Biografanmeldelse: En ting gyserfilm har lært os er, at man ikke kan holde en god skurk nede. For uanset hvor mange gange, morderen måtte blive stukket i eller skudt på, vender en populær dræber altid tilbage. Igen og igen. Det gælder slasher-ikoner som Michael Myers, Jason Voorhees og Freddy Krueger. Det gælder også Ghostface i franchisen Scream, der begyndte i 1996.

Små 30 år senere er filmserien nået til sit sjette kapitel med ’Scream 6’. Der er løbet sin del af blodige drab, døde kroppe og brutale mordere gennem åen siden da. For bag Ghostface-masken gemmer der sig som bekendt et nyt ansigt i hver ny film. Alle er med andre ord under mistanke for at være morderen, når først drabene begynder. Det gør de også her, hvor nedslagtningerne flytter til storbyen.

For hvor de første film i serien har udspillet sig i og omkring den lille by Woodsboro, så tages handlingen denne gang til det pulserende New York, da de unge overlevere fra den forrige film nu forsøger at lægge de blodige begivenheder bag sig. Naturligvis dukker Ghostface op igen. Men hvem gemmer sig bag masken, hvorfor og ikke mindst: Hvem bliver det næste skrigende offer?

Filmene er bl.a. kendt for sine meta-lag og legen med gysergenren samt ikke mindst både at følge og ikke mindst at bryde de uskrevne regler, som findes i den blodige genre. Det er også tilfældet her, hvor der smides til højre og venstre med filmreferencer, mens der leges dobbelttydigt med Scream-universet og publikums forventninger til filmen. Den del fungerer ret så veloplagt.

Det er bl.a. også interessant at se gyser-universet i nye omgivelser, selvom potentialet med New York som bagtæppe måske nok kunne være brugt lidt mere, end tilfældet er. Det sagt, så er bl.a. nedslagtningerne dejligt brutale og blodigt grumme. Det alt imens jeg – som franchisen foreskriver – lystigt gætter med på, hvem der mon er morderen. Det er en underholdende gætteleg at være en del af.

Scream-universet lever altså fint videre her små 30 år efter Wes Cravens nyklassiker fra 1996 – også selvom bl.a. seriens ikoniske overlever Sidney Prescott i skikkelse af Neve Campbell har takket nej til at være med i ’Scream 6’. Der er dog frisk blod på menuen med charme og traumer i bagagen hos bl.a. Melissa Barrera og Jenna Ortega som seriens to nye og seje scream queens.

’Scream 6’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Scream 6’ har biografpremiere den 30. marts.

Biografanmeldelse: Kan man slippe den vej, der er foldet ud for ens fødder for at skabe sit eget liv? Sin egen vej i livet? Eller vil man blive og forblive det, der forventes og ventes af en? I Puk Grastens drama ’Den, der lever stille’ følger vi den unge forfatter Leonora Christina Skov, som i sine start-20’ere er flyttet hjemmefra og til København, hvor hun nu bor sin egen lille lejlighed.

Hun har andet med i bagagen end sine bøger, nemlig også en dysfunktionel barndom og opvækst, der udspringer af et komplekst forhold til forældrene, som hun ikke så underligt mister kontakten til. Den betændte familierelation genoptages dog, da Leonora finder ud af, at hendes mor er kommet på hospice. Nu går turen således mod dødens forgård, hvor forældrene venter.

Leonora ankommer til det sterile hospice, der med gyldne gardiner forsøger at indlemme varme i bygningen, hvor moderen fra sin sygeseng synes at fryse alt omkring sig til is, mens faderen gør sit for at opretholde facaden og holde følelserne gemt væk. Det bliver en mildt sagt ubehagelig genforening mellem de tre, hvor fantasi og virkelighed for Leonora begynder at flette sig sammen.

Filmen er baseret på virkelighedens Leonora Christina Skovs selvbiografiske bog fra 2018, der handler om netop hendes liv. Jeg har ikke læst bogen og kendte ikke videre indgående til historien, hvorfor jeg med friske øjne så filmen folde sig ud i et drama, der overvejende fungerer pga. sin grundlæggende stærke fortælling, men ikke mindst pga. Frederikke Dahl Hansen i hovedrollen.

Desværre vakler den ellers dragende historie rundt i et par tungt skrevne dialoger, der forsøges leveret med nerve og indlevelse af bl.a. Jens Albinus’ portræt af faderen. Han gør, hvad han kan med materialet, men forbliver mere en skrevet karakter end et rigtigt menneske af kød og blod. Det er en skam, bl.a. fordi det smitter negativt af på troværdigheden af relationen mellem ham og Leonora.

En nærværende Sarah Boberg er den utilnærmelige mor, der koldt afviser sin datter, der altså ses i skikkelse af filmens trumfkort og klare trækplaster Frederikke Dahl Hansen. Hun leverer et gribende, nuanceret og indlevende portræt, der fungerer på trods af filmens af og til noget klodsede væsen, hvor bl.a. følelser og replikker ikke får løftet sig troværdigt over på det store lærred.

’Den, der lever stille’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den, der lever stille’ har biografpremiere den 30. marts.

Biografanmeldelse: Spændt fast som i et bur af klaustrofobiske kønsnormer, umulige skønhedsidealer og et samfunds forventninger til, hvordan hun skal og må opføre sig, står Kejserinde Elisabeth af Østrig der med korsettet om livet. Snurret stramt til, så livet næsten presses ud af hende. Året er 1877 og hun nærmer sig de 40 år, hvorfor hendes image som ung og smuk med endnu hårdere hånd skal opretholdes.

Det er livet som rebelsk kejserinde, man følger i Marie Kreutzers periodedrama ’Corsage’, der resonerer med en moderne nutid. For ganske vist er bl.a. kjolerne bedagede, de sociale omgangsformer formelle og kønsrollerne gammeldags. Men bl.a. i brugen af musik og fotografen Judith Kaufmanns pulserende billeder, gøres de stive former sitrende levende.

’Corsage’ er med andre ord en lydmæssigt levende og visuelt dragende lækkerbisken. Som en smukt anrettet kage med god tyngde af den slags, som Elisabeth ikke må røre af frygten for at tage på. Her finder man et af filmens øvrige trumfkort, nemlig Vicky Krieps, der med et drilsk blik i øjet og en melankolsk understrøm i sit væsen forsøger at gøre op med sin rolle som kvinde og kejserinde.

Kan kejserinden mon bryde fri af sit omklamrende bur, som alle omkring hende gør deres for at fastholde hende i? Bl.a. hendes kolde mand, unge regelrette søn og nejende tjenestefolk, der ligeledes selv også synes som fanger i et samfund, der ikke er meget menneskelig elastik i. ’Corsage’ er dog uden tvivl Vicky Krieps og hendes kejserindeportræts fortælling.

Ganske vist er det fortællingen om den rebelske royale, der ikke vil lade sig underkaste samtidens kvinderolle, men filmen rummer i sit på overfladen måske nok rolige væsen og tålmodige fortælletempo også en forførende fornøjelse i stemning og atmosfære. Det alt imens, den moderne hovedrolleindehaver kæmper en kamp mod det samfund, der forsøger at holde hende fastspændt.

’Corsage’ udspiller sig måske nok i et stift og opstyltet royalt miljø, men ilden brænder under overfladen hos Elisabeth, der får et medrivende liv gennem Vicky Krieps, som bærer fortællingen på sine spinkle skuldre, mens korsettet blot strammes mere og mere til. Det er en underspillet gribende, nærværende intens og filmisk fascinerende fortælling, jeg her er vidne til.

’Corsage’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Corsage’ har biografpremiere den 16. marts.

Biografanmeldelse: Det er en dejlig simpel dinosaur-præmis, der ligger til grund for science fiction-filmen ’65’. Her møder man piloten Mills, der styrter ned på vores planet for hele 65 millioner år siden. Ja, dengang de glubske dinosaurer herskede på Jorden. Han strander fra et andet sted i universet med kun én anden overlevende. Sammen har de kun én mulighed for at slippe væk med livet i behold.

Således står den på overlevelse i et ufremkommeligt terræn, så de to kan vende hjem til deres kære. Men der lurer glubske dinosaurer og andre farlige udfordringer overalt. Historien er med andre ord ligetil. Desværre forkludres filmen af bl.a. en påtaget skildring af Mills og hans forhold til sin syge datter, som han har efterladt hjemme for at rejse ud og skaffe penge til hendes behandling.

