En sprudlende tur ind i fantasien

/i /af

Jeg har netop genset den sprælske Terry Gilliams seneste film, The Imaginarium of Doctor Parnassus. Her byder han indenfor i et magisk spejl med plads til både eventyret og kaoset. Desværre dræner filmens til tider løse struktur noget af den ellers rå energi Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man fantasifuld finesse, uforudsigelighed og en forførende stemning fra start til slut.

Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup får snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab – en tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet, en fantastisk Tom Waits – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender publikum ind i en forrygende og farverig fantasiverden.

Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Ledger under tragiske omstændigheder døde. For at afslutte filmen hev Gilliam derfor tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som fungerer overbevisende i det skæve univers.

Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For godt nok forfører Gilliams legelyst og vilde visuelle udflugter, men man savner til tider mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen fyldt med finurlige idéer, et stærkt skuespillerkorps og visuelle narrestreger nok til at hive stikket hjem i sidste ende.

Ekstramateriale: Udover at filmen på Blu-ray både lyder fremragende og ser blændende godt ud, medfølger der også en pæn stak ekstra-features. Desværre af noget svingende kvalitet, men med godbidder imellem.

Kommentarsporet med Terry Gilliam er bestemt et lyt værd. Han er en engagerende fortæller med mange fine iagttagelser og anekdoter filmen igennem. Herudover får man en stak korte features, som løber op i en spilletid på ca. en time.

Her er mest interessant bl.a. indslaget, som fortæller om arbejdet med at skulle bruge tre forskellige skuespillere i Ledgers sted. Det er også spændende, når Gilliam bl.a. fortæller om setdesigns, det magiske spejl og artwork, ledsaget af egne skitser og videre til det endelige resultat. Mindre spændende er et indslag, som følger holdet rundt i verden på promotion-tur. Der medfølger også en lille feauture, hvor Ledger prøver forskellige kostumer. Her med valgfrit kommentarspor af Gilliam, som dog anbefales, da han har fine ting at sige om Ledger og hans karakter.

Alt i alt et ekstramateriale, som holdes oppe af et par gode indslag og det habile kommentarspor med Gilliam. Desuden er det en fordel at få fingrene i netop Blu-ray-udgivelsen, da der her medfølger lidt ekstra guf.

Tilforladelig seriemorderunderholdning

/i /af

Jeg er vild med seriemorderfilm. Desværre er der langt mellem de virkelig gode af slagsen. Nu har svenske Jonas Åkerlund forsøgt sig udi genren med den amerikanske Horsemen. Her er tale om en gængs omgang seriemorder-sjov med religiøse motiver og lidt subkulturelt sadomachocisme smidt i spil.

Klichéerne lines fint op. Vi har den hårdtarbejdende kriminaldetektiv Aidan Breslin (Dennis Quaid). Han er efter sin kones død efterladt i et sørgende tomrum. Han forsømmer sine to drenge, hvilket kun bliver værre, da en fæl seriemorder slår til. Der viser sig selvfølgelig at være religiøse motiver bag de spektakulære mord, som snart tegner omridset af en mulig forestående apokalypse.

Selvom instruktøren er det visuelle legebarn Jonas Åkerlund, som man primært kender for sine vilde musikvideor, senest bl.a. farveladen Telephone for Lady Gaga og den pornografisk eksplicitte Pussy for Rammstein, spilles kortene overraskende sikkert. Der er ikke meget visuelt lir at komme efter. Måske Åkerlund blot trængte til at lave noget mere afdæmpet? Den stilsikre billedside fungerer dog upåklageligt, om end filmen fremstår en kende anonym.

Til trods for filmens uhyggelige og ildevarslende grundtone, så holder den sig desværre tilbage i de øjeblikke, hvor vanviddet ellers truer med at slå sig løs. Men de religiøse mord og plotdrejningerne holder filmen fint kørende. Desværre spises man af med en ligegyldig finale, der er mere påklistret end dybfølt.

Horsemen er dog på trods af de for genren så hårdtprøvede klichéer fin og tilforladelig seriemorderunderholdning. Det bliver dog aldrig for alvor uhyggeligt og forløsningen af sandheden bag mordene rammer ikke hårdt nok til at gøre mindeværdigt indtryk. Men er man, som undertegnede en sucker for seriemorderfilm, er det bestemt ingen katastrofal oplevelse, men desværre heller intet videre ophidsende bekendtskab.

Will Ferrell som Bush en sidste gang

/i /af

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg er helt tosset med Will Ferrell. Han er en af mine absolut yndlings komikere – og som en sidebemærkning kan jeg varmt anbefale Old School, Anchorman og Step Brothers.

