‘Love Lies Bleeding’ leverer kærlighed som et hårdt knytnæveslag

/i , /af

Biografpremiere: Kærligheden rammer råt og hårdt som et knytnæveslag lige i ansigtet, der forplanter sig til hjertet for at sætte sig fast i maven på mig, når den brutalt romantiske ’Love Lies Bleeding’ fortæller sin historie om to rodløse kvinder. De har hver dæmoner i bagagen, et liv at kæmpe med og en svær fremtid foran sig. Men sammen finder de et håb… måske endda kærlighed?

Vi møder den kæderygende Lou, der arbejder formålsløst i et lokalt fitnesscenter i New Mexicos udørk. Hendes verden vendes på hovedet, da bodybuilder-aspiranten Jackie dukker op ud af det blå. Hun har været på tomlen gennem USA på sin vej mod en konkurrence for bodybuildere. Hvad der blot skulle være et ophold på vejen, ender som en passioneret flirt med Lou. Måske mere?

De to kvinders forhold er dog ikke kun en dans på roser. Roserne har i den grad tårne, som de ligger spredt udover det trøstesløse landskab i et miljø fyldt med steroider, store muskler, skydebaner og kriminelle foretagender. Vi befinder os i slut-80’erne, hvor mullets og pastelfarver gives ud med rund hånd. Det er et fascinerende miljø at træde ind i. Her synes alt at kunne ske. Ikke mindst farlige ting.

Det viser sig også hurtigt, at det eksplosive forhold mellem de to kvinder vikles ind i sin del af problemer og lyssky typer. Det eneste de nu synes at kunne gøre er at holde sammen. At holde fast på kærligheden. Men er det overhovedet muligt i en verden, hvor kynisme og ondskab lurer om hvert et hjørne, mens personlige problemer plager hver part i forholdet?

Instruktør og medforfatter Rose Glass imponerede mig med sit religiøse gys og debutfilm ’Saint Maud’ i 2019. Med ’Love Lies Bleeding’ er min begejstring for hendes arbejde kun taget til. Hun er en af de mest interessante nye filmskabere i min verden, hvor hun med denne kringeldragende fortælling om skæbner på flugt fra verden og sig selv sætter sig i maven på mig.

Hertil kommer Kristen Stewart som den forpinte Lou og Katy O’Brian som knudret bodybuilder. De river mig med ind i denne sprængfarlige verden. De er hver for sig interessante og komplekse karakterer. Sammen udgør romantisk dynamit! ’Love Lies Bleeding’ griber mig hårdt om struben og tager til i intensitet, mens mareridt, fantasi og virkelighed slår knuder. Det er stærke sager.

’Love Lies Bleeding’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Love Lies Bleeding’ har biografpremiere den 16. maj.

Den samfundskritiske ‘De uønskede’ er medrivende rå

/i , /af

Biografanmeldelse: Boligblokkene rejser sig slidte og grå mod himlen i Ladj Lys samfundskritiske ’De uønskede’, der udspiller sig i et fransk arbejderkvarter, som huser store dele af immigranter og flygtninge. Det er fra politisk side planen, at området skal byfornyes. Det betyder bl.a. nedrivning af de faldefærdige bygninger, som også huser sin del af problemer og kriminalitet.

Byens nytiltrådte borgmester Pierre Forges står bag fornyelsen af det fattige kvarter. Han er dog langt fra i øjenhøjde med menneskene for hvem blokkene er deres hjem. Mennesker af kød og blod. Med et liv, der leves i modvind med den politiske dagsorden. Her møder vi den idealistiske unge kvinde Haby Keita, der selv er vokset op i området. Hun har ikke tænkt sig at tie stille.

Tværtimod tager hun fat i problemerne for at vende situationen til beboernes fordel. De har brug for en, der kan tale deres sag. En, der kan gå forrest, så de kan blive boende og deres rettigheder blive overholdt. Det er ikke en nem kamp, hvilket Haby godt ved og hurtigt sander, når hun løber hovedet mod muren i mødet med borgmesteren og det politiske spil på rådhuset.

