HOTEL ARTEMIS: Jodie Forster på kedeligt forbryder-hospital

Biografanmeldelse: Vi befinder os i år 2028 i et oprørsk og barsk Los Angeles. Her ankommer man til det såkaldte Hotel Artemis – et hemmeligt og ekslusivt hospital for kriminelle medlemmer. Ind træder Jodie Forster som oversygeplejersken Jean, der har styret stedet i 22 år. Ja, dette er filmen, der har fået Jodie Forster tilbage på det store lærred for første gang siden 2013.

Desværre er det et comeback i en film, der stort set ikke fungerer. Den er virkelig kedelig og med en historie, der aldrig rigtigt bevæger sig nogen steder hen samt en række karakterer, der ikke er videre interessante at følge. End ikke Jodie Forsters ellers hårdtarbejdende Jean med et traume i bagagen bliver videre vedkommende. Det gælder i grunden filmen generelt.

For nej, her er stort set ikke en historie. Mest af alt er det blot en flok kriminelle, man følger på hospitalet, som Jean ellers har haft godt styr på – indtil det naturligvis i filmen går fra slemt til værre, da et par skudramte kriminelle har brug for hospitalets hjælp. Det bliver starten på en række brutale begivenheder, hvor stedets ellers klare regler bliver brudt en for en.

Blandt andet det at dræbe andre patienter. Og ja, that’s it. Tumult og kriminelle på jagt efter hinanden og forsøget på at holde sig selv i live. Her er blandt andet to barske gangstere, den tvetydige femme fatale, en hidsig kriminel, et stort brød af en sygehjælper – og ja, så dukker selveste Jeff Goldblum også op i en mindre rolle som gangsterbossen The Wolf King.

Men lige lidt hjælper det på, at filmen bliver bare sådan nogenlunde medrivende, engagerende og vedkommende. Og nej, det er altså ikke nok med et par lykkelige flashbacks til Jeans fortid for at give hende noget dramatisk tynge over det, hun har mistet. Det filmen dog blandt andet har kørende for sig er dens dystre og dystopiske setting i det klaustrofobiske hospital, der nærmest synes som en ond labyrint af håbløshed.

Det er nu måske i grunden lidt underligt, når nu det er et hospital. Men hey, det er jo et hospital for kriminelle, så det bliver jo naturligvis også nødt til at være dysterst. Men den interessante historie mangler sammen med de spændende karakterer. Derfor ender ‘Hotel Artemis’ også som en skuffende fuser, der end ikke kan opvejes af en ellers comeback-klar Jodie Forster.

– ‘Hotel Artemis’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Hotel Artemis’ får premiere den 26. juli.