‘Alita: Battle Angel’ er hæsblæsende sci fi-action på 4K Ultra HD

Action på 4K Ultra HD: Der er fuld actionfart over feltet i Robert Rodriguez’ energiske science fiction-film ‘Alita: Battle Angel’, der desuden har legendariske James Cameron som medforfatter. Jeg kendte dog ikke til den japanske tegneserie, filmen er baseret på, så jeg er helt ny til det flot forløste fremtidsunivers, hvor vi ankommer til den forfaldne og rå Iron City år 2563.

Her møder vi den sympatiske og teknisk dygtige robot-og-cyborg-bygger Dyson Ido, portrætteret med fin tilstedeværelse af Christoph Waltz. Han bringer en ellers kasseret cyborg til live, som han kalder Alita. Den nyvågnede cyborg kan dog intet huske. Filmen er således også en historie om at finde sig selv, selvstændiggørrelse og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske.

Det er dog ikke tematikker, der som sådan bliver videre dybt forløst, men det er fine tanker, der krydrer den ganske vist noget forudsigelige historie, der dog ganske medrivende overlever og lever af sine mange både veloplagte, ok voldelige og overrumplende actionscener. For som filmen skrider frem, begynder Alita også at genfinde hukommelsen om sin vilde fortid.

Bag den komplet computeranimerede Alita finder man skuespillerinden Rosa Salazar, der bringer den ret så overbevisende cyborg til live. Ja, alene teknisk set er filmen langt overvejende en fornøjelse, hvor jeg udover Alita også rives med og imponeres af den flot udfoldende futuristiske fremtid, der er rig på detaljer og idéer.

Desværre er der færre nuancer i fortællingen, der også har en noget cheesy plottråd, der ikke helt fungerer, selvom jeg godt kan se formålet med den. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er, for når filmen i grunden ikke er så rig på plotmæssige overraskelser, skal man selv have lov til at opleve dem. Ja, det er altså overvejende den gribende action, der holder filmen på rette køl.

Heldigvis har filmen et godt flow, der fint svinger fortællingen veloplagt fra scene til scene, fra den ene hårdtslående slåskamp til endnu et voldsomt ræs, hvor cyborgs clasher tungt og medrivende med både Alita og hinanden. ‘Alita: Battle Angel’ er kort sagt en veliscenesat science fiction-film, der serverer både et flot univers, medrivende action, men også en lidt forudsigelig historie.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen udkommer i det yderst flotte og billedoptimerede 4K Ultra HD, hvor også lydsiden er optimeret til at matche den indtagende billedsiden. Filmen følger desuden også med på Blu-ray. Hertil kommer, at man kan dykke ned i en omgang ekstramateriale, der giver en indblik i filmen og dens tilblivelse.

‘Alita: Battle Angel’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. august.

Byd velkommen til den morsomme superhelt Shazam! på 4K Ultra HD

Superhelt på 4K Ultra HD: Okay, hvordan ville du mon lige reagere og agere, hvis du som barn pludselig kunne forvandle dig til en superhelt med op til flere superseje superkræfter? Det er ikke sådan lige til at svare på. I den superhelte-komedien ‘Shazam!’ får man om ikke andet svaret på, hvordan drengen Billy Batson tackler den noget overraskende situation som superhelt.

For noget tilfældigt står Billy en dag nemlig på mystisk vis ansigt til ansigt med en troldmand, der giver ham evnen til at forvandle sig til en voksen superhelt, når han siger det magiske ord “shazam”. Med sin nye identitet tester han således sine superevner med hjælp fra vennen Freddy – for hvad ellers skal man bruge superevner til end at have det sjovt?

Men helt sjov forbliver løjerne dog ikke, for den onde Dr. Sivana vil have fat i hans kræfter og det med hjælp fra en flok olme bæster. Inden historien dog får sig sporet ind på dette plotelement skal Billy og Shazam lige etableres som karakterer. Det roder filmen således lidt i ring med, hvor man blandt andet får Billys en smule triste historie om savnet af sin mor.

