Indlæg

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 4: Fra grotesk undergrund til VHS-samleri og tårnhøjt helvede

Så blev det sidste dag på dette års genrefilmsfestival Blodig Weekend. Tiden flyver jo afsted, når blodet flyder. Dagens første film var festivalens eneste dokumentar, nemlig den VHS-hyldende Adjust Your Tracking. Her fik man et skønt, nørdet og underholdende kig ind i kultur af amerikanske VHS-samlere, der overvejende er vilde med skrækfilm eller blot obskure perler, hvilket jo fint går i hånd med festivalen.

Jeg er på ingen måde selv hardcore samler, men jeg har da min del af mere eller mindre sjældne bånd, samt bånd, der bare har en sej titel og et cool cover. Ja, jeg køber stadig bånd, når jeg falder over de rigtige til den rigtige pris – hvilket altså ikke er i nærheden af de uhyrlige summer som nogle af de amerikanske fans er villige til at betale. Du ved, 700 dollars op opefter.

Adjust Your Tracking Blodig Weekend stills

Men jeg kan bestemt relatere til deres begejstring for det gamle format og jagten på båndene – som ofte har det med at befinde sig i snaskede kældre og mugne papkasser. Der er selvfølgelig mange grunde til at folk samler på VHS-bånd. I filmen tales der blandt andet om det nostalgiske aspekt ved båndene, mens en grund også er, at en lang række titler slet ikke er udkommet på andre formater.

Efterfølgende var der en fin Q&A med et par af de største danske samler, Hans-Jørn Reimer and Nils Markvardsen. De havde sjove anekdoter om deres samlinger og deres forhold det gamle format. Tjek desuden den danske Facebook-gruppe for VHS-samlere, Danish Ex-rental VHS Appreciation Group (DEVAG), det er lige her.

Adjust Your Tracking, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Meget fint i tråd men dokumentaren og de snaskede filmtitler, der her blev vist klip fra, var næste visning en vaskeægte omgang no-budget-snask fra den danske undergrund. Den efterhånden berygtede Grotesk var nemlig efter flere års tilløb blevet klart til sin verdenspremiere, hvilket skete i en propfyldt sal i Cinemateket. Filmen blev indledt af en Q&A med bagmændene Peter J. Bonneman og Tue Sprogø samt hovedrolleindehaveren Heine Sørensen. Cool at høre om deres arbejde med filmen.

Plottet, siger du? How about go fuck yourself. Well, nu har et plot sgu heller aldrig skullet komme i vejen for en omgang slibrig sleaze, men lad mig alligevel kort ridse filmens game plan op. Det er noget med en hemmelig rummission, der går galt. En rumfærge, der crasher i Øresund – og noget med radioaktivitet, hvilket der som bekendt altid kommer morderiske mutant-monstre ud af. Således hærger denne øksesvingende monstermand det danske sommerland. That is it. Bum.

Grotesk 02

Næ, mere behøver man ikke for at skabe trashet horror-underholdning. Men hvorfor det hele skal se ud som om, det er filmet med en kartoffel, skal jeg ikke kunne sige – men pyt nu med det. Just bring on the gore, for fuck sake. Og ja, der diskes da også op med skønne old school-splatter-effekter med afhuggede lemmer og smadrede ansigter. Hvilket på det nærmeste er filmens eneste formildende omstændighed.

Men desværre er de blodige løjer bare ikke videre opfindsomme – på nær en scene, hvor en kvindes øje (der stadig kan se), proppes op i hendes røv. Men det er ganske enkelt småt med mindeværdige mord, scener og karakterer. Monstret er dog ret cool med sin muterede mund, der fylder halvdelen af det boblende zombie-fjæs.

Men tempoet er mildest talt ujævnt – og så savner man mere fandenivoldsk energi, hvilket kunne have hjulpet denne grotesk amatøragtige sjasker. Hell, man fornemmer sgu ikke rigtigt, at de har gjort sig umage. På nær effekterne. Løjerne fik dog flere i salen til at juble – men lad mig gætte på, at det primært var folk, der på en eller anden måde havde en relation til filmen. For det er da sikkert ok sjovt at se ens venner blive skudt i smadder, men det er der jo ingen grund til, at også andre horrorfans skal belemres med. Men hey, den ene stjerne er bestemt fyldt med blodig kærlighed.

Grotesk, 1/6:1_6 - stars_LILLE

Næste film var den mexicanske Here Comes the Devil. En rodebutik, der forvilder sig ind i et okkult plot, den langt fra formår at indfri overbevisende. Der kunne ellers være kommet noget godt ud af historien om et forældrepar, hvis børn dukker op efter at have været forsvundet et døgns tid. Der er nemlig sket noget med børnene, der nu nærmest er helt søvngængeragtige.

For hvad er historien egentlig med den mystiske bakke lidt uden for byen, som børnene har været i kontakt med. Hæfter man sig ved filmens titel, får man et praj om, hvilken ondskab der er på spil. Desværre formår filmen aldrig at fastholde eller opbygge nævneværdig stemning.

Here Comes The Devil

Den bliver heller aldrig uhyggelig, selvom der særligt i filmens sidste del forsøges med eery stemning og billige spooks. Skuespillet er heller ikke just imponerende, selvom forældreparret trods alt har et par fine scener sammen og et forfriskende komplekst forhold. Men manuskriptet er langt overvejende uinteressant.

