Biografanmeldelse: Dagen måtte jo komme, hvor den alsidige og karismatiske Nicolas Cage skulle spille selveste grev Dracula. Ganske vist stiftede han i 1988 bekendtskab med vampyrmyten i den satiriske ’Vampire’s Kiss’, som en mand, der tror, han er ved at blive til en vampyr. I gyserkomedien ’Renfield’ er det den ægte vare, som foldes sorthumoristisk og blodsjaskende ud.

Det er dog ikke Dracula, som er filmens hovedperson. Her finder man hans underdanige tjener Renfield, som efter årtiers slid, slæb og drab for sin herre er ved at være godt træt af sin rolle som undersåt. Han forsøger nu at undslippe det giftige og destruktive forhold. Det er naturligvis lettere sagt end gjort. Den står derfor snart på splattet ballade og skydegale kriminelle.

I midten af det hele er den stakkels Renfield fanget med både sin blodsugende herre og byens kriminelle på nakken. Det er ikke nemt at være Renfield, som da også går i terapigruppe for folk i usunde relationer. Det synes ikke just at være den store hjælp, når relationen er til den mægtige Dracula. På sin søgen efter frihed, gøres Renfield selskab af den søde betjent Rebecca. Måske hun er løsningen?

’Renfield’ disker veloplagt op med rapt skrevet og velleveret dialog, hvor også kropskomikken rammer morsomt plet. Det ser man i bl.a. voldelige blodsudgydelser med eksploderende hoveder og afrevne lemmer, der i næste nu bruges som våben. Hertil kommer en dynamisk Nicolas Cage, som i den grad lader til at have haft en fest mest af spille den slibrige Dracula. Han er skøn.

Her er måske ikke just tale om en ny opfindelse af vampyr-myten eller gyserkomedien – der er mere komedie end gys – men de tempofyldte strabadser leveres med smittende energi, hvor bl.a. Nicholas Hoult som Renfield og Awkwafina som Rebecca også er godt selskab, mens Ben Schwartz er møgbelastende god som karikeret kokain-skurk. Nicolas Cage stjæler dog alle sine scener.

Med sine 90 velbrugte minutter kender ’Renfield’ sin besøgstid. Det handler om at underholde og holde den blodige skrue i vandet. Der er måske lidt ridser i den ellers ferme vampyr-komedie, men sine skavanker og ikke altid lige velleverede jokes til trods, ramte løjerne mig med sin blodige charme, en dejligt grotesk historie og ikke mindst en viril Nicolas Cage. Han er hele filmen værd.

’Renfield’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Renfield’ har biografpremiere den 27. april.

Biografanmeldelse: Vi starter i en verden, der nærmest minder om en menneskelig apokalypse. Gaderne er fyldt med vanvittige galninge og blodige mord samt brutal smadder og generel ravage. Det er i dette boligområde, at den fåmælte Beau Wassermann bor i en forfalden og beskidt lejlighed med sin angst som eneste bofælle og konstant larm fra gaderne og nabolejlighederne.

Beau trives ikke just i sit liv, der byder på jævnlige besøg hos en terapeut, der ordinerer diverse angstdæmpende piller til ham. Pillerne synes dog kun at have lille effekt på den ængstelige mand i Ari Asters kringelkrogede og fascinerende ’Beau Is Afraid’. Hele Beaus tilværelse tager en kun endnu mere absurd drejning, da han grundet skæbnens ironi misser flyet hjem til sin mor.

Nu bliver Beau for alvor sendt ud i verden, hvor der venter den ene syrede begivenhed efter den anden, mens fortællingen snor sig ind i et sirligt edderkoppespind af fortid, nutid og fremtid. Minder, drøm og mareridt forenes i et stort skæbnepuslespil, hvor bl.a. Beaus betændte forhold til sin dominerende mor konstant er grund til skyldfølelse.

Joaquin Phoenix har den altdominerende hovedrolle, som man ser i fire alderstrin, hvor hans barndoms-jeg spilles overbevisende af Armen Nahapetian. Det er dog klart Joaquin Phoenix’ film og ham, der løber med opmærksomheden og alle scener, han er med i, hvilket stort set er dem alle. Han formår at kanalisere alt fra skrøbelighed og ynkelighed til menneskelighed og en ordknap stakkel.

Filmens anden og konstant dragende hovedperson – så at sige – er fortællingens ambitiøse leg med sin narrative struktur og dens mange overraskende, groteske og sorthumoristiske optrin. Ari Aster, der både har skrevet og instrueret, er en mand med en unik vision, der brænder igennem i hvert billede, som forløses dynamisk af fotografen Pawel Pogorzelski.

’Beau Is Afraid’ lukker mig ind i et fascinerende univers og viltert sind i form af Beaus krøllede hjerne, hvor filmen i høj grad også lever livligt af dens karakterdrevne force. Ari Aster har med sin mesterlige gyserdebut ’Hereditary’ og sin ligeledes mesterlige opfølger ’Midsommer’ ramt plet for tredje gang. Et vaskeægte hattrick af en af vor tids mest interessante filmskabere.

’Beau is Afraid’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Beau is Afraid’ har biografpremiere den 20. april.

Biografanmeldelse: Det er med sortkomisk tæft, at instruktør Frederikke Aspöck og manuskriptforfatter Anna Neye – der også spiller en hovedrolle i ’Viften’ – fortæller historien om den danske kolonimagt på øen Sankt Croix på De Dansk Vestindiske Øer anno 1848. Her møder vi de farvede kvinder Anna Heegaard og Petrine, der har vidt forskellige livsvilkår.

Anna er fri og velhavende, mens hun ejer den slavegjorte Petrine. Anna lever med generalguvernøren Peter von Scholten på deres store landsted. Det omgivet af slaver, der udfører arbejdet på og omkring landstedet, hvor bl.a. børn fastspændt fra loftet vifter med store fjer, så deres ejere kan mærke en kølig brise ved middagsbordet. Tragisk og komisk grotesk.

Anna er med andre ord en magtfuld kvinde, der styrer hjemmet og formuen samt også husholdersken Petrine. Men mon denne slavebårne kolonimagt kan opretholdes? Noget tyder i hvert fald på, at det nok ikke helt er tilfældet, da der begynder at versere rygter om et oprør blandt slaverne. Men på hvilken side står i grunden Anna og Petrine i det ulmende oprør?

Vi bliver med ’Viften’ mindet om en brutal sandhed om Danmarks tid som kolonimagt og slavehandlere. Det er gjort med en balancegang mellem komik og tragedie samt med kvinder i front. Desværre lykkedes denne balancegang ikke lige elegant, mens bl.a. også præstationerne hos de medvirkende ikke kommer helt ud over rampen og sætter sig i hjertet og maven.

Ganske vist er her tale om en vigtig historie om bl.a. magt og frihed samt afhængighed mellem mennesker, men disse temaer får aldrig det nærvær, man kunne håbe på for at give fortællingen den dramatiske tyngde, som kunne være med til at løfte historien. Dog står filmens musikalske side stærkt i hænderne på komponisten Rasmus Bille Bähncke.

’Viften’ lykkedes kort fortalt kun delvist, hvor filmens billedside dog har øjeblikke af dragende skønhed og dramatisk tyngde ved fotograf Linda Wassberg. Men på samme måde som historien og karaktererne ikke for alvor bliver nærværende, forløses heller ikke den visuelle side til fulde, selvom her også vises potentialet til en film, der kunne være så meget mere.

’Viften’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Viften’ har biografpremiere den 20. april.