Ferrell har desuden parodieret den tidligere amerikanske præsident George W. Bush i mindre indslag. Men udgivelsen med den mundrette titel Will Ferrell: You’re Welcome America – A Final Night with George W. Bush går han på scenen og leverer et helt stand-up show i rollen, som den tidligere leder.

Will Ferrell Geaorge W Bush

Man fristes til at sige, det måske lige er sent nok med sådan en ”hyldest”. Præsidenten hedder nu Barack Obama og Bush er ikke længere den mest magtfulde mand i verden. Ikke desto mindre er Bush-karakteren et både muntert og tragisk bekendtskab, hvilket Ferrel rammer virkelig godt med sin akavethed og lettere dumsmarte facon.

Der er skruet en del op for præsidentens klodsede og excentriske karaktertræk. Bl.a. afslører ”Bush” et hemmeligt projekt, hvor han insisterede på at træne 2000 vilde aber til kamp. Et andet skørt indslag er en heftig og mere end lummer dans med en særdeles energifyldt Condoleezza Rice. Bizart.

Will Ferrells sans for improvisation kommer desværre ikke rigtigt til sin ret i showet, men i et segment hvor han giver publikum øgenavne, viser han trods alt, hvor ferm han er til at gribe nu’et.

Selvom Will Ferrell: You’re Welcome America ikke viser Ferrell fra sin mest vanvittige og sorttalende side, så er det et muntert show, hvor Ferrell formår at fange præsidentens drengede charme og stille stupiditet og at gøre det med flair for detaljen.

Ekstramateriale: Her finder man to features, et kort indslag om showets tilblivelse (8 min.). Fint og velproduceret, men ikke videre oplysende. Så er der mere sjov at komme efter i den anden feature, hvor Ferrell interviewer sig selv – eller det vil sige, Bush interviewer Bush (13 min.). Et ret skørt indslag, som bestemt er værd at se.

Et forførende lækkert puslespil

/i /af

Æstetikken er i højsædet, når Jim Jarmuschs seneste film, The Limits of Control forførende folder sit kryptiske krimiplot ud. Men hvad pokker handler filmen egentlig om…?

En mand stilfuldt klædt i et metalblåt jakkesæt, får filmen igennem instrukser af mystiske personager. Dette sker ved ombytning af tændstikæsker, hvor den velklædte herre modtager en lille seddel, som han efterfølgende sluger. Omgivelserne skiftes ud, men tændstikæske-udvekslingen fortsætter…

Men hvad manden bevæger sig hen imod er uklart. Meningen lader sig aldrig til fulde afsløre. Det er filmens dvælende væsen, repetitionen i handlingerne og den sirlige æstetisk, der filmen igennem forfører og fører publikum ind i en leg med mediet og krimien som genre.

Der bliver ikke sagt meget i filmen – her taler billederne sit eget sprog. Men når der finder replikudvekslinger sted, er det på det nærmeste gentagelser. De samme dialoger, blot med nye nuancer. Et ekko af hinanden filmen igennem. En nærmest meditativ og kælen leg med publikum, som på trods af en tilbageholden fremdrift, afføder en mystisk spænding og tilfredsstillende tiltrækningskraft.

Jim Jarmusch er en personlig favorit, bl.a. med film som Down by Law og Night on Earth på CV’et. Så tøv ikke med at lange ud efter The Limits of Control, når du næste gang trænger til at blive kildet på dine visuelle sanser og drillet med en fortællemæssig kryptisk tagfat. Nå ja, og så kan de fleste af Jim Jarmuschs øvrige film findes til håndøre ude i butikkerne. God fornøjelse…

Kitschet og drengeædende gys

/i /af

Det lyder ellers lovende. Et sorthumoristisk high school drama med et tvist af horror tilsat dæmonbesættelser og lesbiske overtoner. Desværre formår Jennifer’s Body ikke for alvor at levere sin skæve historie med tilpas kant og troværdighed – og så hjælper det bestemt ikke, at Megan Fox er hevet ind for at spille drengeædende dæmon. Hun er jo totalt blottet for charme og mystik.

Hjerteveninderne, bimboen Jennifer (Fox) og den nørdede Needy (Amanda Seyfried) får sat deres on and off platoniske venskab på en prøve, da Jennifer bliver besat af en dæmon. Hun begynder nemlig at gnaske sig gennem skolens drenge og kun Needy kan nu stoppe den sultne superkælling, inden alle af hankøn efterlades som blodige kødklumper.

