En fængslende fremtidsvision i sort/hvid

/i /af

Luc Bessons spillefilmdebut fra 1983, Den Sidste Kamp (Le Dernier Combat) er nu at finde på det danske marked (det sammen med en række af den franske instruktørs andre film). Herligt at man nu kan smække denne lille sort/hvide science fiction film i afspilleren og blive ført ind i en fremtid, hvor en ukendt katastrofe har hærget jorden og menneskene ikke længere kan tale.

I et vidtstrakt ørkenlandskab ligger en forladt og faldefærdig bygning. Herinde går en mand ensomt rundt, mens han forsøger at få samlet sin lille flyvemaskine. Det lykkedes ham i sidste øjeblik at flygte i maskinen, inden en nærtboende bande fanger ham. Han svæver herefter elegant henover ørkenlandskabet, men må nødlande i en by, hvor andre ensomme personager pusler rundt med hver deres agenda.

Det er sjovt at tænkte på, at manden som står bag den farvestrålende og sprudlende Det Femte Element startede sin karriere i samme genre, men med en film i sort/hvid og uden tale. En film, som på Blu-Ray virkelig lader sine poetiske, smukke og intense sort/hvid billeder folde sig ud, alt imens tematikker som ensomhed, fremmedgørelse og længsel sitrer i overfladen.

Det er en både fængslende og mærkelig film, som med sine mennesketomme landskaber og underlige hændelser giver mindelser om bl.a. landsmanden Moebieus tegneserier. Den Sidste Kamp er dog sin egen og leverer en mærkværdig rejse ind i en uforudsigelig verden, hvor det bl.a. regner fisk og en ung Jean Reno øver kampsport med sit sværd.

En halvanden times sort/hvid og dialogløs fremtidsfilm vil selvsagt ikke være noget for alle. Men for folk, der som jeg, er vilde med postapokalyptsike film, er dette en fin og interessant tilføjelse til samlingen. Eneste minus er blot, at udgivelsen er helt strippet for ekstramateriale.

”The Wolfman” hyler mod månen

/i /af

Så er der klassisk horror på plakaten. Et af filmhistoriens mest ikoniske monstre er nemlig atter klar til at flå publikum fra hinanden og hyle mod månen. Det er selvfølgelig genindspilningen af The Wolf Man fra 1941, jeg taler om. En opdatering, som forholder sig seriøst til monstret og historien. De blodige effekter og varulven er særdeles medrivende udført og det meste af vejen fri for computergenererede svipsere.

Vi befinder os i et gråt og dystert England anno 1890. Tågebankerne ligger tungt over landskabet, mens de sorte trætoppe gennembrydes af fuldmånens blege lys. En mand flygter for sit liv, men forgæves. Varulven gør det brutalt af med ham og ulvehylet ekkoer henover filmtitlen, som er hugget i granit. Herligt!

Lawrence Talbot (Bernicio del Toro) vender tilbage til England for at lede efter sin bror, som på mystisk vis er forsvundet. Her genforenes han med sin følelseskolde far (Anthony Hopkins) og går samtidig uvidende en brutal og behåret skæbne i møde.


The Wolfman er et stykke klassisk skåret gru uden alt for mange dikkedarer. Det er atmosfærefyldt og flot iscenesat af instruktør Jon Johnson, som heldigvis tør dvæle ved sine gotiske scenerier og grå landskab. Varulven er en helt igennem fænomenal videreudvikling af ulve-looket fra 1941-udgaven lavet af Rick Baker, som bl.a. også stod for den grumme varulveforvandling i En amerikansk varulv i London.

Bernicio Del Toro er overbevisende, som den plagede mand fanget mellem monster og menneske, mens Antony Hopkins i rollen som faderen også leverer et medrivende portræt. Det kvindelig modstykke med ben i næsen leveres af en yndig Emily Blunt og så tropper Hugo Weaving op som hårdkogt Scotland Yard inspektør.

