Første Verdenskrigsfilmen ‘1917’ er vildt sansebombardement

Krig på Blu-ray: Der er ingen tvivl om, at Sam Mendes’ Første Verdenskrigsfilm ‘1917’ er en både teknisk imponerende og mange steder ikke mindst visuelt overrumplende filmoplevelse. Men den kommer desværre ikke helt ind under huden på mig eller ned i maven, hvor jeg ville ønske at den satte sig som et intenst stykke krigsfilm med hjertet i halsen. Men den gør bestemt sit bedste.

I filmen kastes to unge engelske soldater, Scofield og Blake, nemlig ud i en mildest talt vild og ikke mindst en øjensynligt umulig mission. De skal nemlig på krigens højeste ud i et kapløb mod tiden i et forsøg på at viderebringe en besked, der vil kunne forhindre et altødelæggende angreb på hundredevis af britiske soldater – blandt andet Blakes egen storebror. Det betyder også, at de skal krydse fjendtligt territorie.

Ja, en simpel, intens og effektiv præmis – der på trods af fortællingens skønhedspletter og mit en smule manglende følelsesmæssige engagement – bestemt er leveringsdygtig i en række elementært spændende scener, hvor nerverne får lov til at sitre – ikke mindst på de to hovedkarakterer, der konstant er på røven i dette krigskaos. George MacKay og Dean-Charles Chapman udgør en medrivende duo, det er svært ikke at heppe på og holde af.

De to gør bestemt god og nærværende figur, men desværre undermineres den ellers fint forløste og simple historie blandt andet af en overgjort sentimental scene, der skærer ud i pap, at krig er noget lort. Ja, kombinationen af en baby og krig er jo noget hø. Desværre står blandt andet den scene uelegant og forceret frem – det sammen med filmens noget sort/hvide pointer om krig.

Det er en skam, at både fjender og venner ikke som sådan får mere nuanceret pondus, end tilfældet er. Nuancerne er dog at finde i netop portrætteringen af Scofield og Blake, der med nerve fostrer både desperation og passion samt håb og håbløshed. Det står ganske enkelt malet medrivende i deres ansigter på deres mission, der desuden er fortalt som i én lang optagelse.

Med ‘1917’ fastholdes jeg således fra start til slut i ét enkelt skud. Her får mesterfotografen Roger Deakins lov til at trylle med sit kamera, hvor billedsiden hele vejen er leveringsdygtig i vilde kompositioner, kamerature og indstillinger. Ja, ‘1917’ er bestemt en teknisk imponerende bedrift, der desværre bare ikke rigtigt griber mig om hjertet eller får intenst fat i maven på mig.

‘1917’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. maj 2020.

Klovnerierne forstummer i den undeligt usjove ‘Klovn the Final’

Kloverier på Blu-ray: Hvordan står det så til i Frank Hvam og Casper Christensens akavede Klovn-land? Jo, desværre ikke videre godt. Med deres nye og tredje film, ’Klovn the Final’, er den umage duo atter tilbage – og det for sidste gang – hvis man altså kan stole på det. Det håber jeg dog på, for der er ikke meget mere at komme efter denne gang. Desværre.

Det er ellers ikke fordi, der som sådan ikke er langt op til både drama og pinligheder. Frank fylder nemlig 50 år – ja, han er nu en midaldrende mand med problemer. For hans hustru Mia pønser på at lade sig skille. Det går med andre ord ikke skidegodt for Frank. Derimod er der som altid fart på Casper, der har inviteret Frank til Island på herretur. Så hvordan mon det nu skal gå?

Der forsøges her bundet sløjfe på filmfølgetonen med ‘Klovn the Final’ – det med flere referencer til særligt den første film, hvor flere af de samme jokes synes mere genbrugte og slappe end nye og friske. Øv. Det samme kan siges om filmen helt overordnet. Det er de samme mekanismer, der trækkes på som kun er blevet alt for forudsigelige denne gang.

