Kan du mon overleve ‘Escape Room 2: No Way Out’?

Gys på Blu-ray: De fleste kender nok til de såkaldte ‘escape rooms’, som man kan blive lukket ind i sammen med en gruppe venner eller andre. Her er der dog blot tale om en leg, hvor det således gælder om at bruge hovedet og løse en række opgaver for at slippe ud. Ja, altså en intens leg. I efterfølgeren til ‘Escape Room’ fra 2019, er der dog langt fra bare tale om en leg, men derimod et spil på liv og død.

For i ‘Escape Room 2: No Way Out’ finder man nemlig en ny flok mennesker, der her på ny finder sig selv spærret ind i rum, det ikke sådan lige er til at undslippe. Det bliver de dog nødt til – i hvert fald hvis de vil leve. Det gælder nemlig her – som i den første film – om at overleve. Ikke alt er dog som det umiddelbart giver sig ud for og snart stiger intensiteten i de såkaldte ‘escape rooms’.

Så hvis du har det en anelse stramt med disse ‘escape rooms’, bør du nok lige overveje en ekstra gang, om du skal stige ombord på denne dødsleg, hvor der altså ikke just er tale om en leg for hele familien, men mere for dem, der gerne vil udfordre sin klaustrofobi. Jeg har dog ikke selv forsøgt mig med at undslippe et ‘escape room’ i virkeligheden. Heldigvis.

Jeg tror nemlig, at hvis jeg skulle bevæge mig ind i et sådan rum med en flok venner, at jeg ville få det en anelse stramt. Men måske netop derfor er det en god idé lige at lægge blødt ud og opleve det på film – også selvom det altså i filmen er noget mere alvorligt, hvis det ikke lykkedes for de medvirkende at slippe ud. Heldigvis er det jo så bare film.

Men uanset om du er til ‘escape rooms’ i virkeligheden eller ej, så er der med ‘Escape Room 2: No Way Out’ altså tale om en alvorlig situation for de medvirkende. Det egentlige spørgsmål må nemlig her være: Hvem mon slipper ud i live?

Blu-ray-udgivelsen med ‘Escape Room 2: No Way Out’ indeholder udover selve filmen også en omgang ekstramateriale. Her kan man således dykke lidt mere ned i filmen med et kig på filmens medvirkende, videre til en snak med filmens instruktør og et kig på escape rooms.

‘Escape Room 2: No Way Out’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. januar 2022.