‘Bones and All’ leverer krads kannibalistisk kærlighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at finde sin plads i livet og at finde sig selv. At passe ind. Måske særligt i ens unge år. Det er tilfældet for den 18-årige Maren, der ender alene på farten i et tyst USA. Hun støder her på den rodløse og unge Lee, der også blot driver rundt, hvor den ene dag tager den næste. Kan de to mon finde melodien sammen og finde deres plads i verden?

Der begynder nemlig så småt at spire andet end venskab mellem de to. Håbet og kærligheden sitrer forventningsfuldt lige under huden, hvor også blodet bruser. Blodet forbliver dog i Luca Guadagninos roadmovie-kannibal-ungdoms-og-kærligheds-drama ’Bones and All’ ikke kun i kroppen. Blodet får også lov til at sprutte fra åbne sår hos sagesløse ofre. Maren og Lee har nemlig smag for menneskekød.

Parrets drabelige kannibaldrift driver dem fra det ene sted til det næste, mens de hver især forholder sig forskelligt til denne kødædende træng. En kompleks og mørk fortid slår dog snart piskesmæld ind i de tos svære nutid, hvor kærligheden ellers synes at kunne overvinde alt. Men hvordan lever og overlever man i et samfund med denne kannibalistiske sult?

’Bones and All’ er en historie om familie, identitet og kærlighed. Eller måske snarere forsøget på at finde og fastholde netop dette. Det er en klassisk roadmovie sat i et fattigt USA, hvor coming of age-tematikken krydres med blodflydende kannibalisme. Det er grumt, brutalt og dragende. Jeg var forført fra først til sidst. Det af bl.a. filmens gribende billedside, den benhårde vold og af kærligheden.

Taylor Russell og Timothée Chalamet er nemlig som Maren og Lee et umage par, der med kannibalistisk tvetydighed sætter sig i huden på mig. De fungerer både som portrætter af individer med hver deres unikke følelsesliv, men også som en duo, der i smuk og grotesk samhørighed begynder at finde hinanden, sig selv og en måde at leve på i den verden, der ikke kan rumme dem.

Instruktøren Luca Guadagnino er lykkedes pokkers godt med at indfange ungdommens rodløshed og jagt på kærligheden. Her med forførende god brug af fotografen Arseni Khachaturans smukt komponerede billeder af flydende blod og storslået natur. Trent Reznor og Atticus Ross’ musik tilfører desuden et ekstra spark til filmens balancegang mellem ung kærlighed og grum kannibalisme. Fornemt.

‘Bones and All’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Bones and All’ har biografpremiere den 24. november.

‘Rimini’ er et gribende og trist, varmt og skævt skæbneportræt

/i , /af

Biografanmeldelse: Sikken et menneske, man møder i Ulrich Seidls både gribende, triste og varme ’Rimini’. Et skæbneportræt med den fallerede schlagersanger Richie Bravo som det altdominerende omdrejningspunkt. Sangeren portrætteres og gøres pokkers levende af en helt igennem formidabelt troværdig, karismatisk og nuanceret Michael Thomas.

’Rimini’ er således mere karakterbåret end båret af et fremdriftigt plot. Her går livet nemlig bare – det både i ring og helt i stå for den midaldrende Richie Bravo. Han var måske nok en succesfuld stjerne for mange år siden, men nu forsøger han sit bedste for at få sit liv til at hænge sammen ved at optræde under yderst beskedne kår, mens han laver ekstra penge ved at tilbyde sine kvindelige fans sex.

Filmen udspiller sig i en måske nok ganske trøstesløs atmosfære, men livets håbefuldhed øjnes gennem sprækkerne, mens en skæv humor skyder livsglæde ind i portrættet af en mand, der på trods af modgang jagter lykken i et liv, der ellers emmer af ensomhed og forliste drømme. Men Richie Bravo forfølger fortsat eventyret i livet, her en kold vinter i den italienske by Rimini ved Adriaterhavet.

Det er dog alt andet end et glamourøst liv i den mennesketomme badeby, som er mere død end levende her udenfor sæsonen. ’Rimini’ sætter således scenen i denne kontrastfyldte by, hvor hjemløse spøger i gaderne, mens strandens legeland emmer af spøgelser. Man finder ligeledes kontraster i livet hos Richie Bravo. Han er en drømmer, en levemand. Men også en mand i forfald og fald.

Han drikker for meget, ryger for meget og gambler for meget. Hans liv er en kamp. Hvor er kærligheden henne? Den kærlighed han så dybfølt synger om på scenen foran et forhutlet fremmøde af publikummer. Han evner den måske ikke? Eller måske kun i musikken? Jeg kommer filmen igennem tættere ind på det mysterium, der er sangeren. Hans liv, fortid og mulige fremtid.

Michael Thomas leverer her et vildt og vildt dragende portræt. Jeg er med på Richie Bravos vej gennem livet. Hele vejen. Han er karismatisk og charmerende, sårbar og ynkelig, trist og ensom. Han er et menneske på godt og ondt. Et menneske jeg med ’Rimini’ får lov til at blive en del af. Et både interessant og tankevækkende indblik i, hvordan livet også kan være, når alt ikke just er en stjernedrøm.

’Rimini’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Rimini’ har biografpremiere den 24. november.

