GREASE: Skøn 40 års jubilæums-udgivelse på Blu-ray

En klassiker på Blu-ray: Så kan du godt pudse både dine dansesko og din sangstemme af, for det er nu tid til et gensyn med den både dansende og syngende musical-klassiker ‘Grease’ fra 1978. Ja, det er allerede hele 40 år siden, at filmen havde premiere. Derfor er den netop nu blevet genudgivet på Blu-ray i en ekstramateriale-fyldt udgivelse. Sådan!

Skulle du endnu have filmen til gode, så kan jeg jo lige sådan helt kort ridse op, hvad den handler om. Her er der nemlig tale om den klassiske kærlighedsfortælling mellem den artige pige Sandy – der spilles sødt og naivt af Olivia Newton-John – samt den slemme dreng Danny – spillet cool og sejt af en ligeledes ung John Travolta. Et forrygende, umage og smukt par.

Så mens følelserne bølger frem og tilbage mellem de to parter, rulles det ene velklingende nummer og velkoreograferede dansenummer ud efter det andet. Men ikke nok med det. For det er som sagt også en Blu-ray-udgivelse, der boomer af ekstramateriale. Her finder man blandt andet et kommentarspor med filmens instruktør Randal Kleiser samt koreograf Patricia Birch.

Videre kan man blandt andet også dykke ned i en introduktion af Kleiser, en sing-along og et tilbageblik på filmen, videre til slettede, forlængede og alternative scener – ligeledes med introduktion af Kleiser. Der er endvidere også en 2002 ‘Grease’-genforening, ‘Grease’-minder med Travolta og Newton-John, diverse interviews med cast og crew med mere. Så ja, glæd dig til et forrygende gensyn eller måske dit aller første fortryllende møde med ‘Grease’.

– ‘Grease – 40th Anniversary Edition’ udkommer på Blu-ray den 19. juli 2018.