Deres relation og Mills’ kærlighed til hende kommer aldrig ud over rampen og rammer aldrig følelsesmæssigt rent. Det samme kan siges om forholdet mellem Mills og den anden overlevende, nemlig pigen Koa. Deres relation spejler naturligvis forholdet mellem Mills og datteren. Disse forsøg på at skabe hele mennesker med et engagerende følelsesliv fungerer desværre bare ikke.

Heldigvis er Adam Driver god og gør, hvad han kan med den endimensionelt skrevne karakter. Han har en nerve, som filmens klodsethed ikke helt kan få presset ud af ham. Ariana Greenblatt spiller Koa, der taler et andet sprog, hvorfor kommunikationen mellem de to er båret af primært gestik. Hun gør på samme vis, hvad hun kan med materialet, men må også se sig slået af det stive manuskript.

Hvis ’65’ havde holdt sig mere stramt til at levere adrenalinfyldt dinosaur-action med rumpistoler og Adam Driver på flugt, havde eskapaderne nok haft en del bedre chancer for at overleve sit manuskripts klodsethed og forcerede fortalte følelser. Det hele bliver dog helt fjollet – bl.a. hvad Mills og datterens relation angår – i den store finale, der falder ufrivillig komisk til jorden.

’65’ får altså ikke skabt et emotionel troværdigt bånd mellem karaktererne, mens det skorter en smule på medrivende dinosaur-action. Nå ja, der er ingen grund til at tænke over bl.a., at Mills taler engelsk og Koa ikke for disse 65 millioner år siden, hvor en fjern civilisation altså agerer som mennesket i dag. Men pyt med logikken, hvis løjerne bare havde holdt underholdende momentum i sine 93 minutter.

’65’ får 2 ud af 6 stjerner:

’65’ har biografpremiere den 16. marts.

Biografanmeldelse: Hvad ville du gøre, hvis der troppede fire intimiderende fremmede op midt ude i en skov, hvor du og familien befandt sig i en hyggelig hytte? Det spørgsmål står parret Eric og Andrew samt deres lille datter Wen overfor i M. Night Shyamalans thriller ’Knock at the Cabin’. Ikke nok med det, de fire bevæbnede personer, har en mystisk agenda, der urovækkende foldes ud lidt efter lidt.

Jeg vil ikke gå yderligere ind i de fire invaderende karakterers dagsorden og plan for familien, da bl.a. netop det er en del af underholdningsværdien. Jeg vil dog sige så meget som, at parret og datteren snart tages som gidsler i en situation, hvor trekløveret kommer til at stå overfor umulige valg, der konfronterer dem med spørgsmålet om, hvad der virkelighed eller en dystopisk fantasi.

Her er således tale om en ganske stramt opsat præmis i undergenren home invasion-film, der desuden gemmer på en overraskelse eller to. Som det ofte er tilfældet med M. Night Shyamalan, der dog ikke er idémand bag historien, som er baseret på en roman af Paul G. Tremblay. Det hele starter ret engagerende, men momentum fiser lidt ud af løjerne hen over filmens midte.

Filmens første del står skarpest, hvor fortællingens tvetydighed hos gidseltagerne spiller veloplagt sammen med familiens uforståenhed overfor situationen. Her møder man den store Dave Bautista som en sært dobbelttydig Leonard, der leder an i firkløveret, hvor den uforudsigelige Redmond spilles af Rupert Grint. Herudover er Nikki Amuka-Bird gådefuld og Abby Quinn underligt normal.

Jonathan Groff som Eric og Ben Aldridge som Andrew udgør et dynamisk par, hvor datteren portrætteres fint og ganske gribende af Kristen Cui. M. Night Shyamalan formår desværre ikke helt at holde på den indledningsvise ellers fine dobbelttydighed, men ender med at udpensle pointer og noget af filmens symbolik på klodset vis, hvor også historiens præmis smuldrer en smule.

’Knock at the Cabin’ er på sin vis en desværre frustrerende oplevelse, da der i udgangspunktet er en dragende fortælling og nogle fint tvetydige karakterer i spil. Alt sammen centreret om en intens gidseltagning. Desværre går også tilfangetagningen en smule i tomgang undervejs, hvilket kun er dobbelt ærgerligt, når det hele ellers startede stærkt.

’Knock at the Cabin’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Knock at the Cabin’ har biografpremiere den 9. marts.