Det er skønt at se en klassisk monster-film, ikke mindst i en tid hvor bl.a. Twilight-sagaen og andre ufarlige afarter er godt i gang med at gøre filmmonstrene mindre skræmmende og mere spiselige. The Wolfman smider godt nok et par billige jump-scares af sig og historien er ikke hele vejen lige velbalanceret, men er på trods et herligt og bastant bekendtskab med fænomenal varulve-action. Ja, bevæg du trygt ind i mørket til en rigtig varulv.

”Op” er et fantastisk og opløftende eventyr

/i /af

Pixar har gjort det igen – skabt et magisk eventyr, som byder på fænomenal historiefortælling og vidunderlig animation. En medrivende rejse, som både er morsom, spændende og dybt rørende – og hvor form og tempo aldrig overdøver den fine fortælling og karakterernes troværdighed.

Den pensionerede Carl Frederiksen beslutter sig for at tage på det eventyr han og hans afdøde kone aldrig nåede på sammen. Med et arsenal af farvestrålende balloner fastgjort til sit hus flyver han op over byens tage og væk. Men i de høje luftlag banker en ubuden gæst pludselig på døren. Den overvægtige spejder Russel er ved et uheld havnet opbord på det flyvende hus. Sammen begiver det umage par sig nu ud på en både eventyrlig og hjerteskærende rejse.

Det er ganske enkelt imponerende, at Pixar formår at lave den ene fantastiske film efter den anden. Listen er efterhånden lang og kvaliteten stadig tårnhøj med film som bl.a. Ratatouille, Toy Story, Find Nemo og WALL·E. Op er endnu et eksempel på fejende flot animation, som dog aldrig fratager historien og karaktererne deres styrke. Man indlever sig straks i deres følelsesliv og er med dem hele vejen.

Samtidig er Op midt i sin flotte og underholdende fortælling heller ikke er bange for at tage hånd om mere komplekse og svære temaer som døden, afsavn og svigt. Det uden at blive overfladisk eller letkøbt. Op er ganske enkelt en på alle måder medrivende og original film, som i kraft af sine fængslende karakterer, animerede detaljerigdom og fortælleglæde kan nydes igen og igen.

Ekstramateriale: Blu-Ray udgivelsen er en sand teknisk lækkerbid. Billedet gør sig ubetinget godt med indtagende farver og et knivskarpt billede hele vejen igennem, mens lydsiden er ligeså medrivende. Forførende og fejende flot, ligesom filmen.

Ekstramaterialet er et kapitel for sig og fordeler sig over Blu-ray-udgivelsens 2 skiver. Endnu en god grund til at gå over til dette format. Man får bl.a. to fine kortfilm. Doggis Specielle Mission med den charmerende hund fra filmen og Delvist skyet, der på sød vis fortæller hvordan babyer bliver til. Herudover kommer man også med folkene bag filmen på en research-tur til Sydamerika, hvor de ser nærmere på landskabet og de eventyrlige plateau-lignende bjerge, som er med i filmen.

Herudover kommer man i Muntz mange slutninger ind på hvordan et vigtig element i historien afprøves – og så er der en række dokumentarfilm, som på forskellig vis kommer omkring filmens forskellige aspekter, bl.a. animationen og karakterudvikling. Alle er interessante og værd at bruge tid på. Alt det og meget mere finder man på denne bundsolide udgivelse. Et fremragende supplement til en fantastisk film.

– Husk du stadig kan vinde filmen på DVD og Blu-ray. Deltag HER.

”Bitch Slap” er en slap kælling

/i /af

Med sit kvindelige trekløver og håndvåben i æggende positur ligner Bitch Slap på coveret umiddelbart en munter og uhøjtidelig omgang exploitation-homage. Desværre er der ikke er meget saft, kraft og fandenivoldskhed at hente i filmen. Derimod får man serveret tre styk intetsigende bimbos, der forsøger at virke troværdige i deres i forvejen mere end flade og karakterforladte roller.

