Laber Clooney som fåmælt lejemorder

Der bliver ikke sagt meget i den stilfulde The American. Kuglerne fyger heller ikke ligefrem om ørerne på publikum, som det ofte er kutyme for film om lejemordere. Men de faste ingredienser er der, smukke damer, mystiske bagmænd og selvfølgelig en fåmælt hitman. Men her er altså ikke tale om en heftig action-thriller, men derimod et tilbagelænet og visuelt forførende drama om en mands søgen efter sjælefred.

Det er i et adstadigt tempo, at The American folder sig ud. George Clooney spiller den plagede lejemorder Jack, der skal klare et sidste job, inden han kan forlade den brutale branche. Efter et livsfarligt møde med nogle morderiske svenskere har han fortrukket sig til en lille landsby i det solrige Italien, hvor de bjergtagende omgivelser nu sætter scenen for det paranoiafyldte sidste job.

Stillfotografen Anton Corbijn spillefilmsdebuterede i 2007 med den smukke og rå Control om bandet Joy Division. Det er samme æstetiske flair for at komponere billeder, man finder i The American. Desværre får filmen aldrig en følelsesmæssige tyngde, der for alvor matcher de visuelle kvaliteter. Man bliver aldrig rigtig engageret følelsesmæssigt i den ensomme lejemorder Jack, selvom Clooney bestemt både kan håndtere våben og lægge ansigtet i de rette alvorlige folder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

BAFTA-uddelingen stod i kongens navn

I går aftes blev den britiske filmpris BAFTA uddelt og her blev det Kongens store tale, som sejrede stort med hele syv priser. Det for bedste film, den såkaldte Outstanding British Film, bedste originale manuskript og originale musik. Bedste mandlige hovedrolle gik til Colin Firth, mens prisen for bedste mandlige og kvindelige birolle gik til henholdsvis Geoffrey Rush og Helena Bonham Carter.

David Finchers The Social Network løb også med en håndfuld priser, det for bedste instruktør, bearbejdede manuskript samt klipning. Natalie Portman fik en BAFTA for bedste kvindelige hovedrolle i Black Swan, mens bedste animerede film ikke overraskende blev Toy Story 3. Og så gik prisen for bedste ikke-engelsksprogede film til den danskinstruerede Mænd der hader kvinder, som jo er på vej som et amerikansk remake af David Fincher.

Christopher Nolans flotte Inception løb med priserne for production design, lyd og special visual effects. Tim Burtons skuffende Alice i Eventyrland nappede også et par priser, det for kostumer samt sminke og hår. Og så var der også en flot cadeau til ‘Harry Potter’-filmene, som løb med den ærefulde Outstanding British Contribution to Cinema, mens Sir Christopher Lee blev hyldet med prisen Academy Fellowship.

– Se alle vindere og nominerede hos BAFTA HER.
– Læs også om årets Golden Globe-priser HER og Robert-priserne HER.

Minimalistiske Oscar-plakater

Den store Oscar-fest nærmer sig og selvom jeg ikke er den store Oscar-buff, så er det altid sjovt at se hvem der vinder de eftertragtede statuetter. Ja, og så afføder prisuddelingen ofte også andre spændende sager, som fx nu illustratoren Dean Waltons flotte serie på fem plakater lavet med udgangspunkt i nogle af de nominerede i kategorien Bedste film.

Det er nogle stemningsfulde og indtagende minimalistiske plakater, som man også kan købe HER – og klik videre til Deans eget site for at se plakaterne i større format HER. De fem film ud af de i alt 10 nominerede, som Dean har kastet sin illustrative kærlighed på er The Social Network, Black Swan, The King’s Speech, The Fighter og True Grit. Hvem der så løber med prisen, er en anden snak.

Se også andre flotte filmplakater:
Minimalistiske plakat-lækkerier
Hitchcock i labert nyt plakatdesign
Labre ’Edgar Wright’-plakater

Frådende piratfisk og blodige bikinier

Jeg var ret spændt på, om bikini-blodbads-festen Piranha 3D ville holde vand ved gensyn, so to speak. Det gør den bestemt – også uden 3D-effekten fra biografens mørke. Her er ganske enkelt tale om sjov og uforpligtende splatter-underholdning, hvor letpåklædte strandgæster flænses af en flok farligt sultne piratfisk. Herligt.

Det ender selvfølgelig grueligt galt, da et brud i et undersøisk vulkankrater sender i tusindvis af durkdrevne piratfisk ud i vandet ved Lake Victoria, hvor en stor strandfest netop er skudt i gang. Festen forsøges lukket, men selvfølgelig uden held. Heldigvis. For snart serveres den ene mere groteske scene efter den anden, hvor piratfiskene mæsker sig i bare bryster, sagesløse ofre og andet strandguf.

Selvom Piranha 3D er baseret på Joe Dantes Piranha fra 1978, er det ikke meget andet end piratfiskene de to film har tilfælles. Men remake eller ej, så kan man ikke komme uden om filmens herlige hovedudspring i forførende forening af dårlig smag. Her leveres opkast, spændstige damer og afskårne lemmer i sødt samspil. Ja, Piranha 3D er både dum, fjollet og tåbelig – men underholdende som bare pokker.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Trailer til ”The Wicker Tree”

Okay, jeg ved ikke helt om jeg glæder mig til denne. Jeg er nok snarere spændt – og en smule nervøs. For The Wicker Tree er nemlig en ”opfølger” eller et companion piece til en af mine absolutte filmfavoritter, nemlig den skræmmende The Wicker Man fra 1973 (altså ikke remaket med en forjaget Nocolas Cage).

Det er Robin Hardy, som også stod bag filmen fra 1973, der har instrueret og skrevet The Wicker Tree. Den netop frigivne trailer ser dog noget rodet ud, så jeg er bestemt ikke overbevist om, at Hardy har skabt en værdig opfølger. Der er endnu ikke fastsat nogen biografrelease – og jeg tvivler på, at den når forbi de danske biografer. Anyways, har du ikke set den originale The Wicker Man, så få fat på den. Den er mesterlig.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=BR0pTvxXGbM[/youtube]

Håndholdt eksorcisme i sydstaterne

Jeg har et særdeles forskræmt forhold til dæmonbesatte mennesker og djævleuddrivelse. Derfor var det også med en hvis bæven, at jeg satte det håndholdte eksorcisme-gys The Last Exorcism i afspilleren. Helt skræmt til døde blev jeg dog ikke, men der leveres bestemt potent dæmon-gys og så er det et hele vejen troværdigt cast, som i filmen får sat deres tro på prøve.

Præsten Cotton Marcus har hele sit liv været stærk i sin tro. Men han er begyndt at tvivle og mener da også at eksorcisme er det rene hokus pokus. Han har derfor indvilget i at lade et kamerahold følge ham udføre ”djævleuddrivelse” og altså afsløre, at det hele blot er ét stort tryllenummer. Selvfølgelig viser der sig at være mere dæmon i den ellers så søde pige Nell, end Marcus og kameraholdet havde regnet med. Men hvor farlig er hun og er det overhovedet djævelen, som lurer i mørket?

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Visdomsord fra filmens verden

Hvor mange gange har du ikke set en film, hvor der lige leveres et par visdomsord til helten? Ofte vil jeg tro, men nogle kloge ord er mere ikoniske end andre, tag fx Yoda fra Star Wars, som i hvert fald leverer et par gode tips i filmene. Han er da også at finde i Derek Stettlers lille fine samling af visdomsord fra filmens verden. Derek har nemlig samlet visdomsord fra 40 film og klippet det ned til 7 minutters livsvejledende replikker. Du finder listen med brugte film HER.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=n8CaC4RMwsM[/youtube]

Årets Robert-priser var med stort R

Den danske filmpris Robert blev søndag aften uddelt af Danmarks Film Akademi i Cirkusbygningen i København. Her blev det den barske og fængslende fængselsfilm R, som løb med de store priser. Den fik prisen både for årets film og årets mandlige hovedrolle gik til Pilou Asbæk, mens filmens to bagmænd Tobias Lindholm og Michael Noer også blev tildelt Robert-priser for årets instruktør(er) og manuskript. Herudover modtog R også priser for årets fotograf, klipper, special effects og lyddesign.

Trine Dyrholm fik en Robert for årets kvindelige hovedrolle for sin præstation i Susanne Biers Hævnen, som i januar løb med en Golden Globe for bedste ikke-engelsksprogede film og sidst på måneden bejler om en Oscar for bedste udenlandske film. Den var dog ikke nomineret til en Robert for årets film, hvilket er helt fint med mig, da jeg fandt den både for konstrueret og overfortalt.

Akademiet består af 450 medlemmer, som alle dagligt arbejder med film på den ene eller anden måde, hvorfor Robert-uddelingen også siges at være branchens pris. Årets mandlige birolle blev Peter Plauborg for Submarino, mens årets kvindelige birolle blev Bodil Jørgensen for Smukke mennesker. Årets børne-og ungdomsfilm blev Hold om mig og ikke overraskende var det Klovn The Movie, som løb med årets publikumspris.

Årets amerikanske film blev Christopher Nolans drømmebasker Inception, foran bl.a. den ligeledes fremragende Oscar-favorit The Social Network. Årets ikke-amerikanske film blev danske Lone Scherfigs søde, men også en anelse tamme An Education – en smule nationalisme synes at have sneget sig ind, da den var i kamp med bl.a. Michael Hanekes fantastiske Det hvide bånd og den fremragende franske Profeten. Og så fik Armadillo som forventet en Robert for årets lange dokumentarfilm.

– Find alle de nominerede og vindere hos Danmarks Film Akademi HER.

Ret så imponerende filmplakater

Der findes et hav af fanlavede filmplakater og mange af dem er heldigvis ret flotte, men nogle er altså bare mere fascinerende end andre, hvilket er tilfældet med illustratoren Grzegorz Domaradzkis plakat-serier. Han har lavet et par i særdeleshed vellykkede og flotte filmplakater, bl.a. for Blade Runner, Apocalypse Now, Mulholland Drive, The Deer Hunter, Get Carter og Raging Bull – som kan ses nedenfor.

Han har lavet to serier af denne type plakater. Den første serie er fra 2008 og byder ligeledes på nogle virkelig medrivende plakater, som bl.a. en yderst spraglet sag til Jack Nicholson-filmen As Good as It Gets. Alle plakater må og skal ses i et større format for at få de mange virkelig lækre detaljer med. Så klik straks videre til første serie af plakater HER og anden del HER. En imponerende række plakater.

Se andre labre plakater:
Flotte filmskurke
10 stilfulde filmplakater
Et par ’fantastiske’ plakater
Stramt komponerede filmplakater

Hvis ”Up” var en spillefilm fra 1965

Hvordan mon Pixars fantastiske animations-film Up ville se ud, hvis den var en spillefilm fra 1965 med rigtige mennesker i stedet for animerede? Det giver Ivan Guerrero sit bud på med denne ret så fine premake-trailer. Den er sammensat af en række forskellige ældre film – se hvilke i denne ’site-by-site’-sammenligning HER.

Der er efterhånden lavet en række af disse såkaldte premakes, altså trailere som giver et bud på, hvordan en given film ville se ud, hvis den var lavet før i tiden. Guerrero har bl.a. også lavet premake-trailere for Raiders of the Lost Ark 1951, Ghostbusters 1954, Forrest Gump 1949 og The Empire Strikes Back 1950. De popper op sidst i Up-traileren, så tjek også dem ud.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ml9hAN5km14[/youtube]

– Læs også: Min anmeldelse af Up.
– Se også: Hvis Inception var lavet i 1950’erne.