‘Drive My Car’ er skrøbelig eftertænksomhed og gribende drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det japanske og underspillede drama ’Drive My Car’ har ikke travlt. Her hastes der ikke gennem den ene scene efter den anden. Her tager instruktør Ryûsuke Hamaguchi sig dejligt god tid til at fortælle sin historie og lade sine karakterer få nuanceret liv, hvor der filmen igennem bygges flere og fine lag til både personerne og fortællingens tematikker.

Vi møder her teaterinstruktøren og skuespilleren Yûsuke Kafuku, der er i et forelsket og komplekst forhold med sin hustru gennem 20 år, forfatteren Oto Kafuku. De udveksler både idéer i hver deres skabende regi samt intime tanker og deler nærværende stunder. Det er dog ikke kun ren idyl mellem de to. Noget skurrer lige under en dirrende overflade.

En tragedie indtræffer imidlertid en dag, hvilket vender op og ned på livet, mens det bliver det sørgmodige afsæt for en eftertænksom historie om blandt andet fortrydelse, savn og sorg samt et melankolsk samspil mellem fortid, nutid og fremtid. Det er elegant fortalt og visuelt indtagende udfoldet med blandt andet billeder af Yûsukes gamle, røde Saab, der kører gennem landskabet.

I bilen opstår der for både Yûsuke og hans fåmælte chauffør Misaki et nyt rum, hvor der efterhånden som fortællingen folder sig ud bliver udvekslet stadigt mere dybe samtaler med de inderste følelser mellem Yûsuke og Misaki. Det er på en gang både smukt og gribende at overvære disse køreture. I det hele taget er manuskriptet dragende tilbagelænet forløst gennem fine skuespillerpræstationer.

Her finder man i front for dramaet den rolige og indelukkede Yûsuke, der gennem Hidetoshi Nishijimas få, men sikre virkemidler åbner op for et helt menneske. Tôko Miura indtager rollen som Misaki, der med traumer i bagagen og et stille gemyt gribende komplementerer Yûsuke. De to leverer fint afstemte og roligt boblende scener af dynamisk sårbarhed, følsomhed og menneskelighed.

Ryûsuke Hamaguchi har med sikker hånd om både fortælling og karakterer forløst det dejligt dvælende og rolige manuskript, der er baseret på en novelle af Haruki Murakami. Alt sammen bundet rørende sammen om tabte muligheder, nutidens sorg samt en forlist fortid, der har affødt traumer, som nu hjemsøger vores hovedkarakterer. ’Drive My Car’ er skrøbelig, elegant og dragende. Fornemt.

’Drive My Car’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Drive My Car’ har biografpremiere den 31. marts.

‘Old Henry’ er en intenst underspillet western

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet går sin rolige gang på det lille landbrug, som bonden Henry og hans unge søn Wyatt møjsommeligt passer og lever af. Roen varer dog ikke ved. En dag falder Henry nemlig over en døende mand, en pistol og ikke mindst en taske fyldt med penge. Dette bliver starten på den underspillede og intenst tiltagende western ’Old Henry’.

Henry skulle naturligvis have både ladet den døende mand, pistolen og de mange penge blive liggende. Snart er tre ryttere med sherifstjerner nemlig på færten af Henry, som de mistænker for at huse både den døende mand og at være i besiddelse af pengene. De tre cowboys gør nu krav på pengesedlerne og vil ved en udlevering i så fald lade både Henry og sønnen gå.

En simpel western-præmis, som man kender den. Den enkle historie er både velfortalt og godt spillet, ikke mindst af Tim Blake Nelson som den mutte Henry, der bærer på en fortid, som han forsøger at undslippe. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. For selvom Tim Blake Nelson ikke gør meget i sit spil, gør han alligevel alverden med velafstemt mine, kropsholdning og stemmeføring.