Ja, man ved, at det ikke er helt godt, når rulleteksterne er det bedste ved filmen. En skam, at de ellers potente tematikker som sex, djævle og hævn ikke kom ordentlig op i gear, for filmen synes mest af alt at slæbe sig selv afsted i halvt tempo.

Here Comes the Devil, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Desværre er der heller ikke det store at komme efter med splatterkomedien Fresh Meat – eller splatterkomedie er nok at tage munden for fuld. For selvom denne new zealandske film blandt andet byder på kannibalisme, tortur og et par åbne skudsår, er der langt fra tale gory fun – eller bare ’fun’ i det hele taget.

Fresh Meat

For filmens forkrampede forsøg på at hive grin ud af publikum er mildest talt ikke videre vellykket. Den både platte og sorte humor fejler – du ved, fede mænd i pigeundertøj og lille lystig dans af en gerningsmand, der parterer et lig parteres (off screen, that is). Ja, Tarantino mere end spøger i kulissen, men anstrengelserne virker her forældede og idéerne er uopfindsomme.

Man følger en gruppe kriminelle, der netop har reddet deres partner ud af en fangetransport. De gemmer sig nu hos en tilsyneladende almindelig familie i forstæderne. Magtbalancen skifter dog undervejs, mens der skrues op for larm og rabalder, i stedet for, at man faktisk havde gjort sig umage med det svage og dårligt skrevne manuskript. Kun Temuera Morrison gør i glimt manisk god figur som forbitret patriark. Men bottom line – en blodfattig, flad og umorsom hakkebøf.

Fresh Meat 2/6:2_6 - stars_LILLE

Der er heller ikke nogen stor oplevelse at komme efter med den norske Thale, hvor man kommer en tur op i de mørke, norske skove, hvor rengøringsholdet Leo og Elvis tager sig af et dødsbo. Her gemmer kælderen på en hemmelighed – nemlig en mystisk og mut nøgen kvinde, der måske ikke er helt så menneskelig som hun ser ud.

Desværre er Thale bare en af de der frustrerende filmoplevelser, hvor man aner potentialet til en både spændende og interessant film. Det er dog skide lige meget, at filmen er lavet for en 20’er. Desværre gøres der bare ikke op for den billige produktion med nævneværdig opfindsomhed eller interessante karakterer.

Thale

I stedet får man en ujævn og sløv film, der minder mest om en kortfilm, som er blevet pumpet op til at runde lige på den anden side af 60 minutter – og så er den ”store” finale flad og overstået hurtigere end man kan nå at føle skuffelsen. Nej, filmen får ganske enkelt aldrig luft under vingerne.

Thale, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Heldigvis sluttede festivalen for mit vedkommende af med et veloplagt brag af en film med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower. Den eneste egentlig actionfilm på dette års program og en herlig eksplosiv måde at slutte Blodig Weekend af med.

Det er juleaften og alle er feststemte i den luksuriøse skyskraber Sky Tower. Men en brand bryder ud i den ellers helt paradisiske mastodontbygning, så nu må brave brandfolk forsøge at redde flest mulige ud af den enorme brandfælde. Ja, et simpelt plot afviklet med god tæft for både action, menneskeligt drama og medrivende scener.

tower

Blandt andet er en scene med en kollapsende bro nervepirrende – hvilket kendetegner filmen det meste af vejen. Og så kom der også godt svung på sentimentaliteten, mens der både reddes gravide kvinder, børn og ældre mennesker. Filmen er bestemt heller ikke uden dødelig konsekvens, blandt andet er scenen, hvor en proppet elevator ender omgivet af flammer både klaustrofobisk og ubehagelig.

The Tower, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ja, en ujævn filmdag, men en ubetinget god dag på festivalen, hvor jeg også lige fik hilst på Søren Henrik Jacobsen, der har den fine gyser-blog Skræk og Rædsel (den er her), samt film-entusiast med mere Nicolas Barbano og jeg fik også lige hilst kort på Jack Jensen, der har bloggen En lejemorder ser tilbage (den er her) – han havde for resten også en rolle i Grotesk. Nej, jeg kan sgu ikke vente til næste års omgang Blodig Weekend. Et virkelig godt initiativ og rent guf for os danske horrorfans. Tak for fire forrygende og blodige filmdage.

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anmeldelser fra DAG 1, DAG 2 og DAG 3.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 3: Fra grum tortur til fjollet hajtornado

Dario Argento er en af mine helt store favoritter – i hvert fald hans film fra 70’erne og 80’erne. Derfor er det også virkelig cool, at Blodig Weekend har en af hans film på programmet på festivalens tredje dag – mere bestemt hans anden spillefilm, Cat O’ Nine Tails fra 1971. Et mere tilgængeligt fortalt mordmysterie end eksempelvis hans ekspressionistiske mareridt som Suspiria og Inferno fra 1977 og 1980.

Det gør dog hverken filmen mindre kompleks eller mindre forførende end hans mere kulørte eskapader. For med et stilsikkert greb om det flerlagede og grundlæggende spændende krimiplot fører Argento publikum ind i en verden af usikkerhed, mistro og lyssky personager, mens Ennio Morricone står for det stemningsfulde score.

