulde skinner for Adonis, både privat og professionelt. Det hele bliver dog skubbet ud af kurs, da den gamle barndomsven Damian en dag tropper op efter at have siddet i fængsel i mere end 10 år. Fortiden begynder nu så småt at krybe ind på Adonis, der i sin tid ellers var som brødre med Damian, som dengang var et sandt boksevidunder.

Som set så ofte før, kan man ikke løbe fra sin fortid for evigt. Det gælder også for Adonis. For hvad var det egentlig, der skete mellem de to, da de blot var knægte? Hvorfor endte Damian i fængsel? Og hvad vil han efter alle disse år? På overfladen vil Damian tilbage i ringen og bevise, at han stadig er boksemester. Men noget andet og mere synes at ligge bag hans tilbagevenden.

Det intense omdrejningspunkt er således forholdet mellem den succesfulde Adonis og den martrede Damian, der aldrig fik lov til at få indfriet sin boksedrøm. Måske det ikke er for sent? Michael B. Jordan instruerer for første gang og portrætterer atter Adonis, det med overskud og charme, men også en boksegnist, der venter på at blive tændt på ny – og naturligvis bliver det.

For barndomsvennerne Adonis og Damian ender selvfølgelig i ringen som modstandere. ’Creed III’ er ikke just rig på historiemæssig opfindsomhed, mens karakterbuerne desværre ikke bevæger sig helt stærkt nok frem mod den store finalekamp for kamphanerne. Troværdigheden i skildringen af duoens vej tilbage i ringen vakler altså under deres ellers muskuløse ben.

Fred med, at opfindsomheden i plottet er til at overse, mens karakterudviklingen slingrer en smule, hvis så bare følelserne ramte mere rent. Det gør de desværre ikke, hvilket bl.a. ellers er en af franchisens styrker. Fra Rocky-filmene med Sylvester Stallone til spin-off-serien ’Creed’. Heldigvis tropper Jonathan Majors op som Damian med ilter vrede og intimiderende uforudsigelighed. Han er filmen værd.

’Creed III’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Creed III’ har biografpremiere den 2. marts.

Den franske ‘En dejlig morgen’ sætter livet og døden i stævne

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet er ikke altid lige nemt. Det kan falde fra hinanden, men også være smukkere end smukt. I Mia Hansen-Løves franske drama ’En dejlig morgen’ møder vi den nogle og 30-årige Sandra, der er alenemor til sin 8-årige datter Linn. Hun har givet op på kærligheden og forsøger mest af alt bare at få livet til at hænge sammen, herunder bl.a. at hjælpe sin meget syge far Georg.

Sandra løber en dag tilfældigt ind i sin gamle ven Clément, der er både gift og far. De to indleder snart en affære, hvor Sandra får lov til at skimte kærligheden. Hendes far bliver sideløbende blot mere og mere syg, hvorfor Sandra må forsøge at finde et passende plejehjem til ham. Livet går sin svære og komplekse gang, hvor jeg stilles ansigt til ansigt med både livet og døden.

Fortællingen udspiller sig i et smukt Paris, hvor lyset falder forførende på byen. Sandra er blot en af hovedstadens mange skæbner, som der altså her zoomes ind på. Sandra portrætteres af Lea Séydoux, der rummer både stor styrke, men også en sart skrøbelighed bag sine melankolske øjne. Hun er et interessant bekendtskab i et drama, der dog ikke som sådan overrasker i sin historie.

Rollen som faderen George – hvis syn og hukommelse stille og stødt svigter ham – spilles elegant af Pascal Greggory. Dynamikken og det skildrede forhold mellem ham og Lea Séydoux er ømt, kærligt og hjerteknusende. Der synes også at ulme et knust hjerte i det nye forhold, Sandra er gået ind i med sin affære med Clément, der spilles charmerende og rådvildt af Melvil Poupard.

Hvor ’En dejlig morgen’ måske ikke just overrasker i sin fortælling, er det et ganske fornemt forløst drama med fine præstationer fra skuespillerne. Herunder bl.a. også datteren i skikkelse af en naturligt spillende Camille Leban Martins, hvis liv også påvirkes af den uro, der er i livet hos Sandra. Filmen er et stykke levet liv med alt, hvad det indebærer af kærlighed, sorg, glæde og afsavn.

’En dejlig morgen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’En dejlig morgen’ har biografpremiere den 2. marts.