Det er netop vores hovedrolleindehaver, som for mig bærer meget af filmen, der desværre går en smule i stampe undervejs, mens det dog heldigvis lykkedes med ganske sikker hånd at opbygge en dirrende intensitet på vejen mod den uundgåelige konfrontation med svirrende seksløbere. Hertil kommer stemningsskabende billeder indfanget elegant af fotograf John Matysiak.

Filmens score af Jordan Lehning er ligeledes atmosfæremættet, hvor jeg nærmest kan dufte landstedet og krudtslammet. Stephen Dorff er desuden klassisk skurk i skikkelse af den noget generiske Ketchum, men spillet med fin nerve. Filmen er dog stærkest i form af den hemmelighedsfulde Henry og i sin dragende western-atmosfære.

Instruktør og manuskriptforfatter Potsy Ponciroli har med ’Old Henry’ kort fortalt skabt en fin lille western, der ganske vist ikke på nogen måde fornyer genren og som måske nok også mister en smule nærvær undervejs. Den er dog bestemt velfortalt og har ikke mindst et yderst solidt trumfkort i skikkelse af den vejrbidte Tim Blake Nelson.

’Old Henry’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Old Henry’ har biografpremiere den 31. marts.

Neo og Trinity er tilbage i meta-land i ‘The Matrix Resurrections’

/i /af

Science fiction på 4K Ultra HD: Jeg husker første gang, jeg så den første og banebrydende ‘The Matrix’. Det var en vild oplevelse. Det er det stadig, når jeg genser den. En nyklassiker, der i den grad stadig holder. Men efter den første film i 1999, kom der så to efterfølgere i 2003 med henholdsvis ‘The Matrix Reloaded’ og ‘The Matrix Revolutions’. Disse to fortsættelser er mildt sagt ikke nær så elskede som deres forgænger. Eller nær så mesterlige som ‘The Matrix’.

Jeg vil dog sige, at jeg absolut ikke hader de to fortsættelser, der begge byder på hver deres medrivende højdepunkter. Blandt andet og ikke mindst en yderst gribende og vild biljagt, hvor pedalen er trådt helt i bund. Så absolut godkendt. Men hvad, de fleste nok troede skulle forblive en trilogi, er nu blevet udvidet med endnu en film. Den fjerde i rækken med ‘The Matrix Resurrections’ fra 2021.

Hvis du troede, du vidste, hvad du ville få med netop ‘The Matrix Resurrections’, så tror jeg, at du må tro om igen. For mig er her i hvert fald tale om noget af en anden filmoplevelse end i hvert fald, hvad jeg lige havde set komme. Uden at ville spoile for meget og som sådan gå længere ind i selve filmens historie, vil jeg sige så meget som, at her leges endnu mere med diverse metaplaner, der snor sig både ind og ud af vores og filmens virkelighed.

‘The Matrix Resurrections’ er nemlig en i høj grad både legesyg og yderst selvbevidst film, der blandt andet taler direkte til filmenes fans, som der her bliver leget kispus med. For mig fungerer filmen bare aldrig rigtigt, men går i stampe gennem sine mange og meget tungt skrevne replikker. For der bliver virkelig snakket meget i denne fjerde The Matrix-film. For meget. Det er mere end kikset hjerneøvelse og metaleg, end en film, der får mig revet med.

Det virker i sidste ende desværre som noget spild af gode folk som netop Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss, der er tilbage i deres ikoniske roller som Neo og Trinity. Der er dog trods alt få momenter, hvor det er ret cool, at se den legendariske duo tilbage. Overordnet fungerer filmen bare ikke i al sin metalegende virvar, hvor end ikke filmens actionscener rigtigt overbeviser. De virker tunge og fremstår desværre ret så uelegante.

‘The Matrix Resurrections’ lander derfor også både undervejs og i sidste ende tungt på røven, hvor den flere steder minder mere om dårlig fanfiction på et stort budget. Tilgengælder udkommer filmens på det yderst lækre 4K Ultra HD-format, hvor filmen også medfølger på Blu-ray, mens man også finder lidt ekstramateriale at dykke ned i. Her bliver der således blandt andet kigget på netop den nye films actionscener.

‘The Matrix Resurrections’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 24. marts.

‘Belfast’ er en drengs barske oplevelser i en splittet by

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortalt i smukke sort/hvid billeder, hensættes man i instruktør og manuskriptforfatter Kenneth Branaghs charmerende og gribende drama ’Belfast’ til slut-60’ernes Irland. Her møder man den kvikke 9-årige Buddy, der leger i gaderne, klarer sig godt i skolen og har set sig lun på en sød pige i sin klasse. Det er livet i børnehøjde, man møder. Ubekymret, uspoleret og uskyldigt.

Uroen ulmer dog i den nordirske hovedstad, hvor gaderne snart eksploderer i vandalisme og barske konfrontationer mellem det katolske mindretal og det protestantiske flertal. Således forvandler Buddys verden sig fra den ene dag til den anden. Volden har indtaget livet i byen og utrygheden har taget sig greb om både ham og familien i en hverdag, der ellers var dejlig sorgløs.

I stedet for den ubekymrede leg, de eventyrlige biografture og fantastiske tegneserier, møder Buddy nu også livets alvor. Han står således ansigt til ansigt med fare og utryghed, hvor tanker om ikke mindst sin families sikkerhed pludselig vokser sig store. Hvad skal der ske med bedsteforældrene? Hvad med mor, far og storebror? Hvordan skal det hele egentlig gå?

Det er denne konflikt, filmens historiske drama udspringer fra, mens den menneskelige kerne bindes sammen af Buddy og hans lille familie, hvor moren kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen, mens faren må tage til England i uger ad gangen for at tjene til føden. ’Belfast’ er dog ikke et tungt drama, men er derimod fortalt med en liflig lethed, der rummer både lune og humor.

Det sker ikke mindst takket være Buddys udsyn på verden, hvor han dog pludselig må agere mere voksen end hans alder ellers burde fordre. Men selvom man her lander midt i farligt gadeoptøjer, hvor butikker plyndres og truslerne går højt, har Kenneth Branagh en fin evne til at skyde en gribende uskyld og lethed ind i sit drama, der dog desværre kører ned ad en lidt for forudsigelig vej.

Det er ikke en fortælling, der som sådan byder på de store overraskelser. Derfor har dramaet heller ikke hele vejen et lige godt tag i den nuancerede tyngde, filmen ellers rummer. Det sagt, så løfter blandt andet skuespillerne fornemt deres karakterer, hvor man møder en varm menneskelighed, som smitter af på mig. ’Belfast’ er kort fortalt en fin lille historie fortalt på charmerende og empatisk vis.

’Belfast’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Belfast’ har biografpremiere den 24. marts.

Jake Gyllenhaal er trumfkortet i Michael Bays ‘Ambulance’

/i , /af

Biografanmeldelse: Man kan bestemt ikke beskylde eksplosionernes mester Michael Bay for at være en subtil filmskaber. Det er så absolut heller ikke tilfældet med hans nye action-basker ’Ambulance’, der er baseret på den danske ’Ambulancen’ fra 2005. Den har jeg desværre ikke set, men i hænderne på Michael Bay opstår der i hvert fald hektisk intensitet for fuld pedal.

Man følger således her krigsveteranen Will, der gør sit ypperste for at skaffe penge til at behandle sin hustrus kræftsygdom. Det lykkedes desværre bare ikke for den desperate Will, hvorfor han nu opsøger sin bror Danny, der modsat Will ikke befinder sig på den rigtige side af loven. Danny – hvis familie adopterede Will som barn – gør sig nemlig i højspændte og farlige bankrøverier.

På dagen, hvor Will tropper op hos broren for at bede om hjælp med en lån, bliver han i stedet tilbudt at hoppe ret så improviseret med ombord på et stort og højrisikofyldt bankrøveri i Los Angeles. Will vælger noget modvilligt at takke ja til jobbet, der naturligvis snart går fra slemt til værre. Maskinpistolerne kommer i hæsblæsende brug og så er de to brødre på spanden.

