A DANGEROUS METHOD: Psykoanalytisk drama og smæk i den bare

Den står på psykoanalyse, undertrykte lyster og smæk i den bare til Keira Knightley, når David Cronenberg lægger publikum på briksen i A Dangerous Method – et trekantsdrama mellem psykiaterne Sigmund Freud, Carl Jung og den yndige patient Sabina Spielrein. Michael Fassbender og Viggo Mortensen spiller de to læger i den potente historie, som oven i købet er baseret på virkelige begivenheder.

Historien udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Freud udvikler psykoanalysen, som viderearbejdes af den yngre Jung. Så da den sindslidende Sabina indlægges, får Jung mulighed for at afprøve og udvikle analysen. Deres forhold udvikler sig imidlertid heftigt og bliver hurtigt mere end professionelt, mens også stridighederne mellem den ihærdige Jung og hans mentor Freud tager til.

Det er alene i kraft af de to prominente herrer og deres idéer om det menneskelige sind en fascinerende film. Der dykkes således veloplagt ned i den komplekse psyke, hvor bortgemte følelser og seksuelle drifter sprutter løs. Det er dog i lige så høj grad den fængslende historie om ambitioner og store egoer samt kærlighed og sjælefred, der binder dramaet om de tre skæbner nærværende sammen.

Michael Fassbender forløser med fornem diktion rollen som den ambitiøse Jung, hvis selvkontrol kommer på hård prøve i mødet med den smukke Sabina. En mand splittet mellem familielivet, sin karriere og de brusende instinkter, der sættes i sving af Keira Knightley. Hun portrætterer med spjæt og æggende attitude en kvinde fanget i følelsernes vold og som samtidig selv målrettet jagter at blive psykiater.

Det er dog Viggo Mortensen, der for mit vedkommende stjæler showet. Med konstant pulserende cigarføring og underspillet humør fører han sig så herligt selvsikkert frem, at der ikke efterlades tvivl om, at han – selvfølgelig – altid har ret. Det afføder bl.a. en stimulerende dynamik i de ophedende og intellektuelt funderede diskussioner med Jung. En uimodståelig og påståelig personlighed.

David Cronenberg er en af mine favoritinstruktører – også selvom han med sine seneste film som A History of Violence og Eastern Promises har rykket sig længere og længere væk fra den eksplicitte body horror, man kender fra tankevækkende og brutale værker som Videodrome og Fluen. For hans film er bestemt stadig interessante bekendtskaber. Ja, dyk straks ned i det snørklede sind med A Dangerous Method.

Filmen: 4/6

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens smukke billeder står klart og veldefineret med flot detaljegrad og solid kontrast på Blu-ray-udgivelsen. Lydsporet lader ligeledes de fængslende replikker få fornemt og velafstemt liv – det side om side med Howord Shores fine og dramatisk underspillede score. Der medfølger desuden en lille omgang ekstramateriale.

Her finder man en kort promo-agtig ’making of’, hvor det primært er Cronenberg, hovedrolleindehaverne og Howard Shore, der kommer til orde med tanker omkring roller, historie og arbejdet på filmen. Fint, men også noget overfladisk, så er der mere gods i det informative kommentarspor med Cronenberg. Han fortæller roligt og velresearchet om filmens tilblivelse, skuespillerne og de virkelige begivenheder bag.

Billede: 5/6 | Lyd: 4/6  | Ekstramateriale: 3/6

[tabgroup][tab title=”A Dangerous Method | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: A Dangerous Method, England/Tyskland/Canada/Schweitz, 2011
Instruktion: David Cronenberg
Medvirkende: Michael Fassbender, Keira Knightley, Viggo Mortensen, Vincent Cassel m.fl.
Spilletid: 1 time 39 min.
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

TAKE SHELTER: Nervepirrende dommedagsfilm er uafrystelig

Der findes mange film, der omhandler Jordens undergang. De fleste dommedagsfilm er dog ofte bombastiske action-tonsere med mere fokus på spektakulære effekter end det nære, menneskelige drama. Men den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på både original og fængslende vis. Ja, en af årets absolut største filmoplevelser.

Historien er centreret om familiefaren Curtis, der lever et stille liv i Ohio med sin søde kone og deres lille datter. Men alt ændrer sig, da Curtis begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, hvor et apokalyptisk uvejr truer hans familie og samtidig varsler død og omfattende undergang.

Michael Shannon er helt fænomenal i hovedrollen som en mand, der forsøger at bevare en rationel tilgang til de uhyggelige forudanelser. Men som filmen skrider frem begynder grænsen mellem mareridt og virkelighed at vakle for Curtis – er han ved at miste forstanden eller er undergangen reelt på vej?

Take Shelter er en både gribende og rørende film, hvor Jessica Chastain som hjælpeløs hustru må se til, mens hendes uligevægtige mand bliver mere og mere opslugt af de apokalyptiske visioner. Hun udgør en sart modvægt til den forpinte Curtis og er med til at give det knugende drama et fængslende fundament.

Instruktør og manusforfatter Jeff Nichols bygger historien sikkert op omkring sine karakterer, hvilket bl.a. giver dramaet en fascinerende og insisterende resonans, så man til sidst sidder med en knude i maven. Take Shelter formår med andre ord at forene dommedagsfablen med et medrivende familiedrama og ikke mindst et portræt af en mands slidsomme kamp med indre dæmoner. Fremragende.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig virkelig godt på Blu-ray. Her står filmens flotte billeder og nedtonede farvepalet hele vejen veldefineret med indtagende detaljegrad samt mættede og nuancefulde farver. Lydsporet er ligeledes med til på medrivende vis at indramme skæbnefortællingen.

[tabgroup][tab title=”Take Shelter | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får 5/6:

Originaltitel: Take Shelter, USA, 2011
Instruktion: Jeff Nichols
Medvirkende: Michael Shannon, Jessica Chastain, Shea Whigham m.fl.
Spilletid: 121 min.
Udgiver: Atlantic Film[/tab][/tabgroup]

KILLER JOE: En sydende smeltedigel af manglende moral

Det løber helt af sporet for den forgældede Chris i den underholdende og foruroligende Killer Joe. Han hyrer nemlig den korrupte betjent og deltidslejemorder Killer Joe til at nakke sin mor, så han kan få udbetalt forsikringspengene. Koldt, kynisk og selvfølgelig går det ikke efter planen. Langt fra. Chris har nemlig på ingen måde forudset, hvor hurtigt hans situation kan gå fra gal til katastrofal.

killerjoe01

Selvom filmens instruktør er den 77-årige William Friedkin, er der intet forældet over Killer Joe. Den er brutal, fandenivoldsk og ikke mindst smurt ind i en omgang kulsort humor. Hertil kommer et veloplagt cast, hvor en fænomenal Matthew McConaughey leder veloplagt an som den iskolde og manipulerende lejemorder. Fantastisk.

Emilie Hirsch er herligt desperat som den hårdtpressede Chris, mens resten af hans bonderøvs-familie også hurtigt vikles uløseligt ind i det spegede mordkomplot. Nej, Killer Joe er ikke typen, man løber om hjørner med. Juno Temple er desuden forførende naiv som Chris’ ublufærdige søster, mens Thomas Haden Church leverer komisk guld som fordrukken og smådum familiefar.

killerjoe02

Et hedt Texas skaber endvidere en perfekt ulmende setting til denne skarpt skrevne sag, der leveres med lige så sikker hånd af William Friedkin og det skæve ensemble. Han formår med andre ord at sætte medrivende fut under denne sydende kedel af manglende moral, iltre temperamenter og tvivlsomme beslutninger.

Ja, et både aparte, cool og overraskende sprælsk comeback for den aldrende instruktør, der nok mest er kendt for skrækfilmsklassikeren Eksorcisten og thrilleren The French Connection. Nu kan Killer Joe – uden sammenligning i øvrigt – passende blive nævnt i samme ombæring fremover. Sådan!

killerjoe03

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld står Blu-ray-udgivelsen virkelig flot. Det beskidte Texas gengives med mættede farve, indtagende nuancer og god detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes godt med både solid bund og klare niveauer. Lækkert.

[tabgroup][tab title=”Killer Joe | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får:
5_6 - stars

killerjoe cover

Originaltitel: Killer Joe, USA, 2011
Instruktion:
William Friedkin
Medvirkende:
Matthew McConaughey, Emile Hirsch, Juno Temple, Thomas Haden Church m.fl.
Spilletid:
102 min.
Udgiver:
Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

En klar forbedring af dialogen i ’New Moon’

Så har kollegaerne bag de sjove ’Bad Lip Reading’-videoer igen kastet sig over Twilight-universet. Denne gang er det scener fra New Moon, der får nye replikker. Ja, igen en klar forbedring af dialogen – også selvom det ikke giver meget mening.

Bl.a. leverer Edward sort snak som ”I’m not gonna just fix your boy rabbit”, eller Bella, der efter at være styrtet på motorcykel siger ”I went over a gummy bear” eller umotiveret udbryder ”fish breasts”, mens Jacob fx siger ”I need an ear wig”, ”will you shave my back?” og ”I’m a sugar baby for rabbits and walruses”. Ja, det er dumt, men også sjovt.

Se også:
En ærlig trailer for ’Twilight: New Moon’
En klar forbedring af dialogen i ’Twilight
’The Hunger Games’ får nye, underlige replikker
– Min anmeldelse af The Twilight Saga: Breaking Dawn – del 2

THE MOTH DIARIES: Søde kostskolepiger og mystiske mord

Det dystre teen-gys The Moth Diaries er en fascinerende film, der har spændstige temaer som selvmord, jalousi og seksualitet i spil. Ja, enhver skolepiges kvaler. Desværre indfries det ellers potente potentiale ikke for alvor, men filmens gotiske og overnaturlige univers bevarer sin dragende tone på trods af filmens ujævnheder.

Der lurer konstant et mørke på den gamle kostskole, hvor Rebecca bor med den blonde Lucie. De er bedste veninder – og måske mere end det. Rebeccas følelser for veninden synes i hvert fald mere end blot venskabelige. Det forstærkes kun, da den mystiske Ernessa starter på skolen. Jalousien tager nu fat, for Lucie er pludselig mere interesseret i den nye pige, der desuden gemmer på en grum hemmelighed.

Det ellers liflige ungpigeliv slår derfor snart revner og mørket slipper ind, mens der passende diskuteres gotisk litteratur i undervisningen, hvor Bram Stokers Dracula er på skemaet – og som underviseren slår fast med store bogstaver på tavlen, indeholder enhver god vampyrhistorie sex, blod og død. Ja, så ved man, hvad der er i vente for de 16-årige piger. Sådan cirka. Tag den, slatne Twilight-tøser.

Men selvom The Moth Diaries altså ikke kommer helt vellykket i mål – blandt andet er den forjagede finale frustrerende uforløsende – ja, så tør filmen tage fat i og behandle sine emner med en oprigtig alvor, uden at blive belærende. Der kommer således ublufærdigt både lesbisk kærlighed og menstruationssnak på menuen, mens der ryges pot i smug og døden slynger sig ind på livet af pigerne.

Ikke kun fordi flere på skolen dør under mystiske omstændigheder – ja, Ernessa er nemlig vampyr (måske). Men også fordi Rebecca tumler med tabet af sin far, der har begået selvmord og derfor grubler over, om hun har samme destruktive drift. Hun spilles desuden med fin ømhed af en bly Sarah Bolger, mens Lily Cole med sit lettere bizarre og karismatiske udseende ubesværet indtager rollen som Ernessa.

Jeg har ikke læst Rachel Kleins bog, som filmen er baseret på, men instruktøren Mary Harron, der nok mest er kendt for sin filmatisering af American Psycho, får fint skabt et univers, der balancerer indtagende mellem drøm og virkelighed. Så selvom dramaet og karaktererne er en smule ujævnt leveret og følelserne ikke helt får den nødvendige pondus, så er The Moth Diaries et stemningsfuldt og ofte fascinerende bekendtskab.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens atmosfærefulde billedside gengives flot på Blu-ray, dog uden at imponere. Nuancerne er fine og detaljegraden god, men billedet står ikke lige veldefineret hele vejen – men intet graverende. Lydsiden fungerer ligeledes fint med klar og fyldig volumen. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Originaltitel: The Moth Diaries, Canada/Irland, 2011
Instruktion: Mary Harron
Medvirkende: Sarah Bolger, Sarah Gadon, Lily Cole m.fl.
Spilletid: 1 time 22 min.
Udgiver: Scanbox Vision

LIVID: Grumt gotisk gys er et forførende mareridt

Selvom det er velkendte horror-elementer, der udgør det gotiske gys Livid, så venter der flere overraskelser undervejs. Fortællingen får nemlig et eget og uventet liv i det knirkende palæ, hvor den dystre fortælling folder sig dragende ud. Her emmer det af olm haunted house-stemning, mens det smukke og grufulde fængslende forenes.

På sin første dag som hjemmehjælper besøger den unge Lucie nemlig et stort hus, hvor en creepy gammel dame ligger i livsløs koma med et snurrende iltapparat over ansigtet – nærmest som et levende lig. Men da natten falder på, vender Lucie sammen med sin kæreste og en ven nysgerrigt tilbage. De vil finde den skat, som den rige olding efter signede skulle have gemt et sted i de skumle gemakker.

livid01

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru. For godt nok starter filmen som en spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men den ender som et pirrede ondt bæst, hvor det uforklarlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Livid vil og har da også allerede delt publikum på grund af sin mangel på rationel sammenhæng i sin sidste halvdel. Men jeg er vild med den drømmende logik og det overrasende genremiks, der her skaber en helt unik atmosfære. En herlig ambitiøs film, der tør tage chancer og udfordre en ofte stivbenet og konservativ genre.

livid02

Det er de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der står bag. De debuterede i 2007 med Inside, der er en mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm, jeg har set de seneste år. Med Livid er de gået i en ny retning, hvilket bestemt ikke gør det mindre interessant at se, hvad de kommer op med i fremtiden. Jeg holder i hvert fald øje med dem – og det bør du også.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens forførende og dunkle scener står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Her kommer både de mange mørke nuancer og det smukke production design til sin ret. Lydsporet gør også sit til at sætte adrenalinen i gang med nervepirrende panoreringer, lyde i skyggerne og velbalancerede niveauer.

Der medfølger desuden et fint interview med de to instruktører, der blev lavet under den københavnske filmfestival Blodig Weekend tidligere i år (22 min.). Her fortæller de bl.a. om, hvordan de startede deres samarbejde, tankerne bag Livid og deres idéer til rebootet af Hellraiser, som de tidligere har været tilknyttet. Herudover får man et slideshow med stills fra filmen (2 min.) samt dens trailer.

Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Livid | Blu-ray-anemeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars

livid cover
Originaltitel: Livide, Frankrig, 2011
Instruktion: Julien Maury, Alexandre Bustillo
Medvirkende: Chloé Coulloud, Félix Moati, Jérémy Kapone m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

En ærlig trailer for ’Twilight: New Moon’

Kollegaerne hos Screen Junkies har allerede lavet en ærlig trailer for Twilight. Men har i forbindelse med det sidste film i sagaen, har de kastet sig over både New Moon, som kan ses herunder samt Eclipse, som du kan se HER.

Der lægges hårdt ud ved at introducere filmen med ”From the Makers of the Shittiest Movie of all Time” – ja, så er tonen lagt. Drillerierne fortsætter med bl.a. at påpege aldersforskellen mellem den over 100 år gamle vampyr Edward og den noget yngre Bella. Selvfølgelig får manuskriptets slattenhed også et par kække bemærkninger sammen med de stirrende blikke og de ækle vampyr-kontaktlinser.

Se flere ærlige trailers:
En ærlig trailer for ’Avatar’
En ærlig trailer for ’Prometheus’
En ærlig trailer for ’Transformers’
En ærlig trailer for ’The Avengers’
En ærlig trailer for ’The Dark Knight’
En ærlig trailer for ’The Hunger Games’
En ærlig trailer for ’Paranormal Activity’
En ærlig trailer for ’The Amazing Spider-Man’

Charmerende og farverige filmstreger

Kunstneren Justin White er lige nu aktuel på det filmglade Gallery 1988 i Los Angeles med udstillingen Rated G. Han har genskabt 30 scener fra diverse film i en sød tegneseriestil og det klæder filmene virkelig godt – selvom de fleste ligger et godt stykke fra Justin Whites børnevenlige og naive udtryk.

På udstillingen finder man således tegnede versioner af bl.a. Fight Club, Fargo og Oldboy, mens også klassikere som Casablanca, Night of the Living Dead og Alien er blevet taget under kyndig behandling. Man finder også den bizarre Troll 2 side om side med mesterværket There Will Be Blood og den labre Drive samt Alfred Hitchcocks Psycho og Fuglene videre til Stanley Kubricks Ondskabens hotel.

– Se alle tegningerne hos Justin White HER.
– Besøg Gallery 1988 HER og deres Facebook-site HER.

Se også:
Søde illustrerede filmstreger
En serie flotte horror-plakater
En sød serie 8-bit-filmplakater
Anatomien bag klassiske filmmonstre
Søde filmplakater som gamle arkadespil
Labre alternative filmplakater til ’Drive’

THE TWILIGHT SAGA: BREAKING DAWN – DEL 2: Den udødelige vampyrkærlighed når sin afslutning

Det melodramatiske trekantsdrama mellem gummivampyren Edward, den stædige Bella og ulvedrengen Jacob når med The Twilight Saga: Breaking Dawn – del 2 sin længe ventede afslutning. Det betyder også et farvel til et populærkulturelt fænomen, der siden 2005 har givet piger hede drømme og en tro på evig kærlighed.

Dette sidste kapitel fortsætter hvor forrige film slap. Her blev Bella og Edward gift – og så gik det ellers hurtigt. Bella blev gravid, men vampyr-babyen forsøgte at gnaske sig vej ud af den afmagrede piges mave. I den dramatiske fødselsfinale blev Bella dog reddet ved at Edward – langt om længe – forvandlede hende til en vampyr. Vupti.

Den bomstærke Bella skal nu lære at forholde sig til sine nye kræfter samt livet som mor. Ja, der er selvfølgelig fortsat gnidninger mellem hende, Jacob og Edward, men det er større problemer, der overskygger dramaet. For de magtfulde Volturi-vampyrer tror nemlig fejlagtigt, at den hurtigt voksende datter er udødelig og derfor udgør et brud på vampyr-lovene. Derfor truer en krig mellem klanerne nu med at bryde ud.

Jeg har ikke læst de populære bøger af Stephenie Meyer, men kan blot konstatere, at filmserien – ikke overraskende – fortsætter i samme rille med sit højtsvungne og frustrerende ufarlige kærlighedsdrama. Jeg mener, her er vitterligt liv og død på spil, mens spændstige tematikker som udødelighed og opofrelse også er på banen.

Men de ellers interessante gråzoner og forbudte følelser får aldrig det bid og nærvær dramaet tørster efter for at blive andet end poleret dagdrømmeri med evig kærlighed, mystik og sløset manuskriptskrivning. Bl.a. kunne den ulykkeligt forelskede Jacob godt være blevet en spændende karakter – fanget af en kærlighed til Bella, der må forblive uforløst. Han spilles desværre bare af den blanke robot Taylor Lautner.

Der er dog momentvis en gnist mellem Kristen Stewart og Robert Pattinson som det forelskede vampyrpar. Sagde jeg vampyr? For der er som bekendt ikke meget vampyr at hente her – i hvert fald ikke af den dagslysforkastende slags. Her bruges vampyr-myten mere som et let krydderi til historien om udødelig kærlighed og forbudte lyster. Fred med det, for sådan er universt skruet sammen – men det er stadigvæk skørt, at blodsugerne glimter som disco-kugler i dagslys og ikke går op i flammer.

Nej, jeg er ikke målgruppen, men det undskylder altså ikke det stive skuespil og den ujævne afvikling af det kønsløse drama. Michael Sheen er dog herlig teatralsk som vampyr – ja, heldigvis er løjerne ikke helt uden et glimt i øjet. Men de højtravende replikker, den klodsede CGI og Bella, der spæner op af en klippevæg fremstår altså en tand fjollet – og hvorfor skal alle ligne nogle fra et dårligt rockband?

Originaltitel: The Twilight Saga: Breaking Dawn – part 2, USA, 2012
Premiere: d. 15. november
Instruktion:
Bill Condon
Medvirkende: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Taylor Lautner m.fl.
Spilletid: 1time 55 min.
Distributør: Nordisk Film

’Iron Man 3’ i pap og plastik

Det er et stykke tid siden, jeg har set en vellykket sweded trailer, men heldigvis er disse hjemmelavede genindspilninger ikke gået i sig selv. Det at ”swede” blev skab af Michel Gondry i hans komedie Be Kind Rewind, hvor Jack Black og Mos Def forsøger at genindspille alle filmene i deres videoudlejningsbutik.

Nu har folkene bag bl.a. de swedede trailers for The Avengers og The Dark Knight Rises swedet traileren for Iron Man 3. Derfor kan man nedenfor bl.a. se den ellers så solide Iron Man-dragt genskabt i pap, mens det er en halvkvabset Tony Stark, man finder i titelrollen. Herudover er der bl.a. brugt legetøjsdukker og miniaturekulisser i pap til at genskabe de spektakulære scener fra traileren.

Se andre genfortalte film-trailers:
’Prometheus’-trailer i pap og papir
’Inception’ sweded af vanvittig familie’
’The Dark Knight Rises’ med papkulisser
’The Avengers’ i pap og med billig maling
’TRON: Legacy’ med et noget skrabet budget