Cat o nine tales Blodig Weekend stills

Man følger den blinde Franco (Karl Malden), en forhenværende journalist, der får færden af et komplot i forbindelse med mordet på en videnskabsmand. Franco slår sig derfor sammen med den ihærdige journalist Carlo (James Franciscus). Sammen forsøger de nu at komme til bunds i mysteriet inden flere dør – inklusiv dem selv.

De to udgør en både medrivende og mindeværdig duo, mens Francos lille niece Lori (Cinzia De Carolis) bringer fin uskyld ind i det farlige plot. En på mange måder fremragende thriller, eller giallo, som italienerne har døbt denne genre af krimifilm fra 1960’erne og frem – med netop Argento som en af genrens bannerførere.

The Cat O’ Nine Tales, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Med Marina de Vans mørke thriller Dark Touch kom der traumer, ensomhed og underspillede toner af overgreb i spil. Historien er centreret om den fåmælte 11-årige pige Neve (Missy Keating), der overlever en mystisk og brutal massakre på sin familie. Her er dog ikke tale om gerningsmænd i gængs forstand, men en massakre forårsaget af uforklarlige, overnaturlige kræfter.

Neve er den eneste, der overlever og hun flytter nu ind hos et omsorgsfuldt nabopar. Men de mystiske begivenheder synes at forfølge Neve, der er mere involveret i massakren end politiet har øje for. Nej, det er ikke en spoiler at nævne, at filmen har et slægtskab med Brian De Palmas telekinetiske coming of age-klassiker Carrie.

Dark Touch Blodig Weekend stills

For med overnaturlige elementer og familiedrama forenet, får tematikker som barndom, hævn og usikkerhed liv gennem Neves indre konflikter, der manifesterer sig på dødbringende vis, mens omverdenen ser uforstående til. Filmen bliver dog en anelse repetitativ, mens finalen er unødvendig bombastisk. Men med sit formfuldendte univers og velkomponerede billeder en det absolut en smuk oplevelse.

Filmen savner dog en smule nuancer samt mere psykologisk dybe, mens balancen mellem eksplicit gru og dystert drama heller ikke helt lykkedes. Og selvom jeg ikke blev videre følelsesmæssigt involveret i Neves kamp, er det på bundlinjen en ganske fin oplevelse, der kun er med til at forsøge min angst for børn.

Dark Touch, 3/6:3_6 - stars_LILLE

Blodig Weekend byder selvfølgelig også på vampyrer – og de mere sexede af slagsen. For med Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned møder man vampyren Djuna , der falder pladask for forfatteren Paulo. Og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og Paulo forvandlet til vampyr. Bum. Du ved, udødelig kærlighed og den slags – og heldigvis milevidt fra gummivampyrerne i Twilight.

kiss of the damned

Men da Djunas mere løsslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna i følelsernes vold og ikke til at holde styr. Man skal dog ikke hænge sig så meget i det løse plot. Filmen fungerer mere som et karakterstudie og portræt af livet som vampyr, der lever igennem et smukt og stemningsfuldt billedsprog, mens lydsiden sitrer af klassisk musik.

Desværre trækker svage præstationer fra vampyr-trekløveret ned i oplevelsen, hvor forelskelsen mellem Djuna og Paulo heller ikke bliver helt troværdig. Men som en visuelt besværende oplevelse med sanselige vampyrbid, sex og blod, der tør tage sig tid til at fortælle sin historie, klarer Kiss of the Damned skærene, selvom filmen altså ikke fænger helt så meget som den er smuk.

Kiss of the Damned, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Fuck yes, festivalens næste film var en vaskeægte omgang tortur. For filmen, der ellers bærer den børnevenlige titel Daddy’s Little Girl, var bestemt ikke for børn. En brutal hævnfilm lige efter bogen, hvor en far finder frem til gerningsmanden, der slog hans 6-årige datter ihjel. Ja, du gættede rigtigt – farmand finder værktøjskassen frem.

Men inden torturen sætter ind, følger man farens nedtur og hvordan venner og familie håndterer tragedien. Et drama, der fungerer godt, blandt andet fordi Michael Thomson som faren får fat i de rigtige følelser. Desværre går nærværet og et følelsesmæssigt engagement fløjten, når først volden overtager.

daddys little girl 02

For fra at have været sårbar, sympatisk og relatererbar, vender faren på en tallerken, når først han har fastspændt gerningsmanden på sit torturbord. Han mister troværdighed og slår over i at levere kække one-liners, mens der skæres fingre af og trækkes tænder ud på morderen. Filmens ellers alvorlige tone afløses af en sorthumoristisk, hvilket suger noget af luften ud af den ellers grumme tortur-ballon.

For ja, det ér grumt – men desværre ikke grumt nok. Og når torturen ikke har følgeskab af følelser eller karakterer med mere dybde, bliver det også en mindre medrivende omgang hævn at være vidne til. Men hey, man går sgu ikke helt galt i byen med en film, hvor en gut får stukket pigtråd op i røven.

Daddy’s Little Girl, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Dagens sidste film var den meget omtalte Sharknado – en af festivalens tre film, der vises i CinemaxX. Her foldede filmen sig fjollet ud på et stort lærred i en godt fyldt sal med engagerede publikummer – de optimale forhold for en film, der handler om hajer, der suges op i tornadoer og regner ned over Los Angeles, hvor de mæsker sig i sagesløse ofre. Ja, den er god nok – og ja, en af hajerne kløves i to med en motorsav.