Diablo Cody har skrevet filmens manuskript – I ved, hende med gennembruddet Juno, den lille søde indie-romance med fan-pleasende horror-referencer og ungpige-graviditet. Denne gang har hun sluppet sin indre horrorfugl fri. Der leveres således en moderat omgang gore, lædersort opkast og andet sjov fra horror-kisten. Hele tiden dog med humor som modvægt.


Jennifer’s Body forsøger altså at balancere mellem humor og horror. Det lykkedes desværre kun delvist. For filmen bliver aldrig rigtig uhyggelig og desværre heller ikke videre morsom. Blot en kende offbeat med sine bizarre spidsfindigheder, som bl.a. lumre hentydninger til analsex, et usikkert indieband, der må ty til jomfru-ofringer for at opnå succes og nedsættende referencer til Hannah Montana. Tø hø.

Filmen viser dog bestemt gode takter og man fornemmer at Diablo vitterligt er vild med genren. Der prøves bare for hårdt på at være den skæve teen-flick, som tør behandle emner som seksualitet og at lege med lidt lesbisk action. De to veninders forhold og ikke mindst Needys kamp for at finde hoved og hale på sig selv i dette hormonboblende limbo griber desværre bare ikke helt overbevisende sit publikum.

Filmen ender derfor en kende uforløst. En til tider ganske munter horrorkomedie med en delvist vellykket dramatisk tyngde. Og selvom det er en malplaceret Megan Fox, der pryder al promotion af filmen, så er det den charmerede Amanda Seyfried, som er filmens egentlige stjerne. For hende alene og Diablos momentvist vellykkedede manuskript kan filmen bestemt godt klare en tur i afspilleren.

Ekstramateriale: Det er en slatten omgang ekstramateriale, som følger med DVD-udgivelsen. Det bliver kun til 6 slettede scener (13 min.). Ikke det store, men trods alt værd at tjekke ud.

– Husk at det i dag er sidste chance for at vinde filmen på DVD og Blu-ray, HER.

Med Tim Burton i eventyrland

/i /af

Tim Burton tager sammen med Alice turen ned i kaninhullet – og heldigvis lader han publikum komme med. For med sin gendigtning af den klassiske historie, har han skabt en legesyg og syret film. Desværre spiller han også sine computergenerede kort en smule for sikkert, til for alvor at tryllebinde.

Alice passer ikke rigtigt ind. Hun dagdrømmer og har sin egen mening om tingene. Dette huer ikke just hendes aristokratiske bagland i et victoriansk England. Her står hun for at forlove en tumpet Lord, men løber bort og dratter ned i et kaninhul. Hun havner i den eventyrverden, hun et helt liv har troet blot var en drøm. Men både den talende kat og hattemageren er ganske virkelige.

Igen har Tim Burton hevet sin faste legekammerat Johnny Depp ind i manegen. Tidligere samarbejder tæller fantastiske film som Edward Saksehånd, Ed Wood samt Charlie og chokoladefabrikken. Denne gang er Depp sminket til ukendelighed i rollen som Den Gale Hattemager. En grønøjet galning med humørsvingninger. En herlig karakter i et i øvrigt sprælsk persongalleri.

I rollen som den egenrådige Alice, finder man en bedårende Mia Waslkowska, mens Helena Bonham Carter er både morsom og tragisk, som den hidsige Røde Dronning. Derimod grænser Anne Hathaways præstation, som den Hvide Dronning til det pinlige med sin påtagede gestik.

Desværre går der til tider for meget computergeneret eventyr i den. Både hvad de talende dyr og de ellers majestætiske scenarier angår. Man savner undervejs mere stoflighed og tyngde. Det både visuelt, men også i karakterarbejdet. Dette svækker desværre noget af engagementet i den ellers flotte og krøllede illusion.

Nå ja, og så er filmen i 3D. Desværre forbliver den ekstra dimension blot et gimmick, og ikke en visuelt inddragende medspiller. Der farer således i tide og utide både spyd og fabelfyr ud i fjæset på publikum. Men det virker blot som billige tricks, den ellers visuelt indtagende film nemt kunne have været foruden.

Tim Burton er virkelig hjemme i dette herligt udknaldede univers. Lidt for meget måske. For han kører historien lige sikkert nok i hjem. Der mangler noget uforudsigelighed og mere ponds i karaktererne.

Det er altså ikke blevet til det overrumplende og skrupskøre eventyr teaserplakaterne ellers så farvestrålende barslede. Alice i Eventyrland er dog en fantastisk historie og det kan lidt for meget CGI og letkøbt 3D altså ikke sætte helt over styr. Det selvom Tim Burton leverer eventyret med lidt for sikker hånd.