Ja, den akavede komedie synes mest af alt som et vagt og desværre ikke videre morsomt ekko af fordoms storhedstid. Hvor særligt den første film, ‘Klovn the Movie’ og ikke mindst serien, som filmene udspringer fra, stadig står stærkt. Men nu skal jeg ikke sammenligne denne nye film med forgangne klovnerier. Problemet er ganske enkelt, at fjollerierne her synes delvist forcerede.

Jeg tror ikke på mange af de plottråde, som fortællingen går nedad – mens også selve filmens hovedpræmis nærmest hiver alt momentum ud af løjerne i filmens første del. Jeg vil dog ikke her afsløre hvorfor, andet end jeg vil sige, at Islandsturen ikke helt går som forventet. Så nu må Frank altså ransage sit liv, forholdet til sin søn og særligt Mia, der er på vej væk.

Der er midtvejskrise og forsøg på den klassiske Klovn-komik med pinlige forviklinger, dumme løgne og akavede optrin, der bare her sættes forceret op, så punchlinen altså rammer fladt og ikke videre morsomt. ‘Klovn the Final’ halter kort fortalt efter sine egne vittigheder, mens dramaet mellem Frank og Mia aldrig får pondus. Ja, lad nu dette være sømmet i Klovn-kisten.

‘Klovn the Final’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. maj 2020.

‘Jojo Rabbit’ er en herligt opløftende nazi-komedie på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Der er gennem filmhistorien lavet en god del af grovkornede og morsomme komedier med afsæt i Hitler og nazismen. Tænk blot på blandt andet Charlie Chaplins ‘The Great Dictator’ – på dansk ‘Dikatoren’ – videre til eksempelvis ‘The Producers’ fra 1967 – ja, og helt frem til noget så grotesk som en nazi-zombiefilm med de to svenske Død sne-film.

Nu udkommer så den herligt opløftende Hitler-og-nazi-komedie ‘Jojo Rabbit’ på 4K Ultra HD her i landet. I filmen følger man således en ensom tysk dreng, hvis verdenssyn vendes op og ned, da han opdager, at hans mor skjuler en ung jødisk pige på loftet. Men ikke nok med det, for med hjælp udelukkende fra sin idiotiske fantasiven, selveste Adolf Hitler, må Jojo nu konfrontere sin naive patriotisme.

Der er med andre ord i den grad lagt op til sorthumoristiske løjer – og det er da også præcis, hvad filmen leverer. Blandt andet og ikke mindst takket være Taika Waititi i rollen som den fjogede Adolf Hitler. Det er desuden også Waititi selv, der har instrueret filmen. Man fornemmer da bestemt også det bankende hjerte indenbag den groteske humor. En både sød, charmerende og ikke mindst morsom nazi-komedie.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen udkommer på det både billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD, medfølger der også en god portion ekstramateriale. Her kan man således blandt andet se filmen med kommentarspor med filmens instruktør, mens man også finder slettede scener og et ‘inside’-kig på ‘Jojo Rabbit’ med mere.

‘Jojo Rabbit’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 2. juni 2020.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ er et susende godt rum-eventyr

Stjernekrig på Blu-ray: Så sker det! Det (indtil videre) kulminerende kapitel i Skywalker-sagaen er landet på Blu-ray med ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. En film jeg lige så godt allerede nu kan sige, at jeg har set frem til at gense med stor spænding. De velkendte karakterer er tilbage, hvor The First Order og Kylo Ren atter engang skal konfronteres.

Så meget vil jeg gerne sige om plottet – men så heller ikke meget mere. Jeg gik nemlig i sin tid selv ind til filmen som et nærmest blankt lærred, hvilket jeg også synes, at andre skal have muligheden for – hvis man da endnu ikke har set filmen. Men at det blandt andet gælder forholdet og kampen mellem Kylo Ren og Rey samt den lyse og mørke side af The Force, bør ikke komme bag på nogen.

For ja, det er altså en god idé at have set de to foregående film i den nye trilogi, inden man sætter sig til rette til ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. Adam Driver viser endnu flere nuancer af sin uforudsigelige skurk Kylo Ren, der kæmper en indre kamp, mens også Daisy Ridley som Rey viser styrke og beslutsomhed i skellet mellem lyset og mørket. De to sammen er ren dramatisk og medrivende dynamit.