Filmen var oprindeligt lavet til TV af selskabet The Asylum, der er berygtet for at lave billige pendanter til Hollywood-blockbusters – du ved, Transmorphers i stedet for Transformers og så videre. Sharknado brillerer således med adskillige håbløse effekter, mens afviklingen af den tåbelig præmis og action-scenerne mildest talt er hjælpeløs. Hollywood-skiltet bliver da også meget symbolsk smadret undervejs.

Sharknado Blodig Weekend stills

Klipningen er jammerlig, skuespillet tvivlsomt og timing i leveringen af one-liners fraværende. Man kan altså ikke andet end at se vantro til, når Ian Ziering leder an i løjerne – ja, Steve Sander fra Beverly Hills 90210. Han spiller helten Fin og leverer sin rolle helt straight – hvilket han faktisk gør overraskende godt, til trods for det jammerlige manuskript. Ja, han har sgu stadig sin del af karisma

Med fred med filmens ubehjælpsomhed, for den skal bare underholde, og det gør den også med jævne mellemrum. Men tempoet halter en smule, den mangler flere opfindsomme scener og mere mindeværdig karakterer. Men Sharknado har en ofte charmerende uskyldighed over sig samt en barnlig logik, der er med til at hjælpe dette train wreck af en katastrofefilm igennem sine katastrofale 86 minutter.

Sharknado, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 1: Blodsjaskende godt remake og håndholdt V/H/S-horror

I går torsdag var det endelig blevet tid til første dag på genrefilmsfestivalen Blodig Weekend (læs om den HER). Det var det medrivende remake Evil Dead, der åbnede ballet på blodig vis – meget passende. Ja, folk jamrer over remakes, og ofte med god grund. Så det er klart, at når der oven i købet er tale om Sam Raimis splattede lowbudget-klassiker fra 1981, at en vis skepsis indfinder sig.

Men heldigvis går remaket egne veje – ellers ville et remake jo også være ligegyldig. Det er dog stadig en flok unge, man her følger på deres skæbnesvangre tur ud i en afsidesliggende skovhytte, hvor de finder en skummel bog, der udløser død, ødelæggelse og vamle dæmonbesættelser – og der er ikke sparet på blodet.

evil dead 1981 2013 03

De er i hytten, forbi Mia skal ud af sit stofmisbrug – hun spilles for resten af en helt forrygende Jane Levy. Hendes abstinenser bliver dog snart det mindste af gruppens bekymringer. Ja, du gættede rigtigt, der venter dem alverdens grumme pinsler – og der diskes op med flere virkelig ubehagelige, lemlæstende og blodspruttende scener.

En makaber og intens skrækfilm i sin egen ret. At remaket har delt vandene er forventeligt, men har man et hjerte, der banker bare en smule for snasket og kropsvæske pjaskende horror, skal man altså være et forpulet skarn for i det mindste ikke at sætte pris på disse scener i denne veloplagte genindspilning. Fuck yes – suck it, remake haters!

Evil Dead, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Dagens anden og sidste film var opfølgeren til den underholdende og håndholdte antologi-gyser V/H/S (læs min anmeldelse HER). En på mange måder vellykket 2’er, der byder på fire kortfilm samt en rammefortælling i found footage-genren – og der er højt niveau stort set hele vejen rundt. Rammefortællingen følger Larry og Ayesha, der har fået til opgave at undersøge en ung knægts forsvinden. I hans dunkle hjem, bliver de mødt af en række tændte fjernsyn og en stak VHS-bånd.

De ser således båndene igennem (ja, antologiens fire kortfilm), mens man vender tilbage til de to i huset, hvor stemningen bliver fortsat mere eery. Første bånd i maskinen er Phase I Clinical Trials, der følger en mand, som efter at have mistet synet på det ene øje, får indopereret et øje/kamera, der samtidig optager alt. Men der følger uventede bivirkninger med øjet og snart ser han skumle skikkelser i sit hjem. En creepy film med både olm atmosfære og fine jump scares.

VHS 2 Blodig Weekend stills

Herefter blev der smidt sort humor i horrorgryden med den indvoldsudrivende zombiefilm A Ride in the Park, hvoraf den ene instruktør er Eduardo Sánchez – den ene af de to gutter bag nyklassikeren The Blair Witch Project. Her udvikler en cykeltur gennem skoven sig til en sjasket zombiemassakre med blod på linsen. Good and gory zombie fun. Med det tredje indslag, Safe Haven, blev der gået balls out med sjasket splat, et herligt grotesk plot og adskillige blodige money shots.

Her udvikler et dokumentarholds besøg hos en sekt sig til et sandt mareridt. For selvfølgelig gemmer de hvidklædte medlemmer på mørke hemmeligheder. En forrygende rutsjebanetur med flere groteske what the fuck-øjeblikke, mens løjerne bare eskalerer hele vejen mod den forrygende finale. Så ja, mange tak til de to instruktører bag, Gareth Evans (The Raid) og Timo Tjahjanto (det forrygende indslag, L is for Libedo The ABCs of Death, læs min anmeldelse HER).

vhs 2 02

Sidste indslag var desværre også antologiens svageste. For selvom Slumber Party Alien Abduction er en cool titel, var det en noget ujævn oplevelse. Det er ellers Jason Eisener, der har instrueret – manden bag den fremragende Hobo with a Shotgun. Men det larmende besøg fra rummet tumlede noget forslået rundt i mørket, mens man blev mere rundtosset end skræmt af de blege rummænd. Heldigvis fik rammefortællingen lov til at binde den blodige sløje på filmen, som den fortjente.