De kaprer en ambulance, der huser en redder og en døende betjent. Med Will bag rattet og Danny ombord med en maskinpistol i hånden og millioner af dollars i den anden, går den vilde biljagt nu gennem byens gader. Det hele klippet i et konstant hektisk tempo, hvor adrenalinen forsøges holdt kørende, hvilket desværre ikke lykkedes hele vejen gennem filmens for lange 2 timer og 15 minutter.

Desuden er hele grundlaget for filmen ret så vag og noget fjollet. For hvem vælger lige på dagen at smide en ekstra mand ind i et nøje planlagt kup, der er med livet som indsats? Det fremstår i hvert fald her noget sløset og utroværdigt. Den kamel sluger jeg dog gerne. Michael Bay vil bare underholde med spektakulære kamerature, fræsende biler og hvislende maskinpistoler.

Det lykkedes da også flere gange at banke godt med intensitet ind i historien og karaktererne, der bare aldrig kommer ind under huden på mig. Filmens trumfkort er imidlertid Jake Gyllenhaal som den vanvittige og utilregnelige Danny. Han har en fest i den overgearede rolle. En karikeret fornøjelse. Yahya Abdul-Mateen II bakker ham desuden ganske intenst op som den desperate Will.

’Ambulance’ får 3 ud af 6 stjerner:



’Ambulance’ har biografpremiere den 24. marts.

En psykolog-session går helt galt i den klodsede ‘Klienten’

/i , /af

Biografanmeldelsen: Den psykologiske thriller ’Klienten’ byder på en psykolog-session, der går helt galt. For da den dygtige psykolog Susanne en dag byder den mystiske Mark velkommen, går det snart op for hende, at noget er helt skævt fat med hendes nye klient. Det viser sig nemlig, at Mark er en brutal seriemorder på flugt. Starten på en ordtung thriller er nu begyndt.

Deres møde er nemlig det dramatiske omdrejningspunkt for en film, der desværre er tungt forløst med ofte uinspireret kameraarbejde og et score, der generisk filer derudad. Hertil kommer et klodset manuskript, hvor de kantede dialoger hakkes utroværdigt ud og fremstår skrevne og hermed ofte ikke formår at blive løftet fra papiret og troværdigt ind i munden på vores to hovedpersoner.

Mark forlanger her, at Susanne skal kurere ham. Hvis ikke hun indvilliger og lykkedes, bliver hun hans næste offer. Det er således gennem mange samtaletunge scener, at dramaet udspiller sig. Eftersom netop samtalen er en væsentlig bærer af filmen, står ’Klienten’ med sine uelegante replikker ofte vagt frem, hvor tematikker og pointer desuden sømmes fast med store syvtommersøm.

Den erfarne psykolog spilles ok overbevisende af Signe Egholm Olsen, der dog – som filmen generelt – kæmper noget forgæves med det kantede manuskript. Det samme kan siges om Anton Hjejle som den udspekulerede morder, der skærer fostre ud af maven på sine kvindelige ofre. Han overbeviser mig desværre aldrig rigtigt i den ellers kolde og kalkulerede rolle.

Der opstår i de tos ordudveksling en utroværdig klangbund, da ikke mindst de replikker, som Hjejle slås med, er klodset skrevet og desuden kandiderer til seriemorder-floskler hele vejen. Jeg tror kort fortalt ikke rigtigt på ham som et menneske, men mere som en brik i Anders Klarlund og Jacob Weinreichs manuskript, der trods alt byder på et par overraskelser og en dejlig ækel åbningsscene.

’Klienten’ åbner nemlig med både maveopskæring og et blodigt foster. Desværre går filmen ikke for alvor videre ad den vej, men vakler slapt ind i alvorsland, hvor man desuden får sin del af utroværdigt forløste scener. Anders Klarlund, der også er instruktør, formår med andre ord aldrig for alvor at gribe mig med thrilleren, der desværre sine steder også er mere ufrivillig komisk end gruopvækkende intens.