Instruktør og medforfatter Ladj Ly har et godt greb om sin fortælling, der bl.a. viser, hvad der sker, når et umenneskeligt bureaukrati møder en virkelighed og menneskene bag statistikkerne. Det er et møde mellem to verdener, der har forskellige måder at tackle situationen på. Nogle går pragmatisk og idealistisk til værks som Haby, mens vreden ulmer og eksploderer hos andre.

Anta Diaw leverer en stærk, engagerende og troværdig præstation som den selvsikre Haby. Jeg hepper oprigtigt på hende hele vejen. Bl.a. også fordi, at en forknyt Alexis Manenti er vildt usympatisk og øretæveindbydende kynisk som borgmesteren. Jeg forstår og mærker Haby og beboernes indignation i forhold til det politiske landskab og måden, de behandles på.

’De uønskede’ er hjerteskærende og vredesfremkaldende. En film om mennesker og magt. Om politik og virkelighed. Om rettigheder og om at gøre det rigtige. Om at kæmpe for det, man tror på, selvom det er imod alle odds. Så selvom historien bl.a. ikke er uden momentumaftagende lufthuller, ender det med at være en stærk oplevelse at vidne Haby og beboernes kamp for deres hjem.

’De uønskede’ får 4 ud af 6 stjerner:

’De uønskede’ har biografpremiere den 16. maj.

Der er fuld smadder på den desværre monotone ‘Boy Kills World’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er egentlig fuld fart på blodige knytnæveslag og brutale kampscener i den dystopiske action-og-martial-arts-basker ’Boy Kills World’. Desværre lykkes det aldrig for alvor at få et godt og engagerende tag i mavesækken på mig, der kunne rive mig med ind i universet og den blodsprøjtende hævnfortælling. Heldigvis leveres der et par ret så seje slåskampe undervejs.

Vi møder i filmen en ung mand, der hverken kan tale eller høre. Det stopper ham dog ikke fra at tage på en voldsom hævnmission efter, at han fra barnsben er blevet trænet benhårdt til kamp af den mystiske Shaman. Den står således på kampsportstræning og andre hårde prøvelser i junglens dyb, inden turen går mod byen for at gøre det af med den tyranniske diktator Hilda Van Der Koy.

Hun dræbte nemlig hans elskede lillesøster og mor, da han var dreng. Det skete som led i hendes mål om at holde befolkningen i et angstfuldt jerngreb med den såkaldte ceremoni ’Udtyndningen’, hvor fjender skydes med koldt blod foran byens beboere og sendes live på tv. Så nu går den kampklare mand på bersærkergang med målet at dræbe Hilda Van Der Koy og alle lakajer, der måtte stå i hans vej.

Desværre lykkedes det ikke instruktør Moritz Mohr at skabe en videre troværdig og større verden omkring den ellers i udgangspunkt fint skårne hævnfortælling. Noget af luften går derfor af den blodige ballon, som ellers pustes dejlig brutalt op. Hertil kommer en humor, som aldrig sådan rigtigt finder et morsomt og medrivende fodfæste i fortællingen.

Heldigvis er det groteske i bl.a. ’Udtyndingen’ over the top-dumt på en tegneserieagtig måde, der trods alt har lidt riv i sig. Bill Skarsgård gør, hvad han kan i rollen som den døvstumme hævner, hvor han filmen igennem med en desværre noget enerverende voice-over guider publikum gennem både fortællingen og egne tanker. Det bliver noget klodset.

Det, der i sidste ende er med til at redde ’Boy Kills World’ op ad sin noget monotone slå-på-tæven-smadder, er ironisk nok den udmærkede energi, som er at finde i netop actionscenerne. Historien bliver bare ikke rigtigt engagerende. En sej Yayan Ruhian er dog også et lyspunkt som den benhårde træner Shaman, det sammen med et par andre kulørte karakterer. Det er bare ikke nok. Desværre.

’Boy Kills World’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Boy Kills World’ har biografpremiere den 16. maj.

‘Kingdom of the Planet of the Apes’ er abeskøn

/i , /af

Biografanmeldelse: Dramaet tager medrivende til i takt med, at ’Kingdom of the Planet of the Apes’ folder sig ud og baner vejen for op til flere gribende højdepunkter i den nyeste film i abe-franchisen, der tog sin begyndelse i 1968 og siden har vist sig overlevelsesduelig. Dette nye kapitel understreger levedygtigheden af det abefyldte og fascinerende univers.

