BLODIG WEEKEND 2022: Tak for endnu en blodsjasket filmfestival

Blodig Weekend 2022: Søndag var sidste dag på dette års blodsjaskede udgave af den københavnske filmfestival Blodig Weekend, der – som titlen indikerer – tager livtag med den gysende grumme del af filmlandskabet. Det er altid vemodigt at ramme sidstedagen på festivalen, da det er et gysende herligt højdepunkt på mit filmår.

Ikke kun på grund af filmene, der på flerfacetteret vis bevæger sig interessant rundt i den alsidige genre, men også fordi, jeg her få lov til at nørde igennem i gysets tegn og ikke mindst at kunne opholde mig i biografens mørke film efter film, dag efter dag med den unikke mulighed for at se film, jeg ellers ikke ville kunne opleve på et stort lærred.

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION

Grum atmosfære i ‘Earwig’

Min sidste dag på Blodig Weekend stod på fire titler i meget forskellige dele af det uhyggelige filmlandskab. Et nærmest ordløst gys i surreelt gyserland, et søvndyssende tapet-gys, en hjemsøgt gyserkomedie og så blev festivalen sluttet af med en thailandsk monsterfest. Sådan!

Første film var den stemningsbårne ’Earwig’, der mere levede af en konstant urovækkende følelse end af et stramt fortalt narrativ gennem gyserland. Det nærmest uden ord og alt sammen sat i farvedrænede billeder af dysterhed, tåge og mørke. Handlingen snor sit abstrakt om en løs historie, hvor en mand skal tage sig en af pige, inden hun slippes ud i virkeligheden. Groft sagt.

Selvom filmen foldes ud i et snigende tålmodigt tempo, var jeg det meste af vejen ret så grebet af universet, som her blev forløst i billede og lyd, der altså overvejende var, hvad bar filmen gennem sine dog en smule for lange to timers spilletid.

Der var urovækkende stemning i ’Earwig’

Efterfølgende blev tempoet om muligt sat endnu mere ned med den søvndyssende ’The Yellow Wallpaper’ – og det absolut ikke positivt ment. For hold nu op, hvor blev min filmiske tålmodighed sat på prøve. Man følger i dvælende billeder den unge kvinde Jane, som umiddelbart ser ud til at leve drømmen med et en nyfødt baby, en velhavende mand og boende i et stort hus.

Idyllen er dog slået itu, da Jane er beordret sengelangt grundet diagnosen hysteri. Hun tvinges nu mod sin vilje til at slappe af dagen lang på et værelse med et gult tapet, der snart bliver et fast og for hende forførende holdepunkt i de begivenhedsløse dage. Begivenhedsløs er på det nærmeste også ordet for filmen, der slæber sig gennem en uinspireret brug af en visuel fortælling.

Ikke nok med det, så forløser Alexandra Loreth som Jane langt fra gribende sine replikker, der leveres livløst og søvndyssende monotont. På samme måde som også hendes gestik og kropsholdning. Den ligeledes uoriginale musik går som historien også i ring om sig selv, hvor det altså ikke just lykkedes at skabe et dragende univers, men mere lægger op til en længere lur.

En søvndyssende oplevelse med ’The Yellow Wallpaper’

Så var introduktionen ved forsker og forfatter Kasper Opstrup langt mere interessant og inspirerende, hvor han satte fortællingen i historisk og tematisk kontekst ved bl.a. at se på bogforlægget af Charlotte Perkins og hendes samtid, der peger helt op i vores nutid og ind i feminismen. Filmen levede langt fra op til denne introduktion. Så kom der mildt sagt mere smæk på gyset med den efterfølgende film.

Den stod nemlig med ’Deadstream’ på en veloplagt gyserkomedie sat i found footage-land. Inden den blev den norske og overnaturlige kortfilm ’Tistlebu’ vist. En ganske fin og olm omgang naturgys, hvor netop naturens urkraft blev sat i stævne overfor to bymennesket. Herfter stod den altså med ’Deadstream’ på gysende grin i et hjemsøgt hus med en vildt irriterende YouTuber i front.

Her har YouTuberen Shawn nemlig valgt at live-streame fra et skummelt og hjemsøgt hus. Det hele afviklet tempofyldt og morsomt. Det selvom de ganske medrivende gys rammer ind i en smule dødvande undervejs – og det på trods af en spilletid på omkring 90 minutter. Det sagt, så var Shawn en herligt overgearet og morsom karakter sat i en blanding af ’The Blair Witch Project’ og ’Evil Dead’.

YouTuberen Shawn på spøgelsesjagt i ’Deadstream’

Efterfølgende blev ikke kun dagen, men altså også Blodig Weekend afsluttet med et monsterbefængt actiongys, hvor violinstrøgne følelser fik fuld fart på. Den thailandske ’The Lake’ leverede nemlig en klassisk skåret monsterfilm, der ikke kun boltrede sig hjemmevant i genren, men også skelede en god del til ’Jurassic Park’. Det underminerede dog ikke filmens mange og ganske medrivende monsterscener.

For som en fin undskyldning for monster-action bliver den lille by Bueng Kan nemlig udsat for et monstrøst angreb, der griber byen med skræk og rædsel, mens brugen af bl.a. dejligt praktiske monster-effekter greb mig medrivende om mit monster-glade hjerte. Jeg kunne derfor også godt leve med, at filmens fremdrift af og til blev lidt udfordret.

’The Lake’ var altså for mig en rigtig fin finalefilm på en Blodig Weekend, der atter engang beviser, at gysergenren hverken er død eller monoton i måden at bevæge sig indenfor genren, der rummer alt fra lavmælte traumer til surreelle gys og som herover beskrevet en monsterfest med store armbevægelser. Vi ses helt sikkert til næste år, Blodig Weekend.

Monsterballade i den thailandske ‘The Lake’