’Klienten’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Klienten’ har biografpremiere den 24. marts.

‘Speak No Evil’ er et mareridt af en familieweekend

/i , /af

Biografanmeldelse: Man skal passe på med hvem, man bliver venner med på sin ferie. Det er i hvert fald tilfældet i Christian Tafdrups psykologiske gyser ’Speak No Evil’, der med satirisk kant sætter både mande- og kvinderoller samt sociale spilleregler dynamisk i stævne. Man møder nemlig her to familier, som tilbringer en weekend sammen efter, at de har mødt hinanden på en ferie i Italien.

En dansk familie med mor, far og en lille datter inviteres her til Holland hos en anden familie med mor, far og en lille søn. Det hele synes idyllisk og som et spændende eventyr for det danske trekløver sådan at begive sig afsted ud i et afsidesliggende hus midt i skoven for at holde en festlig weekend i nye venners lag. Der er dog noget, som ikke helt er, som det skal være.

Der er noget, som synes forkert ved de ellers gæstfrie hollændere. Der er gjort klar med gæsteværelser, deres dreng Abel har set frem til en legekammerat i datteren Agnes, mens der er god mad, højt til loftet og vin i glassene. På overfladen synes alt fryd og gammen, men stille, roligt og underspillet går det snigende op for Bjørn og Louise, at værtsparret Patrick og Karin nok ikke er helt søde.

Det er afsættet for ’Speak No Evil’, der folder sig engagerende ud, hvor netop måden hvorpå, de mange små hints om, at noget ubehageligt gemmer sig i skyggerne, er veleksekveret. Så selvom fortællingen måske nok går en kende i ring på vejen med den brutale finale, der hele vejen hintes mod, så er turen dertil ganske medrivende. Både ubehagelig og sorthumoristisk.

Selvom historien måske ikke som sådan er videre original eller overraskende, er den virkelig velspillet og sine steder oprigtigt ubehagelig. Det er derfor også en skam, at fortællingen altså ikke helt matcher et ellers replikstærkt og familiedynamisk gyserdrama. Morten Burian og Sidsel Siem Koch er vildt gode som henholdsvis en underkuet mand og hans overkorrekte hustru.

Fedja van Huêt og Karina Smulders spiller ligeledes overbevisende og ikke mindst dynamitgodt op ad det danske par, hvor ikke mindst Huêt formår at gå den fine balancegang mellem venlig og underspillet intimiderende. Liva Forsberg og Marius Damslev indfinder sig fornemt som den dramatiske uskyld i skikkelse af den glade datter og en genert Abel.

Filmens score af Sune Kølster bør også fremhæves for sin grundtone af uhygge, der bl.a. på grum vis foregriber gyset i filmens smukke åbningsbilleder af Italien. Christian Tafdrup er altså lykkedes med at skabe et veloplagt psykologisk gys, hvor ikke mindst det dynamiske samspil mellem de to familier fungerer satirisk og ubehageligt godt, mens finalen er det punktum, jeg sultent ventede på.

’Speak No Evil’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Speak No Evil’ har biografpremiere den 17. marts.

‘Licorice Pizza’ er charmerende, sødmefuld og forførende

/i , /af

Biografanmeldelse: Med hele vejen forførende billeder og et stemningsfuldt soundtrack, griber filmskaberen Paul Thomas Anderson mig med sit coming of age-drama ’Licorice Pizza’. Jeg bliver taget med til starten af 70’ernes Californien, hvor en liflig sødme strømmer mig i møde i mødet med den umage og charmerende duo bestående af den 15-årige Gale Valentine og den 25-årige Alana Kane.

Godt nok er der til en start en kende kold luft fra den noget ældre og rappe Alana til den yngre, men ukuelige bejler Gale, der er mindst lige så entreprenant, som han er selvsikker. Med søde ord og charme får Gale dog vendt modstand til overgivelse, hvilket afføder et umage venskab. Eller er de to nu også blot venner? Der er ikke tvivl om Gales følelser, men Alana er nok ikke helt på samme side.