Man kan godt hoppe på ’Kingdom of the Planet of the Apes’, selvom man ikke har set tidligere film i serien, selvom historien ganske vist fortsætter efter den seneste film fra 2017, hvor man bl.a. mødte leder-aben Cæsar. Her springer historien flere generationer frem efter Cæsars regeringstid. Aberne er nu blevet den klart mest dominerende art på kloden.

Aberne lever i harmoni med hinanden og naturen, mens menneskene er hensat til yderkanten af historien. Mere eller mindre. Det er aberne og deres fortælling, som er den primære. Til en start om ikke andet. Men naturligvis kan harmonien ikke vare ved. Den tyranniske abe-leder Proximus er nemlig godt i gang med at opbygge sit eget imperium med ham diktatorisk på toppen

Det er mødet mellem de fredelige aber – her med den unge Noa i front – og det nye imperiums medlemmer, som giver dramaet engagerende og eksplosivt schwung. Snart står det klart, at det er selve abernes fremtid, som er på spil. For hvad er det for en verden, som aberne vil leve i? Og hvordan kan menneske passe ind, hvis overhovedet? Kampen om magten er begyndt!

Det er ikke gummimasker og behårede dragter, der bringer aberne gribende til live. Det er derimod med imponerende effektarbejde og såkaldt motion-capture, at de talende aber bliver levende og engagerer mig. Naturligvis sammen med skuespillernes virke og brug af stemmer. Fra en frygtindgydende Kevin Durand som Proximus til Owen Teague som den energiske Noa.

’Kingdom of the Planet of the Apes’ er storladen, dramatisk og medrivende. Den har måske nok lidt problemer med tempoet i sin historie, der også har et par lufthuller undervejs, men heldigvis aldrig så meget, at det punkterer filmens overordnede momentum, hvor der leveres op til flere engagerende actionscener, som leder op til en yderst intens finale. Aberne længe leve!

’Kingdom of the Planet of the Apes’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kingdom of the Planet of the Apes’ har biografpremiere den 8. maj.

‘The Fall Guy’ er en underholdende action-hyldest til stuntfolket

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er dynamisk energi i de mange eksplosive scener i actionkomedien ‘The Fall Guy’, hvor Ryan Gosling spiller den charmerende stuntman Colt Seavers. Alt kører for ham i, hvad der ligner et drømmeliv med fart over feltet. Men efter en yderst uheldig dag på optagelserne ændrer hans liv sig. Colt trækker sig tilbage og lever i skjul for filmens verden.

Skæbnen vil dog, at Colt efter et års tid i flyverskjul bringes tilbage i filmens stuntverden. Grunden er, at den store filmstjerne Tom Ryder på science fiction-filmen ’Metalstorm’ på mystisk vis er forsvundet, hvorfor filmens producer har hevet Colt tilbage i felten for at finde ham. Kan Colt finde Tom, kan han måske også vinde sin ekskæreste Jody Morenos hjerte tilbage.

For da Colt smuttede, lod han også Jody tilbage. Hun er siden blevet instruktør på netop den episke ’Metalstorm’. Så med muligheden for at redde filmens hovedrolle ud af sin suppedas, kan Colt også redde Jodys film og karriere i muligt bytte for at få sit livs kærlighed tilbage. Ja, her er fart på både humor, romantik og underholdende action i massevis.

De overordnet medrivende action-eskapader leveres veloplagt og med komisk overskud. Det er bl.a. netop filmens vilde action, der er et af de store trækplastre. Fra engagerende og velkoreograferede nævekampe til adrenalinfulde eksplosioner og oktanvildt bilfræs. Samtidig er der en sjov metaleg med filmen i filmen, når ’Metalstorm’ bringes til live med rumpistoler og rummonstre.

Ryan Gosling bringer smittende charme og komisk timing til det underholdende rabalder, der dog mister noget af sit ellers generelt medrivende momentum. Filmen kan nemlig ikke helt finde ud af at slutte i tide, hvorfor noget energi går af filmen mod slutningen. Det sagt, så er ’The Fall Guy’ sprængfarlig underholdning, hvor bl.a. også Emily Blunt er yderst godt selskab som den seje Jody.

