PARANORMAL ACTIVITY 4: endnu en grusom hjemmevideo

En af de mest skræmmende cocktails, jeg kan udsætte mig selv for, når det kommer til gyserfilm, er børn og dæmonbesættelser. Der er bare noget grundlæggende væmmeligt, når disse to ting mødes – og det er præcis tilfældet med den seneste Paranormal Activity-film, den fjerde i rækken.

Men kan den håndholdte gysergryde holdes i kog endnu en gang? Til dels, er mit umiddelbart lidt vage svar. For selvom jeg efterfølgende havde mine negle i behold og angstens sved også undlod at pible frem, så fik de grumme hjemmeoptagelser også sat et par sikre chok ind og vævet en herligt olm stemning af usikkerhed.

Paranormal Activity 4 01

Vi befinder os vanen tro i en amerikansk forstad. Her bor teenage-pigen Alex med sine forældre og lillebror. Men da Katie (som vi kender fra de andre film) og en dreng flytter ind overfor, begynder der at ske underlige ting. Og da Katie indlægges, flytter den mutte knægt ind hos familien. Alex og hendes ven Ben begynder nu at optage alt, for at fange de sære hændelser på bånd – og ja, der kommer ting i kassen.

En ting er at kunne levere et chok, hvilket man bestemt ikke skal underkende – både de reelle og rækken af fake scares – noget andet er at opbygge stemning. Begge dele lykkedes i dette fjerde kapitel – desværre bare ikke med helt nok pondus til for alvor at få nakkehårene til vedvarende at rejse sig. De medvirkende bibringer dog en naturlighed til løjerne, hvilket fint er med til at underbygge uhyggen.

Paranormal Activity 4 03

Man ja, måden hvorpå kameraet afsøger rummene, er ganske nervepirrende sat i scene. På den konto leveres der op til flere fine jump scares, der samtidig er med til at skabe filmens foruroligende stemning. Selv ved højlys dag, holdes uhyggen ved lige, som eksempelvis når Alex bevæger sig rundt i huset med sit webcam.

Der er dog ikke meget nyt at komme efter og historien er ikke specielt interessant. Det er med andre ord begrænset, hvor meget universet udbygges og uhyggen fastholdes – og så er der lige alle plothullerne. Men her er trods alt tale om en tempofyldt og ofte ganske skræmmende tilføjelse til franchisen, der gør mig fortrøstningsfuld for de kommende kapitler.

Filmen: 3/6 3_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen tumler en kende med billedet. Der er ofte digital støj og et ikke lige veldefineret billede – hverken de mørke scener eller dem i dagslys. Så selvom det billige look er en del af filmens æstetik, er det alligevel ærgerligt, at billedet er på det jævne. Lydsiden spiller langt bedre med både urovækkende panoreringer og skummel atmosfære.

Filmen kan ses i to versioner, biografversionen og en godt 10 minutter forlænget udgave – jeg så sidstnævnte, men skal ikke gøre mig klog på forskellen, da jeg kun har set den ene version. Bum. Ekstramaterialet begrænser sig til 29 minutters slettede scener, der ikke er videre interessante, men dog med et par ok skræmmende scener imellem. Mest synes det dog at være fyld fra klippebordet.

Billede: 3/6 3_6 - stars_LILLE | Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Paranormal Activity 4 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

Paranormal Activity 4 cover
Originaltitel: Paranormal Activity 4, USA, 2012.
Udgivelse: d. 26. februar 2013
Instruktion:
Henry Joost, Ariel Schulman
Medvirkende: Katie Featherston, Kathryn Newton, Matt Shively, Brady Allen, Sprague Grayden, Stephen Dunham, Alexondra Lee m.fl.
Spilletid: 1 time 27 min (biograf-version) 1 time 37 min. (forlænget version)
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

OZ THE GREAT AND THE POWERFUL: kulørt eventyr mangler mere magi

Med Sam Raimis Oz the Great and the Powerful lander vi langt fra hans herlige Evil Dead-trilogi, nemlig i det magiske eventyrland Oz. Her truer den onde heks freden, mens fabeldyr, dværge og fortryllende scenerier danner farvestrålende bagtæppe for de end kende kedelige strabadser, der leveres i udfarende 3D.

Men hey, det er bestemt en flot rejse og alene visuelt klarer eventyret sig det meste af vejen fornuftigt igennem sine kulørte landskaber. James Franco er mere eller mindre quirky og en smule ved siden af sig selv som den charmerende tryllekunstner og fupmager Oz, der havner i det fortryllede land.

oz 01

Her bliver han hilst velkommen som troldmanden, der skal redde indbyggerne fra heksens onde favntag. Uden tøven udgiver Oz sig nu for at være netop den frelsende magiker, men hvor langt kan han komme med sit fupnummer – og er en høj hat og fyrværkeri overhovedet nok til at klare skærene? Du får ét gæt.

Oz møder blandt andet en bevinget abe og en porcelænspige, der hjælper ham på sin vej mod opgøret med heksen. Men ikke alt er, hvad det giver sig ud for – selvfølgelig ikke. De plotmæssige overraskelser er dog ikke nok til at holde den noget tamme historie flyvende. For der synes aldrig rigtig at være fare på færde, selvom skyggerne tager til – og så savner jeg karakterer med mere pondus.

oz 02

Blandt andet mangler James Franco ordentligt modspil. Ja, den flyvende abe og porcelænspigen er charmerende, men en ordentlig skurk bliver det aldrig til. Og selvom det kvindelige trekløver Mila Kunis, Rachel Weisz og Michelle Williams bestemt pynter på sagerne, så klinger magien desværre også en kende hult i det overdådigt computergenerede univers.

Der er altså ingen risiko for, at Sam Raimi slår Victor Flemings The Wizard of Oz fra 1939 af pinden som den film, man også fremover i første omgang vil forbinde med L. Frank Baums sprudlende univers. Det er altså på eget ansvar, at følge the yellow brick road, for der venter desværre ikke det store eventyrlige sus, men en kulørt feberdrøm, der udgør en ok omgang flødeskums-eskapisme. Det er nu også helt cool.[tabgroup][tab title=”Oz the Great and the Powerful | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

oz poster
Originaltitel: Oz the Great and the Powerful, USA, 2012
Premiere: d. 28. februar 2013
Instruktion: Sam Raimi
Medvirkende: James Franco, Michelle Williams, Rachel Weisz, Mila Kunis, Zach Braff m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

THE LAST STAND: Schwarzenegger gør blodigt comeback

Så er det frem med automatvåben og oneliners – Arnold Schwarzenegger er tilbage for drønende kedler og med accenten intakt i den energiske action-tonser The Last Stand. En voldsom omgang sjov og ballade med både cheesy humor, blodskvulpende skudsår og oksende håndgemæng. En smule ujævn, men også et pokkers underholdende comeback.

Schwarzenegger indtager rollen som slidt sherif, der er rykket på landet for at slippe for storbyens trummerum. Men selvfølgelig finder balladen Arnold. En narkobaron er nemlig på flugt og har kurs mod den lille flække for at nå grænsen mod Mexico – men selvom Arnold har rundet de 65, skal man som bekendt ikke fucke med ham.

last stand 02

Så sammen med en våbenglad Johnny Knoxville og et par mere eller mindre behjælpsomme betjente forskanser de byen og armerer sig inden det store opgør indtager de små gader. Ja, der venter både biljagter, eksplosioner og en flok af sortklædte bad guys, der skydes i sænk så blodet sprøjter. Skønt.

Det er dog ikke kun Arnold, der har gjort mig spændt på The Last Stand. Det er nemlig sydkoreanske Jee-woon Kim, der her instruerer sin første amerikanske film. Han står bag fremragende titler som den nervepirrende gyser A Tale of Two Sisters, den brutale seriemorder-thriller I Saw the Devil og den hæsblæsende western The Good, The Bad, The Weird.

last stand 01

Og ja, Jee-woon Kim er – som du nok har luret – sluppet godt fra sin debut i USA. For selvom tempoet er en smule knoldet og humoren ikke fungerer lige godt, er her en ganske usentimental tilgang til Arnolds brug af automatvåben. Det er altså ikke som sådan et nostalgitrip med utallige referencer til storhedstiden – heldigvis. Men man kan godt tale om action, der ligger i forlængelse af 80’ernes no bullshit-tradition.

Det er med andre ord ikke nuancerede karakterer og en spidsfindig handling, der her skal sikre eskapaderne sejr, men derimod en cool Arnold med en stor gun og en rundhåndet omgang med håndvåben. Begge dele serveres her kækt og med et fint glimt i øjet, mens vejspærringer bliver smadret og blodige headshots medrivende farver lærredet rødt. At løjerne så mister pusten lidt af og til er bestemt til at leve med.[tabgroup][tab title=”The Last Stand | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

last stand poster
Originaltitel: The Last Stand, USA, 2013
Premiere: d. 7. marts 2013
Instruktion: Jee-woon Kim
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Johnny Knoxville, Forest Whitaker m.fl.
Spilletid: 1 time 47 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

LOOPER: Hjernevridende tidsrejse er medrivende science fiction

Man kan ikke andet, end at blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser, deres mange paradokser og hjernevridende muligheder. Men det er unægteligt en fascinerende tanke at kunne rejse frem og tilbage i tid, hvilket forløses både medrivende og intelligent i den intense tidsrejsethriller Looper.

Vi befinder os i 2042, hvor lejemordere – såkaldte loopers – arbejder for fremtidens kriminelle. For i 2072 er tidsmaskinen en realitet og ofre sendes således tilbage i tiden for at blive likvideret og gemt af vejen. Men en dag, da looperen Joe står klar til at trykke på aftrækkeren i det øjeblik ofret fra fremtiden dukker op, er det hans eget fremtidige jeg, han pludselig ser i øjnene – og hvad gør man så?!

looper bd06

Som looper risikerer man nemlig, at arbejdsgiverne sender ens ældre jeg tilbage i tiden, så man uvidende dræber sig selv – en barsk måde at blive fyret på. Men Joes ældre jeg har ikke som de andre ofre en sæk over hovedet og undviger skuddet. Så nu er der to gange Joe på fri fod. Snart er begge jaget vildt, mens de forsøger at hitte redde i og styre hvad fremtiden vil bringe…

Ja, det kan hurtigt blive knudret, når tiden overvindes og en mand møder sit ældre jeg i en jagt på at overleve fremtiden. Men instruktør og manusforfatter Rian Johnson formår elegant at etablere sit tidsrejsekoncept uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at de modstridende tidskomplikationer pirrende kilder ens intellekt.

looper bd01

Det er intelligent science fiction, der nærmest ubesværet forener sit koncept med en hele tiden æggende historie og interessante karakterer – det uden at miste sin kvalitet som rendyrket thriller-underholdning. Joseph Gordon-Levitt og Bruce Willis har som henholdsvis ung og gammel Joe en herlig uforudsigelig dynamik. Deres tanker snor sig udfordrende om samme hjerne, mens tiden slår krøller og fremtiden omskrives.

Og selvom her leveres højspændt action med automatvåben og blodsprøjt, så er det historien og karaktererne, der er i front, mere end konstant dundrende bulder og brag. Looper stoler på sin historie og gemmer sig ikke bag tanketomme eksplosioner og fremtids-gadgets, men bruger disse elemeter med omtanke og som en naturlig del af det fængslende univers.

looper bd03

Jeg er dog i tvivl om nødvendigheden af at sminke Gordon-Levitt, så han matcher en ung Willis. Det synes til at starte med en smule akavet – også selvom makeuppen er overbevisende. Det ændrer dog ikke på, at Looper er et yderst medrivende bekendtskab, der bag de krøllede tidsrejser også er en gribende fortælling om kærlighed og hvad man vil ofre for den. Tankevækkende, tragisk og smukt.

Filmen: 5/65_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står upåklageligt på Blu-ray, hvor det indtagende univers kommer flot til live med både solid farvegengivelse og god detaljegrad. Lydsporet går ligeledes klart igennem og giver fint rum til både scoret, skudsalver og replikker. Herudover medfølger en omgang ganske fint ekstramateriale.

Her får man i tre features et ret interessant indblik i filmens score (16 min.). Videre er der en feature om de to gange Joe (5 min.), en overfladisk making of (8 min.), en feature om fremtidens look (3 min) samt en feature om tidsrejser (8 min.) og en smukt animeret trailer for filmen. Ikke det mest grundige materiale, men det giver et hurtigt kig ind bag kulisserne. Slutteligt er der 22 slettede scener, der bl.a. udbygger historien og karaktererne, men intet ophidsende.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 3/6 3_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Looper | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 5/6
5_6 - stars
looper bd cover
Originaltitel:
Looper, USA/Kina, 2012
Instruktion: Rian Johnson
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Bruce Willis, Emily Blunt, Paul Dano, Noah Segan, Jeff Daniels m.fl.
Spilletid: 118 min.
Udgivelsesdato: 5. februar 2013
Distributør:
Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

LAWLESS: uadskillelige brødre i brutal og beskidt gangsterfilm

Det er en beskidt og brutal skildring af livet som gangster, man får serveret med John Hillcoats Lawless. Filmen er baseret på den sande historie om de tre Bondurant-brødrene og deres ulovlige foretagende som hjemmebrændere i forbudstidens USA. Men da den ihærdige agent Rakes gør sin ankomst, intensiveres jagten på trekløveret.

Forrest, Howard og Jack Bondurant vil dog ikke lade sig kue og fortsætter ufortrødent hjemmebrænderiet. Et dramatisk setup, der måske ikke byder på de helt store overraskelser, men som til gengæld fortælles med fine nuancer i miljøskildringen og karaktererne. Endvidere udfoldes filmen i et ofte fint dvælende tempo, der lader både det naturskønne Virginia og historien komme til sin ret.

lawless03

Shia LaBeouf er bærer troværdigt rollen som den usikre lillebror, der får mere og mere selvtillid i takt med sine tiltagende ambitioner. Det er medrivende at se, hvordan hans udvikling påvirker dynamikken blandt brødrene. Her er Tom Hardy den mutte leder, der ikke tøver med at trække knojernet. En stenstøtte af en mand, der nærmest forekommer udødelig, men også med et følsomt sind bag den rå facade.

For selvom det er en barsk mandeverden, der skildres, er der også en følsom klangbund i dramaet. Blandt andet i forhold til det modsatte køn, hvor Hardy ikke helt ved, hvordan han skal håndtere den sødt æggende Maggie (Jessica Chastain). På samme måde giver den uskyldige romance mellem LeBouf og den forsigtige Bertha (Mia Wasikowska) en rørende modvægt til filmens brutalitet.

lawless02

Man må heller ikke glemme en diabolsk Guy Pearce, der med ond midterskilning er herligt bizar som den sadistiske Rakes. Den ældste bror, Howard (Jason Clarke) spiller en mindre rolle i filmen, men er et uundværligt bindeled i brødreflokken. Man finder desuden en altid seværdig Gary Oldman i en birolle som karismatisk gangster med nålestribet habit og tommy gun – über-cool.

Lawless er dog ikke en gængs gangsterfilm efter Hollywoods drejebog. Det er en uglamourøs og underspillet sag, der tør give fortællingen tid. Den er måske en smule ujævn, men det er ikke noget, der spænder ben for den fængslende fornemmelse for karaktererne og det liv, de lever – og så er soundtracket med blandt andet Nick Cave ret lækkert – han har forresten også skrevet filmen.

Filmen: 4/6 4_6 - stars_LILLE

lawless01

Billede, lys, ekstramateriale:
Billedet gengiver overbevisende det brutale miljø med både solid kontrast, god detaljegrad og velbalancerede farver. Lydsporet går medrivende igennem med fine panoreringer, indtagende rum og klar dialog. En fornøjelse. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 0/60_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Lawless | Blu-ray”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

lawless cover
Originaltitel: Lawless, USA, 2012.
Udgivelse: d. 26. februar 2013
Instruktion:
John Hillcoat
Medvirkende: Shia LaBeouf, Tom Hardy, Jason Clarke, Gary Oldman, Guy Pearce, Mia Wasikowska, Jessica Chastain m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

FLIGHT: Denzel Washington i følelsesladet frit fald

Denzel Washington drikker tæt og får samtidig lidt til næsen som den alkoholiserede pilot William ”Whip” Whitaker i Robert Zemeckis’ fine flyver-drama Flight. Et følelsesladet og fængslende portræt af en mand helt ude i torvene og med den bitre selverkendelse holdt på fordrukken afstand.

Men hvor langt kan løgnene holde ham flyvende – både for sig selv og sine nærmeste? Læsset med løgne kommer imidlertid tættere på at vælte end nogensinde før, da han bagstiv, men mirakuløst nødlander sit fly og herved redder godt 100 menneskers liv.

flight 01

En helt ud af til, men med skelletter i skabet, der truer med at vælte ud, da hans blodprøver efter styrtet viser en høj alkoholprocent samt spor af kokain. Det bliver således starten på en hård kamp med indre dæmoner, mens facaden fortsat må holdes – både overfor familie, presse og advokater.

Denzel Washington er ganske enkelt forrygende som den martrede pilot, der lever et dobbeltliv på løgnen. Han veksler medrivende fra veloplagt og snaksaglig charmør til fordrukken sutteklud uden retning. Nuanceret, komplekst og hele filmen værd.

flight 02

Så selvom temaer som alkoholisme og misbrug bliver en smule skingert sat sammen med tro og Gud, balancerer fortællingen ganske fornemt på den svære linje mellem sympati og afsky for den forpinte hovedperson. Det er simpelthen bare et godt og gribende drama med fine modsatrettede følelser i spil.

Jeg sluger derfor også gerne et par scener, hvor John Goodman som hurtigsnakkende dealer sparkes ind som comic relief. Det er ikke hele vejen lige elegant, men ja, det er sjovt. Denzel Wahsington holder dog heldigvis fint både drama og alvor i spænd med et spinkelt håb for enden af landingsbanen. 4 store stjerner og en flyversjus.[tabgroup][tab title=”Flight | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

flight poster
Originaltitel: Flight, USA, 2012
Premiere: d. 28. februar 2013
Instruktion: Robert Zemeckis
Medvirkende: Denzel Washington, Nadine Velazquez, Don Cheadle, John Goodman m.fl.
Spilletid: 138 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

 

SKYTTEN: et slattent vådeskud

Ophedet klimadebat og en vred snigskytte danner vagt parløb, når thrillerdramaet Skytten ruller sig trættende ud. Trine Dyrholm smides ind i møllen som ihærdig journalist, der venter på sit adoptivbarn, mens Kim Bodia er den stålsatte skytte – og så sniger Nikolaj Lie Kaas sig til lidt spilletid som udsat politiker.

Den danske regering går nemlig imod et valgløfte og begiver sig således ud på et olie-eventyr på Grønland, hvilket vil skade miljøet. Men der er lyssky dagsordner i spil, hvilket skytten, i skikkelse af en bamset Bodnia, er klar over. Han indleder derfor et vendetta mod politikerne i spidsen for olieaftalen og forsøger her at bruge journalisten Mia som talerør.

skytten01

Men skyttens fredelige opråb underbygges – som du nok har luret – af skarpskydende trusler. Ja, der er lagt i oven til snigskyttespænding med et menneskeligt ansigt. Men det lykkedes bare ikke at stable nævneværdig spænding på benene, hvilket er fatalt for filmens udfald.

Både Bodnia og Dyrhold gør det egentlig godt. De har bare ikke meget at arbejde med og forbliver for uinteressante. Bodnia er vred og griber mod egen overbevisning til vold som øko-terrorist, mens Dyrholm er en bidsk fighter med et moderhjerte, hvilket hun har svært ved at få til harmonere med sin rolle som karrierekvinde. Bum.

skytten02

Vi forbliver meget på overfladen, hvad psykologien og parternes motivation angår – det samme gælder de overfortalte politiske kvæk og moralske problematikker. Nej, heller ikke på den konto bliver man pirret af spørgsmål som demokrati, ansvar og miljø. Man kommer med andre ord til at vente forgæves på, at spændingen skal tage fat og dramaet rulle.

At finalen, der ellers forsøges bygget intenst op til også fiser fladt ud, efterlader selv sagt ikke filmen med mange plusser på kontoen. Nu har jeg ikke set originalen fra 1977 med Jens Okking, men dette slatne remake lykkedes altså hverken som spændingsfilm eller menneskeligt drama og forbliver blot et hult skud ind i ligegyldigheden.[tabgroup][tab title=”Skytten | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars
skytten poster
Originaltitel: Skytten, Danmark, 2013
Premiere: d. 28. februar 2013
Instruktion: Annette K. Olesen
Medvirkende: Trine Dyrholm, Kim Bodnia, Nikolaj Lie Kaas m.fl.
Spilletid: 1 time 34 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

PARKER: Jason Statham løber i plagsom tomgang

Nærmest inden man når at sætte sig til rette, går action-thrilleren Parker i plagsom tomgang. Jason Statham okser således forpustet rundt i en træg omgang katten-efter-musen, mens hverken plot eller karakterer formår at tilføre nødvendig pondus til biljagter, røverier og nævekampe.

Her spiller en evigt skulende Statham den professionelle tyv Parker – ja, med høj moral og et godt hjerte, så tøserne dåner på stribe – i hvert fald Jennifer Lopez, men mere om det senere. For inden han møder hende, får han lagt sig ud med en flok medskyldige, der nupper udbyttet fra et fælles kup for næsen af ham. Så nu er Parker opsat på både at få hævn og madrassen fyldt op med dollars.

parker02

En i udgangspunktet fin og lige-ud-af-landevejen-præmis. Desværre tager historien for mange unødvendige svingærinder og smider karakterer ind i møllen, der blot er med til at sløve filmens momentum. I stedet for at underbygge relationer og opbygge spænding skøjter historien ofte formålsløst rundt og forbliver vag i sin afvikling.

Statham gør egentlig hvad han skal – og hvad han plejer – ser cool ud, slår på tæven og skyder med skarpt. Men han hiver ikke meget hjem på karisma-kontoen og mønstre heller ikke mange nuancer som den målrettede Parker. Skurkene er endnu mere uinteressante og giver aldrig det nødvendige modspil til vores antihelt. Tamt.

parker01

Nå ja, og så kommer vi til Jennifer Lopez. Hun spiller en fraskilt og kærlighedsdesperat ejendomsmægler, der mere eller mindre ufrivilligt bliver draget ind i Parkers hævntogt. Hendes karakter fremstår dog mest af alt som en underligt uforløst vedhæng – en sidehistorie, der ikke gør andet end at se godt ud.

Det kan også være nok, men Lopez føles mest som et påklistret plotelement, der samtidig trækker fremdriften ud af løjerne. For som med resten af castet, får man ikke et forhold til hende, der kunne være med til at engagere én i udfaldet af strabadserne. Parker er altså hverken spændende thriller eller medrivende action, men blot en træg og ligegyldig tilføjelse til Stathams CV. Øv.[tabgroup][tab title=”Parker | Biografanmeldelse”]Vurdering: 1/6
1_6 - stars
parker poster
Originaltitel: Parker, USA, 2013
Premiere: d. 28. februar 2013
Instruktion: Taylor Hackford
Medvirkende: Jason Statham, Jennifer Lopez, Michael Chiklis, Nick Nolte m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

THE CAMPAIGN: Ferrell og Galifianakis i fjollet valgkamp

Jeg elsker Will Ferrell og Zach Galifianakis, men hvem gør ikke det. Så en film, hvor de to tørner sammen er selvfølgelig obligatorisk filmpensum i min bog. Helt vellykket er deres valgkamps-komedie dog ikke. Men der er heldigvis nok af sjove øjeblikke til at The Campaign holder hjulene kørende til den desværre alt for sentimentale afslutning.

Ferrell spiller kongresmedlemmet Cam Brady, der altid vinder valget i sin stat, da han er den eneste, som stiller op. Det ændrer sig imidlertid, da to mænd med politisk magt beslutter sig for at vippe Brady af pinden på grund af økonomisk gevinst. De får derfor Galifianakis aka den tumpede Marty Huggins til at gå ind i politik.

thecampaign02

Det bliver således startskuddet til en både beskidt og fjollet valgkamp, hvor de to kandidater slås om vælgernes stemmer. Så nu skal der både kysses babyer, loves guld og grønne skove samt bruges feje tricks til at få modstanderen i fedtefadet. På den måde bliver filmens komiske epicenter altså clashet mellem de to komikere.

Cam Brady er en skamløs skørtejæger, der kun går op i sig selv, hvorimod Marty Huggins har hjertet på rette sted, men til gengæld er for dum til at kunne åbne en dør – bogstavelig talt. Ja, det er dumt, men også ret sjovt. Desværre mister filmen pusten undervejs og hopper mere eller mindre tilfældigt fra den ene tåbelighed til den anden – tåbelig er i dette tilfælde dog positivt ment.

thecampaign01

For Ferrell er herligt arrogant, mens Galifianakis’ naive karakter er tilpas blank til, at man både griner af og fatter sympati for ham og hans familie. Den politiske satire forbliver dog noget letkøbt, men som letbenet fjolleri fungerer den tåbelige duo ganske fint – om end der ikke leveres komisk guld i overmål.

The Campaign er med aldre ord en delvist vellykket komedie, der rammer en smule mere ved siden af end plet. Desuden er det ret sjovt, at instruktør Jay Roachs foregående film, Game Change, også handlede om politik, men altså i en alvorlig indpakning. Han må have haft brug for at få politisk luftforandring.

Filmen: 3/6 3_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmen står med sin klare farvepalet både flot og farvemættet hele vejen. Detaljegraden er desuden indtagende og kontrasten solid. Lydsporet spiller ligeledes godt og går klart igennem med overbevisende niveauer.

Herudover får man en smule ekstramateriale. Lidt ekstra improvisationer (4 min.), fjollede fraklip (4 min.) samt 9 slettede scener, hvoraf der er et par ret sjove imellem (16 min.) – de er værd at se. Desuden kan man se filmen i både biografudgaven og en 10 minutter længere version – jeg så sidstnævnte.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”The Campaign | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars
DisplayMAMExtView
Originaltitel:
The Campaign, USA, 2012
Udgivelse: d. 15. januar
Instruktion:
Jay Roach
Medvirkende: Will Ferrell, Zach Galifianakis, Jason Sudeikis m.fl.
Spilletid: 85 min. (biograf-version) 95 min. (forlænget version)
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

HITCHCOCK: en mesters møde med mord, tvivl og modstand

Selvom det forbliver ved overfladiske dyk ned i mesterinstruktøren Alfred Hitchcocks skyggesider og det ubrydelige forhold med sin kone og faste samarbejdspartner, Alma Reville, så holder fortællingen et lifligt tempo og har nok af charme til at holde interessen ved lige. Fra blondinedrab til kærlighedskvaler og kreative kriser.

Anthony Hopkins har iført sig overbevisende makeup og tør ironi som den korporlige filmskaber, mens Helen Mirren med sikker stædighed holder kursen i kulissen. For selvom titlen er Hitchcock, så er dette en fortælling om ægteparret, deres samarbejde og problemer – både professionelt og privat.

hitchcock 03

En fortælling, der forsøger at gå bag om Hitchcocks kontrollerede facade og give et nuanceret indblik i både hans sårbarhed, tvivl og ustoppelig jernvilje. Vi følger således tilblivelsen af den kontroversielle klassiker Psycho og de problemer, der fulgte med arbejdet på den skelsættende thriller.

Året er 1959 og Hitchcock har lige haft premiere på Menneskejagt, han har rundet de 60 år og er et levende ikon, men han savner at mærke den energi og farlighed, der gjaldt hans unge år som filmskaber. Han vælger derfor at filmatisere den brutale Psycho. Langt fra alle har dog tiltro til filmen – kun hans kone, er den sikre støtte.

hitchcock 02

Scarlett Johansson spiller en ung Janet Leigh, der som bekendt lider den grumme skæbne i brusebadet på Bates Motel – endnu en i rækken af Hitchcoks mange damer. Forførende og utilnærmelig. Men selvom Hitchcocks forhold til den blonde skuespillerinde er i spil, så er det parløbet med Alma, der hele vejen er filmens hjerte.

Anthony Hopkins giver fint liv til den kontrastfulde Hitchcock og rammer fornemt den karakteristiske diktion og hans sans for spydigt at spidde sine modstandere med skarpt vid og velartikulerede irettesættelser. Helen Mirren giver dynamisk modspil og ser lige igennem sin mands sikre parader. Det er en fryd at se de to sammen.

hitchcock 01

Hitchcock er med andre ord et både vittigt, veloplagt og til tider helt rørende portræt, der forsøger at løfte en nuanceret flig af gåden bag, hvad der drev og hjemsøgte instruktøren. Men selvom vi aldrig kommer helt ind i kødet på den både muntre og plagede filmskaber, så opstår der i forholdet med konen et fint facetteret drama.

Man behøver dog ikke at være Hitchcock-fan for at sætte pris på det ganske medrivende drama. Men et kendskab til manden bag fremragende film som Skjulte øjne, Fuglene og Vertigo vil uden tvivl give oplevelsen mere fylde. Uanset hvad, så lad også Hitchcock være en kærlig reminder om mesterens mange udødelige værker.[tabgroup][tab title=”Hitchcock | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars
Hitchcock poster
Originaltitel: Hitchcock, USA, 2013
Premiere: d. 21. februar 2013
Instruktion: Sacha Gervasi
Medvirkende: Anthony Hopkins, Helen Mirren, Scarlett Johansson, Toni Collette, Danny Huston, Jessica Biel m.fl.
Spilletid: 99 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]