’Licorice Pizza’ er ikke som sådan plotdrevet, men lever i høj grad af sin atmosfære og karakterer. Jeg hænger her ud med Gale og Alana samt flokken af øvrige personer, som de to møder på deres vej fra barn til ægte voksen. Gale gør sit for at slippe livet som dreng, mens Alana dødkeder sig som fotografassistent. De befinder sig begge i en overgangsfase, så hvor skal livet nu føre dem hen?

En yderst veloplagt Cooper Hoffman debuterer som skuespiller som den ordkække Gale, mens Alana Haim er det charmerende kvindelige modstykke, der ikke finder sig i noget pis. De to leverer dynamisk kemi, som jeg fra først til sidst var grebet af. De var en fornøjelse at hænge ud med i en skøn blanding af den første store kærlighed til det at manøvrere rundt i ungdomslivets mange følelser.

Paul Thomas Anderson har også skrevet det troværdigt flydende manuskript, der ligger naturligt i munden på de medvirkende, hvor man også gøres selskab af bl.a. en excentrisk Bradley Cooper samt en selvglad Sean Penn. Det er dog helt og holdet Cooper Hoffman og Alana Haims fortælling, som er i centrum i en film, der desuden også er rig på komisk velbalancerede scener.

Paul Thomas Anderson er lykkedes med at hive mig tilbage til et lifligt ungdomsliv i det sommerlige Californien, hvor kærligheden spirer og følelserne sprutter i den udfordrende overgang fra barn til voksen. Cooper Harper og Alana Haim er et fortryllende og charmerende bekendtskab hele vejen gennem filmens forførende atmosfære af ungdommens håb, frustrationer og uanede muligheder.

’Licorice Pizza’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Licorice Pizza’ har biografpremiere den 17. marts.

Guillermo del Toros ‘Nightmare Alley’ er stemningsfuld neo-noir

/i /af

Neo-noir på Blu-ray: Filmskaberen Guillermo del Toros neo-noir ’Nightmare Alley’ oser ganske enkelt af dragende stemning, hvor man bl.a. kommer med ombord hos et omrejsende cirkus. Inden det sker, åbner filmen med en både smuk og brutal scene, hvor vi møder en mand, der tilsyneladende efterlader fortiden bag sig for at starte på en frisk. Men hvorfor?

Manden hedder Stanton Carlisle og han støder nu på det nævnte cirkus. Her får han et job i slutningen af 1930’ernes USA, hvor fortællingen tager sin begyndelse. I sit nye arbejde blandt gøglere og godtfolk, slangemennesker og elektrificerede kvinder, møder Stanton den clairvoyante Zeena og tankelæseren Pete. Det bliver starten på en rejse ind i en okkult verden af fup og fiduser.

© 2022 20th Century Studios

For der er naturligvis ikke helt rent mel i posen, når Zeena og Pete folder deres ”overnaturlige” show ud for øjnene af et både bondefanget og måbende publikum. Stanton får snart smag for metieren og kaster sig nu ud i den svære kunst at læse tanker, eller i hvert fald at snyde sig til at kunne det. Det sætter gang i en rejse, som Stanton dog ikke helt har kontrol over.

Jeg bliver således medrejsende i cirkusset, der knager af levet liv og huser sin del af skumle bagsider. Fortællingen lever dog ikke kun af fortællingens roligt udfoldende plot af mystik og farefuldhed, men er i høj grad også en karakterbåret fortælling, hvor man i hovedrollen som Stanton finder Bradley Cooper, der med lige dele charme og plaget melankoli giver sin karakterer nuanceret liv.

© 2022 20th Century Studios

Filmen er i det hele taget befolket af interessante personager og stærke præstationer fra castet, der bl.a. også tæller Cate Blanchett som farlig femme fatale, karismatiske Toni Collette som Zeena og Rooney Mara som cirkusartisten Molly. Desuden giver en herlig Willem Dafoe den fuld skrue som cirkusdirektør, mens David Strathairn bidrager med et råt liv i skikkelse af Pete.