Udover disse to af historiens hovedkarakterer, bringer Oscar Isaac som piloten Poe Dameron og John Boyega som Finn veloplagt ping pong til bordet. De to udgør et herligt team. Vi får også gensyn med gamle kendinge i Mark Hamills Luke Skywalker, Carrie Fishers Leia Organa og Chewbacca, mens Billy Dee Williams er på banen i en fin lille cameo som den kække Lando Calrissian. De er hyggelige at være i selskab med.

Ja, instruktør og medforfatter J.J. Abrams leverer sin del af fan service. Det gør dog ikke mig det store. For en del af Star Wars er for mig også genkendeligheden – det at vende tilbage til et for mig elsket univers. Hermed bestemt ikke sagt, at der ikke venter sin del af overraskelser. For det gør der så absolut. Det er blandt andet også noget af det, der på engagerende vis driver filmen frem.

For godt nok er ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ 2 timer og 21 minutter, men tiden nærmest flyver afsted – det i takt med plottet. Sine steder måske også lige en kende for hurtigt. Det sagt, så er rumeventyret hele vejen et underholdende bekendtskab med en urovækkende grundtone, der balanceres fint af humoren, hvor også C3-PO og R2-D2 er leveringsdygtige. Ja, dette er et (indtil videre) tilfredsstillende punktum.

Ekstramateriale: 2-disc-Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en ganske stor omgang ekstramateriale. Her kan man således blandt andet gå på opdagelse i universet med en række featuretter, der blandt andet ser nærmere på Skywalker-familien, skabelsen af en action-scene, videre til et kig på det skabe nogle af filmens fantasifulde væsner med mere.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 4. maj 2020.

Et fortryllet vinter-eventyr med den magiske ‘Frost II’

Animation på Blu-ray: Efter den buldrende succes med Disneys ’Frost’ fra 2013, er søstrene Elsa og Anna samt co. tilbage i et nyt fortryllet eventyr i deres verden af både trolde, stenkæmper og andre mystiske væsner. Det er med andre ord et fint, flot og ikke mindst magisk univers, jeg her bliver omsluttet af – og sine steder faktisk også helt opslugt af, mens der animationsfilmen igennem spædes godt til med sange.

Denne gang må både Anna og Elsas kongerige reddes, da en trussel truer med at ødelægge det. Samtidig må Elsa også dykke ned i fortiden – for hvorfor er hun født med magiske evner? Dette er således starten på det eventyr og den vilde rejse, som de to søstre samt Kristoffer, Olaf og Sven drager ud på. For kan det lykkedes dem samt Elsa at redde kongeriget med sine frysende evner?

Det er desuden et eventyr med alle følelserne helt uden på tøjet – hele vejen. Det kan jeg godt lide. Det er larger than life-følelser, hvilket fint klæder historien, der ellers kan synes en smule flad sine steder. De mange følelser forløses blandt andet og ikke mindst i de mange sange. De er bestemt velproducerede, men et par af dem er også en kende anonyme, mens der måske nok er lige en sang for meget.

Det er fortsat en sej duo, man finder i søstrene Elsa og Anna. De to har et ganske medrivende bånd imellem sig. Det i kraft af både deres forskelligheder og ligheder. De er svære ikke at heppe på hele vejen. Annas kæreste Kristoffer er desuden et fint modspil til den lille flok – blandt andet er hans konstante forsøg på at få friet til Anna filmen igennem ret morsomt.

Snemanden Olaf skal også tilføre filmen humor, men egentlig synes jeg han er ret irriterende. Han er lidt for overgearet, anstrengt og en smule påtaget – i hvert fald sine steder. Men ja, han rammer bestemt også morsomt og ok charmerende plet en håndfuld gange undervejs. Heldigvis. Men jeg er dog mere til rensdyret Sven, der mere underspillet spæder til med både charme, sødme og humor.

