Den festvibrerende ‘Babylon’ er vild, viril og helt vidunderlig

Potent Hollywood-fest på 4K Ultra HD: Det er med at holde godt fast i biografsædet, når Damien Chazelles festliderlige ’Babylon’ lægger medrivende fra land. Man kastes nemlig her ind i en overdådig, potent og hedonistisk fest, hvor den ikke får for lidt med kropsvæsker og stoffer, bare bryster og knaldende gæster samt svedig dans og pulserende musik. Det er vildt, virilt og helt vidunderligt.

Publikum tages således med til midten af 1920’ernes Hollywood, hvor festerne er dekadente og filmoptagelserne dødsensfarlige. Filmmediet er stadig i sin ungdom, hvor talefilmen lurer i horisonten. Man møder i denne stumfilmens æra både etablerede stjerner og håbefulde talenter. Blandt en af tidens største navne er Jack Conrad, mens talentet Nellie LaRoy blot venter på at blive opdaget.

Muligheden for at indtage en plads foran kameraet byder sig snart ved skæbnens uransagelige omveje for den festglade Nellie, mens man også møder den unge og målrettede Manny Torres, der vil gøre, hvad som helst for at få en fod indenfor i filmbranchen. Trioens veje krydser hinanden i en forførende fortælling om Hollywoods forside og bagside, mens man hvirvles op mod begyndelsen af 1930’erne.

Den filmisk sitrende ’Babylon’ formår på forunderlig vis at forevige billeder, som jeg ikke helt fatter, hvordan det er lykkedes at få i kassen. Kameraet flyver dynamisk ind, ud og rundt om scenerne, hvor særligt den pompøse fest i filmens begyndelse og en i særdeleshed vild optagedag på diverse filmsets griber, ryster og rusker mig godt og grundt rundt. Helt og aldeles skønt.

Med en spilletid på lige over tre timer, sænkes farten dog en smule på fortællingens ellers konstant medrivende momentum momentant i filmens sidste tredjedel. Fartgrænsen bliver dog indhentet og overtrådt med drønende fart igen, hvor den ene filmisk muskuløse scene efter den anden brager afsted mod mig, mens hele min krop opsluges af billede og lyd.

’Babylon’ er en vild kærlighedserklæring til filmmediet og alt, hvad det indebærer foran og bag kameraet. Endvidere er en karismatisk Brad Pitt filmstjernen Conrad, Margot Robbie er dejligt ustyrlig som Nellie, mens Diego Calva er min dør ind til filmfesten som den håbefulde Manny. Damien Chazelle blæste mig kort fortalt filmisk godt og grundigt igennem. Se, oplev og mærk ’Babylon’. Nu!

4K Ultra HD og ekstramateriale: De forrygende festligheder leveres medrivende på filmens 4K Ultra HD-udgivelse. Farverne er indtagende, detaljegraden forryende og farverne mættede. Lydsiden spiller ligeledes medrivende op til dans med gode og veldefinerede niveauer.

Endvidere finder man ekstramateriale i form af en række featuretter med titlerne ‘A panoramic canvas calles Babylon’, ‘The costumes of Babylon’ og ‘Scoring Babylon’, mens man også får både slettede og forlængede scener.

’Babylon’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 30. marts.