Den fortryllende ‘Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ er ren filmmagi

/i , /af

Biografanmeldelse: Med knagende led og en lang næse vakler trædukken Pinocchio sig til live i ’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ – en stopmotion-film, der er baseret på Carlo Collodis udødelige klassiker fra 1883. I hænderne på den mexicanske filmskaber er det med detaljerige scenarier og en medrivende krøllet tilgang til sine karakterer, at fortællingen får gribende liv – som også snedkeren Geppettos dukke får det.

For som historien går, mister Geppetto sin unge dreng, der på tragisk vis dør i en ulykke. Årene går og sorgen hos den ældre og nu barnløse far tager kun til. En sen nattetime, hvor det buldrer og brager fra oven, beslutter han sig for at lave en dukke, der skal udfylde det tomrum, som hans afdøde dreng har efterladt i ham. På fortryllende vis kommer træet til live og dukken forvandler sig til Pinocchio.

Herfra venter der den evigt optimistiske og smånaive Pinocchio et vildt eventyr, der går over stok og sten. Bl.a. som en dansende og syngende attraktion i et omrejsende tivoli, hvor han herses rundt med af den grådige direktør, der snyder Pinocchio for hans del af fortjenesten, som ellers skulle være sendt hjem til faderen. Geppetto tager dog snart turen på jagt efter sin søn af træ, så de igen kan være sammen.

Fortællingen udspiller sig i 1930’ernes Italien med fascismen som bagtæppe og en medspillende dyster del i eventyret, der desuden krydres med en håndfuld fine sange. Det uden, at de spænder musical-ben for historiens fremdrift. De fungerer absolut fint i samspil med stopmotion-animationen, der hele vejen imponerer i opfindsomhed. Dukkerne har veloplagt liv og levende lemmer. Det er helt vildt.

Hertil kommer filmens karakterer, hvor den charmerende og evigt elskelige Pinocchio leder an. Han er fortryllende i sig selv. Endvidere er der bl.a. den standhaftige fårekylling Sebastian, den sprællevende abe Spazzatura og naturligvis den godhjertede Geppetto. De får alle troværdigt liv af stemmerne bag, hvor man bl.a. finder en lysstemmet Gregory Mann som Pinocchio.

Ewan McGregor agerer som fårekyllingen også varm fortæller for historien, David Bradley er knagende god som Geppetto, mens Cate Blanchett sætter lyd på aben. Med et stærkt greb om den evigtgyldige fortælling om kærlighed, familie, identitet, sorg og længsel bringer instruktørerne Guillermo del Toro og Mark Gustafson både gribende og rørende liv til karaktererne. Ja, det er ren filmmagi.

’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Guillermo Del Toro’s Pinocchio’ har biografpremiere den 24. november.

Der er dramatiske kampe og generisk drama i ‘The Woman King’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fart på medrivende slåskampe og godt med schwung på følelserne i den kampklare ’The Woman King’. Filmen udspiller sig i 1800-tallets Afrika, hvor fortællingen tager sit dramatiske udspring i en gruppe af kvindelige krigere, der beskytter det afrikanske kongedømme Dahomey. Den benhårde hær får da også snart brug for alle deres rå færdigheder.

En fjende dukker nemlig op, som vil kongedømmet og krigerinderne til livs – koste hvad det vil. På samme måde vil Dahomey-amazonerne også kæmpe med livet som indsats for at passe på det og dem, de har kært. Man kommer således ind på livet af bl.a. den unge kvinde Nawi, som bliver optaget i hæren, hvor hun nu bliver trænet til kamp. En træning, der kræver ikke så lidt af hende.

’The Woman King’ fortæller således også en coming of age-historie om selvopofrelse og om at kæmpe for noget, der er større end en selv. Man møder her bl.a. også lederen for kvindehæren Nanisca, der er med til at oplære både Nawi og en ny generation af stærke kvinder beredt til kamp. Nanisca synes måske nok stenhård og sikker på sig selv, men kæmper også en indre kamp.

For et personligt traume hjemsøger hende, ligesom også Nawi kommer med en svær fortid i bagagen. Det er bl.a. her, at der kommer en smule generisk schwung på følelserne, hvor dramaet desværre mister en smule faldhøjde og tynge – det også med en påklistret kærlighedssidehistorie. Det er en skam, at man ikke har turde stole mere på, at der var drama nok internt i kvindehæren.

I stedet for, at denne romantiske slagside giver mere engagerende nuancer til karaktererne, fremstår den blot flad og unødvendig. Det er langt mere interessant det, der netop foregår i Nanisca samt i den udvikling, som Nawi undergår, hvor ungdommens kådhed møder fortidens hemmeligheder. Historien bliver ganske enkelt noget triviel.

Det sagt, så finder man et par medrivende og potente kampscener med skarpe spyd, farlige macheter og dødelige knytnæveslag. Hertil kommer en virkelig stærk præstation af Viola Davis som Nanisca. Hun brænder brutalt og intenst igennem. Her bør bl.a. også Thuso Mbedu som en ungdommeligt frygtløs Nawi nævnes sammen med Lashana Lynchs seje krigerinde Izogie.

’The Woman King’ er baseret på sande begivenheder, hvor bl.a. også slavehandel spiller en afgørende rolle, hvilket der således også findes plads til i filmen. Instruktøren Gina Prince-Bythewood har altså et godt greb om sin action og det at få gode præstationer ud af sine skuespillere. Et skarpere øje for ikke sine steder at gøre dramaet klægt, havde klædt filmen, ligesom også en lidt kortere spilletid.

’The Woman King’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Woman King’ har biografpremiere den 24. november.

BLODIG WEEKEND 2022: Tak for endnu en blodsjasket filmfestival

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Søndag var sidste dag på dette års blodsjaskede udgave af den københavnske filmfestival Blodig Weekend, der – som titlen indikerer – tager livtag med den gysende grumme del af filmlandskabet. Det er altid vemodigt at ramme sidstedagen på festivalen, da det er et gysende herligt højdepunkt på mit filmår.

Ikke kun på grund af filmene, der på flerfacetteret vis bevæger sig interessant rundt i den alsidige genre, men også fordi, jeg her få lov til at nørde igennem i gysets tegn og ikke mindst at kunne opholde mig i biografens mørke film efter film, dag efter dag med den unikke mulighed for at se film, jeg ellers ikke ville kunne opleve på et stort lærred.

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION

Grum atmosfære i ‘Earwig’

Min sidste dag på Blodig Weekend stod på fire titler i meget forskellige dele af det uhyggelige filmlandskab. Et nærmest ordløst gys i surreelt gyserland, et søvndyssende tapet-gys, en hjemsøgt gyserkomedie og så blev festivalen sluttet af med en thailandsk monsterfest. Sådan!

Første film var den stemningsbårne ’Earwig’, der mere levede af en konstant urovækkende følelse end af et stramt fortalt narrativ gennem gyserland. Det nærmest uden ord og alt sammen sat i farvedrænede billeder af dysterhed, tåge og mørke. Handlingen snor sit abstrakt om en løs historie, hvor en mand skal tage sig en af pige, inden hun slippes ud i virkeligheden. Groft sagt.

Selvom filmen foldes ud i et snigende tålmodigt tempo, var jeg det meste af vejen ret så grebet af universet, som her blev forløst i billede og lyd, der altså overvejende var, hvad bar filmen gennem sine dog en smule for lange to timers spilletid.

Der var urovækkende stemning i ’Earwig’

Efterfølgende blev tempoet om muligt sat endnu mere ned med den søvndyssende ’The Yellow Wallpaper’ – og det absolut ikke positivt ment. For hold nu op, hvor blev min filmiske tålmodighed sat på prøve. Man følger i dvælende billeder den unge kvinde Jane, som umiddelbart ser ud til at leve drømmen med et en nyfødt baby, en velhavende mand og boende i et stort hus.

Idyllen er dog slået itu, da Jane er beordret sengelangt grundet diagnosen hysteri. Hun tvinges nu mod sin vilje til at slappe af dagen lang på et værelse med et gult tapet, der snart bliver et fast og for hende forførende holdepunkt i de begivenhedsløse dage. Begivenhedsløs er på det nærmeste også ordet for filmen, der slæber sig gennem en uinspireret brug af en visuel fortælling.

Ikke nok med det, så forløser Alexandra Loreth som Jane langt fra gribende sine replikker, der leveres livløst og søvndyssende monotont. På samme måde som også hendes gestik og kropsholdning. Den ligeledes uoriginale musik går som historien også i ring om sig selv, hvor det altså ikke just lykkedes at skabe et dragende univers, men mere lægger op til en længere lur.

En søvndyssende oplevelse med ’The Yellow Wallpaper’

Så var introduktionen ved forsker og forfatter Kasper Opstrup langt mere interessant og inspirerende, hvor han satte fortællingen i historisk og tematisk kontekst ved bl.a. at se på bogforlægget af Charlotte Perkins og hendes samtid, der peger helt op i vores nutid og ind i feminismen. Filmen levede langt fra op til denne introduktion. Så kom der mildt sagt mere smæk på gyset med den efterfølgende film.

Den stod nemlig med ’Deadstream’ på en veloplagt gyserkomedie sat i found footage-land. Inden den blev den norske og overnaturlige kortfilm ’Tistlebu’ vist. En ganske fin og olm omgang naturgys, hvor netop naturens urkraft blev sat i stævne overfor to bymennesket. Herfter stod den altså med ’Deadstream’ på gysende grin i et hjemsøgt hus med en vildt irriterende YouTuber i front.

Her har YouTuberen Shawn nemlig valgt at live-streame fra et skummelt og hjemsøgt hus. Det hele afviklet tempofyldt og morsomt. Det selvom de ganske medrivende gys rammer ind i en smule dødvande undervejs – og det på trods af en spilletid på omkring 90 minutter. Det sagt, så var Shawn en herligt overgearet og morsom karakter sat i en blanding af ’The Blair Witch Project’ og ’Evil Dead’.

YouTuberen Shawn på spøgelsesjagt i ’Deadstream’

Efterfølgende blev ikke kun dagen, men altså også Blodig Weekend afsluttet med et monsterbefængt actiongys, hvor violinstrøgne følelser fik fuld fart på. Den thailandske ’The Lake’ leverede nemlig en klassisk skåret monsterfilm, der ikke kun boltrede sig hjemmevant i genren, men også skelede en god del til ’Jurassic Park’. Det underminerede dog ikke filmens mange og ganske medrivende monsterscener.

