Makaber affære i skummel villa

/i /af

Selvom blodet flyder tungt fra hullet i et dukkehoved på coveret til den netop udgivne Macabre fra 1980, så er det faktisk en relativt diskret skrækfilm. Her er det mere olm atmosfære, tragiske traumer og bizarre lyster, der hersker i skyggerne, end udpenslet gru.

Der lægges stærkt fra start. For midt i den yndige Jane Bakers hede affære, drukner hendes datter lillebroren hjemme i villaen. Med elskeren bag rettet suser de hjem, men ender i en blodig ulykke. Hun overlever, mens han dør. Traumatiseret og skyldbetynget indlægges Jane på et psykiatrisk hospital. Et år senere erklæres hun rask, men er hun nu også det – og hvad med datteren?

Jane flytter ind i lejligheden, der plejede at huse de hede stævnemøder. I samme villa bor også den blinde Robert. Han ser sig lun på Jane, men må nøjes med de lystfylde hvin, der kommer fra hendes værelse. Men hvem er på besøg og hvad gemmer hun i sin aflåste fryser? Der er bestemt lagt op til makaber skyggedans…

Filmen er instrueret af Lamberto Bava, søn af skrækfilms-mesteren Mario Bava. Inspirationen fra farmand samt min personlige favorit Dario Argento er tydelig, både tematisk og stilistisk. Resultatet er desværre ikke så gruopvækkende vellykket som forbillederne. Den grufulde fortælling er stærkest, men visuelt er Macabre også sporadisk interessant, bl.a. et skummelt POV-skud gennem den mørklagte villa.

Men tempoet er trægt og de ellers potente tematikker og interessante karakterer tager ikke for alvor fat. Den makabre slagkraft, man kunne have håbet frigivet i mødet mellem bl.a. den morderiske datter og moderen – samt den blinde Roberts opdagelse af Janes dystre hemmelighed får ikke den kradse pondus, man hungrer efter.

Lamberto kommer dog langt med både lummer New Orleans-stemning, forskruede familie-relationer og grotesk elskov. Ja, og så er der jo ingen grund til at hænge sig i detaljer som skuespillet, hvor Bernice Stegers som Jane er mere succesfuld udi at være letpåklædt end leveringsdygtig i troværdige sammenbrud.

Det er også muligt, at Veronica Zinny ikke imponerer som datteren, men det kunne have været interessant, hvis hendes rolle havde fyldt mere. Og bare fordi Stanko Molnar spiller blind, er der vel ingen grund til at bevæge sig som en robot. Men han har et indbydende fjæs, der gør sig godt i den gådefulde setting – hvor fryserens hemmelighed dog ikke er svær at lure inden den ”store” afsløring.

Janes traumatiske nedtur ender altså ikke helt, som den makabre optur, der lægges op til. Men Macabre er med sin grumme historie og forskruede relationer trods alt en herlig bizar, kuriøs og ofte atmosfærefyldt sag, der fint vil matche en lummer sommeraften – også selvom man ikke måtte befinde sig i et hedt New Orleans.

Ekstramateriale:
Desværre er ekstramaterialet meget sparsomt. Her får man blot en håndfuld stills fra filmen og vanen tro en række trailere for andre af selskabets titler, dog ikke for Macabre. Til gengæld står billedet flot og farvemættet, men med en del ridser i ”filmstrimlen”, det bliver dog aldrig et irritationsmoment.

 


Originaltitel: Macabro, Italien, 1980
Instruktion: Lamberto Bava
Medvirkende: Bernice Stegers, Veronica Zinny, Stanko Molnar, Roberto Posse m.fl.
Spilletid: 87 min. (uncut)
Udgiver: Another World Entertainment

Jordens undergang er allerhelvedes smuk

/i /af

Hvem havde troet, at Jordens undergang ville være så allerhelvedes smuk? Det er ikke desto mindre tilfældet i Lars von Triers Melancholia. Her svæver den enorme planet Melancholia i filmens åndeløse prolog elegant og altødelæggende ind i vores lille blå planet. Dommedag malet op i panoramiske skønhedstableauer og skudt i magisk ultra slowmotion, hvor fugle falder fra himlen og livet går op i flammer.

Filmen starter mildt sagt med enden – på det hele! Herefter tager filmens to kapitler fat – et til hver af søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), altså før udslettelsen. Justine er blevet gift og bryllupsfesten holdes i Claire og hendes mands imponerende palæ. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag – og vi sidder med på første parket. Herligt.