– V/H/S 2, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

RUNNER RUNNER: Batfleck og popdreng på ligegyldigt gamblertrip

Okay, den overskrift er måske ikke helt fair, for jeg kan sgu egentlig godt lide både Ben Affleck og Justin Timberlake. Jeg tillader mig dog alligevel den lidt hovne tone, da deres gambler-pølle Runner Runner ganske enkelt ikke er en god film. Så er lidt kæk mudderkastning vel på din plads. Men okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først – hvad handler filmen om?

Kort fortalt har vi den intelligente universitetsstuderende Richie Furst, en ivrig Justin Timberlake. Han er en haj til poker på nettet, så for at betale sin uddannelse, satser han alt, han ejer. Han taber, men finder beviser for, at han er blevet snydt. Han rejser derfor til Costa Rica for at konfrontere bagmanden bag poker-sitet, Ivan Block – en overskudsagtig Ben Affleck. Han inviterer imidlertid Richie ind i sit foretagende og snart er millionerne, damerne og festerne hans nye livsstil.

runner runner 01

Men det nye liv har selvfølgelig en bagside – og snart får den ellers regelrette Richie svært ved at vikle sig fri af det lyssky foretagende, hvor både bøller, korrupte politikere og FBI snart ånder ham i nakken. Ja, den havde du jo nok luret. Men skulle du have svært ved at følge med i det ellers letforståelige og forudsigelige plot, er de medvirkende hele vejen meget flinke til at fortælle, hvorfor de gør som de gør og hvad de har tænkt sig at gøre.

Man bliver ganske enkelt holdt i hånden hele vejen – og der bliver da også lige for de langsomste i klassen smidt en forklarende voice-over på. Én ting er dog at være klichéfyldt og bøje både karakterer og fortælling i neon. Men når skidtet ikke engang er spændende, er der ikke meget andet tilbage end en film, der er ligeså grådig efter folks penge som en enarmet tyveknægt, der ikke giver noget tilbage af betydning. Ja, tematikker som retfærdighed, moral, kynisme og grådighed forbliver flade.

runner runner 02

Det er også småt med karisma hos Timberlake og Affleck, der mest er et par flotte fyre på automatpilot – og desværre kan en ellers både sød og æggende Gemma Arterton som kvindeligt fodspænd ikke sparke meget liv i lortet, der dog på trods af alt holder en fornuftig spilletid på 91 minutter. Oh what to do, endnu en opslidt luder af en ligegyldig Hollywood-kliché. Du ved, sådan en man ville ønske, man ikke havde set, selvom oplevelsen trods alt ikke gav en lyst til at begå selvmord.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Runner Runner | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
runner runner poster
Originaltitel: Runner Runner, USA, 2013
Premiere: d. 26. september 2013
Instruktion: Brad Furman
Medvirkende: Ben Affleck, Justin Timberlake, Gemma Arterton m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: SF Film / Fox Film[/tab][/tabgroup]

NATTENS DÆMONER: Olmt hauted house gys kryber koldt ind under huden

Du kan godt allerede nu begynde at forberede dig på urolige nætter, for hauted house gyset Nattens Dæmoner – eller The Conjuring, der er filmens originaltitel – serverer i den grad olm stemning og isnende uhygge. For da familien Perron flytter ind i et stort og afsidesliggende hus bliver det starten på ét langt mareridt. Huset gemmer nemlig på en dyster fortid, hvilket først går op for familien alt for sent.

Filmen er hensat til 1971 og baseret på de grufulde begivenheder, som udspillede i den periode. Men selvom her uden tvivl er blevet hevet og trukket i virkelighedens dæmonbesatte historie, gør det ikke filmen mindre nervepirrende. Gentagende gange må man nemlig knibe øjnene nervøst sammen og mærke hvorledes håndfladerne bliver fugtige. Instruktør James Wan kan så absolut sit håndværk og sin horror-ABC.

conjuring 02

Filmen lægger sig op af skrækfilm, der fungerer i kraft af alt det, man ikke ser. Fantasien får altså lov til selv at arbejde – og den kommer her på overarbejde. For det er yderst effektivt den måde James Wan med brug af dynamisk kameraarbejde, et stemningsfuldt score og husets skyggefulde setting stabler op til flere intense scener på benene. Som når familiens piger leger gemmeleg i de mørke gange eller når faderen bevæger sig ned i husets dunkle kælder.

Men selvom det er lyde i mørket og skumle skygger, der langt hen af vejen er årsagen til hvide knoer, så serveres der også mere eksplicitte grusomheder. Det gøres dog med måde og så pokkers elegant, at det kun tilføjer ekstra pondus til den uro, der konstant ulmer i filmen. Gyset fungerer altså virkelig godt – det gør dramaet i familien også. Karaktererne er fornemt tegnet op og man engageres i deres kamp for at overvinde ondskaben – derfor bliver gyset også kun det mere medrivende.

conjuring 01

Der er ganske vist et par gentagelser undervejs og der er heller ikke meget nyt under solen. Fortællingen spindes over den velkendte skrækskabelon – optrapning af underlige begivenheder, der snart udvikler sig så voldsomt, at de overnaturlige fænomener ikke kan negligeres og man derfor må tilkalde eksperter i det paranormale. I dette tilfælde er det ægteparret Warren, hvis oplevelser filmen er baseret på.