’Frost II’ er med andre ord et både flot forløst og magisk eventyr, hvor det fortryllende univers er med til at bære filmen vellykket i mål, når fortællingen bliver lidt flad og sangene lidt for mange. På samme tid fungerer filmens store følelser godt for mig – og spejledes ligeledes fint i netop sangene. Det er da derfor også til at leve med, at filmens sidste akt trækker en smule ud. Men et magisk eventyr, det er det bestemt.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man således blandt andet kan gå på opdagelse i både slettede scener og sange, videre til diverse facts om filmen. Der er også musikvideoer på udgivelsen, mens man også kan se filmen med sing-a-long.

’Frost II’ udkommer på dvd og Blu-ray den 21. maj 2020.

Vin Diesel som benhård og kampklar supersoldat i ‘Bloodshot’

Action på Blu-ray: Så står den på vild og voldsom science fiction-action med den hårdtpumpede superhelte-og-supersoldat-action-film ‘Bloodshot’. Her finder man en muskuløs og dybt brummende Vin Diesel i hovedrollen som soldaten Ray Garrison, der kommer ud på en ret så brutal rejse. ‘Bloodshot’ er nu udkommet på Blu-ray, så sæt dig til rette i hjemmebiografen og skru op for fuld smadder!

Vi lever i en guldalder for superheltefilm – og har efterhånden gjort det i en lang årrække. Med actionfilmen ‘Bloodshot’ er der tale om endnu en superheltefilm – dog af den noget mere voldelige slags. Filmen er nemlig baseret på tegneserien af samme navn. I filmen – så vel som i tegneserien -følger man altså soldaten Ray Garrison, der helt i starten af filmen ender med at blive dræbt i kamp.

Men døden stopper imidlertid bestemt ikke Ray Garrison – langt fra. For snart er han atter på banen med tunge våben i hænderne. Han bliver nemlig på teknologisk vild vis genoplivet som en nærmest uovervindelig supersoldat, der netop kaldes for Bloodshot. Den står således nu for Ray aka Bloodshot på hævn over dem, der sendte ham i graven.

Udover selve filmen, så medfølger der på Blu-ray-udgivelsel også en håndfuld ekstramateriale. Her kan man således gå på opdagelse i blandt andet både slettede og forlængede scener, der desuden også inkluderer en alternativ slutning på filmen. Videre finder man en række outtakes samt spas fra produktionen. I fire forskellige featuretter bliver der kigget nærmere på blandt andet det at instruere filmen, dens action og filmens cast.

‘Bloodshot’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. maj 2020.

‘Dark Waters’ leverer stilsikker og vedholdende advokatspænding

Biografanmeldelse: ‘Dark Waters’ er noget af et sammenbidt drama, der folder sig stilsikkert ud med vedholdende advokatspænding. Det selvom fortællingen om den utrættelige advokat Robert Bilott trækker en smule i langdrag af og til, mens filmens flow momentvis også mister lidt intensitet og nærvær. Det sagt, så er Bilotts kamp for retfærdighed overordnet en spændende film.

For da Bilott afslører en yderst dyster hemmelighed hos et af verdens største kemikalieforetagener, nemlig Dupont Chemicals, bliver det starten på et årelangt forløb med en kamp mod et system, der synes uigennemtrængeligt. Det bliver desuden også starten på en kamp for at holde Bilotts lille familie sammen på trods af hans konstante kamp for at få sandheden frem.

Det er da bestemt heller intet let søgsmål for Bilott og hans advokatfirma. Hverken det at få sagen startet eller at fortsætte med den miljømæssige sag mod kemikalievirksomheden, der har skjult en lang historie af forurening, der går udover mennesker, hvor blandt andet både kræft, adskillige sygdomme og misdannelser hos fostre opstår som følge af forureningen.

Mark Ruffalo spiller den dedikerede advokat, der går i front for sagen, hvor han nu forsøger at hjælpe et amerikansk lokalsamfund. Ruffolo giver et konstant nedtonet og fint sammenbidt portræt af en passioneret mand under et enormt pres. Han er et ganske engagerende bekendtskab – hvilket også er nødvendigt for, at jeg bliver ved med at følge fortællingen med interesse.

Det er nemlig Ruffalo, der karaktermæssigt primært skal bære fortællingen. I andre og mindre roller bakkes Ruffalo dog fint op af blandt andet Anne Hathaway i rollen som den både kærlige og overvejende overbærende hustru, mens Tim Robbins med autoritet og sindsro er god som Bilotts ligeledes retfærdighedssøgende chef.

‘Dark Waters’ er skræmmende nok baseret på en sand historie, der fortsat forløber med virkelighedens Bilott i kamp for de berørte beboere. Filmen er kort fortalt et fermt fortalt spændingsdrama med en sammenbidt Ruffalo i den altdominerende hovedrolle, som jeg desværre også mangler at komme lidt tættere ind på livet af. Det er dog ikke nok til, at filmen kuldsejler.

‘Dark Waters’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dark Waters’ har biografpremiere den 28. maj.

Der er blodigt gys på menuen med slasher-genfortolkning ‘Black Christmas’

Slasher på Blu-ray: Ja, jeg er ret så begejstret for den originale slasher ‘Black Christmas’ fra 1974. Nu kommer der så en frisk ny genfortolkning af den gamle film – det med filmen af samme navn, nemlig ‘Black Christmas’. Den nye version er nu udkommet på Blu-ray her i landet, så du kan få dig et grufuldt, blodigt og hidsigt gys i hjemmebiografen.

Filmen leveres af producenten bag to af mine favoritter i nyere tid, nemlig henholdsvis Jordan Peeles genrebastard ‘Get Out’ samt slasher-fortsættelsen ‘Halloween’. Med den nye ‘Black Christmas’ er der altså tale om en moderne fortolkning af den klassiske 70’er-gyser. I filmen konfronteres en universitetsmorder med en gruppe stærke kvinder.

For på Hawthorne College nærmer juleferien sig nemlig. Men da Riley Stone og hendes Mu Kappa Epsilon-søstre gør sig klar til højtiden, begynder en stalker at dræbe medlemmerne af den kvindelige studenterforening. Efterhånden som antallet af ofre stiger, begynder kvinderne at tvivle på, om de kan stole på mænd.

Uanset hvem morderen er, må han indse, at unge kvinder i dag ikke er indstillet på at blive nogens ofre. Udover selve filmen, så finder man på Bl-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale. Her kan man således dykke ned i blandt andet slettede og forlængede scener videre til en række fearuretter, der blandt andet ser nærmere på det at fortolke 70’er-filmen, mens der også medfølger et kommentarspor med mere.

‘Black Christmas’ udkommer på dvd og Blu-ray den 27. april 2020.

‘Black and Blue’ er et styk hårdkogt politi-thriller

Politi-thriller på Blu-ray: Er der noget bedre end en habil politi-thriller? Du ved, af den slags med farlige kriminelle, knaldhård action og naturligvis også sin del af korrupte betjente. Nej vel. Jeg er i hvert fald personligt en sucker for den slags film. Så hvis du også er det – bare en smule – ja, så er det måske værd for dig at tjekke ‘Black and Blue’ ud, der netop er en politi-thriller, der nu udkommer på Blu-ray her i landet.

Hvad handler denne actionfyldte politi-thriller så om? Jo, man følger her en betjent, hvis kropskamera ender med at afsløre nogle korrupte politifolks drab på en række narkohandlere. Så nu må den nye og ganske grønne, kvindelig betjent kæmpe for at holde sig selv i live – og altså ikke mindst dermed at kunne afsløre den brutale og grimme sandhed.

Filmen udspiller sig således i et barsk miljø i et brutalt New Orleans, mens man på rollelisten blandt andre og ikke mindst i front for de hårdkogte politi-eskapader finder den seje Naomie Harris samt den ligeledes seje Tyrese Gibson. To stærke karakterer i et barsk drama, der også har smæk på skarptladte håndvåben.

Blu-ray-udgivelsen af ‘Black and Blue’ indeholder udover selve filmen også en mindre omgang ekstramateriale. Her kan man således gå på opdagelse i to featuretter, henholdsvis ‘Line of Fire’ og ‘Be the Change in the Big Easy’, mens der også medfølger en række slettede scener.

‘Black and Blue’ udkommer på dvd og Blu-ray den 27. april 2020.