Hjemsøgt af halvflad okkult gyser

/i /af

For pokker hvor kunne det her have været fantastisk. Jeg mener, et hjemsøgt hus og blodig okkultisme er sgu altid et godt udgangspunkt for lidt neglebidende horror – og når filmen oven i købet bygger på historier af Clive Barker, ja så burde succesen være hjemme. Desværre ikke.

Book of Blood leverer godt nok olm haunted house stemning og et par medrivende voldsscener, men filmen mangler oprigtig uhygge og mere engagerende karakterer.

Mary Florescu, som underviser i og skriver om det overnaturlige vil se nærmere på et hus med en dyster fortid. Bl.a. er en kvinde på mystisk og brutal vis blevet myrdet. Sammen med teknikeren Reg Fuller og den studerende Simon McNeal – der tilsyneladende har kontakt til den anden side – indtager hun huset for at dokumentere dets paranormale aktivitet. Men hvilke hemmeligheder er det helt præcist, huset gemmer på?

Filmen lægger godt fra havn. Her males konturerne af en dragende okkult mytologi op. Folk der samler på menneskeskind, døde som vandrer blandt os og en grotesk arret mand. Desværre får historien aldrig for alvor luft under vingerne og mytologiens dragende væsen aldrig dybde.

Historien rummer ellers en forførende fortabelse og sitrende seksualitet, som desværre ikke forløses. Det forbliver ved lidt liflig kildren. Til gengæld leveres et par medrivende blodsudgydelser og så formår instruktør John Harrison på trods af filmens til tider træge afvikling at stable en fin haunted house atmosfære på benene.

Book of Blood er dog et godt stykke fra at være det blodige pletskud, man kunne have håbet. Clive Barker har ellers lagt historie til et par af genrens bedste skrækfilm. Mest kendte er vel den læderindbundne og sadomasochistiske Hellraiser samt den skrækindjagende Candyman.

Filmen er for øjeblikket her i landet kun udgivet til leje-markedet. Så du skal altså ned til din lokale videoudlejning, hvis du er frisk på lidt middelmådige Barker-gys – og det kan man jo godt være i ny og næ.

”The Hurt Locker” er sprængfarlig underholdning

/i /af

I krig er grænsen mellem liv og død ofte hårfin. Det står klart i The Hurt Locker, hvor man følger en gruppe på tre bomberyddere i Irak. De forsøger på hver deres måde at forholde sig til de ekstreme omstændigheder krigen sætter dem i – og med seks uger tilbage af deres ophold, forsøges skinnet holdt på næsen. Det bliver dog seks intense, uforudsigelige og nervepirrende uger – præcis som filmen.


The Hurt Locker har været den helt store prissluger den seneste tid og er en af storfavoritterne til det kommende Oscarshow – og ikke uden grund. For det er en forrygende film Kathryn Bigelow har skruet sammen. Med et råt og nærmest dokumentarisk look, en konstant medrivende og uforudsigelig historie holdes filmen hele vejen igennem nærværende. Ikke mindst takket været filmens trekløver, de tre soldater spillet af Jeremy Renner, Anthony Mackie og Brian Geraghty.

Deres interne forhold og egne konflikter leveres stærkt hele vejen rundt. Det lige fra den adrenalinhungrende James, der hele tiden presser de i forvejen livsfarlige missioner til sit yderste, over den kontrollerende Sanbom til den mere uerfarne Eldrige. Man kommer ind på livet af de tre, uden persontegningerne bliver forcerede eller filmens intense demonteringer af bomber mister nerve og nærværd.


The Hurt Locker beskriver med succes og observerende tristesse det kaos, den uforudsigelige og ikke mindst håbløshed krig afstedkommer. Ikke på storpolitisk plan, men for de mennesker, som på den ene eller anden side, er den del krigen. En film, der udover at være uhyre underholdende også med ynde formår at sprænge sig vej ind under huden på sit publikum og blive siddende.

– Husk at du stadig kan nå at vinde filmen. Deltag i konkurrencen HER.


Ekstramateriale: Udover at filmen står uhyggeligt godt på Blu-ray og med et mindst ligeså medrivende lydspor, finder man også en lille Behind the scenes (12 min.). Den er ganske fermt strikket sammen, men desværre også for kort til for alvor at blive interessant. Hovedattraktionen her er altså afgjort kommentarsporet med instruktør Kathryn Bigelow og manusforfatter Mark Boel. Det er til gengæld også forrygende. Det er virkelig interessant at høre om deres oplevelser med bl.a. at optage i Mellemøsten og deres snak om hvad de bomber, som optræder i filmen kan gøre af skade i den virkelige verden. Bestemt et lyt værd.


Ondskabsfuldt adoptivbarn går amok

/i /af

Selvfølgelig ender det grueligt galt i Orphan. Det mere end antyder den dæmonisk udseende pige Esther på coveret og titlen skrevet med blodrød skrift. Jep, der er lagt i ovnen til en omgang nervepirrende film-med-ondt-barn-i. En spændende, ond og veleksekveret thriller, som med en dramatisk tyngde og veldoseret vold hæver sig over den gængse metervare-horror. Dog ikke uden at styre uden om klichéerne.

Kate og John Coleman mister på tragisk vis deres ufødte barn. Det tager hårdt på forholdet og ikke mindst Kate, som kæmper med en tiltagende depression. De beslutter sig imidlertid for at adoptere et barn, som kan få glæde af den kærlighed, der ellers var tiltænkt deres ufødte barn. Valget falder på den intelligente 9-årige russiske Esther. Men som filmens slaglinie slår fast, så er der noget galt med hende. Noget helt galt – hvilket den lille familie først alt for sent finder ud af.

Det er instruktør Jaume Collet-Serras tredje film. Han debuterede tilbage i 2005 med det larmende remake af House of Wax. Og helt sluppet sin indre action-dreng har han ikke, hvilket den unødvendigt actionfyldte finale understreger. Men modsat den bombastiske afslutning, så er Orphan overvejende en underspillet og hidsig thriller, som fornemt ruller sin neglebidende fortælling om den mystiske Esther ud.

Forældreparret leveres nuanceret og troværdigt af Vera Farmiga og Peter Saarsgaard, mens også deres to børn gør det overbevisende. Ind i billedet træder så den sære Esther. En herligt manipulerende Isabelle Fuhrman, som formår at spille folk ud mod hinanden på den mest udspekulerede vis. Herligt!

Og Farmiga er tilsyneladende tosset med onde børn. For tilbage i 2007 havde hun ligeledes sit hyr med en fødselspsykose og et styk ondsulet unge i filmen Joshua.

Orphan er en solid thriller, som desværre bliver en smule lang over midten. Der er dog på trods tale om et styk underholdende djævleyngel, som med sin sneklædte setting gør sig ekstra godt i disse kolde tider.


Ekstramateriale: Filmen står flot og skarpt på Blu-ray-udgivelsen og lydsporet er solidt og engagerende. Desværre er ekstramaterialet ikke videre ophidsende. Her bliver det til et par ligegyldige slettede scener plus en såkaldt ”hårrejsende alternativ slutning” (4 min.), som coveret skriver. Mere interessant er featuren, som ser nærmere på onde børn i film (15 min.). Her snakker folkenes bag Orphan, samt psykologer og horror historikere om denne onde-børn-sub-genre. Et fint lille supplement, som desværre er for hurtigt overstået.

– Læs også Så er der onde unger på spil.

Søvndyssende ringe 'rape-and-revenge-flick'

/i /af

Coveret til den søvndyssende ringe Run! Bitch Run! skriger af grindhouse-stemning – I ved, som man kender det fra de grumsede 70’ere. Her er dog tale om en ‘rape-and-revenge-flick’ anno 2009, der aldrig kommer i nærheden af den råhed og intensitet, som man bl.a. finder i forbillederne The Last House on the Left (1972) og I Spit on Your Grave (1978).

Historien er velkendt. Et par tøser, som i dette tilfælde er uskyldige katolikstudiner, render ind i et psykopatisk trekløver – og så står den ellers på voldtægt, død og ydmygelse. Den ene tøs vender selvfølgelig tilbage for at tage hævn og så smides der da lige lidt nekrofili og surf-musik ind over i forsøget på at fuldføre illusionen om, at dette rent faktisk er vildt og ”grindhouse-agtigt”… come on!

Filmen har ganske vist de rigtige elementer på plads – vold, blod og bare bryster. Men intet leveres bare tilnærmelsesvis overbevisende eller medrivende. Volden er flad, kedelig og langt fra troværdig. Ikke engang ellers beskidte voldtægter i skovbunden vækker afsky, men står blot postulerede og ligegyldige.

Nej, genren kræver ikke nødvendigvis filmteknisk snilde, et udfordrende manuskript eller overbevisende skuespillere for at underholde – hvilket Run! Bitch Run! så heller ikke har. Men når filmen samtidig savner nerve og bare et par nogenlunde interessante karakterer, ja så står det sgu skidt til.

Det mest underholdende er desværre filmens titel og cover. Så tag et kig på det, stil det tilbage på hylden og køb i stedet den originale The Last House on the Left eller I Spit on Your Grave. Ja, du gættede rigtigt – løb langt uden om denne fuser.