Det er ikke så meget den enorme planets kollisionskurs med Jorden, der er i centrum. Her er det dramaet mellem søstrene, der binder universets kispus med menneskeheden sammen. Den uligevægtige Justine og den rationelle Claire. Men som filmen foldes ud og menneskets styrker og svagheder testes, bider den forestående undergang sig mere og mere fast i karaktererne og de eksistentielle tematikker om liv og død.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Forrygende zombie-serie leverer varen

/i /af

Lige siden jeg læste om Frank Darabonts (The Mist, En verden udenfor) planer for en tv-serie bygget på zombie-tegneserien The Walking Dead, har jeg siddet på stikker. Det har været ventetiden værd, for der serveres både medrivende zombie-snask og karakterdrevet drama i den 6 episoder lange 1. sæson, der netop er udkommet.

Serien er centreret om betjenten Rick Grimes (Andrew Lincoln), der efter at have ligget i koma pga. skudsår vågner op til en verden i ruiner. En zombie-epidemi har lagt verden øde, mens de få overlevende har forskanset sig i mørklagte huse eller langt fra zombie-befængte byområder. Zombie-apokalypsen er en grum realitet og håbet for en fremtid for menneskeheden hænger i en tynd og blodig tråd.

Rick begiver sig nu ud i verden i håbet om at finde sin kone og søn. Men farerne lurer om hvert hjørne og som det ofte gælder for genren, viser det sig snart, at det ikke nødvendigvis er zombierne, som er de farligste monstre, der venter Rick og den flok af overlevende, han slutter sig til i skovene uden for Atlanta.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Meningen med det hele anes i ’The Tree of Life’

/i /af

Der favnes bredt i Terrence Malicks The Tree of Life. Her er vi med fra før tidernes morgen og frem til nutidens storbyer. Fra universets afkroge og ind i naturens inderste celler. Et komplekst og fragmentarisk værk med mennesket i frit fald, mens man synes at ane meningen med det hele i det nære så vel som i et uforståeligt kosmos.

Mellem billeder af præhistoriske naturlandskaber, mikroorganismer og kosmiske eksplosioner finder vi filmens menneskelige ansigt i en kristen middelklassefamilie i 1950’ernes Texas. Her vokser tre brødre op med to forskellige pejlemærker i livet – en streng far (Brad Pitt) og en omsorgsfuld mor (Jessica Chastain). Man springer filmen igennem mellem naturbilleder, drengenes barndom og en af sønnerne (Sean Penn), der som voksen mindes sin opvækst – som i et forsøg på at forstå sig selv og sit liv.

The Tree of Life er vanskelig at favne – endsige sætte ord på. Man griber dog et forsøg på at finde menneskets plads i verden. Her fylder forstadsfamilien mening på livet med Gud, mens naturen upåagtet kristne dogmer både giver og tager liv. Midt i det hele må man selv – præcis som brødrene – forsøge at finde sin egen vej.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN -> Læs mere

Atmosfæremættet rejse i anspændt monsterland

/i /af

Ganske vist bærer filmen den bastante titel Monsters og udspiller sig i et Mexico invaderet af mystiske tentakel-besatte væsner fra rummet. Men de enorme monstre spiller en mindre rolle, mens det er den spændte atmosfære og forholdet mellem de to hovedpersoner, der fængslende bærer filmen gennem sit realistiske monsterland.

Vi dumper direkte ned i fortællingen, hvor Mexico på sjette år er invaderet af store væsner fra rummet og landet afskærmet med en enorm mur ved den amerikansk-mexicanske grænse. Fotografen Andrew jagter billeder af monstrene i den ’inficerede zone’, da han får til opgave at fragte sin chefs datter sikkert hjem til USA. De to indleder nu en spirende romance og farefuld færd gennem usikkert terræn.

Selvom filmen på coveret sammenlignes med invasions-succesen District 9, så er det to meget forskellige film. Fællestrækkene er mest åbenlyst den dokumentar-lignende æstetik og idéen om en ’karantæne-zone’. Men her er altså ikke tale om en fræsende pendant til den i øvrigt fremragende District 9. Monsters er et langt mere afdæmpet invasions-drama, som er fyldt med smukke billeder og forførende atmosfære.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Et umage par på afveje

/i /af

Udgangspunktet for komedier er ofte at lade modsætninger mødes. På den måde serveres der per automatik utallige muligheder for pinlige misforståelser og højlydte uenigheder afledt de forskellige verdenssyn. Denne gammelkendte præmis finder man også i road movie-komedien Due Date, hvor den stringente Peter og den diffuse Ethan uheldigvis ender med at skulle krydse USA sammen.