For som en fin undskyldning for monster-action bliver den lille by Bueng Kan nemlig udsat for et monstrøst angreb, der griber byen med skræk og rædsel, mens brugen af bl.a. dejligt praktiske monster-effekter greb mig medrivende om mit monster-glade hjerte. Jeg kunne derfor også godt leve med, at filmens fremdrift af og til blev lidt udfordret.

’The Lake’ var altså for mig en rigtig fin finalefilm på en Blodig Weekend, der atter engang beviser, at gysergenren hverken er død eller monoton i måden at bevæge sig indenfor genren, der rummer alt fra lavmælte traumer til surreelle gys og som herover beskrevet en monsterfest med store armbevægelser. Vi ses helt sikkert til næste år, Blodig Weekend.

Monsterballade i den thailandske ‘The Lake’

BLODIG WEEKEND 2022: En italisk gru-klassiker, cheesy rumgys og syret vanvid

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Lørdagen var en af de helt store dage på dette års udgave af Blodig Weekend, der afholdes i biografen Empire i København. Her stod den nemlig ikke kun på hele fem film – plus et par kortfilm – men også festivalens traditionsrige marked, hvor man kan købe alskens gyserrelaterede ting. Herudover var der bl.a. også besøg af den italienske skuespiller Cinzia Monreale ved visningen af Lucio Fulcis ’The Beyond’.

Endvidere var der en panelsnak om helvede, ormehuller og andre dimensioner før visningen af ’Event Horizon’, mens Blodig Weekend har holdt fast i at vise kortfilm foran en række af festivalens titler. Det fungerer virkelig godt med sådan en lille appetizer, hvor man bl.a. også kan få indblik i, hvad der rører sig rundt omkring i gyserland andre steder end i spillefilmens verden.

Der var nok af gys og gru at slå kløerne i på markedet

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM

Dørene blev slået op for publikum ved en 12-tiden, hvor startskuddet til markedet i den grad lød. Således stod gæsterne næsten på skuldrene af hinanden for at få fat på alt det guld, der gemte sig hos de mange standholderne. Jeg var naturligvis med i kødranden af skrækfans! I år var markedet endda udvidet til et ekstra lokale lige overfor Empire. Fedt at markedet er blevet større.

Men tiden var for mig knap på markedet, da første film blev sluppet løs på lærredet klokken 12:30. Nemlig med den dejligt stenede og paranoiafulde ’Daughter’. Inden den blev kortfilmen ’The Beast Will Kill Us All’ vist. Titlen var dog noget bedre end filmen. Desværre. Her var ellers menneskefornedring og teambuilding-gru på menuen, hvor man følger en gruppe på tur, mens det hele ender med at være alle mod alle.

Desværre fik løjerne ikke sat mavepusteren ind, men virkede noget løsmasket. Men krydsklip til en rødoplyst nat i skoven, hvor deltagerne med ulvemasker bevægede sig i slowmotion i nattemørket, havde dog et fint visuelt udtryk. Turen gik herfra til det tungt slæbende og urovækkende isolationsdrama ’Daugther’ af spillefilmsdebutanten Corey Deshon, der har instrueret og skrevet filmen.

En bizar familie i ’Daughter’

Man følger her en mildt sagt fucked up-familiesammenføring, hvor patriarken har sammensat sin egen familie og isoleret sig i et lille hus langt fra alt. Titelkarakteren, der blot tituleres som datter, kidnappes og sættes i lænker, indtil hun accepterer sin nye rolle som netop datter i familien med mor, far og søn.

Forknyt og nærmest søvndyssende fortalt, sneg de bizarre familiebegivenheder sig ind på livet af mig gennem et sirligt udfoldet narrativ, hvor sandheden har flere ansigter og idyllen ikke er ens for alle. Jeg blev bl.a. også forført af både filmens dejligt grumset udseende og gult belyste billeder af familie og den klaustrofobiske bolig.

Efterfølgende var der atter en kortfilm efterfulgt af hovedretten. Først den danske ’Det ottende sakramente’, hvor en præst ikke just er nær så flink, som en præst burde være. Han hjemsøges af indre dæmoner, der snart får et ydre liv i mødet med en mands ubehagelig bekendelser. Ganske fermt fortalt, men måske også lige lidt for stift og højstemt til rigtigt at gribe. Men visuelt vellykket og ganske gribende spillet.

På mareridtstur udi naturen i ’Dark Nature’

Herfra gik turen ud i en traumefyldt skov med ’Dark Nature’, hvor Joy sammen med et par veninder, en psykolog og en anden plaget kursist er taget for at komme deres fortids spøgelser til livs. At få sat sig fri af angsten. Det viser sig dog snart, at det ikke kun er i det indre, at uhyggen findes. For noget synes at lure på kvinderne fra skovens mørke. Således bliver turen en kamp for både en indre og ydre overlevelse i dette survival horror-miks.

Det at blande et plaget indre med et ditto ydre er et fermt greb til at lege kispus med virkelighed og mareridt. Desværre løfter dette ellers på papiret interessante parløb sig aldrig rigtigt ind i kroppen eller hjertet på mig. Dertil er filmen for slapt forløst i sit narrativ, mens karaktererne ikke helt bliver givet nok dramatisk tyngde. Heldigvis venter der dog lidt ferm grumhed hen mod slutningen.

Efter turen ud i skovens grumhed, gik turen nu atter ind i biografens skønne mørke til, hvad der for mig var et klart højdepunkt på Blodig Weekend. Nemlig en visning af Lucio Fulcis mareridtsmesterlige ’The Beyond’ fra 1981, der endda var med besøg af Cinzia Monreale, der spiller den blinde Emily i filmen. Hun var med til at introducere de olme herligheder og efterfølgende svarede hun på spørgsmål fra publikum.

Skuespilleren Cinzia Monreale i dialog med publikum

Der var nok mange i salen, der som jeg havde set filmen flere gange før, men det at få mulighed for at se gruen på et stort lærred var fænomenalt – og en perfekt måde at møde værket på for første gang for andre. Fortællingen udspiller sig surreelt i et varmt Louisiana på og omkring et mystisk hotel, hvor sin del af overnaturlige og ikke mindst sjasket klamme begivenheder snart tager fart.

Det var ren filmisk lykke at kunne gense filmen i ikke alene en yderst flot kopi, men altså også på et stort lærred, hvor det hele blev rundet fornemt af med besøget af Cinzia Monreale. Hun fortalte bl.a. om arbejdet med den italienske mesterinstruktør Lucio Fulci, videre til det at skulle optage filmen i reel blindhed grundet brugen af kontaktlinser samt andre interessante anekdoter.

Cinzia Monreale som den blinde Emily i ’The Beyond’

Eftersom samtalen med Cinzia Monreale gik lidt over tid – og jeg ikke ville smutte før den Q&A var færdig – missede jeg desværre det første af den ellers ret så interessante samtale, der fandt sted før visningen af Paul W. S. Andersons topfjollede rumgyser ’Event Horizon’ fra 1997. Men jeg fik heldigvis indtaget min plads i salen, hvor jeg nåede at få en god del af diskussionen med inden filmstart.

Her blev astrofysiker og museumsinspektør Lars Occhionero samt religionshistoriker og forfatter Helle Hinge interviewet om bl.a. begrebet helvede, ormehuller og andre dimensioner, der som bekendt spiller en rolle i filmen. Her kommer man nemlig ombord på et rumskib med kurs mod det uendelige univers, hvor redningsholdet skal undersøge rumskibet Event Horizon, der er dukket op efter års forsvinden.

Selvom filmens brug af fysiske love og cheesy replikker er topfjollet, er filmen altså også ret så underholdende. For selvom jeg aldrig for alvor er blevet gode venner med rumgyset, der skylder ikke så lidt til ’Hellraiser’, var det en god oplevelse at se filmen på det store lærred, hvor bl.a. filmens faktisk ret så cool production design kom til sin ret. Nå ja, og så er bl.a. Sam Neil og Laurence Fishburne en sej duo.

Der er noget mystisk på færde i ’Event Horizon’

Sidste grumme filmrejse på lørdagens Blodig Weekend var et virkelig godt tænkt tagteam bestående af norske Fredrik S. Hanas kortfilm ’From.Beyond’ og den syrede ’Something in the Dirt’. Med et vildt medrivende formsprog og diverse visuelle stilarter foldede først den virkeligt vellykkede ’From.Beyond’ sig ud med en fortælling om liv fra det ydre rums indtog her på Jorden. Fortalt gribende fragmentarisk.

Med ’Something in the Dirt’ blev der også kigget mod stjernerne og ikke mindst udi en virkelighed, der synes at rumme meget mere mellem himmel og jord, end hvad øjet først lige opfatter. I et sirligt spind af tilfældigheders måske ikke helt så tilfældige tilfælde og to venners jagt på sandheden bag en mystisk krystal, blev der her spundet en både morsom og spændende fortælling.

Justin Benson og Aaron Moorhead både instruerer, skriver og spiller de to hovedroller i ‘Something in the Dirt’, der på legende vis og med opfindsom brug af sin location i en beskidt lejlighed får fortalt en flerforgrenet og nuanceret historie om både venskab, verdensrum og vanvid. En skam, at de to filmskabere ikke lige havde dræbt et par af deres darlings mere, så de ellers veloplagte løjer var blevet en kende kortere. Men absolut en god oplevelse og afrunding på dagen.

De to venner på sporet af noget mystisk i ‘Something in the Dirt’

BLODIG WEEKEND 2022: Fredagsvold, influencer-gys og dansk grumhed

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Den blodige weekend ramte bogstavelig talt weekenden fredag på filmfestivalen Blodig Weekend i København, hvor grumme film og andre grusomheder udspiller sig i Empire Bio til og med søndag. Så du kan nemt nå et godt gys. Kom så afsted!

Fredagens program bød på tre film og en blodig quiz, hvor man kunne få testet sin viden udi skræk og rædsel. Jeg måtte dog sidde quizzen over, da den lå samtidig med en af dagens visninger. Her stod den på et influencer-gys, dansk grusomhed og en omgang sjov og ballade-vold.

Et råt hævndrama i fuldt flor med ’Ukrudt’

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM

Dagens første film var det satiriske influencer-gys ’Sissy’, der ganske vist havde både barndomstraumer og blodige løjer på menuen, men som dog overordnet var en mørk komedie om lortede venner, der får som fortjent. Man møder nemlig her mindfulness-influenceren Sissy, der som barn var absolut bedste venner med Emma. Venskabet er dog nu løbet ud i sandet.

Det til en dag, hvor de to tilfældigt støder ind i hinanden og Sissy nu inviteres med til en weekendlang polterabend med bruden og hendes venner. Venskabet skulle egentlig her genoptages mellem de to, men Sissy møder i stedet fraværende røvhulsvenner, der ikke ænser Sissy, mens det gamle barnenemesis Alexandra også er med.

Barndommens traumer kommer nu op til overfladen. Traumer Sissy ellers har forsøgt at lægge bag sig. Starten på filmens mere blodige del sættes nu ind i et miks af humor, sjask og some-liderlighed. Desværre lykkedes dette miks ikke helt overbevisende, mens eskapaderne en relativt kort spilletid til trods føles for lange. Det sagt, leveres der et par virkeligt vellykkede mord, der gjorde middelmådigheden værd.

Røvhulsvenner på polterabend i den satiriske ’Sissy’

Efterfølgende var der premiere på det danske voldsdrama ’Ukrudt’ af Kasper Juhl, der lod hævn, traumer, vrede og sorg samt forsømmelse og overgreb smelte sammen i et interessant forskudt fortalt narrativ. Her gælder det et mildt sagt problematisk forhold mellem to søstre – den dæmonplagede Nora og den mindfulness-dyrkende Rose.

Grundet et barndomstraume har Nora sin del af mørke hævntanker om sin søster. Mere skal ikke afsløres her, hvis man tænker at se filmen. Men vær beredt på sin del af eksistentielle voldshandlinger, der måske vil ramme sarte sjæle hårdt. Jeg blev desværre ikke rigtigt ramt af en følelsesmæssig mavepuster, men kunne bestemt og rationelt godt se ubehaget i filmens tematikker og brutale udførsel.

Der hvor ’Ukrudt’ fungerede bedst var i enkeltscener og ikke mindst nogle dybfølte præstationer fra skuespillerne. Her ikke mindst hovedrollen Mie Gren som Nora, der også har ageret medforfatter. Hun gav alt, hvad hun havde i sig. Efterfølgende var der en interessant og noget mere munter Q&A med Kasper Juhl og Mie Gren, der fortalte om deres improvisatoriske arbejdstilgang og det at kaste sig ud på dybt vand i processen.

Q&A med Kasper Juhl og Mie Gren efter visningen af ’Ukrudt’

Sidste titel i fredagens tretrinsraket skiftede gear med den fjollede gyserkomedie ’Black Friday’, der ikke kunne ramme en bedre dag at blive vist på – end ja, Black Friday. Man følger nemlig her en broget flok af medarbejde i en legetøjsbutik på Black Friday, hvor de ganske vist forventer sin del af kaos, når kunderne stormer butikken. Det de får er dog langt mere skræmmende.

For noget mystisk er styrtet ned fra himlen og begynder at forvandle kunderne til frådende monstre, der vil de ansatte til livs. Det filmen dog havde mest kørende for sig var de ækle monster-effekter i deres dejligt praktiske og slimede vælde. Ellers synes filmen underligt jappet klippet, hvor de mange jokes og gags aldrig for alvor fik gennemslagskraft. Det selvom selve Bruce Campbell var på rollelisten.

Jeg kunne godt have ønsket noget mere kreativitet i kampen mellem de ansatte og de menneskelige monstre, hvor bl.a. butikkens legetøj snildt kunne have været brugt mere opfindsomt som våben. Det sagt, så vælter filmen sig noget vaklende ind i sine mere vellykkede sidste 10 minutter, hvor monster-løjerne blev taget til nye højder. Bogstavelig talt. Men ja, så absolut skønt at være tilbage i biografen til sjask på Blodig Weekend.

Ansatte på røven i gyserkomedien ’Black Friday’

BLODIG WEEKEND 2022: Så er de grumme eskapader for alvor skudt i gang

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Onsdag aften den 16. november løb David Cronenbergs seneste film ’Crimes of the Future’ over lærredet i en fyldt sal i biografen Empire Bio på Nørrebro i København. Det var åbningsfilmen for dette års udgave af filmfestivalen Blodig Weekend, der fokuserer på den mere grumme ende af filmspektret. Således blev årets blodige eskapader skudt i gang.

Torsdag den 17. november fulgte, hvor der for alvor kom fart på flere film og oplevelser. Jeg slugte selv rub og stub af torsdagens fire tilbud. Først en samtale med skuespilleren Alice Krige, dernæst en dokumentar om den berygtede filmskaber Joe D’Amato, mens aftenens to finaleskud var et visuelt gribende gys og en seriemorder-og-mobbe-sjasker.

Blodig Weekend har indtaget Empire Bio

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM.

Vi var en ganske god gruppe fremmødte filmfans, der tog plads til en god times veloplagt og inspirerende samtale med den 68-årige skuespiller Alice Krige, der fik vist sin film ’She Will’ senere samme aften. Samtalen med hende gik dog overordnet på fine og interessante nedslag i hendes lange karriere.

Hun fortalte bl.a. om, hvordan hun egentlig ønskede at blive balletdanser, men at hun blev talt fra det af sin far, hvorfra hendes vej gik ind i skuespillerfaget. Hun har her både betrådt de skrå brædder med klassiske stykker af bl.a. Shakespeare og spillet rumvæsen på film i Star Trek-universet.

Det er bl.a. her, jeg kender hende fra samt fra titler som ’Sleepwalkers’ og ’Silent Hill’ samt de nyere ’Gretel & Hansel’ og den blodsjaskede ’Texas Chainsaw Massacre’ fra i år. Det var interessant at høre, hvordan hun på arbejdet med sin rolle i ’Silent Hill’ blev som overtaget af noget mørkt, der ikke sådan lige ville slippet sit tag i hende. Hvilket hendes lille hund bemærkede ved ikke at løbe hende i møde. Gisp!

Alice Krige i samtale om sin fascinerende karriere

Efterfølgende kunne et sultent publikum sætte sig til rette for at indtage både sensuelle og blodsjaskede billeder i dokumentarfilmen ’Inferno Rosso: Joe D’Amato on the Road of Excess’, der – som titlen indikerer – handler om den berygtede og berømmede italienske filmskaber Joe D’Amato. En mand, der levede og åndende for film, hvilket omkring 200 filmkrediteringer, da også mere end vidner om.

Hans udforskning af feltet mellem vold og sex er både fascinerende og grænsesøgende. Her kan blot nævnes et par stykker, så som den kvalme ’Beyond the Darkness’ (1979) og den vamle ’Antropophagus’ (1980) samt sensuelle titler som ’More Sexy Canterbury Tales’ (1972) ’Emanuelle’s Revenge’ (1975) og ’Emanuelle and the Last Cannibals’ (1977).

Det er blot få af de titler, som dokumentaren dykkede ned i via filmklip og interviews med en længere række af filmfolk fra bl.a. D’Amatos samtid, videre til filmeksperter og nyere instruktører. Hvis man endnu ikke er kendt udi italienerens oeuvre, fungerede filmen bl.a. som et fint kig ind i en mands vilde passion og besættelse af levende billeder, hans film, liv og konsekvenserne af hans arbejde – både privat, men også som en filmskaber, der aldrig er blevet hilst velkommen i det fine selskab.

Joe D’Amato og skuespilleren Laura Gemser

’Inferno Rosso: Joe D’Amato on the Road of Excess’ blev desuden introduceret kort af den 65-årige skuespiller Cinzia Monreale, der bl.a. har spillet med i netop ’Beyond the Darkness’ samt den italienske landsmand Lucio Fulcis ’The Beyond’, der også vises på Blodig Weekend. Hun havde interessante tanker om sit virke og genren, hvilket hun uden tvivl får lov til at dykke mere ned i ved visningen af ‘The Beyond’.

Dagens første fiktionsfilm var ’She Will’ af den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Charlotte Colbert med en dragende Alice Krige i hovedrollen som en aldrende skuespiller, der efter en operation tager på et afsidesliggende refugium for at være alene og komme til hægterne. Naturen bruser om hytten, hun bor i, hvor det ikke kun er nattens mørke, som tager fat, men også skuespillerens mørke traumer, der sniger sig sort ind i hendes sind.

Ad den vej vikler ’She Will’ sig ind i mange visuelt gribende mareridtsscenarier, hvor natur og menneske, heksetro og rationale kæmper side om side. Det var skønt at opleve en historie, der til tider turde give slip på logikken og gå amok i en sitrende billedside, det dog uden at miste grebet i tematikkernes tyngde, herunder bl.a. alder, overgreb, traumer og identitet.

Nå ja, og Alice Krige er for vild i hovedrollen. En rolle, som hun ved en efterfølgende samtale dykkede ned i. Herunder bl.a. en snak om den fysisk meget krævende rolle, hvor man også kunne se hendes begejstring for ikke kun arbejdet på filmen, men sit fag i det hele taget. Virkelig fint.

Alice Krige i rollen som aldrende skuespiller i ’She Will’

Efter det billedsitrende gys stod aftenens filmfinale på den spanske ’Piggy’. En både ubehagelig, blodig og gribende sag, hvor sort humor bruges effektivt. Man følger her den overvægtige Sara, der mobbes på groveste vis af sine jævnaldrende, mens også hendes mor er mere end streng, hvor farmand blot ser tøffelheltet til. Sara er selvsagt vred, ked og frustreret.

Hendes liv tager dog en uventet drejning, da en seriemorder er på brutalt spil i hendes landsby, hvor unge mennesker nu forsvinder. Det med Sara stående i midten af det hele – og hvad gør hun mon så? Det er i dette medrivende miks af ubehagelig mobning, seriemorder-sjask og det at stå udenfor det hele ene og alene pga. ens udseende, at ‘Piggy’ udspiller sig.

Man finder i hovedrollen som Sara en ovenud god Laura Galán, der formår at kanalisere en både udadreagerende frustration og samtidig med indadskuede mine forløser den uretfærdighed, der overgår hende. Det i samspil en moralsk tvetydighed, der føres i blodigt mål. En virkelig god afslutning på en begivenhedsrig dag på Blodig Weekend.

