A SERBIAN FILM: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere

/i /af

Oftest kan man roligt se igennem fingre med advarselsskiltene, der med rund hånd påklistres ekstreme skrækfilm. Med den kontroversielle A Serbian Film er der for en gangs skyld noget om snakken. ”Extremely brutal and provocative elements” lyder advarslen – eller opfordringen, om man vil. Og ja, den er brutal og ikke blot endnu en omgang splat. Her forsøges grænserne rykket for, hvad man kan vise på film.

Milos har stoppet karrieren som pornostjerne og forsøger nu at udleve drømmen som familiefar med kone og barn. Men han kan ikke finde ro og savner også pengene – familien skal jo forsørges. Så da han får tilbudt en stor sum penge for at medvirke i et lyssky filmprojekt, slår han til. Det viser sig selvfølgelig at være et uhørt grumt og perverteret job, der snart sender Milos ind i menneskesindets mest mørke afkroge.

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvad der videre udfolder sig. En af filmens styrker består nemlig i at overrumple sit publikum med de mest syge scener tænkeligt. En depraveret rejse ned i et menneskeskabt helvede. Man skal med andre ord tænke sig virkelig godt om, før man vælger at sætte filmen på.

Men for at forstå hvorfor A Serbian Film har vakt så stor afsky og kontrovers, kan jeg sige, at filmen byder på et sygt sammenkog af pædofili, voldtægt, porno, stoffer, nekrofili og drab samt en familie i uhørt ond menneskelig opløsning. Jep, en kulsort smeltedigel af alt det forbudte, tabubelagte og grimme i mennesket. Men provokerer filmen? Chokerer og frastøder den? Ikke mig, må jeg med skuffelse indrømme.

Jo, rationelt må man frastødes af uhyrlighederne. Men følelsesmæssigt blev jeg ikke ramt og provokationen udeblev for mit vedkommende også. Jo vist, ridser man filmens handling op sort på hvidt, lyder det dybt foruroligende. Men det bliver for søgt i sin levering og for kategorisk fortalt. Det gælder både volden, men også de kritiske kvæk om Serbiens politiske forhold.

Og selvom Srdjan Todorovic er overbevisende som Milos, kommer man ikke rigtigt ind under huden på ham og ellers interessante temaer som kunstens grænser, pengenes magt og magtrelationer får aldrig for alvor bund og psykologisk dybde til at påvirke mere end overfladisk. Der er dog en interessant modsætning mellem filmens lækre produktion og det rå indhold – her opstår en sær dynamik mellem poleret æstetik og grufuld vold.

Men uanset hvad ens holdning måtte være til A Serbian Film, så er sådanne grænsesøgende film vigtige, bl.a. fordi de holder gang i debatten om filmcensur og tvinger sit publikum til stillingtagen. At filmen så ikke rigtigt kommer i mål, hverken som helstøbt shocker eller et provokerende værk, er ærgerligt. Der er dog et par blodindsmurte adrenalin-kick i vente, men som helhed har filmen ikke sat et uafrysteligt aftryk på mit sind. Tror jeg da ikke…

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale med Blu-ray-udgivelsen. Det er en skam, da det bestemt kunne være interessant at få et indblik i tankerne bag filmen, da instruktør og manusforfatter Srdjan Spasojevic og medforfatter Aleksandar Radivojevic uden tvivl har noget på hjerte. Til gengæld gengives de grufulde billeder flot – farverne er veldefinerede og kontrasterne fine, mens også lydsiden går rent igennem, hvor bl.a. den ofte omklamrende lydside har god pondus.

Originaltitel: Srpski Film, Serbien, 2010
Instruktion: Srdjan Spasojevic
Medvirkende: Srdjan Todorovic, Sergej Trifunovic, Jelena Gavrilovic, Slobodan Bestic, Katarina Zutic m.fl.
Spilletid: 1 time 44 min.
Udgiver: Cinematic Vision

Jim Sturgess tumler rundt i hærget London

/i /af

Okay, lad mig starte med ­­det positive, for der er absolut også gode ting at sige om den flagrende ’paranoia-og-nonsens-thriller-med-indbygget-romance’ Heartless. Her er nemlig et ofte forførende genremiks på færde samt en usikkerhed om, hvor filmen bevæger sig hen. En herlig uforudsigelighed, der holdes i hævd af diverse bizarre indfald, hvor man bl.a. støder på hætteklædte dæmoner og en tvetydig indisk pige.

Ankeret i filmens virvar af plotmæssige krumspring er Jim Sturgess. Han spiller den generte Jamie Morgan – en ung fotograf med et stort hjerteformet modermærke i ansigtet. Han skammer sig over sit udseende og tror ikke på, at nogen ville kunne falde for ham. Men da han møder den diabolske Papa B, der tilbyder at fjerne det hæmmende modermærke, ændres Jamies liv drastisk…

Egentlig er der meget guf at komme efter i Heartless – her er olm atmosfære samt en ambitiøs historie med flere interessante idéer i spil og god plads til eksistentielle tematikker. Men det store filmiske puslespil fangede mig bare ikke. En af grundene er, at Jim Sturgess aldrig for alvor bliver troværdig som en knægt med mindreværd – han fungerer dog fint som mut romantiker.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Den charmerende kung fu-panda er tilbage

/i /af

Den elskværdige og madglade kung fu-panda Po (Jack Black) er tilbage for fuld styrke i Kung Fu Panda 2. Tempoet er højt og den farverige animation giver medrivende liv til de hurtige replikker, heftige kampscener og ikke mindst det herligt spraglede og svært underholdende persongalleri.

I denne ombæring tumler den buttede Po med spørgsmålet om, hvor han kommer fra – nå ja, og så skal han også lige stoppe den forfængelige påfugl Lord Shen (Gary Oldman) fra at futte Kina af med krudt og kugler. Heldigvis får Po hjælp af sine venner i The Furious Five. En ganske vist simpel historie, men fortalt oplagt og engagerende – ikke mindst takket være Jack Black som den sympatiske panda.

Ja – fart, action og fyrig animation fylder meget, men historien lader heldigvis sine karakterer ånde og få lige nøjagtig den tyngde, der skal til for give den animerede påhitsomhed et engagerende modspil. Men Kung Fu Panda 2 kommer absolut også et godt stykke af vejen alene på grund af sit tempo og farverige univers.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

To nørder på afveje med fjollet rumvæsen

/i /af

Jeg er vild med Hot Fuzz og elsker Shaun of the Dead. Begge film med det uimodståelige makkerpar Simon Pegg og Nick Frost i front. I komedien Paul slår de to briter atter pjalterne sammen, mens Seth Rogen klukker sig igennem rollen som tilbagelænet rumvæsen. Jep, science fiction-genren tages her under kærlig behandling på et vildt road trip gennem USA…

De bedste venner Graeme og Clive (Pegg og Frost) er taget til USA for at deltage i nørd-mekkaet Comic-Con og herefter køre gennem landet for at se nogle af de mest kendte UFO-sightings. Men inden de ser sig om, får de ufrivilligt selskab af det potrygende og storbandende rumvæsen Paul. Han er på flugt fra regeringen – og så går den vilde jagt ellers, alt imens science fiction-referencerne flittigt fyger afsted.

Selvom det er Pegg og Frost, der har stået for manuskriptet, så nås samme komiske højder desværre ikke som i Hot Fuzz og Shaun of the Dead, der begge er instrueret af Edgar Wright. Her er mere fokus på slapstick, action samt pik-patter-og-prut-jokes – og nej, det er ikke lige sjovt hele vejen. Men selvom her ikke er tale om samme grad af underspillet og tør britisk humor, som man før har set fra de to herrers side, så er de to stadig godt selskab.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–> Læs mere

Tre tragiske skæbner på vej mod afgrunden

/i /af

Siden jeg for et års tid siden stødte på de første rosende omtaler af den knugende thriller Red White & Blue, har jeg været spændt på at se filmen. Nu er den udkommet her i landet – ledsaget af et en smule misvisende cover med blodsprøjt og en bagbundet tøs. Jo jo, her er bestemt brutale scener, men det er langt fra den momentvis blodige slagside, der er drivkraften – det er derimod filmens komplekse skæbneportrætter.

Her møder man tre tragiske personer, der alle er faret vild i livet og hvis veje krydses på fatal vis. Det er elegant og lavmælt fortalt, hvor alt det usagte fornemt er med til at forme karaktererne. Her følger man den hjemvendte og ustabile soldat Nate (Noah Taylor), Franki (Marc Senter), hvis kræftsyge mor ligger for døden og Erica (Amanda Fuller), der forsøger at dulme tomheden i sit liv med den ene mand efter den anden.

Personer med ar på sjælen og i underskud af ægte omsorg, men som alle af forskellige årsager enten ikke formår eller tillader sig selv at lade lyset slippe ind. Ja, det hele lyder ret deprimerende – det er det sådan set også, men fortalt med stor indlevelse og sat sikkert i scene af instruktør og manusforfatter Simon Rumley. Han formår på subtil vis at lade intensiteten tage til filmen igennem, hvilket gør det svært ikke at involvere sig i dramaet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Forvirret Liam Neeson søger sandheden i Berlin

/i /af

Det skorter ikke på konspiratorisk opfindsomhed eller velproduceret paranoia-action i den kringlede identitets-thriller Unknown. Desværre er denne ellers fornøjelige omgang nonsens også en noget ujævn sag. Men selvom filmen kunne være strammet op, så er Liam Neeson godt selskab som hårdtslående og forvirret mand på jagt efter sandheden i et sneklædt Berlin.

Dr. Martin Harris (Liam Neeson) er i Berlin for at holde et oplæg på en storstilet konference. Men inden han når så langt, kommer han ud for en bilulykke og vågner fortumlet op efter fire dage i koma. Hans kone genkender ham ikke længere og en anden mand er trådt i hans sted. Nu hvirvles Martin ind i en farlig jagt på sandheden – for er han den, han tror han er eller er der andre tankespind i spil?

Ja, usandsynlighederne hober sig op som plottet skrider frem, men løjerne er det meste af vejen sat så fermt og flot i scene, at man rent glemmer at granske plothullerne – sådan da. For desværre opretholdes tempoet ikke helt og de ellers letfordøjelige kameler kommer undervejs til stå en smule i vejen for den rendyrkede spænding.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Tarvelig træ-gyser kløver for få hoveder

/i /af

Tja, hvis man som undertegnede er vild med horrorfilm, så støder man uundgåeligt på mange tamme forsøg udi den hårrejsende genre. Den britiske ’en-tur-i-skoven-går-grueligt-galt-på-grund-af-galning’-gyseren Don’t Let Him In er en af disse træge bump, man desværre må slæbe sig over i jagten på det vellykkede skrækfilms-kick.

En flok unge mennesker skal tilbringe en weekend på landet i en lille hyggelig hytte. Men selvfølgelig bliver det ikke en hyggelig tur, for en brutal morder hærger på egnen – han parterer sine ofre og hænger ligdelene op i træerne. Nasty stuff. Paranoiaen i flokken tager til og snart må de sande, at den såkaldte ’Træ-kirurg’ bestemt ikke blot er en skræmmende skrøne. BØH…!

Lyder det bekendt? Det er det absolut også. Ikke at denne gennemtærskede skræk-skabelon fejler noget – men når klichéerne leveres så klodset som tilfældet er og uden den nerve og det punch, der kunne have givet forudsigelighederne en smule puls, så udebliver uhyggen og engagementet i den hårdtprøvede flok.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Nicolas Cage som skydegal badass på fire hjul

/i /af

Gutterne bag den vanvittige action-basker Drive Angry må virkelig have muntret sig med at smække denne bastard af rodebutik sammen. Her er nemlig både afskudte lemmer, nøgne damer, blodige biljagter, satan-tilbedere og ikke mindst Nicolas Cage som skydegal badass straight outta Hell – kan man ønske sig meget mere?

Nej, det skulle man ikke tro – men helt vellykket smedes de ellers tiltalende elementer desværre ikke sammen. Historien skøjter rundt, filmens flow er noget ujævnt og fik jeg nævnt plothuller? Anyways, løjerne leveres med tilpas charme, uhøjtidelighed og energi til at jeg gerne ser igennem fingre med filmens løse ender og til tider klodsede computereffekter – well, og så har jeg et soft spot for Cage.

Nå ja – plottet! Nicolas Cage er den sejlivede Milton, der er flygtet ud af Helvede for at hævne sin myrdede datter og redde hendes baby (!). Han teamer op med den hardcore tøs Piper, der i Amber Heards søde skikkelse aldrig bliver troværdig som badgirl. I hælene på dem er en mystisk mand, der kalder sig ’Revisoren’ – en herlig tør og cool William Fichtner, der har mere end et enkelt es i ærmet.

Nej, dette sprælske sammenkog af ond okkultisme og ivrige biljagter skal ikke tages alvorligt, men bare underholde – og helst med så vanvittige påfund som muligt. Her behøves med andre ord ingen undskyldning for at skyde arme og ben af tilfældige folk eller jorde kultmedlemmer ned for fuld styrke. Og ja, det meste af vejen er det underholdende, bl.a. en gakket biljagt med Fichtner gående rundt på køleren af en politibil.

Desværre mister dette Tarantino-inspirerede miskmask sine vilde armbevægelser til trods noget af pusten undervejs. Og bare bryster eller ej, så var det for mit vedkommende de herrer Nicolas Cage og William Fichtner, der holdt mig fanget – hverken Amber Heard som blond sidekick eller Billy Burke som diabolsk kultleder er specielt interessante.

Men selvom Drive Angry ikke er konstant medrivende vanvids-action, så er det absolut et forfriskende pust i rækken af ellers konventionelle actionflicks.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig godt på Blu-ray – billedet er veldefineret, farverne indtagende og detaljegraden fin, mens lydsporet også puster godt liv i løjerne med fine niveauer, hvor både det rockede soundtrack og de store eksplosioner slår sig medrivende løs.

Ekstramaterialet består af et ’Picture-in-picture’-kommentarspor, hvor cast og crew popper op undervejs i filmen og kommenterer på løst og fast. En skam der ikke er mulighed for at se interviewene for sig selv, da der ofte er langt mellem bidderne og her faktisker flere fine anekdoter. Herudover finder man ’bag om filmen’, der bl.a. ser nærmere på det at skyde i 3D, filmens action og lidt obligatorisk rygklapperi (18 min.). Herudover en fjollet lille feature, der i et sammenklip giver point til Miltons nedskydninger (9 min.) og slutteligt et par ligegyldige slettede scener (1 min.).

 


Originaltitel: Drive Angry, USA, 2011
Instruktion: Patrick Lussier
Medvirkende: Nicolas Cage, William Fichtner, Amber Heard, David Morse, Billy Burke m.fl.
Spilletid: 104 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Sødt møde med kærlighedens nybegyndere

/i /af

Skal vi virkelig til det igen? Endnu en film, der forsøger at skildre den komplicerede kærlighed? Jep – og det er sgu helt fint med mig, når bare det som i Jack & Connie gøres med poetisk charme, medrivende skuespillere og et lækkert soundtrack. Nå ja – og så har filmen altså også den langt bedre originaltitel Jack Goes Boating.

Den mutte Jack har endnu ikke trukket kærlighedskortet. Han er på den anden side af de 40 og får ikke rigtigt gjort noget ved det. Hans bedste ven lever derimod i et fast forhold og han sætter en dobbelt-date op med den mindst ligeså generte Connie. Og mon ikke kærligheden får sit greb i disse ”kærlighedens nybegyndere”, som det klichéfyldte danske covers undertitel lyder…

Det hele lyder muligvis en kende kedeligt og historien er da heller ikke specielt original – men tag ikke fejl. Dette er en yderst appetitlig og offbeat lille perle – og med Philip Seymour Hoffman på rollelisten, var der for mit vedkommende ingen vej udenom. Han er en personlig favorit og bestemt også et bekendtskab værd i denne søde romance. Desuden er det hans debut som filminstruktør og det slipper han absolut fint fra.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Hilary Swank er vild med karbad i tam thriller

/i /af

Selvfølgelig er det for godt til at være sandt, da Juliet – efter at være skredet fra en utro kæreste – får lejet sig ind i en både lækker og billig lejlighed i New York. For tager man et kig på coveret til ’udlejer-med-dystre-hemmeligheder’-thrilleren The Resident, står det klart, at den ellers charmerende udlejer gemmer på en uhyggelig skyggeside.

Hilary Swank er den yndige Juliet, mens Jeffrey Dean Morgan er den tosidede udlejer Max. Et par ganske solide skuespillere, der løfter det flade psykologisk drama en smule, men aldrig ud over det forudsigelige og klichéfyldte. Til gengæld er løjerne ofte herligt stemningsfulde i den knirkende lejlighed og så bidrager den garvede Christopher Lee med lurvet autoritet og sprød gravrøst i en mindre rolle.

Men et par gode takter gør langt fra The Resident til noget adrenalin-udfordrende bekendtskab. Overraskelserne er til at overse og filmens få jump scares overlever man absolut også. Jeg var dog godt indstillet på, at her ikke ventede et thriller-mesterværk, men når nu filmen kommer fra det genoplivede og ikoniske produktionsselskab Hammer, så måtte jeg lige se på sagerne.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere