Et isnende mysterie og formidable skuespillere i ‘True Detective’ sæson 3

Intens serie på Blu-ray: Den tredje sæson af ‘True Detective’ – som er en amerikansk tv-serie udformet som en antologi-fortælling og skabt af Nic Pizzolatto – er nu udkommet på Blu-ray her i landet. Så nu kan du altså enten gense eller for første gang være vidne til sæsonens både intense, nervepirrende og spændende samt ikke mindst yderst velspillende duo i front for seriens mystiske mysterie.

Sæsonens historie finder sted i Ozarks i tre separate tidsperioder, hvor to kriminalbetjente undersøger to børns mystiske forsvinden. I front for den umage duo finder man en i særdeleshed formidabel og Oscar-vindende Mahershala Ali, som spiller den mutte betjent Wayne Hays, mens Stephen Dorff ligeledes giver et gribende portræt som kollegaen Roland West. De to er virkelig velspillede og hele sæsonen værd.

De to er et hele vejen både interessant og engagerende bekendtskab, hvor både deres forskelligheder, men også ligheder giver gribende og dramatiske gnidninger – både de to imellem, i forhold til det mysterie, der hjemsøger dem begge og ikke mindst i hver af deres private liv, der lider under deres arbejde, som de begge to har svært ved at slippe, når de kommer hjem til familien.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke ned i en featurette, der kigger på, hvordan man i serien har skabt de tre forskellige tidsaldre, mens man også får et indblik i sæsonens musik, videre til en forlænget version af sæsonens sidste afsnit og slutteligt slettede scener.

‘True Detective’ sæson 3 udkommer på dvd og Blu-ray den 5. september.