’The Fall Guy’ er instrueret af stuntman og nu filminstruktør David Leitch. Man mærker kærligheden til stuntfolkets halsbrækkende arbejde og den filmmagi, der kommer ud af deres hårde arbejde i alt fra bilstyrt til at blive banket rundt med i timevis. Nå ja, Aaron Taylor-Johnson er desuden en øretæveindbydende fryd som den selvsmagende stjerne Tom Ryder.

’The Fall Guy’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Fall Guy’ har biografpremiere den 1. maj.

‘Min Gloria’ forløser følsomt forholdet mellem barn og voksen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det gør ondt i mit hjerte, der bestemt også røres både varmt og følsomt, når historien om forholdet mellem den 6-årige Cléo og hendes elskede barnepige Gloria fortælles nænsomt og nærværende i ’Min Gloria’. Det er den gribende og nuancerede historie om forholdet mellem barn og voksen. En fortælling på godt og ondt om barndom og forældreskab.

Cléo bor i Paris med sin alenefar, hvorfor Gloria er trådt til som fuldtidsbarnepige. Gloria har således måttet lade sin familie og børn blive tilbage i Kap Verde. Gloria er fanget mellem to verdener, hvilket den lille Cléo snart sander helt konkret. For da Glorias mor dør, går rejsen for barnepigen nu hjem til Kap Verde. Et sidste farvel mellem Cléo og Gloria venter hjerteskærende i horisonten.

Instruktør og medforfatter Marie Amachoukeli-Barsacq har et engagerende godt greb om sin fortælling og karakterer, der bl.a. forløses i dynamiske og smukt komponerede billeder af fotograf Inès Tabarin, hvor historien undervejs brydes op af små elegant animerede sekvenser, der emmer af barndommens uskyld på fornem vis og samtidig følsomt indrammer filmen.

I rollen som den søde, seje og energiske Cléo finder man Louise Mauroy-Panzani. Hun er i sandhed et scoop for filmen med sit ivrige blik og troværdige tilstedeværelse i hver en scene. Fra de muntre til de grådkvalte. Et barn, der allerede tidligt i livet må kigge ind i voksenlivets følelsesverden. Et stærkt og vedkommende portræt af et barn, hvis liv pludselig kuldsejles.

Gloria portrætteres med rolig nerve af en ligeledes hele vejen overbevisende Ilça Moreno Zego, der med få, men elegante virkemidler former sin karakter til et helt menneske af kød og blod. Sammen opstår der følsom magi og nænsomt drama, hvor det komplicerede i en relation som denne kommer smukt og hjerteknusende til live i samspil med levende miljøbeskrivelser.

’Min Gloria’ er måske nok en lille historie, men den fortælles med hele den globaliserede verden som medspiller i kulissen. Det er dog først og fremmest den elegant portrætterede historie om det rørende forhold mellem barn og voksen, som er i centrum. En både hjertevarm og kompleks historie om svære følelser og indviklede familiekonstellationer.

’Min Gloria’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Min Gloria’ har biografpremiere den 2. maj.

Filmmediet og fortællingens magi hyldes i ‘Pigen der fortalte film’

/i , /af

Biografanmeldelse: Filmmediet, fællesskabet og fortællingen hyldes varmt og romantisk i Lone Scherfigs drama ’Pigen der fortalte film’. Historien tager sin begyndelse i 1960’ernes Chile, hvor vi møder en familie med mor, far og deres fire børn. De bor i en afsidesliggende mineby i den rå Atacamaørken. Det er et hårdt liv, der dog har et ugentligt lyspunkt: Nemlig en tur i den lokale biograf.

Familien knokler en daglig kamp for at få det hele til at løbe rundt. Deres hverdag og liv slås dog en dag imidlertid helt ud af kurs, da der sker en ulykke i minen. Det betyder bl.a. betydeligt færre penge mellem hænderne. De har derfor nu kun råd til, at én af familiemedlemmerne kan tage den ugentlige biograftur for så efterfølgende at genfortælle filmene for hele familien derhjemme.

