Der er superhelte-kolbøtter med ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’

Superhelte på 4K Ultra HD: Det er med at holde godt fast, når ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ tumler sig vej gennem diverse parallelle universer i det såkaldte multiverse, som man i Marvels filmiske univers blev præsenteret for i en tidligere film. Således synes alt at kunne ske i de fortløbende historier om de mange superhelte, hvor adskillige paralleluniverser altså nu åbner sig.

I fortsættelsen til ’Dr. Strange’ fra 2016 slår disse mange universer således fuld kolbøtte, hvor bl.a. netop troldmanden Dr. Strange kommer til at stå ansigt til ansigt med sit eget jeg i flere forskellige versioner. Det er dog ikke, det eneste han må forholde sig til, eftersom den mystiske unge kvinde America Chavez også krydser hans vej med et stort blækspruttemonster i hælene (!).

Det viser sig, at Chavez er på flugt på tværs af de mange, overraskende og kulørte universer. Inden længe gælder det nu om at redde intet mindre end ikke kun vores Dr. Stranges univers, men også alle de andres. Derfor må Strange slå sig sammen med bl.a. sin medtroldmand Wong og den magtfulde Scarlet Witch, mens Chavez forsøger at følge med. Det samme gør jeg.

Det er nemlig ikke som sådan historien, der for mig får det til at spille. Den roder nemlig noget rundt og mister også sit greb i mig undervejs. Der hvor de magiske strabadser for mig fungerer bedst, er i sine storladne scenerier af action og ikke mindst, når vores helte snubler sig vej gennem de til tider ganske overraskende og opfindsomme universer. Det er underholdende og dejlig gakket.

Nu finder man også den gamle gyser- og splatter-instruktør Sam Raimi i instruktørstolen. Manden bag Evil Dead-filmene, men også den skelsættende ’Spider-Man’ fra 2002. Her forenes superhelte-schwung således med en smule gys, uden dog at blive uhyggelig. Det klæder Marvel-universet og det groteske multiverse at flirte med det grufulde og grumme.

Benedict Cumberbatch er atter en karismatisk Strange. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. Elizabeth Olsen er en smule mindre interessant som Wanda aka Scarlet Witch. Her er Benedict Wong som Wong et mere veloplagt bekendtskab, hvilket også er tilfældet med nytilkommeren Xochitl Gomez som Chavez. Med andre ord er her tale om en lidt fortumlet, men også underholdende superhelte-kolbøtte.

4K Ultra HD og ekstramateriale: De spruttende superhelte-eskapader leveres i det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, mens filmen desuden medfølger på Blu-ray. Hertil kommer en omgang ekstramateriale, hvor man bl.a. får et kommentarspor videre til en række forskellige featuretter, der bl.a. ser nærmere på at skabe det såkaldte multiverse, videre til slettede scener og spas fra optagelserne.

‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 25. juli.