Warren-parret får man ligeledes et nærværende forhold til, hvilket kun giver dramaet mere tyngde. Men selvom gyset gemmer på et par onde overraskelser, er det altså ikke historiemæssig originalitet, der er filmens styrke. Det er derimod dens evne til at fremkalde oprigtig gru og at familiedramaet fornemt komplimenterer gyset. James Wan, manden bag den effektive Insidious og succesen Saw, har således skabt et både stemningsfuldt, intenst og skræmmende gys, der vil sikre dig urolige nætter.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nattens dæmoner | Biografanmeldelse”]
Vurdering 5/6:
5_6 - stars
conjuring poster
Originaltitel: The Conjuring, USA, 2013
Premiere: d. 12. september 2013
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson, Ron Livingston, Lili Taylor m.fl.
Spilletid: 112 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

PAIN & GAIN: Michael Bay pumper varm luft i pumpede Mark Wahlberg og Dwayne Johnson

Det kan godt være, at jeg ikke er den største Michael Bay-fan, men jeg tager hatten af for mandens konstante jagt på stor, større og størst rabalder med sine voluminøse film – bombastiske effektmonstre, hvor eksplosioner, effekter og babes går forud for den gode historie og interessante karakterer. Det skulle derfor blive spændende at se Pain & Gain, en på papiret langt mindre effektbåret Michael Bay-film.

De ekstravagante effekter er da også lagt på hylden, mens man følger den sande og absurde historie om tre bodybuilders kriminelle jagt på den amerikanske drøm. Men selvom historien er mere centreret om karaktererne end spektaklet, ender løjerne alligevel som en omgang ujævn og langtrukken varm luft. Det starter ellers lovende med en energisk Mark Wahlberg i centrum som en mand med en plan.

pain & gain 02

Han spiller den kropsbesatte Daniel Lugo, der drømmer om penge og et bedre liv, end det han har i sigte som fitnessinstruktør. Han kommer derfor på en plan, der skal blive hans vej til drømmen. Han teamer op med sine bodybuilder-kollegaer, den en smule tvivlende Adrian Doorbal (Anthony Mackie) samt den forhenværende straffefange Paul Doyle – en Dwayne ’The Rock’ Johnson, der er mere pumpet end sædvandligt.

Desværre er der mere muskelkraft end hjerne i trekløveret, så selvfølgelig går deres naive plan om at kidnappe og afpresse rigmanden Victor Kershaw (Tony Shalhoub) galt. Snart løber planen af sporet, hvor den ene dumme beslutning efter den anden sender det steroidefyldte team på kollisionskurs. Det er dog ikke kun de tres plan, der løber ud i sandet, det gør filmen også. Den er alt for lang for sit eget bedste og formår ikke at holde dampen oppe, men går derimod i tomgang halvvejs inde.

pain & gain 01

Men ja, det da er ok sjovt blandt andet at se en manisk Dwayne Johnson tage snitter og prædike om Jesus, mens Mark Wahlberg forsøger at holde hovedet koldt i den ene kattepine efter den anden. Men selvom her forsøges med sort humor og et fokus på karaktererne, ender filmen uforløst. Flade karaktertegninger og en historie, der alligevel ikke rigtigt formår fænge eller at gøre os klogere på de medvirkende.

Hvor tæt på sandheden filmen er, ved jeg ikke, men at de tre bodybuildere egentlig er kyniske mordere og her portrætteres som både naive og til dels sympatiske tumper, der bare er uheldige, er måske ikke så heldigt. Men den moralsk tvivlsomme balancegang til side, så fungerer filmen ganske enkelt ikke. Den ender på trods af en veloplagt første del som et kedeligt og langtrukkent bekendtskab uden tyngde. [tabgroup][tab title=”Pain & Gain | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
pain & gain poster
Originaltitel: Pain & Gain, USA, 2013
Premiere: d. 5. september 2013
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende: Mark Wahlberg, Dwayne Johnson, Anthony Mackie, Tony Shalhoub, Ed Harris m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SPIES & GLISTRUP: Excentrisk duo i middelmådigt parløb

Så er der serveret sikker dansk filmsucces – skulle man tro. For med to af Danmarks mest farverige personligheder i parløb burde sæderne i de danske biografer jo fylde sig selv op. Det er da også muligt, at det bliver tilfældet, men desværre lader filmen en del tilbage at ønske. Spies & Glistrup er nemlig en både ujævn og middelmådig film, der dog har veloplagte Pilou Asbæk og Nicolas Bro i titelrollerne.

Som du nok har luret, handler filmen om det umage venskab mellem rejsekongen Simon Spies og skatteeksperten Mogens Glistrup. Filmen tager sin begyndelse i 1965, hvor Glistrup bliver Spies’ advokat. Sammen giver de Spies Rejser luft under vingerne og baghjul til middelmådigheden. Med store visioner og provokationer følger man således de tos vej frem i verden, mens venskabet begynder at knage.

spies & glistrup 02

Sådan lidt firkantet er her tale om tre historier. Den om Spies, den om Glistrup og så den om deres venskab. Desværre balanceres denne potente, trebenede taburat ikke helt vellykket, men bliver en kende episodisk i sin afvikling, hvor manuskript-strukturen til tider også titter lidt for åbenlyst frem. Blandt andet i skildringen af, hvordan de to herrer på det nærmeste bytter roller halvvejs – Spies bliver indadvendt, mens Glistrup overtager avisernes forsider som forkæmper for nul procent i skat.

Og selvom filmen føles for lang, kommer man ikke for alvor ind på livet af de to excentrikere og deres venskab. Man sidder i sidste ende altså tilbage med en lidt overfladisk fornemmelse i maven. Der diskes dog bestemt op med farverige scener, hvor Spies leder an med morgenbolledamer, stoffer og stiv pik (ja, on screen rejsning op til flere gange). Men desværre flagrer filmen lidt i flere retninger og finder ikke den gyldne balancegang i historien og skildringen af venskabet.

spies & glistrup 01

Det er ellers interessant, at Christoffer Boe har instrueret og været medforfatter, da han er manden bag eksperimenterende og langt mindre folkelige titler som Alting bliver godt igen, Beast og Allegro. Men springet ind i familien Danmarks stuer er ikke helt vellykket. Men både Pilou Asbæk og Nicolas Bro gør god figur og serverer flere dynamiske scener i veloplagt ping pong – også selvom de til tider er lige på vippen til at blive karikaturer.

Man underholdes altså mere overfladisk af deres eskapader, end man gribes følelsesmæssigt af deres historie, kampe og indre dæmoner. Ja, det er altså lidt ironisk, at en film om disse to larger than life-personligheder er endt som en middelmådighed – hvilket jo er netop det, Spies og Glistrup kæmpede imod. Nu kan det ikke vare længe, før vi før filmen Ålen & Trier, if you know what I mean.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Spies & Glistrup | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
spies & glistrup poster
Originaltitel: Spies & Glistrup, Danmark, 2013
Premiere: d. 29. august 2013
Instruktion: Christoffer Boe
Medvirkende: Pilou Asbæk, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE HEAT: Bullock og McCarthy snubler ivrigt over hinanden i kedelig buddy-cop-komedie

Det er sådan set ikke fordi, at Sandra Bullock og Melissa McCarthy ikke forsøger. Ja, de nærmest snubler ivrigt over hinanden med evindelige fuck-fraser og fald-på-halen-komik hele vejen igennem den alt for lange, alt for kedelige og for lidt sjove buddy-cop-komedie The Heat. Ja, et umage par, der sammen skal fælde en fæl narkobaron.

Bullock er den dygtige, regelrette, flittige og bedrevidende FBI-agent Sarah Ashburn (utroligt nok laver de ikke en ellers oplagt ’ass’-burn-joke – oh well), mens McCarthy er den brovnte, ligefremme og storbandende gadebetjent. Ja, diametrale modsætninger, der skal forsøge at arbejde sammen, da Ashburn sendes fra New York til Boston på en opgave, der kan give hende en forfremmelse.

the heat 02

Opskriften med et umage par på jagt efter bad guys fejler for så vidt ikke noget – tænk bare på blandt andet Leathal Weapon-filmene eller den nyere The Other Guys. Den ellers flyvefærdige opskrift stivner desværre bare her i kedsommelig tomgang. Her får man de samme jokes i forskellige og uinspirerede varianter filmen igennem – hvor det stærkeste kort synes at være ”fuck”, eller at duoen falder på røven.

McCarthy er desværre bare mere belastende end morsom som den konstant storskrydende betjent, der trækker sin pistol eller slår på tæven for et godt ord. Hun mangler bare charmen og fremstår mest af alt som en utålelig partner, man egentlig bare håber på ville holde sin kæft. Bullock er mere menneskelig og indgyder på trods af sin frigide person mere sympati – og ja, hun er faktisk også sjov af og til.

the heat 01

Filmen er ellers instrueret af Paul Feig, manden bag den fremragende Bridesmaids, der også havde McCarthy på rollelisten. Den havde så blandt andet også den altid vidunderlige Kristen Wiig både foran kameraet og som medforfatter. Men The Heat overrasker aldrig og jokesne kan ses på lang afstand, mens det krimiplot komedien forsøges hængt op på er både tyndt og uinteressant.

Ja, en klassisk buddy-cop-komedie med kvindeligt fortegn, hvor den obligatoriske forbrødring finder sted undervejs – bare uden at være tilnærmelsesvis så sjov som de medvirkende synes. Og forsøget på at tilføje lidt oprigtigt drama klinger blot hult. Ikke engang en karismatisk skurk bliver det til, men altså blot to lange timer med en storsvovlende McCarthy og en velklædt Bullock i umage parløb og i tomgang. Øv.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Heat | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
the heat poster
Originaltitel: The Heat, USA, 2013
Premiere: d. 22. august 2013
Instruktion: Paul Feig
Medvirkende: Sandra Bullock, Melissa McCarthy m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

 

ELYSIUM: Matt Damon på hæsblæsende og fascinerende science fiction-ridt

Der lukkes op for godteposen af fremtidslir, heftig action og medrivende scenerier i Neill Blomkamps dystopiske science fiction-basker Elysium. Her tegnes skellet mellem rig og fattig skarpt op, mens en desperat Matt Damon iført kropsforstærkende metalskelet forsøger at klare ærterne i en fremtid, der ikke just tegner lovende for menneskeheden – med mindre man altså er stenrig.

Året er 2154 og Jorden er forpestet af sygdom, fattigdom, forurening og general elendighed. De rigeste har derfor bosat sig på en enorm rumstation, Elysium, hvor alt ånder fred og ro – luften er ren og sygdomme kurreres med et snuptag. Uheldige omstændigheder gør, at arbejderen Max må forsøge den farlige rejse mod Elysium for at redde sig selv, sine nærmeste og gøre op med det forskruede klasseskel.

Elysium 01

Ja, tematikken er tegnet sort/hvidt op – de rige er onde, kolde og kyniske, mens de fattige på Jorden overvejende er gode. Men selvom man godt kunne savne lidt flere tematiske nuancer og satirisk spidsfindighed, ændrer det ikke på, at filmens fascinerende univers fejede benene væk under mig. Det er på en gang legesygt, opfindsomt og over the top, hvor et par teknologiske giraffer da også lige skal sluges.

Det bombastiske plot afvikles ganske vist til tider en kende hurtigt og der smides også et par lette løsninger ind fra højre. Det ændrer dog ikke på, at det hele vejen er medrivende at følge Damons møde med både vilde skududvekslinger, sejlivede robotter og påmonteringen af metalskelettet. Så hul i at løjerne momentvis bliver en kende sentimentale, for her får man splattet eksploderende kroppe som modvægt.

Elysium 02

Jodie Foster er herligt stram i masken som Elysiums hårde forsvarsminister, der skal sikre deres paradis i himlen mod de fattiges indtrængen, mens William Fichtner i en skøn, slesk birolle som brutal boss lige understreger præcis hvor kyniske de rige er. Sharlto Copley er en skånselsløs agent, der uden skrupler og med et samuraisværd i hånden agerer Forsters håndlanger og Damons plageånd. Selvom han ikke hele vejen er helt troværdig som ’ond-ind-til-benet-skurk’, vinder han i længden.

Blomkamp har med andre ord fulgt sin fremragende spillefilmsdebut District 9 op med et heftigt, flot og fascinerende fremtidsridt, der med vilde guns og onde robotter overvinder sine fortællemæssige ujævnheder og noget sort/hvide karakterer, hvor blandt andet et mere nuanceret indblik i Elysiums beboere kunne have givet tematikkerne lidt mere kant. Men Damon er virkelig god og giver menneskelig tyngde og dynamik til både action og gadget-fascination. [tabgroup][tab title=”Elysium | Biografanmeldelse”]
Vurdering 5/6:
5_6 - stars
elysium poster
Originaltitel: Elysium, USA I Frankrig I Canada, 2013
Premiere: d. 15. august 2013
Instruktion: Neill Blomkamp
Medvirkende: Matt Damon, Jodie Foster, Sharlto Copley m.fl.
Spilletid: 1 time 56 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

RED 2: Pensionister med håndvåben burde sendes på plejehjem

Så er der igen pensionsmoden action med opfølgeren til den middelmådige, men mildt underholdende Red. Bruce Willis, John Malkovich og Helen Mirren er tilbage som de aldrende agenter, der ikke kan lægge automatvåben og hemmelige missioner bag sig. Denne gang har de hevet endnu en gammelfar med sig i faldet, selveste Anthony Hopkins som excentrisk professor. Oh well – a paycheck is a paycheck, I guess.

Der altså i den grad old timer star quality på filmstrimlen – desværre er det også en noget anstrengt omgang sjov og ballade, hvor der mere eller mindre køres idéforladt frihjul – både hvad angår cast og plot. Malkovich får dog som den paranoide Marvin sat et par sikre grin ind, mens Hoplins nærmest som den eneste i det rynkede cast ser ud til at more sig i den ujævne og jævnt kedelige Red 2.

red 2 01

Plottet, spørger du? Jo, det er noget med en forsvundet atombombe, der skal findes inden den ender i hænderne på de forkerte. Således går den vilde jagt, hvor Willis og Malkovich leder an i det stivbenede ensemble, der tager dem fra Moskva til London, videre til Paris og USA. Men diverse locations, store eksplosioner og bad guys redder ikke løjerne fra at gå i uengagerende tomgang.

Heller ikke Mary-Louise Parker i rollen som Willis’ naive kæreste og kvindeligt comic relief pepper eskapaderne nævneværdigt op – hun er mere irriterende end egentligt charmerende. Heller ikke en oversminket Catherine Zeta-Jones som utilregnelig femme fatale bringer meget til bordet, mens Lee Byung-hun som hidsig lejemorder blot flagrer løsrevet fra det i forvejen spinkle plot.

red 2 02

Filmens lette tone samt mildest talt urealistiske omgang med action og ikke mindst de aldrende agenters formåen udi nævekamp og skuddueller kunne dog være et plus, hvis filmen så bare havde været mere vellykket vittig og afviklet mere veloplagt. I stedet får man mere eller mindre charmeforladte præstationer, kedelige klichéer og en idéforladt finale. Nej, jeg orker ikke en 3’er – kun hvis Nicolas Cage er med.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Red 2 | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

2_6 - stars

red 2 poster
Originaltitel: Red 2, USA I Frankrig I Canada, 2013
Premiere: d. 8. august 2013
Instruktion: Dean Parisot
Medvirkende: Bruce Willis, John Malkovich, Mary-Louise Parker, Catherine Zeta-Jones, Lee Byung-hun, Anthony Hopkins, Helen Mirren m.fl.
Spilletid: 1 time 56 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]