Robert Downey Jr. indtager rollen som den arrogante og overlegne Peter, mens Zack Galifianakis er modsætningen uden situationsfornemmelse, men med hjertet på rette sted. De skal begge med fly til Los Angeles. Peter skal nå hjem til fødslen af sit første barn, mens Ethan forfølger skuespillerdrømmen. Men misforståelser fører til et fælles flyrejseforbud og så ender det umage par i en bil sammen på vej mod L.A.

De to herrer er bestemt godt selskab – bare ikke hinandens og netop det faktum afføder nogle ret vellykkede og bizarre optrin. Specielt er filmens første del vittig og vellykket, hvor den bl.a. står på slagsmål med en krigsveteran i rullestol, en øretæveindbydende møgunge og mundhuggerier på et offentligt toilet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

TRON: LEGACY: Visuelt imponerende eventyr bøjet i neon

/i /af

Knap 30 år efter det startede med banebrydende computer-effekter i den neon-lysende TRON fra 1982, vender Jeff Bridges tilbage til det fascinerende univers som computergeniet Kevin Flynn i TRON: Legacy. De svedige motorcykler er også tilbage og et i den grad opgraderet visuelt look samt et cool soundtrack af Daft Punk.
Der går mere end 20 år fra Flynns mystiske forsvinden til hans søn Sam (Garrett Hedlund) modtager en underlig besked. Det fører ham til sin fars hemmelige kontor – og pludselig er han blevet transporteret ind i det digitale TRON-univers, hvor hans far har befundet sig de sidste mange år. Her må Sam bekæmpe den onde Clu, der har taget magten og samtidig redde sig selv og sin far.

TRON: Legacy er ’eye candy’ i stor stil. Den imponerende arkitektur, de fræsende motorcykler og svimlende kampe i kæmpe-arenaer tager pusten fra en. Det er en sand fryd at være vidne til dette overvældende bombardement af lys og lyd. Desværre har historien ikke samme pondus, selvom bl.a. både Bridges og Hedlund gør en god figur.

Bridges er tilbagelænet og cool som Flynn, mens Hedlund fint leverer drenget charme og kækhed. De to er gode sammen og giver det digitale univers en fin menneskelig dimension. Deres ’far-og-søn-forhold’ kryber dog helt ind under huden. Men universet er hele vejen dragende, castet farverigt og historien lige interessant nok til at man tilgiver filmens en smule træge afvikling hen imod slutningen.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:
Som nævnt er filmen en visuel fornøjelse – også i 2D – og Blu-ray-udgivelsens tekniske aspekter skuffer bestemt ikke. Her flyver det neonlys-besatte TRON-univers ualmindeligt imponerende over skærmen – skarpt, detaljeret og farvemættet. Lydsporet matcher billedsiden med fine niveauer og medrivende panoreringer.

Man finder desuden en stak ekstra-features med en samlet spilletid på små 50 min. Mest interessant er de, der ser på filmens visuelle univers og skabelse, hvordan filmen kom i produktion og en sjov fiktiv dokumentar, der beskriver reaktionerne på Flynns forsvinden. Herudover er der bl.a. også den ultra-svedige Daft Punk-musikvideo Derezzed, en præsentation af castet og en pre-visualisering af universet.

Billede: 6/6 | Lyd: 6/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”TRON: Legacy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 4/6


Originaltitel: TRON: Legacy, USA, 2010.
Instruktion: Joseph Kosinski
Medvirkende: Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, Bruce Boxleitner, Michael Sheen m.fl.
Spilletid: 2 timer 5 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

’Taxi Driver’ er stadig en fantastisk film

/i /af

Der dukker flere og flere ældre klassikere op på Blu-ray her i landet. Det er dog ikke alle, der kræses lige meget om. Men udgivelsen af Martin Scorseses mesterværk Taxi Driver fra 1976 har fået en superflot restaurering og så medfølger der samtidig en stak spændende ekstramateriale.

Selv hvis man endnu ikke har haft fornøjelsen af filmen, så kender de fleste det udødelig citat ”You talkin’ to me?”, hvor Robert De Niro i skikkelse af den psykotiske taxi-chauffør og Vietnam-veteran Travis Bickle øver sig i at være ’tough guy’ foran spejlet. Hans rejse ind i vanviddet og rundt i New Yorks mørklagte gader er stadig en formidabel og foruroligende historie om isolation, ensomhed og utilpassethed.

De Niro giver en af sine bedste og mest ikoniske præstationer som den søvnløse og desillusionerede chauffør, mens en ung Jodie Foster spiller den rappe 12-årige prostituerede Iris, som Bickle forsøger at få væk fra gaden. Hertil kommer flere mindeværdige roller, bl.a. en sød Cybill Shepherd, som Bickle har et godt øje til og Harvey Keitel som langhåret alfons.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

På vild troldejagt i Norges skove

/i /af

Ja, der findes trolde i Norge – og de er store og farlige. Med den underholdende Troldjægeren har vi beviset. Filmen er nemlig klippet sammen af tre studerendes billedmateriale, der ifølge filmens introtekst er fundet efter deres forsvinden i de norske skove. Her var de i gang med en dokumentarfilm om krybskytteri, men endte i stedet med en jagt på og flugt fra ildelugtende trolde.

Vi befinder os altså i samme ’mockumentary’- eller ’found footage’-genre, som man bl.a. kender det fra The Blair Witch Project, der for alvor satte skub i det håndholdte greb på en fiktiv historie. Senest har vi bl.a. fået monstre med Cloverfield, zombier i den spanske [Rec] og nu vil Norge altså også lege med – og det gør de godt.

For selvom her er tale om en ’dokumentarfilm’, så snydes man bestemt ikke for voldsom og veliscenesat trolde-action. Heldigvis. Her er med andre ord ikke blot tale om lyde i mørket og rystede træer i horisonten. Nej, inden filmen nærmest når op i gear, har vi set den første fæle trold – og så er man altså hooked på mere, ligesom de tre studerende, der følger i hælene på troldejægeren Hans.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Herlig postapokalyptisk smadderkasse anno 1983

/i /af

Det går ikke stille for sig, når den postapokalyptiske smadderkasse 2019: After the Fall of New York ruller sig ud til tonerne af et labert synthscore. Her bevæger vi os tempofyldt gennem en verden lagt i ruiner af en atomkatastrofe, der i samme omgang har gjort jordens kvinder sterile. Eneste håb for en fremtid er nu at finde den sidste frugtbare kvinde, der ifølge rygtet befinder sig et sted i det ødelagte New York.

Det bliver den rå Parsifal, der skal klare den farlige mission at opstøve kvinden. Han spilles med maskulin mine af Michael Sopkiw, der med laserpistol og badutspring kæmper sig igennem filmens mange skurke. Han får bl.a. hjælp af den robotklo-besatte Bronx (Paolo Scalondro) og den hårdkogte Ratchet (Romano Puppo) i kampen mod både glubske rotter, cyborgs og de onde eurakere, som har overtaget Manhattans beskidte gader.

Hele arsenalet af genrens klichéer foldes underholdende ud i denne trash-perle fra 1983. Der stjæles desuden lystigt med arme og ben fra genrens milepæle, hvor ikke mindst John Carpenters klassiker Flugtaktion New York får mere end en kærlig hilsen med på vejen, mens også film som Mad Max og Abernes Planet spøger i kulissen. Men selvom referencerne sidder løst på dette skrummel af et elskværdigt fremtidsmareridt, så har filmens sin egen charme.

For godt nok er filmens special effects og sminken på de radioaktivt smittede ofre ikke det mest overbevisende – sådan i traditionel forstand. Men filmens farverige persongalleri samt fantastiske miniaturemodeller af et sønderbombet New York og en hemmelig base på Alaska er med til at sikre denne dramaturgisk irrationelle sag i mål, mens man forføreres af laserkampe, fremtidskostumer og underjordiske laboratorier.

Det er Sergio Martino, der har instrueret denne omgang uforpligtende nonsens-underholdning, som i grunden er en ret ambitiøs film med sine store setstykker og eksistentielle tematikker. Filmen er til tider også lige ved at vælte omkuld af unødvendig selvhøjtidelighed. Men alvoren varer aldrig længere end til næste blå laserstråler affyres eller radioaktive offer kaster grønt slim op.

Du kan med andre ord roligt lade dig blive ført tilbage til en fremtid, hvor menneskehedens eneste håb ligger i hænderne på en mand iført nittebukser og et læderbånd om hovedet.

Ekstramateriale:
Der følger desværre ikke meget ekstramateriale med udgivelsen. Man finder et sparsomt slideshow med plakater og stills fra filmen, et par fine interviews med filmens instruktør og Sopkiw, som byder på flere sjove anekdoter. Det kunne dog have været cool, hvis de var fulgt med i en booklet, i stedet for at skulle klikke sig igennem dem på skærmen. Vanen tro finder man også en stak trailere for andre af selskabets titler, men sjovt nok ikke for 2019: After the Fall of New York.


Originaltitel: 2019: Dopo la caduta di New York, Italien, 1983.
Instruktion: Sergio Martino
Medvirkende: Michael Sopkiw, Valentine Monnier, George Eastman, Edmund Purdom, Anna Kanakis, Romano Puppo, Paolo Scalondro, Louis Ecclesia, Hal Yamanouchi m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment