DEXTER 6. SÆSON: religiøse mord er blodig god underholdning

/i , /af

Har du ikke set Dexter endnu? Så se at komme i gang, for det er på mange måder en fascinerende serie. Start dog lige med 1. sæson, hvis du stadig er grøn udi Dexter og hans morderiske gang i det solbeskinnede Miami. Men hvis du har slugt de første fem sæsoner, kan du roligt kaste dig over denne sjette sæson.

Her føjes måske ikke (nævneværdigt) meget nyt til universet og sæsonen er en smule ujævn. Ikke desto mindre er her bestemt tale om endnu en grundlæggende spændende fortælling om vores allesammens favorit seriemorder, Dexter Morgan. Han lever stadig sit farlige dobbeltliv som henholdsvis blodekspert hos Miamis kriminalpoliti, mens han i ly af mørket slår slyngler ihjel. Ja, en morder med et moralkodeks.

Der er igen mordere på fri fod i Miami – altså nogle af de rigtigt onde. Dexter er selvfølgelig på holdet, der skal opklare de religiøst funderede mord og konfronteres undervejs af eksistentielle spørgsmål om tro og skæbne, hvilket for alvor sætter hans indre dæmoner i spil. Han får her et nyt bekendtskab i en tidligere straffefange, der nu er præst. Han spilles fremragende af Mos Def, der selvom han har stor betydning for sæsonen og Dexters udvikling, desværre er for lidt med.

En vankæmmet Colin Hanks og den mere knudrede Edward James Olmos spiller de to mordere, der sætter Miami på den anden ende. Desværre er de ikke særligt interessante skurke. Deres religiøse fanatisme synes ikke rigtigt af få den klangbund af psykologisk forskruethed, deres onde gerninger ellers skriger af. De kommer groft sagt lidt til at fremstå som statister i deres eget morderiske spil. Der er dog saft nok i det øvrige persongalleri til at holde dramaet nærværende og intensiteten ved lige.

Der sker blandt andet nye og spændende forandringer i politikorpset, hvilket især berører Dexters søster og kollega, der igen spilles af den altid skønne og selvstændige Jennifer Carpenter. Hun krydser i denne omgang atter klinger med bossen María LaGuerta (Lauren Vélez) – og det er en fornøjelse af se de to toppes. I det hele taget er der spændt godt på med drama hele vejen rundt, mens plotdrejninger snor sig fængslende om karakterernes stridigheder.

Så selvom et par plottråde ikke foldes helt tilfredsstillende ud, balances både humor og det store karaktergalleri fint langt det mest af vejen. Her er altså tale om endnu et medrivende kapitel i føljetonen, der selvom ikke alle afsnit er lige stærke, har fremdrift nok til at holde sig kørende, mens spørgsmål om ret og uret pirrende dirrer i luften. Michael C. Hall holder stadig fornemt skansen i titelrollen – nu venter jeg blot atter en gang spændt på de kommende sæsoner.

Sæsonen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd
Hvor sæsonen har sine ujævnheder, er der ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billedside. Den står hele vejen skarpt, med indtagende detaljegrad og en veldefineret farveskala. Lydsiden er ligeledes fremragende med velbalancerede niveauer, godt rum og fin klarhed i lydbilledet. En sand fornøjelse.

Ekstramaterialet er det svageste på udgivelsen, men er heller ikke helt til hundene – bare sådan lidt midt-i-mellem. Man får tre korte og ikke specielt dybdegående interviews med Michael C. Hall, Jennifer Carpenter og Colin Hanks (i alt ca. 13 min.). Herudover finder man luftige features krydret med rygklapperi af de involverede, hvor man bl.a. ser på castet og seriens tilblivelse (i alt ca. 11 min.).

Videre er der features, der giver indblik i virkelighedens politiarbejde samt seriens stunts og effekter (i alt ca. 15 min.). Slutteligt er der en quiz, hvor man ud fra et billede skal gætte afsnittet samt et galleri med de malerier, som de to mordere i serien maler. Her fortæller Dave Lebow – den rigtige kunstner – om værkerne. Ikke det mest interessante supplement til en fortsat fængslende serie.

Billede: 6/6  | Lyd: 5/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”Dexter 6. sæson | Blu-ray-anmeldelse“]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: Dexter the Sixth Season, USA, 2011
Instruktion: John Dahl m.fl.
Medvirkende: Michael C. Hall, Jennifer Carpenter, Mos Def, David Zayas, Desmond Harrington, C. S. Lee, Lauren Vélez, Colin Hanks, Edward James Olmos m.fl.
Spilletid: 10 timer 18 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

JACK REACHER: En film om hvor cool Tom Cruise er

/i , /af

Tom Cruise løber hurtigt. Tom Cruise skyder med skarpt. Tom Cruise kører stærkt. Tom Cruise slås med de bare næver. Tom Cruise opklarer sager. Tom Cruise charmerer damerne. Tom Cruise er bare hele vejen rundt en cool gut i den ferme thriller Jack Reacher. En film om hvor cool Tom Cruise er. Men ja, Tom Cruise er cool – og det er cool at se Tom Cruise være cool.

Tom Cruise er Jack Reacher – en mand med egne regler og en mand, der altid har tid til at lire en lille moralsk opsang af om frihed og retfærdighed. En mand, der ser detaljer og sammenhænge ingen andre får øje på. Netop det talent får han brug for, da hives ind i opklaringen af mordene på fem tilfældige mennesker, der er blevet skudt af en træfsikker snigskytte. Eller rettere, tilsyneladende tilfældige mennesker.


For der er noget suspekt ved drabene og Jack Reacher begynder da også snart at ane konturerne i et større komplet. Inden jeg dog kommer længere med anmeldelsen og de dovne alligevel stopper med at læse for at scrolle ned til stjernerne (fire styk, by the way), vil jeg straks smide stående klapsalver afsted til Werner Herzog, der spiller filmens uhyre karismatiske skurk. Jep, Javier Bardem – watch and learn.

Herzog er mest kendt som instruktør – i øvrigt en af mine favoritter. Men det er virkelig godt set at caste ham som den olme bagmand. Og nej, det er ikke en spoiler, der er værd at advare om. Min pointe er blot, at Cruise ganske vist bærer titelrollen, men at det er Herzog, jeg husker – ok, Herzog og Cruises halvgamle mandebryster.


Apropos gammel, så sparker en skøn Robert Duvall gedigen gammelmands-charme ind i det medrivende puslespilsplot, der i øvrigt udspiller sig med masser af humor. Nogle gange bliver løjerne ganske vist en smule for kække – som eksempelvis da et par tumpede Gøg og Gokke-skurke forsøger at overmande Cruise. Det meste af vejen går humoren dog med underspillet kant fint i spænd med universet.

Man slipper desuden for en påklistret romance, næsten. For der er selvfølgelig et kvindeligt modstykke på banen, nemlig Rosamund Pike. Amorinerne holdes dog i bukserne. Heldigvis. Hun er med som målrettet advokat og ankeret, der skal forsøge at holde styr på Reacher og opklaringsarbejdet. Hun forbliver dog noget anonym, men pyt med det, når nu de gamle mænd så fornemt stjæler showet.


Der er forresten endnu en gammel mand på banen, nemlig Richard Jenkins – og så stopper jeg også med de gamle mænd. Men han pynter altså på enhver rolleliste og det uanset hvor tør en rolle, han spiller. Jeg vil også lige nævne, at jeg ikke læst en eneste af Lee Childs romaner om Reacher, så jeg holder mig fra sammenligninger. Desuden bør en film kunne stå alene og det kan Jack Reacher.

For selvom der går lidt tomgang i et par af filmens scener, er plottet så tilpas elegant skruet sammen og udfoldet af filmens instruktør og manusforfatter Christopher McQuarrie, at det fornemt holder filmens fremdrift i hævd. Selvfølgelig bakket godt op af de gamle mænd, veldoseret action og en i øvrigt fængslende billedside. Nå, men Tom Cruise banker på døren, så jeg smutter…
[tabgroup][tab title=”Jack Reacher | Biografanmeldelse”]Vurdering


Originaltitel: Jack Reacher, USA, 2012
Premiere: d. 3. januar
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rosamund Pike, Robert Duvall, Richard Jenkins, Werner Herzog m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

Top 10 – de bedste film fra 2012

/i , , , /af

Det er blevet tid til årets top 10 med de bedste film fra 2012. Herudover peger jeg på en række film, der også er værd at nævne fra året, der er gået samt ikke mindst højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen er baseret på film, der har været i dansk biografdistribution i 2012.

1. Take Shelter (Instr. Jeff Nichols)
Den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på original og fængslende vis. Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der kæmper med egne indre dæmoner og uhyggelige forudanelser om Jordens undergang. Min anmeldelse.

2. Amour (Instr. Michael Haneke)
Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt. En kendsgerning, der med Hanekes film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum. Min anmeldelse.

3. Dame Konge Es Spion (Instr. Tomas Alfredson)
Paranoiaen sitrer i hvert billede, mens den forførende koldkrigsthriller folder sit komplekse puslespil ud. I roligt tempo drages man således ind i et kringlet spil af løgne, dobbeltagenter og skjulte dagsordener. En smukt orkestreret spionfilm. Min anmeldelse.

4. The Dark Knight Rises (Instr. Christopher Nolan)
Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Til trods for mindre skavanker er her bestemt tale om et tilfredsstillende sidste kapitel i Nolans Batman-trilogi. Min anmeldelse.


5. Prometheus (Instr. Ridley Scott)
Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indfanges eventyret i fængslende billeder. En spektakulær film med nok pondus til at overvinde sine ujævnheder og som heldigvis ikke er bleg for at servere overgearet B-films-snask. Min anmeldelse.

6. Shame (Instr. Steve McQueen)
Shame er som et insisterende råb af afmagt og indestængt vrede. Carey Mulligan er lige så sart og skrøbelig som Michael Fassbender er frygtløs og altomsluttet af sin fordærvede rolle. Deres samspil er følsomt, nærværende og tæt på at afføde en smule håb i et ellers håbløst landskab. Min anmeldelse.


7. Looper (Instr. Rian Johnson)
Man kan hurtigt blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres hjernevridende muligheder. Her lykkedes det dog at etablere tidsrejsekonceptet uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at tidskomplikationerne pirrende kilder ens intellekt. Min anmeldelse.


8. Young Adult (Instr. Jason Reitman)
Charlize Theron er forrygende som følelsesmæssigt forskruet ungdomsforfatter. En kvinde i slut-30’erne, der hænger ubehjælpsomt fast i sin high school-fortid. En tragikomedie, der er et både smerteligt og morsomt portræt af den usympatiske forfatter og hendes umulige jagt på lykken. Min anmeldelse.


9. Dredd (Instr. Pete Travis)
Dredd er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset. Det brutale bæst holder løjerne simple og tonser blot nådesløst afsted, men ikke uden, at der indskydes et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Sådan. Min anmeldelse.


10. The Cabin in the Woods (Instr. Drew Goddard)
En både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet. For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med publikums forventninger. Min anmeldelse.

Andre nævneværdige film fra 2012
Udover årets top 10, vil jeg vanen tro fremhæve en række andre solide film fra året, der er gået. Bl.a. invasionssjov med Attack the Block, Wes Andersons fine Moonrise Kingdom, den episke vandretur Hobbitten: En uventet rejse, smuk agentaction med Skyfall, den charmerende The Artist, kulørt superheltesaction med The Avengers, den medrivende Mission: Imposible – Ghost Protocol og David Cronenbergs A Dangerous Method.

Videre til en herlig manisk Nicloas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance, isnende hjernevask med Martha Marcy May Marlene, det rå gangsterdrama Lawless, ondskabsfuld gru med Kill List, den hjerteskærende Extremely Loud & Incredibly Close, en klipklappe-klædt George Clooney i The Descendants, Martin Scorseses Hugo samt den buldrende Battleship.

Filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend
Jeg dækkede for tredje gang den københavnske filmfestival CPH PIX, hvor jeg nåede igennem 38 film. Her fik jeg nogle af årets bedste filmoplevelser og vil fremhæve følgende titler. Den intime Weekend, eksistentialistisk lejemorder-action med den thailandske Headshot, den dramatisk forførende Himizu og vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie.

Videre til den skæve ’feel-good-samurai-komedie’ Scabbard Samurai, ‘slow burner’-dramaet Snowtown, adrenalinkicket The Raid: Redemption, den rørende I Wish, udpenslede perversiteter med The Human Centipede 2, det gotiske gys Livid, den absurde Alps, den foruroligende Killer Joe, terrorfyldt junglehelvede med Captive og Todd Solondz’ sorte komedie Dark Horse.

2012 var også året, hvor København fik en ny mini-filmfestival, Blodig Weekend. En festival primært dedikeret til skrækfilm. På den fire dage lange festival nåede jeg 15 film og vil bl.a. fremhæve det voldsomme remake Maniac, som jeg også havde fornøjelsen af at introducere.

Videre til den italienske exploitation-shocker Morituris, medrivende blodsprøjt med [REC]³ Génesis, psychodramaet Excision, charmerende science fiction-snask med Manborg og klaustrofobisk gru med The Incident samt herlige gensyn med Lamberto Bavas 80’er-perler Demons og Demons 2, hvor jeg også fik hilst på instruktøren.

De forsømte film fra 2012
Når jeg går listerne igennem, kan jeg desværre igen i år se, at jeg mangler en håndfuld film, jeg har glædet mig til. Det får jeg indhentet i 2013 og glæder mig således bl.a. til De urørlige, Holy Motors, The Woman in Black, Hvad med Kevin?, Magic Mike, Modig, Ted, Monsieur Lazhar, Sinister, Tyrannosaur og Killing Them Softly. Ja, samt selvfølgelig alle de nye filmlækkerier, der venter i 2013.

– Læs også mine top 10-lister for 2009 og 2010 og 2011.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2012 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3, DAG 4.

SEVEN PSYCHOPATHS: Manuskriptonani i tomgang

/i , /af

En altid cool Christopher Walken som velklædt hundetyv, en manisk Sam Rockwell som arbejdsløs skuespiller og en kortluntet Woody Harrelson som psykopat – nå ja, og så lige Colin Farrell som den alkoholiserede manusforfatter Marty med store filmdrømme, men ikke flittigheden til at indfri dem.

Ja, Seven Psychopaths har et karismatisk cast. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er nok til at holde hjulene på denne selvironiske metakrimi kørende. De sorthumoristiske løjer går ganske enkelt i manuskript-masturberende tomgang, mens de medvirkede forgæves forsøger at sparke liv i den ujævne og jævnt kedelige historie.

Man følger Marty, der ikke rigtigt kan få gang i sit manuskript, Seven Psychopaths. Men da han og vennen Billy vikles ind i en flok kriminelles fortagende, kommer der pludselig rigeligt med inspiration på banen. Ja, det er kort fortalt filmens præmis. Bum. Således forsøger filmen altså med selvbevidste genredrillerier at kæde Martys manuskript sammen med filmens virkelighed.

Desværre fanges filmen i sin egen leg med konventionerne og ender i navlepillende blindgyder med samtaler, der bare går i ring. Ja, en film, der ved, at den er en film. Men den gennemgående metaleg med filmreferencer og publikums bevidsthed om, at de ser en film, der ved, at den er en film, forbliver en fiks gimmick. En tom stiløvelse.

På papiret har det sikkert taget sig godt ud med virkelighedsforskydningerne, de kulørte karakterer og legen med publikums forventninger. Afviklingen er bare ikke skarp nok og historien forbliver for uvedkommende til, at det ellers potente cast udgør andet end flade brikker i manusforfatterens våde drøm. Sjask og sprøjt.

Men hey, en film, hvor Rockwell, Walken og Harrelson slås veloplagt om pladsen i spotlightet er svær ikke at holde bare en smule af. De kække replikker og absurde situationer smager bare for meget af en slap pølse med tarantinoske B-sider, Coen brødrene-kopiering og tilbagevendende jokes, der heller ikke var rigtigt sjove første gang.

Dynamikken mellem trekløveret – med en uforstående Farrell på sidelinjen – afføder dog velfungerende øjeblikke. Men gode ingredienser er som bekendt ikke nødvendigvis lig med en vellykket kødgryde. Det hjælper selvfølelig en smule på smagen, at en kaninelskende Tom Waits også smides i gryden. Men kun en smule.

Gense hellere noget af Tarantino, Coen-brødrene og Charlie Kaufman – ja, eller In Bruges, som Martin McDonagh ligeledes har skrevet og instrueret. Den er fremragende. Desværre er dens friskhed i Seven Psychopaths afløst af stivnet selvoptagethed og en forceret omgang manuskriptonani, der aldrig rykker sig ud af stedet. Tilbage til hakkebrættet Marty…
[tabgroup][tab title=”Seven Psychopaths | Biografanmeldelse”]


Originaltitel: Seven Psychopaths, England, 2012
Premiere: d. 25. december
Instruktion: Martin McDonagh
Medvirkende: Colin Farrell, Sam Rockwell, Woody Harrelson, Christopher Walken, Tom Waits, Abbie Cornish m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

/i , /af

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel: Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

HOBBITTEN: EN UVENTET REJSE: Barfodet hobbit-eventyr med gangbesvær

/i , /af

Den står på barfodet hobbit-eventyr, når Peter Jackson igen slår sine folder i J.R.R. Tolkiens univers med Hobbitten: En uventet rejse – den første af tre film og en art prequel til ’Ringenes Herre’-trilogien. Her gør den magelige hobbit Bilbo Sækker sit bedste for at følge med 13 energiske dværge og troldmanden Gandalf. Flokken drager nemlig ud for at nakke dragen Smaug og vinde det fortabte dværgekongerige tilbage, som det ildpruttende monster har lagt øde.

Inden den farefulde færd dog for alvor tager fat, skal man igennem et lige lovligt langt forspil i hobbitternes fredelige hjemstavn. Men så går det også over stok og sten – næsten. For selvom New Zealands smukke vidder dragende lægger ryg til både computerskabte strabadser, overrumplende scenerier og masser af knoldende bæster, så går eventyret også en smule i tomgang undervejs.

Historien mangler grundlæggende mere fremdrift til at holde momentum på den noget forudsigelige fortælle-struktur. Universet er dog bestemt indtagende og karaktererne fængslende, blandt andet rammer Martin Freeman plet som Bilbo Sækker og får fint balanceret sin personlige udvikling filmen igennem. Desværre er det bare ikke nok til at trække denne knap tre timer lange gåtur udelukkende vellykket i hus.

Nej, jeg har hverken læst bogen eller sportet gummisværd og papører. Men det ændrer ikke på den til tider noget repetetive afvikling, hvor man også savner en følelse af reel fare for det lavbenede følge. For lidt på samme måde som Peter Jacksons King Kong-remake, synes rejsen til tider at fortabe sig i sit egent univers og teknologiens muligheder for svimlende billedridt. Og lad mig så lige vende filmens omdiskuterede high frame rate-visning.

For i stedet for som normalt at bruge 24 billeder i sekundet, er her tale om 48. Det giver en uhyre klarhed og detaljerigdom, men det underminerer i flere scener også illusionen. Filmen ligner til tider nemlig en billig tv-produktion med et digitalt, poleret og kønsløst look. Det er heldigvis langt fra tilfældet hele vejen. Fx gør de åndeløse panoramaskud og dunkle grottedyb fint brug af teknologiens styrker – herunder også en flot dybdevirkning i 3D. Filmen kan dog også fanges med 24 billeder i sekundet og i 2D.

Men bag teknologien finder man altså et godt gammeldags eventyr om mod, identitet og sammenhold samt det at overkomme umulige prøvelser, hvor Bilbo står centralt. Det gribende drama får bare ikke helt pondus nok og den tyngde, man kunne ønske sig, men drukner en smule i sultne trolde og brutale orker. Heldigvis er det pokkers flot iscenesat og så har jeg også en svaghed for monstre, hvor det blandt andet bliver til et forrygende gensyn med Andy Serkis i rollen som den skizofrent uforudsigelige Gollum.

Man skal også lige et smut fordi de der fucking elvere med deres stoiske ro og rollespilsenerverende fløjtespil. Sorry elver-fans, det var lige et sidespor. Hobbitten: En uventet rejse får nemlig på trods af sine skavanker kæmpet sig med slid og flittige effektfolk til en arbejdssejr. For selvom denne første del er en smule ujævn, bliver rejsen trods alt sparket overvejende godt igang. Jeg håber bare, at der kommer bedre styr på de der 48 billeder i sekundet i de kommende to film – ja, eller at jeg vender mig til hobbit-huller, der ligner noget fra en billigt produceret DR-serie.
[tabgroup][tab title=”Hobbitten: En uventet rejse | Biograf-anmeldelse”]Vurdering 4/6


Originaltitel: The Hobbit: An Unexpected Journey, USA/ New Zealand, 2012
Premiere: d. 12. december
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Aidan Turner, Mark Hadlow, Ian Holm, Andy Serkis m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE EXPENDABLES 2: Gamle muskelmænd deler blodigt bankekød ud

/i , /af

Så skal der igen sprænges ting i luften, lires bastante oneliners af og blodet sprøjte. Ja, The Expendables 2 blæser på den gode smag og smadrer nostalgisk afsted med eksplosiv action og et stjernecast med både gamle 80’er-ikoner samt nyere bankekød. Sylvester Stallone har atter samlet et hårdtslående slæng til sjov og ballade med automatvåben og knojern.

Handlingen skal man ikke hænge sig så meget i, men den hænger nogenlunde sammen. De våbenglade lejesoldater – igen ledt an af Stallone – kommer under en mission i krydsild med skurken Vilain (ja, så er man ikke i tvivl om hans rolle) – en herlig slesk Jean-Claude Van Damme. Han har slavebundet et samfund til at udvinde fem tons eksplosiv plutonium, så han skal naturligvis stoppes.

Sådan cirka kan løjerne ridses op – selvfølgelig tilsat et personligt hævnmotiv samt en portion plothuller. Det er Stallone og hans yngre makker Jason Statham, der igen er i front med kammeratlige drillerier. En duo, der altid er klar med en tør bemærkning efter at have nedslagtet, hvad der kunne minde om en mindre landsby af bad guys.

Her er det med andre ord den brølende action og det karismatiske cast, der skal holde bøffen oven vande – hvilket også lykkedes det mest af vejen. For en af filmens styrker er, at det er action af den gamle skole. Plottet er simpelt og hopper således ganske effektivt fra rabalder til rabalder, mens man heller ikke er bleg for at lade blodet sprøjte fra afskårne lemmer og afskudte hoveder. Sådan!

Hitparaden af bankekød trækker også sin del af læsset – selvom flere af muskelmændene må sige at have ramt pensionsalderen for at dele øretæver ud. Blandt de mest prominente navne finder man foruden Stallone og Van Damme også Arnold Schwarzenegger, Chuck Norris, Bruce Willis og Dolph Lundgren, hvoraf de tre førstes tilstedeværelse dog begrænser sig til underholdende biroller.

Men hey, det er altså fornøjeligt at se Arnie med en kæmpe gun og Norris ubesværet meje skurke ned med maskinpistoler. Der går dog lidt for meget nostalgi i skidtet med mere eller mindre vellykkede referencer til fordoms storhedstid. Arnie er hårdest ramt med flere klodsede henvisninger til sin rolle som The Terminator (av), mens også Lundgren fumler med sin rolle som comic relief.

Heldigvis leveres referencer og jokes med en befriende selvironi, der ikke er bange for at prikke til de ældre herrers skavanker. Så selvom et par af de gamle rotter nærmest bliver parodier på sig selv, kommer man ikke uden om, at The Expendables 2 er en ganske solid actionbøf, der både byder på blod, humor og veloplagte gensyn med nogle af klassens gamle drenge. BOOM…!

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen står flot på Blu-ray. Både eksplosioner og de fugede ansigter gengives overbevisende. Der er solid kontrast, indtagende detaljegrad og farvepaletten er mættet og veldefineret. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med klar dialog, hæsblæsende panoreringer og medrivende bund. Lækkert. Desuden medfølger en fin omgang ekstramateriale.

Man får et informativt og relativt underholdende kommentarspor med instruktør Simon West, der har mange interessante detaljer om produktionen og det store cast. Herudover er der en god feature om 1980’ernes actionfilm og de ikoniske stjerner, hvor bl.a. politiske og samfundsmæssige forhold bringes ind i diskussionen, mens filmens cast og andre filmfolk diskuterer emnet (24:58 min.)

Videre er der en feature om filmens tilblivelse og ikonerne, hvor bl.a. en ærlig Stallone fortæller arbejdet på de to film samt deres styrker og svagheder (21:18 min.). Slutteligt en feature om virkelighedens expendables, der ikke er specielt interessant (24:18) samt et par lette slettede scener (4:39 min) og en ikke videre morsom gag reel (5:09 min). Men alt i alt et fint supplement, der dog aldrig for alvor bliver dybdegående, men som fans uden tvivl vil hygge sig med det (inklusiv undertegnede).

Billede: 5/6  | Lyd: 5/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”The Expendables 2 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: The Expendables 2, USA, 2012
Instruktion: Simon West
Medvirkende: Sylvester Stallone, Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Chuck Norris, Terry Crews, Randy Couture, Liam Hemsworth, Jean-Claude Van Damme, Bruce Willis, Arnold Schwarzenegger m.fl.
Spilletid: 103 min.
Distributør: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

A DANGEROUS METHOD: Psykoanalytisk drama og smæk i den bare

/i , /af

Den står på psykoanalyse, undertrykte lyster og smæk i den bare til Keira Knightley, når David Cronenberg lægger publikum på briksen i A Dangerous Method – et trekantsdrama mellem psykiaterne Sigmund Freud, Carl Jung og den yndige patient Sabina Spielrein. Michael Fassbender og Viggo Mortensen spiller de to læger i den potente historie, som oven i købet er baseret på virkelige begivenheder.

Historien udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Freud udvikler psykoanalysen, som viderearbejdes af den yngre Jung. Så da den sindslidende Sabina indlægges, får Jung mulighed for at afprøve og udvikle analysen. Deres forhold udvikler sig imidlertid heftigt og bliver hurtigt mere end professionelt, mens også stridighederne mellem den ihærdige Jung og hans mentor Freud tager til.

Det er alene i kraft af de to prominente herrer og deres idéer om det menneskelige sind en fascinerende film. Der dykkes således veloplagt ned i den komplekse psyke, hvor bortgemte følelser og seksuelle drifter sprutter løs. Det er dog i lige så høj grad den fængslende historie om ambitioner og store egoer samt kærlighed og sjælefred, der binder dramaet om de tre skæbner nærværende sammen.

Michael Fassbender forløser med fornem diktion rollen som den ambitiøse Jung, hvis selvkontrol kommer på hård prøve i mødet med den smukke Sabina. En mand splittet mellem familielivet, sin karriere og de brusende instinkter, der sættes i sving af Keira Knightley. Hun portrætterer med spjæt og æggende attitude en kvinde fanget i følelsernes vold og som samtidig selv målrettet jagter at blive psykiater.

Det er dog Viggo Mortensen, der for mit vedkommende stjæler showet. Med konstant pulserende cigarføring og underspillet humør fører han sig så herligt selvsikkert frem, at der ikke efterlades tvivl om, at han – selvfølgelig – altid har ret. Det afføder bl.a. en stimulerende dynamik i de ophedende og intellektuelt funderede diskussioner med Jung. En uimodståelig og påståelig personlighed.

David Cronenberg er en af mine favoritinstruktører – også selvom han med sine seneste film som A History of Violence og Eastern Promises har rykket sig længere og længere væk fra den eksplicitte body horror, man kender fra tankevækkende og brutale værker som Videodrome og Fluen. For hans film er bestemt stadig interessante bekendtskaber. Ja, dyk straks ned i det snørklede sind med A Dangerous Method.

Filmen: 4/6

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens smukke billeder står klart og veldefineret med flot detaljegrad og solid kontrast på Blu-ray-udgivelsen. Lydsporet lader ligeledes de fængslende replikker få fornemt og velafstemt liv – det side om side med Howord Shores fine og dramatisk underspillede score. Der medfølger desuden en lille omgang ekstramateriale.

Her finder man en kort promo-agtig ’making of’, hvor det primært er Cronenberg, hovedrolleindehaverne og Howard Shore, der kommer til orde med tanker omkring roller, historie og arbejdet på filmen. Fint, men også noget overfladisk, så er der mere gods i det informative kommentarspor med Cronenberg. Han fortæller roligt og velresearchet om filmens tilblivelse, skuespillerne og de virkelige begivenheder bag.

Billede: 5/6 | Lyd: 4/6  | Ekstramateriale: 3/6

[tabgroup][tab title=”A Dangerous Method | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: A Dangerous Method, England/Tyskland/Canada/Schweitz, 2011
Instruktion: David Cronenberg
Medvirkende: Michael Fassbender, Keira Knightley, Viggo Mortensen, Vincent Cassel m.fl.
Spilletid: 1 time 39 min.
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

TAKE SHELTER: Nervepirrende dommedagsfilm er uafrystelig

/i , /af

Der findes mange film, der omhandler Jordens undergang. De fleste dommedagsfilm er dog ofte bombastiske action-tonsere med mere fokus på spektakulære effekter end det nære, menneskelige drama. Men den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på både original og fængslende vis. Ja, en af årets absolut største filmoplevelser.

Historien er centreret om familiefaren Curtis, der lever et stille liv i Ohio med sin søde kone og deres lille datter. Men alt ændrer sig, da Curtis begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, hvor et apokalyptisk uvejr truer hans familie og samtidig varsler død og omfattende undergang.

Michael Shannon er helt fænomenal i hovedrollen som en mand, der forsøger at bevare en rationel tilgang til de uhyggelige forudanelser. Men som filmen skrider frem begynder grænsen mellem mareridt og virkelighed at vakle for Curtis – er han ved at miste forstanden eller er undergangen reelt på vej?

Take Shelter er en både gribende og rørende film, hvor Jessica Chastain som hjælpeløs hustru må se til, mens hendes uligevægtige mand bliver mere og mere opslugt af de apokalyptiske visioner. Hun udgør en sart modvægt til den forpinte Curtis og er med til at give det knugende drama et fængslende fundament.

Instruktør og manusforfatter Jeff Nichols bygger historien sikkert op omkring sine karakterer, hvilket bl.a. giver dramaet en fascinerende og insisterende resonans, så man til sidst sidder med en knude i maven. Take Shelter formår med andre ord at forene dommedagsfablen med et medrivende familiedrama og ikke mindst et portræt af en mands slidsomme kamp med indre dæmoner. Fremragende.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig virkelig godt på Blu-ray. Her står filmens flotte billeder og nedtonede farvepalet hele vejen veldefineret med indtagende detaljegrad samt mættede og nuancefulde farver. Lydsporet er ligeledes med til på medrivende vis at indramme skæbnefortællingen.

[tabgroup][tab title=”Take Shelter | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får 5/6:

Originaltitel: Take Shelter, USA, 2011
Instruktion: Jeff Nichols
Medvirkende: Michael Shannon, Jessica Chastain, Shea Whigham m.fl.
Spilletid: 121 min.
Udgiver: Atlantic Film[/tab][/tabgroup]

KILLER JOE: En sydende smeltedigel af manglende moral

/i , /af

Det løber helt af sporet for den forgældede Chris i den underholdende og foruroligende Killer Joe. Han hyrer nemlig den korrupte betjent og deltidslejemorder Killer Joe til at nakke sin mor, så han kan få udbetalt forsikringspengene. Koldt, kynisk og selvfølgelig går det ikke efter planen. Langt fra. Chris har nemlig på ingen måde forudset, hvor hurtigt hans situation kan gå fra gal til katastrofal.

killerjoe01

Selvom filmens instruktør er den 77-årige William Friedkin, er der intet forældet over Killer Joe. Den er brutal, fandenivoldsk og ikke mindst smurt ind i en omgang kulsort humor. Hertil kommer et veloplagt cast, hvor en fænomenal Matthew McConaughey leder veloplagt an som den iskolde og manipulerende lejemorder. Fantastisk.

Emilie Hirsch er herligt desperat som den hårdtpressede Chris, mens resten af hans bonderøvs-familie også hurtigt vikles uløseligt ind i det spegede mordkomplot. Nej, Killer Joe er ikke typen, man løber om hjørner med. Juno Temple er desuden forførende naiv som Chris’ ublufærdige søster, mens Thomas Haden Church leverer komisk guld som fordrukken og smådum familiefar.

killerjoe02

Et hedt Texas skaber endvidere en perfekt ulmende setting til denne skarpt skrevne sag, der leveres med lige så sikker hånd af William Friedkin og det skæve ensemble. Han formår med andre ord at sætte medrivende fut under denne sydende kedel af manglende moral, iltre temperamenter og tvivlsomme beslutninger.

Ja, et både aparte, cool og overraskende sprælsk comeback for den aldrende instruktør, der nok mest er kendt for skrækfilmsklassikeren Eksorcisten og thrilleren The French Connection. Nu kan Killer Joe – uden sammenligning i øvrigt – passende blive nævnt i samme ombæring fremover. Sådan!

killerjoe03

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld står Blu-ray-udgivelsen virkelig flot. Det beskidte Texas gengives med mættede farve, indtagende nuancer og god detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes godt med både solid bund og klare niveauer. Lækkert.

[tabgroup][tab title=”Killer Joe | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får:
5_6 - stars

killerjoe cover

Originaltitel: Killer Joe, USA, 2011
Instruktion: William Friedkin
Medvirkende: Matthew McConaughey, Emile Hirsch, Juno Temple, Thomas Haden Church m.fl.
Spilletid: 102 min.
Udgiver: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]