Steven Spielberg fremtryller filmmagi og familiedrama i ‘The Fabelmans’

Biografanmeldelse: Vi skal tilbage til 1950’ernes USA. Her møder vi familien Fabelmans og ikke mindst familiens eneste søn Sammy, der som helt lille bliver bidt passioneret af filmens fortryllende magi efter en tur i biografen med sine forældre Mitzi og Burt. Filmdrømmen starter her med et voldsomt togsammenstød på det store lærred. Et sammenstød, der sidder fast i kroppen på Sammy.

Han får nu et modeltog og et filmkamera og genskaber det, han oplevede i biografens magiske mørke. Starten på en drøm om at blive filmskaber er sat på skinner. Årene går og Sammy bliver med et elegant klip i tid til en ung teenager, der laver kortfilm på livet løs. Fra zombiegys til westerns. Hans drøm om at lave film deles dog ikke af hans rationelle far, men hans drømmende mor bakker ham op.

Splittet mellem den videnskabelige og kunstneriske verden, må Sammy forsøge at manøvrere gennem en ungdom, hvor han jagter sin plads i livet, mens også kærligheden og mobbere i skolen hvirvler omkring ham. I privaten lurer også problemerne mellem Mitzi og Burt, hvilket ikke går Sammys opmærksomme blik eller kamera forbi. Steven Spielberg fremtryller således både filmmagi og familiedrama.

’The Fabelmans’ er en meget personlig film for den legendariske filmskaber, hvilket jeg mærker filmen igennem. Bl.a. i måden Steven Spielberg portrætterer Sammys opvækst med stor indlevelse, nuancer og ungdommens brusende følelser. Det er ikke mindst også en film om kærligheden til filmmediet, jeg er vidne til. Set gennem Sammys nysgerrige øjne. Jeg gribes om hjertet. Stærkt!

Hovedrollen Sammy portrætteres af Gabriel LaBelle, der i den grad formår at kanalisere netop den filmiske passion samt alle de følelser, han lægger i sine kortfilm på strimmel samt følelserne, der sitrer i familiens midte. Mellem mor, far og børnene. Michelle Williams er dejligt musikalsk og hjertevarm som Mitzi, mens Paul Dano ligeledes er troværdig som den videnskabelige Burt.

Den lettere kaotiske familie er herlig at være vidne til, hvor Sammys yngre søstre også er et charmerende bekendtskab. ’The Fabelmans’ er i det hele taget en charmerende film, der er et gribende, rørende og passionsfyldt portræt af en ungdom med alt, hvad den indebærer af livsnødvendig passion og drømme, hvor netop kærligheden til filmmediet spændes medrivende udover fortællingen.

’The Fabelmans’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Fabelmans’ har biografpremiere den 23. marts.