’Nightmare Alley’ er baseret på bogen af samme navn fra 1946, der også blev filmatiseret i 1947. I sin nye form lever fortællingen i særdeleshed af det univers og miljø, jeg træder gribende ind i, hvor bl.a. – og ikke mindst – filmens production design af Tamara Deverell og Dan Laustsens atmosfæremættede fotografering elegant indrammer den sælsomme fortælling om umage menneskeskæbner.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen kommer desuden med en omgang ekstramateriale, hvor man ser nærmere på filmens produktion gennem tre forskellige featuretter.

’Nightmare Alley’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 16. marts.

‘Halloween Kills’ har Michael Myers blodigt og brutalt tilbage

/i /af

Slasher på 4K Ultra HD: Efter den vellykkede og dejligt brutale ’Halloween’ fra 2018, vender den legendariske Michael Myers igen tilbage for at sprede skræk, rædsel og blodig død. For ganske vist lod det til, at seriemorderen brændte ihjel i forgængerens intense slutning. Men da vi her springer tilbage i fortællingen, får vi at se, hvordan manden med den hvide maske på bestialsk vis overlever flammerne.

Således er dræbermaskinen atter løs i byen Haddonfield præcis, hvor vi slap ham i filmen fra 2018, som selv var en direkte efterfølger til John Carpenters original fra 1978. ’Halloween Kills’ ser således bort fra ellers øvrige indslag i slasher-franchisen. Præmissen er også her dejligt slasher-simpel. Det er dræb eller bliv dræbt. Så det er præcis, hvad den ikoniske overlever Laurie Strode har tænkt sig at gøre: At dræbe Myers!

For fra at have overlevet morderen i 1978 og igen i den nye fortsættelse, fortsætter jagten på morderen, der har traumatiseret hende i alle årene efter. Det er den nu 62-årige Jamie Lee Curtis, der atter gentager sin glansrolle som den seje Laurie, mens en række både nye, velkendte og gamle ansigter fra franchisen og den forrige film dukker op. Bl.a. Lauries datter Karen og barnebarnet Allyson.

Familie-trekløveret er ikke alene i forsøget om at lægge Myers i graven én gang for alle. For byens beboere går nu ind i kampen mod morderen, hvis fordums terrorisering også har sat sine blodige spor i andre af Haddonfields beboere. Snart er jagten således sat ind på Myers, der bestemt ikke har tænkt sig at give op uden kamp, hvilket han da også på blodigt brutal vis beviser gang på gang.

Her bliver nemlig både hugget, stukket og savet i det ene sagesløse offer for Myers hånd efter det andet. Det er en sand slasher-fornøjelse at se blodet sjaske løs. Desværre er filmen ret så ujævn i sin fortælling, der da også noget kluntet bl.a. udlægger sine pointer og nik til originalen bastant og firkantet. Nej, det er ikke en subtil omgang gru. Hverken i historiefortælling eller i rækken af morderisk lækre mord.

Det på både godt og ondt, hvor Myers splattede bersærkergang heldigvis vinder mig over og bærer mig gennem sin del af nonsens i filmens forsøg på at binde nutidens nedslagtninger og historie sammen med originalen. ’Halloween Kills’ er kort fortalt en måske nok lidt for lang og ujævn affære, men den er bestemt også dejligt brutal og blodig, mens Michael Myers stadig gør gysende indtryk.

Ekstramateriale: FIlmen kommer både på det toplækre 4K Ultra HD-format og som dvd. Herudover finder man en omgang ekstramateriale, der bl.a. ser nærmere på Strode-familien, filmens mord og 1978-versions opdaterin samt et kommentarspor med filmens instruktør og medforfatter samt Jamie Lee Curtis og Judy Greer. Slutteligt er der også en fire minutter længere version af filmen.

’Halloween Kills’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 28. februar.