For den forældreløse dreng er nemlig på jagt efter at finde sin biologiske mor, mens han ellers er blevet bokset fra den ene plejefamilie til den anden. Således kommer tematikker som familie og tilhørsforhold også i spil – dog lige lovligt overfortalt. Filmen er desværre sådan mere overordnet også en smule ujævnt fortalt, mens plottet flere gange træder vande. 

Det sagt, så er der ganske meget fart over feltet, hvor humoren og legen med superheltegenren desværre ikke for alvor løfter sig over et par tøhø’er for mit vedkommende. For måden hvorpå der ellers tages komisk livtag med genren kommer ikke helt til sin ret, mens blandt andet en ellers charmerende Zachary Levi som Shazam ikke helt får sendt komikken rent i mål hele vejen.

Det kulørte univers har dog på trods af dette – samt en alt for lang finale, der blot bliver kedelig frem for medrivende – en tilpas letbenet og munter tone til ikke helt at falde til jorden. Således holder filmen sig altså også ok ovenvande, men ender desværre som både en middelvare og forglemmelig superheltefilm. Men lidt har dog også ret… SHAZAM!

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen udkommer på det overlegne 4K Ultra HD-format, der leverer filmens løjer billed- og lydoptimeret. Hertil kan man dykke ned i en omgang ekstramateriale, der blandt andet består af mere en 90 minutter – eksempelvis både en alternativ start og slutning på filmen, videre til slettede scener og audition-bånd samt spas fra produktionen med mere.

‘Shazam!’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. august.

Stephen King-filmatiseringen ‘Pet Semetary’ bringes til live i 4K Ultra HD

Gysende gys på 4K Ultra HD: Det er sådan set ikke fordi, at Stephen King-filmatisering ‘Pet Semetary’ ikke har sine momenter. Men desværre falder de ellers ok gysende løjer fra hinanden i takt med, at filmen bevæger sig ind i sit sidste og klodsede tredje akt. Det er en skam, for der er både i historien og filmens atmosfære bestemt tilløbet til en langt mere vellykket gyser, end tilfældet er. 

Ganske vist er det en grum gyser, men det hele starter idyllisk med, at familien Creed flytter ud i et stort hus i skovens dejlige grønne natur i det landlige Maine. Men det forbliver dog langt fra ved med at være idyllisk for familien. For i deres baghave viser det sig, at der befinder sig en skummel dyrekirkegård, som gemmer på dystre hemmeligheder i det tågefyldte mørke.

Det finder faren Louis ud af, da familiens kat bliver kørt ned. Sammen med den ældre mand Jud, der bor alene i nabohuset, begraver de nemlig katten, der på mystisk vis efterfølgende vender tilbage fra de døde – men den er ikke helt som, den var før. Noget er forandret ved katten, der nu på delvist urovækkende og ufrivillig komisk vis popper pjusket op filmen igennem.

Noget overnaturligt er på færde i fortællingen, der også blev filmatiseret tilbage i 1989. Jeg vil dog ikke sammenligne de to versioner, da denne nye film skal kunne stå alene. Den står da også nogle gange ok gysende godt – særligt i første del, hvor den urovækkende stemning folder sig ud. Desværre spænder filmen ben for sig selv med tiltagende flere billige jump scares. 

Hvis så bare bøh!-effekterne havde virket mere effektivt og været med til, at jeg filmen igennem sad gysende på stikker, så kunne jeg bedre have godtaget de klichéfulde chok. Det er bare ikke tilfældet, hvorfor gyset og uhyggen stille, men sikkert siver ud af filmen, der ganske vist har et par helt ok grumme og gysende scener undervejs. Dem vil jeg dog ikke spoile her.

‘Pet Semetary’ ender således også med at være en frustrerende oplevelse, da her faktisk er ret fine og gysende gode takter undervejs, som dog altså desværre undermineres af en klodset fortalt historie, der mere beror på slatne jump scares end på sine steder ellers helt ok urovækkende atmosfære. Den gysende grumme fortælling har fortjent bedre.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Udover, at filmen præsenteres i det billedoptimerede og lydoverlegne format 4K Ultra HD, så medfølger der også mere end 90 minutters ekstramateriale, hvor man således blandt andet kan dykke ned i en alternativ slutning, videre til slettede og forlængede scener. Så ja, endnu mere gys og gru venter, når du har overlevet selve filmen.

‘Pet Semetary’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 22. august.

De morsomme klodser er tilbage i ‘The LEGO Movie 2’ på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Vi fik det første klods-eventyr i 2014 med ‘LEGO filmen: Et klodset eventyr’. Nu er vi så tilbage i det sprudlende univers med ‘The LEGO Movie 2’, hvor der bygges diverse sager op med medrivende fart. Men ikke alt ånder fred i Klodsby, der nemlig kommer under en invasion fra rummet af LEGO DUPLO. De smadrer alt på deres vej, så nu må byen stå sammen.

Kampen er således gået ind mod modstanderne, hvor Emmet, Lucy og Batman er i front for at genoprette freden. Dette sender de tre venner og andre klodsede karakterer ud på en farlig og farverig rejse, der bringer dem vidt omkrig i det kulørte og tempofyldte LEGO-univers. Det betyder blandt andet, at temaer som venskab og fjender samt gråzonerne herimellem kommer i spil.

Det er således med et særdeles højt og energisk tempo, at fortællingen folder sig ud – også lige lidt for tempofyldt en god del af filmen, hvor flere tiltrængte åndehuller i den vilde action kunne bibringe noget mere nærhed og intimitet i fortællingen og karaktererne. Det hele bliver en kende for forjaget til for alvor at gribe mere end på et rent teknisk niveau.

Men ja, filmen er heldigvis også en særdeles velanimeret film, der både fyger afsted med den ene opfindsomme LEGO-byggede maskine efter den anden, videre til farverige eksplosioner og ikke mindst vilde rumrejse-ræs. Det er således altså på trods også ret medrivende at være vidne til den både detaljerede og morsomme animation, der konstant bølger afsted.

For humoren i filmen er bestemt også allestedsnærværende, hvor det blandt andet også fyger afsted med diverse morsomme referencer til andre og velkendte universer – som blandt andet netop Batman, videre til Ringenes Herre-trilogien og Back to the Future-filmen. Det er både komisk veltimet og sjovt at spotte de mange velplacerede jokes og henvisninger.

Desværre er fortællingen lige forudsigelig nok, mens tempoet hiver lidt karaktermæssig engagement ud af filmen. Ujævnhederne gøres dog op for af den medrivende og flotte animation samt ikke mindst humoren, der er både dejligt subtil og mere udbasuneret. ‘The LEGO Movie 2’ er med andre ord en ret så veloplagt animationsfilm, der er ganske underholdende, så længe den står på.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Filmen kommer i det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD, hvor både billede og lyd således kommer flot og medrivende til sin ret. Herudover følger filmen også med på Blu-ray, mens man også finder en omgang ekstramateriale. Her kan man således dykke ned i blandt andet slettede scener, featuretten ‘They come in pieces: Assembling’ samt musikvideo med mere.

‘The LEGO Movie 2’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. juli 2019

Karateklassikeren ‘The Karate Kid’ er nu ude på 4K Ultra HD – KAPOW!

Karate på 4K Ultra HD: Hvis du er et barn af 80’erne, så kender du uden tvivl også til filmen og karateklassikeren ‘The Karate Kid’ fra 1984. Det hvad enten du allerede har set den eller har den til gode. For det er en film, der om man vil det eller ej, er blevet til en del af populærkulturen på forskellig vis. Nu er filmen så genudgivet på det flotte format 4K Ultra HD.

Men ja, 1984 var på mange måder et helt vildt filmår. For en lang række film, der sidenhen har fået klassiker-status udkom nemlig dette år. Så på den måde har ‘The Karate Kid’ altså også have konkurrence til stregen om publikums gunst – men har altså i sidste ende så absolut vundet den. Det vidner filmhistorien og populærkulturen i hvert fald om.

Det siger da heller ikke så lidt, når man ser på det øvrige filmudbud i 1984. Tag eksempelvis blot film som ‘Gremlins’, ‘Ghostbusters’, ‘The Terminator’, ‘A Nightmare on Elm Street’, ‘The Never Ending Story’, ‘Beverly Hills Cop’ og ‘Footloose’. Ja, ganske enkelt en række i særklasse vidunderlige film – hvoraf flere da også er personlige favoritter.

Jeg håber med andre ord også, at det bliver til flere udgivelser på 4K Ultra HD med nogle af ovenstående herlige film fra 1984. Men indtil da kan du jo passende nyde ‘The Karate Kid’, der er instrueret af den Oscar-vindende instruktør John G. Avildsen (‘Rocky’, 1976), mens man i hovedrollerne som bekendt finder Ralph Macchio og Noriyuki “Pat” Morita, der oven i købet modtog en Oscar-nominering i kategorien Bedste mandlige birolle for sin præstation som Mr. Miyagi.

Udover, at filmen kommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray, mens man endvidere kan dykke ned i en stor omgang ekstramateriale, der går bag om filmen med blandt andet et kommentarspor med instruktøren og de to hovedrolleindehavere, mens man også finder en ‘making of’ med mere.

‘The Karate Kid’ udkommer på 4K Ultra HD den 6. maj.

THE MULE: Clint Eastwood som hårdfør narkokurer på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Den 88-årige levende legende Clint Eastwood er tilbage med sin seneste film ‘The Mule’, hvor han både instruerer og indtager hovedrollen som Earl Stone – en sejlivet mand, der elsker sine blomster, men har det noget sværere med at holde sig på talefod med sin familie. Og da hans forretning går på tvangsauktion, må han finde økonomiske alternativer.

Det bliver nærmest ved en tilfældighed jobbet som narkokurer for et mexicansk kartel. Således sætter han sig noget naivt bag rettet på sin bil for at køre den farlige last af stoffer fra A til B – og for dette modtager han en ikke så lidt klækkelig sum for de yderst risikable ture. Men snart er der agenter på nakken af kartellet og derfor også Earl – så jobbet er nu blot endnu mere udsat.

Clint Eastwood indtager sin rolle med både blid og hårdfør tilstedeværelse – han har screen presence og nærvær i både pressede situationer og de mere rørende af slagsen. Desuden står han blandt andet også for flere af filmens måske en kende overraskende, men hele vejen afstemte komiske indspark. Der er således en fin balance mellem det og filmens alvor.

Her kommer ikke mindst Earls forhold til familien i spil – udover naturligvis kartellet og det moralsk tvivlsomme kurer-job, han udfører. For den aldrende hovedrolle tager filmen igennem sit liv op til revison, da han har fået kappet samtlige bånd til sin familie. Det giver et fint modspil til netop den familie, som de kriminelle mexicanere selv føler at være en del af.

Bradley Cooper ses i rollen som agent, hvilket han med stålsathed og viljestyrke fint forløser – det samme gør blandt andet Michael Peña også som hans kollega. Filmens cast rammer altså ret så rent – både lovens lange arm, de hårdkogte kriminelle og de helt almindelige familiemedlemmer. Her er et sikker greb om fortællingen, der dog desværre er for fattig på overraskelser.

Filmen kører nemlig efter en snorlige og forudsigelige linje, hvilket hiver noget af spændingen ud af de ellers vovede løjer. Det er en skam, når nu Clint Eastwood og co. fint forløser deres respektive roller. På bundlinjen når ‘The Mule’ dog sikkert i mål – bare også en kende for sikkert. Ikke desto mindre vil jeg bestemt anbefale at se filmen for Clint Eastwood alene.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Udover, at man får filmen på det flotte og velklingende 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray. Endvidere kan man dykke ned i en god omgang ekstramateriale. Her finder en ‘the making of’, hvor blandt andre netop Clint Eastwood er med til at føre publikum ind bag filmen sammen med både øvrigt cast og crew, mens der også følger en musikvideo med.

‘The Mule’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 16. maj.

BUMBLEBEE: Sød, sej og charmerende transformer på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: De fleste kender nok til det seje transformerende legetøj fra 1980’erne, der blandt andet har affødt både tegnefilm og tegneserier. Men så kom Michael Bay i sin tid på banen med en række både storslående, bombastiske og vilde Transformers-film. Den ene efter den anden er således landet i biografens mørke. Nu er spin-off-filmen ‘Bumblebee’ nu landet på det flotte og vellydenede 4K Ultra HD-format.

I filmen er Cybertron faldet, så da Bumblebee derfor sendes ud af Optimus Prime for at redde Jorden, starter også en rejse for den gule transformer mod at blive en helt. Imens på Jornden prøver teenangeren Charlie Watson at finde en plads i verden. Hun finder og reparerer imidlertid den kampmærkede robot, der er forklædt som gul VW Beetle.

Men da det viser sig af de brutale og onde Decepticons jagter de overlevende og gode Autobots, går Bumblebee og Charlie nu sammen i den nærmest umulige opgave. Nemlig intet mindre end at beskytte verden mod død, ødelæggelse og naturligvis også Decepticons. Det viser sig dog imidlertid ikke at være helt nemt, så de må virkelig finde heltene frem i sig selv, hvor et venskab undervejs også opstår mellem menneske og maskine.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Udover, at filmen kommer på det overlegent flotte og meget vellydende 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray. Hertil kommer, at man kan dykke ned i en god portion ekstramateriale, hvor man blandt andet finder både slettede og forlængenede scener videre til også et kig på, hvordan man har bragt den både charmerende, søde og seje Bumblebee til live med meget mere.

‘Bumblebee’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 20. maj.

Den kulørte superhelt ‘Aquaman’ på sprudlende 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Tag en dyb indånding. For med ‘Aquaman’ går turen ned under havets overflade i et både kulørt, spektakulært og kluntet superhelte-eventyr. Det er fortællingen om Arthur Curry aka Aquaman, der skal forsøge at forlige sig med tanken om at indtage tronen som konge over undervandsriget Atlantis og samtidig stoppe sin halvbror fra at gå i krig med menneskene.

Vi får altså oprindelseshistorien for undervandshelten, som vi i skikkelse af Jason Momoa første gang mødte i superhelte-sammenkomsten ‘Justice League’. Denne gang må han dog på egen hånd klare strabadserne – ganske vist med hjælp fra blandt andre havprinsessen Mera. Det betyder også en påklistret romance midt i en fortælling, der desværre falder fra hinanden.

Filmen starter ellers ganske action-stramt med en heftig scene, der involverer adskillige hårdhændede pirater på en ubåd, der får uventet besøg af en endnu mere hårdtslående Aquaman. Men efterhånden som fortællingen foldes ud forfalder filmen til den ene pompøse actionscene efter den anden, hvilket desværre er med til at skyde både historien og karaktererne ud af kurs.

Jeg mister ganske enkelt interessen for Aquaman, der jo ellers både kæmper en indre kamp om sin plads i verden og en kamp med sin halvbror. Men dramaet ender med at være mere postuleret end engagerende. Det er en skam, når nu her ellers foldes flere visuelt vilde scenerier ud med både fæle fiskemonstre, Dolph Lundgren på en søhest og en tur verden rundt.

Men Aquaman fortabes desværre i en klodset fortalt film, hvor både han og de øvrige karakterer samt deres interne relationer aldrig rigtig får fat. Filmen falder desuden også helt igennem undervejs med et par komiske indslag, der er mere malplacerede end morsomme, mens den mere end to timer lange spilletid ender med at føles mere oppustet end medrivende.

Jason Momoa udgør på trods en god og karismatisk Aquaman, der bare aldrig bliver rigtig interessant – det samme kan desværre også siges om blandt andre Amber Heard som Mera og Patrick Wilson som den magtsyge halvbror. Eskapaderne kuldsejer dog heldigvis ikke helt, hvor den ganske vist rodede fortælling trods alt holder et ok tempo og altså også mig ok underholdt.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Filmen udkommer på det lækre billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD format, men filmen følger desuden også med på Blu-ray. Herudover kan man dykke ned i en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet finder mere end 60 minutters behind the scenes-optagelser, hvor man fra en en making of, videre til et kig på Aquaman-karakteren og filmens univers får et indblik i det kulørte superhelte-univers.

‘Aquaman’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 29. april.

Lækker 4K Ultra HD-jubilæums-udgivelse af Stephen King-gyset ‘Pet Sematary’

 Stephen King-gys på 4K Ultra HD: Langt de fleste gyserfans kender uden tvivl gyserforfatteren Stephen King – det enten fra hans mange horror-bøger, eller også kender man ham i hvert fald fra den lang række af skrækfilm, som er baseret på hans bøger. En af disse filmatiseringer er den urovækkende og uhyggelige ‘Pet Sematary’, der på dansk har den passende titel ‘Ondskabens kirkegård’.

Nu har gyserfilmen, der oprindeligt er fra 1989 – og altså kan fejre intet mindre end 30 års jubilæum – udkommet på det yderst lækre 4K Ultra HD-format i en netop 30 års jubillæums-udgivelse, der udover filmen også indeholder en særdeles omfattende omgang ekstramateriale. Du kan med andre ord i den grad varme op til genindspilningen, der lander senere i år.

Men nu gælder det altså den originale film, der er instrueret af Mary Lambert. Således bringes Stephen Kings uhyggelige bestseller altså til live. Filmen handler om familien Creeds og deres tragiske skæbne. For da deres kat dør i en ulykke, foreslår en venlig nabo, at den begraves på en mystisk kirkegård i nærheden. Da katten vender tilbage, bliver det starten på ufattelig ondskab. Nogle gange er døden nok det bedste.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Udover, at filmens som sagt udkommer på det lækre billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray. Men der medfølger som nævnt en god portion ekstramateriale, hvor der blandt andet kigges tilbage på filmen fra 1989, mens filmens instruktør også deler ud af sine minder med filmen, videre til unikke behind the scenes-optagelser samt et kommentarspor med meget mere.

‘Pet Sematary: 30th Anniversary Edition’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 11. april.

WIDOWS: Fire farlige enker på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Der er meget i spil – og ikke mindst på spil – i Steve McQueens thrillerdrama ‘Widows’. Man dumper nemlig her ned i et pulserende Chicago, der huser alt fra kriminelle til korrupte politikere og helt almindelige borgere, der alle indgår i filmens sirligt forgrenede plot, hvor man finder fire enker i centrum for den intense, nervepirrende og dragende fortælling.

Hustruernes afdøde mænd har nemlig efterladt dem i gæld grundet deres kriminelle løbebane. Så nu må kvinderne i sorgens efterdønninger forsøge at samle deres liv op og skabe sig et nyt. Det kriminelle miljø kravler dog stille, men sikkert ind på dem, mens to kandiderende politikeres liv også kommer i spil i en fortælling, hvor grænsen mellem lovlydig og kriminel udviskes.

Ja, her er som sagt meget i spil. Blandt andet et alsidigt karaktergalleri, hvis liv og relationer flettes om en fortælling, der rummer potente temaer som sorg og overlevelse, korruption og social arv. I front for enkerne finder man Viola Davis som den både stålsatte og sorgramte Veronica, mens Colin Farrell er en kynisk politiker med faderproblemer i form af en kold Robert Duvall.

Det er karakterer, der rummer overraskelser og fine nuancer, hvilket gør dem interessante at følge. Men det er ganske enkelt også bare et pokkers velspillende cast, der blandt andet huser en både rå og følsom Liam Neeson samt en uforudsigelig Daniel Kaluuya, videre til enkerne i skikkelse af en handlekraftig Michelle Rodriguez og en bly Elizabeth Debicki, der alle har meget på spil.

Desværre mister fortællingen undervejs en smule grebet i sine karakterer og sit omhyggelige plot, der vil mere end det kan bære hele vejen. Det går ud over mit engagement i de medvirkende og fortællingen, der også bliver en smule mat over midten. Heldigvis disker Steve McQueen op med nok virile, gribende og spændende scener til at filmen holder sig på rette kurs.

‘Widows’ er med andre ord en film, der både vil og kan meget, men som desværre ikke helt forløser alle sine elementer tilstrækkeligt medrivende til, at jeg er helt med filmen igennem. Men med blandt andet et nuanceret og interessant karaktergalleri samt en stærk åbningsscene og en potent finale, så ender filmen med et højdepunkt, der trodser fortællingens ujævnheder.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen kommer på det lækre billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray. Man kan endvidere dykke ned i udgivelsens ekstramateriale, hvor man blandt andet finder et kig på filmens kup, videre til castet og filmens locations.

‘Widows’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 11. april.