Selvfølgelig præsenteres man for de tre kvindelige hovedrolleindehavere i slowmotion og lårkort til lyden af lummer rock og billedet i splitscreen – sådan må det nu engang være i en omgang glatpoleret exploitation-pastiche. Herefter forsøger de tre ligegyldige pin-up-girls i filmens halvanden times trættende trummerum så at lokke publikum med lumre oneliners, nedringede kjoler og lidt girl-on-girl-action. Hvad filmen handler om, ja det er fløjtende ligegyldigt.

Hvad der kunne have været en herlig og energisk hyldest til de stærke og egenrådige kvinder fra 70’ernes exploitation-film, er desværre endt fladt, poleret og intetsigende på maven. Der er altså mere end lagt op til de forbilleder, som vises i den heftige titelsekvens, hvor bl.a. Pam Grier giver den gas. Det barmfagre trekløver i Bitch Slap har dog ikke meget at byde på – ligesom filmen, sine sølle anstrengelser til trods heller ikke disker op med mange underholdende minutter.

Ingen tvivl om at Bitch Slap forsøger at lukrere på Tarantino og Rodriguez’ vellykkede Grindhouse-hyldest, dobbeltfeaturen Planet Terror og Death Proof. Intet galt i det, men Bitch Slap rammer bare langt fra den vellykkede tone, disse to film mønstrede. I stedet er det blevet til en omgang anstrengende platheder, pinligt ringe skuespil og en række utroværdige slåskampe. Snup hellere en af de originale hårdtslående kvinder – start fx med Pam Grier i Foxy Brown.

Det er fristede at sige, det bedste ved filmen er nummeret med Eagles of Death Metal, som sparker rulleteksterne i gang, nemlig det svedige og sprælske Chase the Devil. Hvis bare filmen havde haft en brøkdel af den charme og frækhed dette band lægger for dagen, kunne det være, at filmen havde været bare en smule mere seværdig.

Ekstramateriale: Filmen ser trods ganske godt ud på Blu-Ray og lyder også fint – og så medfølger en lille stak skæve ekstra-features, som headlines af en halvanden times bag-om-filmen. Herudover finder man forskellige fjollede indslag, hvor bl.a. tøserne på forskellig vis forsøger at sælge filmen i diverse blandede  promo-videoer for filmen. Well, man skal nok være glad for filmen, for at gide ekstramaterialet.

”Gamer” er fornærmende ringe

/i /af

Okay, nogle gange ramler man ind i en film, der er så gennemført ringe, at man knapt kan forstå det. Gamer er en sådan film. Der er på det nærmeste ikke en eneste formildende omstændighed, der gør denne film bare tilnærmelsesvis anbefalelsesværdig – og det selvom der både er blodige headshots og afrevne lemmer samt Gerard Butler og Michael C. Hall i action. Men tag ikke fejl, dette er en gudsjammerlig kedelig ørken-vandring gennem hektisk klipning, filmisk famleri og tonserdum manuskriptskrivning.

Filmen foregår i en fremtid, hvor den virtuelle virkelighed er taget et skridt videre. Man kan nu betale sig fra at styre rigtige mennesker – sådan en art ekstrem Sims, hvor man bl.a. kan spille med dødsdømte fanger, der så dræber hinanden på kryds og tværs. Hvis en fange overlever 30 spil, sættes vedkommende fri. Kable er tæt på at nå de 30 spil og sin frihed, hvor kone og barn venter. Men hvad nytter det, når man er fløjtende ligeglad med Kable og resten af dette ligegyldigt larmende opkast.

Filmen tumler i sjælden set grad så umotiveret dumt rundt i sit eget postulerede manuskript, at al mulighed for bare en smule indlevelse helt ryger fløjten. Her formår hverken en både barsk og følelsesladet Gerard Butler, eller en diabolsk Michael C. Hall at trække betydelige point hjem til filmens fordel. Det samme kan siges om filmens hektiske tempo, der blot dræner filmen for engagement.

Men en ting er den epilepsi-fremkaldende klippestil, der hugger al form for medrivende action i stykker, en anden er filmens famlende samfundssatiriske røster om et virtuelt liv – næ, se hellere The Running Man med Arnold Schwarzenegger – en film med lignende tematikker og langt højere underholdningsværdi.

Gamer ser dog godt ud på Blu-Ray og rammer da også i splitsekunder et par interessante strofer. Bl.a. da Michael C. Hall som superskurken danser sig gennem et musical-act. Men denne herligt udknaldede idé skamferes selvfølgelig også af tåbelig voldskrydsklipning. Dette er et seriøst no-go…!

”The Road” er en trøstesløs og forførende dystopi

/i /af

Der venter en dyster og trøstesløs rejse i John Hillcoats postapokalyptiske The Road, som bygger på Cormac McCarthys bog af samme navn. Jeg har endnu ikke læst bogen, så kan ikke sige hvor godt filmen følger sit litterære forlæg. Jeg kan blot konstatere, at som film fungerer denne afdæmpede og brutale affære fremragende. Et depressivt kig ind i en verden hvor al civilisation efter en ukendt apokalypse er ophørt. Al dyre- og planteliv er dødt og tilbage er kun rastløse og desperate menneske, som forsøger at overleve de barske omstændigheder.

I filmen følger vi en far og hans søn. De bevæger sig gennem det døde landskab, mens de må flygte fra kannibaliserende bander, lede efter mad og ellers forsøge at holde modet oppe i den konstant nedslående verden, hvor der ikke er meget håb at hente i de langstrakte grå vidder.

Nej, dette er bestemt ikke et postapokalyptisk action-ridt med store pompøse masseødelæggelser, som genren ellers ofte benytter sig af. Dette er en fåmælt og eftertænksom historie, der brutalt og intenst vender evigtgyldige temaer som menneskelighed, godt og ondt. The Road har altså langt mere til fælles med fx Michael Hanekes depressive Ulvetider, end fx de actionfyldte Mad Max-film.

Viggo Mortensen er overbevisende og medrivende som udsultet og fortvivlet fader, mens drengen, spillet af Kodi Smit-McPhee gør det godt som sønnen. Et troværdigt, ofte ømt og interessant forhold, som heldigvis ikke bliver (alt for) sukkersødt og sentimentalt, men hele vejen er udfordrende og dynamisk.

Instruktør John Hillcoat stod senest bag den rå western The Proposition og viser igen en medrivende sans for atmosfæremættet og barsk historiefortælling. Igen har han fået Nick Cave og Warren Ellis til at komponere filmens score, som her smyger sig smukt og gruopvækkende om filmens bjergtagende billeder og skræmmende scenerier.


The Road er ikke en opløftende film, men en særdeles fascinerende og desperat tur ind i en verden hvor menneskelig moral og loyalitet sættes på hård prøve. Et både nedslående og smukt iscenesat postapokalyptisk sceneri, som hele vejen igennem holder en desperat utryghed i hævd. En intens, atmosfærisk og forførende dystopi og således også en fremragende filmoplevelse.

– Deltag i konkurrencen om biografbilletter og filmens score HER.

Originaltitel: The Road, USA, 2009. Instruktion: John Hillcoat. Medvirkende: Viggo Mortensen, Kodi Smit-McPhee, Charlize Theron, Robert Duvall, Guy Pearce m.fl. Spilletid: 1 time 53 min. Biografpremiere: d. 28. januar 2010. Distributør: Scanbox Entertainment.

Will Ferrell farer vild i "Land of the Lost"

/i /af

Will Ferrell som gal videnskabsmand er desværre ikke nok til at redde et ellers fint og farverigt forsøg på en udsyret eventyrfilm. Men selvom filmatiseringen af 70’er tv-serien Land of the Lost ikke byder på grin i hobetal, så er det trods alt et flot og fantasifuldt eventyrunivers filmen udspilles i.

Den misforståede professor Rick Marshall, en kæphøj Will Ferrell er endt udenfor det fine videnskabelige selskab pga. hans vilde teorier om tidsforvridninger og andre dimensioner. Men da den intelligente forsker Holly – en sød britisk Anna Friel – får hanket op i den afdankede videnskabsmand, går turen ud i ørkenen, hvor Ricks teorier efterprøves. Dette sender den videnskabelige duo samt ørkenrotten Will, en veloplagt Danny McBride ud på en vild rejse til en anden dimension.

Land of the Lost viser bestemt gode takter, men de potentielt morsomme karakterer og den eventyrlige historie foldes desværre aldrig for alvor ud. Ferrel forsøger ellers ihærdigt med både dino-urin og dansetrin, mens også McBride ihærdigt forsøger at hive grin ud af publikum. Desværre rammer de skøre improvisationer og gaggede indslag ikke altid målet og indfrier for sjældent sit komiske potentiale.

Eventyret og grinene får altså aldrig et medrivende flow. Historien famler for ofte usikkert rundt og får altså aldrig rigtig sat den ene fod vellykket foran den anden, det selvom der bl.a. bydes på drabelige dinosaurer, et surreelt univers og en halvnøgen Will Ferrell.

Ja, både Ferrell og McBride gør et fint forsøg – sådan da – på at holde skuden oven vande, men den komiske åre rammes desværre aldrig for alvor. Det er dog hyggeligt at Ferrell giver et nummer på banjo og så disker instruktør Brad Silberling, som sagt op med et flot og dragende univers – bare en skam, at universet og karakterernes potentiale aldrig for alvor indfries.

Ekstramateriale: Der medfølger en lille stak ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Tre slettede scener (7:30 min.), som faktisk er ret sjove – og så følger man Danny McBride en tur på settet (11 min.) og viser også rundt i sin butik fra filmen (7 min.). Herudover får man et fint og informativt kommentarspor med instruktør Brad Silberling. Det er dog en brøler, at hverken Will Ferrell eller Danny McBride er med her.

Fængslende mareridt og religiøse fanatikere

/i /af

Så har tidsmaskinen igen sendt mig en tur tilbage til det herrens år 1981. Sidst det skete, ramlede jeg ind i Tobe Hoopers hårrejsende tivolitur The Funhouse. I denne ombæring diskede Wes Cravens Deadly Blessing op med en flok religiøse fanatikere og nogle ubehagelige mareridt.

Langt ude på landet har Martha (Maren Jensen) og den tidligere religiøse fanatiker John (Jeff East) giftet sig. Pga. af dette har Johns far (Ernest Borgnine), lederen af den religiøse sekt Hittitterne, slået hånden af ham. En tragisk ulykke rammer imidlertid det nygifte par, da John på mystisk vis dør. Et par af Marthas veninder kommer for at støtte hende – heriblandt en ung Sharon Stone, som begynder at have underlige mareridt. Og så er der ellers mord, mareridt og mystik på tapetet – men hvordan hænger de mange hemmeligheder sammen i det lille indspiste samfund?

Desværre er Deadly Blessing ikke helt så fornøjelig, som udgangspunktet ellers lover. Det er som om, at Wes Craven ikke helt har vidst i hvilken retning han ville trække sin lille skrækfilm. Ja, eller også er en medrivende balancegang blot ikke ramt – for filmen er et sært miks af rendyrket slasher og overnaturlig thriller. En kombination, som kunne være medrivende, men i dette tilfælde desværre ikke rigtigt finder fodfæste.

Men på trods af filmens en smule klodsede væsen og et til tider rodet manuskript, får Wes Craven bestemt stablet et par effektive og stemningsfulde scener på benene. Specielt er drømmesekvenserne flot sat i scene og foregriber Cravens egen klassiker A Nightmare on Elm Street, som han skulle begå 3 år senere, hvor han faktisk genbruger en intens badekarsscene fra Deadly Blessing.

Tja, Wes Craven rammer desværre ikke den skrækindjagende åre helt så medrivende, som årene tidligere med debuten The Last house on the Left i 1972 og The Hills Have Eyes i 1977 (ja, der er lavet remakes af begge to!). Men med et par flotte mareridt, en uhyggelig Ernest Borgnine og creepy atmosfære kommer man langt  – desværre bare ikke helt i mål. Jeg var dog på trods af slinger i valsen fint underholdt – og så blev det også til et hyggeligt gensyn med Michael Berryman, der gav den deformt indavl i netop The Hills Have Eyes.

Originaltitel: Deadly Blessing, USA, 1981. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Maren Jensen, Sharon Stone, Susan Buckner, Jeff East, Ernest Borgnine, Michael Berryman, Douglas Barr m.fl. Spilletid: 1 time 38 min. Udgiver: NTC Film.

”District 9” er et spektakulært adrenalin-kick

/i /af

Et af sidste års største overraskelser – og for mit vedkommende bedste film er District 9. Jeg har netop genset dette karakterdrevne og effektsprudlende stykke science fiction – og hvilket gensyn. En gribende fortælling om rumvæsners inhumane modtagelse på Jorden, hvor dramaet ubesværet smelter sammen med solid action, visuel idérigdom og et konstant medrivende momentum.

Filmen bygger på Blomkamps kortfilm Alive in Joburg fra 2005. I District 9 er historien selvsagt udbygget, men præmissen er den samme. For tyve år siden ankom rumvæsner til Jorden, nærmere bestemt Johannesburg i Sydafrika. De fik dog ikke en hjertelig modtagelse, men blev interneret i et slumkvarter, District 9. Her er de rejelignende væsner sat under kontrol af MNU, som mere er interesseret i deres våben end velbefindende. En af MNU-cheferne, den kejtede Wikus kommer imidlertid ud for en ulykke i distriktet, som for alvor sætter skub i filmens hæsblæsende to timer.

Filmens præmis er muligvis simpel, men ikke mindre interessant af den grund – hvilket bakkes fængslende op af den visuelle iscenesættelse, som går fra rendyrket mockumentary til thrillerdrevet science fiction og kulminerer i en gribende og højspændt finale. Den veludførte illusion, som Blomkamp leverer med sit semidokumentariske udtryk lever dog højt på andet end form. For med sin tematisk interessante fortælling og vedkommende hovedrolleindehaver kan man ikke andet end at blive revet med af den fantastiske fortælling.

Well, selvom allegorien over fremmedhad og social ulighed mere end blot ligger i filmens overflade, så tager det aldrig fokus fra filmens eget drama og virkelighed. Det ikke mindst pga. Wikus, som utroligt nok spilles af spillefilmsdebutanten Sharlto Copley. Han giver karakteren en tvetydighed, som sætter ham i en udfordrende gråzone. Det ene øjeblik er han elskværdig og sjov, det næste usympatisk og fej. En flerlaget og menneskelig karakter, hvis kamp og udvikling hele vejen er engagerende.

District 9 er ganske enkelt fantastisk fra start til slut og beviser, at karakterdrevet science fiction ikke behøver gå på kompromis med hverken visuel idérigdom, bombastisk action eller svimlende special effects – og så medfølger der på Blu-Ray-udgivelsen oven i købet et solidt og interessant ekstramateriale.


Ekstramateriale: Der medfølger på Blu-Ray-udgivelsen et spændende ekstramateriale. For udover at filmen både ser og lyder blændende godt, finder man interessante og informative ekstra-features. Man får en god tre-delt bag-om-filmen (30 min.), som kommer godt omkring bl.a. udarbejdelsen af historien, lyddesignet og hvordan improvisation blev brugt under de hektiske optagelser. Man får også et grundigt og vedkommende kommentarspor med filmens instruktør, som bl.a. fortæller om sin kortfilm Alive in Joburg, de visuelle effekter, tematikker og meget mere.

Herudover får man også 22 slettede scener (24 min.), og fine og interessante feautures om alien-make-up (10 min.), arbejdet med den improviserede dialog (12 min.), filmens visuelle effekter (10 min.) og et spændende indslag om filmens koncept og design (13 min.), hvor man bl.a. ser på skabelsen af rumvæsnerne.

– Læs også De bedste film 2009.

Originaltitel: District 9, USA, New Zealand, 2009.

Instruktion: Neill Blomkamp.

Medvirkende: Sharlto Copley, Jason Cope, Nathalie Bolt, David James m.fl.

Spilletid: 1 time 52 min.

Udgiver: SF Film.

Skamløst underholdende krigsfilm a la Tarantino

/i /af

At Inglourious Basterds først blev annonceret, som et remake af italienske Enzo Castellaris fornøjelige krigsfilm The Inglorious Bastards fra 1978 er noget fejlskudt. Godt nok foregår Quentin Tarantinos film også i et nazi-besat land, men ellers er det stort set kun gennemhullede nazister og filmtitlen, der udgør lighederne. Historien er sin egen og her fortalt over 5 kapitler, som hver har eget setup, tone og handling. Kapitlerne føles dog aldrig løsrevne, men udgør en medrivende helhed.

Historien drejes om en gruppe soldater – The Basterds – der under 2. verdenskrig bliver sat ind bag fjendens linjer for at skabe skræk og rædsel blandt nazisterne – hvilket bl.a. gøres ved brutalt at nedslagte dem. Samtidig følger man Shosanna, der som lille så sin familie mejet ned af Jødejægeren Hans Landa. Hun planlægger nu en fæl hævn, hvilket fører The Basterds, Hans Landa og hendes livsbaner sammen i en fænomenal finale.

Ingen tvivl om at dette er en Tarantino-film. Igen leveres der velsmurte replikker og medrivende billeder, ligesom legen med filmmediet også er intakt. Det er bl.a. en fryd at se hvordan de skarpe replikker leveres, mens kameraet dynamisk leger med – eller når nazi-dræberen Stiglitz’ navn drilsk blæses op på lærredet. Vi er da også, vanen tro i et filmrefererende land, hvor Tarantino om nogen forstår at boltre sig. Referencerne stjæler heldigvis ikke filmens egen identitet. Hele herligheden bakkes op af et velklingende soundtrack, som ligeledes bærer en håndfuld referencer i sig, men som i filmens kontekst får nyt liv. Godt gået.

Tarantino forstår sgu at caste sine film – og Inglourious Basterds er ingen undtagelse. Det er dog – filmens store og spændende persongalleri til trods – i høj grad Christoph Waltz, som med sit portræt af den ordekvilibristiske SS officer Hans Landa skaber en instant classic i Tarantinos univers – og samtidig stjæler billedet for næsen af bl.a. Brad Pitt, som aldrig rigtig synes at finde sig til rette i filmen.

Filmen strækker sig toogenhalv time, men giver grueligt bonus hele vejen igennem. Bl.a. det at Tarantino lader scenerne strække sig – ikke mindst de replikfyldte – er en stor del af oplevelsen og charmen. Så sæt dig roligt til rette, for man skal være et skarn for ikke at lade sig skamløst underholde af filmnørden Tarantinos seneste og voldsomme værk.

Ekstramateriale: Det er ikke meget ekstramateriale, man finder på DVD-udgivelsen. Her er blot et par forlængede/alternative scener (12 min.), som trods alt er fine at få med. Fire forskellige trailere for filmen og filmen Nation’s Pride (6 min.), en fiktiv film som vises i filmen. Ret sjov lille propaganda-spoof, som er skudt af Eli Roth, jep, manden bag Cabin Fever og Hostel – og så er Eli by the way også übercool, som nazidræber i filmen.

Originaltitel: Inglourious Basterds, USA, Tyskland, 2009.

Instruktion: Quentin Tarantino.

Medvirkende: Brad Pitt, Christoph Waltz, Diane Kruger, Eli Roth, Mélanie Laurent, Daniel Brühl m.fl.

Spilletid: 2 timer 27 min.

Udgiver: Universal Pictures.