Laura Galán som Sara i ’Piggy’

‘Krysantemum’ sneg sig intenst ind under huden på mig

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet går sin stille gang i det nordjyske, hvor vi i det danske drama ’Krysantemum’ møder den mutte Anders og hans forknytte far Thomas. Forholdet mellem de to er kompliceret. Følelserne sidder i hvert fald ikke just udenpå tøjet af de to mænd, men er godt pakket ind bag korte sætninger og fåmælte samtaler om kaffe, vind og vejr. Et intenst drama sitrer dog lige under overfladen.

Grundet en tragedie for år tilbage er far-søn-forholdet nemlig yderst indviklet. Da Thomas’ gård imidlertid står til at gå på tvangsauktion, hvis ikke der skaffes en stor portion penge, må far og søn nu slå sig sammen for at redde huset. Det bliver starten på en større operation med salg af ulovlig og livsfarlig fyrværkeri. Kan forholdet mellem de to mon blødes op midt i røgen af farligt krudt?

Det er ganske vist forholdet mellem Anders og Thomas, som er det dramatiske epicenter i fortællingen om familie, tilhørsforhold og kærlighed. De to herrers historie bliver dog fint forstærket af bl.a. en engagerende miljøbeskrivelse og øvrige karakterer i det vindblæste Jylland, hvor der er højt til himlen, Vesterhavet bruser og krudtet kan fyres af i ro og mag.

Morten Hee Andersen har nuanceret nærvær i sit portræt af Anders, mens Henrik Birch som en endnu mere ordknap Thomas brænder lavmælt igennem. De to udgør underspillet dramatisk dynamit. Karen-Lise Mynster står stærkt og formildende mellem de to mænd som Anders’ mor og ekskone til Thomas. Det nordjyske er endvidere befolket af troværdigt spillede bikarakterer.

Så selvom ’Krysantemum’ måske nok mister lidt dramatisk momentum i sit rolige tempo, lever fortællingen bl.a. også af netop miljøskildringen, der er fornemt indfanget af fotograf David Bauer med flair for både det vidtstrakte landskab og det nære i lokalsamfundet, hvilket bakkes pulserende tyst op af komponist Kaspar Kaaes score. Her er et velovervejet look and feel, der løfter historien.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtson er med ’Krysantemum’ lykkedes med en stærk lille fortælling om svære traumer, uforløste konflikter og sorgramte familieforhold. Det er velfortalt og overbevisende spillet, men løfter sig ikke helt op i samme højde som himlens uendelighed i Nordjylland. Mindre kan absolut også gøre det. ’Krysantemum’ er en stærk debut.

’Krysantemum’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Krysantemum’ har biografpremiere den 17. november.

‘Jeg elsker også dig’ er et fransk og følelsesladet trekantsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærligheden kan være en lumsk sag. Den kan både være det bedste i verden og det værste i verden. En ting er dog sikkert, kærligheden er en kompleks størrelse. Det er i hvert fald tilfældet i Claire Denis’ franske trekantsdrama ’Jeg elsker også dig’, hvor følelserne males stort op mellem to mænd og en kvinde. Kærligheden spiller her mildt sagt de tre et puds eller to.

Fortællingen åbner med smukke vidder af et azurblåt hav med en midaldrende mand og kvinde i tæt omfavnelse og med kyssene siddende let på hinandens læber. Det er idyl og ren sommerlig romantik. Ja, så længe det altså lige varer. Kvinden hedder Sara og manden Jean. De synes som nyforelskede, men har allerede en god håndfuld kærlighedsår sammen i bagagen.

Kærligheden mellem de to står nemlig for skud, da Saras ekskæreste François træder ind i billedet. Gamle følelser blusser nu op hos og mellem de to. Jean kastes ud på sidelinjen og holdt hen i det uvisse om de to andres flirt, der måske står til at udvikle sig til mere end sværmeri. Det gør ikke just trekantsdramaet mindre intenst af, at François og Jean er bedste venner og arbejdspartnere.

Selvom dramaets tregrenede krone måske nok kan synes en kende forudsigelig, løftes forudsigelighederne af skuespillerne. Her finder man en tvetydig Juliette Binoche, der er i en kamp med sig selv og sin identitet som den vaklende Sara. En intens Vincent Lindon forløser både skrøbeligheden og styrken i Jean, mens Grégoire Colins François er et en god kæp i hjulet.

Det er relationer, troskab, løgne, venskaber, hemmeligheder og identitet samt naturligvis den ustyrlige og uforudsigelige kærlighed, der her er dramatisk oppe i luften mellem de tre parter. Den kærlighed, som kan få selv de mest trofaste og gode mennesker til at gå imod egne principper og det, der ellers burde være dem kært. Netop denne skrøbelighed får her engagerende liv de tre imellem.

Claire Denis lykkedes med ’Jeg elsker også dig’ at fortælle et solidt, men måske nok narrativt forudsigeligt trekantsdrama, som dog holdes fint oven vande af primært de tre skuespillere, der lader følelserne både bruse frit og holdes sammenbidt skjult. Kærligheden er her sat i ganske gribende stævne mellem mennesker, der søger både tosomhed, men også en ro og styrke i sig selv og livet.

’Jeg elsker også dig’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Jeg elsker også dig’ har biografpremiere den 17. november.