Det ender med at være den unge datter María, der får det ærefulde hverv at se filmene i biografens magiske mørke, der samler hele byen til filmisk fryd uge efter uge. Det er bl.a. gennem netop scener fra biografen, at filmmediet hyldes og får romantisk liv gennem de mange opmærksomme blikke fra gæsterne – herunder naturligvis også María.

Der er bestemt noget fint i biografscenerne, hvor man bliver vidne til bidder fra klassiske film. Fra seje westerns og eksplosive krigsfilm til medrivende komik. Filmene samler og forener. De er et lyspunkt i minebyen med deres stærke fortællinger oppe på lærredet – og gennem Marías levende gengivelser. Desværre er historien i ’Pigen der fortalte film’ ikke vildt spændende forløst.

Ganske vist er der drama, filmkærlighed og et historisk vingesus i fortællingen, der strækker sig over en årrække, hvor man således følger, hvordan livet forandrer sig for María, familien, minebyen og generelt også for Chile, der lider under politiske konflikter og uro. Det er bl.a. her, at dramaet viser styrken ved fortællingernes magiske adgang til fantasien, eventyret og eskapismen.

’Pigen der fortalte film’ lider dog bl.a. under et noget langsomt tempo, der ikke forløser dramaet med videre stor følelsesmæssig pondus, mens også historien tager en drejning undervejs, der skyder filmmagien lidt ud af kurs. Dramaet byder dog på fine scener fra biografens fortryllende indre. Her mærker jeg kærligheden til film og fællesskab. Desværre taber filmen pusten i drama og karakterer undervejs.

’Pigen der fortalte film’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Pigen der fortalte film’ har biografpremiere den 2. maj.

Gyseren ‘Death Card’ fejler på alle gyser-parametre

/i , /af

Biografanmeldelse: Man skal passe på med at rode rundt med det overnaturlige, hvis ikke man har styr på det. Sådan er det i hvert fald i gyset ’Death Card’, hvor en gruppe unge venner får lagt sig ud med en overnaturlig ondskab. Det hele starter ellers uskyldigt og sjovt på en weekendtur for vennegruppen, der har lejet sig ind i et stort hus ude i naturen.

Det går hverken værre eller bedre end, at de falder over en mystisk kasse med nogle ret så ækle tarotkort i. Unge og nysgerrige som de er, beslutter de sig for at få lagt deres kort. Heldigvis er en af vennerne yderst ferm i tarotkort, spådomme og horoskoper. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det hele hænger sammen, men det gør i grunden ikke noget.

Det handler nemlig ikke om logik eller rationelle tanker, når gyset folder sig utroværdigt og værst af alt meget lidt medrivende ud. End ikke oprigtig uhygge bliver det til, men derimod et par slappe forsøg på at jage en skræk i livet på mig med generiske jump scares og bøh-lyde i mørket. Det virker ikke. Filmen har dog i udgangspunktet et helt fint og skræmmende koncept.

For efter at vennerne har fået lagt deres tarotkort og kortlagt spådomme for fremtiden, sker der det, at de vender hjem fra weekendturen, hvor gruen først for alvor begynder. For nu dør vennerne en efter en på mystisk vis. Meget peger på, at netop dødsfaldene falder sammen med spådommene. Så nu må de overlevende forsøge at stoppe ondskaben.

Desværre fungerer så godt som intet i filmen, der bl.a. hæmmes af et yderst generisk og uopfindsomt manuskript, der ikke afføder nogen form for engagerende gyserscener, men beror på hurtige klip og høje lyde. Det fungerer ikke. Der er dog et par ok cool monsterdesign. Men lige lidt hjælper det. Her er hverken uhygge eller oprigtig underholdningsværdi at komme efter.

Så mens vennegruppen løber hovedløse rundt i en film, der aldrig bliver uhyggelig eller medrivende, dukker karismatiske Olwen Fouéré op som tarotkyndig ældre kvinde. Hun får dog desværre intet mindeværdigt at arbejde med fra filmskabernes hånd. ’Death Card’ er en meget slatten fuser af en gyserfilm, der udover ikke at skræmme også mangler grundlæggende underholdningsværdi.

’Death Card’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Death Card’ har biografpremiere den 2. maj.